måneskinsbad

[spurv]

Liv stop på breden og kiggede ud over vandet. månen var stor og rund og lavede genskin i det blnke vand. natten var lun og måen gav et stærkt lys. liv smilede det kriplede i hende for at hoppe i. hurtigt løsnede hun sit bælte og hev kjolen oer hovedet. så stod hun lidt med bæltet i hånden. i bæltet hang een lille sølvfløjte som skinnede i månelyset. hun bed sig llet i læbe og spændte så bæltet med fløjten fast om hendes nøgne liv. så så hun opmod månen og med en hurtig bevægelse hoppede hun ud i floden, og ned i det kølige vand

[Valentin]

Valentin var som sædvanlig ude på en tur i natten, da han naturligvis ikke kunne bevæge sig ud om dagen, og eftersom det ikke havde været så længe siden hans sidste besøg på slottet, og han ikke følte nogen trang til at tage ind til byen eller slottet i nat, var han taget en tur på grænsen istedet, bare for at se om der skete lidt der, og se om han kunne finde noget underholdning. Ellers kunne han jo selvfølgelig tage hjem til godset og underholde sig lidt med nogle af sine slaver, måske torturer dem lidt, men nu ville han først lige se tiden lidt an, og se om han kunne finde noget at lave her først. Han var klædt i fint tøj lavet i fin silke i sorte og mørkerøde farver, som bar tydelige præg af de finere klasser i middelalderen, og det var, ligesom alt andet han ejede, skabt personligt til ham, så det passede ham perfekt. I sit bælte som var spændt om livet på ham, bar han sit sværd, og derudover havde han også et par mindre knive med sig og nogle andre småting, selvom det for det meste ikke var meget han bar rundt på, udover sit sværd, hvis ikke han skulle bruge det til et eller andet. Han var nået til floden på grænsen, og gik roligt langs vandet, og ville nemt kunne høre på afstand hvis der var andre, eftersom hans sanser på grund af hvad han var, jo var forstærket en del, og han var en af de ældre og stærkere vampyrer

[spurv]

liv lod sig være under vandet et stykke tid det var herligt at mærke det tage fat i hendes hr og hun nød og se hvor dan lysede så ud undervandet. da hun ikke kunne holde vejret mere lod hun sig glide op til overfladen. vandet brød i plask da hun dukkede op og druppede så ned i gen på søens overfladen. liv smilede gld og tog nogle svømme tag ud mod midten hvor hun lod sig glide om på rykken.

[Valentin]

Valentin fortsatte i noget tid, og begyndte så at kunne lugte et menneske længere fremme, og ud fra blodets friske lugt at dømme, så måtte det være et ret ungt menneske, og han kunne høre noget i vandet længere fremme også, og kom frem til det måtte være det samme menneske der var kilden til begge ting. Han gik lidt videre, og endte da også med at få ret, da han gennem mørket fik øje på en ung piges skikkelse ude i vandet. Han stoppede op nær det sted hvor hun havde efterladt sit tøj, og stod roligt et øjeblik og så ud mod hende, og betragtede hende med et vurderende blik. Ud fra udseendet og lugten bedømte han hende til at være ret ung, vel omkring en 15-16 år eller deromkring og ihvertfald nok ikke meget mere.

[spurv]

Liv havde ikke hørt noget hun var helt i sin egen verden, hun lod sig flyde rundt i vandet med et saligt smil på læberne. sagte begyndte hun at synge. en sang havde senget sig in i hendes hoved sangen om måne marnet.
"Hun fødtes en nat ud af nymånens favn
En blomst af dens skød og et barn af dens tid
Med en brusen i brystet af længsel og savn
Med barnlige øjne og sjælen så hvid. "
livs stemmer var klr og fin som små klokker der kimede mod månen og den virkede på en gang både meget menneskelig og umådeligt mere end det. selv om hun sang lavt sprædte der sig uden hendes egen viden en stærk magi ud over søen og alle væsner der måtte høre hendes sang. lyden/ magien bragte fred og en stille varm og glæde hos alle der åtte høre det.. det var som om selve stedet blev fredfyldt og lykkeligt
"Hun så ham i halvmånens flakkende skær
Han sang så vemodigt ved skovsøens bred
Ubegribeligt fjern og betagende nær
Med tindrende øjne så stille han sad"

[Valentin]

Valentin gjorde ikke noget lige med det samme, men så bare roligt ud mod hende med et roligt, undersøgende blik. Han kunne tydeligt høre hendes lave sang med sin stærk forstærkede hørelse, men den havde dog ikke nogen speciel effekt på ham, fordi han af en eller anden grund aldrig rigtigt havde været i stand til at føle noget, så der var derfor ikke meget der kunne ændre på det, selv ikke det meste magi, han kendte simpelthen bare ikke til nogen følelser, hans hjerte var koldt og dødt, ligesom resten af ham. En tanke strejfede ham kort og han tog derfor med en hurtig bevægelse hendes tøj som lå på jorden nær ham, og smed det væk så det lå skjult bag nogle buske lidt længer væk. Han var meget hurtigere end normale mennesker, og mennesker ville ikke kunne opfatte alle hans bevægelser, da det gik for hurtigt, og han var derfor færdig med hvad han gjorde og stod som før igen, før nogen ville have nået at kigge derhen. Hans bevægelser var hurtige, elegante og lydløse, som vinden, og forgik nærmest ubemærket for omverdenen. Hvorfor han gjorde som han gjorde vidste han egentlig ikke, men han havde brug for et eller andet underholdning, og han kedede sig ret meget efterhånden lige nu, og han havde det med at få nogle, i andres øjne, lidt underlige og uforståelige ideer en gang imellem

[spurv]

liv gled af sted uopmærksom og nød månen mens hun nag vider.
"De mødtes i fuldmånens strålende glans
I gådefuld sang blandt de hvislende siv
Og de delte en nat og de delte en dans
Den dans, der skal til for at skabe et liv

Hun fødte da halvmånen lyste så klart
Den yndigste blomst folded’ bladene ud
Og den strålede stille, så yndig og sart
Med perlende farver i fineste skrud

Hun døde da nymånen skjulte sin glans
Ved natmørke sø sov hun syngende ind
Men den blomst træder end i de levendes dans
Til minde om hende og fuldmånens skin"
da hun var færdig med sangen gav hun et lille glad suk fra sig og svømmede smilende ind mod land. med rolige skridt gik hun op ad vandet og vred let sit hår. med kærlige finger lod hun hånden glide ned over den lille fløjte ved hendes side. så brgyndte hun at lede efter det sted hun havde lagt sit tøj, hun var kommet et godt stykke ned af floden og der gik lidt tid før hun fik øje på manden der stod der hvor hun mides hun havde lagt sin kjole, hun smilede stort uden at tænke på at hun var nøjen " godaften" sagde hun med den søde rene stemme

[Valentin]

Valentin så roligt på hende og lod sig ikke mærke med hun var nøgen, bortset fra bæltet med sølvfløjten. "Godaften.." sagde han med et roligt blik og sin sædvanlige, lidt kølige, stemme. Hun kunne da måske godt blive underholdende, han skulle nok godt kunne finde noget at bruge hende til, han skulle ihvertfald lave et eller andet for han kedede sig ret meget efterhånden, og hun så da ud som om hun nok godt kunne bruges til et eller andet, men det ville han jo finde ud af. Og kunne han ikke bruge hende kunne han jo altid bare dræbe hende, torturere hende til sindssyge eller efterlade hende halvdød et eller andet sted eller noget, det afhang lidt af hans humør, og så om han fandt hende interessant eller ej

[spurv]

liv smilede igen og lagde hovedet på skrå, hun nærmede sig ham stille og roligt og så rundt efter sit tøj *hvot mon det er blevet af* hun takkede sig selv for at have beholdt beltet på i vandet. fløjten var det vigtigste for hende, men der var odg også en lille dolk, som man kune to hvis ikke man kendte liv at det var for at forsvare sig. liv tangte dog ikke i de baner den hang bare i bæltet og noget skulle man jo bruge til at spise med.. " undskyld mig hr men de har vel ikke set en kjole her omkring" spurgte hun sødt

[Valentin]

Hans blik hvilede fortsat roligt på hende, uden at ændre sig overhoved, og der var ingen følelser at spore i hans ansigt overhoved "Nej det har jeg ikke" sagde han roligt, og man kunne på ingen måde se eller høre på ham at han løj, han havde altid været ret god til at lyve, og kunne også altid selv se på folk når de løj overfor ham. Han stod bare roligt og så på hende, og udviste ikke nogen truende adfærd, han havde godt nok stadig sit sværd i bæltet, og et par knive på sig, men så længe det bare hang i bæltet kunne det jo heller ikke virke truende og han var ret rolig lige nu, selvom han dog kedede sig ret meget, og manglede noget underholdning snart

[spurv]

Liv smilede bare glad i hendes hoved var der ikke noget der hed løg og hun troede blindt på ham " hihi så ser de ud som om jeg skal på skatte jagt" sagde hun med den søde stemme og så på ham, der var et eller andet mystisk over ham men det bed hun sig ikke rigtigt fast i. " jeg hedder Liv"

[Valentin]

"Valentin" præsenterede han sig selv med en rolig stemme, stadig uden nogen spor af følelser overhoved. Han vidste ikke om hun havde hørt om ham, men hun vidste sikkert ikke hvem han var, men det skulle hun nok lære på et tidspunkt. Han var en ret gammel og magtfuld vampyr og Zills personlige rådiver, så han havde en del magt og kunne da også et par ting, men lige nu bekymrede han sig ikke så meget for det for han var begyndt at kede sig ret meget efterhånden og skulle nok snart finde på et eller andet underholdende at lave, ellers ville han bare begynde at kede sig alt for meget, og det endte aldrig ret godt, specielt ikke for dem der var omkring ham

[spurv]

liv smilede og nejde sødt " det mig en glæde at møde dig " sagde hun igen med den fine stemme mhee hvor var mon hendes tøj, hun smilede " jeg tror nok jeg har hørt om dig, eller det vil sige jeg mener da manden i sangen hed det" hun smilede og lagde hovedet på skrå " har du lyst til at hjælpe mig med at finde min kjole"

[Valentin]

Hans blik var roligt, og havde en svag mystisk glød der ikke var helt til at finde ud af hvad var, da han altid havde været noget nær umulig at læse "Det kan godt være, det ved jeg ikke noget om.." sagde han bare roligt og var helt afslappet i sin holdning, selvom han kedede sig ret meget lige nu og ville snart have et eller andet underholdning, for ellers blev det for kedeligt "Det kan jeg vel godt.. Jeg har noget tøj du kan låne hvis det er? Jeg bor ikke langt herfra.. Så kan vi nok også få nogle til at hjælpe med at lede, det er nok ikke så nemt for dig at finde her i mørket"

[spurv]

liv smilede stort " det meget pænt af dem hr " hun neeede igen og begyndte at lede vider efter sit tøj, det var nok rigtigt at hun ikke ville finde det her i mørket, *det kan være vinden har flyttet det , selvom der ikke rigtig var nogen* *mhee men hvad nu hvis det kom meget langt vækhun havde ikke råd til noge nyt og hun var begyndt at fryse "jeg kigger lige i området, jeg er ikke van til at gå nøgen med folk hjem " hun fniste en sød lille uskyldig latter. hun var ikke genert over at være nøgen ved en sø men hun gik ikke bare sådan nøgen rundt i almindelighed