En tur hjem til landet man hader

[lydia]

"Det er han jo ikke længere. Nu er han jo slet ikke din herre." mumlede hun med et let skuldertræk og fnøs let. "Tvivler på jeg kunne indordne mig som slave." sagde hun en anelse mere lavmælt, mere til hende selv end til Neimi. Hun betragtede hende da hun talte igen og nikkede svagt "De fik da hvad de fortjente. Håber at pigen fik et godt liv bagefter." mumlede hun, så smilede hun stille "Men det ændre nu ikke ved at jeg vil bygge stedet op igen. Gøre det kendt for skønhed og fred istedet for tortur af en lille pige." smilede hun og lagde dukken fra sig i den mugne halm.

[Neimi Silvertung]

"At være slave er ikke så slemt, du har et tag over hovedet og mad på bordet og beskyttelse fra en ond verden. Nogen vil måske kalde det en hjemmegående mor" sagde hun lidt ligegyldigt for hun kunne ikke rigtigt se forskellen på det udover slaver nok blev slået, noget hun ikke havde været udsat særlig meget for medmindre Jack havde haft en rigtig dårlig dag eller hun havde gjort noget som ikke var godt.
"Kan ikke ligefrem sige at pigen fik noget godt liv efter det, livet er aldrig nemt for hjemløse og fattige folk" sagde hun roligt som hun så hen på bunken med muggen halm for det var ikke ligefrem det bedste sted at ligge, men igen hele hullet nærmest var ikke rigtig noget som nogen ville bo i.

[lydia]

"Hjemmegående mor?" mumlede hun og sendte sin egen mor en tanke. "At passe børn, gøre rent, skure og skrubbe hele dagen er vel ikke så fedt." mumlede hun med et let skuldertræk. Hun var ikke husligt anlagt, overhovedet. Hun hadede at vaske op, gøre rent.. Selv det at passe et barn brød hun sig ikke om. Det var dog ikke noget mysterium, da hun kun kendte et enkelt barn, og det var Kolgrim. Hun bed sig let i læben, "En skam.. Hvis bare min famillie havde vidst det." mumlede hun og kløede sig let i nakken. Hun var overbevidst om, at hendes mor ville have reageret hvis hun havde vidst det, hendes mor der havde en svaghed for de ulykkelige og hjælpeløse.

[Neimi Silvertung]

Nemo gjorde et ligegyldigt skuldertræk "Ingen vidste det, ingen kender til skuespillet som Nirelias folk sætter op fordi de skjuler deres onde sandheder." sagde hun roligt og kastede et sidste blik rundt i rummet inden hun igen begav sig op af trapperne for hernede kom de dårlige minder bare frem i hende så det var ikke ligefrem et sted som hun havde lyst til at være ret længe. Da hun kom op igen skar solens lys hende i ansigtet og fik hende til at knibe øjnene kort sammen inden hun gik længere ud i græsset igen. Hun rettede kort på hendes hår så de små ar på hendes hals kom frem, 2 bide mærker fra 2 forskellige vampyre.

[lydia]

"Det er jo ikke alle der gør det. Desuden er det ikke kun i Nirelia, det gør de også på grænsen. Nirelia er basic det samme som Darklia, Darklia er bare mere åbne omkring det." sagde hun med et let skuldertræk. Gode væsner kunne jo også bo i Darklia, præcis som Nirelia var fyldt med mindre gode personligheder. Hun sendte sin egen slægt en tanke. Trond var jo taget til Darklia, og der var flere personer i hendes slægt der havde tilhørt de onde snarere end de gode. Og de talte jo heller ikke ligefrem højt omkring Tengel den Onde?

[Neimi Silvertung]

"Hvorfor også skjule det? Det er mere ondt at skjule det end at være åben omkring det for så ved folk hvad de går ind til" sagde hun roligt go så kort op imod himlen, for hver eneste person hun havde mødt havde haft noget ondt i sig og det var sjovt nok de som var fra Nirelia der faktisk var de ondeste eftersom de forsøgte at skjule det men kun lige indtil de havde deres offer i et rum for dem selv, mens dem fra Darklia ikke ligefrem lagde skjul på hvad de gerne ville. "grænsen forstår jeg eftersom de er mere påvirket af Darklia end Nirelia er, men Nirelia skulle være det gode land hvor livet skulle være en leg og godt"

[lydia]

"Måske er det netop fordi de bor i Nirelia, at de vælger at skjule det.. Du siger selv at Nirelia skulle være de godes land, derfor skammer de sig måske over at være onde i det land." hun rynkede let på brynene. Usikker på om det overhovedet gav mening.. "Desuden. Hvis folk bliver fanget fordi de ikke har deres parader oppe er det deres egen skyld, bare fordi man er blandt sine egne skal man ikke sænke dem." sagde hun og rynkede let brynene. Hun sænkede aldrig sine derhjemme, mest på grund af Kolgrim. Hun var fulgt med Neimi til overfladen men havde sat sig hvor lemmen havde været med benene ned i hulrummet

[Neimi Silvertung]

"Så burde de nok flytte eller måske give deres børn væk. Men selv det har de sikkert ikke mod eller kærlighed nok til at gøre fordi det jo skal gå udover nogen" sagde hun en smule irriteret men det var let at se på hende og høre på hende at hun virkelig ikke brød sig om Nirelia for selv deres egne dronning var jo korrupt og ikke en gang var der for deres folk. Så egentlig gik Neimi bare og ventede på at Nirelia ville styrte ligesom deres dronning der med sikkerhed var ved at blive mere og mere sindsyg.
Hun så lidt udover markederne for der var stadig lang vej at gå før hun igen ville være på grænsen og så kunne det sjove igen begynde. Den eneste grund til hun satte sine ben i Nirelia var at stjæle fra de svage godtroende fjolser som villigt lukkede hende ind i deres huse, så hun med lethed kunne stjæle fra dem og være væk inden de opdagede noget.

[lydia]

"Nogen elsker faktisk deres børn selvom de viser det modsatte.." mumlede hun med et let skuldertræk og betragtede hende med et enkelt hævet øjenbryn med et tænksomt blik. "Det lyder som om du har oplevet noget lignende som den pige. Eller noget der gjorde mindst lige så ondt.. Eller er jeg helt forkert på den?" spurgte hun roligt og bed sig let i læben. Det var på grund af hendes reaktion, hendes forsatte insisteren på Nirelias ondskab, og det at hun kendte så meget til pigens situation. Måske var hun endda selv pigen? Det var jo ikke umuligt, og det ville forklare hendes bånd til huset.

[Neimi Silvertung]

"Jeg var pigen og det eneste som mine forældre gjorde for at vise deres følelser var at torturer mig de første 8 år af mit liv mens de fortalte mig hvor meget de afskyede mig og hadede mig fordi jeg var en lille afskyelig skabning der ikke fortjente at leve.. Den eneste grund til de holdt mig i live var så de kunne tæske videre på mig dagen efter" sagde hun irriteret med en ligegyldig mine for fortiden betød intet og alligevel betød den lidt, men Villemo måtte også forstå at Neimi faktisk havde arvet denne grund efter hendes forældre, om det var frivilligt eller ikke kom så ikke sagen ved. For uanset hvad ville hun gøre livet surt for dem som ville bygge på den, så ville stedet få des helt egen personlige plageånd der havde en masse forbindelser og ikke var bange for at vise dem frem til stedet så de kunne udføre arbejdet med at dræbe og torturere.

[lydia]

"Is that so.." hun betragtede hende. Så lagde hun hovedet en lille smule på skrå. "Well. Du ser da ud som om du klare dig udemærket, på trods af det. Og modgang gør nogen folk stærkere." sagde hun stille og bed sig i læben. Hun rynkede kort de fine øjenbryn. "Hey.. Så grunden til at du har så meget imod at jeg gerne vil bo her, er fordi du egenligt ejer det?" sagde hun og smilede muntert. Hvis det var dét der var problemet kunne det jo løses.. Hendes famillie manglede trodsalt ikke penge. Og hun tjente jo også sine egne ved siden af.

[Neimi Silvertung]

"klare mig udemærket? Jeg har intet hjem, ingen penge, intet arbejde, ingen familie og jeg kan ikke binde mig til nogen eller noget eller føle noget som helst, så forklar mig lige hvordan det er jeg har klaret mig godt?" sagde hun en smule irriteret for hun kunne ikke ligefrem se hvordan hun havde klaret sig godt når hun gang på gang blev offer for folk uanset hvor meget hun end strittede imod og sagde nej.
"Og ja dette er det eneste jeg har tilbage, som ingen skal tage fra mig" uanset hvad var Neimi kold på det punkt for hun ville ikke af med stedet og ville blive en plage for dem som ville forsøge at overtage det.

[lydia]

"Du kunne få et arbejde og derigennem få penge og et sted at bo." sagde hun stille og bed sig let i læben. "Hvis du nu fik nogen venner kunne det være du kunne binde dig til nogen igen, hvis den rigtige kom forbi. Jeg vil gerne være din ven." sagde hun, og ved de sidste ord sendte hun hende et let smil. "Og du er da stadig i live ik? Det er mere end hvad mange kan prale af Neimi." sagde hun roligt og strakte let armene og lænte sig bagud. "Jeg vil heller ikke tage det fra dig. Jeg vil gerne købe det når tid er hvis du er intresseret, min famillie har masser af penge og jeg har selv et arbejde ved siden af. " sagde hun roligt og betragtede hende. "Inden du begynder at klynke over at du har haft det hårdt - For det har du.. Det tror jeg gerne. Det har givet dig problemer senere.. - Så tænk lige over hvad du selv har gjort for at komme ud af situationen."

[Neimi Silvertung]

"At arbejde betyder at tjene andre, dermed har man ingen frihed og jeg har ikke ventet i 16 år på at få min frihed for så at lade den blive taget fra mig igen. Et sted at bo føleles som et nyt fængsel for mig og det kvæler mig. Og hvad nytter venner når de kun udnytter en." sagde hun lidt irriteret for der var ingen grund til venner når hun alligevel intet følte for dem og lige så snart de blev kedelige slog hun dem ihjel, men alt hun havde lært indtil videre var at folk kun udnyttede hinanden og aldrig gjorde det fordi de nød hinandens selskab. Hun fjernede håret fra den ene side af hendes hals så hun afslørede 2 ar efter bidemærker fra vampyre, det ene meget mere frisk end det andet "Og hvad nytter det jeg er i live når det eneste der sker i ens liv er at man gang på gang bliver udnyttet af de som kalder sig for ens ven. Grunden er ikke til salg, den er min"

[lydia]

"Et arbejder betyder ikke at man mister sin frihed. Så ville jeg aldrig kunne være på et arbejde i mere end et minut.." sagde hun med let sammenknebne øjne. "Det med et hjem kan jeg ikke gøre noget ved, det må du selv finde ud af.. Men gider du lade være med at dømme folk på forhånd? Har jeg prøvet at gøre dig ondt, udnytte dig, eller noget som helst siden du mødte mig for lidt siden? Giv mig dog en chance. Ikke alle er idioter her i verden." sagde hun i en irreteret tone nu. "Fint. Så glemmer jeg bare grunden - Tilbudet står stadig hvis du en dag ombestemmer dig." sagde hun og rejste sig let op. "Og at tale sådan til folk, og dømme dem på forhånd er ikke en måde at få gode venner." mumlede hun let og rettede på håret. Hun gik roligt ud af ruinen og satte hen imod sin hest.. Hun gad ikke diskutere med hende. Det ville ikke føre til noget godt.