Kulden bider

[Rai Mirriko]

Rai så en smule forvirret, han var aldrig stødt ind i en ved navnet Damian, men det kunne vel nå at komme. Det kunne også være, at han var en af Drazillas forlovede, der skete jo så meget omkring ham, som var svært at følge med i. I hvert fald alt. Han blev en smule overrasket, da hun så ud til at have travlt og han vidste slet ikke hvad hun skulle sige til hendes svar. Han kiggede lidt forvirret rundt.
"Hun er ikke min rigtige søster, men jeg ser hende som en, da jeg altid har savnet en familie"
sagde han en smule lavt og lagde hånden om sit kurs. Det var ikke længere så varmt mere, så han kunne godt stille og roligt begynde og drikke af det. Det gik roligt, men på måde kunne han bedre smage teen. Det var faktisk slet ikke så godt.
"Hvordan får du teen til at smage så godt, smagen trænger virkelig igennem. Sådan har jeg aldrig smagt te før"
sagde han mindre overrasket, selvom han godt vidste at hun ikke var til stede mere. Men det kunne da godt være at hun havde hørt ham alligevel.

[Ishtar]

hun kom roligt ned i en lidt mere fin kjole som Damian havde givet hende, bare givet hende lige ud i den blå luft fordi han syntes hun skulle have noget tøj. hun så på ham og smilte lidt "Jeg kender føelsen af ikke at have nogen familie.." hun satte sig langsomt hen til ham igen og så på ham " Vil de have mere te? jeg kan sagtens lave noget, jeg har nemlig altid overskud i det" hun smilte stort og så på ham før hun så ned af sig selv for at se om kjolen stadig klædte hende, den sad jo ikke for tæt og ikke for løst.

[Rai Mirriko]

Rai så op ad trappen, da han kunne høre nogle trin igen. Han åbnede øjnene en smule mere, da han så hende i en anden kjole. En der faktisk klædte hende meget godt. Et bredt smil bredte sig over hans læber, da hun gik hen og satte sig igen.
"Det er ikke sjovt, men jeg har vænet mig lidt til det indtil Phoenix kom ind i mit liv"
sagde han og så ned i sit kurs, der nu var tomt. Han nikkede roligt, for teen var faktisk udmærket, men det undrede ham lidt, hvorfor hun havde overskud i noget, som kunne give hende varmen, når hun kom til at fryse, som hun måske kunne komme til oftere end så mange andre.
"Noget af en flot kjole du har skaffet dig"
sagde han med et smil på læben og kunne ikke lade vær med at betragte den bare lidt fra sidelinjen, dog uden at stirre, han vendte dog tilbage til at kigge hende ind i øjnene.

[Ishtar]

hun så på ham med et smil og tog hans krus lige så stille og sien der havde hørt til og rejste sig og gik hen til køkkenbordet, hvor hun tjekkede om det andet vand var varmt endnu før hun fyldte nyt i og satte det over. hun vendte blikket mod ham igen og smilte igen lidt genert "Tak.. Det var Damian der gav mig den, jeg havde stået og kigget på den og så kom han bare hen og gav mig den.. det er min eneste kjole jeg virkelig kan lide at gå i men.. det er sjælendt jeg bruger den" hun vendte sig om igen og begyndte at smide de urter ud som var blevet brugt før. hun begyndte hurtigt at putte nye ned i sien og satte den igen fast på kruset og satte den over til ham, før hun så på sit eget krus og sukkede. hun gik langsomt hen og tog en klud og gik hen og vaskede bordet hvor den var vældtet og tog glasset og satte det hen i vasken, før hun lagde kluden og gik hen og satte sig foran ham igen.

[Rai Mirriko]

Hvorfor ikke gå i en kjole, som man godt kunne lide at gå i. Var hun bange for at den blev ødelagt. det at Damian havde givet hende den, virkede en smule overraskende på ham. Men sådan var nogle fyre vel bare, så kunne han da umuligt komme fra Darklia. Men på den anden side, så kunne man aldrig vide hverken med folk fra Darklia eller Nirelia. Han smilte lidt til hende i det at han fik kruset tilbage.
"Næsten synd at du ikke bruger den noget mere, for den klæder dig altså virkelig"
sagde han med et opmuntrende smil på læben. Hans blik fulgte hende, imens at hun fik ordnet sig eget krus. Det havde han egentlig allerede glemt alt om, men sådan var han bare, han glemte problemerne eller lod dem bare ligge. Rais blik var venligt og blidt. Han var ikke sig selv, det havde han ikke været længe.

[Ishtar]

hun smilte til ham over det han sagde og rødmede lidt over hans søde kommentar og så lidt ned i bordet, hun så på ham igen og smilte igen før hun hurtigt så ned igen, hun så ned på noget af sit hår der ikke var kommet med op i hestehalen ellers var det bare faldet ned igen, hun sukkede let og tog lagsomt hestehalen ud og lod håret falde ned om nakke og skuldre. hun så på ham igen med et genert smil og så mod kedlen igen, hun virkede mere oppe med humøret og det var hun også. selvskab gjorde hende altid glad og der var noget ved hans selvskab der gjorde hende virkelig glad, nok fordi han var så venlig overfor hende og hjalp hende.

[Rai Mirriko]

Det virkede for Rai, som om at hun var i bedre humør, det var godt at vide. Det var som om at han havde fået en bedre virkning på folk efter at have vist den mere søde og rare side af sig selv, som han ikke selv havde troet at han havde.
"Hvordan er det så at være en lærling"
røg det lige pludselig ud af ham, selvom det nok næppe passede ind i samtalen. Men det eneste som han havde været i lære til var som tjener for Drazilla og det var egentlig ikke så svært, så længe man ikke dummede sig, det kunne få nogle mærkelig konsekvenser, selvom de for det meste var slemme.

[Ishtar]

hun så på ham og lagde hovedet på skrå mens hun tænkte " Hmm.. Hvordan det er som en lærling.. hmm" hun så lidt eftertænksom ud før hun lyste op i et smil og så på ham " Det er dejligt, jeg kan gøre hvad jeg vil og der er ingen der siger nej sådan må du ikke gøre det for jeg finder selv ud af hvad der er forkert ved at prøve.. og så bestemmer jeg selv hvornår jeg vil gå igang med tingnene" hun smilte stort og så på ham med glade øjne før hun så sig om i køkkenet.

[Rai Mirriko]

Rai blev på en måde overrasket over den måde som hun lige pludselig lyste op på. I hans tilfælde havde det ikke været lige så godt, som det åbenbart havde været for hende. Gjorde man noget forkert kunne det hurtigt få konsekvenser i hvert fald på Drakoné.
"Det lyder jo lige frem som om du selv styrer, hvor hurtigt det skal gå."
sagde han en smule tænksomt, men endte med at smile til hende igen. Det var da på en måde sødt, den måde som hun reagerede på. Men hvad, det var vel også i orden. Det virkede jo til at hun var glad nok for den plads hun havde fået ved smeden. Selvom det var svært, når han havde et forhold til Drazilla.

[Ishtar]

hun nikkede hurtigt og smilte bare til ham før hun så lidt ned igen og så på ham igen, hun så hurtigt mod ovnen da hun syntes det var ved at blive koldere, og det kunne hun enlig mærke på hendes hals og lunger. hun rejste sig langsomt og gik hen for at putte brænde i, stadig med et smil på læben og så på ham "Jeg bestemmer også selv hvor hurtigt det skal gå.. Det eneste jeg har problemer med er at sælge, folk snyder mig.. Fordi jeg ikk kan regne"

[Rai Mirriko]

Han så en smule undrende på hende, men på den anden side kunne han godt forstå at hun blev snydt, fordi hun ikke kunne regne, men fordi hun også samtidig befandt sig i i Darklia. Men så igen, det kunne ikke bruges som undskyldning hver gang.
"Så burde du måske finde nogen, som kan lærer dig det?"
sagde han med en rolig stemme og smilte lidt til hende. Det var egentlig meget hyggeligt bare at sidde og drikke te, samtidig med at man havde en og snakke med.

[Ishtar]

hun smilte til ham og nikkede "Jeg ved det og jeg prøver også at lære det" hun puttede roligt noget brænde ind i ovnen og så på ham med et smil før hun gik hen og satte sig foran ham igen, lagde hænderne på bordet og så på ham med et smil, "Hvordan er det enlig for dig? jeg mener du sagde jo at du har mærket straf på din krop.. sker det tit? ej undskyld jeg spørger for meget" hun holdte sig hurtigt for munden og så ned i bordet, følte sig lidt pinlig ved bare at spørger om sådan nogen ting.

[Rai Mirriko]

Rai var da blot glad for at hun virkelig prøvede at lære at regne, for ikke længere at blive snydt mere. Det var vel også det mindste hun kunne gøre, hvis hun ønskede at overleve. Hans blik blev en smule fjernt ved hendes næste spørgsmål, dog smilte han, fordi hun begyndte at sige undskyld.
"Slag kan jeg da godt mærke ofte, hvis jeg går hen og dummer mig overfor Drazilla"
sagde han med en rolig stemme, da det ikke var noget af det slemme. Men det ville næsten være synd at fortælle hende, hvad der egentlig kunne ske på slottet. Han var desuden også ved at være en lille smule ligeglad med, hvad der skete med ham. Han vendte blikket lidt rundt i køkkenet før han lod det glide tilbage til hende.
"Hvis man ikke spørger, får man jo ikke svar"
sagde han med et mindre grin på læben. Da han ikke havde noget imod at snakke om lige det emne. Han skulle jo nok fortie det meste, og måske det væreste.

[Ishtar]

hun lagde hovedet på skrå mens hun så på ham, lyttede til hands ord og så hurtigt ned igen. "Det gør mig ondt at de bliver slået som straf.. Man skulle ikke slå andre bare fordi de har gjort noget forkert"hun så på ham igen med et lille usikkert smil før hun langsomt begyndte at pille ved en tot hår som hang ned foran øjnene. hun så på håret nu og ikke ham som om hun var genert eller en smule bange.