|
Post by Neimi Silvertung on Jan 26, 2012 6:26:07 GMT 1
Da hun kom uden for sank hun alligevel ned i jorden med et smertende ulykkeligt skrig for det var svært at opretholde en stolt facade når en man elskede lige havde afsluttet alt, så hun sad lidt på jorden efter hun havde skreget, lukkede bare øjnene og bildte sig selv ind at dette bare var en drøm men da hun åbnede øjnene var hun stadig samme sted og hendes meget lille hjerteknust, så endnu en gang rejste hun sig og begyndte sin vandring ned i mod byen for hun var for træt til at rejse lige nu selvom hun faktisk ønskede det, så trængte hun til søvn. Hun så sig kort over skulderen på huset, som hun egentlig havde glædet sig til at de skulle arbejde på sammen så det ville blive et rigtigt godt sted for dem at bo, men nu blev det vidst ikke til noget for han havde taget sit valg og brudt forlovelsen. Igen blev ansigtet vendt mod byen før hun ville gå ned og leje et værelse for dagen, inden hun ville gøre det som hun i hendes hoved havde besluttet sig for, nemlig at drage til det land hun hadede mest af alt, nærmest for at få sig selv til at lide mere eftersom hun altid ville have de mænd som hun ikke fortjente på nogen måde.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jan 27, 2012 19:23:41 GMT 1
Selvom han af hele sit hjerte ønskede at være med Neimi, gik det op for ham at han havde taget det rigtige valg, for han fortjente at føle han var den som hele verdenen handlede om. Neimi var for fri en fugl, Gambit var en hyggefyr der elskede faste rammer. Der var på ingen måde de ville kunne holde sammen i længden, det ville være slut før det begyndte. Desuden var tanken om at hun skulle røre en anden helt utænkelig, hun så ikke kærlighed som han gjorde og det kunne et ægteskab jo ikke bygge op på. Efter solen var gået op og ned, pakkede han beslutsom en rygsæk, for at gøre sig klar til at rejse. Nu skulle Toru have den undskyldning, men først skulle Gambit rundt og se om han kunne finde sig selv i naturen. Hans blik var sørgmodigt som han så på sit trofaste hjem, lugten af Neimi måtte gerne forsvinde før at han kom tilbage hertil, for minderne var alt for pinefulde.
//out
|
|