|
|
Post by Anna-Sophia on Feb 5, 2012 0:30:15 GMT 1
Lyden af hestehove der ramte stenunderlaget gav genlyd i området omkring ruinerne. Et sted som Alyssa holdt af, fordi det mindede hende om en lille del af Telrúnya - Hendes land, som nu lå i ruiner. Hun krympede sig ved tanken, og de fine ansigtstræk fortrak sig i sorg ved tanken om hendes elskede forældre og hendes lille søster. Hvad kunne få folk til koldblodigt at slå en 6-årig pige ihjel der skreg om nåde? Tári havde aldrig gjort nogen noget. Tværtimod var hun elsket af de fleste.
"Ssch Badger." Sagde hun stille med en stemme så blid som smør. Hesten sagtnede farten, og stoppede ikke langt fra den største af bygningerne, Alyssa slap tøjlerne og gled ned fra den knap så bekvemme damesaddel hun red i. Hun rettede diskret på sin kjole og kåbe. En let, ikke ret tyk pelskåbe som holdte godt på varmen men som tilgengæld var svær at opvarme hvis man tog den af igen. Praktisk, og dyr - Det kunne ses både på den, og på kjolen som var håndlavet, broderet og hvor det meste var i silke.
Hun fjernede et par hårnåle, og lod den lange fletning som havde været sirligt snoret op i en frisure falde ned af ryggen, tog så fat i tøjlerne igen og førte hesten over til et træ i udkanten af ruinerne. Hun bandt den fast, velviddende at den var lydig men elskede at vandre væk - Og så var hun i problemer.
"Usstan'm taudl bauth vel'bol uriu verkte ghil" Sagde hun stille, på sit eget, gamle sprog som de allerfæreste genkendte, og som hun kun brugte når hun var alene.
"Usstan brorn vel nau uss rin'ov schii bauth rebuilding nindol k'lar" fortsatter hun stille og rørte ved et par af stenene. Smilede svagt da et firben tittede ud fra under den, på trods af at hun næsten ikke havde rørt den.
|
|
|
|
Post by berus on Feb 5, 2012 1:03:01 GMT 1
berus godt igang med at slå en røver hoved i stykker i det sidste del af en mur de andre røveres lig lå rundt omkring med en eller flere lemmer hugget af og en enkelt med et sværd i halsen de havde troet en mand uden nogen synlige våben var et nemt offer men de opdagede han ikke var så våben løs så de troede og han gav slip på røver gik hen til sværdet og satte den på plads han havde fået en del sår men han havde lagt mærke til dem før nu mest fordi hans rustning havde taget det værste men han hørte kort en hest så han gik hen mod lyden og så en ung kvinde og han sagde mens han bukkede for kvinden "undskyld mig den dame kan de mund tro hjælpe mig med at finde en som muligvis kunne lave mine sår" og lige da han var færdig med at sige det faldt han sammen
|
|
|
|
Post by Anna-Sophia on Feb 5, 2012 1:15:32 GMT 1
Hun vendte sig om da hun hørte en rustning rasle og et øjeblik efter kom en mand til syne. Hendes ene hånd fløj op foran munden, og øjnene udspiledes i rædsel.
"Elemmírë Calmcacil?!... Jamen hvad.." Nåede hun at sige inden han faldt sammen og fik hende til at hoppe et lille skridt tilbage af forskrækkelse. Hun skælvede svag, ved synet af blodet, bulerne og skrammerne i rustningen.. I det hele taget hele hans skikkelse, men tog så mod til sig, bekymret som hun jo trodsalt var og knælede henne ved ham.
Man kunne ikke have fundet nogen værrere til at give førstehjælp end Alyssa. Lille, beskyttede Alyssa som ingen fysisk styrke havde og hvis sarte mave var tæt på at vende sig ved synet af blod. Hun tøvede men fik ham, langsomt og besværligt vendt om så han ansigt i det mindste vendte opad, tog hans puls og tjekkede om han stadigvæk trak vejret. Allerhelst ville hun ride efter hjælp, men hun turde ikke bare lade manden ligge her, og hun var så ynkelig fysisk svag at hun aldrig ville få ham op på en hest alene.
Hun begyndte langsomt og møjsommeligt at få hans rustning af ham, for med den på var det ikke nemt at få et overblik over hans skader, da hun havde fået overdelen fri - Efter adskillige minutters kamp - rejste hun sig op og smuttede hurtigt hen til hesten, hvor en lille vanddunk hang i en rem ved sadlen. Hun frigjorde den og smuttede på hurtige og nette fødder hen til den tilskadekomne, knælede ved hans ansigt og hældte lidt vand over hans hoved i et forsøg på at vække ham.
"Vær nu sød at vågne.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.." peb hun ynkeligt, tydeligvist dybt ulykkelig over at være så hjælpeløs og opskræmt ved tanken om hvad der kunne være sket. Hun rev et stykke af det nederste af sin kjole i stykker - efter lidt kamp igen, og efter at hun havde bidt en sliske i den så den var nemmere at rive af - og begyndte at forbinde et af de værste sår på hans ene arm med let rystende hænder. Hun kaldte stadig og fortsatte med ind imellem at hælde lidt vand i hovedet på ham, forsøgte at få ham til at vågne op.
|
|
|
|
Post by berus on Feb 5, 2012 1:34:43 GMT 1
berus havde ingen trøje under sin overdel at sin rustning og han en tatovering på panden som stod for sclavus som var det eneste minde om sin tid som slave og da han fik hældt noget vand i ansigtet tog han fat om kvindens håndled og åbnede øjnene og sagde stille "er jeg død og kommet i de dødes rige hvor det er kun mænd som har haft et hårdt liv og hvor kvinder er næsten lige så smukke som en gudinde" han var ikke ved sine fulde fem for han ville aldrig sige så noget til nogen som helst selvom han syntes det var rigtigt
|
|
|
|
Post by Anna-Sophia on Feb 5, 2012 1:46:57 GMT 1
Det gav et ryk i Alyssa's håndled da han greb fat omkring det og hun veg lidt tilbage, så skræmt men bekymret på ham og så så ned i jorden med rosenrøde kinder. Han var tydeligvist disorienteret og forvirret, og sikkert med mange smerter. Et lille forsigtigt smil dannedes sig på hendes læber, og fik hele hendes ansigt til at lyse lidt op i det hun så over på ham igen og rømmede sig let.
Hun havde stadigvæk røde kinder da hun talte, og hun så ham ikke i øjnene. Hun syntes selv hun var ganske køn, men hun blev stadig genert og akavet når folk gav hende komplimenter, men det varmede indeni og gjorde hende alligevel glad. Også fordi han var vågnet op.
"Gudskelov er De ikke død... Jeg blev så bange et øjeblik. Du må have fået et slag til hovedet." sagde hun stille, forsigtigt og frigjorde sig forsigtigt fra hans greb, rørte forsigtigt med fingrene ved hans tinding inden hun rev endnu et stykke af det nederste af sin kjole. "Jeg.. Jeg vil gerne hjælpe Dem, men jeg er bange for at jeg ikke er meget bevendt Sir.. Kan de ride? Eller fortælle mig hvor det gør ondt, og hvad jeg skal gøre?" Spurgte hun forsigtigt og musestille.
Det var ganske tydeligt at hun var lidt flov over at hun ikke kunne være til mere hjælp end hun var, og at hun virkeligt gerne ville hjælpe ham.
|
|
|
|
Post by berus on Feb 5, 2012 1:58:27 GMT 1
berus så forvirret på kvinden og sagde "Sir mit navn er Beruserukeru væsen som er næsten lige så smuk som en gudinde" han lukkede øjnene kort og sagde med lidt mere kraft i " hvis deres hest kan bære mig i rustninge så skal de bare få os hen til en som ved noget om den slags" og han gav slip på hendes håndled og at røre kvindens hår og sagde "og et pandebånd så ingen kan se min tatovering kvinden svar for solen og månen"
|
|
|
|
Post by Anna-Sophia on Feb 5, 2012 2:21:42 GMT 1
"Beruserukeru." Gentog hun med et svagt nik, for at huske det. Hun rødmede og så væk et øjeblik for at skjule det, og nikkede så igen langsomt for sig selv. Det gjorde hende genert, glad men forvirret og lidt hektisk når han fortsatte med at komplimentere hende. Hun bed sig let i underlæben og sendte ham et mildt smil.
"Ja, du er godt nok blevet slået i hovedet.. Hårdt." mumlede hun og så over på ham igen, uden dog at se ham i øjnene. "Mit navn er Alyssa. Alyssa Faelivrin." sagde hun stille inden hun nikkede ivrigt. "Badger kan sagtens klare det. Han er robust" Sagde hun med et varmt smil. Hun rakte ham det stykke af sin kjole hun netop havde revet af, det var lige langt nok til at han kunne bruge det som pandebånd. Så rejste hun sig op, holdte hænderne op efter hans sidste sætning, og rømmede sig let for at få lidt af sin koncentration igen. Badger var en god, robust hest, den var endnu ikke så gammel men kunne godt bruges som arbejdshest i kort tid, og nemt som ridehest for en overvægtig handelsrejsende med en masse overvægt.
"Bliv siddende.. Jeg får ham over til dig." sagde hun hurtigt, lidt hektisk og genert inden hun hurtigt smuttede over til hesten. Hun bandt med hurtige fingerbevægelser remmen op og trak den med sig over til ham, så Berus mere eller mindre kun skulle rejse sig op og komme op på den. Hun slap den da de var der og bøjede sig ned, rakte ham en arm. Det var ikke meget hun ville kunne hjælpe ham med at komme op, men lidt kunne hun vel.
Hun måtte dog hurtigt lige gribe fat i tøjlerne til hesten, "Badger! Stå stille!" Beordrede hun i en forbavsende streng stemme, som meget sjældent kom frem fra hende. Da hun havde fået den standset rakte hun begge armen ned til ham igen, for at hjælpe ham op.
[/center] |
|
|
|
Post by berus on Feb 5, 2012 2:39:58 GMT 1
berus satte stoffet om sin pande mens han satte sig langsomt op og grinede kort at hesten og sagde "hest du skal ikke lave ballade nu for den smukke kvinde skal bruge din hjælp" tog fat i hendes arme hev sig hurtigt og stod stille et øjeblik før han sagde lidt som om han var fuld "de må undskylde ... men jeg kan ... ikke dy mig" og kyssede hende på munden og begyndte at grine dumt og lagde en hånd på hesten og satte sig op på den normalt ville han aldrig gøre det og han ville også være ild rød i hovedet men han var meget bleg i hovedet af blodmangel
|
|
|
|
Post by Anna-Sophia on Feb 5, 2012 2:58:09 GMT 1
Det trak i hendes mundvige da han grinede af hesten og hans ord. Hun kunne dårligt blive mere rød i hovedet, og rystede bare et par lokker løs, så det dækkede hendes ansigt nogenlunde fra siden. Det meste af håret var dog stadig holdt i den nydelige fletning der dansede ned af ryggen på hende.
Hun gav et lille ryk for at hjælpe ham op, men det var ikke ret nødvendigt. Hun så undrende op på ham da han talte som om han var fuld, og nåede lige at rynke øjenbrynene inden han kyssede hende på munden.
Hun stivnede lidt og da han fjernede sig igen trådte hun lidt tilbage og rørte ved sine læber, forvirret og overrasket. Hun rystede svagt på hovedet af ham og sig selv, trippede let et øjeblik og så ned i jorden. Efter et par minutter genvandt hun dog talens brug og så op på ham med et smil gemt i mundvigen.
"Mhm.. Går De altid rundt og kysser fremmede piger?" Spurgte hun i et forsøg på at lave sjov, men rystede så hovedet af sig selv og tog fat i tøjlerne, vidste ikke om hun ville op på hesten. Den kunne sikkert godt bære dem begge, men alligevel.. Og så den store rustning.
Hun gik et par skridt frem, og hesten fulgte villigt nok med, så så hun op på ham med hovedet en anelse på skrå.
"Kan du vejen til din ven?" Spurgte hun forsigtigt, for selv havde hun ingen idé om hvor det kunne være.
[/center] |
|
|
|
Post by berus on Feb 5, 2012 3:10:08 GMT 1
berus grinede kort og sagde "nej kun to andre kvinder har kysset mig den ene er min mor og den anden er min søster" og rejste sig op så forvirret på hende og sagde "den nærmeste ven ... jeg har er ... to uger væk ... herfra du kan ... få mig til ... en by finde ... en læge eller ... hvad de nu ... hedder der er ... penge i den ... lille pose" han så på Alyssa rette en hånd ud efter hendes hår for at røre det for han syntes det lignede det guld men han vidste godt han ikke var helt ved sig selv lige nu
|
|
|
|
Post by Anna-Sophia on Feb 5, 2012 15:18:03 GMT 1
Hun så op på ham og lagde hovedet lidt på sned. Han var en svær mand at placere, aldersmæssigt. Alligevel havde hun svært ved at tro at han ikke havde kysset en eller anden. Selv hun havde haft sine erfaringer med den slags, på trods af hendes forsigtighed. Hun ville ikke åbne sig for nogen, var for bange for at brænde fingrene.
Hun nikkede svagt, ville ikke sige noget om at hun ikke havde et problem med finansiering. Hun var langt fra fattig, og ville ikke tillade ham at betale for det, han havde andre ting han kunne bruge sine penge på.
"Infierno ligger ikke så langt fra." sagde hun med et let smil, for det var jo trodsalt den nærmeste by. Så tøvede hun, for hun vidste ikke meget om manden, han kunne være eftersøgt eller berygtet i Darklia, og derfor ville undgå byer. På den anden side vidste hun ikke hvor alvorlige hans skader var.
Resolut begyndte hun at trække hesten efter sig, igennem naturen, tog sig ikke af at han rakte ud efter hendes askeblonde hår, lagde faktisk slet ikke mærke til og gik bare med et stille, blidt smil klistret på læberne.
|
|
|
|
Post by berus on Feb 5, 2012 15:55:05 GMT 1
Han var 1754 år gammel men han så ud at han var omkring de 26 og han havde rejst de fleste af årene og så havde han været en slave hvor han koncentreret sig mere om at overleve og han sagde "guld hår må ... man få lov ... til at røre ... dine fantastiske ... læber igen" og smilede dumt til hende
|
|
|
|
Post by Anna-Sophia on Feb 5, 2012 18:11:17 GMT 1
Alyssa var ganske vist kun 17 år gammel, men havde oplevet mange ting. Ting som hun nu var tvunget til at tie ihjel, såsom mordet på sine forældre, lillesøster og nedbrydningen af sit elskede land. Hun kunne se både yngre og ældre ud, alt efter hvilke folder hendes ansigt lagde sig i og hvordan hun klædte sig. Ligenu så hun dog ret tilsvarende ud, og meget uskyldig, genert og bly som en viol.
Hun så op på ham med et smil i mundvigen, imens hun gik roligt og forsøgte at undgå at hesten skramlede for meget rundt. "Vi får se.."" sagde hun inden hun så hen af stien igen og rystede svagt på hovedet for sig selv. Bekymrede manden sig overhovedet ikke om sine skader? Sine sår, og smerter?
Han var stadig svær at placere for hende. Hun havde jo ingen mulighed for at vide hvor gammel han var, udfra hans udseende. Det var en lektie hun hurtigt havde lært. På en måde opførte han sig temmeligt ungt, men det kunne også sagtens være enten en maske, eller fordi han havde fået et slag i hovedet, så indtil videre gik hun bare udfra at manden var lidt omtåget, desillusieret.
Der ville gå en lille times tid før de ankom til Infierno, for lidt vej var der trodsalt, og med hende på gå-ben ville det tage sin tid.
"Har De ondt nogen steder?"" Spurgte hun blidt uden at se op på ham, holdte blikket på vejen foran sig. |
|
|
|
Post by berus on Feb 5, 2012 18:31:44 GMT 1
berus så på Alyssa og sagde roligt "jeg har lært for mange år siden at kunne holde smerter væk i noget tid som ikke behøver at tænke over det men det er ved at komme av" det var bagsiden når han var gået i blodrus og nu var det ved at gå væk og han satte sig lidt mere op og sagde "tror du ikke det ville gå hurtigt hvis du satte dig her op"
|
|
|
|
Post by Anna-Sophia on Feb 5, 2012 21:21:42 GMT 1
Hun rynkede let de fine øjenbryn, "Men... Hvis man ikke kan føle smerterne, så kan man jo heller ikke få et overblik over hvor slemt ens skader er?" Sagde hun, halvt som en konstatering, og halvt som et spørgsmål. Hun gik et par skridt mere og så op på ham med et let smil og et enkelt hævet øjenbryn.
"Jo, det ville det sikkert. Men med den rustning er du ikke helt let... Badger vil sikkert godt kunne bære os, men ville det ikke være synd?" spurgte hun og klappede blidt hesten på mulen med et skævt smil. Hun havde stor respekt og kærlighed til dyr i det hele taget.
"Desuden ville jeg ikke kunne holde dig på hesten hvis du gled af... På den her måde kan jeg fungere som stød pude." sagde hun og hentydede til at hvis han faldt af, stod hun i position til at forsøge at gribe ham på den her måde. Hun ville ikke kunne bære ham, så langt fra, men han ville slå sig knap så hårdt hvis hun var imellem ham og den hårde jord. |
|
længe siden 
