Home again

[Drazilla Dragoens]

Det var eftermiddag hvor solen lige så stille var ved at gå ned over Darklia, hvilket gav himlen et smukt rødligt skær der passede ret godt til de orange og brune farver som bladene havde på denne årstid, nu hvor de dækkede jorden. De lidt grålige skyer på himlen varslede dog om at sneen nok snart ville begynde at falde lige så stille ned over begge lande.

Zill havde ikke rigtigt været hjemme før hun igen skabte den trykket stemning over det hele, ligesom den gang hun havde været hjerteløs og rasende. Nok havde hun fået talt lidt med Messi efter hun egentlig var blevet frigivet men alligevel var hun mere vred end nogensinde, hun havde i hvert fald ikke følt så meget had på noget tidspunkt. Men efter 2 års indspærrelse på et dødkedeligt slot hvor det eneste hun kunne lave var at smadre ting, slå tjenere og drikke sig fra sans og samling det meste af tiden havde haft en vis virkning på hende. Hun havde slet ikke haft mulighed for at komme uden for på grund af den dumme kæde hun havde haft om halsen, den kæde der stadig var mærker efter på hendes hals for hun havde forsøgt nærmest hver gang at hive den kæde af men intet havde virket og det havde slet ikke været nemt uden hendes evner der også var blevet taget fra hende ligesom hendes hjem og familie, men det havde givet hende tid til at tænke over tingene og hun var kommet frem til mange ting, men de fleste havde bragt mere had til hendes hjerte end der allerede havde været i forvejen.

Hun sad stille på sin trone lige nu men man kunne tydeligt læse på hendes ansigts udtryk at der ikke skulle meget til før hun blev vred og nærmest ville eksplodere. Selv Kaos og Genna virkede ikke til at være særlig trykke i hendes nærhed. Fra den ene dag til den anden havde dronningen forandret sig men i de sidste 2 år havde Regina jo spillet hende, og kun dem med forbedret lugtesans ville have kunne lugte forskellen. Dog var hun atter tilbage og virkede til at have en af hendes dårlige dage.
Øjnene var vrede men tænksomme som om de tænkte over en passende person at lade det gå udover. "Rai!" brølede hun pludselig højt men han havde sådan set altid været hendes lille boksebolt når hun var vred, men tilgengæld også en elsker når hun havde været i hendes gode hjørne.

[Rai Mirriko]

Det virkede lidt som om tiderne var skiftet fra den ene ende til den anden. Der var sket en stor forandring og der var nok rigtig mange spørgsmål, som man ønskede svar på. De fleste på slottet havde ikke lagt mærke til, hvad der var sket i de sidste par år, men der var alligevel nogle få tjenere på slottet, som havde lagt mærke til forskellen. Heldigvis for de fleste, så så det ud til at naturen også havde forandret sig til noget med smukt. De røde, brune og gule farver, som bladene havde antaget, var et fantastisk syn for enhver person, der forstod at værdsætte de mindste ting.

Gangene på slottet virkede kolde og helt ufølsom, det var som om at vinteren atter var væltet ind over landet. Men der ville nok næppe gå lang tid før det ville ske. Himlen varslede noget koldt og voldsomt, men lige nu virkede gangene værre. En rolig skikkelse nærmede sig de mange gange udefra. Skikkelsen var iklædt et helt hvidt sæt tøj, som om han slet ikke hørte til på slottet. Han virkede også helt afslappet, som om der slet ikke var noget at bekymre sig over. Men nu havde han jo egentlig også haft sin ro i noget tid. Rai var en af dem, som havde lagt mærke til forandringen, dog havde han ikke fået med at hun var vendt tilbage, men mon ikke det snart ville gå op for ham.

Jo tættere på han kom jo hurtigere gik det op for ham, at hun var ankommet til slottet igen. Han kunne lugte hende, han opfangede hurtigt hendes lugt og det var tydeligt. Hans holdning blev hurtigt forandret i det at han satte kursen mod hende. Han var næsten stensikker på, hvor hun befandt sig henne.. Tronsalen, som han ofte fandt hende i. Råbet på ham var ganske tydeligt. Det skar ham lige ind i brystet og han forvandlede sig straks, så han hurtigere kom frem mod tronsalen. Han måtte ikke lade hende vente for længe. Det kunne få alvorlige følger. Voldsomme følger. Lige i det at han befandt sig foran døren til tronsalen forvandlede han sig tilbage og gik ind af døren med den ene hånd stukket ned i lommen og bukkede høfligt for hende.

[Drazilla Dragoens]

Nok havde tingene forandret sig på slottet men det skulle Zill nok vende til det værre når hun lige havde sat sig ind i tingene igen eftersom hun havde været omskåret fra omverden i 2 år, hun burde egentlig også se hvordan hendes børn havde det for sidst hun havde set hendes børn havde hendes pige kun været et halvt år gammel mens sønnen havde været omkring de 3 år, men lige nu orkede hun det ikke for hun ville dog ikke helt udsætte dem for den fare hun nok ville bringe hvis det var.
Hun sad stadig på tronen med et meget utilfreds udtryk i ansigtet som hun nærmest knugede sine hænder hårdt om armlænene, så hendes knoer blev helt hvide. Øjnene stirrede nærmest stift imod tronsalens indgang selv efter Rai var kommet ind ændrede de sig ikke. "Hent noget vin og 2 stave fra træningsgården" beordrede hun vredt uden videre at sige goddag eller noget til ham men hun ville bare afreagere og det skete bedst med et eller andet våben som også kunne give mærker men ikke ødelagde for meget i ham eller hende for den sags skyld, for hun trængte til at slås med en eller anden, specielt efter hun var blevet svagere fysisk end da hun tog afsted.

[Rai Mirriko]

Rais udstråling udviste en form for overraskelse, men det viste dog ikke noget helt vild slemt. Grunden til overraskelsen var nok mere at det var Drazilla, som nu sad på tronen. Dette kunne umuligt blive helt vildt godt. Der måtte være en mindre hage ved det han skulle hente. Desuden så vidste han heller ikke hvad hun havde i tankerne med stavene og vinen. Han valgte ikke at sige noget til hende, da hun tydeligvis ikke var i det bedste humør lige nu. Hendes blik sagde også meget. Han var ikke helt sikker på om han nu også skulle gøre, som der blev sagt. Med hensyn til stavene, så gjorde det ham ikke noget. Men når man tænkte på vinen, som han skulle hente nede i kælderen, så var han mere eller mindre nervøs for udfaldet. Han nikkede blot til hende og vendte sig om mod døren.
*Dette ender galt*
tænkte han i det at han forsvandt ud af døren med kurs mod kælderen, hvor han hurtigt fandt frem til nogle flasker vin, som hun jo havde bedt om. Nu måtte han sætte kurs mod træningspladsen for at finde stavene.

[Drazilla Dragoens]

Zill var tydeligvis rasende som hun sad der på tronen men man kunne vel ikke forvente så meget andet efter 2 år hvor hun havde været tavs som graven og ikke havde nogen større mulighed for at komme ud og lave noget, det eneste hun kunne var jo at være lukket inde og læse i bøger men selv det var ikke særlig sjov, så derfor havde hun drukket en del selvom hun nok ikke burde havde gjort det på grund af hendes børn som hun var holdt op med at drikke for. Da Rai smuttede virkede hun til at sidde tålmodigt at vente på ham selvom raseriet voksede i hende fordi han var så langsom og ikke bare kunne trylle tingene frem, normalt var hun ikke blevet så rasende men hendes tålmodighed var nærmest brugt op. Hun stirrede stadig imod døren og ventede på han kom tilbage så han kunne få de bank som hun ville give ham.

[Rai Mirriko]

I bund og grund, så vidste Rai godt, at han faktisk havde mere eller mindre travlt, medmindre at han virkelig var ude på at få en ordentligt omgang tæsk. Men på den anden side, så var der noget, som sagde ham, at det allerede var forsent. Han var næsten blevet dømt til noget forkert, uden at have gjort noget i hvert fald i følge ham selv lige nu. Desuden så havde hun da ikke været så længe på slottet endnu, at hun ville have set ham gøre noget dumt?
Rai forvandlede sig endnu en gang til ulv og der gik ikke lang tid, før at han var på træningspladsen, og fik fat i nogle stave, som ordren havde lydt på. Han vidste godt at han lige så godt kunne få den skideballe overstået og satte derfor kursen lige mod tronsalen. Han bankede dog ikke på døren, men braste nærmest ind. Måske en fejltagelse fra hans side af? Han valgte dog at fortsætte mod hende, med flasken i den ene hånd og de to stave i den anden.

[Drazilla Dragoens]

Brystkasset hævede og sænkede sig i hurtige men også tunge bevægelser for hun var vred og det kunne ses på hendes ansigt også, for hun var vred og manglede virkelig at komme af med det på en eller anden måde. Men hvordan hun skulle komme af med det var ikke sikkert for det var også længe siden hun havde lagt med en mand, en der virkelig kunne dominere hende men igen det var nok bare en lyst efter 2 år uden at have en mand i sin seng, hvilket i den grad måtte siges at være en rekord for hende på en eller anden måde.
da han var kommet hen til hende rejste hun sig ret hurtigt og vandrede de få trin ned til ham inden hun hev vinen ud af hans hånd og flåede proppen af før hun tog nogle store slurke af den og satte den på trinet ved tronen før hun tog den ene stav fra ham og slog efter ham for hun gad ikke vente på at se om han var klar til ham eller ikke.

[Rai Mirriko]

Der var ikke en gang tid nok til at nå at reagere på det, der skete. Lige pludselig var hun der bare. Og det var som om hele stemningen forandrede sig eller det var i hvert fald, hvad den gjorde for ham. Det var længe siden at han havde fået lov til at ligge sine øjne på hende. Den sande dronning, som ingen næppe ville kunne erstatte, det havde kun været heldigt med at finde en afløser til hende i de to år. Men han vidste dog bedre. Hans blev fulgte hendes mindste bevægelser, selvom han endte med at stå og stirre på hende, imens at hun drak en ordentlig tår af flasken, som han havde hentet til hende. Hans blik fulgte hende da hun satte flasken ned på trinet til tronen, men så nåede han heller ikke at opfatte mere, før at han mærkede et slag mod sin skulder. Det var lidt som om at det vækkede ham fra trancen, som hun havde bragt ham i. Han greb hurtigt sin egen stav og stilte sig klar til hendes næste angreb. Dog måtte han tage sig til skulderen. Da smerten strøg lige igennem ham. Den havde bidt sig ordentligt fast i ham og ville blot svække ham i starten.

[Drazilla Dragoens]

Selv Rai måtte mærke at Zill ikke havde sin optimale styrke mere, ikke efter 2 år hvor hun for det meste havde stille uden nogen videre steder at kunne træne eller våben at træne med for den sags skyld for alt var nærmest fjernet fra hende, eller noget af det men hun kunne ikke gøre skade på den hun ville gøre skade på så derfor havde hun ikke set noget sjov i at træne eller kæmpe hvis der ikke skete noget alligevel.
Der gik ikke mange sekunder fra det første slag havde ramt ham til at hun igen var over ham for at slå ham med staven, det var jo en god måde for hende at afreagere på og træne en smule nu hvor det ville tage måneder at nå op på hendes fulde styrke igen. Den eneste måde hun nok kunne stoppes på var at blive nedlagt for hun slog hele tiden efter ham forskellige steder på hans krop.

[Rai Mirriko]

Det var langsomt gået op for Rai, at han nok næppe havde noget valgt, han blev nød til at kæmpe imod hende. Det var ikke fordi han havde noget imod at kæmpe imod hende, men der var dog noget, som han fandt meget bedre i dette sammenhæng. Eller i det hele taget sammen med hende. Et lusket smil gled pludselig over hans læber, det var bare lige pludselig sket og ikke ligefrem fordi at det havde været hans hensigt at smile på den måde, men det var hans tanker, som fik ham til at afgive dette smil, som ikke forsvandt. Han parrerede mod hendes næste angreb og lagde hurtigt an til et nyt angreb eller rettere hans første. Hans drejede hurtigt rundt og lod staven følge hans bevægelse ved foden, derved ville han gå efter at få lagt hende ned, så hun ville skulle bruge tid på at komme op igen.

[Drazilla Dragoens]

Det var tydeligt at hun ikke havde kæmpet meget længe for hun var lidt langsom med hendes trak og hun var ikke rigtigt på vagt overfor hans angreb så hun endte nede på røven hvilket bare gjorde hende mere vred end hun allerede havde været idet hun virkede til at slå efter hans mave men i virkeligheden slog efter hans ben, alt mens hun stadig var nede på jorden for hun havde ikke ligefrem tid til at rejse sig når hun bare skulle slå på et eller andet så ville hun ikke lade nogen stoppe sig, målet skulle helst være levende og så var Rai jo god til det, selvom hun nok ville føle sig ydmygdet hvis han slog hende i kamp, hende som havde trænet i over 50 år skulle blive slået af sådan en ung mand der ikke en gang var kriger.

[Rai Mirriko]

Det overraskede ham egentlig meget til at starte med, at det faktisk lykkedes ham, at få hende ned at ligge, men hans næste træk havde han ikke tænkt over endnu og midt i det hele blev han pludselig ramt på benet og fandt ned på knæ. Men han havde bestemt ikke tænkt sig at give op lige nu, selvom han kunne mærke på hende, at hun blot var kommet i dårlige humør.
"Fik De det forkerte ben ud af sengen?"
spurgte han lettere drislk og måske også frækt, når man tænkte på at han stod overfor en meget sur Drazilla, som sikkert kunne finde på at angribe, hvornår det skulle være. Men på den anden side, så var han allerede på den, så hvorfor ikke bare nyde det lidt? Han trak sig dog lidt tilbage, men sad stadigvæk på knæ.

[Drazilla Dragoens]

Hans drilleri morede hende tydeligvis ikke som hun hurtigt kom op og stå igen og huggede efter hans hoved fra siden for hun trængte virkelig til at få en til at lide under sine slag selvom hun udemærket godt selv vidste hun var blevet ret svag men det var også svært at opretholde hendes styrke der når der ikke var noget eller nogen at træne med puls at alle hendes magiske evner var blevet taget fra hende i 2 år så hun skulle igen til at træne hendes magi for at få styr på den, dog lige nu valgte hun bare at slå nærmest vildt efter ham bare fordi han skulle ned med nakken på en eller anden måde, desuden havde han jo ikke rigtigt stoppet hende hvilket nok krævede han holdt hende nede på gulvet ved at ligge sig over hende eller tvinge hende op af en af søjlerne. Hun ville nok ikke køle af lige med det samme ikke når hun bare kunne få lov at afreagere.

[Rai Mirriko]

Havde han bare meldt sig som boksebold, da han havde sagt ja til jobbet? Det var i hvert fald hvad han var i bund og grund lige nu. Dog gav han ikke udtryk for at være bange eller noget for hende lige nu. Men det kunne komme i tilfælde af, at han ville træde hende over tæerne. Hans blik fulgte hendes bevægelser, men pludselig greb han ud efter hendes arm og prøvede at trække hende til sig, eller bare trække tiden ud, at han kunne få lov til at rejse sig op igen. I sidste sekund fik han flyttet hovedet, så han ikke fik et slag mod hovedet. Imens at han fortsat holdt fast i hendes arm fik han rejst sig op og slog ud efter hendes mave i denne omgang. Han måtte finde på en måde, at få hende ned og ligge igen, men det ville nok blive svært at bruge samme træk som tidligere.

[Drazilla Dragoens]

Zill rev hånden til sig da han fik fat i hendes arm for det ville da ikke hjælpe noget for ham at holde hende, det gjorde hende jo bare mere rasende som hun denne kan parrede slaget han havde sigtet imod hendes mave, dog fulgte et nyt slag efter imod hans hals bare fordi hun ikke rigtigt tænkte klart lige nu men bare lysten til at slå ham ihjel voksede, til trods for han egentlig ikke havde gjort noget galt i denne omgang men hvem skulle hun ellers reagere på? slaver? de var jo bare lidt kedelige fordi de ikke slog igen og allerede var bange for hende, de ville ikke kunne holde til særlig meget alligevel.