A day a way from the kids

[Turo]

Toru sad på en af de rasterne mure der var ved ruinerne, solen skinde og man kunne tydelig mærke sommeren var begyndt men dog var der ikke helt så varmt som midt på sommerne, toru sad i sin normale kjole og nød solen på sin hud. hun sukke og prøve at slappe af, men tankerne om gambit og shade og drengen køret rundt i hovedet på hende og det gjorde hende skør, hun sukke og hørt hænderne gennem håret og kigge op i himlen, og kigge på nogle skyer der drev forbi men de line lidt hendes små drenge der hjemme, hun savne dem men nu hade hun fået order på at slappe af og bare hygge sig lidt mens gambit passe drengen, hun vist også godt de var i sikkerhed hos gambit han var en god mand, hun syntes det var helt underligt at se ham så blød og kærlig det var hun jo ikke vand til. hun sukke og hoppe ned af muren og begyndt bare at tulle rundt mens hun nynne, ganske stille og prøve at tænke på noget andet men i sær tanken om shade hun faktisk var bleven forelske i efter den nat de var i seng sammen, hjemsøgt hende og i sær tanken om han ville tage drengen vis han nogle siden opdage de fandste hvilke hun ville prøve at undgå med alt kraft for de skulle blive hos hende, hun ville ikke miste det dyr bareste hun eje og hade.

[ben]

Dagen var smuk, endnu en grund til at være munter og glad. Oppe i skyerne farede en skygge afsted, de store smukke hvide vinger bredte sig fra hans ryg og gjorde man kunne tro han var en fugl. Specielt fordi at han fløj så højt oppe. Da han så sit mål, smilte han stille for sig selv, han endte med at lande midt i ruinerne, elegant som han var. Hendes nynnen gjorde ham helt glad, men han vidste hvor hendes tanker var og at hun havde svært ved at lade dem være og bare slappe af. Benjamin vidste jo alt om hvad der forgik alle steder, eller i hvert fald der hvor han ønskede. Og det var ikke svært at følge med i deres lange tragieske historie. Roligt gik han igennem ruinerne, han nød solen der varmede hans overkrop som var bar. Kun et par løse hvide bukser klædte hans krop, selv fødderne var nøgne og nød græsset som kildede når han gik. Han lyste næsten op i solen, de varme dybe mørkeblå øjne studerede Toru, han ventede på at hun opdagede ham, for det var jo sjældent man så en engel og han ville så nødig forstyrer hende, før hun sagde noget til ham. En sommerfugl fløj hen til ham, den satte sig på hans underarm, hvilket kildede og han lo kort, men så så genert op og grinte lidt igen.

[Turo]

Toru gik virkelig bare i sin egen tanker, der var ved at sprænge hendes hovede eller sådan føltes det. hun gned kort panden hun hun så op i himlen, så på fugle der fløj forbi og i sær en stor en der suse af sted og forsvandt. hun hæve øjne bryne lidt men trak på skulderne og trippe hvider mens hun prøve at slappe af, men det var håbløst hun ville slappe beder af vis hendes babyer var hos hende. hun hørt efter lidt tid en latter og dreje hovedet mod latterne og vine i chok, "hvor kom du fra! og hvem er du!" udbrød hun i ren chok som hun hade smidt sig ind mod en væg og klammer sig ind til den, hun hade virkelig fået et chok, hun troede hun var helt alene her uden og så stod der en mand og gloe på hende, hun stirre på ham og tur ikke slappe af før hun hade studer ham lidt og rødme en smule, det var da en utrolig smuk mand der stod der, hvad lave han sådan et sted som ruinerne, hun så flovt ned og slap også taget i muren og lag hænderne bag ryggen.

[ben]

Et medfølende og undskyldende blik kom i hans øjne, han gik et par skridt mod hende og så bare på hende med de dybe blå øjne. De var som havet, mindst lige så beroligende. Det var svært for ham ikke at få det dårligt over at have givet hende sådan en forskrækkelse. Lige nu kunne hun nok ikke se hans vinger da de var foldet sammen omme på ryggen, men mon ikke hun pludselig fik øje på dem. Han lagde hovdet på skrå og studerede hende lidt, jo det var skam hende.
"Om forladelse Toru, det var ej min mening at skræmme Dem." Lød hans stemme varm og mild som sommervinden der fik fat i hans korte lokker og som ramte hans nøgne overkrop dejligt. Det fik ham til at smile glad, der var altid noget positivt at finde frem i verdenen. Man skulle jo bare kigge godt efter. Benjamin bukkede roligt, hvilket afslørede hans vinger, så hvis hun ville vide hvor han kendte hendes navn fra, svarede det nok på hendes spørgsmål.
"Mit navn er Benjamin, og det glæder mig at møde Dem." Lød det så roligt fra ham, han rettede sig rankt op og stod som et stort lys med et smil kun til hende. Lige her var han for at gøre hendes dag fantastisk og for at lade hende vide at der var nogen som holdte øje med hende og passede på hende og børnene oppefra.

[Turo]

Toru så på ham da han snakke til hende, hans øjne fange toru temmelig tydelig for hun stirre ind i dem. "hvor kender du mit navne fra?.. er det shade der har sendt dig.. " spurt hun tydelig vis letter panisk selv om, denne framme mands smile hurtig fik hende til at køl af og stod bare og så på ham, "hvordan..hvordan kan du have vinger på ryggen.. hvad er du" hun holdt sig ind mod væggen, mens hun så på ham. mens hun studer hans krop nøjne måske en andelse for åben lyst selv om hun hurtig så op på hans øjne igen, de var jo nærmeste til at svømme i. hun stod bare med hænderne bag rygge trykke ind mod muren og vente på en god forklarig på at han kendt hendes navne, hans navne lå meget godt i munden, det var et nemt navne at huske for den sags skyld så det gjorde det vel nemmer at huske det vis hun overhovede mødt denne underlig mand igen.

[ben]

Frygten der kom fra hende gjorde ham lidt trist til mode, men han holdte sit beroligende smil på læberne og det imødekommende rare blik i øjnene. Han gik lidt tilbage, for ikke at skulle trænge hende sådan op af væggen, han foldede stille sine vinger ud og kiggede lidt på dem. Vidste hun ikke at der fandtes engle? Når, så han havde mere at lære hende.
"Shade har ikke sendt mig, men han er en af grundene til at jeg er her. Ser du, jeg er en engel Toru, jeg er himlens sendebud til væsner i nød og fortvivelse. Og din frygt for at Shade tager dine børn, har bragt mig ned til dig. Jeg ved alting Toru, ned til mindste detalje. Det er mit job." Lød det varmt og blidt fra ham, han endte med at sætte sig i græsset og læne håret godt tilbage, her duftede han til sommerens skabte liv og smilte lykkelig. Sådan var han, altid lykkelig over de små ting og hans glæde havde det med at smitte af. Roligt kørte han sin hånd hen over græsstrående og grinte endnu engang da det kildede. Verdenen indholdte meget ondt, men hvorfor se på det, når livet kunne være så skønt hvis man havde glæde i de små ting?

[Turo]

Toru så på ham, og kigge på vingerne. en engle? fantes der virkelig sådane væsner? hun troede bare det var røver historier. hun så på ham da han fortalt hvorfor han var her, men det der ramte hende meste var han vist alt! lige frem til mindste detalje. hun rødme og lage armen om sig, "Perverse engle" hvæse hun og så på ham, hun så på ham "hvad kan du hjælpe med.. hvem siger du kan løs det kæmpe problem jeg har.. han får dem ikke.. de bliver hos mig.. " sag hun fast og stod op af væggen og kigge på ham, mens han satte sig ned. han var en underlig mand, og væsen for den sags skyld. hun ville ikke lade shade for drengen, de skulle blive hos hende til de var voksen og kunne bestemme selv.

[ben]

Da hun sagde han var pervers, rødmede han lidt og så ned.
"Nej, nej, du forstår ikke. Jeg kender til alt om dine problemer." Mumlede han så, lige turde han slet ikke se på hende. De mange dage han havde studeret hende, havde hun virket som en sød og rar person, hun virkede helt fjendtlig nu og han følte det var hans skyld. Måske var Benjamin ikke den rette til denne mission? Hans smil var forsvundet, for det virkede nok klamt at han bare blev ved med at smile. Roligt sad han og nærmest aede græsset, han tænkte lidt over hans næste træk.
"Altså, ehmm." Lød det mumlende fra ham, han tog en hånd om i nakken og kløte sig lidt forvirret, for mange blev mere fasineret af hans væsen end bange og ja, fjendtlig. Benjamin valgte at rejse sig, han stod roligt og så rundt, for han kunne ikke få sig til at se på hende.
"Jeg er her for at hjælpe dig med at tage det roligt. I stedet for at bekymre dig om hvor længe du har drengene, så nyd at du er den som har dem. Lev livet med dem, nyd hvert eneste sekund og tag intet for givet. Det er spild af tid at være så bange. Frygten ødelægger gode stunder for dig. Jeg er den der skal fortælle dig at alt nok skal gå. Vi er nogle som holder øje med dig. Som Gambit." Sagde han så stille, stadig med en blid og varm stemme, til at gøre hende bare lidt tryg. Lyset som var om ham var klart anerledes end bare solen som gav genskær i de hvide bukser.

[Turo]

Toru så på ham, lag mærke til hans smile forsvandt og han rødme lige som hun gjorde. "du burte tænke før du taler.. du fik det til og lyde som du hade luret på hvad jeg lave.. af ting der ikke kommer andre ved" hun rødme stadig og så på ham, "så du vil prøve at få mig til at slappe af.. ja det skal nok lykkes" mumle hun og gik så stædig hen og satte sig for and ham "nå.. lade mig så se.. hvordan vil du få mig til at smide min bekymringer om min børns ve og vel væk og glemme at deres far muligvis en dag opdager deres eksistens og tvinger dem fra mig" hun så helt roligt på ham, hun var nok det man en kaldt en rigtig høne mor når det kom der til. hun sad roligt mens vinden lege med hendes lage en smule pjuske hår, mens hun bare vente på at han begyndt at snakke på ny, "nå ja.. udskylde hvæser riget.. men det er altså ikke lige hverdag en engle dumper ned og begynder og snakke om ens problemer som var man en åben bog" hun smile roligt.

[ben]

Igen kløte han sig lidt i nakken og smilte skævt.
"Altså de fleste bliver glade og forundret over at nogen faktisk er der for dem og kan fortælle dem alt nok skal gå." SAgde han så, Toru havde jo ikke lige reageret som han havde forventet. Roligt følte han vinden glide hen over hans bare bryst, han nød varmen som solen bagte ned over dem, fuglene der kvidrede løs og de mange smukke syn der fandtes. Der skulle som sagt ingenting til at gøre ham lykkelig, noget at hoppede ikke gik over på noget tidspunkt.
"Du må virkelig undskylde jeg ikke gør mit job godt nok. Jeg............. Jeg har fejlet stort." Lød det så trist og skuffet fra ham, han så lidt rundt og prøvede at mande sig lidt op igen. Det var bare svært, for han hadet at bringe andre følelser end glæde og lykke frem i folk. Og nu havde hun allerede vist frygt, foragt og måske endda lidt vrede.

[Turo]

Toru så på ham nu blev hun helt flov når han sådan "nej nej du har ikke fejle.. slet ikke" sag hun hurtig en smule panisk og lag en hånd på hans knæ, "det ikke din fejl jeg sådan en hysse mor" hun smile blidt, "men jeg kender ikke til særlig meget godt og det ved du jo.. du ved jo alt" hun hæve øjnebryne og smile drillen, "nå.. må jeg så hør hvad vil du normalt sig for at få en som mig til at blive mere af slappe" hun fjerne roligt hånden fra hans lår og så op i himlen, og nød solens varme det var en af de ting hun var glad for hun kunne som dræber, at gå i solen og nyde den og bare ja mærke varmen det var så dejligt så længe det ikke blev for varmt. hun så på ham og smile blidt mens hun nød solen.

[ben]

Dagen var smuk, det var dejligt når sommeren indtil lande og gjorde alting nyt og varmt. Der var ingen grund til sure miner her, hvorfor være ked af det når solen skinte så smukt, alt blomstrede og fuglene sang så nydeligt? Han smilte ved hendes ord, sit blide og rolige smil, han kunne godt lide når folk rørte ham i beroligende stunder, det gjorde ham glad. Som næsten alt andet.
"Jeg giver dig tryghed og en super dejlig dag, hvis du altså tør være sammen med en pervers engel." Grinte han drillende, inden han så lidt mere seriøs ud. For det var jo ikke sjovt at hun havde det som hun havde det og han var der for at lave om på dette igen. Hvilket han virkelig havde i sinde at gøre. Roligt tog han hendes hånd og gav hende det mest beroligende blik han havde at give.
"Jeg ved at du er bekymret for dine smukke drenge, men Shade får ikke lov til at røre dem. Der er en grund til at Gambit blev sendt i din retning, at vi gav ham lidt samvittighed. Desuden, så er jeg der altid og tro ikke at jeg bare er en flyvene mand, nej jeg kan skam mere end det. Med lyset Toru, med lyset kan vi alt. Med din kærlighed for dine børn, kan du klare alt, selv Shade hvis det kom dertil. Nyd dit liv i stedet for at fyld det med bekymringer, dine børn kan mærke det og bliver kede af det. Nyd tiden med dem, se dem vokse op og lad dem så vide hvem deres fader er og lade dem tage en beslutning." Hans lille tale havde en tone der var kærlig og blid, han så mod hende med de dybe mørkeblå øjne som var fangende og beroligende.

[Turo]

Toru lo en smule "ja også måske kunne jeg godt give dig en smule tid men også kun fordi du en sød pervers engle.. men helt ærligt vær sød ikke at holde øje med alt hvad jeg laver okay" hun rødme en smule. hun lytte til det han sag, og kunne enlig godt se hvad han mente med det. hun gik jo faktisk og bekymre de små ind at gør dem trygge, "ja okay.. kan godt se hvad du mener" mumle hun og sukke "hehe.. jeg kan umulig klare shade.. han har lige som meget mere magt ind jeg har.. og da drengen er hans har han fakisk krave på dem" hun sukke og så på ham, "ja ja skal nok prøve at slappe af og 'nyde live' men så må du vise mig hvordan man gør det?" hun så på ham og smile blidt mens hun bare så ham ind i øjne, og lod ham holde hendes hånd. toru nød nu det dejlig sommer vejre, og den blid vind og varmen der bare gjorde det meget mere behalig at vær uden for, "så i gav gambit samvigtighed... ja det forklar jo ligesom alt" hun sukke og så op i himlen før hun lod sig smide ned i græsset og bare lå og så op i himlen.

[ben]

Det passede ham godt at hun forstod, han smilte blidt og lagde sig bare ved siden af hende og pejede op i himlen. Der var ingen skyer, himlen var bare smuk blå og klar.
"Du nyder vejret lige nu. Sådanne ting, læg mærke til dem." Hviskede han stille, roligt lukkede han øjnene og lå helt stille. 7 sommerfugle kom flyvene og satte sig på hans brystkasse som hævede sig roligt op og ned. Dog var det svært ikke at grine, for det kildede vildt meget. Da han rykkede lidt på sig fløj de op og væk, han satte sig op og så efter dem.
"Hvis du er et med dit sind og nyder dine omgivelser, kan alle føle sig tryg ved dig. Ser du, hvis du fik et kram af mig, ville du kunne mærke hvad jeg mener." Sagde han med et varmt smil over de smalle læber. Hans rolige sind og glæden i hans hjerte gjorde at enhver der blev omfavnet af ham følte alt nok skulle gå. Ruinerne var på en måde slet ikke så triste at se på. For jo der var en sørgelig ting bag den historie, men der var jo sket så meget nyt efter og man burde bare være stolt af at slaget var overstået for mange år siden. Benjamin rejste sig og strakte sine vinger og sin krop, han var over 2 meter høj, så han lavede noget af en stor skygge.

[Turo]

Toru kigge bare op i himlen, det lød lidt underligt skulle hun bare nyde tingen omkring hende? det gjorde hun da for det meste også når ikke hun tænkt på drengen, "et kram af dig? sikker på jeg tør det" spurt hun drillen og satte sig op da han rejset sig, hun så op på ham. hun så lidt rundt, nye de små ting? der var jo mange små ting i verden men om hun lige frem kunne nyde dem alle. hun rejste sig op og børste sin enden for jorde og græs og så bare rundt, hun hade en følelse af nogle så på dem men igen det kunne også bare vær hende der var parnoid, "måske ville et kram vær godt" mumle hun mens hun så rundt, og bare lod øjne køre rundt for at finde ud af hvad det var der kigge på dem.