~Dagens Sidste Stråler~

[Neimi Silvertung]

Neimi smilede lidt da han sagde at Neimi var et flot navn for det mente hun jo også selv med tiden, det var ihvertfald kønnere end så mange andre navne som hun havde hørt på hendes rejser og i hendes hoved lød det også en smule frisk. Da han snakkede om at himlens vand snart ville ramme den skulle hun lige tænke sig om et kort sekund inden hun så op på himlen og begyndte at forstå at det snart ville regne, så havde det måske været en dum ide at tænde ild allerede men hun havde små frossent så hun havde ikke helt kunne lade være.
Hun gjorde ikke videre nogen mine til at ville rejse sig før han rejste sig og tilbød hende hånden som hun tog imod med et skævt smil. "Jeg vil kun have ly i din hule hvis du vil gøre mig selskab i den" sagde hun roligt for der var da ingen grund til at jage ham ud af hytten og lade ham være alene i regnen, det ville jo bare være koldt og ikke særlig hyggeligt eftersom hun jo ville blive ensom i hytten.

[Leonardo G.V.L.R]

Leonardo tog hendes hånd og smilede roligt "som de ønsker frøken" sagde han venligt og førte hende med faste skridt hen mod hans hule der lå godt skjult. da de kom der hen kravlede han halvt ind i en busk der stod i vejen og rettede sig op så hun ville kunne komme ind uden at blive alt for beskidt. det første stykke af hulen var bare jord men efter det var hele bunden af hulen dækket af blå grønt mos og dyre pelse der gjorde det blødt at gå der inde. hulen var høj nok til at man kunne stå der inden men også kun lige med nød og næppe. "det er ikke meget men det er alt jeg ejer" sagde han stille og næsten som en hvisken. han stod og så lidt ned i jorden ind til en regndråbe ramte hans nakke og fik ham til at se op. "de må heller skynde dem ind regnen begynder nu" sagde han med blikket fast rettede mod himmelen hvor der få sekunder sener lod et højt brag fra og regnen brød løs med en voldsom kraft. han stod stille som en statue og ventede på at hun skulle gå ind i hulen men han sagde intet da han ikke ville have hun skulle føle sig tvunget til at blive hos ham. han rettede øjne mod hende igen og smilede svagt. "tillad mig at sige at deres ydre er så betagende at hvis bare deres indre er halvt så betagende vil alle der kan kalde sig deres ven være velsignet" hviskede han til hende og håbede at han kunne høre ærligheden i hans stemme.

[Neimi Silvertung]

Neimi smilede lidt som hun fulgte med ham men stoppede dog op da han kravlede ind i en busk for hun havde ikke helt forstået at hulen lå bag der, men igen der fandtes vel mange gemte huler som var svære at finde. Der gik da heller ikke særlig lang tid, efter han havde sagt regnen ville begynde, inden hun smuttede ind i hulen efter ham for at hun ville kunne komme i læ for regnen eftersom det ikke lige var det helt store hit hos hende ligesom det med at svømme i søer eller andre ting i naturen for hun holdt sig gerne fra store mængder vand. For hendes fandtes der nærmest ikke noget værre end at være gennemblødt for tøjet tog så lang tid at tørre igen og det betød hun skulle være nøgen og fryse.
Hulen han ejede var egentlig smuk i hendes øjne som hun så rundt på de forskellige ting, et sted hun nok kunne finde på at kalde et hjem, at hun ikke selv skulle bo der gjorde ikke noget men her var der ganske hyggeligt og alt var meget blødt. Hun smilede for sig selv da han hviskede til hende "Så tror jeg desværre ikke at folk er velsignet hvis de kender mig" hviskede hun lidt tilbage for det troede hun ikke selv på, da slet ikke når hun ret hurtigt kunne vende sig imod folk og dræbe dem, dog havde hun ikke ligefrem gjort det endnu men hun vidste at hun ville ikke føle nogen større tab hvis de forsvandt eftersom hun levede hendes liv alene.

[Leonardo G.V.L.R]

Leonardo gik roligt hen og tog sin stav og fremkaldte 10 små flammer der spredte sig ud i hulen så den blev oplyst. han fandt hurtigt et stort bjørne pels tæppe frem og gav det til Neimi da han ikke ville have hun skulle fryse. der var en smugle køligt i hulen men de små flammer fik hurtigt varmet den op til at være behageligt. han satte sig ned med ryggen op af vægen ikke langt fra Neimi og smilede roligt. "dette sted er nok det længste fra hvad jeg havde før" sagde han stille og mest af alt til sig selv mens han forstillede sig det store hvide hus han havde boet i før hans kone og søn blev dræbt. han fortrak ikke en mine og ved mindre man var tankelæser ville det vær umuligt at vide hvad han tænkte på. han vendte hoved og så på hende. "de er den første person der er komme her ned sammen med mig" sagde han roligt men holdte den venlige tone. han lade endnu en gang hoved på skrå og studerede hende mens han i sit hoved prøvede at finde ud af hvad han syntes om hende ind til videre dog kunne han ikke helt finde ud af det og rettede hoved igen kort efter og smilede til hende.

[Neimi Silvertung]

Neimi smilede som hun tog imod skindet og tog det rundt om sig før hun satte sig ned og gav sig til at studere hulen indtil han sagde noget. "Jeg gætter på du kommer fra en rig familie siden du siger det, for stedet er hyggeligere end det jeg er vant til" sagde hun roligt med et lille smil for hun kunne sagtens genkalde sig den kolde og fugtige kælder hvor hun havde boet på en bunke halm som aldrig blev skiftet. Ikke ligefrem et ønske sted for en lille pige men hun havde nu heller ikke været heldig med hendes familie. Hun så lidt ned i gulvet da hun mindes hendes liv som ikke ligefrem var blevet bedre med tiden men nu snakkede folk da med hende og de bankede ikke ligefrem løs på hende.
Da han igen snakkede så hun roligt på ham med et lille smil "Hvorfor har du ikke taget andre med herned før? her er jo hyggeligt" spurgte hun roligt for havde hun selv et sted ville hun da invitere folk ind også selvom det ikke så ud af meget så kunne hun i det mindste vise at hun havde fået det bedste ud af hvad hun havde.

[Leonardo G.V.L.R]

"rig er et nedladende ord i min families øjne da de er mere end bare rige i deres øjne" sagde han stille og lød en smugle opgivende. "hmm jeg taler ikke så tit til folk, jeg har ingen bekendte, intet sandt job, og min familie ved ikke at jeg lever" sagde han roligt og håbede det ville være forklaring nok på hvorfor ingen før var kommet der ned. *ingen ved at jeg er her og kun en person har nogensinde taget mig i at udføre mit arbejde... haha det er ikke det jeg før var...* tænkte han inden i sit hoved og smilede svagt ved tanken om den gang hvor folk flokkeds om han begrund af hans penge hvilket han intet havde imod. han holdte blikket imod hende men vidste ikke hvad han skulle sige. "jeg har noget tørret kød og nogen æbler hvis de er sulten" sagde han stille og gjorde tegn til at ville rejse sig for at hente det hvis hun ville have noget. i et af de mørklagte hjørner kunne man svagt skimte en gang der snoede sig hen til et andet rum men der var intet lys der inde og gangen var af en størrelse så et alm menneske skulle kravle for at komme der ind men at den størrelse han havde som ulv var perfekt til den lille gang der som rasten af hulen havde en underlag af mos og nogen få dyreskin til at gøre det blødt.

[Neimi Silvertung]

Neimi sad roligt og betragtede ham for han var åbenbart en meget tænkende mand siden han hele tiden virkede til at tænke over gamle minder, helt i modsætning til hende som normalt bare sagde det første som faldt hende ind ligesom hun for det meste bare gjorde hvad hun havde lyst til. Desuden kunne hun egentlig ikke lide at bruge hovedet med mindre det var for at lærer noget nyt ellers ikke. "Hvorfor har du ingen bekendte? og hvad er intet sandt job?" spurgte hun roligt selvom hun godt vidste hun spurgte ret meget men hun blev jo nødt til at vide lidt om hvad han mente med tingene for hvad var intet sandt job? var det bare når man ikke rigtigt havde noget job og bare rejste rundt.
"Et æble vil være fint og hvorfor bliver du ved med at sige de til mig? så fin er jeg altså ikke på den" sagde hun roligt med hovedet lidt på skrå for hun lignede ikke frem en der var fin på den, tøjet hun havde på havde hun fået af en anden og hendes hår var altid lidt pjusket selvom hun virkelig forsøgte at holde styr på det, så gik det aldrig så godt som hun ville have det til.

[Leonardo G.V.L.R]

"jeg har ingen bekendte fordi jeg snakker med folk når det er nødvendigt... normaltevis.... og jeg...jeg er tyv" sagde han og tav inden han rejste sig og gik hen til et lille hjørne hvor der stod en kurv han holdte sin mad i. han stod lidt der henne med ryggen til hende og kiggede på æblet i sin hånd. "det er bare en gammel vane at sige de til folk" sagde han stille nærmest for dig selv inden han gik over og satte sig ved siden af hende. han gav hende æblet og smilede roligt selv om man tydeligt kunne se på hans øjne at der var en af de ting hun havde spurt om som han ikke var glad for at sige. han hadet det faktum at han måtte stjæle for at overleve men han ville hellere dø end at vende tilbage til sin familie efter hvad der var sket sidst han var der. han forsøgte at skjule for hende at tanken ikke var behagelig men ligesom at han var forfærdeligt dårlig til at lyve så var han det til tider også med at skjule ting. "hvad arbejder du da med?" spurte han stille i håb om at det ville lede samtalen væk fra det han lavede der i hans øjne var noget at det værste man kunne gøre på trods af at han kun gjorde det for at overleve.

[Neimi Silvertung]

De brune øjne betragtede ham roligt dog en anelse mere undrende da han tøvede med at sige hvad han lavede for hun var ret usikker på om det skulle tages som en fornærmelse eller om han bare ikke var glad for det. "Jeg er lidt usikker på om jeg skal tage det en fornærmelse det med at være tyv eller ikke" sagde hun roligt men det var jo også sandheden. Hun tog imod æblet og så lidt undrende på ham inden hun så lige frem for sig og tog et lille bid af æblet mens hun tænkte over om hun skulle være fornærmet eller ikke, for hun var egentlig ret dårlig til at være fornærmet når det kom til stykket. "Og hvis du vil vide hvad jeg laver så er jeg en omrejsende tyv" svarede hun lidt ligegyldigt for hun følte intet galt i at tage fra folk der var rigere end hende, det var jo overlevelse og man måtte gøre meget for ikke at blive slået ihjel selvom hun nu var ret god til at tale sig uden om at blive slået ihjel af andre for der var altid noget som de gerne ville have, som hun kunne skaffe til dem.

[Leonardo G.V.L.R]

Leonardo så roligt på hende efter at have tygget lidt på spørgsmålet. "jeg har intet imod tyve jeg kan bare ikke lide at være en" sagde han roligt "hvis du kan lide det så gør det endelig... jeg vil bare helst være fri for at gøre det" sagde han roligt men bestemt for at understrege at han mente det. han skulle til at sige noget men droppede det igen da han ikke havde noget at sige som han mente var seriøst. han rejste sig om og gik hen til kurven som han tog med sig tilbage og stilte mellem dem. han tog noget tørret kød op og spiste det langsomt. af alle de få ting i hulen var der ikke noget synligt som han havde stjålet da han selv havde dræbt dyrene som pelsene tilhørte samt kødet og at frugten var noget han havde fundet eller at folk af fri vilje havde givet ham. han var stille og anede ikke hvad han skulle sige til det faktum at hun også var tyv. *tænk at så betagende en kvinde som hende stjæler for at leve... det burde ikke ske* tænkte han stille for sig selv men lod som ingen ting mens han gnaskede de tørrede kød strimler i sig.

[Neimi Silvertung]

"Det er den eneste måde jeg kan overleve på, har aldrig lært andet. Har levet største delen af mit liv i fangeskab, så kender ikke til andet end at være slave eller tyv og så må jeg sige at tyv er det bedste" sagde hun roligt men man kunne se på at det ikke videre rørte hende for hun havde jo ikke kendt til andet, det at hun begyndte at stjæle fra folk var hendes måde at overleve på eftersom hun ikke duede til ret meget andet, jo at være slave men det var et liv som hun virkelig hadede når det kom til stykket så livet som tjener var også udelukket da hun elskede hendes frihed som hun havde fået og det skulle ikke være uden kamp at hun ville opgive det igen.
Hun så lige frem for sig dog med lidt fjerne øjne mens hun stille spiste af æblet eftersom hun havde lært at det var dumt at spise alt for hurtigt, desuden smagte det jo også godt så hun kunne lige så godt nyde det mens hun havde det, for det var ikke til at sige når hun fik noget mad igen og da slet ikke med den mindre storm som herskede uden for, den hjalp jo ikke ligefrem på det hele. "Når ja og så være vampyr føde" mumlede hun lidt stille og ligegyldigt efter, men på den anden side havde hun nu også kun prøvet at være det et par gange og hver gang havde været et held at hun overlevede.

[Leonardo G.V.L.R]

Leonardo reagerede med det samme på hvad hun sagde og vendte hoved men ventede til han var sikker på at han havde talt færdigt. "jeg ved godt at jeg ikke bør blande mig men du fortjener bedre end at skulle leve som en tyv eller slave... og du er alt for enestående til at skulle være føde for nogen" sagde han men stoppede sig selv da han kunne mærke på sig selv at hans dræberlyst kom frem og gav ham lyst til at opsøge dem der havde gjort hende ondt. han tav længe og så ned. "hvis du nogensinde bliver træt af at være tyv kan du altid komme her... jeg skal nok give dig hvad du har brug for så du ikke behøver at stjæle" sagde han stille og næsten hviskende. han havde ikke boet sammen med eller været så tæt på en kvinde siden hans kone men han ville gerne ofre sig for Neimi og for at hun kunne slippe for at være tyv. hvis han skulle sørger for hende ville det betyde at han nok skulle stjæle mere fra tid til anden men det gjorde ham intet og så længe Neimi ikke havde et problem i at størstedelen af maden var hjemme fangede kød og årstidens frugt og bær så ville hun ikke komme til at sulte. han vidste at det var forkert på mange måder at byde hende ind i sit såkaldte hjem på den måde når han knap kendte hende og han havde aldrig før boet sammen med en kvinde før som han ikke var i familie eller i forhold med så der ville også være en forskel men det betød intet for ham så længe han kunne hjælpe og det kunne jo også være dejligt med en han kunne tale med en gang i mellem. han tog en bidt af kødet og så så på hende igen. regnen kunne tydeligt høres og en voldsom torden og en lang serie af lyn begyndte at lyde i det fjerne men kom langsomt tættere og tættere på.

[Neimi Silvertung]

Egentlig kunne Neimi godt gætte hans reaktion for der var mange der havde den når hun fortalte om hvordan hendes liv havde været, men alligevel fik det hende til at smile en smule selvom det ikke var et særlig stort smil så kunne man stadig lige se det. "Det er sødt du tilbyder mig det og måske en dag vil jeg tage imod men lige som mit liv er nu så kan jeg ikke leve det samme sted for længe og slet ikke med stenmure eller jord omkring mig. Jeg er for rastløs til at blive samme sted når der er så meget se, så meget at opleve selvom det meste jeg har set indtil videre ikke ligefrem er særlig godt" sagde hun roligt for hun kunne da godt finde på at tage imod hans tilbud på et tidspunkt hvor det ville være længere end et par dage men igen hun havde andre som havde tilbudt hende deres steder at bo som hun nu godt kunne finde på at tage imod også, men det kom an på at hvem hun lige syntes bedst om. "Indtil videre tror jeg godt jeg vil blive nogle dage, har jo intet jeg skal nå" fik hun sagt for hun havde nu ikke noget imod at blive nogle dage, så kunne hun jo også lærer ham bedre at kende og måske kunne han lærer hende nogle ting, det var ihvertfald en chance hun ikke rigtigt ville gå glip af for der fandtes ikke noget bedre end at lærer nye ting som hun måske senere kunne få gavn af, hvis altså hun ikke glemte dem igen.

[Leonardo G.V.L.R]

han smilede roligt da han hørte hendes svar "du er altid velkommen her" sagde han og tog et stykke kød mere som han begyndte at tygge på. til det sidste hun sagde nikkede han blot roligt og så hen på en af de små flammer der hang frit i luften uden at røre noget. han kiggede mod udgangen hvor man svagt kunne skimte den mørke himmel mens han overvejede at gå udenfor da han tit og ofte jagede og dræbte i sin ulve form når det regnede da han af en eller anden grund var bedre til det der end når det ikke regnede. han så rundt i hulen og fik i en af skyggerne øje på en lille tegning han havde fået lavet af sin kone og sit barn inde de døde, han rejste sig op og gik med faste skridt hen til det inden han vendte det om uden rigtigt at kigge på det. tegningen var det eneste minde han havde om hvordan hans liv var og hvad det kunne have været hvis blot han havde været mere sikker den gang og havde været modig nok til at tage et valg. han gik tilbage og satte sig ned uden et ord mens han gumlede videre på det tørrede kød.

[Neimi Silvertung]

De brune øjne så roligt rundt i hulen for at studere den lidt mere selvom hun nu godt kunne lide hulen som den var, den var da et bedre sted end det hun havde været vant til fra da hun havde været hjemme ved hendes forældre, nogle som hun nok selv ville have hævnet sig på hvis det ikke var fordi de allerede var døde.
Da han rejste sig lod hun blikket over på ham for det var da en mærkelig reaktion han kom med der. "Hvorfor skulle det vendes?" spurgte hun lidt undrende som hun gumlede lidt på æblet hun snart havde spist færdigt, men hun havde nu også taget sig god tid om det for hun havde ikke ligefrem tralvt med at spise.