Will it end?

[Drazilla Dragoens]

Der var gået endnu en dag siden hun var kommet hjem for 3 uger siden og hun havde stadig ikke set skyggen af Damian eller hendes kælemonster til trods for hun havde sendt budbringere ud til at finde Damian, så havde hun stadig ikke hørt det mindste fra ham så hun begyndte at blive rastløs, ikke vred over han var væk når hun endelig kom tilbage men mere bare rastløs som en slags bekymring hun ikke ligefrem havde haft før.
Lige nu sad hun dog på sin trone og drak af en et glas med rødvin, da hun var begyndt at drikke igen under hendes fangeskab, af ren og skær vrede og kedsomhed, lige nu var det dog bare kedsomhed mens hun så op på vinduerne og ventede tålmodigt på at solen gik ned for at se om Damian vendte tilbage eller om han havde forladt hende, det sidste håbede hun dog ikke på. Mærkerne på hendes hals efter kæden hun havde båret rundt på i lidt over 2 år var forsvundet, så nu var der ikke længere noget bevis på at hun havde været fanget udover hun nok var hårde ved slaverne og tjenerne end hun nogensinde havde været på grund af den vrede Messi havde vakt i hende selvom han nok havde ment det godt så havde hun aldrig været så vred, ensom og kedet sig så meget som hun havde i fangeskabet og nu kom de lange trænings dage med at få hendes styrke igen, både fysisk og magisk.
Panteren Kaos og den hvide tiger Genna lå på hver sin side af hende og lå og småsov nu hvor der var fred og Zill var rolig som hun nu kunne være selvom hun havde lyst til at slå nogen.

[damian]

Den store dør ved tronsalen gik op og der kom fire soldater ind, ikke dem man normalt så, nej disse her var vampyre og nogen af de stærkeste, de stillede sig i døren før man kunne høre de tunge metal støvler ramme det kolde stengulv, man så en mand i sort rustning komme ind idet han drejede af og kom kun tættere på Zill, den sorte rustning bar det kongelige segl fra Darklia og han stoppede op et stykke fra hende, manden knælede og tog sin hjelm af, den sorte hjelm kun hærføren bar blev lagt på gulvet før han rejste sig igen og så op på hende, et ar hen over ansigtet var endnu ikke healet men dog blødte det ikke mere, de rubin blods røde øjne så på Zill da et svagt skævt smil kom over hand læber og han gik tættere på, når han kom tættere på ville hun nok kunne se alle de mærker i rustningen og huller efter pile og stik fra våben, han stod nu ikke så langt fra hende og studerede hende, det hvide hår var stadig samme længde fra den gang Zill fik ham klippet efter han havde haft enormt langt hår, hans hvide tænder var også til at se, men også noget metal var til at skimte.

[Drazilla Dragoens]

Zill så lidt undrende i retning af de folk som kom ind for det var ligefrem uvant for hende at se soldater vandre ind i hendes tronsal men hvem kunne bebrejde hende når hun ikke havde været hjemme så længe, og på den anden side havde hun ikke ligefrem sendt bud efter nogen udover Damian. Da han kom tættere på hende så hun stadig lidt undrende på ham indtil han tog hjelmen af der var det lige før hun havde rejst sig fra tronen med et stort smil over læberne men hun tog sig selv i det og satte sig ned på tronen igen med et meget mindre nærmest usynligt smil. Hun var egentlig vildt glad for at se ham igen men i lang tid havde hun øvet sig på det hun ville sige i hendes hoved så det måtte hun jo få overstået blot for at se hans reaktion på det om han stadig ville have hende når hun havde sagt det. "Godaften Damian" sagde hun så roligt som hun kunne selvom man godt kunne se der var noget som gjorde hende en smule nervøs, for folk der ikke havde kendt hende fra før hun mistede hjertet var dette nok en underlig reaktion fra hendes side af.
Glasset med rødvinen tømte hun i et drag inden hun satte glasset ved hendes side, nærmest som om hun trængte til et eller andet at styrke på.

[damian]

Han lod et smil glide over hand læber før han svarede "Min rubin" og han havde allerede duftet at det var hende, han lagde sit hoved på skrå og smilede blot til hende, han gik blot tættere og stod nu foran hende "Du virker.. forandret.. Noget du vil sige til mig?" spurgte han med en rolig stemme, han havde også lige været ude og kæmpe, Nirelia havde været igang igen, de var ikke så hurtige til at forstå at de ikke kunne komme videre ind til broen ude i skoven, og der havde de mistet flere mænd end på slagmarken.

[Drazilla Dragoens]

Det han virkede glad og rolig overfor hende virkede ikke ligefrem særlig beroligende på hende eftersom det jo nok blev lidt sværre at sige det næste. "Lad os gå op på mit værelse, vi skal snakke alene" sagde hun så roligt som hun kunne men det at snakke kunne jo betyde alt selvom hun ikke var ude på at slå op med ham eller nægte ham noget, hun havde bare brug for at sige det inden hun helt bestemte sig. Det at de skulle op på hendes værelse var mest så hun kunne pleje hans sår mens de talte også selvom han nok ikke havde brug for det så kunne hun nu godt lide at nusse lidt om ham og havde egentlig lyst til det eftersom det var så længe siden hun havde gjort det.

[damian]

Han nikkede og lod hende vise vej, ikke fordi han ikke kendte den men fordi hun ville snakke alene og derfor ville han bare føælge trop, han så rundt på væggene mens de gik, og igen smilede han til sig selv mens han så på de gamle konger og så skam også sin egen far på et af dem, han var greve og derfor med til ting på slottet den gang han var i live, man Damian fugte bare med til de ville stå på hendes værelse og hun nok ville gøre et eller andet, dog havde han sine tanker om forskellige ting hun kunne komme op med, dog håbede han ikke på de negative ting som at hun ikke ville ham mere eller at hun havde fundet en ny.. eller den væreste der var at hun ikke følte noget for ham mere.

[Drazilla Dragoens]

Zill gik roligt ned af gangene og lod bare tankerne køre omkring det hun ville sige og mest af alt hvordan hun egentlig skulle få det sagt uden de kom op at skændes og helst uden at han ville forlade hende. Da de nåede til hendes værelse stoppede hun op uden foran døren inden hun efter nogle sekunder åbnede den og gik ind i værelset og videre ind i hendes badeværelse hvor hun fandt et håndklæde og dyppede den i vandet inden hun vred den for at den ikke dryppede så meget, først der gik hun ind til Damian igen og så på ham med øjne der nærmest fortalte at hun ikke vidste hvordan hun skulle få det sagt eftersom hun ikke rigtigt havde følt sådan her i mange år og havde nærmest lykkeligt glemt hvordan den følelse af nervøsitet var.

[damian]

Han gik hen til hendes seng og tog de store skulder plader af, samt bryst pladen og sad nu i en kort ærmet trøje, for han havde sat sig på hendes seng og så bare på hende da hun kom ind "Vær sød at sige det Zill.. Jeg lover at kontrollere mig så godt jeg kan" sagde han med en rolig stemme, og det var nu ikke fordi han lovede så meget da han aldrig var sikker på at hun kunne holde det, men denne gang ville han gøre alt for at prøve, mest fordi han elskede hende så højt som han nu gjorde, han lukkede kort øjnene og lod hende ordne hans sår så der ikke ville sidde sten eller metal splinter inde i ham, hvis der nu var det i hans sår.

[Drazilla Dragoens]

Zill satte sig hen på sengen i tavshed ligesom hun startede med at rense hans sår så godt som hun nu kunne alt imens hun tænkte over tingene. "Det er ikke noget særlig slemt" startede hun ud med at sige som hun undersøgte hans sår og fjernede de værste beskidte ting bare så hans hud kunne hele fint igen når den gjorde det. "Det er bare noget jeg bliver nødt til at sige og noget vi måske skal aftale hvis du stadig vil have mig efter det jeg har at sige". Det kunne irritere hende lidt som det gjorde hende utilpas at skulle snakke om dette for det havde hun jo aldrig havde behøvet før eftersom hun ikke havde haft noget hjerte og dermed havde været kold overfor alle.

[damian]

Han åbnede øjnene og lod den hvile på hende "Jaaa?" kom det fra ham da han faktisk bare ventede på at hun ville svare, hans røde øjne lukkede i igen mens han ventede på hendes ord, han sad med det ene ben vandret over sengen mens det var bukket, det andet var på gulet mens hans hænder lå på hans skød, og hans metal handsker lå også på sengen, hans sår så ud til at heale langsomt, dog kunne man se det i enderne at det lukkede i meget, meget langsomt, mest fordi han var afkræftet af alle de kampe han næsten lige havde haft og derfor healede han langsomere end normalt.

[Drazilla Dragoens]

Zill sukkede kort "Synes bare det er svært at sige, for jeg tror at jeg elsker dig, ved ihvertfald jeg ikke har lyst til at miste dig..men.." hun holdt en lille pause som hun rensede hans sår lidt i tavshed for at tænke over hvordan hun skulle sige det som hun egentlig var kommet frem til under hendes fangeskab. "Jeg er bare ikke sikker på jeg er klar til at binde mig til en helt endnu" sagde hun lidt stille og stoppede med at rense hans sår som hun lod håndklædet sænke ned i hendes skød og vendte hovedet fra ham som om hun ventede på han blev rasende eller så havde hun ikke helt lyst til at se hans reaktion.

[damian]

Han lod sin hånd glide hen over hendes kind og smilede "Bare du holder dit andet løfte kan jeg godt vente.. For hvis jeg virkelig elsker dig.. Lader jeg dig få tid til at føle dig sikker i din sag" sagde han og lod sine læber give hende et kys på kinden, hans smil var ikke forsvundet da han bare sad og så på hende "Bare vores anden aftale stadig er ved magt.. Som jeg håber inderligt" sagde han og tog en dyb indånding, ofr han håbede ikke at hendes næste ord ville være at hun gerne ville kunne være sammen med andre eller noget i den stil.

[Drazilla Dragoens]

Det han sagde hjalp hende specielt ikke det gjorde hende hvis ikke mere nervøs selvom hun havde sagt meget af det hun ville sige, måske de vigtigste dele eller nej ikke helt de vigtigste alligevel. På en måde var hun ved at blive vred over hun havde så svært ved det og ikke bare kunne gemme sig i hans favn som hun havde en underlig lyst til. Hun sukkede kort over han håbede på hun holdt den anden aftale for hun havde da forsøgt at holde den indtil nu og ville da stadig holde den. "Jeg forsøger stadig at holde aftalen med ikke at gå i seng med andre, selvom det er utroligt svært for mig så jeg er bange for at jeg kommer til at svigte dig hvis jeg en dag ikke kan lade være, men hvis det skulle ske så skal du vide at du er den jeg ønsker at få som mand og få børn med". Hun så stadig ikke på ham som om hun skammede sig på en måde over hun ikke kunne være lidt så stærk som ham, men det var så utroligt fristende at ligge med andre, især dem der lige vidste hvad de skulle gøre for at få hende til at blive overtalt, det havde dog lykkes hendes et par gange at afvise de folk men hvem sagde hun kunne blive ved? Lige nu var hun ihvertfald ikke særlig optimistisk med det eftersom det en enkelt gang havde været alt for tæt på hun havde overgivet sig.

[damian]

Han lod sine hænder tage fat i hendes sider og løfte hende over på sit skød, hans arme solidt plantet omkring hende mens hanslæber forsøgte at plante sig mod hendes læber, han elskede hende virkelig, og hvis han virkelig elskede hende måtte han jo også kunne tilgive hende hvis det nu skete, dog ville hun jo ikke gøre det hvis hun allerede var tilfredsstillet af ham, og det håbede han jo altid ville være tilfældet, for nu da Geralt havde vist den side af sig selv, var det jo tydeligt at han skulle fanges, og den del havde Damian også klaret.

[Drazilla Dragoens]

Zill spærrede lidt øjnene op da hun mærkede hænderne om hendes sider og hun pludselig blev løftet op for det var langt fra den reaktion hun havde forventet af ham, eftersom de jo havde skændtes da hun havde været med Mira, selvom hun dog var blevet bedre til at holde sig fra folk og ikke ligefrem ville have den længsel efter folk som hun havde lige for tiden men der var gået over 2 år siden hun havde fået noget og det var en rekord i sig selv fra hendes side af når man tænkte over hun gerne havde gjort det hver dag hvis hun kunne få lov til det.
Hun så lidt undrende på ham som om hun ikke rigtigt forstod hans reaktion men på den anden side var hun ret glad for der ikke kom et større skænderi eller skæld ud af det. Da han forsøgte at kysse hende kunne hun ikke lade være med at gengælde det med stor lettelse for de hårdeste ting var jo overstået, det andet var småting i forhold til det, nogle ting de altid kunne tage senere. Lige så stille lod hun armene glide om hans hals for hun havde sådan længtes efter ham i meget lang tid.