Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Feb 8, 2012 21:33:08 GMT 1
At blive eskorteret rundt af store mænd hele tiden var Okume blevet træt af, specielt hvis en af dem var hendes bror, så hun var flygtet fra skoven og havde nået ud til stranden for første gang i hendes liv. I bøger stod der hvor smukt havet var, men hun havde aldrig troet at det var sådan et smukt syn der ramte hende. De brune øjne var mere betaget end nogensinde, hun sad på en sten med benene helt oppe under sig. Den varme sommervind greb fat i det mørke hår og fik det til at kilde hen over hendes skuldre og duften af havet til at fare lige i ansigtet på hende. Indtil videre havde hun kun set en person på stranden, en lille dreng som var faret vild, men han var lykkelig, for han havde vidst heller aldrig set stranden. Dog fandt hans forældre ham. Okume var dybt betaget af alt dette, hun følte en frihed, lykke og følte for at gøre noget skørt, som at løbe rundt i sandet. Hendes sandaler havde hun allerede smidt, de lå for enden af stenen. På hendes krop var en smuk sandfarvet tynd kjole, inde under havde hun en lysergrøn kjole, den sandfarvet var bare for at dække mere af hendes krop, den var faktisk unødvendig, men hun brød sig ikke om at vise for meget hud til alle mulige. Hun var jo en fin dame, med gode manere og ingen havde fået lov til at røre hende andet end at kysse hendes håndryg. De drømmende øjne gled roligt hen over havet som hun studerede, mens hendes tanker flød frit og hun for en gangs skyld havde dette frie lykkelige følelse.
|
|
|
Post by Mathayus Blackwood on Feb 8, 2012 22:04:32 GMT 1
Mathayus kom gående langs vandet han var stadig meget trist over at havde mistet gina mathayus stoppede op og så ud over vandet havde på latterlige pirater ikke taget ham med sig så havde han stadig været sammen med gina og kunde nyde sit liv sammen med hende han kom med et søgmodigt suk hvor efter han vente sig om og så der sad en ung dame som så letter bange ud men samtidig så så hun ud til at nyde det virkelig meget at side der og se ud over havet *hvor ville jeg ønske du kunde være ved min side gina* hans tanker fløj rundt i hoved på ham en ting var hans snart skulle i krig men på samme tid havde han også misted gina han var virkelig træt af sit liv lige nu
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Feb 8, 2012 22:16:20 GMT 1
Horisonten virkede så fredelig, men hun lagde mærke til en mand som gik med hovedet tyngende. Det var tydeligt at han ikke var helt glad, Okume bed sig i læben, skulle hun? Han så så forfærlig stor ud, måske var han farlig, og dog, det ansigt og den sorg han bar rundt på, det var umuligt en fasade. Roligt hoppede hun ned fra stenen, burde hun overhovedet blande sig i andres liv? Hendes påklædning viste for en gangs skyld ikke hvor rig hun var, hun lignede en som var middelklasse. Ikke rig, ikke fattig. Mange havde dømt hende for at være af en velhavende familie og det var hun træt af. Samtidig gik mange mænd efter hendes penge og hun blev bedt som giftemål flere gange i løbet af en uge. Trættende....... Vidste ingen hvad rigtig kærlighed var? Roligt gik hun ned mod vandet, efterlod sine sko og så mod bølgerne som gled ind over sandet og forsvandt igen som blev de trukket af et reb. "Jeg havde aldrig forstillet mig at stranden kunne være så smuk." Sagde hun så bare med et lille smil, som var det til hende selv, men også på en måde til ham. Selvom han stod lidt langt væk fra hende, var det dog tydeligt at høre hendes smukke stemme.
|
|
|
Post by Mathayus Blackwood on Feb 8, 2012 22:35:35 GMT 1
Mathayus så kort over mod,hende "hmm ja det er det ved enlig det havde bare været dejligt at havde en man elskede til at dele det med" hans stemme var trist og man kunde tydeligt høre på ham han var trist og led af sorg i sit hjerte "det er ikke altid det er så smukt som du syntes det er nu andre gange er,det onde,personer,som tager,alt fra en og fjerner alt smuk rundt om en på få sekunder" mathayus satte sig ned i sandet og så ud over havet "andre gange er det et godt sted man kan søge til for at finde en indre ro og koble helt fra og bare give sig til at snot koge for,sig,selv" hak fik et lille smil på læben men det varede kun meget kort før det forsvandt igen
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Feb 9, 2012 9:46:08 GMT 1
Havet beroligede hende, men det han sagde fik hende da til at blive lidt utryg, hvad mente han med det? Det virkede så roligt og smukt, hvordan kunne det ødelægge? Okume så bekymret på sit medvæsen og bed sig blidt i læben, hvad kunne man gøre? Han lod til at have mistet en han elskede, det havde hun aldrig selv prøvet, for hun havde faktisk aldrig haft en kæreste. Selvom hun var over 1000 år. "Det kan jeg så ikke udtale mig om. Jeg har aldrig haft en som jeg elskede, ud over min bror. Men han gør jo kun tingene sjove, ikke smukke." Lød det stille fra hende, hun satte sig roligt ved hans side og så stadig ud mod vandet. Den varme sol bagte stadig ned, dagen var næsten kun lige startet, så hun skulle ingen steder lige forløbig. Desuden, så af hendes gode og omsorgsfulde væsen, følte hun ikke at hun kunne gå fra ham når han var så ked af hende. Roligt lagde hun en hånd på hans skulder. "Er........ Er det noget du vil tale om?" Spurgte hun forsigtigt, for hun ville ikke have han blev vred eller noget. Tænk at have sådan en stor mand på nakken. Okume var høj, men hun følte sig helt lille og spinkel ved siden af ham, hvilket fremkaldte noget skrøbeligt i hendes sind. Men han virkede også bare så skræbelig, noget forfærdeligt var sket, det kunne hun da se på ham og det påvirkede hende. Trangen til at hjælpe ham voksede kun med de triste blikke og miner han kom med. Dog fik hans lille smil hende til at smile. "Det er første gang jeg er ved havet, så det ved jeg intet om. Andet end at jeg føler mig fri og så føler jeg lykke. Jeg tror det er skønheden ved en anerledes natur end bare skoven." Lød det drømmende fra hende som hun smilte blidt og lukkede øjnene da endnu en vind gled igennem det lange mørke hår.
|
|
|
Post by Mathayus Blackwood on Feb 9, 2012 18:26:59 GMT 1
Mathayus så roligt på hendes hånd "nej jeg har ikke lyst til at,tale om det i nu jeg skal selv lige bearbejde det i mig selv før jeg kan tale om det men jeg kan sige så meget at jeg har mistet den person jeg elskede højre ind noget andet" mathayus stemme var rolig men stadig ret trist han lukkede roligt sine øjne i et øjeblik "men stranden er et dejligt sted at være især når man kan få lidt ro og fred så bliver det ikke meget bedre ind stranden tidligt på dagen og som dagen gå kommer der vare flere og flere mennesker" han åbnede roligt sine øjne og så på hende med eg roligt blik "mit navn er mathayus og deres,er ?" han smilet lidt til hende igen men kun et lille et
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Feb 9, 2012 18:44:37 GMT 1
Det var ikke fair at miste den man elskede, det var ligesom mange af de kærlighedsromaner hun havde læst, men de endte også lykkeligt nogen af dem. Kvinden eller manden der havde mistet, fandt ny kærlighed og levede lykkeligt til deres dages ende. Dog var Okume godt klar over at dette var virkelighed, hun havde bare aldrig mistet før, så at sætte sig i hans sted var så godt som umuligt. "Jeg er ked af tabet. Det må være hårdt." Lød det næsten hviskende fra Okume, hun havde fjernet sin hånd igen og så nu bare ud mod bølgerne mens hun holdte om sine ben. Her prøvede hun at forstille sig hvordan det ville være at miste sine forældre eller bror. Tanken stikkede noget så grufuldt i hendes hjerte. Roligt lagde hun sit hoved på sine knæ og så mod ham med et roligt og blidt blik. "Lad os være dus, jeg er så træt af at være formel. Hvis det altså er ok. Mit navn er Okume." Lød det stille fra hende, alt det fine og formelle var dejligt, hun elskede sin luksus og ville ikke undvære noget. Men der var bare så mange der intet havde og det gav hende dårlig samvittighed. Et sted ville hun jo gerne hjælpe alle. Gad vide hvor ham her boede? Hun tykkede lidt på navnet, det var egentlig flot og på en måde passede det slet ikke til hans store ydre, men nok på hans indre. Selvom han var så ked af det. De andre ord, havde det været en hentydning til at han ville være i fred? "Hvis jeg forstyrre, skal jeg nok gå igen. Jeg så bare det triste blik og blev bekymret, en, en lille svaghed jeg har." SAgde hun så varmt med et lille smil. Men havde han brug for tid alene, så forstod hun skam godt. Det var jo grunden til at hun var taget derud, men hun elskede nu altid selvskab.
|
|
|
Post by Mathayus Blackwood on Feb 9, 2012 19:31:48 GMT 1
Mathayus kom med et lille grin "du ved godt at i gamle dage skulle man give hinanden et kys før man kunde blive dus" sagde Mathayus med et lille grin i stemmen mens han puffede drillende til hende "men du behøver skamme ikke at kysse mig" Mathayus så ud over havet med et roligt blik i øjne "nej bliv enlig det er rat at møde en ny person man ikke kender som er så imødekommende som du er" sagde han med et lille smil på læben mens han så ud over havet *hmm hun er da meget sød at tænke på andre på den måde* tænkte han mens han stille og roligt så ud over vandet
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Feb 9, 2012 19:49:35 GMT 1
Aldrig i hendes liv havde hun kysset nogen på munden, hun rødmede helt ved hans ord og så genert ned mellem sine knæ inden hun rejste hovedet helt igen. Det var sjovt at tænke på hun var så gammel, men stadig ingen kæreste havde haft eller en flirt for den sags skyld. Okume havde læst alt for mange kærlighedsbøger, for hun drømte bare om det perfekte øjeblik hvor hendes første kys skulle foregå og være helt igennem perfekt. "Ja jeg har også fundet ud af at elvere generalt er det venlige folkefærd. De personer jeg har mødt har været så fjendtlige. Hvilket væsen er du egentlig?" Spurgte hun nysgerrigt, hans skub havde nær tiltet hende, men hun havde ladet som ingen ting. Dog kunne hun ikke lade være med at lave trutmund og puffe blidt til ham, selvom han nok knapt rørte sig ud af flækken. "Solid som en klippe." Mumlede hun genert, så lidt rundt inden hun igen smilte sødt til ham. Det var lidt skræmmende, for nu havde hun mærket hans overarm og ikke nok med den så stor ud, den var stenhård jo. Okume havde aldrig set så stor en mand, så hun kunne ikke lade være med at studere ham, elvere havde jo så meget mere fine træk og det kom virkelig bag på hende at nogen havde så mange muskler. Hvis Berus troede han var stor, gad hun godt se hans fjæs hvis han nogensinde mødte Mathayus.
|
|
|
Post by Mathayus Blackwood on Feb 9, 2012 20:54:12 GMT 1
Mathayus smilet lidt skævt ved hendes spørgsmålhvor efter han fik noget jord til at komme op fra sandet "jorddæmon" svarede han med en rolig stemme mens han lavede den ler agtige jord om til et lille fint rose hoved "den er til dig vis du vil havde den som et lille minde om vores hygge dag her eller som et minde om du har fået en mand som mig i bedre humør" hun havde hjulpet ham ret meget allerede nu men han var stadig ret trist men det kunde han godt gemme lidt væk for nu for det ville være ret så trist at side sammen med en som,bare helle tiden ville være trist og sort og det var ikke lige frem hans sti at være på den måde
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Feb 9, 2012 21:10:22 GMT 1
At jord kom frem og han sad og formede det, fik hende til at se spændt til hvad han lavede og hun var helt forundret, for jorddæmoner havde hun kun læst om. Rolige væsner så at sige, så bange behøvede hun ikke at være. Et lille gisp kom fra hende ind imellem, fordi hun var så nysgerrig og helt overvældet af hvad han kunne. Roligt tog hun imod rosen, rødmede stort og så på den med et studerende blik og vendte og drejede den i sine fine fingre. Selvom det ikke var en romantisk gestus fra ham, så var det stort for hende at få sådan noget af en mand som ingen hensigter havde. Derfor rødmede hun, det var flov for hende et sted. "Jeg er glad for at du er i lidt bedre humør. Det betyder meget for mig at kunne hjælpe." Sagde hun stille med et sødt smil, hun studerede rosen og var helt paf over at han kunne sådan noget. Tænk på alle de ting han kunne gøre med sine evner. Okume sad og forstillede sig de smukkeste statuer og figurer. Hendes lille smil blev mere drømmende og blikket gled bare ud over havet som hun sad og var lidt væk i kunst og smukke ting.
|
|
|
Post by Mathayus Blackwood on Feb 9, 2012 22:32:17 GMT 1
Mathayus sat og synes det var ret sødt hun var så disponeret over så lille en ting som en jord rose så skulle hun bare hvide hvad han kunde med sin fulde kræft men han havde også godt lagt mærke til hvordan hun havde studeret ham "har du aldrig set andet ind elver før enlig det helle virker ret nyt for dig syntes jeg" sagde han med en mere varm og rolig stemme ind hidtil mathayus fandt det ret hyggeligt at side og snakke med hende det var rart for ham at få lov til at tænke på andre ting ind gina selv om han på ingen måde havde glemt hende overhoved mathayus lage sig ned og så op i himlen det var nu en dejlig sommer dag at tage på stranden i og det kunde man også godt se andre folk syntes det var for som tiden gik kom der flere og flere folk til
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Feb 9, 2012 22:47:08 GMT 1
Det var dejligt at høre hans stemme ændre sig, hun blev faktisk helt blød indeni af at høre det. Han virkede virkelig rar og det hjalp hende til at slappe lidt af. Roligt gled hun selv ned i sandet, men vente rundt og kiggede på ham, for han var stadig meget spændende at studere. "Lad os bare sige at jeg har folk der er virkelig overbeskyttende omkring mig normalt. Men i dag, er jeg stukket af og oplever verdenen. Hvis bare nogen kunne tage mig væk og lade mig se verdenen med mine egne øjne og ikke igennem bøger." Lød det drømmende fra hende, hun så sig selv møde en mand der ville tage hende med storm og give hende et uforglemmeligt eventyr. Okume rødmede lidt, for de håbløse drømme blev afbrudt af et par elskende som stormede ud i vandet og grinte. Hun sukkede og så så på Mathayus, det måtte ikke være rart at være der lige nu. "Selvom jeg ved at ting derude kan være ubehagelige og farlige, så vil jeg bare gerne selv se det, jeg vil vide at den trygge bobbel jeg lever i, ikke er alle steder. Jeg vil lære om de nye horisonter." Forsatte hun så med en stor iver i sin stemme, hun så ned af sig selv, hun havde lyst til at smide sin overkjole, men der var bare så mange og så var han så tæt på hende. Ingen havde set mere end hendes arme og fødder, hendes hals. Aldrig havde hun noget nedringende på. Sådan måtte hun absolut ikke gå.
|
|
|
Post by Mathayus Blackwood on Feb 9, 2012 23:03:10 GMT 1
Mathayus satte sig kort op og send,sin t-shirt sp han kun sad,i shorts så vente han sig om på maven og lå og så lidt på hende mens hun lå og talte "hmm det kan jeg nu godt følge dig i men du skal huske at passe på dig selv men så længe vi er sammen idag skal jeg nok søger for de ikke kommer og tager dig med ind i skoven før du selv har lyst til det" han så kort på de to som løb ud i vandet "tror du enlig på kærlighed ved først blik som bare holder ved for livet" hans stemme var spørgende og ledende efter eg svar han var selv i tvivl om han ville komme til at føle det han havde følt for gina og han kom til at føle for en kvinde på samme måde igen der var nogle piger som kom over mod mathayus efter han havde smidt sin t-shirt og han sp opgivende på okume pigerne kom hen til ham og spurgte om han ikke ville med dem ud og bade "ellers tak piger jeg liger lige,og har,det hyggeligt med,hende,her ved,min side" pigerne så på okume med,et ondt og hadende blik som om hun havde taget mathayus fra dem
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Feb 10, 2012 9:17:50 GMT 1
Den eneste overkrop på en mand hun havde set var hendes broders og det var endda før han rejste, så de havde kun været børn der. Så hun rødmede lidt og så ned mod sandet som hun tegnede blidt i. Rosen havde hun lagt foran sig, den var så fin og hun blev helt varm hver gang hun så på den. Det mindede hende om at livet stadig havde sin rytme uanset hvor mange ændringer og vendinger livet tog. "Jeg leder faktisk efter en ledsager til at vise mig til rundt i Nirelia og måske grænsen. Darklia har jeg fundet ud af man skal holde sig fra. På den lidt hårde måde desværre." Hun smilte skævt og så lidt på hans ansigt, det var egentlig rart at se på. Men han kunne nok godt se rigtig skræmmende ud når han først blev vred. Noget hun ønskede aldrig nogensinde at se. Tanken om hvordan de sjofle mænd havde taget fat i hende og lagde planer højt fik hende til at væmmes. Heldigvis var en kommet hende til undsætning. Det havde været hendes første eventyr, hun var kommet hjem igen og efter det havde hendes forældre og bror sat flere grænser og prøvede at passe mere på hende. Da nogle piger kom hen og ville have ham med ud og bade, så Okume lidt undrende op på dem, hun smilte dog ved at han valgte at blive hos hende, for det fik hende til at føle sig lidt speciel, for pigerne der var faktisk rigtig kønne. Deres blikke fik hende dog til at så ned i sandet, for det var ikke rart at nogen så sådan på en og hun blev lidt forvirret af det, for hun havde da ikek gjort noget? "Jeg ved det ikke, jeg har aldrig været forelsket før." Sagde hun så lavmeldt og rødmede stort, for det var lidt pinligt, hun havde da en drømmefyr i sine drømme, som tog hende med storm og viste hende alle de smukke ting i livet, som kyssede hende og overfaldte hende for sjovt alle steder. En hun kunne være klodset med for at han altid ville gribe hende i sine store stærke arme. Et lille drømmende suk kom fra Okume som hun forsvandt helt ind i sin drømmeverden med den perfekte kærlighed.
|
|