~Dagens Sidste Stråler~

[Leonardo G.V.L.R]

Leonardo undgik bevist at kigge på hende og kiggede bare på kødet i sin hånd. "jeg ville ikke se på det lige nu" sagde han stille hvilket kun var halvt af sandheden da han af en eller anden grund følte sig skyldig over at være i nærheden af Neimi efter hvad der var sket med hans familie selv om han intet havde at skamme sig over da han jo bare var venlig overfor Neimi. han tog en bid mere af kødet og var stille i noget tid mens han håbede på at hun ikke havde set eller ville spørge om hvem eller hvad der var på tegningen da han ikke var ret god til at lyve og ikke rigtigt ønskede at snakke om det. han så på hende og smilede roligt i håb om at det ville gøre at han ikke virkede alt for trist da han jo ikke var det normalt. han vidste ikke hvad han skulle sige men studerede hende bare roligt igen mens han gumlede på det tørrede kanin kød som han havde fået fat i.

[Neimi Silvertung]

Neimi så lidt undrende på ham "Nogen du har mistet?" spurgte hun roligt for siden han ikke ville se på det så måtte der jo være et eller andet og det var gerne at folk havde mistet en eller anden som de følte sig skyldig over at miste, men det kunne hun jo ikke rigtigt sige lige nu når hun intet vidste men han virkede da til at blive påvirket af billedet. Så hun rejste sig fra sin plads og gik hen til billedet som hun igen vendte og studerede det eftersom hun ville se lidt nærmere på det som virkede til at påvirke ham en del. Personerne på billedet var da kønne så de måtte sikkert være døde eller måske blevet lettere sindsyge.

[Leonardo G.V.L.R]

Leonardo så skamfuldt ned ved tanken om hvad der var sket. "min kone og søn... de døde fordi jeg var ude af stand til at vælge mellem dem og en ung fyr jeg havde et forhold til... han dræbte dem og min storebror dræbte ham..." han tav og vendte hoved væk mens han prøvede at holde tårerne tilbage. han havde forsøgt at holde mindet om den dag væk fordi det gjorde så ondt at tænke på men ved at fortælle Neimi det kunne han mærke en voldsom smerte og skyldfølelse i hele sin krop. han var ikke en person der grad ret meget og aldrig mens nogen så det men han kunne tydeligt mærke på sig selv at nogen tåre pressede på. han rejste sig op og stilte sig med ryggen til Neimi i håb om at han hurtigere ville kunne falde til ro igen og skubbe mindet om det væk. han gik hen mod udgangen af hulen men stoppede og så ud på regnen som man lige kunne skimte fra der hvor han stod. han vidste at det lød forfærdeligt at han ud over at have haft en affære ikke havde kunnet vælge og sammentidlig ikke havde været i stand til at stoppe dem fra at dræbe hinanden men han kunne intet gøre ved det nu og levede bare med skammen der gjorde at han ikke turde komme for tæt på folk og forelske sig igen da han ikke ønskede at det skulle ske.

[Neimi Silvertung]

Neimi studerede billedet mens hun lyttede til hans historie, den rørte hende ikke men hun undrede sig lidt over at han havde haft et forhold til en mand, det var meget sjældent man hørte om mænd som var sammen, det virkede mere normalt at det var 2 kvinder men 2 mænd lige frem, det kunne hun nu godt undre sig en smule over men igen det var hans fortid og hun skulle jo ikke kommentere det eftersom folk selv bestemte hvem de faldt for. Det med at han havde haft en adfære overraskede hende ikke eftersom de trods alt befandt sig i Darklia, her ville et mere overraske hende hvis der var et par som slet ikke havde haft adfære med andre.
Hun hørte godt han rejste sig og gik lidt rundt, derfor stillede hun tegningen fra sig og lod blikket glide rundt i rummet inden hun gik hen til ham og lagde sine arme om ham for han kunne sikkert godt trænge til at holde om en og nu var hun der jo alligevel, desuden kunne hun bedst lide når folk var glade eftersom hun ikke vidste hvordan hun skulle takle folks tristhed. "bare græd hvis du har brug for det, jeg dømmer dig ikke hvis du græder" sagde hun roligt men også lidt stille i et forsøg på at være trøstende.

[Leonardo G.V.L.R]

Da Neimi kom over og lagde armene om ham stivnede han kort men vendte si om og lagde let hænderne om livet på hende. "nej det går jo nok. der er ikke grund til at spilde flere tåre på det... det er efterhånden et stykke tid siden" sagde han stille og så hende ind i øjne mens det blev tydeligt at se på ham at nærværet gjorde ham rolig. han smilede til hende lidt og så ud til kort at falde i staver men da han kom til sig selv igen slap han hende og gik hen og satte sig hvor han havde siddet før. Neimi var den første person han havde fortalt hvad der var sket men hun var også den første der havde fået ham til at slappe af siden det der skete da han konstant havde været på vagt siden. *hendes kæreste er virkelig heldig at have hende... hvis hun da har en* tænkte han stille og smilede stadig roligt

[Neimi Silvertung]

Neimi smilede stille da han sagde der ikke var grund til at spilde tårer på dem, for det lettede da lidt så slap hun for at gå i mindre panik over ikke at vide hvad hun skulle gøre med ham for at gøre ham glad igen eftersom det aldrig var et kønt syn når hun begyndte at fjolle rundt så hun var ret glad for at slippe for det. Hun stod stadig med armene om ham indtil han selv rev sig løs hvilket hun ikke var helt tilfreds med men hun lod det ikke vise på sig eftersom hun stadig bare smilede til ham da han gik hen og satte sig igen.
"som du vil men hvis det er så er det i orden med mig" sagde hun roligt med et lille smil mens hun gik hen og satte sig ved siden af ham på den anden side end hun havde siddet før men denne gang ville hun ikke have kurven imellem dem i tilfælde af han trængte til noget mere nærhed. For det var da en ting som hun havde lært når folk var nede, nemlig at de gerne ville have noget fysisk nærhed fra folk selvom det kun var et kram eller at hun sad ved siden af personen.

[Leonardo G.V.L.R]

Leonardo vendte hoved imod hende og smilede roligt. "klokken er ved at være mange... burde du ikke sove" sagde han i en lettere drillende tone og smilede størgere. han rejste sig op og lavede en solid bunke af nogen af de store pelse inden han satte sig tilbage og kiggede kort på bunken der ville være det tætteste man kom på en seng så langt ude i skoven. han så på Neimi igen og smilede roligt. regnen begyndte langsomt at aftag udenfor og tordenen var ophørt så hvis man var stille nu kun kunne høre regnen falde. han lagde sig ned på ryggen som han havde gjort det før ved ruinerne og kiggede op på hende med et studerende men venligt blik.

[Neimi Silvertung]

Neimi kom til at grinede da han sagde hun burde sove "kalder du mig for et lille barn nu?" spurgte hun drillende for det lød da som om han ville til at smide hende i seng bare fordi klokken var mange, men han kendte sådan set heller ikke til hvordan hendes dage hang sammen med at hun var meget vågen om natten fordi der skete jo så mange spændende ting og så vågnede vampyrene jo op og de var da en smule spændende og sjove at hænge ud med, hun kunne ihvertfald ikke lade være når hun mødte en af dem.
Hun så lidt hen på bunken han havde lavet for den var egentlig fristende at kravle hen i bare fordi hun kunne gætte sig til at den var dejlig varm når hun fik lagt sig godt til rette med flere skind over sig, men lige nu modstod hun da eftersom hun ikke havde lyst til at ligge alene.

[Leonardo G.V.L.R]

Leonardo så drillende tankefuld ud da han hørte hendes ord "jaa du er jo noget yngre end mig ikke sandt?" sagde han drillende og smilede stort som et tegn på at han mente det hele i sjov. han så stadig op på hende og så ikke ud til at han havde tænkt sig at rejse sig lige foreløbig dog satte han sig halvt op og støttede med sine albuer mens han stadig holdte øjne på hende. *hmm hun må være nogen lunde på alder med min kone da hun døde... dog ser hun lidt yngre ud men det er sikkert bare mig der tar fejl* tænkte han stille for sig selv og smilede roligt. han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige til hende og han havde endnu ikke fundet ud af presist hvad han syntes om hende da han ikke helt kunne finde ud af hvilken type hun var og om han nogen sinde ville se hende igen når først hun var taget afsted.

[Neimi Silvertung]

"Jo men kan godt selv bestemme mine sengetider" sagde hun en smule fornærmet men den varede dog ikke mere end nogle sekunder inden hun grinede lidt og satte sig over hans ben for hun måtte finde en eller anden straf til ham og desuden kunne han altid bare smide hende af hvis han ikke ville have hun sad på hans ben. Hun så lidt tænksom på ham for at overveje hendes muligheder for at straffe ham, men eftersom hun ikke kendte ham så godt så kunne hun ikke lige finde den rigtige måde at straffe ham på, ihvertfald ikke lige nu men det kunne ske det kom med tiden. Hendes hænder hvilede på hendes egne lår for hun vidste ikke lige hvad de skulle bruges til når hun ikke vidste hvad straffen skulle være, så det var nok bedst hun lige holdt dem i ro.

[Leonardo G.V.L.R]

Leonardo lo let og så roligt på hende. "så lad gå da" sagde han stille og så hende ind i øjne da hun satte sig på ham. han havde intet imod at hun sad på ham og smilede blot roligt og forventningsfuldt mens han tænkte på hvorfor hun mon ville sidde der. han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige og efter lidt tid lagde han sig helt ned igen med hænderne bag nakken som tegn på at hun kunne gøre hvad hun ville dog vidste han ikke om hun ville forstå tegnet eller om hun bare havde tænkt sig at blive siddende. han vidste ikke om det var tiden der havde ændret ham eller om det var Neimi men han følte sig mere rolig og glad end han havde gjort i mange år. der kunne nu kun høres en svag dryppen udefra og hvis man så hen til åbningen ville man svagt kunne skimte tågen der samlede sig udenfor og truede med at snige sig ned i hulen dog lagde Leonardo ikke mærke til det.

[Neimi Silvertung]

En lille ide om kom frem i hendes sind og fik hende til at smile en smule lusket selvom ideen ikke var særlig ond når det kom til stykket, ihvertfald ikke noget han ikke ville kunne leve med. Hun lænede sig mere ned så hun nærmest lå over ham og deres ansigter var lidt tætte på hinanden og hendes hænder nu hvilede på hans brystkasse. "Okay gamle, hvis jeg skal i seng så skal du med mig" sagde hun drillende for hendes plan var jo ikke så ond, hun hadede bare at sove alene uanset hvor stor sengen var eller ikke, så kunne hun nu godt lide at sove ved siden af en. Det fik en eller anden form for tryghed for hende så hun sov meget bedre og slap for de mareridt som hun virkede hadede, men igen det var jo heller ikke ligefrem drømme som hjemsøgte hende når det var men gamle minder fra den gang hun boede med hendes forældre.

[Leonardo G.V.L.R]

Leonardo smilede roligt og lyttede til hende "fint men så sover vi der inde for der er mere plads" sagde han roligt og pegede hen mod den halv skjulte sorte gang der førte ind til hvor han plejede at sove og ellers opbevarede alle de skin der ikke var plads til ellers hvilket var en hel del efterhånden. han lagde en arm om hende og satte sig op inden han flyttede sig og forvandlede sig til sin ulveform. han så drillende på hende og logrede med halen inden han roligt gik hen imod den lave og smalle gang som han var overbevist om at hun kunne komme i gennem hvis hun bare var villig til at kravle de få meter. han samlede sin stav op på vejen og kravlede ind i gennem gangen og forsvandt i mørket. kort efter kunne man se et svagt lys der inde fra skinne ud gennem den snoede gang og de små ildkugler i rummet begyndte langsomt at dø ud. han havde forvandlet sig tilbage til menneskeform og havde lavet nogen blå ildflammer der lyste rummet op i et måne liggende lys og varmede det en smugle op. han lagde sin stav i en lille udhuling og satte sig på de mange skin og pelse mens han ventede på at Neimi skulle komme der ind. han havde intet problem med at skulle sove sammen med hende men han regnede ikke med at han ville kunne sove men at han mere ville ligge vågen og betragte hende mens hun sov.

[Neimi Silvertung]

Neimi smilede lidt grinene da han lagde armen om hende og flyttede hende væk fra sig før han forvandlede sig til ulveform igen. "Du skal da bare bestemme over mig var" sagde hun drillende for hun havde jo intet imod det eftersom han ikke sagde det på nogen hård måde, men mere en måde hvor hun altid ville kunne sige fra hvis hun alligevel ikke havde lyst til at gøre det. Hun så lidt efter ham da han kravlede ind i hullet før hun selv gik derhen og satte sig på knæ og undersøgte hullet lidt inden hun kravlede ind for hun skulle lige have været sikker på at hun kunne være der eftersom det ville se ret dumt ud hvis hun ikke kunne have været der, men det så da ud til at fungere for inden længe var hun inde i det rum hvor han havde tændt de små flammer igen bare i en anden farve så det virkede som natlys. Hun sad foran udgangen og så sig lidt rundt eftersom det jo var et nyt rum men her virkede da også meget hyggeligt og en del varm med alle de forskellige pelse som han åbenbart selv havde fremskaffet når han havde været på jagt.

[Leonardo G.V.L.R]

Leonardo smilede roligt da han så hende komme hen og kravlede hen til hende for at give hende en hånd op på den store bunke pelse. ildkuglerne inde i det anden rum var nu gået helt ud og det dunkle lys i det sum de var i gjorde at man ikke kunne se det hele men nok til at man kunne komme rundt uden at støde ind i vægen eller sådan noget. han lagde hoved en smugle på skrå og betragtede Neimi i det blålige lys det i han øjne blot gjorde hende mere betagende men det var ikke noget han ville give udtryk for ved mindre hun bad om det. han ventede roligt på om hun ville have hjælp til at komme op eller om hun selv klarede det og virkede ikke det mindste utålmodig ja faktisk virkede han mest af alt som om at han kunne sidde og vente hele natten på at hun traf et valg.