Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Sept 24, 2013 19:30:06 GMT 1
Med en rolig bevægelse drejede hun lidt i kroppen for at se over på hoppen som græssede. Tænk at være en hest, det måtte da også være noget befriende, hvis man altså havde den rigtige ejer. Gizon virkede til at være god mod dyret, sådan at tage hende med ud på en ridetur. Amadea kunne godt mærke hun blev lidt kold omme bagi, det var trods alt blevet køligt i jorden. "Hvordan er det at ride?" Spurgte hun så med et smil, og rejste sig op igen for at køre hænderne op og ned af sin bagdel for at varme den lidt op igen. Amadea var fri lige nu, hun opførte sig som sig selv og det var befriende og ufatteligt rart. Små tanker om hun egentlig ikke ville vende hjem, gjorde hun blev lidt overrasket over sig selv, men der gik nok nogle dage og så ville hun savne sit hjem igen. Eller..... Hun rystede lidt på hovedet og drejede om sig selv, som en vind tog fat i hendes hue og blæste den et godt stykke væk. Et hvin kom fra hende, efterfulgt af et grin som hun begyndte at jage sin hue. Efteråret drillede hende og nød hun det!
|
|
|
Post by Gizon Kaitseb on Sept 25, 2013 11:07:37 GMT 1
Gizon rejste sig også roligt op og børstede sine bukser af. han så på hende da hun spurgte hvordan det var at ride. han så mod misa og tænkte over hvad han skulle svare. ja hvordan var det at ride. det var vel som at ride. "ja det er... befriende, og som atder ingen bekymringer er." han avde svært ved at beskrive noget der var så enestående som at ride. det var bare så dejligt. han så på hende som finden tog hendes hue og hun løb efter den. den var på vej mod hesten. han piftede en gang og hesten drejede sig om og nåede lige at trade på huen. Gizon gik over til hesten og tog fat i huen og hoven og løftede den og rakte den til Amadea med et varmt smil.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Sept 25, 2013 12:14:29 GMT 1
I det hesten trådte på hendes hue, stoppede hun grinende op. Fik vejret lidt igen og tog så imod huen. Amadea fik så meget styr på det røde vilde hår som hun nu kunne, efter vinden havde leget med det. Roligt rystede hun huen for blade og andet, inden hun tog den på igen. Den varmede dejligt om ørene. Hun så på hesten og tillod sig at prøve at nusse dens mule blidt. "Det gad jeg godt af prøve en dag. De er så smukt et dyr. Jeg er tit nede i staldene når mine forældre har for travlt til at opdage det. Jeg har desværre kun puslet og nusset med dem, aldrig har jeg reddet på en." Hendes udtryk i ansigtet virkede helt drømmende, hun smilte blidt for sig selv og nød varmen mod sine hænder som kom fra dyret. Roligt vendte hun blikket mod Gizon, han var så venlig og imødekommende. Langt fra som nogen af de mænd hun havde mødt. De var for højrøvet til at se ud for deres egen næse. Og penge lod til at være det eneste som faktisk betød noget og så et pænt trofæ i en køn kone at vise frem.
|
|
|
Post by Gizon Kaitseb on Sept 25, 2013 16:32:41 GMT 1
Gizon så på misa som Amadea kom mod hende. hun var ikke glad fra fremmede så hun vendte hovedet og begyndte at græsse så amandea kun rørte kroppen. Gizon vidste ikke hun var rig så hvorfor skulle han dog tænke på penge... hvorfor tænke på det overhovedet, han havde et godt liv. han smilte roligt og så på hende. "De er da velkommen ud til min gård og prøve nogle af mine rolige heste, Misa er ikke så glad for fremmede så hende vil jeg nok ikke sætte Dem op på" han smilte varmt og så på Amadea og kørte roligt en hånd igennem sit hård og ned i nakken og kløede sig. hun var så smuk og sød. hun var slet ikke som andre kvinder han før havde mødt. hun var så nem at tale med og så rolig. hvorfor havde han aldrig mødt en som hende før.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Sept 25, 2013 17:39:58 GMT 1
Det var helt utroligt, blev hun lige tilbudt at ride? Hendes øjne strålede næsten i glæde. "Det ville være vidunderligt!" Sagde hun næsten med et gisp, for hun var ikke van til at møde andre end dem indefor de riges klasser. Faktisk, var det første gang hun havde sneget sig så langt væk og faktisk var støt på nogen andre. Amadea havde helt lyst til at kramme ham, men hun nåede da at stoppe sig selv bare i at rykke sig nærmere. Nogen gange handlede hun tit overildet, af ren udtryk for glæde eller vrede. Som da hun skreg af sine forældre selv samme morgen. Hun gik lidt mod vandet igen og satte sig på hug for at røre vandet, hun gøs lidt, men smilte blidt og rejste sig igen for at se mod Gizon. "I har sikkert et helt specielt bånd, det kunne jeg godt misunde jer, min hund følger mig ikke ligefrem i tykt og tyndt. Den bangebuks." Det var tydeligt hun ønskede det samme, men hun måtte også grine lidt ved tanken om hunden som altid stak halen mellem benene. Amadea var for vild og dumdristig til at de kunne få sådan et bånd, så hun måtte være alene, som altid. Det var egentlig sødt af ham sådan ikke bare at kaste hende ud i det, men tilbyde hende en roligere hest. Betænksom, flot og utrolig sød, tænk at det fandtes. Burde hun være forsigtig, det kunne vel være et spil fra galeriet, selvom han virkede ganske troværdi og helt igennem perfekt. Tanken fik hende lidt til at rødme, gad at nogle af de mænd hendes far havde fået hende til at møde, bare havde været halvt som ham. Endnu en ting som gjorde hun ønskede aldrig at komme tilbage, hun gad virkelig ikke alt det fornemme mere, hun ville være sig selv og være selvstændig.
|
|
|
Post by Gizon Kaitseb on Sept 25, 2013 18:32:06 GMT 1
Gizon var ægte. han var ikke en løgner eller en der bare spillede for at pigerne skulle kunne lig ham. han var bare sig selv. han så på hende som hun stod og lyste op og han regnede med det var et ja. han smilte og begyndte at forklare hvor hans gård lå og hvordan den så ud. det var tydeligt på hans beskrivelse at det ikke var en rigmandsgård. men det gjorde ikke ham noget det var hans hjem. da hun så fortalte om hendes hund grinte han lidt. "min hund er kun bange for torden. men den følger mig ikke. den passer sit job. samler for og jager ulve væk" sagde han stille og tænkte roligt om hans får havde det godt. det var jo rimeligt blæsende på markerne, ingen beskyttende træer. han så på hende og smilte roligt, når de skiltes ville han mon så se hende igen?
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Sept 25, 2013 18:40:17 GMT 1
Det var tydeligt at Amadea lyttede, og at hun næsten så det tydeligt for sig, hvilket gjorde hun fik et drømmende udtryk i ansigtet. Det lød så hyggeligt, med den rigtige bondecharme og hun ville elske at besøge ham, og nu vidste hun hvor hun kunne. Hendes gule øjne smilte blidt til ham, hvor var han heldig at have sit eget, at bestemme selv, at være selvstændig. Og hun kunne ikke helt dy sig, hun var så pokkers nysgerrig. "Hvem deler De så dette paradis med?" Spurgte hun nysgerrig og munter i sindet, hun håbede et underligt sted at han ikke havde en kvinde ved sin side. Hun ville gerne lære ham meget bedre af kende, se hans hjem og have ham for sig selv. Amadea vidste ikke om hun kunne være så fræk at tillade sig at spørger om hun måtte se hans hjem, hun ville så inderligt gerne og desuden, lagde det op til kraftig regn og hendes tøj var kun god mod vinden, regnen ville gøre hende gennemblødt og sikkert også ret syg. Hendes blidt studerede ham lidt igen, han var altså helt utrolig speciel og en smuk mand, hun var ganske fasineret og da det gik op for hende hun stirrede, kiggede hun langsomt rundt omkring hende i stedet og håbede lidt hun ikke var blevet opdaget. Selvom de røde kinder stadig sad fint i hendes ansigt, men det kunne vel lige så vel være vindens kulde.
|
|
|
Post by Gizon Kaitseb on Sept 26, 2013 18:16:22 GMT 1
Gizon så hvor meget hun lyttede og fortalte roligt og smilende. da han var færdig og hun kom med sit spørgsmål rødmede han let og smilte. en at dele hans paradis med. hvor lød det faktisk rart. men han måtte nok skuffe på det spørgsmål, han havde ingen. han var alene og havde været det i mange mange år. han smilte til hende. "Jeg har ikke nogle at dele det med. ingen kvinde har ville bo på landet med mig endnu" sagde han med et smil da han ikke var bange for at indrømme at han ikke havde nogle kvinde i sit liv. selvfølgelig ikke med mindre man så Misa som en kvinde i hans liv men det gjorde man jo nok ikke. Misa var hans rolige ven og følgesven.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Sept 27, 2013 11:04:55 GMT 1
At ingen kvinde ville bo med ham, det forstod hun ikke og da slet ikke når det lød så hyggeligt og hjemligt. I stedet for fornemt og koldt, som hendes hjem var. Øv det var så trist og ingen hygge var indblandet, det var som om det faktisk var forbudt. Amadea smilte blidt til ham, hun sukkede dog lidt, skyerne gjorde det blev mere mørkt i vejret og mindede hende om hun nok burde se at komme videre. Skulle hun være fræk at spørger? Hun kunne næsten ikke lade være. "Jeg ville elske at se Deres hjem." SAgde hun så, lidt som en hentydning til at det faktisk gerne måtte være lige nu og her. At skulle tage med en fremmede var så spændende fordi det var hende forbudt, og så var han rimelig sød, dejlig og ikke mindst en flot mand. Noget som gjorde hun egentlig i al den tid de havde snakket, ikke helt kunne stoppe med at rødme. Der var den her brændende iver for at lære ham bedre af kende, se hans liv og verden, for den virkede så stille og rolig, så fri, så... så meget alt det hun gik og drømte om.
|
|
|
Post by Gizon Kaitseb on Sept 28, 2013 9:55:30 GMT 1
Gizon smilte roligt og da huun sagde hun gerne ville se hans hjem smilte han stort. mente hun nu? det ville være rart men alligevel, hans hjem var jo ikke lige et pænt hjem. der var mange rum som ikke var lavet endnu. "det vil være mig en stor glæde at lade Dem se mit hjem. skal tage afsted nu? det ser ud til at trække op til uvejr" han smilte roligt og så op på himlen og de mørke skyer. han håbede hun ville sige ja til at gå nu. han ville helst nå hjem og få sine dyr ind inden uvejret kom for tæt på.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Sept 28, 2013 10:13:09 GMT 1
Det krævede en del ikke at skulle nikkehelt vildt ivrigt og hoppe og ned på stedet som en lille pige som havde fået sin vilje og glædet sig helt vildt. Amadea stod jo sådan set og var helt klar, hun smilte sødt til ham og havde store øjne som viste at hun glædet sig. "Det ville være fantastisk, jeg har nemlig intet sted at tage hen lige nu." Indrømmede hun lidt genert, for et eller andet sted skammede hun sig over at være stukket sådan af. Og så alligevel, hun fortrød det ikke ligefrem. Der fløj sommerfugle i hendes mave, nu fik hun et rigtigt bondehjem af se, et varmt og hyggeligt, sikkert indbydende på sin helt egen charmerende måde. Han havde helt sikkert lagt sit eget præg, eller ville gøre det og det var så vidunderligt med sådan noget. Der var ufatteligt mange ting hun gerne ville spørger ham om, for hun ønskede at vide alt om ham og så måtte hun altså finde ud af hvilket væsen han var, for menneske var helt udelukket. Amadea vidste intet om nogen som helst væsner, så alle nye væsner hun ville møde, ville hun nok krydsforhøre.
|
|
|
Post by Gizon Kaitseb on Sept 29, 2013 17:55:05 GMT 1
ingen steder at tage hen. hvad med hendes hjem. var hun stukket af? det måtte hun jo næsten være men hvorfor. han smilte til hende og rakte hende hans arm for at føre hende. han klikkede med tungen og Misa kom over til ham og nussede sig op af ham. han begyndte at føre hende hjem af mod hans hjem selvfølelig når hun tog hans arm. han smilte roligt til hende og gik roligt mod byen men han ville selvfølgelig ikke gå helt mod byen men det var den vej de skulle for at nå gården. "hvorfor er det De intet steder har. er De stukket af hjemme fra?" han ville gerne vide så meget om hende. hun virkede så intrassant, så sød, så... så... det var så svært at forklare det var som om der vare var et eller andet som sagde klik omkring dem da de mødtes.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Sept 29, 2013 18:06:23 GMT 1
Der var ingen tøven som hun lod armen glide under hans og hun fulgte ham, hun glædet sig som en lille pige til juleaften. Hendes øjne strålede og hun havde svært ved ikke at lave små hop i sin gang af bare glæde og ren spænding. Amadea så på ham, hun bed sig i læben og smilte skævt. "Ja, jeg høre ikke til der. Og før de indser jeg er den jeg er og ikke den de vil have mig til at være, ja så tager jeg altså ikke hjem." Det var tydeligt hun var stædig og gerne ville have folk derhjemme til at fatte at hun var altså ikke højrøvet og fissefornem som dem. Hun kunne godt lide at gå side og side med ham, der var noget ved hans nærhed som gjorde hende ør på en dejlig opløftende måde. Næsten som om hun faktisk fløj. "Jeg ved jeg lyder som en forkælet møgunge, men...... Jeg er træt af at jeg ingenting må og min far prøver at gifte mig til en pengegladtrofæjagtende ubetænksom mand som ikke engang elsker mig eller har i sinde at elske mig." Sukkede hun, for hun kunne godt høre det lød som om hun var i en eller anden teenagekrise, men det handlede jo om som så meget andet end det.
|
|
|
Post by Gizon Kaitseb on Sept 29, 2013 18:26:15 GMT 1
han lyttede intrasseret til hende og nikkede imens de gik. han så ned på hende med rolige øjne og talte ikke før hun var færdig. han ville lade hende tale færdig som en ordenlig gentelmand nu gjorde. "det kan jeg godt forstå. At være den man er er en vigtig del af livet og at blive gift til penge glade mænd skal man ikke. det er som at sælge sig selv til en slave handler." sagde han roligt og så på hendes smukke øjne og hendes søde små glædes hop. hun var bare bedårene. mon han ville kunne gi hende et liv hvor hun kunne være sig selv... hvad tænkte han på, han havde lige mødt hende. men vis nu han kunne lade som om han var rig og få faren til at gifte hende til ham så kunne hun i det mindste være fri til at leve livet og så ville han også ha noget selvskab de sene nætter, og de kolde kedelige dage. han håbede lidt på at kunne gi hende frihed. men det var lidt dumt at tænke sådan når det var en fremmed han tænkte sådan om.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Sept 29, 2013 18:38:44 GMT 1
Endelig en der faktisk lyttede og forstod! "Åh hvis bare min far lyttede ligesom De gør. Så havde jeg ikke behøvede at råbe sådan op og stikke af. Men på den anden side, så havde jeg heller ikke mødt Dem." Kom det stille fra hende, hun rødmede lidt ved sine sidste ord, det var ikke helt gennemtænkt, men hun måtte jo indrømme han var pokkers spændende, en flot mand med et godt hjerte. Eller, det var da det indtryk hun havde tildelt sig indtil videre. Amadea gav hans arm et kort klem og lagde hovedet ind mod ham kort, hvorfor følte hun sig så tryg? Det var en totalt fremmed mand, hun vidste absolut intet om ham. Og så alligevel, så følte hun et sjovt sted hun bare altid havde kendt ham, men bare ventet på de mødtes igen en dag. Den dag var i dag. Han fik hendes hjerte til at springe et slag over når han smilte til hende og så på hende på den måde han nu gjorde. Var friheden indtil nu ved at stige hende til hovedet?
|
|