Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jun 24, 2011 19:06:50 GMT 1
Det var som regel om dagen hun arbejdede, så hun havde ingen ide om hvor travlt der kunne være om aftenen, lige nu var der faktisk stille og roligt. Folk sad og hyggede i krogene og hun som altid serverede rundt til de forskellige borde. Det lange røde hår var sat op i en knold, hun havde en mørkebrun kjole på med et sort corsage ud over, samt et hvidt forklæde. Hun arbejdede elegant, selvom det gik hurtigt når det var nødvendigt og nogen gange fangede hendes chef hende i at danse fra side til side og nynne samtidig, af ren glæde. Selvom det var trakisk at hendes forældre havde mistet livet til en sygdom, så levede hun videre med de gode ting de havde givet hende med i livet. Essa var en optimistisk ung kvinde og brugte det hun havde lært så godt hun nu kunne. Et smil var på de fyldige let røde læber, efter vagten her, ville hun selv sidde og nyde et glas vin.
|
|
|
Post by Zeiar Visari on Jun 27, 2011 19:21:22 GMT 1
Zeiar var sjældent at se ved landegrænsen, ihvertfald lige for tiden, da han den senere tid mest havde opholdt sig i og omkring slottet i Darklia. Dog havde dette ikke sat en dæmper på hans ry, og folk vidste derfor fortsat hvem han var selv udenfor slottets murer. Hans far havde været moderat kendt, og dette havde også smittet af på Zeiar, som ikke havde været sen til også at skabe et ry og navn for sig selv. han var dog gået lidt mere globalt, og havde gjort sig kendt som mere end blot en kriger, men også en lærd, veldannet og sofistikeret mand, med et intellekt som nemt supplerede hans heller ikke sparsomme kampfærdigheder og evner indenfor avanceret krigsførelse. Idag var dog undtagelsen der bekræftede reglen, da han i aftenens anledning havde valgt at drage udenfor slottets murer, og intet mindre end helt til grænsekroen, som jo, indlysende nok, var beliggende på grænsen mellem landene. I aftenens anledning havde han valgt at udnytte sin status og omdømme som mere end blot en simpel kriger, og ved første øjekast ville man knap kunne se forskel på ham og enhver adelsmand eller anden højtstående individ. Han var iført fine, ekstravagante klæder, lagt i mørke farver, mest konsisterende af sorte og blodrøde nuancer. Tøjet passede hans krop perfekt, og afslørede for det trænede øje at de var syet efter hans mål. Om livet bar han et blankpoleret læderbælte, hvorpå han havde fastspændt en sølvdaggert. Hans hud var en smule bleg til aften, og stod meget godt i kontrast til de sorte farver tøjet havde. Idet han skubbede døren til grænsekroen op og trådte ind, vendtes et par blikke mod ham. De fleste af dem returnerede hurtigt til deres vanlige affærer, men få blikke hang dog ved ham et stykke tid efter, selvom et enkelt, fast blik fra ham dog snart fik sendt de flestes opmærksomhed andetsteds. Han tog sig ikke meget af folkenes blikke, egentlig nød han det lidt, da det jo bare var tegn på at hans ry ihvertfald ikke var dalet siden han sidst trådte fod udenfor slottet, og det var jo ikke ligefrem skuffende, snarere tværtimod. Han fandt sig hurtigt et tomt bord som han fandt i sin smag, og placerede sig der.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jun 28, 2011 10:48:30 GMT 1
Når et velkendt ansigt kom ind på kroen, så kunne man tydeligt se det på folk, men ham her virkede til at sætte lidt frygt hos nogen, andre beundring. Essa kiggede nysgerrigt efter ham, hvem mon han var? Måske skulle hun spørger nogen af stamkunderne som hun snakkede godt med, hun stod i baren og kiggede lidt hen over skulderen på en. "Undskyld, men hvem er den herre?" Spurgte hun så manden foran sig, han havde ikke vendt sig om, så han havde ikke set ham komme ind. Da han vendte sig om, genkendte han ham, og roligt vendte han sig om grinende. Han forklarede hende hvem det var og hun stod bare roligt og lyttede, samt nikkede. Essa vidste ikke meget om verdenen udenfor, men hun vidste da hvornår hun skulle passe på. Hun satte dog bare sit sædvanlige smil på og valgte at gå ned mod bordet, roligt, for hun havde intet hun skulle nå og det ville ødelægge hyggen ved arbejdet. Som hun gik langs bordene, tog hun de tomme glas og spurgte om de skulle have noget nyt. Hendes dybe grønne øjne smilte til alle gæsterne, selv dem der havde været upassende ved at gribe ud efter hende, fulde mænd var ikke til at holde styr på altid og det hørte jo med jobbet, det vidste hun.
|
|
|
Post by Zeiar Visari on Jun 28, 2011 15:08:52 GMT 1
Zeiar lod først blikket glide en gang kortvarigt rundt i lokalet, og fik lige et overblik over de tilstedeværende. Han lod dog ikke blikket blive ret længe hvert sted, og tog ikke alle detaljerne ind, men gjorde det mest for bare lige at få et overordnet blik over det hele, og lige se hvad der skete rundt omkring. De fleste var nu vendt tilbage til deres egne sager, men få kastede dog stadig skjulte blikke i hans retning, fejlagtigt, i troen om han ikke bemærkede det. Hvis han ville, kunne han uden større anstrengelser tage mere eller mindre alle til stede i kroen i håndkamp, ubevæbnet, og det så de fleste ud til at være klar over, så de holdt sig i skindet, så vidt muligt, i tilfælde af han skulle være i dårligt humør, eller af anden grund kunne finde på at gøre dem noget. De virkede dog til at løsne lidt op igen efterhånden, da de blev mere og mere forvisset om at han var i et tilsyneladende udmærket humør, og ikke umiddelbart virkede til at ville gøre dem nogen skade, uprovokeret. Han bemærkede sig kort at kropasseren tilsyneladende havde forladt sin vante plads bag baren, og lige nu var ude blandt bordene for at tage sig af sine pligter der. Han lod sig dog ikke dvæle ved det længe, og hans opmærksomhed blev hurtigt ledt væk igen
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jun 28, 2011 15:26:09 GMT 1
Essa var en køn pige af natur, men ikke en overdrevet sexbombe som mange kvinder udstillede sig selv som, intet under de blev voldtaget eller angrebet. Hun nåede frem til mandens bord, hun havde sit sædvanlige glade smil og skød hoften ud til siden for at hvile bakken med de mange tomme glas på. "Hvad kunne De tænke Dem?" Spurgte hun så venligt, imens hun gjorde klar til at huske denne bestilling, samt alle de andre. Fortiden havde sat sine mærke, men ingen der lå i overfladen og der skulle egentlig meget til at hendes 'andet' jeg kom frem. Alle fortidens kvaler havde dannet en anden personlighed som kom frem når alt blev for meget, den ellers søde og rare engel, blev til en provokerende uhøflig, ja grov kvinde. Men den side havde kun været fremme 3 gange i hendes korte liv. Desværre var hun godt klar over det var sket når hun først var faldet ned og skammede sig tit. Men det havde været næsten et år siden det sidste udbrud og hun levede det søde liv som hun havde længdes efter. Uden nogen mand, en selvstændig kvinde der ikke fandt sig i meget. Imens hun ventede stod hun og tænkte over hvem han var, beskrivelsen havde ikke været tilfredsstillende, for det lød som om han blev dømt og ingen af dem her kunne kende ham personligt. Hun pustede let en tot der var faldet ned fra knolden væk, smilte videre og så bare roligt på ham.
|
|
|
Post by Zeiar Visari on Jun 29, 2011 17:36:44 GMT 1
Zeiar så ikke op før den kvindelige kropasser kom hen til hans bor og henvendte sig til ham. Da rettede han dog roligt og tålmodigt blikket op mod hende, og studerede hendes træk et par sekunder mens han kort tænkte sig om, inden han svarede hende "Bare giv mig to glas af det bedste i har.. og så behold det ene til dig selv.. Du ser ud som om du kunne bruge en pause" sagde han med sin rolige, karakteristiske stemme, og sendte hende et af sine mest imødekommende og charmerende smil. Han havde ikke mange venner, og kun få kendte ham personligt, de fleste kendte ham bare af navn og omdømme, få havde set ham i kamp, og dem som havde, kunne ikke tvivle på hans evner på det felt. Det passede ham dog fint, han havde ikke behov for venner, for at knytte sig socialt eller følelsesmæssigt til nogen, han behøvede ikke engang omgås folk, ikke mere end de gange han nu lige fik lyst til det. Han havde nok i sig selv, og hvad han ellers havde. Han havde ikke brug for anders anerkendelse eller påskønnelse, så han bekymrede sig ikke om hvad de mente om ham.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jun 29, 2011 17:55:07 GMT 1
Ingen her på kroen havde tænkt på at hun kunne trænge til en pause før nu, så hun blev noget overrasket. Først stod hun bare helt stille, hun skulle lige sikre sig hun hørte rigtigt og nikkede så høfligt og vendte rundt på hælene. Det havde gjort hende helt målløs og hvad ville gæsterne ikke tænke når hun satte sig ved hans bord. Roligt gik hun op og hældte de ting op de andre havde bestilt igen, så tog hun sit forklæde af, for hendes vagt var alligevel ved at slutte. Desuden kunne man ikke tillade sig at komme ned med et beskidt forklæde. Essa gik ned og serverede det de andre havde bestilt, så gik hun tilbage til baren for at tage en flaske whisky og en flaske cognac. Grunden til det var det hun havde valgt, var at det var det de adelige altid bestilte og så vidste hun hvad den bedste var for en. Hun gik roligt ned mod ham, med de to glas og flaskerne, så stilte hun det og turde ikke rigtig sætte sig før hun blev bedt om det. "Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle tage, så jeg to de to her. Jeg håber det falder i Deres smag." Lød det nærmest undskyldende, hun kunne godt klare stærke sager og drak aldrig så meget at hun blev fuld. Et lille glas i ny og næ var bare altid forfriskende. Hun smilte sødt, ventede på hans reaktion og så lidt over skulderen hvordan nogen gloede på hende. Essa var ikke bange, for hun havde ikke set med sine øjne noget at være bange for, men hun trådte da stadig varsomt.
|
|
|
Post by Zeiar Visari on Jun 29, 2011 18:37:22 GMT 1
"Tak, det er fint" sagde han til hendes kommentar, med et indbydende, imødekommende smil og gjorde en gestus mod en af de tomme stole ved bordet "Vil du ikke sidde ned?" Hans stemme var rolig, let og høflig, og gav intet indtryk af hans mere barbariske sider, eller af den kriger der levede i ham, som dragedes af krig og fik sin mentale næring og underholdning fra kamp, død og kaos. Lige nu virkede han mest at alt som en høflig, lærd, sofistikeret adelsmand. Han bekymrede sig ikke om de andre til stede i kroen, og skænkede dem ikke så meget som et blik. Hans blik dvælede ved hende et øjeblik, inden han igen åbnede munden for at sige noget "Tag dig ikke af dem derovre, de er intet at være i bekymring for" sagde han, med en gestus mod nogle af de andre gæster "Desuden tvivler jeg stærkt på nogen af dem vil føle nogen trang til at komme med nogle bemærkninger, så længe du er i mit selskab"
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jun 30, 2011 13:01:56 GMT 1
Et lille smil kom frem, det var fyldt med tilfredshed, for hun havde gjort noget rigtigt og det var hun utroligt glad for. Hendes dybe grønne øjne betragtede ham, hans smil og bevægelser, hun følte hun var i alt for fint selvskab i forhold til hvordan hun så ud. "Jo, meget gerne." Sagde hun stille, trak stolen ud og satte sig forsigtigt ned på stolen. Så stillede hun et glas ved dem hver og ventede på han valgte det de skulle drikke. Essa var lidt ligeglad, bare en af dem var fint, hun kunne godt lide dem begge. Faktisk alt med procenter smagte overraskende godt, hun elskede specielt rødvin. Der var bare noget i der fik hende til at nyde et glas rødvin ekstra meget. Måske lidt for meget nogen gange. Hun studerede ham nøje, ja faktisk stirrede hun nærmest og da det gik op for hende rødmede hun let og så ned i bordet. "Det må De altså undskylde, jeg har aldrig været i sådan rigtig fint selvskab før og jeg må indrømme De betager mig." Mumlede hun undskylde, kiggede så stille op, med et uskyldigt smil på de fyldige læber. Hun sad med hænderne i skødet og prøvede at finde ud af hvordan hun skulle slappe af, nyde at være i selvskab med nogen. I stedet for at ødelægge det hele med at tie og bare sidde helt anspændt. "Det høre jeg, men jeg vil ikke dømme folk jeg ikke kender og det jeg har hørt, vil jeg selv opleve før jeg holder mig væk." Sagde hun med et sødt smil, hun så ingen grund til at holde sig væk når hun ikke selv have erfaret en fare hos denne mand. Hvis smil gjorde hende tryg og utryg på samme tid, hun kunne ikke rigtig finde ud af det. Det var faktisk ret spændende, for hun mødte aldrig nogen sådan rigtig spændende typer.
|
|
|
Post by Zeiar Visari on Jun 30, 2011 20:28:51 GMT 1
Han smilede til hende, med et smil som på mange måder var meget ulig ham, ihvertfald sådan som han kunne være, når omstændighederne krævede det. I øjeblikket kunne det dog være svært at tro at han kunne nedslagte massevis af uskyldige, og brænde hele landsbyer ned uden nogen anger eller medfølelse overhoved. Han havde altid været god til at holde facaden oppe. Han havde godt bemærket hendes blik, men lod sig ikke mærke af det. Det gjorde ham ikke noget, han var vant til folks stirren, og ofte i langt mindre behagelige og venligsindede sammenhænge end denne. Han måtte da også indrømme ved sig selv at han mere end et par få gange havde ladet blikket hænge noget længere ved hende end han normalt ville. Det var nu ikke noget han lagde meget i, det var jo heller ikke så underligt. Hun var jo på ingen måder grim, faktisk fandt han hende mere end moderat attraktiv, og ret køn, særligt i forhold til standarden her omkring til tider. Han måtte dog indrømme han ikke rigtigt kunne lade være med at more sig en smule over hendes reaktioner, for det var jo ikke de mest forekommende i hans selskab. Det var dog også en behagelig afveksling, det kunne han ikke benægte. Og det var også en passende afveksling fra de sædvanlige mennesker, så han kunne komme lidt væk, og få en kort pause fra det hele, om ikke andet så bare for en aften. "Jeg vil da heller ikke benægte at jeg finder dig både dragende og betagende.. Du er jo en måde køn og indbydende ung kvinde.. Så hvordan kan man andet?" sagde han med en let og blid stemme, og sendte hende et varmt, charmerende smil. Han tænkte et øjeblik, inden han rakte ud efter den af flaskerne nærmest ham, det var den cognac hun havde hentet. "Hvad med at vi begynder med den her? Den ser ganske udmærket ud". Han åbnede flasken, og hældte lidt op i begge deres glas, og sagde ikke mere, før han havde sat flasken fra sig på bordet igen. "Jeg kan garantere dig, at du intet har at frygte af mig.. Jeg ville aldrig skade en så pæn og sød ung pige som dig.. Hvor er æren i det?". Det var ikke helt sandt. Han havde intet imod at skade både kvinder og børn, og gerne uskyldige og uprovokeret, det rørte ham ikke. Han havde dog lige besluttet sig for ikke at gøre hende noget. Ikke i aften, ihvertfald. Men hvad der skete herefter, kunne han jo så ikke garantere, det måtte han jo bare tage som det kom.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jul 1, 2011 14:34:51 GMT 1
Noget hun havde lært fra helt lille, var at et lam kunne vise sig at være en ulv forklædt, glubsk og ond af sind, i uskyldige klæder. Hun ville dog ikke se ham som noget forfærdeligt, for en ting var hvad man hørte, noget andet hvad man oplevede. Ligesom at mange ville have set hendes forældre som strenge da hun blev opdraget, mens hun så dem som kærlige og elskelige forældre. Alle se forskelligt på tingene, desuden havde hun det bedst med egen erfaring. De ting han sagde fik hende til at rødme let, hun så ned mod sine hænder som stadig lå i hendes skød, så kiggede hun lidt op igen og smilte sødt til ham. "Tak for de pæne ord." Sagde hun med en meget lav og ydmyg stemme, hun var ikke van til at blive komplimenteret på en pæn måde, kun de grove ord der kom ud af mange af mændenes munde her på kroen. Essa fandt ham yderst spændende, hun var glad for at hendes vagt snart var ovre, for det betød hun faktisk ikke behøvede arbejde mere lige nu. Roligt studerede hun hans bevægelser, det sagde meget om en person nemlig, han var så rolig og afslappet, på trods af de mange folk der gloede i ny og næ. Selv ville hun finde det upassende og ville få det dårligt, men nu havde han bedt hende om ikke at tænke på det, så hun prøvede. Valget var fint med hende, hun drak gerne begge dele, men ikke mere end et glas af hver, at blive påvirket vidste hun ikke hvad ville have af følger. Så det undgik hun. "Jeg tror på Dem, men hvad hvis jeg ikke var så sød en ung dame og kun forgav at være det?" Spurgte hun med et drillende smil, Essa tænkte ikke over hvad hun sagde nogen gange, hun sagde det bare. Men hun var jo en sød ung pige, faktisk temmelig sky hvad angik kontakt af nogen som helst slags, et håndtryk var fint, men kram eller en kamp var slet ikke noget hun kunne. Ikke med den fortid hun havde, så skulle folk helst ikke for tæt på før hun kendte dem rigtig rigtig godt, eller der skete noget helt vildt der gjorde det ville ske. Hvilket Essa selv tvivlede stærkt på.
|
|
|
Post by Zeiar Visari on Jul 1, 2011 15:39:36 GMT 1
"Du behøver ikke takke, jeg siger blot hvad jeg mener, og hvordan jeg selv oplever dig" sagde han med samme smil stadig hængende over læberne. Det var både sandt og løgn. For egentlig kunne han jo sagtens finde på at lyve, det var jo faktisk det han gjorde ret ofte, løj, snød og manipulerede. Men lige nu talte han da ihvertfald sandt, mere eller mindre ihvertfald. Og det var nok mere eller mindre så ærlig som han blev. Selvom det var sjældent folk nogensinde fandt ud af når han løj for dem, medmindre han selv ønskede de skulle vide det. Hans blik hvilede ved hende, uden han egentlig registrerede det, men så underligt var det jo heller ikke, hun var trods alt det eneste pæne at se på her lige nu, så hvad skulle han ellers kigge på. Det virkede meget atypisk for ham, at sidde her på denne måde. For det første færdedes han sjældent på grænsen. Og det var endnu sjældnere han havde selskab af en sådan pige som hende her. Frivilligt ihvertfald. Og det havde som regel udspillet sig noget anderledes end nu. Han så på hende ved hendes spørgsmål og studerede hende lidt et øjeblik inden han svarede "Det tror jeg nu ikke vil blive et problem.. Er ret god til at læse folk, og tager sjældent fejl.. men ellers må jeg jo bare tage det derfra" sagde han roligt, uden at smilet forsvandt fra hans ansigt
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jul 1, 2011 18:03:28 GMT 1
Hans opførsel gjorde hun fik en sjov fornemmelse i maven, om det var spænding eller nervøsitet vidste hun ikke lige. Hendes dybe grønne øjne studerede ham, som prøvede hun at se igennem ham, gennemskue hans mystiske personlighed. Essa overvejede at slå sit hår ned, men blev enig med sig selv om at det var mest praktisk at have det sat op. Det kunne være slået ned når hun en gang skulle til en fest eller middag. Det var sjældent det var løst, hvis hun ikke havde en knold, så havde hun en hestehale. Hun tog glasset stille op, roligt og elegant, uden så meget som at tænke over det. Glasset nåede til de fyldige læber, men hun stoppede og smilte så roligt til ham. "Skål." Sagde hun så, før hun lod glasset ramme sine læber og den dejlige cognac løbe ned i hendes svælg. En lille nydende lyd kom fra hende, da hun tog glasset og satte det, det smagte nu dejligt. Et lunefuldt smil dannede sig, hun kiggede ned mod glasset og fik helt lyst til at sidde foran en pejs og nyde den. Hun kiggede så rundt i kroen, mange havde stoppet deres smugkiggerier, mens andre bare ikke kunne komme videre, hvilket var lidt sørgeligt, faktisk fik hun det meget bedre med at sidde her med ham. "Det er en god ting, jeg indrømmer gerne jeg er lidt naiv, hvilket de fleste vidst også tænker lige nu. Men jeg tager chancen, indtil videre er De dejligt selskab." Sagde hun næsten hviskende imens hendes finger gled rundt i ring over glassets kant, hun virkede lidt fjern, men stadig som om hun var der, med i samtalen.
|
|
|
Post by Zeiar Visari on Jul 1, 2011 18:25:46 GMT 1
Et smil der bar tydeligt præg af hans sædvanlige mystik og charme spillede over hans læber, mens han så småt sad og studerede hende lidt, mens samtalen kørte. Dog diskret, så hun næppe ville lægge mærke til det, selvom det ikke var blandt hans største bekymringer lige nu. Egentlig havde han ingen bekymringer lige nu. Han sendte hende et skævt smil da hun løftede glasset, og løftede samtidig sit eget, i en skål, inden han lod glassets kant nå sine læber, og lod noget af indholdet løbe ind i munden. Det var ikke det han drak mest det, det måtte han indrømme, men han havde dog intet imod det, tværtimod syntes han det var mere end udmærket. Og langt fra det værste han kunne forestille sig. Han havde efterhånden glemt de andre gæster og deres stirrende blikke, han havde alligevel ikke været så interesseret i dem, så hvorfor så overhoved tage sig af dem. De kunne stirre alt det de ville, det rørte ham ikke. Det kunne dog godt irritere ham lidt i længden, men han kunne jo ikke så godt dræbe dem lige nu. Eller han kunne jo godt, han gad bare ikke rigtigt. Han kunne jo selvfølgelig bare tage hjem, hvis han ville være fri for dem og deres blikke, og han måtte da også indrømme at stedet her trættede ham lidt. Det havde nu heller aldrig rigtigt appelleret til ham, eller det havde deres sædvanlige kundekreds ihvertfald ikke. Få af dem besad nogle af de kvaliteter han satte pris på og forventede i en mand, og ingen af dem de alle. Han tog sig dog ikke af deres blikke, da hans var fæstnet på Essa, og de generede ham derfor ikke, ikke endnu ihvertfald. Desuden ville han ikke tage hjem endnu, der skete alligevel intet, så kunne han ligeså godt blive her lidt. "Jeg indrømmer også gerne at jeg da nyder dit selskab.. Det er en behagelig afveksling fra hverdagen.. Og må sige du ikke skuffer"
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jul 1, 2011 18:39:04 GMT 1
Det varmede at høre man var lidt værdsat, hun var så sjældent sammen med andre, for hun brugte mest af sin tid på farmen og når hun arbejdede kunne man ikke just sige at hun havde selskab af nogen sådan rigtigt. Essa smilte stille, hun kunne godt lide deres samtaler indtil videre og det gjorde hun følte sig lidt mere menneskelig at være sammen et væsen og faktisk snakke. "Hvad laver De så i hverdagen, ud over det man høre?" Spurgte hun nysgerrigt og lod blikket falde mod hans øjne for at studere dem, finde ud af hvilke nuancer der måtte findes i dem og se om de sagde noget om ham. Mange væsner havde lært ikke at vise noget og lod kun få personer se det, hvilket irriterede hende, hun følte sig så sårbar. Hvilket hun også var. Nok var hun stærk, men det var på et menneskeligt plan og langt fra nok til at forsvare sig selv. Et under der ikke var sket noget med farmen endnu, der havde ikke været nogen form for plyndring eller angreb som sådan. Jo vidst havde hun mistet et par dyr, men sådan var det jo, det var rimeligt normalt som farmer at miste sine dyr til kødædere. Essa glædet sig til at se hvor aftenen bar dem hen, hun havde det rart lige nu og håbede det forsatte. De kendte jo ikke hinanden, men var godt på vej til det. "Smager det egentlig?" Spurgte hun så, for hun måtte jo lige tjekke hun ikke var den eneste der nød deres skål.
|
|