~Dagens Sidste Stråler~

[Neimi Silvertung]

Neimi kunne ikke lade være med at smile som hun hele tiden holdt øje med ham og forsøgte at flygte fra sted til sted bare så han kunne få en mindre udfordring selvom da han alligevel bare gik forbi hende og stod lidt fra hende kom en kort piget latter fra hende før hun satte i løb uden rigtigt at skjule hun lige havde været bag ham for han skulle da også have lidt sjov ud af det ligesom hun skulle og nu var det jo sjovt at se ham tage udfordringen op blot for at få en premie senere.

[Leonardo G.V.L.R]

da hun satte i løb væk fra ham kunne han dog ikke dy sig og forvandlede sig med det samme til ulv og fugte efter hende. da han nåede frem til hende løb han ind foran hende og lod sin ene forpote slå ud efter hende dog sørgede han for at vise at det bare var for at puffe til hende og på ingen måde for at skade hende da det ikke kunne falde ham i sinde. han forvandlede sig tilbage til menneske form og gik hen og lagde armene om hende. "hej smukke" sagde han i en munter og letter drillende tone og lagde endnu en gang hoved på skrå.

[Neimi Silvertung]

Neimi grinede lidt som hun løb fra ham selv da han forvandlede sig til ud og løb ind foran hende, dog stoppede hun op eftersom hun ikke skulle rammes af hans porte og han spærrede hendes vej. Så da han havde fanget hende smilede hun drillende "Vi aftalte ingen evner, så du snyder hvilket betyder du har tabt udfordringen" sagde hun drillende men han havde jo snydt fordi de havde aftalt at han ikke måtte forvandle sig til ulv medmindre det lød som en udfordring eller så havde måske allerede glemt det igen?

[Leonardo G.V.L.R]

"jaah jeg ved det men det var bare såå fristende" sagde han i en tone man normalt ikke ville forvente fra en i hans alder. "lige så fristende som det her" hviskede han i hendes øre og kyssede blidt hendes hals inden han slap grebet om hende. han holde sig dog tæt på hende mens han så ned på hende med et roligt smil. "men hvad er min straf for at snyde så?" spurte han med et skævt smil men en rolig stemme. hans øjne blev kort fanget af lyset fra solen men han så dog hurtigt tilbage på hende igen mens han ventede på hendes svar.

[Neimi Silvertung]

Neimi smilede bare over han gav fristelsen skylden for det var lidt en undskyldning hun brugte tit eftersom hun ikke kunne stå for fristelser, dog da han hviskede i hendes øre og kyssede hendes hals sukkede hun kort mens hun bandede indvendigt over hun måske var ved at binde sig til ham fordi hun var så eftergivne overfor ham og det kunne godt irritere hende en del selvom hun ikke viste ham det. "Din straf bliver at skaffe noget ordentligt mad senere, altså et nyfanget dyr så jeg kan lave et godt måltid til dig" sagde hun roligt for hun var ved at køre træt i æbler og tørret kød allerede så nu ville hun snart havde noget ordentligt mad hun selv lavede.

[Leonardo G.V.L.R]

"som du ønsker Neimi bare sig hvilket dyr du vil have så skal jeg skaffe dig det" sagde han bestemt men med et lille smil og håbede at hun ikke ville bede om ulve kød selv om det smage så godt og var nærmest umuligt for folk at skaffe selv om han godt kunne men hadet at skade ulve dog ville han gøre det hvis hun bad om det da han ville gøre stort set alt for at hun skulle være glad. han så lidt ind i skoven som om at han kiggede efter noget hvilket han dog ikke gjorde og derfor hurtigt så tilbage på hende med et let smil om læberne.

[Neimi Silvertung]

"Bare en hare eller en eller anden fugl er fint med mig, men sørg for der er nok til os begge" sagde hun roligt med et skævt sødt smil for hun ville nu ikke vide hvad hun skulle bruge andre dyr til end dem så det måtte være en af dem og så kunne han selv bestemme lidt hvad han havde mest lyst til at fange eller hvad der var lettest. "Men det er din tur til at vælge udfordring" sagde hun igen roligt men også lidt drillende, for de skulle da ikke stoppe deres leg nu, de skulle jo begge en appetit op på en eller anden måde så de kunne havde plads til den aftensmad som hun ville lave for han havde sikkert ikke fået godt mad i lang tid.

[Leonardo G.V.L.R]

han nikkede stille og smilede tankefuldt til hendes valg af kød. han så lidt rundt og så så lidt op og ned af hende. "se her... jeg plejede at gøre det med min søster da jeg var mindre" sagde han og hoppede op i et træ og kravlede knap 2meter op i træet hvor han så let og roligt hoppede ned og ramte jorden med et bump men lande på begge fødder. "det går ud på at se hvem der kan hoppe fra det højeste sted og lande på benene uden at få ondt" forklarede han roligt og så udforderne på hende da han vidste at det var en ting han var god til og havde en chance for at vinde. han stilet sig under træet og gjorde klar til at hjælpe hende op i tilfælde af at hun ikke selv kunne kravle op i træet da den første holdbare gren var et stykke oppe.

[Neimi Silvertung]

Hun så lidt undrende på ham da han forklarede legen og demonsterede hvad der skulle ske, hun virkede tankefuld som om hun lige skulle være sikker på hun ville det. "Okay vi kan godt prøve" sagde hun lidt eftertænksomt for det var ihvertfald en leg hun ikke havde prøvet før så hun måtte da sige han var meget opfindsom når det galt lege. Hun gik hen til træet og så lidt op af den for lige at studere om hun ville men det endte alligevel med hun kravlede lidt op i den, op til den gren hvor han selv havde sat, her satte hun sig til at se ned på jorden inden hun alligevel hoppede ned hvor hun landede på begge ben og rettede sig op med et smil imod ham, dog regnede hun nu med han nok skulle vinde denne udfordring eftersom hun slet ikke var vant til det.

[Leonardo G.V.L.R]

han betragtede hende i stilhed da han kravlede op i træet og smilede da hun lanede på jorden. "flot klaret" sagde han og kravlede hurtigt op i træet dog dobbelt så højt som før og sprang let ned og ramte jorden med et bump dog helt ret som om at det var det nemmeste i verden. han så forventningsfuldt på hende for at se om hun ville tage udfordringen op eller om det var for højt for hende da han trods alt vidste at det krævede noget øvelse at springe ned fra træer på den måde.

[Neimi Silvertung]

Allerede da han viste den næste højde vidste hun at hun havde tabt for så langt ned havde hun aldrig sprunget ned uden at komme til skade på en eller anden måde, dog ville hun stadig prøve så hun kravlede op på den gren han havde været oppe på og så lidt ned inden hun hoppede ned men landede forkert så hun fik vredet lidt rundt på foden og måtte sætte sig ned for at ømme sig, for det gjorde en del ondt så hun vidste ikke lige om hun ville kunne gå på den i noget tid eller om hun havde forstuet et eller andet.

[Leonardo G.V.L.R]

han så en smugle bekymret op på hende da hun kravlede der op da han var langt fra sikker på om hun ville kunne klare springet. da han så hvordan hun lanede tog han med det samme om hende for at støtte hende og hjælpe hende ned og side. han satte sig på knæ ved siden af hende og tog blidt fast i hendes ømme fod uden at sige noget for at finde ud af hvor stor skaden var. da han var førdig med at undersøge hende så han bestemt på hende. "lov mig aldrig at lege den leg igen" sagde han stille. "du skal hvile dig... hop og og hold fast jeg skal nok være forsigtig" sagde han og forvandlede sig til sin ulve form uden at vente på hvad hun ville sige til det. han lagde sig tæt ind til hende for at gøre det så nemt for hende at komme op som muligt mens han stadig så på hende med et blik der afslørede at han på ingen måde ville diskutere det.

[Neimi Silvertung]

Neimi sagde ikke noget til at han hjalp hende selvom hun nok ville protestere hvis hun havde tænkt over det, men det havde hun ikke gjort lige nu kun lige da han begyndte at snakke så hun undrende på ham for det var da ham som havde foreslået legen ikke ligefrem hende så hun kunne ikke forstå hvorfor hun skulle love ham at hun ikke skulle lege den igen. "Hvor skal vi hen?" spurgte hun undrende for de var da ikke færdige med at udfordre hinanden og solen havde jo nærmest kun lige stået op så det var da alt for tidligt at komme tilbage til hulen og desuden ville hun jo ikke kunne lave mad i hulen.

[Leonardo G.V.L.R]

Leonardo så på hende med et blik der viste at han ikke var glad for sine tanker. han var ikke særlig god til helende magi men vidste at hans søster og bror var det. han satte afsted i løb da han var oppe men sørgede for at holde et roligt tempo så hun kunne holde sig fast. han løb gennem lang og gennem små smig vejen i håb om at hun ikke ville opdage hvor han tog hende hen. han stoppede da de kom til et stort sort palæ og han gik nu langsomt op mod det gamle hus. da han kom op i gården så han på hende med et sørgmodigt blik som om at han virkelig ikke ville være der hvilket han heller ikke ville da han hadet tanken om at skulle se sin familie igen men han ville gøre hvad som helst for at hjælpe Neimi. han hylede højt og så op mod taget der var et godt stykke over jorden. der gik ikke mange sekunder før en ung pige kom løbende ud over taget og lanede kort fra dem. han så på pigen der ikke lignede ham særligt meget men det var dog tydeligt at han kendte hende godt. hun kom roligt hen til dem og så på Neimi "hej mit navn er Sascha Moon La Rosura" sagde hun med et smil til Neimi for at præsentere sig. hun nikkede stille til Leonardo som om at hun kunne læse hans tanker hvilket hun dog ikke kunne og de gik ind af den store port som Sascha holde for dem. han gik ind i en stor stue og stilet sig med siden op af den ene blodrøde sofa som tegn til Neimi på at hun skulle ligge sig der. Sascha så på Leonardo "skal jeg kalde på ham?" spurte hun stille og talte om deres bror hvilket blot fik ham til at se væk da han ikke ville se sin bror men dog vidste at det kunne være nødvendigt hvis Neimi skulle kunne komme til at gå igen hurtigt.

[Neimi Silvertung]

Neimi undrede sig over at han red afsted med hende selvom hun stadig ikke forstod noget som helst, hun havde jo bare vredet om på foden og det hjalp da ikke at slappe af i den mens hun forsøgte at holde fast i ham bare for ikke at falde af. Hun kunne ikke lide at ride på ham ej heller at han førte hende til et vildt fremmed sted når hun ikke ligefrem havde haft lyst til at de skulle andre steder hen end at tilbringe dagen sammen, det der chokkede hende mest var nok følelsen af skuffelse som skyllede over hende fordi han ikke bare ville have ventet til at se om det ikke gik over sig selv ellers kunne hun jo godt selv have hjulpet med at ordne hendes egen fod, det skuffede hende nu også at han nu ville have andre skulle hjælpe dem.
Da de kom til palæet så hun lidt undrende omkring men forholdt sig tavs selv da den unge kvinde kom, en som bare fik et lettere fornærmet blik inden hun så væk fra hende og holdt blikket i jorden ved siden af sig selv da hun rykkede sig fra Leos ryg og over i sofaen hvor hun satte sig med et blik imod gulvet og et lidt opgivende suk. Foden gjorde ondt ja men hun havde med tiden lært ikke at udvise den smerte som hun havde netop fordi hun ikke ville have nogen skulle blande sig i det, fordi hun selv ville ordne tingene.
Hun havde jo allerede sagt til ham at hun ikke ville have hjælp af hans familie og nu var hun alligevel blevet tvunget til at få det, selvom hun egentlig helst ville lide i stilhed men det kunne hun vidst ikke få lov til.