Langt hjemmefra

[nadine]

"Må jeg tænke over det til vi ses igen?" Spurgte hun og tog det som en selvfølge at de ville ses igen, når nu han spurgte. Nadine var træt og hun gabte som hun så mod ham og igen så væk for at skjule det lidt. "Jeg er måske lidt træt." Sagde hun med et smil. Søvn havde hun brug for hver nat, og hvis ikke så en god lang morfar om eftermiddagen. Det var fantastisk at sove i følge hende, specielt når hun kunne ligge i solen og bage en sommerdag. Nadine sukkede lidt, hun savnede sin bror rigtig meget, han var sikkert bekymret.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut smilede til hende og sagde "det må du godt men jeg tror du vil have det bedst at du få sovet" og han stoppede op og tog en tæppe frem og kastede den hen til hende og tog en pose frem og sagde "og det her svampe jeg har ikke brugt magi på dem" og åbnede posen hvor der var nogen grønne svampe der lyste lidt som et bål

[nadine]

Enig nikkede hun, igen gabte hun og hun tog imod tæppet med et taknemmeligt smil. "Mange tak Aku." Lød det stille fra hende, men da hun så svampene gik hun helt i stå. Hendes hånd rakte forsigtigt ud efter posen, men hun stoppede sig selv og så så spændt på ham. "Hvor er de smukke." Lød det begejstret fra hende, hun elskede svampe og hun fandt alt smukt ved dem og det at lave alt muligt med dem var hendes ynglings beskæftigelse. "Hvor har du dem fra?" Spurgte hun så med iver i stemmen, trætheden var forsvundet og hun var nu helt oppe og køre over svampene.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut så hendes lyset i hendes øjne da hun så svampe og sagde "det hule svampe de er meget normale i huler sjovt nok og de er gode til at lyse op når der er meget mørkt men prøv at sove jeg vækker dig når solen kommer op på himlen" og han satte posen på jorden satte sig op af et træ

[nadine]

Det var så hun var nød til at slå sig lidt på kinderne for at tage sig sammen, svampene var bare så flotte og hun var helt væk i dem. Roligt tog hun tæppet hun havde fået og lagde sig ned i græsset, hun lagde sig godt til rette og lagde tæppet om sig. Det var rart at ligge ned og vide man var i sikkerhed og der blev holdt øje med en. Nadine sukkede dybt inden hun faldt i søvn ret hurtigt, det havde været mange indtryk og det gjorde hun blev helt udmattet. Som søvnen gled ind over hende, lå hun bare mere og mere krøllet sammen og hun fyldte faktisk meget mere end indersiden af en sadeltaske.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut smilede at hendes udtryk i hendes ansigt med svampene og satte sig lidt mere til rattet så det lignede han sov men under hans hætte var hans øjne åbne og holdte med omgivelserne og da solen begyndte at komme frem rejste han sig op og pakkede svampene væk og vækkede forsigtigt Nadine og sagde "du skal op og lære Nadine"

[nadine]

Søvndrukken vågnede Nadine og så på Alamut, hun havde faktisk sovet rigtig godt, nok fordi hun havde været så udmattet. Fuglene sang deres efterårsmelodier og fik hende til at smile sødt, hun satte sig op og strakte den lille søvnige krop. "Lære hvad dog? Jeg troede jeg skulle hjem." Hendes stemme var overrasket og hun så spørgende på ham. Det var rart at vide hun havde en til at følge sig hjem når man tænkte på hvad hun nu vidste kunne ske i denne verden. Nadine smilte bare og nynnede så en munter sang, hun vidste ikke helt hvad for en det var bare en melodi.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut smilede til Nadine og sagde "ville du ikke lære at kunne kæmpe imod slave handlere og det jeg skal lære dig vil kun tage et par minutter men pakke tæppe sammen og gøre dig klar til at lære nogle ting så du kan beskytte dig selv med" og lagde sine arme over kors og ventede på hun pakkede tæppet sammen

[char]

Hele natten havde Nicklas kiggede alle hendes ynglings steder igennem, han var møghammerende bekymret og havde virkelig ikke nerver til dette. Det havde været en frygtelig lang nat, men han så stadig frisk ud og han var klar til at skulle redde sin søster. Star var kommet hjem med frygt og rædsel i øjnene, hvilket havde skræmt Nicklas. Nu havde han fået Hal til at snuse til noget af Nadine's tøj og det resulterede i en lang tur, længere væk fra deres hjem end hun nogensinde havde været før, hvilket gjorde ham mere bekymret. Hal hylede højt da den havde fundet nye friske spor af hendes lugt, den styrtede afsted og det samme gjorde Nicklas på Star's ryg. I det fjerne så han hendes blonde hår, men hun var ikke alene hvilket gjorde han pressede hesten til det yderste.

[nadine]

Hun så lidt fornærmet på ham, hun kunne da sagtens beskytte sig selv. "Altså jeg er en af de bedste med bue og pil, jeg har ikke brug for at lære selvforsvar." Muggede hun, hun så på ham med et stædigt blik og vendte sig lidt pigefornærmet om. Det var her hun så Nick i det fjerne, ridende på Star. Hun var ved at tabe underkæben, Hal hylede i det fjerne og hun så hvordan at Nick satte tempoet op, hvilket betød hun var i problemer og han skulle til at lege voksen og overbeskyttende. "Min bror er på vej." Mumlede hun, som hun vendte sig om og kastede hovedet mod hesten som kom nærmere.

[Griffith Falconsoul Den 13]

"De hjalp dig godt i går da de mænd ville gøre dig ondt nogle gange er det også godt at kunne kæmpe tæt på" sagde han roligt og han så anden elver på vej hen til dem og han tog sin armbrøst frem for han kendte en helt del om illusioner så han var ikke helt sikker på det var hendes rigtige bror

[char]

Øjnene glødet da en armbrøst blev sigtet mod ham, han red helt op til dem, hoppede af hesten og landte lige ved siden af sin lillesøster. Han så på hende, hans store hænder lagde sig på hendes kinder og han undersøgte hende roligt. Hun så rystet ud, det kunne ses langt væk fra, han så bekymret på hende og lagde mærke til sårene på hendes arme. Nicklas tog fat i hende og omfavnede hende.
"Jeg har været syg af bekymring, er du klar over hvor bange mor og far er? De frygter det værste er sket med dig Nadine." Hviskede han blidt, han kyssede hendes kind og nussede hende på ryggen, han vidste altid den form for omsorg over for sin søster. Han slap hende dog og vendte sig rundt mod den fremmede, han trak sin bue og pil.
"Hvem er du og hvad laver du med min søster?!" Spurgte han vredt, da han langt fra brød sig om at nogen som helst skulle sigte mod ham og virke truende.

[nadine]

Nadine blev forvirret over at Aku tog sigte mod hendes bror, hun gispede og fik så et chok som Nick landede foran hende og omfavnede hende. Hans talestrøm fik hende til at rulle øjne, men alligevel følte hun sig trykkere end nogensinde før og knugede sig lidt ind til ham. "Undskyld." Mumlede hun, når de fik tiden, ville hun forklare hvad der var sket og så ville hun rose Aku for at have reddet hende. Desuden havde hun en hel del at fortælle om sine nye følelser, nye meninger og holdninger. Da han pludselig valgte at slippe hende og vende sig mod hendes redning, lod hun sin hånd glide blidt hen over hans skulder. "Den herre har altså reddet mit liv Nick." Forklarede hun blidt og stille.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut satte sin armbrøst på plads og sagde og så på den anden elver "faktisk har jeg kun redde dig kun fra at blive misbrugt og blive sælges til slaver rige så jeg har ikke direkte redde dit liv Nadine" han sagde det ikke for han ikke mente han havde reddet hendes liv men at elvern kunne forstå at han havde hjulpet Nadine og han ville være sikker på han ville ikke gøre noget mod hende