måneskinsbad

[spurv]

liv smil blev mindre men forsvandt ikke hun forstod intet af hvad der sketet. hun vred sig lidt i hans greb og kom med et enkelt meget lille udbrud af smærte, men stod så helt stille satdigt smilende med med forvirede og lidt bange øjne. * hvad er det han gør* *hvorfor gør han det ** jeg er jo nøgen* *avvv det gør ondt hvorfor**hvad laver han** jeg fryser* *hvad er det han gør* disse tanker for igennem hendes hoved med voldsomt fart hun fodstod ikke hvad han gjorde det var helt uden for hendes fatte evne

[Valentin]

Han sugede lidt af blodet til sig og drak det grådigt og kunne egentlig godt lide smagen, det var ikke ligefrem det værste han havde prøvet ihvertfald. Der gik dog ikke så længe inden han igen trak hovedet til sig og slikkede det sidste af blodet af såret inden han slap hende. Hun skulle jo også have blod nok til at kunne klare sig, hun skulle jo ikke miste alt for mange kræfter endnu, han ville ikke risikere at dræbe hende for tidligt. Hun kunne nok godt bruges, så hvis ikke han fandt andet at bruge hende til kunne han vel altid bruge hende til at tage lidt blod fra en gang imellem

[spurv]

liv så undrende op på ham med et blegt smil " hvorfor hvofor gjorde de det" spurgte hun med undren, ærkenvred eller angst i stemmen hun så på ham og mærkede at hendes knæ var blevet bløde nu hvor han ikke holdt hende oppe mere, hun kkunne se blodet, og det brændte i siden på hendes hals hun sank sammen på gulvet enlig ikke med vilje men hendes ben var blevet så bløde hun så undrende op på ham, med spørgs,mål i øjende. pågrund af den nu opstået blod mangel og hendes manglende tøj vendte kulen tilbage og hun begyndte at ryste ikke af angst men af kulde. hun bed sig i læben og prøvede at få sig selv til at stoppe hun søgte ned mod fløjten og lod hånden glide om det kælige velkendte og beroligende metal.

[Valentin]

Han gik hen og samlede hende op og lagde hende hen på den store seng som dominerede en del af værelset, der var jo ingen grund til hun lå på gulvet, selvom han egentlig var ligeglad, men så kom hun ihvertfald ikke i vejen for ham, og hvis der kom noget blod på sengen eller et andet sted fik han bare sine tjenere til at ordne det senere, det skete jo den slags, og han var ligeglad han behøvede jo ikke selv at gøre rent efter sig, det tog tjenestefolkene sig af. Han stod på gulvet foran hende og så ned på hende "Fordi det er mig.. Jeg lever af folks blod, jeg får næring og nydelse af folks blod og smerte.. Jeg føler ingenting, fordi mit hjerte er koldt og dødt, ligesom jeg selv har været hele mit liv.. Derfor.." hans stemme var rolig og afslappet, men dog stadig ret kold og helt drænet for enhver følelse, eftersom han aldrig følte noget, glæde, sorg, smerte, kærlighed, savn, frygt, og mange andre er følelser han aldrig havde kendt til, og egentlig heller ikke ville føle, han havde aldrig forstået følelser eller interesseret sig for dem

[spurv]

Liv så forbløftet ind i hans øjne da han løftede hende op hun smilede svagt og mærkede den bløde seng under hende,, hun ar ikke van til at ligge så blødt og normalt ville hun syntes det var ubehageligt men ikke idag idag sank hun ned i den, det var allerede holdt op med at brænde hun smilede svagt hun var pludseligt så træt . hun smilede og ragte hånden op til ham og lagde den kort på hans kind og lod den så falde mens hun så ind i hans øjne med sine egen der var helt utroligt blå " det gør mig ondt, men så det godt jeg kunne hjælpe lidt" hun smilede og krøllede sig sammen om sin fløjte i sengen med hendes gylne hår ude til side

[Valentin]

Han så væk igen, kunne ikke klare godheden og den naive uvidenhed i hendes unge blik, det var ynkeligt. Hans blik udtrykte intet andet end kulde, tomhed og vrede, som var de eneste få følelser han kendte til. "Du burde sove" sagde han køligt med ryggen mod hende, uden at vende sig om igen "Du har mistet en del blod, ikke ret meget men du vil nok være lidt afkræftet til du vender dig til det, så din krop har nok brug for noget hvile"

[spurv]

*vænner sig..* tænkte liv men ret meget mere nogede hun ikke hun smilede og mumlede noget om at hun skulle ud og finde sit tøj når det blev lyst. og så faldt liv i søvn med hænderne knuget om sin fløjtet og et lille smil om munden. fra hende kom en meget lav nynnen, hun sov men istedet for folk der snakkede i søvne nynnede hun og der faldt ligesom en fred og ro over stedet. og dem der måtte høre det

[spurv]

liv vågnede ed et smil på læberne . hendes hals vr øm men som så meget andet slog hun det fra sig. hun strakte sig i den bløde seng og hun havde ikke noget tøj på lagde hun forundret mærke til. hun kunne ikke helthuske hvad der var sket, men her var meget rat, en ting kunne hun dog huske hun skulle finde sin kjole hun steg ud af seng og begyndte at synge for sig selv det var en gamel kærlighedes hymne, magien fyldte igen rummet selvom hun ikke selv var klar over det. hun hørte at døren blev låst op og en dreng kom ind med lidt mad nogettj hun så undrende på ham. og tog gladimod det. drengen kiggede underligt men deet tog hun sig ikke meget af. " jeg skal inde min kjole " sagde hun og begyndte glad at synge igen. drengen nikkede som i trangse og sønt alle hans ordre gikpå noget anfet havde han glemt , det og der gik ikke langtid før liv syngende og glad gik ud af hovede døren.. det to hende meget lang tid flere dae faktisk at finde tilbage, hldigvis havde hun fået lov at beholde den slidte kjole. det tog hende yderlige en dag at finde hendes kjole igen det var beskidt men det kunne ordnes vd søen.

//out