|
Post by Leonardo G.V.L.R on Jan 15, 2012 21:01:02 GMT 1
Han nikkede blot roligt il det første hun sagde om personen der havde overfaldet hende selv om det var tydeligt at se på ham at han ikke videre var glad for det svar han fik da han gerne ville have haft fat i personen men dog respekterede han at hun ikke ville fortælle ham det. Han smilede svagt og gav et kort grin fra sig da hun sagde at der var bedøvelse i ”der er aldrig før nogen der har forsøgt at bedøve mig før” sagde han og kunne ikke undgå at grine kort igen da han fandt det underholdende at lige Neimi skulle være den første til at gøre det. Bedøvelsen begyndte dog langsomt at virke og det gjorde efterhånden ikke så ondt og i takt med det stoppede såret også med at bløde så hun rigtigt kunne se hvor dybt det var hvilket ikke var så dybt som man kunne tro men nok til at det ville have efterladt et grimt ar hvis ikke hun havde renset det for ham. Smilet på hans læber forsvandt dog da han hørte at hun var blevet malet og han så væk fra hende ”så længe du har det godt” sagde han stille men det var tydeligt at se på ham at han ikke kunne lide tanken om det men dog var det udelukkende fordi han mente at det var mere farligt at være malet end at være vampyr selv om han sikkert på ingen måde havde ret i det. Han så dog på hende efter kort tid og smilede svagt som tegn til at han respekterede hendes valg ”det er da godt at de er væk” sagde han stille som kommentar til ar arene på hendes ryg var væk. *et halvt år siden… er det virkelig så lang tid siden jeg har set hende… det må det jo være selv om det ikke følges sådan…* tænkte han stille og så skævt ned på gulvet med et lille smil da det gik op for ham hvor lang tid siden det endelig var de havde været sammen sidst. ”er du snart færdig ?” sagde han spørgende og så på sin arm for at finde ud af om hun var ved at være færdig med at lappe ham da han mente at det ene sår måtte være nok at få ordnet da han ikke så nogen grund til at hun skulle spilde tid på de andre sår da der sikkert ville gå betændelse i dem igen før eller siden sådan som han behandlede sin krop.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 15, 2012 21:13:37 GMT 1
Det var nu godt at se ham smile og grine lidt igen selvom det ikke var meget men mon ikke hun kunne få lidt mere ud af ham, for hun savnede jo hans glade sind selvom det til tider var trist men derfor passede jo godt til hendes eget også. ”En gang skal jo være den første ikke du gamle” sagde hun lidt drillende og kaldte med vilje hans gamle øgenavn bare for at se om hun ikke kunne få ham til at smile noget mere. Dog kunne hun ikke lide den reaktion han kom med da hun sagde hun var blevet malet, for hun havde da håbet lidt på han ville være mere glad på hendes vegne, nu virkede det jo nærmest som om han var skuffet over hende. Så hun så ned for at se væk fra ham og stoppede med at ordne hans sår. ”Jeg gjorde det så jeg måske fik chancen for at se dig igen.. Havde ikke overlevet vinteren hvis jeg ikke havde gjort det.. Jeg er ikke parat til at dø endnu og jeg ville ikke miste chancen for at være sammen med dig til sommeren, lege i solens lys” sagde hun stille inden hun lagde kluden ned i det rene vand i stedet så hun kunne få den vasket. Hun rejste sig og tog hans lasset skjorte før hun gik uden for og smed den i baljen med noget af det andet tøj for den havde det vidst godt af at lægge lidt i blød inden hun skulle vaske den på grund af blodet. Efter gik hun ind igen og tog kluden igen fra vandet og denne gang begyndte hun bare at forsøge at rense de andre sår uden ord, for hun havde ikke mere at sige lige nu. Nu vidste han da grunden til hvorfor hun ikke var helt klar til at dø endnu, der var jo stadig så meget at opleve ude i verden selvom hun lige for tiden var fanget her i dette hus.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Jan 15, 2012 21:46:01 GMT 1
han grinte igen kort da hun kaldte ham for gammel som hun så tit havde gjort før på trods af at han normalt hadet at blive mindet om at han var gammel men med Neimi var det altid i orden og aldrig et problem. Han hørte på hendes forklaring men ville ikke tro på den og så derfor væk fra hende endnu en gang ”jeg ville nødigt se dig død men at gøre det for mig kan jeg ikke tro på… mine lege dage er også slut nu er jeg ikke andet end en morder… jeg bliver aldrig den dumme ulv du kendte igen” sagde han med en fjern stemme som han tænkte tilbage på de dage hvor de havde fjollet rundt i skoven men dog var det ikke så glædedigt et minde som det plejede at være da det mindede ham om det han mente var hans tåbelige og barnlige side, en side han ikke ønskede at se af sig selv igen slev ikke hvis det skulle være for Neimi’s skyld selv om han nok ville komme til det hvis hun en dag bad ham om det. Da hun gik ud med hans skjorte rejste han sig op og overvejede om han skulle gå sin vej dog da hun kom tilbage satte han sig ned selv om han ikke helt ville det. Da Neimi begyndte at rense de andre sår hvæsede han kort dog uden at tænke videre over det da han var en smugle øm dog ikke super meget da han efter hånden var van til at have ondt alle mulige steder. Han sad i stilheden i et godt stykke tid uden at ane hvad han skulle sige. ”hvorfor valgte du at blive malet i stedet for nogen af de andre muligheder du ville kunne have haft?... såsom vampyr?” sagde han stille blot fordi han ikke kunne finde noget som helst andet at sige eller spørge om end lige det da vampyr da den af de mindre sårbare racer han mente var mindre sårbar end dem der var malet. ”nej glem det… det kommer ikke mig ved hvorfor du valgte en sårbar løsning” sagde han en smugle mere hårdt en det var ment inden han rejste sig op og så hen mod døren han var kommet ind af som et tydeligt tegn på at han på det groveste overvejede at gå sin vej, han vendte dog hoved og så på hende ”din ulv har mistede sin barnlige side” sagde han toneløst og sukkede stille for at lade hende vide at det var sådan han så sig selv have været den gang på trods af at det jo ikke var så lang tid siden som han fik det til at virke dog var det et tydeligt tegn på at ulven hun havde set udenfor ikke bare var en dårlig dag men sådan han var blevet.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 15, 2012 22:02:25 GMT 1
”Du er ikke nogen sølle morder eller dum ulv.. Du var og er min lærer, min ven, mit lys i mørket og den jeg troede jeg skulle vågne op sammen med hver dag indtil du forlod mig og stadig ledte jeg efter dig fordi jeg åbnede på vi kunne genoptage noget af det vi havde haft sammen” snerrede hun lidt af ham inden hun havde gået ud og smidt trøjen i vandet og gået ind og sat sig for at rense videre på hans sår uanset om han ville have det eller ej, måske skulle hun bare bedøve ham helt så hun kunne få lov til at rense sårene ordentligt uden nogen videre protester fra hans side af. Da han hvæste af hende hvæste hun bare igen for hun blev ikke ved med at finde sig i den opførelse når hun bare prøvede at hjælpe ham.
”hvorfor skulle jeg blive vampyr? Så ville jeg aldrig nogensinde se solen igen uden at dø.. du ved hvor meget jeg holder af solen.. Eller du havde måske foretrak at høre om min død i stedet? Eller spærre mig inde i mørket?” sagde hun lettere ligegyldigt for hun troede hun havde gjort det klart for ham hvor meget hun havde elsket solen, dens lys og varme, noget hun jo aldrig ville opleve hvis hun gik hen og blev vampyr.. Hun gættede selv at hun ville blive sindssyg af at være vampyr hvis hun aldrig nogensinde kunne se solen igen eller mærke varmen fra den.. Tingene var jo så smukke når lyset faldt på dem, noget hun ikke kunne opleve om natten. Da rejste sig så hun efter ham og rejste sig selv med nærmest såret øjne imod ham. ”Så lad mig finde den igen. Den legesyge ulv kan ikke være særlig langt væk, så meget kan han ikke have forandret sig, så hurtigt kan den følelse ikke have forsvundet fra en mand der fremsagde et digt for mig omkring sin kærlighed.. Hvis han ikke er der så kan jeg lige så godt melde mig på hospitalet og blive sat sammen med de sindsyge til evig tid” sagde hun stille som et barn der var tæt på at græde fordi den lige havde mistet noget værdifuldt.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Jan 15, 2012 23:05:12 GMT 1
Efter lidt tid hvor han havde stået i stilhed med et tydeligt vredt blik så han på hende med den samme ondskab i øjne som han havde haft i sin ulveform ”vi havde intet!... det var bare tidsfordriv” snærrede han dog var den sidste del en tydelig løgn som han kun troede på fordi han var sur. ”jov jeg er… jeg adlyder min søster og så sent som lige før jeg kom her op dræbte jeg en blot fordi jeg kan… han havde aldrig gjort mig andet end at give mig mad en enkelt gang for lang tid siden” forklarede han sig dog i en aggressiv tone. Da han hørte hende sige delen om at han måske havde fortrukket at høre om hendes død knurrede han højlydt af hende. Hans muskler blev langsomt mere og mere spændt hvilket var tydeligt og se nu når han ikke havde sin skjorte på. ”den del er væk… digtet også…” sagde han en smugle mere roligt men dog stadig koldt på trods af at han ikke helt mente den sidste del af det men så længe han var sur kunne han ikke se klart. Han bakkede væk fra hende i håb om at det ville sænke hans vrede men det hjalp ikke. Han forvandlede sig til sin ulveform kort efter og det kolde blik i hans øjne var tilbage presist som det havde været før han huskede det var hende ”du får ikke lov til at være sammen med de sindssyge… koste hvad det vil” sagde han i sin knurren dog det sidste del meget lavt inden han gik truende imod hende som skulle han til at angribe hende. Han valgte ikke at svare på hendes spørgsmål om hvorfor hun skulle have været blevet vampyr. Han stoppede kort fra hende med blottede tænder og et truende blik i øjne der på inden måde var som den gamle Leo ”du skal ikke gøre mig til en hjerneløs hvalp igen!” råbte han truende og gøede lidt af hende igen knurren forsatte. Han rykkede sig frem som skulle han til at hoppe op af hende men dog stoppede han sig selv ”jeg må gå… jeg ender med at skade dig…” sagde han stille inden han forvandlede sig til menneske og for hen til døren hvor han dog stoppede og så tilbage på hende ”se selv… før hen ville jeg aldrig så meget som tænke på at du kunne have ondt og nu ønsker jeg at skade dig… det er et tegn på en simpel morder” sagde han roligt og skammen i hans øjne var tydelig inden han igen forvandlede sig til ulveform dog uden at gå ud. Han vendte sig og så på hende ”jeg ville aldrig spærre dig inde men…” han tav og det kolde blik kom frem i hans øjne igen som han nærmede sig hende endnu en gang. ”jeg gik fordi der var ting jeg skulle ordne men da jeg kom tilbage og ikke kunne finde dig gav jeg op… jeg regnede ikke med nogen sinde at møde dig igen… den eneste der forstod mit sind var min søster og hun fik mig overbevist om at jeg bare havde været en dum hvalp når jeg var sammen med dig… ” han knurrede stadig og gøede et par gange ”en dum hvalp der ikke ville indse virkeligheden og vokse op… det hjalp min søster mig med og siden da har jeg myrdet og stjålet som aldrig før og jeg er klar til at dræbe alle der stiller sig i vejen for mig” sagde han dog uden at tage øjne fra hende et øjeblik ”at finde dig i live var skam godt men jeg er ikke som du vil have mig og jeg er kun en gammel mand i dine øjne” sagde han koldt og stoppede op hans kropsholdning så nærmest stolt ud som han stod med det kolde blik i øjne ”hyg du dig med din vampyr og dit skrøbelige men evige liv og glem alt om den dumme ulv du kendte” sagde han truende og bed ud efter hende dog tydeligt uden at ville ramme hende. En svag stemme i hans sind holdte ham fra at gøre hende skade men han kunne næsten ikke høre den mere *tag dig nu sammen Leonardo… husk på hvad hun betyder… du vil jo ikke skade hende… tog dig så sammen og undskyld overfor hende før du skader hende* sagde den lille stemme i hans hoved om og om igen og i takt med at han langsomt begyndte at høre den bakkede han lidt tilbage og lagde sig på gulvet med hoved fladt ned på gulvet men uden at se på hende i et stykke tid ”tilgiv mig frøkken Silvertung… det var ikke min mening at gøre dig noget men mit sind er for påvirkede til at se at noget kan være godt og sandt særligt med den eneste der har rørt mit hjerte i mange år… jeg lover dig aldrig at komme tilbage og aldrig mere tale til dig hvis du ønsker det… det digt jeg sagde den gang var den eneste måde jeg turde sige hvad jeg følte og sorgen i at jeg troede du var væk fik mig drævet til en du ikke kan have i nærheden af dig” sagde han stille med en stemme der på ingen måde lød som hans egen men da det var lige fra hans tankegang styrrede han ikke sin stemme ordenligt samtidig så det kom til at lyde sært. Hans knurren var stoppede i det han bakkede tilbage og han forvandlede sig nu til menneske og stod foran hende med et fjernt blik i øjne som han så på hende ”jeg…tilgiv mig” sagde han hviskende inden han langsomt vendte rundt og gik ud af døren og hen til baljen hvor han hev sin våde skjorte op og så på den som det blodige vand løb ned over hans hænder og ned i baljen mens vinden roede i hans hår. Han stod som forstenet og så på skjorten selv om han ville gå kunne han dog ikke før han havde hørt hendes stemme blot en gang til og vidste hvor meget hun nu hadet ham for hans opførsel som på ingen måder var som man havde kunne forvente af ham hvis man kendte hans gamle smilende side. //OMG 1047ord i følge word ... tror det er min rekort (hvis du ikke er tilfreds med svaret så laver jeg det gerne om - dør jo ikke af at skrive om )
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 16, 2012 10:03:57 GMT 1
Den ondskab der fandtes i ham var på sin vis tiltrækkende og alligevel var det noget hun ikke helt brød sig om, for det lignede ham jo slet ikke, denne ondskab var noget hun ville forvente af Gambit men ikke ligefrem hendes lys. ”Det du siger, mener du ikke.. Det ved jeg du ikke mener, det må være din egoistiske søster der har fordrejet hovedet på dig for den mand jeg kendte var ikke sådan, han ville aldrig skade nogen medmindre det betød meget for en han holdt af som beordrede ham til det af selviske grunde” snerrede hun lidt igen for hun var bedøvende om han havde dræbt en mand, for det havde hun jo selv gjort selv de venlige af dem havde hun dræbt fordi deres venlighed alligevel blev en smule for meget for hende, så de fortjente at dø på et eller andet plan. Det at han spændte muskler gjorde hende ikke ligefrem bange for hvis han troede det skræmte hende tog han grueligt fejl for det gjorde hende bare irriteret mere end hun var i forvejen for hun hadede når nogen puste sig op selvom hun ikke regnede med de ville kunne klare hende alligevel. ”Jeg vil hellere elske en hjernedød hvalp end en gammel selvisk gris..” snerrede hun af ham inden han kom hen og hoppede op af hende, som var lige ved at slå hende tilbage men hun blev oprejst af ren af ren og skær stædighed og lettere irritation for han skulle ikke have lov til at vælte hende. Men man kunne se i hendes øjne at hun ikke troede på ham, for kulden var der fordi han stod der og løj for hende, selvom det nok mest var hende der ikke troede på det han sagde, for det kunne ikke passe. Hun nægtede simpelthen at tro på det han sagde, for den Leo hun elskede måtte findes derinde et eller andet sted, og hun skulle nok få ham frem igen på den ene eller anden måde næsten koste hvad det ville, selvom hun nok blev nødt til at tænke sig en smule om. Da han hoppede ned igen fordi han var bange for at skade hende blev hendes øjne dog mere milde med ham ”Leo jeg har sagt det før, du kan ikke skade mig mere end jeg er.. Du har altid været den der har hjulpet mig med at blive mere hel” forklarede hun mere roligt og et stille smil listede sig over hendes læber for han havde jo altid været lyset i hendes mørke, det var ikke ligefrem noget hun ville glemme ham for. ”hvorfor vil du ikke lade mig hjælpe dig? Du kan jo lige så godt dræbe mig med det samme, for jeg stopper ikke med at tro på dig, jeg stopper ikke med at elske dig som jeg altid har gjort og jeg stopper ikke med at ville have min ulv tilbage fordi den ulv er grunden til jeg stadig lever fordi jeg aldrig opgav ham selvom det nu virker til at han har opgivet mig.. Jeg var alligevel en elendig elev for dig..” hendes stemme var ved at knække over så hun endte med at sætte sig ned igen for hun orkede ikke at blive ved, selvom hun nok ville få det meget svært i efter tiden og havde hun kunne dræbe sig selv nu havde hun ønsket at gøre det, selvom tanken om Gambit ville holde hende tilbage.
Hun sukkede for sig selv og orkede snart ikke mere, hun vidste hun lidt om det Leo havde følt da hun selv var blevet vred over hendes magi ikke fungerede som den burde have gjort det. I dette øjeblik følte hun sig ret gammel og så træt på ham da han lagde sig på gulvet med hovedet ned imod det, inden hun rejste sig og gik hen og satte sig ved ham for at stryge ham over håret. ”Jeg fortalte dig vidst for længe siden at der skal meget til at slå mig ihjel og meget til at få mig til at forsvinde. Jeg finder mig i meget, specielt fra dig fordi du betyder utroligt meget for mig. Jeg er villig til at glemme alt det had i dig hvis du bare vil lade mig forsøge at få min hvalp tilbage for han fortjener ikke et liv i mørket, det er nok med hans søster er der og hans bror. ” sagde hun meget rolig som hun strøg ham indtil han rejste sig og gik ud af døren, dog ville hun ikke følge efter ham denne gang for beslutningen var hans, og hans alene men hun ville altid være der for at hjælpe ham ligesom han havde hjulpet hende og sikkert stadig havde meget at lærer hende.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Jan 16, 2012 12:15:44 GMT 1
Leonardo stod og så ned på blodet der ramte vandet i baljen mens Neimi’s ord for rundt i hoved på ham sammen med det der føltes som en million tanker. Han slap skjorten så den faldt ned i vandet efter at have stået sådan et par minutter og han så nu ud på vandet et kort øjeblik mes tankerne for rundt hurtigere end han kunne nå rigtigt at høre dem. Han vendte rundt og skulle til at gå væk men i det han begyndte at gå stoppede han ved genlyden af hvad Neimi havde sagt i hans hoved og han trådte derfor tilbage. *hvad sker der med mig?... hun har jo ret… jeg er ikke mere end en selvisk gris… en bonde for min søster…* tænkte han roligt men dog forvirret som talte han til en person som han igen så ned i baljen. *tag dig sammen… du tilbyder dig jo hjælp og uanset hvor smertefuldt det må være for dit sind må du tage imod det* tænkte han til sig selv og så kort ud på vandet og sukkede dybt inden han gik tilbage og stillede sig i døren og så på hende med et tomt blik der dog stadig viste at han havde noget at sige.
”Inden i mig er der en kamp… Det er en kamp mellem to ulve. Den ene er OND… den er vrede, misundelse, sorg, fortrydelse, grådighed, arrogance, selvmedlidenhed, skyld, bitterhed, mindreværd, løgne, falsk stolthed, overlegenhed og selvcentrerethed Den anden er GOD – den er glæde, fred, kærlighed, håb, afklaret hed, ydmyghed, venlighed, menneskekærlighed, empati, gavmildhed, sandhed, medfølelse, og tro…”
Sagde han roligt uden at fjerne blikket fra hende ”jeg har alt for længe fodret den onde ulv og andre har hjulpet til det… men jeg vil tillade mig selv at tro på at hvis du ville hjælpe med at fodre den gode ville den have en chance for at vinde kampen” sagde han roligt og det var tydeligt at han havde tænkt ordene i gennem nogen gange inden han sagde dem. Han overvejede kort om han kunne tillade sig at gå inden for men han valgte dog at blive stående. ”jeg vil aldrig kunne dræbe dig uanset hvad min anden side siger… jeg… jeg elsker dig for højt” sagde han stille dog den sidste del så lavt at han ikke var sikker på at hun ville høre det hvilket nok også var for det bedste. ”du vil altid være den bedste elev jeg har haft… den eneste der har vist lyst til at lære de ting jeg finder så basale” sagde han roligt men det var tydeligt at han nu blot sagde sine tanker for at køle sig selv ned og forsøge at give hende en spinkel undskyldning for hvordan han reagerede. Han så kort væk men tvang sig selv til at se på hende igen ”det er ikke muligt at elske mig på andre måder end man elsker sin slægtninge” sagde han for at lade hende vide at det var sådan han tolkede hendes ord. Han ønskede at skifte emne en smugle men dog mente han ikke helt at det passede sig ind. Han sukkede kort og lavt for at holde sammen på sig selv og gik så ind til hende selv om han ikke mente han burde, han gik helt hen til hende og forsøgte at se hende i øjne som han satte sig ned på knæ ” Duften af dig beroliger mig altid selv når jeg ikke vil det… synet af dig gør mig glad of forvirret på samme tid… jeg elsker dig og har altid gjort det men din lykke vil altid betyde mere for mig end noget andet” han tav da hendes for ham stadigt navnløse elsker dukkede op i hans hoved ”hvis det gør dig glad at se den tåbelige hvalp skal jeg gerne forsøge at være sådan i dit nærvær men jeg kan ikke love at jeg rent faktisk er det og det ikke vil være skuespil...… og ikke være jaloux på den heldige vampyr du har valgt” sagde han dog sneg der sig et svagt smil frem som han forsøg på at vise at hans mere venlige side var på vej frem og at han virkelig mente at hendes elskede var heldig. Han rejste sig og så ud af vinduet hvor der efterhånden var blevet godt mørkt dog uden at han havde lagt mærke til det. vinden var også taget til og han så ud på Neimi’s vasketøj ”du bør nok tage det ind før det blæser væk” kommenterede han dog tydeligt uvidende om hvor meget eller lidt der skulle til før at det ville ske. Han vendte igen øjne mod hende selv om han ikke mente han havde fortjent det men dog så han ingen anden måde at vise hende sin respekt til hende sådan som det var nu.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 16, 2012 14:20:10 GMT 1
Blæsten rev i hendes kappe såvel som i hendes hår men hun kæmpede nu med at få tøjet ned før det ville flyve helt væk. ”du kan vel stadig hjælpe mig med at finde en, hvis dit tilbud står ved magt? For jeg har ikke længere lyst til at klynge mig til tanken om at Jack måske henter mig en dag, jeg vil videre og hvis du gav mig staven ville det betyde meget for mig” sagde hun så roligt hun kunne og forsøgte at smile men det var ikke helt nem når hun blev ved med at få hår i munden, fordi den dumme vind mente hun skulle have det. Det hjalp dog da de kom inden for og døren blev lukket igen så de kunne slippe for blæsten, men køligt var det nu i huset så hun burde nok tænde op inden det blev så mørkt at de ikke kunne se noget. Hun stillede tøjet fra sig og gik over og tændte op i nogle stearin lys så de bedre ville kunne se hinanden i dette mørke og senere måtte hun nok hellere tænde op så hun kunne lave noget mad til dem begge, det ville blive godt at lave mad til andre end bare hende selv for Gambit drak jo kun hendes blod så ham kunne hun ikke rigtigt lave noget til. ”Han har ikke meget at skulle have sagt. Jeg fortalte ham for længe om dig og jeg sagde at du var den eneste jeg ikke ville slippe for alt i verden fordi uden dig ville jeg blive sindssyg” sagde hun med et lille smil efter hun fik tændt et lys og stod med det i hånden for at sætte det over på bordet, så de kunne se når de lagde tøj sammen selvom det egentlig godt kunne vente for noget af det var vidst ikke tørt endnu men det der stadig var lidt vådt måtte jo bare hen foran ilden. ”Han behandler mig da godt nok, vi har vores skænderier men det har alle vel. Som du kan se har jeg tag overhovedet og mad har jeg også, tøjet får jeg også af ham, behøver ikke rigtigt at stjæle eller noget fordi han sørger stort set for det hele udover rengøringen..” forsatte hun roligt men lidt stille til sidst for hun havde da hvad hun skulle bruge så hun kunne ikke ligefrem klage udover at huset stadig trængte til at blive lidt mere fikset op for her var køligt så hun måtte gå hen til pejsen og gøre klar til et bål bare så de kunne få noget varme, hvilket også var grunden til at hun stadig beholdte kappen på for hun holdt jo utroligt meget af varme. Og så det at hun manglede at rejse og meget af tiden var rastløs dette sted, dog valgte hun ikke helt at nævne det lige nu. Da hun havde gjort sin opstilling til bålet klar så hun lidt undrende imod ham. ”Du spørger meget” startede hun lidt undrende ud med at sige for det lød jo som om han ledte efter noget dårligt mellem Gambit og hende så han kunne udvikle det og få dem til at skilles. ”Men nej han bruger mig ikke som madpakke, han drikker kun af mit blod når jeg giver ham lov til det.. Og farer beskytter han da mig imod, men ikke helt sorgen”.. Hun gik hen til ham og så lidt på hans arbejde men valgte så at tage noget tøj selv og foldede det fint sammen eftersom hun var opdraget til at lege husmor selvom hendes hjerte nu længtes væk fra sådan et liv, for det virkede jo som et fangenskab. Og så hadede hun virkelig når han drak, men det var vel mest når hun sådan bare rejste eller forsvandt i nogle dage fordi hun trængte til at være lidt for sig selv.
"Hvis du vil være til nytte kan du jo tænde op i pejsen for mig så jeg kan lave noget mad til dig" sagde hun roligt med et skævt sødt smil imod ham for det med at lægge tøj sammen var vidst ikke hans ting.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Jan 16, 2012 15:07:24 GMT 1
Han lyttede som altid nøje til hendes ord dog kunne han ikke se at hun på nogen måde havde været bidraget til den onde ulv. Da hun gik udenfor til tøjet fulgte ham med og hjalp hende mens han tænkte over hendes ord. ”ja æblet var ikke ligefrem en vellykkede opgave men på den anden side ville det havde hjulpet en hel del hvis du havde en stav der passede til eller kunne koncentrerer dig nok til ar bruge non verbal som mig” sagde han roligt og gik med hende ind i huset igen hvor han lukkede døren roligt efter dem. Han måtte dog indrømme at hendes forklaring på kærligheden gjorde en smugle ondt på ham da ven for ham var en næsten lige så slem post som fjende dog fnøs han lavt for at skuppe det væk som ville han ikke tro det men dog var han ikke sikker på at hun hørte det hvilket nok også var for det bedste. Han tog en dybt indånding og pustede ud ”hvis det er i orden med din elskede og du virkelig gerne vil have det skal jeg med glæde bruge de lyse timer med dig” svarede han til det sidste selv om det gjorde ondt på ham at sige det men dog ville han gøre hvad som helst for at kunne bruge tid med hende så længe hun var sikker på at hun ikke ville få problemer ud af det. han lagde tøjet fra sig og så bestemt men underne på hende ”er… behandler han dig ordenligt? Sørger for at du har alt hvad du skal bruge og respektere dine valg?” spurgte han roligt blot for at få en samtale i gang og så også fordi at han virkelig ønskede at vide om hun havde det godt ved hans side. ”bruger han dig som madpakke når han er blevet svag eller vælger han altid andre?” spurgte han igen roligt og forsøgte at undgå at få det til at lyde som om at han kritiserede Gambit for noget han ikke engang vidste om han gjorde eller ej. ”beskytter dig mod alt fare og sorg?” spurgte han igen da han lige så godt kunne komme med det hele på en gang. Han tog de få ting af tøjet der var tørt og folede det samme som en 10 årig ville gøre det hvilket viste at det ikke ligefrem var noget han normalt gjorde men blot gjorde for at være til en eller anden form for nytte selv om det ikke var meget. Da han var færdig så han på hende med et spørgende blik mens han ventede svar og det var tydeligt at se på ham at ja eller nej ikke ville være nok til at stille hans nysgerrighed men at han ville havde uddybet om Gambit endelig var god for hende eller ej. Han stod stadig i bar overkrop mens hans sår var trods alt noget bedre end da han kom og bedøvelsen hun havde brugt i det store sår havde tydeligt haft sin virkning da han ikke en eneste gang havde ømmede det og det langsomt var begyndt at heale.
//sorry det er super kort men min krea blev spist af katten
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 16, 2012 17:15:13 GMT 1
Blæsten rev i hendes kappe såvel som i hendes hår men hun kæmpede nu med at få tøjet ned før det ville flyve helt væk. ”du kan vel stadig hjælpe mig med at finde en, hvis dit tilbud står ved magt? For jeg har ikke længere lyst til at klynge mig til tanken om at Jack måske henter mig en dag, jeg vil videre og hvis du gav mig staven ville det betyde meget for mig” sagde hun så roligt hun kunne og forsøgte at smile men det var ikke helt nem når hun blev ved med at få hår i munden, fordi den dumme vind mente hun skulle have det. Det hjalp dog da de kom inden for og døren blev lukket igen så de kunne slippe for blæsten, men køligt var det nu i huset så hun burde nok tænde op inden det blev så mørkt at de ikke kunne se noget. Hun stillede tøjet fra sig og gik over og tændte op i nogle stearin lys så de bedre ville kunne se hinanden i dette mørke og senere måtte hun nok hellere tænde op så hun kunne lave noget mad til dem begge, det ville blive godt at lave mad til andre end bare hende selv for Gambit drak jo kun hendes blod så ham kunne hun ikke rigtigt lave noget til. ”Han har ikke meget at skulle have sagt. Jeg fortalte ham for længe om dig og jeg sagde at du var den eneste jeg ikke ville slippe for alt i verden fordi uden dig ville jeg blive sindssyg” sagde hun med et lille smil efter hun fik tændt et lys og stod med det i hånden for at sætte det over på bordet, så de kunne se når de lagde tøj sammen selvom det egentlig godt kunne vente for noget af det var vidst ikke tørt endnu men det der stadig var lidt vådt måtte jo bare hen foran ilden. ”Han behandler mig da godt nok, vi har vores skænderier men det har alle vel. Som du kan se har jeg tag overhovedet og mad har jeg også, tøjet får jeg også af ham, behøver ikke rigtigt at stjæle eller noget fordi han sørger stort set for det hele udover rengøringen..” forsatte hun roligt men lidt stille til sidst for hun havde da hvad hun skulle bruge så hun kunne ikke ligefrem klage udover at huset stadig trængte til at blive lidt mere fikset op for her var køligt så hun måtte gå hen til pejsen og gøre klar til et bål bare så de kunne få noget varme, hvilket også var grunden til at hun stadig beholdte kappen på for hun holdt jo utroligt meget af varme. Og så det at hun manglede at rejse og meget af tiden var rastløs dette sted, dog valgte hun ikke helt at nævne det lige nu. Da hun havde gjort sin opstilling til bålet klar så hun lidt undrende imod ham. ”Du spørger meget” startede hun lidt undrende ud med at sige for det lød jo som om han ledte efter noget dårligt mellem Gambit og hende så han kunne udvikle det og få dem til at skilles. ”Men nej han bruger mig ikke som madpakke, han drikker kun af mit blod når jeg giver ham lov til det.. Og farer beskytter han da mig imod, men ikke helt sorgen”.. Hun gik hen til ham og så lidt på hans arbejde men valgte så at tage noget tøj selv og foldede det fint sammen eftersom hun var opdraget til at lege husmor selvom hendes hjerte nu længtes væk fra sådan et liv, for det virkede jo som et fangenskab. Og så hadede hun virkelig når han drak, men det var vel mest når hun sådan bare rejste eller forsvandt i nogle dage fordi hun trængte til at være lidt for sig selv. "Hvis du vil være til lidt nytte kan du ikke tænde op i pejsen så vi kan få noget varme og jeg kan lave noget mad til dig, for du må være virkelig sulten" sagde hun roligt med et sødt smil imod ham.
//Slemme kat da o.o
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Jan 18, 2012 3:14:45 GMT 1
Da Neimi spurgte om hans gamle tilbud om at finde hende en passende stav stadig stod ved magt smilede han svagt ”selvfølgelig gør det det… det vil det altid gøre… jeg skal gøre mit bedste for at finde en der passer dig” sagde han og det var tydeligt selv om han prøvede at skjule det at han var glad for at få lov til at kunne hjælpe hende på den front. Han lyttede til hendes ord om hvad hun havde sagt til Gambit og smilede svagt men dog forsvandt smilet hurtigt ”så længe du ikke får problemer ud af det så står jeg altid klar til at bruge tid med dig” sagde han bestemt og sendte hende et blik der viste hende at han mente det og at der virkelig skulle meget til at forhindre ham i at gøre det hvis hun bad om det. han lyttede igen og måtte dog kontrollere sig selv for at lade hende tale ud da han ikke ville afbryde hende ”i burde ikke skændes…” kommenterede han først meget lavt da det endelig var mere end høj tanke end en rent faktisk kommentar. Han så rundt på huset og det var tydeligt på udtrykket at han ikke brød sig synderligt om det selv om han før havde sagt at det var fint ”han… i burde bo bedre… dit tøj.. ikke at der er noget galt med det men…” han tav og så væk og det var tydeligt at han havde lyst til at forlange hun skulle have det bedre end det men dog sagde han intet i noget tid. ”lad mig i det mindste betale for at du kan få en rengørings dame… som min gave til dig… for dit evige liv” sagde han og så på hende med bedende øjne i håb om at hun ville give ham lov da penge jo ikke ligefrem var noget han manglede eftersom at han aldrig brugte nogen og at han ønskede hun skulle have det så godt som muligt. ”jeg vil bare være sikker på at du gør det rigtige… jeg vil ikke have du mangler noget” sagde han ærligt og tvang sig selv til at se på hende da han sagde det. at hun troede han var ude på at finde noget dårligt om Gambit havde hun fuldt ud ret i men dog var han ikke ude på at få hende til at gå fra ham da han blot ønskede hun skulle være glad om det så var med en anden. ”at han beskytter dig er godt… men han bør også tage sig af din sorg og holde den væk fra dig… så længe han ikke gør det uden du er sikker på at du vil have det så er der vel ikke noget galt i det…” han tav og fik et bestemt blik i øjne som han gik hen og tog fat i hendes hage for at sikre sig at hun ville se ham i øjne når han sagde det næste ”men hvis han nogensinde gør det uden din fulde tilladelse og jeg finder ud af det vil jeg gøre alt i min magt for at få ham til at fortryde det” sagde han med en beslutsomhed man sjældent så hos ham og det var tydeligt at han ikke ville sky nogen midler hvis han fandt ud af at Gambit havde gjort hende noget mod hendes vilje, han slap hende roligt igen og trådte lidt tilbage for at vise hende at han kun havde holdt hende for at have hendes fulde opmærksomhed som han sagde ordene. Da hun bad ham tænde op i ilden så han blot der hen og sukkede dybt hvorefter der med det samme gik ild i brædderne som havde det været tændt i lang tid, det var en af de non verbale besværgelser han var bedst til efter sine år i jordhulen men det var aldrig noget han havde tænkt videre over. ”jeg er ikke sulten så du skal ikke tænke på mig” sagde han med et svagt smil i håb om at det ville skjule hans løgn om sulten da han udmærket godt vidste at han ikke duede til at lyve for hende selv når han ville. Han gik hen til tøjet hun havde lagt foran ilden og så ned på det *skal jeg… jeg kan lige så godt hjælpe hende så hun ikke skal vente… og gulvet ikke bliver vådt* tænkte han stille for sig selv og trak sin stav da han måtte bruge den til det han havde i tankerne at gøre. Han rettede staven mod tøjet og mumlede nogen ord for sig selv så lavt at det bare lød som om at han trak været højt til tøjet var helt tørt inden han lagde sin efterhånden gamle og slidte stav i lommen inden han satte sig på knæ og folede tøjet på sin lettere barnlige måde men blot for at hjælpe lidt inden han tog det op og lagde det i bunken uden et ord inden han vendte sig og så på hende i tilfælde af at hun ville sige noget til ham mens han langsomt gik hen til den stol han havde siddet på da hun ordnede hans sår, han satte sig ned men holdte stadig blikket på hende. //ja undskyld jeg posted det lidt snerre end lovede men tænkte at du gerne ville have lidt længere svar
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 18, 2012 15:13:43 GMT 1
Det at han gerne ville finde stav til hende fik hende kort til at smile for det var jo på tide at komme videre i livet, men hvis Leo fandt en stav til hende ville hun altid have et mindre om ham, til trods for han ikke virkede til at ville blive udødelig så hun måtte jo bare acceptere at han en dag skulle dø selvom tanken gjorde en smule ondt på hende, men hun kommenterede det nu ikke. Hun smilte dog igen da han sagde han altid ville stå klar til hende, for normalt ville hun udnytte sådan noget men når det var ham så ville hun slet ikke kunne finde på det, så meget holdt hun af ham også selvom hun ikke ligefrem tænkte sig om for det måtte jo gøre ondt på ham at se hun havde fundet en anden og ligefrem forlovet sig med ham til trods for hun en gang havde erklæret sin kærlighed til ham, men den var forsvundet en smule selvom hun stadig var utrolig glad for ham. ”vi skændes Leo.. og det er hovedsagelig min egen skyld fordi jeg stadig har lyst til at rejse og nogen gange går jeg det bare uden at tage ham med. Så det er min egen skyld.” forsvarede hun lidt grunden til hvorfor de skændtes for sidste gang havde det jo været hendes egen skyld selvom de da var blevet gode venner igen senere hen.
Hun så dog lidt undrende på ham ved det næste han sagde og så kort rundt i huset, for ja de kunne sagtens bo bedre men når de ikke havde råd til mere og Gambit ville jo ikke rigtigt flytte fra huset så det var ikke nemt at finde et hus et andet sted som var bedre end det her. ”Vi bor da fint nok og min tøj fejler da ingenting. Og Leo.. vi har en rengøringskone, en dræber der hedder Turo som kommer og hjælper mig, eller faktisk var det hende som skulle gøre alt arbejdet men jeg ville blive sindssyg hvis jeg ikke lavede noget og holdt min rastløshed nede. ” sagde hun roligt med et lille smil til sidst for hun kunne jo bare lade være med at lave alt det her arbejde, men noget skulle hun jo give sig i kast med specielt om dagen hvor Gambit alligevel ikke kunne komme med hende uden for, så hun måtte jo have tiden til at gå på en måde for hun ikke ligge og sove hele dagen. Da han sagde de næste ord rystede hun bare lidt på hovedet af ham for der var jo ingen der kunne beskytte hende fra alt, selvom det da kunne være rart til tider men så skulle hun jo konstant have en person i nærheden og det ønskede hun ikke ligefrem fordi hun godt kunne lide at være alene ind i mellem. Så da han tog fat i hendes hage så hun ham roligt i øjnene selvom hun ganske kort ønskede at han kyssede hende, men det var vel en ting man ikke måtte når man var forlovet med en anden? En ting hun ikke helt ville kunne vende sig til for hun havde det med at udtrykke hendes glæde for folk på fysiske måder. ”Tro mig hvis han gør det så kommer han til at fortryde det for jeg vil forlade ham så. Nok finder jeg mig i meget men nogle ting finder jeg mig ikke i” sagde hun roligt for hun fandt sig i ret meget måtte hun sige men nogle ting dem fandt hun sig slet ikke i for skete de ting så ville hun omgående forlade ham og aldrig mere se sig tilbage, sådan havde det altid været.
Igen måtte hun ryste lidt på hovedet af ham da han sagde han ikke var sulten, men der var ingen diskussion for hun begyndte at finde noget af den smule mad frem som de havde og begyndte at gøre klar til at lave mad; først ved at finde tingene frem og stille det op og senere begyndte hun at lave mad over den ild som han havde tændt op for hende, for hun regnede med at han blev ret sulten når han først duftede hendes mad eftersom hun stadig holdt den lille kunst ved lige.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Jan 20, 2012 3:00:41 GMT 1
Leo så på hende ved alt hvad hun sagde og han langsomt sine hænder knuge med hvert øjeblik der gik dog lagde han ikke selv mærke til det ”du skal have lov til at gøre presist hvad du vil… han bør ikke diskutere med dig bare fordi du vil rejse… selv om det aldrig vil være rart at se dig gå nogen steder uden at sige det så skal du have lov til det” sagde han mens han så ned som en tydelig måde for ham at kontrollere sig selv på og ikke blive alt for sur da vreden inden i ham igen var begyndt at presse på. ”det var ikke for at sige dit hjem eller tøj er grimt… jeg mener bare at du fortjener bedre” sagde han og så op på hende og selv om han ikke vidste hvorfor kunne man begynde at se vreden i hans øjne igen dog på ingen måde så slemt som det før havde været. Han rejste sig roligt og gik hen bag ved hende og selv om noget i ham sagde han ikke skulle lagde han armene blidt på hendes hofter og kyssede hendes hår mens han forblev bag ved hende ”jeg ønsker kun at du skal være glad… men det piner mig… at du er med en der ikke giver dig hvad du fortjener selv om dette skam er okay…” sagde han stille og håbede kort at hun ville lade ham stå der lidt da han ville have en chance for at nyde hendes duft blot en sidste gang. Han slap hende lidt efter men lod dog sine hænder glide helt om hende igen kort efter som han holdte hende tæt ”jeg vil altid vente på dig… hvis det er en blodsuger du har brug for er det ikke en umulighed at jeg kunne blive det selv om jeg på ingen måde har lyst til det” hviskede han i hendes øre og det var tydeligt i hans stemme at han holdte den anden side af sig tilbage fra at gøre noget overilet. Han slap hende og trak sig lidt væk ”uanset hvad så flænser jeg ham i små stykker hvis han gør dig noget” sagde han truende og vreden stod nu helt tydeligt i hans øjne igen som det havde gjort da han først kom selv om det ikke var hende han var sur på men den blotte tanke om at Gambit ville skade hende og det faktum at så længe hun havde han så han ingen chance for sig selv, selv om ulven i ham ikke ville give op, den ulv han var blevet ville ikke give slip på den eneste person han havde elsket siden det der skete hos hans familie den gang for mange år siden ja faktisk elskede han hende mere end han nogen sinde havde elsket nogen anden selv om han ikke helt ville indse det. han holdte de mørke kolde øjne på hende og vidste ikke hvad han skulle sige han havde lyst til at vise hende hvor meget han hadet tanken om hende sammen med Gambit men han kunne ikke gøre det uden at ødeligge noget hvilket han endnu ikke var sur nok til at kunne få sig selv til. Han gik hen til hende igen men rørte hende ikke så han så ned på maden og så hvor lidt der var i forhold til hvad han var van til at se ja selv i hans jordhule havde der altid været mere mad godt nok ensformigt men stadigt mere end det der lå foran hende dog valgte han ikke at kommentere det og så blot på hende igen. ”hvis du ikke var ved at binde dig til den…ting… så havde jeg bortført dig i løbet af dagen… fulgt dig alle de steder du ønskede det og givet dig alt den tid til at rejse som du ønskede… du skulle aldrig mangle noget og ingen ville nogen sinde få lov til at gøre dig noget uden at få problemer… hvis det stod til mig… så kom du med mig og levede det liv du fortjener” sagde han med en stemme der hverken var en hvisken eller en talen men nærmest en mellemting og en tone der hverken var ondt og kommanderende eller sød og spørgende men mest af alt som man ville forvente den af en hypnotisør der prøvede at sætte en drøm i hoved på en selv om han hverken var hypnotisør eller ville tvinger tanker i hoved på hende men blot ville give hende et billede af hvordan det kunne blive og at på trods af den fastgroede gamle ulv han havde været de første gange de mødtes var villig til at glemme alt om det liv og give hende lige hvad hun ønskede koste hvad det ville. Han tog forsigtigt hendes hånd med et blik i øjne der havde passede til hans sidste ord ”men du har valgt dit liv… men jeg lover dig at jeg ikke vil stoppe med at fortælle dig hvor meget jeg elsker dig og hvad jeg ville gøre for dig før du beder mig om at stoppe eller døden kræver mig” sagde han med samme tone og blik i øjne som var det hans dybeste tanker sagt af hans sjæl der forlod hans læber hvilket det på en måde også var. han slap ikke hendes hånd men dog holdte han den så let at den mindste bevægelse fra hende ville fjerne hans hånd. Han havde en utrolig lyst til at kysse hende men han mente ikke at han kunne tillade sig det og at kysset på hendes hår var at gå langt langt over stregen selv om han efterhånden var ved at være ligeglad med hvad der var passende eller ej.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jan 20, 2012 10:46:19 GMT 1
Oppe i soveværelset havde Gambit egentlig ligget i dvale, det havde slet ikke været meningen at han ville være hjemme denne dag, så om Neimi overhovedet vidste han lå der, det var jo det store spørgsmål. En fremmed lugt og lyden af en knurren havde vækket ham, han havde været gået hen til det tillukket vindue og lugten af en lycan gjorde ham ilter. Dog stod han bare og lyttede, Neimi's stemme var alt for glad, det gik ham virkelig på og med et gik det faktisk op for ham hvem hun snakkede med. Gambit stod længe i sine egne tanker mens han lyttede til alt de sagde og jo mere denne Leo blev blød, jo mere fik Gambit lyst til at fare derned og flå hovedet af ham. For i starten gik det jo perfekt for hans vedkommende. Alle de ting der blev sagt gjorde ham vred, dog beherskede han sig, det var virkelig ikke til at holde ud at høre på ham. For ham, var Neimi hele hans verden. Han havde kun en gang for flere 100 år siden elsket en kvinde så højt. Selv det at Neimi ikke ville have børn holdte ham fra hende. Den kærlighed han havde til hende var virkelig usund, deres sidste skænderi havde endt med at han ventede på tilgivelse, mens han sad og ventede på solen midt på strandens kølige sand. Der fik han da også bevidst at han virkelig elskede hende og han så at han virkelig betød noget for hende. Aldrig ville han gøre hende noget ondt, i hvert fald ikke bevidst. Og hvis dette skete, havde han virkelig svært ved at tilgive sig selv. Som han mærkede at hans tid snart var kommet til at gå ud, samlede han sig modet til at holde hovedet koldt. Han kunne mærke hvor tæt Leo var på Neimi, indeni var han ved at eksplordere, men han vidste også at hvis han rørte så meget som et hår på Leo ville hun aldrig tilgive ham og det ville han ikke risikere. Endelig var han klar, så med sit rolige jeg med sig, gik han ud af deres soveværelse, ned af trappen og endte med at stå lidt i det skjulte og kigge på dem. "Du har vidst ingen ide om hvor højt jeg elsker hende, har du vel?" Lød det roligt fra ham, som han kom frem fra mørket og så stille på dem. Et sted måtte Neimi være lidt bange for hans reaktion, for hun vidste hvor vred han kunne blive. Men nu ville han virkelig bevise overfor hende at han elskede hende og Leo kunne prøve nok så meget at ødelægge det, men Gambit ville være stærk. Den lille kærlighedserklæring havde næsten fået ham til at smadre et eller andet, men så igen, han kunne ikke bebrejde manden, Neimi var en fantastisk kvinde. På alle måder. Og tanken om at det var ham der var hendes forlovede og ikke Leo fik ham til at have et lidt triumferende smil på læberne. Han gik roligt hen til Neimi og kyssede hendes mundvig. "Skal du ikke præsentere mig for din ven?" Lød det stille fra ham, selvom man et sted godt kunne se og høre på ham at han kæmpede for ikke at hidse sig op.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 20, 2012 21:01:45 GMT 1
Alt det Leo sagde, virkede meget lokkende men det virkede også som om han forsøget at lokke hende væk fra Gambit ved at friste med det eneste som virkelig kunne friste hende, nemlig friheden til at gøre som hun ville men stadig sammen med en person hun godt kunne lide. ”Hvordan kan det være jeg fortjener bedre? Jeg var et uønsket barn, en tyv, en morder og nogen ville sige jeg også var luder” spurgte hun roligt som hun gjorde mad tingene klar ved at rense dem og skære for, eftersom de ikke havde meget men hun kunne i det mindste tilbyde ham en god suppe bestående af de ting hun nu lige havde. Ligesom hun tidligere havde lavet lækker mad til ham og hans søskende med meget få ting faktisk, dog denne gang måtte hun gøre det med meget mindre ting eftersom det var vinter så hun havde ikke mange ting at byde på udover de ting der kunne tørres eftersom hun ikke anede hvordan man kastede en speciel besværgelse over mad for at få det til at holde meget længere. Dog da han kom hen og stillede sig bag hende lagde hun kniven på bordet for hun kunne ikke koncentrere sig når nogen stod på den måde bag hende, så det var både irriterende og behageligt på samme tid, derfor lod hun ham også bare stå der, mens hun lyttede til det han hviskede til hende, hvilket ikke ligefrem var særlig sødt at gøre imod hende for hun havde altid blevet blød i knæerne uanset hvor sur hun var eller hvor meget hun nægtede det, og det var vidst ikke helt ovre selvom hun dog forblev oprejst men knyttede nu lidt hårde om kniven bare for at være sikker på hun havde noget fast at holde ved for ellers ville hun nok vende sig om og kysse ham men det kunne hun nu heller ikke tillade sig selv for hun havde Gambit så hun kæmpede en mindre indre kamp fordi hun i det mindste ville forsøge at være tro så han kunne vide at hun holdt meget af ham og faktisk mente det. ”Jeg ønsker ikke du skal blive til noget som du ikke selv ønsker at være. Jeg ville aldrig ønske et liv i mørket for dig.” sagde hun roligt efter han havde sluppet hende for det var jo det sidste hun ville ønske for ham, desuden havde hun allerede forklaret ham at hun havde brug for ham om dagen og ikke om natten som han ville tvinge hende til hvis han gik hen og blev vampyr. Nok var hun glad for vampyr racen men hun ville ikke lade ham blive en, så hellere udødelig end vampyr for hun ville ikke have han skulle slå ihjel specielt når hun vidste hvor meget han ville hade sig selv for at gøre skade på andre, det ville også bare gøre ondt på hende at vi det ville gøre ondt på ham.
Hans lille ide til en flugt var ret sød så den fik hende til at smile lidt for tanken var lokkende, men hun mente nu også at hun havde det godt nok med Gambit til trods for hun havde givet op at rejse for at lærer, eftersom de måske en dag blev trætte af hinanden så hun kunne rejse ud og lærer mere af disse lande at kende, til trods for hun havde rejst i mange år så blev hun alligevel aldrig træt af at gøre det for der var altid noget nyt at lærer for hende. Dog så hun for første gang på ham i længere tid da han tog hendes hånd og sagde de ord som bare fik hendes stille søde smil blive på hendes læber, så hun havde ikke rigtigt lagt mærke til Gambit før han talte men der så hun også overrasket på ham uden smil men smilet kom hurtigt igen ved synet af ham selvom det her burde gøre hende bare en smule utryg for der var jo en mindre detalje hun ikke havde fortalt Gambit, netop det at hende og Leo havde været i seng med hinanden og de havde altid været meget tætte selvom det ikke var så meget fysisk så mere fordi de kunne snakke sammen om alt på en måde ingen andre ville kunne forstå. Da Gambit kyssede hende på mundvigen gjorde hun det samme med ham med et lille smil på læberne. ”Selvfølgelig.. Gambit dette er Leo min ældste og nærmeste ven.. Leo dette er min forlovede Gambit” præsenterede hun roligt som hun blev stående hvor hun stod og egentlig bare stod og virkede sød og uvidende, som om denne præsentation var noget hun havde glædet sig længe til, selvom det nu ikke var rigtigt for hun havde jo lidt frygtet dette måde fordi hun nok havde regnet med de ville ryge på totterne af hinanden, fordi de begge elskede hende og ikke ville dele hende med nogen. Hvilket hun på en måde forstod men alligevel ikke helt, for ja hun ville blive sur hvis nogen af dem lå med en anden kvinde, men havde de haft en aftale om de godt måtte ville det ikke gøre hende så meget, for lige nu lod hun da Gambit beholde Toru som rengøringskone til trods for hun vidste han var glad for kvinder og Toru var jo ikke ligefrem grim at se på, selv det kunne hun da indse. For den tøs havde ligesom noget uskyldigt over sig som Neimi ikke havde.
|
|