Langt hjemmefra

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut gik hen til burene og åbnede han dem og sagde "i er frie nu" og folkene begyndte at løbe væk for de var bange for at alamut ville dræbe dem også og han begyndte at gå tilbage til Nadine og smilede til hende og rakte en hånd til hende som en hjælp med at komme og sagde "har du brug for hjælp for at komme hjem du lille" han havde mange sår men han lod sig ikke påvirke af dem

[nadine]

Hun lagde godt mærke til de mange sår, hun sukkede og vidste ikke helt om hun skulle tage imod hjælpen. "Det ville være rart." Svarede hun ærligt, det at være bange for ham, men stadig lidt tryg på grund af det gode han havde gjort var fustrerende. Hendes blå øjne søgte hans øjne, men det var svært at se noget som helst i mærket. Nadine tog en kæmp, satte ild til den og brugte den som fakkel, roligt lyste hun lidt rundt og begyndte at gå den vej de var kommet fra. "Jeg vil meget gerne hjem nu." Lød det usikkert fra hende, hun så sig om efter flere onde folk, men så ingen.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut gik efter hende og lavede et lyd som lydt som et ørns skrig og en hel sort hest kom løbende hen til dem og sagde "havde du en hest med dig før du blev angrebet og sæt dig bare op på min hest" han var en smule træt efter kampen men han ville først få hende sikkert hjem før han ville lægge sig til at sove

[nadine]

"Den blev forskrækket om løb sin vej da jeg blev fanget." Svarede hun, roligt nikkede hun og gjorde klar til at skulle op på hans hest. Det var underligt at tage imod hjælp fra en der slog ihjel, men han havde gjort det i god tro og det var nok til hende. Desuden var hun lidt naiv, hun troede på det bedste i folk og hun kunne godt finde gode ting til andre. "Jeg vil ikke trænge mig på, det er ikke sådan jeg ikke selv kan finde hjem." Lød det stille fra hende, hun var en enspænder, det var ikke normalt nogen fulgte hende nogen steder.

[Griffith Falconsoul Den 13]

"Det er det mindste jeg kunne gøre som tak for din hjælp med slave handlerne" sagde han men det var lidt en løgn for han ville være sikker på hun ville komme sikkert hjem og han sagde "tror du den kan selv finde hjem du lille" og han ventede på Nadine viste vej hjem til hende for han vidste ikke hvor det var

[nadine]

Nadine nikkede stille, hun begyndte at gå i retningen hjem, men på gåben ville det tage 2 dage, i stedet for en halv. Hun så ned af sig selv, i dag var hun ikke blevet beskidt i sjov, men i dybt alvor og i en farlig situation. "Tak fordi du reddet mig og de andre." Sagde hun så og kiggede på ham med et taknemmeligt blik. Det blonde hår flavrede lidt om hendes ansigt som vinden kom bagfra, hun så ned i jorden og gik blot videre, det var uhyggeligt det der var sket og mange forskellige tanker for igennem hendes hoved.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut smilede til hende og sagde "du skal ikke takke det er bare det mit folk gør stopper dem som ikke vil stoppe med at ødelægge andres liv det er sådan at leve som en Assassino hvad jeg er" og så ud i luften han havde levet som en Assassino hele sit liv så han var vant til at se en person dø så det påvirkede ham ikke og han sagde "førstegang jeg så en person dø var det bedste af tale med nogen om det"

[nadine]

"Men jeg er taknemmelig." Hviskede hun for sig selv, igen holdte hun lidt om sig for at give sig selv tryghed, men lige nu kunne hun virkelig godt bruge sin bror. Nadine så mod ham da han nævnte det med død, hun sukkede dybt og nikkede så. Det kunne han vel have ret i. "Hvad er der at tale om? Jeg har aldrig set noget så forfærdeligt før." Lød det fra hende med en skælvende stemme. Det havde virkelig været noget der rørte hende dybt og hun brød sig ikke om det. Langt fra.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut så hun holde om sig så han sagde "vil du gerne have jeg skal lægge en arm om dig du lille og ja at dræbe er forfærdeligt men tænke sådan på det at dræbe dem blev der tusind som overlevede fra at blive tævet misbrugt og blive voldtaget af dem ved en slave handlers dø redder man hundrede liv"

[nadine]

Hurtigt rystede hun på hovedet, hun blev helt genert ved tanken om at nogen anden end hendes bror skulle holde om hende. Det virkede bare forkert. "Det var også den eneste grund til at jeg kunne såre dem, men jeg ved ikke om jeg ville kunne gøre som dig. Være modig og bare slå dem ihjel der fortjener det." Lød det ærligt fra hende, hun så på ham med et skævt smil, det havde nu føltes godt at såre dem, der havde såret hende. Men af alt det de kunne finde på at gøre mod andre, fortjente de at dø for.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut smilede til hende og sagde "det er som at lære at ride det tager tid at lære men når man kan det bare men det er hårdt at lære tro mig jeg ved det du lille" han havde spurgt hende om at lægge en arm om hende for at give hende lidt mere tryghed men han var lidt glad for hun ikke ville have det

[nadine]

"Jeg er ret lærenem." Lød det fra hende og hun blev selv lidt overrasket over hvad hun sagde, hvis hendes storebror hørte deres samtale ville han falde bagover og straks låse hende inde indtil hun fik fornuften igen. Nadine kløede sig i håret og så så at hun havde fået lidt skrammer på sine albuer. Det var normalt nok, men det var tydeligt at se det ikke var hende selv der havde lavet dem. Hvilket skulle skjules for Nick og hendes forældre. "Mit navn er Nadine." Mumlede hun, da det var ved at blive lidt irriterende at blive kaldt for lille du, hun følte sig som et lille pattebarn og hun mente selv hun var en ung dame.

[Griffith Falconsoul Den 13]

"Så sagde du dit navn mit er alamut men du kan kalde mig for Akumetsu Nadine" sagde han han havde kaldt hende for du lille for hun havde ikke sagt noget da han spurgte hende om det og sagde "jeg kan lære dig det men så er du nødt til at gøre en ting før jeg begynder at lære dig det" og han smilede til hende

[nadine]

Et lille smil kom frem, hun var lidt trykkere nu. "Må jeg kalde dig for Aku?" Spurgte hun stille, for det andet var hun slet ikke sikker på at hun kunne huske. Nadine gik videre i retningen af landsbyen, der var stadig lang vej og egentlig burde hun sove lige nu, det var jo nat. Men mon ikke de kunne tage en lur på et tidspunkt. "Hvilken ting?" Spurgte hun og så undrende mod ham, hun var nysgerrig og ville da gerne lære, men det var nyt for hende og det gjorde hende usikker. Roligt tog hun en lok af sit hår, hun begyndte at lege med den som hun gik, alle hendes ting var på ryggen af Star.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut smilede til hende og sagde "du vil overveje at blive en assassino og det er i orden at kalde mig for Aku" og så på hende og sagde "er du træt Nadine" for han på fornemmelsen at hun var træt men han var overhovedet ikke træt han havde lært at kunne holde sig vågen i nogle dage i træk uden at sove