Hjemme igen...

[Clarisa Nemay]

Clary kom langsomt gående ind i den store tronsal, hun så sig om før hun langsomt gik hen mod tronen, alle tanker fløj rundt i hovedet på hende og hun lukkede øjnene, stoppede op midt i hendes gang mod tronen. hun tog sig til munden som om hun havde det dårligt, så frem igen mod tronen før hun langsomt faldt sammen på gulvet og så bare rundt, hun sad bare med et helt forvirret blik, mens en hel masse tanker fløj rundt i hovedet på hende. "Marie.." hun så hen mod en tjenestepige der hurtigt var henne ved hende. "vær sød at.. At sige til skrædern at der skal.. laves en hel masse kjoler.. alle sammen værdige til en dronning." hun så roligt på hende før hun igen så ned, så nu på sine egne hænder. efter mødet med Zill havde hun været ved siden af sig selv, hvad hun havde gået med til havde ikke påvirket hende til at starte med, men nu, hvor hun var hjemme var hun helt forvirret. hun så bare på sine hænder mens tjenestepigen løb afsted for at finde denne skræder.

Marie stoppede op udenfor tronsalen et øjeblik før hun begyndte at gå rundt og åbne døre ind til forskællige værelser, mest for at finde skrædern. Mens en anden tjener nede i tronsalen prøvede at få Clary op at stå. "Få fat i en healer! Dronningen virker syg!" ordene røg ud af tjenerns mund meget højt så vagter og tjenestefolk på slottet nok ville kunne høre det.

[Hirotio Senso]

Hvad Hirotio havde lavet de seneste dage? været rundt omkring, ordnet noget arbejde, samlet kræfter og nu havde han endelig sat sig på sit værelse for at slappe af og meditere. Han havde sat sig i skrædderstilling midt i sit værelse, få sekunder efter var han begyndte at svæve over gulvet og gnistrende lys og energi samlede sig langsomt omkring ham. Godt nok var det meditation men han tjekkede også enhver fiber på slottet ud for den mindste flænse eller andet der kunne bringe det i fare. Dette var jo hans job. Han så nærmest slottet udefra, strøg hen over dens murer og berørte væggene. Han nåede vinduerne ved tronsalen og slog brat øjnene op da han for sit indre blik havde set dronningen sidde på jorden med en tjener der brølede over sig. Med en lynhurtig bevægelse havde han fat i sit sværd og han transporteret sig over til tronsalen for han landede solidt på sine fødder. ”Deres majestæt!? Hvad er der dog sket!?” han knælede ned ved siden af hende og hjalp hende forsigtigt på benene, slap hende dog ikke i tilfælde af at fødderne gav efter under hende.

[Clarisa Nemay]

hun så roligt op på ham da han kom frem ved hende, hendes blik virkede stadig meget forvirrende, hun så bare på ham før hun langsomt så ned igen. "Hiro.. Tag det roligt.. Og vær sød at kalde mig mit navn.. " hun så roligt frem for sig og blev langsomt hjulpet op. langsomt kom hun hen mod sin trone, kom ned at sidde, stirrede bare ud i luften. "Fået fat på skrædern?"hun sagde ikke rigtigt noget men så bare ud over tronsalen."Få fat på smeden.. der skal laves sværd.. et smukt sværd.. Og smykker.." hun så roligt på tjeneste folkene der nikkede mens andre blev.

En tjenestepige så på Hiro og gik langsomt hen til ham. "hendes mejestæt har været til møde med Draklia's dronning. hun kom hjem og var sådan der."hun så roligt på ham før hun langsomt gik hen og tog noget vand og gik op til clary der hverken så på hende eller tog imod det.

[Hirotio Senso]

Han så undrende på hende da hun bad ham kalde hende ved navn. Hvad skulle han dog sige til det? hvorfor skulle han kalde hende ved fornavn, hun var dronning og han blot en ydmyg tjener, der var ingen grund til at kalde hende ved navn, det var uhøfligt og forkert! Han kommenteret det ikke, fulgte dronningen med blikket idet hun gik hen til tronen og satte sig. Da hun nævnte en skrædder og derefter smeden og bad om at få lavet et sværd samt nogle smykker hævede han det ene fine gyldne bryn og vendte blikket mod tjenestepigen der nu henvendte sig til ham. Han blinkede da hun sagde at dronningen havde været til møde på den anden side af grænsen. Roligt bevægede han sig hen imod Clarisa og standsede foran hende, folede hænderne på ryggen og lod hovedet glide på skrå ”Hvad er der sket deres majestæt?” gentog han sit spørgsmål fra før. Noget må der være sket.

[Clarisa Nemay]

Hun så roligt op på ham."Fred Hiro.. Fred"hun smilte let før hun langsomt lænede sig tilbage mod tronen, slappede af men hendes ansigt blev en smule mere trist på en måde, men hun prøvede ikke at vise det. "Dog.. Ingen fred uden betingelser"mumlede hun derefter, lukkede øjnene hvorefter hun igen så rundt, viftede med hånden hvorefter tjenestefolkene hurtigt smuttede ud fra tronsalen. hun så roligt på Hiro igen, hun så ned på sine hænder og knugede dem hårdt sammen. "Kære Hiro.. Vil du være sød at.. "hun stoppede og så bare lige ud i luften, hvad skulle hun sige? hun lagde langsomt hænderne over hendes øjne. "Vil du være sød at bringe bud efter mine forældre?"

[Hirotio Senso]

Han så uforstående på hende. Hans øjne blev dog større og hans hånd greb fat om armlænet på tronen idet han lænede sig frem. kæben blev stram, og øjnene blev en anelse hårde ”Hvad har De gjort!?” svarede han ikke med den velkendte blide stemme, stemmen var blevet en anelse hårdere. Da hun bad ham sende bud efter hendes forældre lukkede han svagt øjnene inden han sukkede, rettede sig op og smuttede hen mod døren snakkede med en vagt inden han vendte blikket mod hende igen og var henne ved hendes side nogle sekunder efter. Hvad havde hun dog gjort!? Hvilke aftale havde hun indgået med Zill!?

[Clarisa Nemay]

hun sukkede let før hun vendte blikket mod ham, kom et svagt smil fra hende før hun langsomt så ned. hun tog en dyb indånding."Jeg har.. lavet en freds aftale Hiro.."hun så roligt op på ham igen før hun langsomt rejste sig. "Fra nu af.. Skal vi ikke længere frygte at draklia's soldater stormer vores land, vi skal ikke være bange for at der sker nogen noget.." hun så roligt på ham før hun langsomt vendte sig om og gik hen til vinduet og så ud. "Jeg håber bare den nye konge er god mod folket.. Og bliver en god ægtemand" hun så bare roligt ud før hun langsomt tog om sig selv, lukkede øjnene igen, hun vidste endnu ikke hvem hun skulle giftes med, og det skramte hende en lille smule, men hun havde offret sig for sit land, for at landet ikke skulle lide sorg igen, som hun vidste det havde gjort, de skulle nu ikke være bange for draklia's soldater ville komme om natten og slå dem ihjel, da de ikke længere var i krig, så snart hun altså havde underskrevet kontrakten, men hun tænkte ikke på at afvige fra sit løfte til Zill.

[Hirotio Senso]

Han så uforstående på hende. Betragtede hende roligt idet hun rejste sig op og vendte sig om mod vinduet. Han fattede virkelig ikke hvad hun snakkede om, den nye konge? Hvad havde hun gjort!? Han gik med rolig skridt hen imod hende, standsede bag hende, ja så tæt på at der kun var få centimeter mellem dem ”Jeg beder Dem, uddyb, jeg forstår intet!” sagde han og lød desperat for han fattede virkelig ikke hvad der var ved at ske og sådan som han kunne se så var det som om hun havde ofret sig selv, at hun havde i sinde at tage til Darkila og blive der i al evighed.. men hvad ville det dog tjene til formål? Forsigtigt lagde han en hånd på hendes ene skulder, han fortrød dog og tog hånden til sig, berøringen føltes forkert.

[Clarisa Nemay]

hun vendte sig hurtigt om mod ham så bare på ham før en tåre løb ned af hendes ene kind, og så det samme skete på den anden. hun så bare på ham. med et krammede hun ham bare, stod ind til ham og græd, dog lydløst. "Kære Hiro.. Du er nok min eneste ven her på slottet.."hun krammede ham stadig skjulte hovedet så han ikke kunne se hendes tåre."Jeg.. Jeg har lavet en aftale med Drazilla.. Fredsaftale.. Hendes soldater kan gå rundt i landet som de vil.. dog bestemmer de ikke over folket.. jeg kan smide dem ud hvis de laver noget dumt.."hun gik i stå igen og stod bare lidt før hun prøvede at slappe af."Jeg bliver aldrig lykkelig gift Hiro.. Jeg skal giftes med en jeg aldrig har mødt.. Og jeg ved ikke hvem det er" hun gemte sit ansigt endnu mere, søgte en tryghed ved ham som hun aldrig havde gjort før, nok også fordi hun snakkede meget med ham, han var jo hendes rådgiver, men hun følte det mest naturligt at snakke med ham end med nogen anden på dette slot.

[Hirotio Senso]

Han så overrasket på hende da hun vendte sig om omfavnede ham så pludseligt. Han stivnede i nogle enkelte sekunder, fornemmede hendes krop skælve idet hun grad og så rådvild ud. Hvad skulle han dog gøre, han hadede når kvinder grad, han kunne bare ikke håndtere den slags. Forsigtigt og tøvende lagde han armene om hende og lod hende snakke ud uden at afbryde. Han bed tænderne hårdt sammen og undertrykte alle de eder og forbandelser han havde lyst til at slynge over læberne. Hvad fanden var det for en aftale at lave! Han forsøgte dog at slappe af, se det fra hendes synsvinkel og satte sig i hendes sted. ”Jeg vil ønske jeg kunne gøre noget for at ændre på Deres skæbne, det ligger dog ikke i mine hænder. Som jeg har sagt før kan jeg kun rådgive Dem” hun havde vel ret, og dog hun ville nok ikke se det som lykkeligt i starten men hun kunne sagtens blive lykkelig med en mand selvom hun ikke giftet sig med ham af kærlighed.

[Clarisa Nemay]

Hun stod stadig ind til ham, tog fat i hans skjorte. hun holdte godt fast og så på ham med et blik der virkede helt fortabt. "Jeg ved du har lyst til at bande og svole.. jeg vil ikke stoppe dig" hun slap ham lige så stille og så på ham, hendes blik blev vendt mod gulvet. "Hiro.. Den mand jeg nok kommer til at ægte, vil aldrig være mig tro.. Det er jeg sikker på.. Han er en fra Draklia" hun bed sig hårdt i læben før hun igen løftede blikket og så på ham. "Desuden vil jeg ikke kunne elske ham.. Det er jeg så sikker på.. Det er kun et job for mig.."hun tog armene om sig selv, stadig løb der tåre ned af hendes kinder. hun knugede om sig selv i lidt tid før hun kneb øjnene hårdt sammen for at prøve at tage sig sammen.

[Hirotio Senso]

Hendes ord om at hendes mans skulle være fra Darkila fik ham til at bakke et skridt og se helt uforstående på hende ”Har den pokkers til dronning også sagt det! det kan ikke være rigtigt at De går med til alle hendes forslag! Det nægter jeg simpelthen at tro! Hvis De skal gifte dig med en derfra må hun gøre det samme! Gifte sig med en herfra for at vi er sikre på at det går begge veje!” han tav og så på hende. blikket var koldt hårdt, ja et blik der kunne smelte is. Det gnistrede af vrede. En fjende ville nok vide at han skulle passe på ved synet af dette blik. Han vendte sig om og med og knyttede den ene næve. Han havde aldrig tvivlede, men nu gjorde han, han tvivlede på at hun var kompetent som dronning, ja hun ønskede det bedste for sit land men hun gjorde det på ingen måde rigtigt. ”De ved vel godt.. at De lige har afleveret Nirelia på et sølvfad?” sagde han uden at vende sig om.

[Clarisa Nemay]

hun så roligt på ham da han bare vendte sig om, hans ord havde dog fået hende til at stoppe helt op, og hun begyndte langsomt at ryste over hele kroppen."Jeg har på ingen måde givet hende landet! jeg har på ingen måde snakket om at hun kunne overtage landet.. jeg har ingået en fredsaftale! Hun forlanger ikke meget for en freds aftale. Hvis jeg skulle vælge en mand fra dette land, ville der aldrig blive en fredsaftale Hiro!" hun vendte sig hurtigt om, knugede om sig selv, hun følte sig svag lige nu, mere end svag. hun så bare ud af vinduet før hun langsomt lod armene falde ned langs siderne. hun var choket også i den grad. hun vendte sig hurtigt om og så på ham før hun begyndte at gå, langsomt forbi ham med hovedet hængende. hun stoppede ved tronen og så bare på den, knyttede hånden før hun langsomt vendte sig om, hun så ikke mod ham nu. "Jeg hader det her! jeg ville ønske jeg aldrig.. -Aldrig- var blevet dronning! Jeg dur ikke til noget som helst" hendes ord var høje og man kunne tydeligt høre gråden i hendes stemme, hun gik ikke nu men løb mod døren for at komme op mod sit værelse.

[Hirotio Senso]

”Jo De har! at lade hendes soldater komme og gå som det passer dem, at gifte Dem med en fra hendes land vil give hende adgang til hele slottet. De vil være sårbar, vi vil være sårbar, landet vil være sårbar. Vores soldater dør hver dag fordi de forsøger at holde hendes mænd fra grænsen for vi ved at hvis de kommer ind er vi færdige. De glemmer at de tog Dem fra vores jord sidst! De plyndrede på vores jord! de har ingen respekt for os!” han tav i nogle sekunder inde han vendte sig om mod hende igen ”Vores land står for forfald, det er jeg virkelig ked af at fortælle Dem men det er sandheden! Darkilas dronning ønsker ikke fred men magt! Hun ønsker at overtage det hele og De har netop givet hende hvad hun ønsker!” endnu en pause ”De vil ikke gøre Dem noget, men hvis De ikke ved det står vores familier og børn som trussel… jeg vil aldrig adlyde nogen fra Darkila derfor vil De tage min familie som gidsel for at få mig ned med nakken, de vil tage Deres familie som gidsler for at få Dem til at lystre” han tav og da hun sagde at hun ønskede at hun aldrig var dronning, at hun ikke duede til det sukkede han ”Der er en grund til at De har rådgiver!” svarede han og betragtede hende løbe ud af tronsalen. Hvor mange familier ville ikke lide nu? hvor store tab vil de lide ved dette!

[Clarisa Nemay]

hun smækkede døren i ind til tronsalen hvorefter hun meget hurtigt løb op af den lange trappe, ind på hendes værelse og smækkede døren, hun så sig om før hun langsomt gik hen til spejlet, hun så sig selv derinde men for hende virkede det ikke rigtigt. hun så bare på sig selv før hun langsomt knugede sin ene hånd og slog ned i bordet. hun lukkede øjnene et kort øjeblik før hun igen så op, hendes øjne gløede inde bag tårene, de gløede af rasseri blandet med sorg og fortvivelse. hun satte sig hurtigt ned på stolen begyndte at rede sit hår med den børste der var lagt frem på bordet."Vagt!" hendes stemme var hård og kold på en måde og da vagten kom løbende ind så hun roligt på ham. "Sig mig.. Hvor mange krigere ligger vi inde med?" hun så roligt på ham mens han mumlede et svar. hun kneb øjnene lidt sammen før hun vendte blikket væk."Det kunne jeg ikke forstå.. Send min rådgiver ind.. Om lidt" hun rejste sig hurtigt fik tørrede tårene væk fra øjnene og så efter vagten der forsvandt udenfor. hun gik hen lukkede døren ordenligt før hun langsomt gik hen og skiftede tøj, hun så på sig selv igen, denne gang stod hun i en stor hvid kjole og hendes mørke hård hang ned af hendes ryg. hun så sig let om i værelset før hun langsomt gik hen og tog den hvide stav og sin krone, langsomt tog hun den op.

Vagten kom løbende ned af trapperne og ned mod tronsalen for at se om han stadig stod der, med beskeden om at han skulle komme op til dronningen på hendes værelse.