Offringernes Nat.

[Roxanne Nicolia Tirenas]

Luften var kold og fugtig, og ikke nok med det tågen havde lagt sig over floden hele dagen så man ikke havde kunnet se en pind for sig, men nu var det ved at være mørkt og var ved at klare op i tågen. Silva var ude på sin jagt efter slaver denne nat, en jagt der havde varet siden mørket faldt på, hun havde ikke slået dem ihjel, hun havde leget med dem, ladet dem tro at de var i sikkerhed og så pluslig stå der med et smil på læben og sin hånlige latter og så efter dem igen, hun elskede at lege med sine offre, så blev de så dejlige trætte til ikke at bemærke noget som helst. hun sad nu oppe i et træ og så ned på nogen slaver der lige havde fået vejret og havde sundet sig lidt, hun så bare på dem med rolige øjne planlagde hvad der skulle ske og hvordan det skulle ske, og med et hoppede hun ned på den slave der havde fået de andre med til at stikke af, kampen var ikke ret stor før hun havde fået ham lænket. efter det lille tomult fik hun de andre slaver der også var stukket af bundet og sat op af træet, hun ventede på det perfekte øjeblik til at offre dem til sin gud, og det var netop den nat hun skulle ud og jage slaver at hun ville bede til sin gud, og nu havde hun enda gaver til ham.

[Sol Angelika]

Denne nat var perfekt til at finde et offer i eller bare ved at være alene til at hun kunne drikke sin eliksir og blive genforenet med hendes elskede herre og gud, selvom dette jo ikke var rigtigt men det var noget som hun troede på så det var nok for hende at hun vidste han var der for hende. Den smukke skabning hun forstillede sig når hun var under eliksirens påvirkelse var sikkert noget andre fandt skræmmende og måske afskyeligt.
Lige nu gik hun dog for sig selv selvom lyden af noget der mindede om en mindre slåskamp nåede hendes øre, så hun begyndte at gå i retning af denne lyd bare fordi hun elskede at se på en god slåskamp imellem folk, specielt mænd. Der var ikke noget sjovere end at se 2 mænd slås om hende hvor vinderen ville få hende med i seng hvis denne var så heldig. Egentlig lagde hun ikke videre nogen skjul på at hun kom, selvom hendes skridt nærmest altid var lydløse og listige for ikke at blive afsløret for hurtigt.

[Roxanne Nicolia Tirenas]

Hun så på sine offre med et blik der både var skrammende og ondskabsfuld på en gang. hun så bare på dem og trak en af dem på benene og grinede "Glæder man sig? du skal være den første.. hvilken ære, hvilken ære.. at blive offret til en gud" hun grinede og smed manden ned på jorden igen hvorefter han prøvede at stikke af, men hun lagde roligt en hånd på hans bryst og holdte ham nede. "Man er ikke tilfred? det burde de være.. det burde de" igen en håndlig latter kom fra hende mens hun begyndte at finde hendes redskaber frem til offringen.

[Sol Angelika]

Sol listede sig lidt nærmere inden hun lænede sig op af et træ med den ene skulder, mens hun lagde armene over kors og bare åbenlyst stod og betragtede det hele for hun var jo ikke ligefrem bange for at blive set og det her kunne da også blive interessant, nu hvor den unge kvinde virkede meget bekendt men hun var selvfølgelig ikke helt sikker eftersom hun ikke huskede så meget fra tidligere og hun havde jo oplevet en del siden i de sidste bange år, eftersom hun nok var set som en af de ældre i deres unge slægt, hvor folk sjovt nok aldrig var blevet særlig gamle men de fleste var blevet slået ihjel eller havde forelsket sig i dødelige som de havde valgt at gå i døden med.
Et lille smil listede sig over de fyldige læber for det her skulle nok blive interessant når hun hørte ordet gud blev nævnt og da det virkede til at hun ville ofre denne mand til en gud måtte det næsten være mørkets gud for hun regnede ikke ligefrem med at folk ville ofre mennesker for Lysets Gudinde.

[Roxanne Nicolia Tirenas]

hun så op i himmlen et øjeblik før hun langsomt vendte blikket mod Sol, hun kunne godt huske hende fra dengang, men også kun fordi det var noget man aldrig ville glemme for hende. hun smilte lidt og nikkede blot et øjeblik før hun vendte blikket mod manden igen der virkelig prøvede at komme væk, hvorefter hun satte en kniv tæt ved hans hals. "Ikke Gå vi er jo ikke engang begyndt" hun grinte lidt og fandt det sidste frem. "Vil de deltage i offringen frøkken? eller være med til at bede lige som sidst?" hun ventede kun på svar nu, og på det rette tidspunkt.

[Sol Angelika]

Sol smilede som hun kort skubbede sig væk fra træet blot for hun igen kunne stå lige og gå i retningen af Silva, nu hvor hun var blevet opdaget kunne hun jo lige så godt deltage i det hele eftersom hun ikke selv lige havde fået ofret noget på det sidste eftersom hun havde mere travlt med at holde styr på hendes egen familie og så ind i mellem drikke eliksiren så hun atter kunne være sammen med hendes elskede.
"Det kan jeg da godt hvis jeg må havde den ære og efter kan jeg vise dem noget nyt jeg har fundet ud af" sagde hun roligt efter et skævt smil havde listet sig over hendes læber, for hun havde fået ud af noget helt nyt med eliksiren da hun eksperimentede med den ind i mellem, bare for at se om virkningen kunne holde længere eller om det hele kunne virke meget mere intens når hun endelig mødte ham.

[Roxanne Nicolia Tirenas]

hun smilte blot og så på Sol før hun skubbede manden mere ned i jorden og satte langsomt kniven mod hans mave, samtidig med at hun begyndte at bede til sin gud, dog meget lavt så man ikke kunne høre det, for bønden kunne alle lave, det var jo bare en bøn. hun begyndte langsomt at lade kniven glide ned i mandens mave hvor han nu begyndte at skrige højt af smerten, mens blodet begyndte at flyde ned af maven og ned i jorden. Silva så op i himlen et øjeblik og stoppede nu knivens gang og tog den op og lod tungen glide over knivens skarpe side for at smage blodet hvorefter hun hurtigt så ned på manden der stadig skreg af smerte, hvorefter hun så på Sol for at vente på hende.

[Sol Angelika]

Sol stod kun på omkring en meters afstand og så på det hele for der var ingen grund til at komme alt for tæt på lige nu, desuden ville hun lade Silva lege lidt inden de nok skulle til at lege med eliksiren. Dog smilede hun over at Silva bad til Mørkets gud for det var jo altid godt at se nogen der var troende ligesom hende selv, en der dræbte i gudens navn blot for at tage eliksiren efter og så mødes med ham og elske med ham, for hun troede virkelig han elskede hende og ville vælge hende til første elskerinde eftersom hun ikke kunne forlange at blive hans kone men så var første elskerinde også fint nok selvom hun nok kunne blive en del jaloux hvis hun så andre sammen med ham.
Da Silva igen så på hende trådte hun et skridt tættere på for at sætte sig ned på hug så hun kunne begynde at bede, da mandens skrig ikke rigtigt forstyrede hende men bare morede hende i stedet for snart ville han være en slave af mørkets gud medmindre han havde været god hele hans liv til det punkt ville han nok havne hos lyset gud, det håbede hun da ikke ville ske for Mørkets gud kunne altid bruge nye slaver.

[Roxanne Nicolia Tirenas]

hun så på hende og smilte blot før hun så op i himlen igen for at bede endnu en gang, hun lagde langsomt kniven for hans hals og lod sine fingre borde ned i det åbne hul han nu havde på maven hvorefter hun smilte ved lyden af hans skrig af smerte, langsomt lod hun bare hånden blide op forbi hans riben, og vendte blikket mod sol "Er du klar til at tage hans hoved?" hun havde fortaget sådan nogen offringer før, først skåret dem op og taget hjerterne og derefter hugget hovedet af, men denne gang var det anderledes, for måske havde Sol en ny måde efter denne offring, der var jo andre der skulle offres samme aften.

[Sol Angelika]

Sol smilede bare og satte sig ved mandens hoved så hun var klar til at tage imod det når det blev hugget af. "Lad os brænde ham efter til ære for vores gud" sagde hun roligt mens hun i hendes indre bad til deres fælles elskede gud som sikkert fandtes i ildens hede, eller sådan forstillede hun ham ihvertfald i hendes indre, noget der kunne gøre hende blød i knæene bare ved tanken om hans udseende.
Det var ihvertfald selv sådan hun ofrede til guden, ved at brænde beviserne efter for at der ikke var noget kendeligt tilbage og for at hun var sikker på at offeret var helt dødt, måske tog det endda flere med i døden af dyr og planter ved at brænde sådan.

[Roxanne Nicolia Tirenas]

Silva smiled lidt før hun nikkede, fik fat i hjertet og mærkede hvordan det pumpede i hendes hånd, hun lukkede øjnene ved føelsen og smilede blot mere. "Til dig hersker af mørket, giver vi dig endnu en slave, endnu et offer for at vise dig vores kærlighed til vores eneste rigtige gud" hun åbnede langsomt øjnene og begyndte lige så stille at trække hjertet ud stadig mens manden levede, og da hun mærkede hvordan senerene nærmest sprang rundt om hjertet kom der endnu et smil på hendes læber og hun tog hjertet ud og så på manden der spærrede sine øjne op som om han så ham, hun smilte igen og så på Sol "Han har taget ham.." hun grinte igen og lod langsomt kniven glide ned gennem hans hals så hovedet røg ned i Sol's hænder. Silva rejste sig langsomt op og så på Sol."Lad os Offre de andre før vi brander dem, han vil blive så glad for disse, de er gode arbejdskraft for ham, eller hvad han nu vil bruge dem til" hun grinte lidt ved tanken om hvad han kunne gøre ved dem når han nu fik ned ned til sit rige. hun holdte kniven frem mod Sol som at sige det var hendes tur til at offre en.

[Sol Angelika]

Ligesom Silva lukkede Sol øjnene i da hun begyndte at bede, så Sol kunne bede inde i sig selv selvom ordene stort set var de samme. Så hun smilede bare for sig selv og åbnede igen øjnene da bønnen var færdig og så roligt på manden som hun strøg kort over håret inden Silva skar hans hoved af, for Sol kunne sagtens være blid desuden var personen jo død så skete der ikke rigtigt noget ved det.
"Ja det bliver han nok glad for, men kan de egentlig bruges hvis vi skære deres hoveder af?" spurgte hun roligt for hun var ikke helt sikker men igen de skar jo først hovedet af efter at han var død så de havde sikkert deres hoveder hos ham. "Vent ligemeget med det med hovederne, lad os bare ofre nogle flere til ham og så besøge ham" sagde hun med et skævt smil for det kunne da være godt at besøge ham igen, det var efterhånden længe siden eller ikke mere end et par dage.

[Roxanne Nicolia Tirenas]

hun smilte lidt og vendte sig mod en af de andre slaver og trak personen hen mod Sol. "Det bliver nu dejligt at se ham igen, det er længe siden jeg så ham sidst.. tror faktisk det var da du gav mig eliksiren første gang.. " hun stoppede langsomt op mens hun holdte slaven i håret og lod sig tænke lidt tilbage. "Jo det var der, jeg slog et helt selvskab ihjel.. de forstyrrede ham.." hun grinte let og kastede slaven det sidste stykke over til hende og ned på jorden. "Værsgo.. Det din tur til at offre."

[Sol Angelika]

Sol grinede lidt over hvordan Silva havde reageret under eliksiren det var da morsomt at hun havde slået et helt selskab ihjel, selv drak Sol normalt kun eliksiren når hun var alene på et værelse eller ude i skoven for der var ligesom noget specielt ved at gøre det ude i skoven "Så vil du glæde dig til den nye metode jeg har lært" sagde hun roligt efter hun havde grinet færdig for det var jo sandt nok, så hun tog bare fat i slaven da denne landede foran hendes fødder. Hun satte sig dog ned på knæ og så på slaven med lidt sultne øjne som hun betragtede dennes krop mens hun holdt om halsen på denne, det virkede dog ikke til at være hårdt men nærmere kærligt for slaven var alt for bange til at flygte nogle steder.
Hun satte sig over personens lår og virkede til at kærtegne personens hals som hun lagde personen helt ned på jorden før hun i snu trak hendes urte kniv og kyssede Slaven på kinden for hun var da kærlig over for hendes ofre inden hun hurtigt ville tage deres liv.

[Roxanne Nicolia Tirenas]

Hun så på hende og smilte let før hun selv satte sig ned og betragtede sol og slaven hvis liv snart ville ende hun så på Sol med et smil "Jeg vil glæde mig til at se ham igen" hun satte sig langsomt ved hovedet af slaven og ventede roligt på at offringen ville slutte, ikke fordi hun havde travlt men hun ville jo også gerne se ham igen, hun lukkede langsomt øjnene og bedte inde i sig selv.