En tur hjem til landet man hader

[Neimi Silvertung]

Det var atter blevet forår i begge lande og ved grænsen, hist og her lå der stadig små bunker med sne men ellers var det ved at smelte alt sammen, hvilket man også til tider kunne høre på grænsefloden som bruste mere end den plejede fordi sneen oppe ved bjergene var ved at smelte igen.
Dette var ikke ligefrem noget som den unge Neimi tænkte over da hun atter var vendt hjem til resterne af den gård som havde været hendes hjem, men stadig kun var blot en ruin som ikke fortalte meget om hvilke forbrydelser der var begået i dette hus eftersom ingen kendte til dem, foruden Neimi der havde været offeret for dem. Det var dog kun blevet til mareridt som ind i mellem plagede hendes drømme om natten. Lige nu rynkede hun dog kun på næsen da hun rørte resterne af en mur, der stod tilbage af den gård som var blevet brændt ned. Egentlig fik det hende til at smile ved tanken om at her under jorden hvilede der nogle rester af hendes familie, som havde fået den straf de fortjente, eller ikke helt fordi hun kunne selv finde på en meget værre straf end døden, men ikke noget hun kunne gøre ved for hun havde kun været 8 år da hendes forældre og 4 søskende var brændt ihjel takket være soldater fra Darklia.

Neimi bar en brun kappe af tykt skind ligesom hendes bukser og langærmet blue under, ligesom støvlerne med pels øverst. Alt sammen hun havde fået af Efran fordi han fik medlidenhed med hende og givet hende det så hun ikke skulle fryse ihjel.

[lydia]

En fin, skimlet hingst gallopperede igennem landskabet, og tog et spring over en væltet træstamme uden problemer. På ryggen sad en ung kvinde, hvis lange brune hår dansede i vinden bag hende. Hun sad rank på hesten da den igen landede på jorden efter springet, og hendes holdning og selvsikre bevægelser vidnede om hendes veludviklede evner som rytter. Hun trak blidt i tøjlerne og hesten gik ned i fart, satte ned til trav da hun nåede den gamle, nedbrændte ruin. Hun red tit herud, hun kunne lide stedet og den mystiske atmosfære der var her. Hun forstod ikke helt hvorfor. Stedet var smukt, set med hendes øjne og om sommeren, fyldt med blomster og grønt græs nød hun at drømme om at gøre stedet sit eget i sit voksne liv. Hun tog en kort runde omkring ruinen og bremsede så hesten ved synet af en pige på sin egen alder. Hun satte den let i skridt og red en anelse tættere på hende "Godeftermiddag.. Det er ikke tit jeg møder andre herude." sagde hun med et let skævt smil. Hun blev oppe på hestens ryg, hvor hun følte sig sikker.
Hendes påklædning var enkel, en hvid skjorte og sorte ridebukser med korte ridestøvler. Udenover havde hun en silkekappe der gik hende til knæene når hun stod, men nu lå pænt over skuldrene på hende og hen over rumpen af hesten. Den var lukket med 2 snore og et sølvspænde ved brystet. Hun lod tøjlerne glide løst i hænderne på den, og Prince bøjede hovedet og børstede lidt sne væk fra jorden hvor den stod, og nappede let af græsset.

[Neimi Silvertung]

Neimi havde stået lidt i sine egne tanker mens hun havde rørt ved resterne af muren, med et smil over læberne der ikke var til at tyde om det var af glæde over gamle minder eller bare lumsk fordi hun havde hadet familien, men for hende var der ingen glæde at finde i disse gamle ruiner og hvordan huset havde set ud udvendig og indvendig var kun noget som hun kunne have gættet sig til for det eneste hun havde set af huset var kælderen som nok var skjult efterhånden af sten og græs, nok noget mange ikke kendte til men det var det eneste hun kendte til, resten havde hun kun set efter det var nedbrændt.
Da hun hørte en andens stemme forsvandt hendes smil idet hun så op på den unge kvinde som nok var yngre end Neimi der efterhånden var godt omkring de 20 år men havde stadig sit barnlige udseende."Du er her måske tit?" spurgte hun ligeud for hun lagde meget sjældent skjul på noget, dog var det ikke ligefrem et truende måde hun sagde det på men måske lidt undrende for hvorfor skulle folk dog være her tit?

[lydia]

Hun hævede let et øjenbryn "Om vinteren et par gange om måneden. Det er oftere om sommeren" sagde hun med et muntert smil. Hun svang et ben over siden af hesten og lod sig glide ned. Slap tøjlerne, da Prince reagerede på hendes stemme og kommandoer. Hun strakte let benene og betragtede hende vurderende "Faktisk, vil jeg gerne bygge stedet her op igen og bo her når jeg bliver ældre." sagde hun og fjernede lidt af det lange hår fra ansigtet og rettede på silkekappen. Det hjerteformede ansigt blev lagt en anelse på skrå i det hun betragtede pigen med et nyskerigt blik i de blå øjne. "Mit navn er Villemo Meiden.. Og De er?" spurgte hun roligt og imødekommende. Hun gik et par skridt hen til muren og lænede sig afslappet op af den. Hun følte sig udemærket hjemme her allerede.

[Neimi Silvertung]

Neimi så lidt undrende på tøsen som om hun ikke helt forstod grunden til at hun ville bygge et tortur kammer op igen "Hvorfor bygge et af Nirelias værste huse op igen?" spurgte hun undrende for det kunne hun ikke lige se grunden til, ihvertfald ikke foruden at stedet da lå et smukt sted men familien havde også været farmere så det var vidst naturligt at tingene her var meget smukke men ikke ligefrem noget som Neimi kunne se eftersom hun kun så smerte. "Min herre kalder mig Neimi" svarede hun dog høfligt på det med at hun stod overfor en ung kvinde ved navn Villemo Meiden, ikke ligefrem et navn der sagde hende så meget.

[lydia]

"Værste huse? Det ved jeg ikke noget om.. Jeg har kun kendt huset som en ruin, der dog ligger på en meget smuk grund." sagde hun og trak let på de spinkle skuldre. Så blev hendes øjenbryn hævet tilpas langt op til at de forsvandt i de løse tjavser pandehår. "Herre?" hun fnøs og rystede let på hovedet "Fint.. Hey Neimi" sagde hun og den korte grimasse hun stillede op ved tanken om en herre forsvandt og blev erstattet af et venligt smil. Hun vendte sig let om imod muren og satte skosnuden ind i en af revnerne og kravlede hurtigt og vant op på muren hvor hun satte sig med benene udover. Solen ramte og fremhævede de blågrønne øjne og hendes smil. Hun tog kappen af og lagde den ved siden af sig uden at bekymre sig om hun eller kappen blev beskidt. Hun betragtede let pigen, der var køn med et barnligt udseende. Selv ville hun ikke se hende som meget ældre end hende selv - Maks et år. "De kender måske stedet her, siden De åbenbart har noget imod det?" spurgte hun undrene og lagde hovedet på skrå.

[Neimi Silvertung]

Neimi rystede bare på hovedet af den unge tøs for hun virkede vidst ikke til at kende til den forrædderiske del af Nirelia, men igen Villemo virkede rig så det var nok der som lagde grund til for det eftersom det kun var de fattige som kendte til det. Hun så efter hende da hun kravlede op, men gjorde ikke ligefrem det samme. "Dette var en smertens gård, hvor ejerne torturede en lille pige i flere år" svarede hun bare kort for der var ikke ligefrem nogen grund til at komme i detaljer medmindre Villemo ville til at høre på hendes historie eller bare en historie og så havde Neimi beviser der kunne bakke hende op i det hun sagde. "Ja Herre Jack", der var egentlig ingen grund til at hun sagde hendes gamles herres navn eftersom hun jo ikke længere var hans slave men levede frit som hun nu ville.

[lydia]

Hendes smil forsvandt og blev erstattet af en alvorlig men nyskerig mine. Hun elskede den slags historier.. Hvor triste de end var. Hun havde en svaghed for de ulykkelige, nøjagtig som sin mor. Hun rynkede let brynene og lagde hovedet en smule på skrå "Det er måske noget du kender til?" spurgte hun og bed sig let i den buttede, bløde underlæbe. Hun strakte let armene og lænede sig en smule bagover. Så rynkede hun de fine øjenbryn igen og betragtede hende vurderende "Hvad mener du egenligt med herre? Tjener du hos nogen eller..?" spurgte hun undrene. Hun kunne ikke forstille sig selv med en 'herre'. Ikke engang hendes arbejdsgiver var hun helt lydig overfor og han brokkede sig ofte. Men hun kunne tage de drillerier, slagsmål, fornærmelser og tilnærmelser på kroen uden en sur mine, noget de fleste opgav efter ganske kort tid og derfor beholdte han hende. Desuden var der ingen der kunne opsnappe rygter og sladder som hende og det underholdte hun ofte de andre servitricer med.

[Neimi Silvertung]

Neimi trak ligegyldigt på skuldrene "Tja lad os bare sige jeg kan vise dig indgangen til den skjulte kælder hvor de torturede hende" sagde hun roligt men også ligegyldigt for det lå jo alt sammen i fortiden så den var ikke særlig vigtigt, ihvertfald ikke for hende som ikke var vant til det med familier men hende som vidste at der var mere bag folks ydre end det skuespil som folk for det meste stillede op. "Herre Jack fangede mig på grænsen, men slap mig fri igen så han er vel egentlig ikke helt min herre længere" sagde hun lidt tænksomt for det passede vidst ikke, dog huskede Neimi ham alligevel ikke som andet end herre Jack eller måske Far Jack eftersom han var den eneste som havde taget sig af hende når ingen andre ville og han havde været god i forhold til hendes forældre.

[lydia]

Hun smilede interesseret og nikkede let. Hun tog sin kappe over skulderne igen og hoppede ned, landede på benene og gik over til hesten. Hviskede bare en simpel kommando om at blive stående inden hun smilede over til Neimi. "Okay.. Hvor er det så?" smilede hun muntert, ikke det mindste bange eller nervøs. Hun børstede lidt jord og mos af sit tøj og samlede håret ned af ryggen. Hun så afventende på hende med hovedet let på skrå, så rynkede hun de fine øjenbryn igen. "Så er han jo slet ikke din herre. For mig lyder han faktisk som en dum skid hvis han fangede dig." sagde hun og bed sig let i læben imens hun betragtede hende, forsøgte at finde ud af om han faktisk havde gjort hende noget eller om han bare havde holdt hende indespærret. Selvfølgelig var den slags ikke altid at se udenpå hos en person, men somregl var der mærker, ar og den slags.

[Neimi Silvertung]

Neimi betragtede roligt Villemo som hun hoppede ned fra den ødelagte mur igen, men nikkede kort til hende inden hun begyndte at gå lidt længere ind i det der skulle have forstillet at være en gård, til hun kom et sted der virkede til at have været et soveværelse selvom hården havde været i 2 etager så havde forældrenes soveværelse nedenunder i tilfælde af at de blev overfaldet om natten eller hvis der skete noget som skulle gå hurtigt. Da hun kom hen til et hjørne af rummet så hun sig lidt rundt inden hun bukkede sig og gravede lidt under sneen og jorden for at finde frem til en stor jernring som hun hev op i og dermed afslørede en lem der havde været der i form af nogle sten der havde udgjort gulvet i huset. "Jack er en god mand, selvom han tog mig til fange og gjorde mig til slave" sagde hun ligegyldigt inden hun kort kiggede ned i hullet før hun skubbede lemmen helt tilbage og gik ned af sten trappen.

[lydia]

Hun fulgte hende med rolige, lange skridt imens hun kiggede rundt i den gamle ruin. Hun skævede let til hende men rettede så blikket til jernringen og lemmen der kom til syne "Well.. Han lyder ikke som en god mand hvis han tog dig til fange og gjorde dig til slave. Den slags gør gode mennesker ikke." sagde hun og trak let på skulderne. Hun fulgte med hende ned af stentrappen. Dog en anelse langsommere imens hun holdte øje med loftet i kælderen, og rundt. "Burde vi ikke have taget noget med der kunne give lidt lys?" spurgte hun og lagde armene bag nakken idet de gik. Hun regnede med at der blev mørkt senere hen, og lyset fra hullet i gulvet gav ikke en ret god sigtbarhed når der først blev mørkt.

[Neimi Silvertung]

Neimi tog sig ikke videre af der var mørkt nede i kælderen, eller som nærmest mere bare var et rum uden lys og det hele virkede tungt eftersom alt var sten, det eneste som angav at der havde boet nogen herinde var en muggen bunke halm sammen med en smule legetøj i form af en slidt og møg beskidt dukke, men mest af alt forbindinger og en skål med vand. Der var en fugtig trykket atmosfære dog var det meste af blodet væk igen, selvom der ind i mellem var steder hvor man kunne se brune pletter. "Han var fra Darklia, så han var god ved blot at tage mig til fange og gøre mig til slave. Det kunne have været værre" sagde hun roligt med et lille smil for i hendes hoved kunne det havde været ret meget værre. "Der er ingen grund til lys, der er intet at falde over"

[lydia]

"Well.. Det må jeg jo så egenligt give dig ret i. Du var heldig.. Men stadig." sagde hun stille og gik ind i rummet. Hun bed sig let i læben og gik roligt hen og samlede dukken op. Hun børstede det værste spindelvæv og støv af. "Hvor må hun have været ensom. Hvad skete der egenligt med hende? Og forældrene..?" spurgte hun stille og betragtede det trøstesløse værelse. Det kunne have været hvilken som helst piges helvede herinde, det kunne endda være hendes hvis ikke hun var født ind i den familie hun var. Det påvirkede dog ikke hendes beslutning om at bygge hus på grunden, og gøre den til et sted husket for skønhed og fred i stedet for tortur.

[Neimi Silvertung]

"Jack var og er en god herre, ja var sikkert heldig" sagde hun roligt og så lidt rundt i det rum hun kendte så godt, det rum som havde været hendes personlige helvede i 8 lange år eller hun gættede på det var 8 år for hun var ikke ligefrem helt sikker på det. "Forældrene og hendes søskende fik hvad de fortjente, Darklias soldater kom forbi og påførte dem smerte inden døden indtrådte og soldaterne brændte ned. Pigen lever dog stadig" forklarede hun roligt uden nogen form for følelse i det hun sagde, eftersom det ikke gjorde ondt på hende, det var jo bare fortid. En fortid hun til tider brugte til at vække folks medlidenhed så de ville give hende mad, tøj på kroppen og et sted at sove.