|
Post by Zeiar Visari on Jul 8, 2011 20:49:34 GMT 1
"Det skal du slet ikke tænke på" sagde han med et varmt og indbydende smil "Om du er okay, er min eneste bekymring lige nu" det generede ikke ham den slags, generelt skulle der nok en del til at irritere ham lige nu, for en gangs skyld formåede han faktisk at slappe nogenlunde af. Så gad han heller ikke spilde aftenen på irritation eller bekymringer eller andet af den slags. Lige nu ville han bare nyde natten og hendes selskab. Det var efterhånden længe siden han havde været uden for slottet, eller i så behageligt selskab. Hans blik faldt endnu engang på hende, og han lod det hvile der lidt endnu, mens han fortsat gik fremad, i samme retning som de hele tiden havde gået i. Hans tanker begyndte ligeså stille at kredse om hende, og han tænkte lidt på om hvad hun gemte bag det generte, søde, kønne ydre. Hvad hun gemte i sin fortid. Alle havde en fortid, og langt de fleste havde noget at gemme på, noget som ikke tålte dagens lys, eller som stak ud fra det normale. Indtil videre i hans lange liv havde han ihvertfald aldrig mødt en som ikke gjorde. Hvilket i høj grad inkluderede ham selv. Godt nok skammede han sig ikke over noget, og der var ikke noget som sådan han desperat holdt skjul på, men hans liv og fortid, for ikke at nævne hans personlighed, var noget som i meget høj grad gik et godt stykke ud over det sædvanlige, for langt de fleste.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jul 8, 2011 21:01:39 GMT 1
Som han forsatte, luntede hun lidt efter ham, for hun havde stået et øjeblik og bare kigget efter ham, men så satte hun efter ham og gik normalt da hun nåede op ved hans side. Hun kiggede rundt og bed sig lidt i læben, hun var ret glad for at have mødt ham, men var langt fra sikker på nogensinde at skulle møde ham igen. Roligt gled hendes hånd op af hendes arm, selv hendes egen berøring gik hende på. Mon hun nogensinde ville få sig en familie, vende sig til at have en mand ved hendes side som rørte hende hver dag og børn som kravlede op og ned af hende. Essa så lidt ned i græsset, hun smed sine sko væk som var de intet værd og nød følelsen af græsset imellem sine søde små tær. "Har De tænkt på at stifte familie?" Spurgte hun så, det ville jo være interessant at vide hvilken type han var hvad sådan noget angik. Han var jo ikke helt til at finde rundt i, men det generede hende ikke helt, så var der mere at snakke om og kæmpe for at finde ud af, hvilket hun elskede. At bruge tiden på folk var noget hun kunne gøre meget af, for hende var det vigtigt at lære en person fra bunden af at kende, for ingen kunne vise hvem han var uden hun selv oplevede det.
|
|
|
Post by Zeiar Visari on Jul 8, 2011 21:33:09 GMT 1
Han stoppede næsten op et øjeblik ved hendes spørgsmål, dog kun et kort øjeblik og snart fortsatte han nøjagtigt som før. Han gik dog i en balanceret hastighed så hun sagtens ville kunne følge med, uden noget større besvær. han tænkte lidt, inden han svarede "Ja" egentlig så havde han jo, og på en måde var det jo hans pligt som en mand a hans status og af hans stolte familie, at føre den videre. Og så hvis han nogensinde skulle få en arving, at at føre hans evner og kvalifikationer videre til denne, gennem passende træning og opfostring. Han så på hende igen, og ventede et øjeblik, inden han spurgte hende "Har du?". Familie var dog ikke hans største bekymring lige nu, og han skulle vel nok nå det, nu skulle han jo også lige finde en at stifte familien med først, da det jo egentlig var den første og vigtigste ting i den sammenhæng. Indtil videre havde han dog bare ikke rigtigt fundet nogen som kunne bruges. Der var altid et eller andet som fik dem ud af betragtning ret hurtigt. På det punkt kunne han nok være lidt krævende, da det jo egentlig nok krævede noget af den person
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jul 9, 2011 9:44:58 GMT 1
Det kunne være spændende at leve bare en enkel dag i hans verden, det måtte være så anderledes end hendes. Ikke fyldt med jord, dyr og hårdt arbejde. Blod, sved og tåre var det hendes dag kunne gå med, men hvordan var hans dag? Vel på samme måde når han trænede nye krigere til kamp, men hvad med i hjemmet? der var så meget om ham hun så gerne ville finde ud af og han gjorde hun blev mere og mere nysgerrig på hvem den mystiske charmerende mand var. "Jeg vil gerne, men jeg ved ikke lige hvordan." sagde hun med en lidt trist mine, for hun vidste jo virkelig ikke hvordan hun nogensinde skulle give sig hen til en mand igen. Der var ikke nogen hun stolede nok på til at røre hende og allerede på en enkel nat havde han rørt ved hende mere end nogen før hendes sidste episode med sin ekskæreste. Essa elskede børn og ville vildt gerne selv have nogen, være mor og give kærlighed, men det var så svært for hende. Måske ville hun blive en gammel ensom kone på farmen, uden nogen form for familie. Et suk kom fra hende, hvorfor kunne hun ikke bare lære at stole på folk igen?
|
|
|
Post by Zeiar Visari on Jul 9, 2011 10:31:05 GMT 1
Han tænkte lidt over hendes svar, og overvejede lidt hvad hun mente. Der var jo tydeligvis et eller andet hun havde i tankerne, som skulle være en hindring for hendes fremtidige families tilvejekomst. Men hvad, kunne han ikke helt regne ud. Det måtte være en af de ting hun ikke så let lod til overfladen. Men han skulle nok finde ud af det på et tidspunkt. Han havde evne for det, at finde ud af ting om folk, som de normalt holdt skjult, og ofte uden de selv bemærkede det, før det var for sent og han havde fået al den information han havde brug for, og det var for sent at trække tilbage. Han så på hende med et nysgerrigt, respektfuldt blik og smilede let til hende "Hvad er da problemet?" spurgte han hende, med en ærlig nysgerrighed, for selv han kunne ikke se ind i hendes sjæl og regne ud hvad hun hentydede til "Udadtil virker du jo noget nær perfekt, så der må jo gemme sig et eller andet indenunder overfladen, som du er bange for skal bryde ud og ødelægge det"
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jul 9, 2011 10:48:34 GMT 1
Først måtte hun gå i stilhed og tænke, hun stolede langt fra på ham endnu og mente ikke han skulle vide hvad hun havde været udsat for. Essa sukkede igen, hun forsatte i stilhed, men så så hen på ham med et roligt blik. "Perfekt..." Sagde hun så, hun kiggede op , mod månen, hvis hun var perfekt, hvorfor havde hun så ingen respekt fået? "Jeg tvivler, men Deres ord er smigrende." Kom det så bagefter, hun smilte sødt til ham, det var tydeligt hun helst ikke ville tale om det, men hun følte da at hun skyldte bare lidt forklaring. Hvordan hun skulle forklare det vidste hun dog ikke. Vinden tog blidt fat i det lange røde hår og hendes kjole, hun lukkede øjnene og nød det kort, men huskede så på at hun før var faldet netop fordi hun var uopmærksom. Essa manglede virkelig en at åbne sig op for, men ingen havde fået hendes historie af vide og dem der havde var døde nu, nemlig hendes forældre. "Jeg kan ikke lide folk rør ved mig, det gør mig utryg fordi jeg ikke stoler på dem." Sagde hun så, sådan lidt ud af det blå, han behøvede ikke vide hvorfor, i hvert fald ikke endnu. Hun så lidt ned, egentlig skammede hun sig og det var ikke rart, langt fra. Måske skulle de ind på noget der kunne gøre hende glad igen, hun var ret nysgerrig for hvor de var på vej hen og hvornår de ville være der.
|
|
|
Post by Zeiar Visari on Jul 9, 2011 11:42:18 GMT 1
"Om jeg har ret eller ej, kan jeg hverken garantere eller afkræfte.. Jeg kan kun sige hvordan jeg selv oplever dig, og det er hvad jeg gør" sagde han meget enkelt, som sandt jo også var. Han havde faktisk ikke løjet direkte for hende i løbet af hele aftenen, og kun undgået små detaljer ved få lejligheder. Det havde ikke været nødvendigt. Ikke endnu ihvertfald. Han gik lidt videre og sagde ikke noget og så ikke på hende, før hun svarede på hans spørgsmål, da lod han blikket endnu engang falde på hendes ansigt. "Det er forståeligt.. Og jeg er sikker på at du har dine grunde.." sagde han bare, mens han fortsat gik videre. Han vidste ikke hvorfor hun havde det sådan, men kunne mærke på hende med klar tydelighed at hun ikke ønskede at tale om det, og det ville han respektere. For nu ihvertfald. Selvom han sandsynligvis ville finde ud af mere senere på aftenen, afhængigt af hvordan tingene udspillede sig herfra. "Nu er vi der snart" sagde han, for at skifte emne, da han kunne mærke på hende at hun vist havde brug for det lige nu.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jul 9, 2011 11:56:36 GMT 1
Det kildede helt i maven ved tanken om at de snart ville være der, hun glædet sig til at se hvordan alting ville gå med ham, for hun havde en rar fornemmelse og de gange han havde haft fat i hende havde hun nærmere haft et rart sus i maven end ubehag. Essa fandt det vildt underligt, men tænkte nu ikke så meget over det. "Hvor er det spændende, hvor er vi egentlig på vej hen?" spurgte hun med et nysgerrigt og nu muntert smil igen, han havde bare en positiv effekt på hende, mere end så mange andre. Månen lyste så smukt, hendes blik blev fanget af den igen. den var så smuk og tryllebindende, hun sukkede drømmende og kiggede mod ham igen, vågnede lidt op og rødmede svagt. "Månen er utrolig smuk, jeg elsker natten." Sagde hun stille, som om at ingen måtte høre det. Det var vel hendes lille hemmelighed. Havde hendes forældre set hende vågen så længe så havde de skældt hende ud for at forsømme farmen, hun havde jo brug for søvnen til at kunne være frisk til at arbejde hårdt. Essa mente bare ikke hun havde brug for så meget søvn igen, hun klarede det da fint nu.
|
|
|
Post by Zeiar Visari on Jul 16, 2011 14:56:48 GMT 1
Han så mod hende med et let, mystisk smil, mens han fortsatte videre i samme retning som de var gået længe nu snart "Det får du snart at se" sagde han blot, som svar på hendes spørgsmål. Han ville ikke sige endnu hvor de var på vej hen. Man kunne dog efterhånden skimte begyndelsen på en by forude, da huse efterhånden begyndte at tage form gennem mørket, og afslørede derved, at de snart var ved at være ved deres destination. Nu var der ikke ret langt igen. Ved hendes kommentar om månen så han bare på hende smilende, dog endnu uden at stoppe op "Jeg er helt enig.. Jeg ville til enhver tid foretrække natten frem for dagen.. Der er bare noget over den.. Og så hersker der en sådan ro og stilhed, som du bare ikke finder under solens lys.. Natten er bare noget for sig.. På mange måder som dig" sagde han med et svagt smil "Smuk.. Anderledes.. Uforklarlig.. Og dog, utroligt dragende på så mange måder.. Unik"
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jul 16, 2011 16:57:02 GMT 1
Det var vildt som han kunne blive ved, hendes kinder blev helt røde og hun bed sig i læben, hvorfor lod hun mystikken fra ham påvirke sig på den måde. I og med de var ved at være fremme, gav hun et lille begejstret hop, hun glædet sig sådan til at se hvor de var henne, for det eneste kun kom tæt på var kroen som hun arbejdede på, hun havde aldrig været ude. Essa kiggede på ham, den svage røde farve var der stadig, hvorfor skulle han også være så charmerende og flot? En mystisk fremmed som tog hende med storm, det lød nærmere som en drøm end noget andet og det fik hende til at se op mod månen. Der var aldrig kommet noget godt ud af hende og mænd, men de havde været frembrusende og vilde, ham her var stille og formel, mystisk og utrolig flot. "Du bliver ved med at få mig til at rødme." Mumlede hun genert, der var ingen grund til at stoppe op, så hun forsatte bare og prøvede at tænke på hvilken by det mon var og hvad hun skulle opleve med ham.
|
|
|
Post by Zeiar Visari on Jul 25, 2011 11:15:41 GMT 1
Han smilede diskret over hendes kommentar, og lod som om han ikke bed mærke i det, selvom han hørte hvert et ord tydeligt. Han kunne se de var ved at være fremme nu, de nærmede sig for hvert skridt de tog, og nu ville der ikke gå længe endnu. Han fortsatte med at gå lige frem i et par minutter endnu, og regnede med hun ville følge med, indtil de nåede til begyndelsen af byens udkant. Her stoppede han et øjeblik, og sørgede for hun var med, hvorefter han begyndte at gå igen. Nu var det jo ikke bare ligefrem længere, så nu var han jo nødt til at sørge for hun kom med den rigtige vej. Han begyndte at manøvrere rundt mellem de store og små bygninger som omringede de på begge sider, mens han hele tiden sørgede for at holde et tempo hun kunne følge med i. "Nu er vi der snart.. Bare et par gader endnu"
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jul 25, 2011 21:50:37 GMT 1
Det var virkelig utroligt som de sommerfugle kunne flyve rundt i hendes mave og nu også helt ud i kroppen, hun blev helt varm og følte sig som en blød bamse indeni. Hun smilte svagt og kært, hun havde aldrig fået noget lignende af nogen som helst før, så det var ret stort fra hendes side af at få noget lignende. Som de kom ind i byen, genkendte hun den ikke, men så igen, hun var sjældent andre steder end kroen eller farmen. Da hun kiggede lidt rundt, fik hun øje på en knapt så hyggelig mand, hvilket fik hende til at gribe fat i Zeiar's arm og knuge sig ind til ham, for sådan nogle typer gjorde hende virkelig utryg. Det lignede hende slet ikke at røre nogen på den måde, hun plejede normalt at tænke over sådan noget og var alene om alt, men med ham, følte hun sig bare ikke alene, men tryg et sted.
|
|
|
Post by Zeiar Visari on Jul 25, 2011 22:46:21 GMT 1
Der fandtes nogle skumle typer i byen, som særligt kom ud her om natten, hvor de fleste andre var hjemme og sov, eller hvad de nu ellers fik natten til at gå med. Det overraskede ham derfor ikke da de passerede en knap så indbydende mand, hvor mørket ikke hjalp yderligere på det, selvom han selv ikke tog sig af det, da ikke meget skræmte ham. Dog overraskede det ham lidt da hun pludselig greb fat i ham, da hun jo selv havde sagt hun havde svært med fysisk kontakt. Som de kom længere ind i byen blev der taktvist mørkere, da de efterhånden voksende huse skyggede lidt for månelyset over dem, i forhold til før da de havde været ude i det fri. han lagde blidt og forsigtigt en beroligende hånd på hendes ene skulder, for at få hende til at slappe lidt af, dog meget forsigtigt for ikke at få hende til at føle sig presset, og så hun let ville kunne fjerne den hvis hun ikke brød sig om det. De nærmede sig dog også deres destination, og han kunne snart se bygningen de var på vej hen til, længere fremme.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jul 28, 2011 10:48:01 GMT 1
Hånden på hendes skulder viste overfor hende at hun kunne føle sig tryg, hvilket hun sjovt nok også gjorde, noget der måtte undre hende meget. Tankerne gik lidt, hvordan kunne det være han havde den effekt på hende? Den som så mange havde prøvet at få, men som det aldrig var lykkes for. Et svagt usikkert smil blev sendt ham, hun var stadig skræmt, men følte hun var nød til at smile for at få sig selv til at lette stemningen. Skræmmende typer gjorde kun verdenen endnu mere skræmmende. "Hvordan kan det være at du gør det her? Du kunne have valgt hvem som helst, men valgte mig? Hvorfor fortjener jeg det her?" Imens de havde gået havde hun tænkt meget over hvorfor hun var så heldig, om der ikke var noget bag. Selvom hun var naiv, var hun også eftertænksom og måtte have svar på nogle spørgsmål. Imens kildede sommerfuglene nede i hendes mave stadig, og hun kom til at smile lidt sødt og spændt, for hun glædet sig jo. det var jo ikke fordi hun var
|
|
|
Post by Zeiar Visari on Jul 28, 2011 12:26:10 GMT 1
Han sendte hende et let, afslappet smil ved hendes spørgsmål, og ventede et øjeblik inden han svarede "Fordi du fortjener det.. En så smuk, sød ung pige som dig, som arbejder hårdt hver eneste dag, og hver dag må udholde så groteske og ubehagelige typer, og deres barbariske levemåder, uden nogen taknemmelighed eller belønning, andet end den sparsomme løn det indbringer.. Jeg kan bare ikke komme i tanker om nogen som fortjener det mere end dig.. Og så kan jeg godt lide dig" sagde han roligt, som sandt jo var. Så man objektivt på det, så ville man vel mene at hun burde fortjene det, desuden nød han jo godt af hendes selskab, og penge havde han nok af, så han kom ikke til at mangle dem. "Desuden ser jeg frem til at se dig i det" tilføjede han med et drillende, charmerende smil. Han kunne se længere fremme at huset de var på vej imod efterhånden kom til syne længere fremme, og der ville ikke gå mange øjeblikke før de ville være der, og hvert skridt de tog, førte dem tættere på deres destination
|
|