|
Post by Gizon Kaitseb on Sept 22, 2013 19:39:51 GMT 1
det var en meget blæsene dag da Gizon var ude af ride på sin ynglings hest Misa en stor gylden Oldenborg. han kom til skoven og skridtede igennem den og kom til en smuk sø. Gizon hoppede af og gik roligt over til søen og så på en sten der log lige i kanten formet som et hjerte. han tog hånden ned og tog den op og betragtede den ganske rolig. han mærkede et puf i ryggen og lagde stenen i lommen og rejste sig og nussede hesten. Hans grønblå øjne kiggede ind i de store brune øjne. han anede ikke hvad hun ville men nussede hende stille og roligt. hun følte sig måske bare overset. vinden fangede Gizons hvide hår og han satte sig ned i græssen og hesten lagde sig ved siden af.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Sept 22, 2013 20:18:14 GMT 1
Morgenstunden var startet ud med et kæmpe skænderi, de ord som var gledet over de ellers smukke læber, var knapt så kønne i sig selv. Moderen havde gispet forarvet og faderen hævet stemmen og slået ud efter hende, noget havde gjort hun efterhånden havde fået nok. Det var endt i hun bare skreg i vrede, tog sin talerken, smadrede den i gulvet og forlod dem med tunge vrede skridt. Lige mod hendes værelse gik det for at pakke lidt tøj og andet i en taske, for så at stikke af. Hun havde pakket sig selv godt ind, med en brun knælang jakke, machtende brune støvler som gik op af hendes leg og inden under havde hun en lysegul kjole på, samt langt undertøj i form af posede underbukser. Det var det som hun var plaget til at gå i. Øv! Hun havde ALDRIG haft et par bukser på, selvom hun da tit havde drømt om hvordan det måtte være, hvor måtte man have meget frihed, ikke at skulle tænke over om man nu gjorde folk kunne se op under skørterne. Nirelia's natur havde hidkaldt hende, nu ville hun på oplevelse tur og savnede de hende, kunne de måske tænke over hvordan de opførte sig over for hende! Hun havde haft fået et godt langt lift af en tilfældig bonde, hvis lad hun måtte sidde ved, så hun duftede skønt af halm. Da de havde nået skoven, havde hun takket for turen og forladt vejen for at gå på opdagelse. Selfølgelig havde hun sin elskede violin med sig, den hang i sin rem over hendes skulder, omme på ryggen. Amadea sad på en sten og kiggede ned i det smukke vand som ville have været lokkende, hvis altså det ikke var så koldt. På hovedet havde hun en mørkerød hue med en sort kvast og om halsen et matchende halstørklæde. Hun var altid praktisk tænkende, så vejret måtte hun være forberedt på.
|
|
|
Post by Gizon Kaitseb on Sept 22, 2013 20:39:34 GMT 1
Gizon sad roligt op af hesten og så op på himlen og smilte roligt. hans mor ville ha elsket denne årstid. ikke for kold ikke for varm. lige tilpas for hende. han så på sin arm og huskede stadig da de trænede da han kun var 15. han knyttede knæven og koncentrede sig og hånden begyndte at få klør og vokse. den begyndte at få rødt skæl og få store muskler. han trak i ansigt musklerne og mærkede den skarpe smerte og forvandlede sig hurtigt tilbage og kom med et hurtigt skrig i smerte og tog sig til armen. det gjorde så pokkers ondt at forvandle. nok også en grund til han ikke gjorde det. han så på misa som prustede af ham for at sige så lad dog vær fjols. Gizon gik over til vandet og lagde armen i vandet for at kæle den ned pga serterne. han så rundt og så en skikkelse der så noget ensom og trist ud. hvad mon der var i vejen med hende. havde hun været på flygt siden hun havde den lille taske med. nej hun så alt for fin ud. måske var hun bare stukket af hjemme fra. han sank blikket ned til hans arm og mærkede hvordan det dunkede af smerte.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Sept 22, 2013 20:47:59 GMT 1
Egentlig havde hun blot sidet i sit helt egen verden, hun gispede forskrækket da hun hørte en skrige af smerte. Det gik lige igennem mag og ben, hun stirrede op og hen på en mand som så ud til at have armen i vandet. Puha det måtte da være pokkers koldt, men det var måske meningen? Nysgerrigheden var det første som kom, men også trangen til at skulle hjælpe, så hun tøvede ikke et sekund med at tage tasken og skynde sig i hans retning. Hendes blik var en anelse bekymret. Og det tog hende lidt tid at få fremstammet i sin lidt generte og måske endda en smugle bange for noget alvorligt var hent, tilstand. "Er De okay?" SPurgte hun bekymret og så ned mod ham, som hun stadig stod, med tasken i hånden og den anden pillede ved en af de røde totter som hang ud fra under huen. Selv med det her tøj, gjorde vinden sin entre lige igennem når den først tog til. Derfor, gøs det i hende når hun kiggede mod vandet og på hans arm, som ikke så ud til at fejle noget lige nu.
|
|
|
Post by Gizon Kaitseb on Sept 22, 2013 21:00:22 GMT 1
Gizon rystede i hele armen og da han så at pigen kom mod han så han bare ned i vandet. misa rejste sig og gik lidt væk da hun ikke var til fremmede. pludselig så Gizon nogle støvler foran sig og han tog hånden op af vandet selv om det gjorde smerten noget være. det kolde vand dæmpede smerten lidt. han rejste sig roligt og så på hende med et venligt smil. han holdte om armen og sagde med en rolig stemme. "Ja jeg er sådan okey. jeg har bare mange smerter i min arm. uvante smerter" Gizon så på hende og så på det røde smukke hår. hun var ihvert fald ikke tabt bag en vognstang. hun var køn, virkede hjælpsom, havde en blid stemme og så vidst han også kunne se spillede hun violin. hun var måske musikalsk ellers var det bare en hun hentede for en anden. han tog roligt armen ud og strakte den og det var tydeligt den var i smerter.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Sept 22, 2013 21:07:21 GMT 1
Da han havde rejst sig, måtte hun se op, for hold da op hvor var han høj i forhold til hende! Og han, virkede ikke så meget som en som havde brug for hjælp som han stod der og var helt.... Da hun havde ingen ord, hun blev faktisk lettere målløs, hun havde aldrig set en person lignende, men hun kom jo heller ikke i nærheden af nogle overnaturlige væsner. Mennesker var så pokkers kedelig, eller i hvert fald dem hun var i nærheden af normalt. Hun skarp lidt en grimasse, tænk at have så ondt, det mindedes hun faktisk aldrig hun nogensinde havde haft. "Mit navn er Amadea." Præsenterede hun sig så, med et fin lille nej, som hun nu var opdraget med. Man måtte vel være høflig, selvom hun egentlig hadet de fine manere, de sad bare lidt på rygraden, så lidt succes havde hendes forældre vel haft. Egentlig ville hun gerne hjælpe, men vidste ikke helt hvordan, måske skulle han bare tænke på noget andet. Distraheres? Musik plejede at få hende til at forsvinde andre steder hen, end der hvor hun var, måske virkede det også sådan på andre? Egentlig spillede hun sjældent for nogen, hun var for genert.
|
|
|
Post by Gizon Kaitseb on Sept 23, 2013 18:26:39 GMT 1
Gizon havde mange smerter ja men han var jo heller ikke van til forvandling. han så på hende da hun præsenterede sig og nejede. han tog hånden til sig og bukkede let. "Hyggeligt at møde Dem Amandea, jeg er Gizon." han smilte venligt og så på sin arm og mærkede hvordan det dunkede og han vidste det ville tage noget tid før den ville være okey igen. den skulle lige vænne sig til smerten. Gizon smilte roligt til hende og så på hendes holdning og kunne gætte hun ikke lige var fra de fattige rækker. Han så roligt ned på hendes smil og det virkede genert, hvad mon hun tænkte på. han var jo ikke tænkelæser så han kunne ikke finde ud af det lige sådan. "Tænker De på noget alvorligt?" spurgte han roligt og så på hende med hans grønblå øjne der udvidste at han gerne ville hjælpe hende vis hun tænkte på noget som hun ikke kunne klare selv.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Sept 23, 2013 18:37:43 GMT 1
"Gizon." Mumlede hun blidt, som hun tyggede på navnet. Det var specielt og hun kunne godt lide det. Hans udseende gjorde hende nysgerrig, hans hår var smukt, specielt ligesom hans navn. Generelt var han bare spændende, hun følte sig næsten draget til ham og kunne mærke hun ikke ville gå en anden vej end hans indtil hun i det mindste vidste mere om ham. Da han spurgte hende om noget rødmede hun, det gik op for hende hun som altid havde stået i sin egen lille verden. Hurtigt greb hun fat i sit halstørklæde og tog det op foran hendes kinder. "Undskyld...... Jeg stod lige i min egen verden." Indrømmede hun næsten postkasse rød i hovedet, ganske matchende til hendes hår. De gule øjne smilte forsigtig undskyldende til ham.
|
|
|
Post by Gizon Kaitseb on Sept 23, 2013 19:05:01 GMT 1
Gizon smilte stille da det tog noget tid før hun faktisk svarede. da hun så tog sit tøjklæde op til kinderne havde han set hun var rød i hovedet. han gik roligt over til hende og lagde sin arm mor hendes pande. hun var varm. men heldigvis på den gode måde. han smile og gik lidt tilbage igen og så på hende. "De er varm. Er det så pinligt at komme i sin egen verden?" han smilte til hende og så roligt på hende. han havde intet imod at man var i sin egen verden en gang imellem. det var en god måde at komme væk på fra hverdagens stress og jag. "jeg spurgte Dem bare om De tænkte på noget alvorligt"
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Sept 23, 2013 19:17:47 GMT 1
En sød varm klukkende latter kom fra hende, hun rystede på hovedet. "Min fader ville slå mig ihjel hvis jeg var uopmærksom på en anden mands ord." Forklarede hun, hun var opdraget til at det var uhøfligt og åndssvagt at forsvinde sådan væk fra virkeligheden. Heldigvis var hun langt væk, men de røde kinder lå nu stadig fint i hendes kønne ansigt. Hun så lidt rundt og tog en dyb indånding, efteråret bragte den skønne duft af svampe med sig, her i skoven og så så tæt på vandet i søen, var duften næsten døsende. Det var tydeligt hun nød sine omgivelser, hendes udstråling glødet af frihed og fred. Selvom hun var bekymret for hendes forældres reaktion når det gik op for dem hun ikke kom hjem for natten. Det var første gang hun ikke skulle sove i sin egen seng og måske blev det i en eller anden stald hun kom forbi eller en grotte. Hans spørgsmål fik hende til at smile sødt, hun fjernede halstørklædet igen og hev sin violin frem. "Jeg tænkte på at musik måske kunne få Dem til at tænke på andet end smerterne, endda glemme dem lidt." Sagde hun så med et genert smil, for hun havde aldrig spillet for andre end sin lærer og det ville være grænseoverskridende. Der var bare denne her trang til at hjælpe ham som gjorde hun hellere end gerne ville spille for ham.
|
|
|
Post by Gizon Kaitseb on Sept 23, 2013 19:54:51 GMT 1
"men Deres fader er her ikke" han smilte beroligene og var da ligeglad med de der riges regler. han var jo opfostret af en middel familie. en familie med ikke så mange regler om opdragelse. men Gizon vidste da hvordan han skulle opføre sig alligevel, han så hun tog hendes violin frem og han smilte lidt større. han elskede musik. han så på hende og så hun virkede noget nervøs. "De skal ikke gøre det vis De ikke føler dem tilpas med det." Gizon ville jo ikke gøre hun overskred en grænse hun ikke havde det godt med. men måske ville hun så meget at hun var ligeglad med hendes generthed.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Sept 23, 2013 20:03:34 GMT 1
Der kom et ekstra smil da han sagde det om hendes far, ham kunne hun godt lide, så dejligt nede på jorden. Hun tænkte det lidt igennem, hun ville rigtig gerne og hun forstillet sig over hvor smukt det måtte lyde her ude i det fri. Uden at kommentere hans ord om hun ikke behøvede dette, tog hun sit halstørklæde af og lagde det på jorden. Selvom hun bevægede sig yndefuldt og var en rigmands datter, var hun ikke sippet omkring sit tøj. Hun lagde violinen til hagen og trak sin bue frem, hun lagde den blidt på strengene sammen med hendes fingre oppe for enden. Øjnene lukkede i, som stod hun igen i sin egen verden. De toner som lød, beskrev næsten skønheden i efteråret, i både rolige, men også temperamentfulde toner som var det vindens egen melodi. Amadea stod ikke stille, hendes krop levede sig ind i musikken, hun nærmest dansede til sin egen musik som blev spillet fejlfrit. Ingen tvivl om hun var et naturtalent og at hun fuldstændig havde glemt han var der.
|
|
|
Post by Gizon Kaitseb on Sept 24, 2013 17:58:55 GMT 1
Gizon så på hende som hun stille tog sit tørklæde af. han så på hende som hun tog violinen op og han smilte. hun ville spille. ham der elskede musik skulle høre en der spillede det. han satte sig roligt ned og så op på hende som hun begyndte at spille og danse rundt. Gizon kunne se hvor meget hun nød det og hvor meget hun glemte. for han havde lagt mærke til at hun havde glemt alt om ham, hvilket sjovt nok ikke generede ham. da hun blev færdig klappede ham roligt for at vise at han kunne lig det og at hun var dygtig. hvad skulle han sige. hun var et naturtalent og helt fantastisk som hun dansede rundt.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Sept 24, 2013 18:24:49 GMT 1
Da hun var færdig, stod hun bare stadig i sin egen verden, før hun blev vækket af at han klappede og hun fik let røde kinder igen. Roligt lod hun violinen sænke, hun smilte genert til ham, inden hun hang den på plads om på ryggen sammen med buen. Så kiggede hun lidt undersøgende på ham, han lod ikke til at have så ondt mere, måske var det blot noget hun håbede på, et ønske om at gøre en forskel. Igen måtte hun fundere lidt over hvad han var for en, han så så spændende ud. Nysgerrigheden kom lidt frem igen, hun satte sig roligt ned og greb lidt ud efter halstørklædet, hvilket gjorde hun næsten lå ned på jorden. Hendes mor havde fået et føl, men Amadea elskede naturen, faktisk elskede hun at arbejde i køkkenhaven når ingen lagde mærke til det. "Hvad laver De egentlig her ude?" SPurgte hun så forsigtigt, med et sødt smil på læben og store nysgerrige øjne, som hun lænte sig frem med begge hænder i jorden. HEndes ben var foldet sammen i skrædderstilling, sådan sad hun tit når hun skulle sidde afslappet. Men det måtte man jo ikke derhjemme, så kunne man se undertøjet og sådan sad en kvinde ikke. Bla bla bla, hun kunne lige høre sin mor med sin løftede pegefinger.
|
|
|
Post by Gizon Kaitseb on Sept 24, 2013 19:05:22 GMT 1
Gizon havde aldrig haft en særlig hård opdragelse. det eneste hårde var da han var 15 og skulle træne forvandling med sin mor. hun bad ham altid om at træne og han gjorde det aldrig efter den gang. ikke efter hans far blev drabt af en slave jæger. dog troede Gizon det var en drage jæger da han hade sigtet efter hans mor som var i fuld drage størrelse den gang. Gizon hørte Amadeas spørgsmål og pegede over mod den græssende hest. "jeg valgte at tage mig en ride tur på Misa idag. hun har godt af noget motion" Han smilte roligt og så på hende som hun satte sig ned og virkede ligeglad med at man knne se hendes lange underbukser. hvilket han var ligeglad med. det vidste hun kunne være normal. ikke kun en rigmands tøs
|
|