~Dagens Sidste Stråler~

[Leonardo G.V.L.R]

Leonardo havde endnu en gang besluttede sig for rat forlade sin lille jord hule og var draget ud for at finde et sted hvor han kunne nyde solnedgangen. han vandrede længe i sin ulve skikkelse til han kom til ruinerne hvor han forvandlede sig til sin menneske form efter grundigt at have sørget for at der ikke var nogen. han gik hen og satte sig med ryggen op af en af de faldefærdige mure og så op mod solen. "ohh sol, du som altid skinner, hvordan finder du styrke til at lyse for mig hver dag?" sagde han stille til solen og så på den med tomme øjne. han havde ikke været så glad de sidste dage da hans fortid havde plaget ham endnu mere voldsomt i hans drømme end ellers. han så rundt halvt i håb om at se nogen og halvt i håb om at være alene. hans sind var roligt og da han ikke fik øje på nogen blev han hverken skuffet eller glad. han så på solen og et svagt smil gled over hans læber da den sidste varmen strømmede ind over ham sammen med det violette lys. det var efterhånden et godt stykke tid siden han havde været sammen med nogen ud over når han stjal fra folk. han prøvede at huske hvornår han sidst havde talt med et andet menneske som ikke bare var et offer men uden held da der var gået en del måner siden sidst. hans tøj sad som altid perfekt som var lige som rent som det var da han boede med sin familie på trods af at han nu boede i en jord hule. han kiggede ned i sine håndflader som om at han søgte efter noget selv om det ikke var tilfældet. han trak sin daggert op fra dens skjul og lod bladet glide i hans håndflade uden at det skar ham mens han nød refleksionen af det violette lys fra solen mod hans ansigt.

[Neimi Silvertung]

Det var atter ved at være aften og Neimi var endnu en gang langt væk fra nogen af kroerne, noget som hun egentlig hadede men nu måtte hun vel tilbringe en nat ude i naturen, så meget søvn skulle det vidst ikke blive til men hun måtte da bare håbe på at få en smule. Det var da også grunden til hun vandrede mod ruinerne i håb om at finde resterne af et hus hvor der måske stadig ville være en smule tag over hovedet i tilfælde af at det skulle begynde at regne.
Hun standsede kort op inden hun nåede til ruinerne og så op på himlen for den havde da smukke farver selvom det ikke ligefrem vagte de store følelser i hende, så kunne hun nu godt lide farverne som blev skabt når solen gik ned. Farverne fik hende til at smile lidt eftersom de mindede hende om ild, hvilket hurtigt fik hende til at tænke på at hun måtte finde noget brænde, så mens hun gik tættere på ruinerne bukkede hun sig til tider ned og samlede små træ stykker op der kunne bruges til når hun fandt et sted. Det lange mørke hår hang frit løst uden at blive forstyret af den brune hætten for den havde hun ikke på eftersom der ikke var så koldt længere i vejret så hun var begyndt at have hætten mere og mere nede så hun bedre kunne se tingene forandre sig med de brune øjne som så på verden med stor nysgerrighed.

[Leonardo G.V.L.R]

Leonardo hverken hørte eller så hende men da vinden vendte og en svag brise bragte duften af den fremmede imod ham reagerede han med det samme. han rejste sig op og så rundt for at finde ud af hvem det var der var på vej. han overvejede at forvandle sig til ulv men ville vente lidt og se hvem det var der kom. han gik han for enden af muren og kiggede rundt om den i håb om at få øje på nogen og da han gjorde stivnede han. han stirrede lidt på den fremmede inden han skjulte sig bag vægen igen *ulv eller mand, ulv eller mand* tænkte han og besluttede sig for at vælge ulven da han med tiden var begyndt at føle sig mere hjemme i ulvekroppen. han sneg sig frem igen og stod så helt stille i lyset fra solen og sørgede for at stille sig så hun ville opdage ham hvis hun så den vej. han gjorde intet med så bare imod hende med løftede hoved. han duftede let og diskret til luften i kvinden retning for at opfange hendes duft igen der efter hans mening var meget mere behagelig end hos mange af de kvinder inden fra byen der i hans øjne var alt for rene til at kunne være menneskelige. han smilede i sit sind og satte sig ned med siden til hende og øjne rettede imod hende som tegn på at han holdte øje med hende men intet ondt ville.

[Neimi Silvertung]

Neimi var gået lidt i hendes egne tanker da den lette brise havde ført hendes duft med sig, så hun havde ikke rigtigt set ulven før hun havde bukket sig ned og havde været i færd med at samle en gren op så den kunne bruges til bål sammen med de andre hun havde i favnen, da hun fik øje på ulven så hun roligt på den dog med en smule barnlig nysgerrighed idet hun rettede sig op og lagde hovedet en anelse på skrå nærmest mens hun ventede på om den ville angribe eller bare blive siddende og se på hende, så da den ikke virkede til at ville gå til angreb smilede hun lidt for sig selv for nu slap hun da til at skulle forsvare sig selv eftersom hun kun gjorde folk og dyr ondt når de først havde angrebet hende.
Hun gik roligt tættere på ulven stadig med et lille smil over læberne og favnen fyldt med grene som hun havde samlet, dog ikke mange eftersom hendes favn ikke ligefrem var særlig stor men så måtte hun jo bare på jagt når hun var ved at slippe op. "Jeg har desværre ikke noget mad til dig, men bålet kan vi da dele hvis du har lyst" sagde hun roligt til ulven som om det var en slags menneske men hun havde jo heller ikke ligefrem mange mennesker at snakke med og dyr kunne da altid bruges. Hun så kort på ulven inden hun vandrede videre for at finde et godt sted at være i læ.

[Leonardo G.V.L.R]

han nikkede stille som tegn på at han havde forstået hvad hun sagde han gik lidt væk og så så tilbage på hende inden han lavede et ryk med hoved som tegn til at hun skulle følge med. han gik hen til et lille sten cirkel hvor der i forvejen lå lidt træ som han havde lagt der sidst han var der men aldrig rigtigt fået brugt. han blev siddende og så efter hende mens han ventede på om hun ville følge med. han var ikke sulten da han havde fået alt den mad han behøvede den dag. han havde en lyst til at forvandle sig tilbage men vidste ikke hvordan hun ville reagere på det så han forblev ulv og forsøgte at opføre sig som en. det hvede været en lang og hård dag men på trods af det var han ikke det mindste træt endnu. han lagde hoved en smugle på sk¨rå og iagttog hende mens han lod hendes duft fulde hans snude hvilket som altid fik ham til at slappe en smugle af når folk duftede 'naturligt' som han kaldte det.

[Neimi Silvertung]

Neimi smilede lidt som hun fulgte med ulve der førte hende til et sted hvor en tidligere havde slået lejre eller meningen havde været det så hun så sig lidt rundt for at se om der var andre mennesker inden hun lagde hendes brænde lidt væk og smed nogle grene op på dem der allerede var lagt, før hun tog sin stav frem fra hendes støvle og så lidt tænkende på staven "Hvordan er den besværgelse nu?" mumlede hun lidt for sig selv som hun satte sig omkring en meter fra den lille sten cirkel. Der gik nogle sekunder før hun endelig huskede besværgelsen og kastede den imod træet som der gik ild i. Et glad smil gled over hendes læber for hun var stolt af sig selv når hendes besværgelser endelig virkede for det skete tit at hun ikke gjorde det særlig godt og kom til skade eller noget andet gik helt galt.

[Leonardo G.V.L.R]

Leonardo smilede for sig selv da han så hende trække en stav frem da han så kunne regne ud hvad race hun var. han forvandlede sig uden et ord og sad så i sin menneske form ved siden af hende. "flammer så smukke som deres øjne, de må være en dygtig magiker" sagde han roligt i en venlig tone og så på hende. han vidste at mange af de yngre kvinder fandt hans menneske form frastødende men han var ligeglad da han selv mente at han var som alle andre. han smilede roligt og så ind i ilden uden at sige mere da han ikke kunne finde de rette ord som også ville være passende at sige til en fremmede. han lagde hoved en smugle på skrå mens hans studerede flammerne som han fandt beroligende som så meget andet i naturen. han overvejede at sige sit navn men hvad nytte skulle det have da at navn blot var noget andre havde bestemt for en og efter hans mening intet betød i forhold til den person der bar det.

[Neimi Silvertung]

Efter hun havde været lidt stolt af sig selv havde hun siddet i hendes egne tanker dog havde hun set lidt undrende på ham da ulven pludselig havde forvandlet sig til en mand, noget hun nok burde havde gættet men helt hurtig i opfattelsen var hun nu ikke så der gik nok nogle sekunder efter han havde sagt noget til hun svarede ham med ro i stemmen "Dygtig nej, det tror jeg ikke kan tillade mig selv at kalde det" for det var jo sandt nok, hun ville ikke ligefrem kalde sig selv dygtig da det her kun havde været en af de få gange hvor hendes magi egentlig havde virket efter hensigten.
Hun studerede ham roligt for hun var ikke ligefrem frastødt af hans udseende eftersom hun ikke dømte folk ud fra det men kun hvordan de handlede hende. "Men du må tilgengæld være mere dygtig når du kan forvandle dig til et dyr" sagde hun roligt for det var da vel kun magiker der kunne forvandle sig til dyr eller kunne almindelige mennesker også det? Ikke ligefrem noget hun normalt tænkte over eftersom folk jo bare var som de var.

[Leonardo G.V.L.R]

"ting har den betydning man tilegner dem, jeg ser mig selv som en sand Lycan der dog kan trylle til husbehov, og jeg ser dem som en smuk magiker der kan gøre lige hvad hun vil hvis hun blot ønsker det" sagde han og smilede roligt. han forsøgte ikke på at forføre hende men han havde altid talt sådan til både kvinder og mænd men dog kun hvis han mente det hvilket han gjorde denne gang. han var betaget af hendes ydre men lagde intet i det sådan som tingene var nu. "må jeg spørge om deres sande alder frøken? altså den alder de selv mener de er og ikke den alder universet mener de har" sagde og spurte han hende med en venlig og rolig stemme preses som de andre ting han havde sagt. han var selv 30 men følte sig til tider som en på 60 og andre gange som en på 27 alt efter hvem han var sammen med. han betagede hende igen roligt og lagde hoved på skrå hvilket han havde for vane at gøre når han studerede ting eller folk.

[Neimi Silvertung]

Neimi smilede lidt ved hans ord om hun kunne gøre lige hvad hun ønskede for hun vidste at det ikke passede. "Jeg kan ikke gøre alt, selvom jeg ønsker det. Kan kun trylle meget lidt og selv det er ikke altid godt nok" svarede hun roligt for hun havde ikke den store selvtillid og meget øvelse i magi havde hun heller ikke eftersom hun sjældent brugte det til andet end at tænde ild med og selv dette kunne gå ret galt for hende.
"Min sande alder kan jeg ikke sige, nogen gange føler jeg mig som et lille barn og andre gange som en gammel kone der har set alt for mange lidelser i verden så lysten til livet er forsvundet" svarede hun roligt med et lille smil som hun så ind i flammerne, for det var svært at beskrive hvilken alder hun følte sig, for nogle gange var den legende og nysgerrig som et lille barn der ville være i gang med at lærer verden at kende mens den gamle kone ville være træt af verden og ønskede om at dø var større end noget andet.

[Leonardo G.V.L.R]

"øvelse gør mester det ved selv en ulv som mig" sagde han med en svag latter i stemmen. "ooh så de som solen både ung og gammel men skøn og varm uanset hvordan man ser på den?" sagde han spørgende og smilede venligt til hende. han så op på solen kort inden han så ind i ilden. "jeg ser ikke mig selv som den helt store magiker men hvis jeg kan være til nogen hjælp så sig endelig til" sagde han venligt men en smugle fjernt inden han så på hende igen dog ikke med hoved på skrå denne gang. han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre men på den anden side så vidste han aldrig det når han var i nærheden af folk han ikke kendte. han lagde sig ned på ryggen med hænderne på maven og så skiftevis på hende og på solen uden at sige noget g med et åndedræt så lavt at man næsten ikke hørte det.

[Neimi Silvertung]

Neimi kom til at grine svagt over hans mindre spil med ordene "Varm ville jeg ikke sige og skøn er kun det ydre så det burde vel være en fornærmelse, for den ydre skønhed er kun god hvis man vil have folk med i seng" sagde hun roligt med et mindre smil for hun var jo ikke ligefrem selv den der dømte folk ud fra udseendet eftersom hun havde lært at man ikke skulle dømme et væsen på dens udseende for det var ikke altid de ting passede sammen, så der var ingen grund til at forvente særlig meget.
Hun så ind i mellem på ham men også på ilden for den var beroligende samtidig med den var vild og hev hendes tanker med sig i dens dansende leg. "Det skal jeg nok, selvom magi ikke ligefrem noget der interessere mig selvom det flyder i mine åre" sagde hun venligt med et lidt sødt smil for hun kunne nu godt finde på at komme til ham hvis hun ville have noget undervisning, men magi var ikke noget hun brændte for.

[Leonardo G.V.L.R]

"det ydre er til for at fange opmærksomhed, det indre er til for at fastholde opmærksomhed" sagde han med et smil og så på hende . "og ægte skønhed kommer jo inden fra, er det stærkt nok skinner det i gennem og påvirker det ydre til det bedre" sagde han med en svag latter i stemmen for ikke at virke alt for kedelig og professor like. han satte sig halvt op og støttede med sine arme da han begyndte at studere hende igen hvilket blev tydeligt da han lagde hoved på skrå igen. "hvad må jeg kalde dem frøken?" spurte han med en vennelig tone da han gerne ville kunne kalde hende noget men kun det hun selv valgte. "de kan kalde mig lige hvad de vil" sagde han som en lille side kommentar uden rigtigt at tænke over det. hans tanker begyndte at vandre mere og mere rundt om kvinden og på hvad det mon var ved hende der fik ham til at tale mere på den korte tid end han havde snakket de sidste 2år til sammen. *gad hvide hvad hun laver til dagligt siden hun befinder sig her ude?* tænkte han stille for sig selv uden at vise det da det jo ikke kom ham ved på nogen måde men på den anden side var der jo så meget der ikke kom ham ved.

[Neimi Silvertung]

Neimi sad lidt og tænkte sig om "Så tror jeg at folk ser noget i mig som jeg ikke selv ser og jeg ser noget i dem som de ikke selv kan se, for ens egen skønhed er svær at finde" sagde hun roligt dog kom en kort piget latter fra hende for jo det gav da mening i hendes hoved men måske ikke i hans og hun så jo ikke hendes egen skønhed, ihvertfald ikke den indre kunne hun se men den ydre var nem nok når folk konstant fortalte hende det også selvom hun ikke troede på dem.
Da han spurgte om hendes navn så hun roligt på ham, med et let studerende blik "Du må kalde mig hvad du vil store ulvherre, men min gamle herre gav mig navnet Neimi" sagde hun roligt for hun lod normalt folk selv bestemme navnet til hende så hun havde mange navne og det var jo altid sjovt at se hvad andre ville kalde hende og kunne han ikke selv finde på noget så var Neimi også fint nok for hende for hun var blevet ret glad for det navn som Jack havde givet hende den gang for mange år tilbage fordi hun ikke selv havde et navn.

[Leonardo G.V.L.R]

Han så roligt på hende og nikkede som tegn på at han forstod hende. "Neimi, det er et flot navn" sagde han roligt og tankefuldt og sad lidt og tænkte over måden hun havde sagt det. han så op på himmelen og lagde mærke til nogen mørke regn skyer der samlede sig i det fjerne. "himmelens vand vil snart ramme os" sagde han stille og filosofisk mens han så på skyerne der hurtigt nærmede sig. "de bør søge ly et sted så de ikke bliver syg" sagde han roligt men gjorde ingen tegn til selv at ville rykke sig. "det vil tage et stykke tid at komme ned til byen og ruinerne her er ikke til meget hjælp" sagde han roligt som om at det var den mest naturlige ting i verden. han vendte øjne mod hende og et lille smil bredte sig på hans læber "jeg har en hule ikke langt her fra hvor de kan være i skjul fra vind og regn... jeg vil self lade sig være alene og holde mig ude i regnen hvis de ønsker det" sagde han stille og venligt da han ikke kunne lide tanken om at lade Neimi være alene ude i regnen uden ly og varme. hans hule var ikke den varmeste men der lå en del dyreskin og pelse der inde der gjorde at man hurtigt ville kunne få varmen hvis man frøs. han rejste sig roligt op og rakte hånden ud imod hende som tegn på at han gerne ville vise hende vejen hvis hun ønskede at være i ly hos ham. han så op da han hørte en rumlen i det fjerne og kunne konstatere at hvis de begyndte at gå stille og roligt ville de lige kunne nå i skjul inden regnen ville ramme jorden.