Arbejd abejd!!!

[Mario "Storhammer" Lucifer]

"Det havde jeg regnet ud" sagde han "Du er en pulverheks" han trak på skuldrende. Han var ikke bange, og egentlig temmelig ligeglad med eleksir magere, og pulverhekse. Han brugte ikke den slags midler, og hvis de lod ham være, så lod han dem være. At folk havde den slags erhverv var lige så naturligt som at være smed. Alle kendte til dem, og samfundet ville ikke fungere uden dem. Han satte sig ned. "Jeg nyder ikke at dræbe" sagde han koldt. Han kunne ikke lide nogle menneskers lemfældige omgang med døden og dens konsekvenser. "Jeg vil helst undgå det for at være ærlig, ikke at jeg får det dårligt, men at ende et liv er ikke et arbejde for en smed, det er et arbejde for en soldat, skønt jeg nok kan nå at blive begge dele hvis der udbryder krig." Han sukkede, så rystede han på hovedet som for at fjerne emnet før det var kommet ordenligt i gang.
Den lille hemmelige handel undgik ikke hans blik, han fulgte kvinden der gik med øjnene. "Hvad hvor det hun købte?" spurgte han nysgerrigt.

[Sol Angelika]

"Jeg foretrækker flydende eliksirer, ikke pulver" sagde hun bare roligt og lettere ligegyldigt for folk kaldte det jo forskellige ting selvom hun ikke ligefrem foretrak ordet pulverheks, men igen hun var vel en eller anden form for elverheks?
"Jeg er heller ikke ligefrem den der tager et liv, kun hvis det er nødvendigt.. Men jeg er nu ikke den der vælger side, jeg foretrækker at være neutral i sådan en krig" sagde hun stadig meget roligt for hun havde ingen grund til at dræbe folk, medmindre de altså gav hende en grund som at true hendes familie på livet, for så kunne man godt se monsteret som fandtes i hende, denne person der var ligeglad med alt og alle men kun handlede for at familien kunne være i sikkerhed, ligeglad med hendes egen sikkerhed.

Hun så roligt på ham efter kvinden var gået igen. "Hun har en sygdom.." svarede hun bare uden at komme videre ind på hvilken sygdom det var for han behøvede ikke ligefrem at vide det, for hvis nogen vidste det ville hun ikke havde særlig mange kunder. Så hun afslørede intet udover at sige hun havde en sygdom for dem fandtes der jo mange af.
En ung mand kom hen for at tage imod madordren for Sol havde ikke ligefrem bestilt noget for Mario bare så han vidste hun ikke havde en finger med i spillet eftersom han jo kunne tro den var forgiftet, hvilket hun jo ikke ville gøre, for nok ville hun gerne lade være med at betale ham men hun ville dog ikke dræbe for det.

[Mario "Storhammer" Lucifer]

Mario nikkede "Det var egentlig også det jeg troede." hans øjne fulgte stadig kvinden, ind til hun forsvandt ud af døren. "Jeg skal nok lade være med at snage." sagde han, for han kunne godt fornemme på hendes tonefald at hun ikke ville dele nogle hemmeligheder. Han var heller ikke interesseret i at vide det. Han så på den unge mand. var tavs et øjeblik. "Hvad end det er i alligevel er igang med at lave af mad ude i køkkenet." sagde han og så på sin ledsagerske. "Hvor bor Isfolket egentlig henne?" Han havde hørt navnet et eller andet sted før, men han kunne ikke lige placere slægten i nogen del af landet.

[Sol Angelika]

Den unge mand sagde ikke noget men bukkede bare af dem inden han gik ud i køkkenet igen fordi han lige så godt kunne tage noget af det mad de var i gang med at lave, for efter Myst havde forladt stedet så var de begyndt at servere noget mere kød, noget der glædede folk en smule men de savnede nu alligevel den gode mad som den elver havde lavede det.
Sol så dog bare roligt med Mario hele tiden, med et blik der var fyldt med hemmeligheder for hun kunne fortælle en masse om mange af de folk der var herinde, men hun holdt tæt med det fordi hun ville miste sin forretning ved at snakke for meget. ”Min familie har bosat sig i udkanten af Nirelia, men jeg bor på grænsen sammen med mit barnebarn og til tider min fætters søn” svarede hun blot for hun var nok skylden i at familien var mere splittet men den del var hun lidt ligeglad med så længe den ikke blev mere splittet men isfolkets ramte havde brug for et fristed hvor de kunne være dem selv.

[Mario "Storhammer" Lucifer]

Mario gengældte hendes blik. Dog uden alle hemlighederne. "Det er jo nok derfor at jeg ikke rigtig har hørt om dem" sagde han med et smil "Er din fætter og barnebarn troldfolk lige som du, eller hvordan man nu skal sige det" Den unge mand kom ind med maden, og Mario takkede ham og begyndte at spise. Det smagte overraskende godt, stedet taget i betragtning. Han nikkede anerkendende. "Ikke dårligt, helt klart bedre end jeg hav.... Er der et problem de herre?" der var to mænd der sad og stirrede intenst på ham. Marios toneleje var irriteret. "Har jeg mødt jer før, eller kan man få lidt fred fra jeres belastende blikke?" mændene svarede ikke men så blot væk. "Jeg tror jeg har smidt dem ud på et tidspunkt, jeg kan bare ikke lige huske hvornår" sagde han med en lavmældt, men alligevel munter stemme. "Er det nogen du kender?"

[Sol Angelika]

”Isfolket var også mest kendt den gang min onkel Tengel levede, han var en kendt healer” svarede hun blot til hvorfor der ikke rigtigt blev talt om isfolket mere, for hun mente selv det var grunden. ”Vi er dem som bliver kaldt de ramte i familie, på grund af vores øjne. Vi tilhører den mere mørke del af familien” forklarede hun bare roligt for hun var nu ikke genert eller noget over hendes familie, til gengæld var hun ret stolt over at være en del af den, selvom hun ikke tilhørte den gode del af den.
Da den unge mand kom ud så Sol bare roligt på ham inden hun igen lod blikket hvile på Mario, inden hun så lod blikket glide over på dem han blev irriteret over, dog så hun ikke noget til det for der var jo ikke nogen videre grund, for hun ville ikke kæmpe hans kampe, det regnede hun med at han var mand nok til selv at klarer, dog kom hun alligevel til at smile skævt da han sagde han havde smidt dem ud sikkert. ”Det tvivler jeg ikke på, for du kan jo med lethed smide nogen over dine skuldre” kommenterede hun selvom det ikke helt havde været meningen men hun kunne ikke helt lade være med at sige det, for han havde jo en kropsbygning der tyde på han godt kunne gøre det. Men hun så dog over på mændene igen og stirrede intens på dem for at huske om hun havde set dem før. ”Ja det har jeg vel, men de siger mig ikke meget så de har ikke været vigtige” svarede hun bare da hun lod blikket glide over på Mario igen.