|
Post by Leonardo G.V.L.R on Jan 21, 2012 0:38:52 GMT 1
Leonardo havde først hørt Gambit da han var næsten nede af trappen og havde derfor flyttede din hånd inden han rykkede sig lidt væk da han ikke var helt sikker på om det var ham dog da han så ham og hans odør kom tæt nok på til at han kunne lugte den i menneske form fnøs han som havde han lige haft et møde med et stinkdyr selv om det ikke var tilfældet men at han altid havde hadet lugten af vampyre selv dem han kendte. Hans øjne blev helt mørke igen inden han så på Gambit og han vidste at kun Neimi ville kunne se hadet da rasten af ham virkede rolig og normal ”du støtter hende i sin nye sårbarhed i stedet for at have givet hende en evighed der ville være mindre farlig… en person der lader en fremmet sulten ulv rende rundt kan ikke være til særlig meget beskyttelse eller have særlig meget kærlighed” sagde han kort fra hoved som svar til ham men dog kunne det virke som om at han altid var sådan men på den anden side var det jo også den person han efterhånden var blevet men som han havde svært ved at holde når han var alene med Neimi. Leo havde været for optaget af lyden og synet af Gambit til først at svare på det hun havde spurgt om men han så nu på hende ”hvad du var er ikke hvem du er… folk der har sagt det har ingen øjne haft eller blot et sind dummere end en hvalp du engang kendte” svarede han roligt og toneløst og gjorde det tydeligt for hende at han omtalte sit gamle jeg som den dumme hvalp selv om han nu aldrig havde set sådan på hende som hun beskrev det. hendes ord om at hun ikke ønskede et liv for ham i mørke havde blot bragt et ondt smil med sig ”for sent” sagde han blot koldt ligeglad med om Gambit hørte det inden han vendte rundt og gik mod døren men stoppede dog på halvvejen. Han forvandlede sig langsomt til sin ulveform som han vendte sig mod dem igen og da han havde front imod dem igen var han i sin fulde ulveform med det samme truende blik som han havde haft i øjne da han først kom han sagde ikke noget men knurrede truende mod Neimi presist som han havde gjort før han havde opdagede han stod over for hende dog var det hans måde at lade hende vide på at han ikke ligefrem var glad for hvad han hørte eller måden hun præsenterede ham. ”personen der vil skændes med dig grundet din trang til frihed… blodsugeren der ikke kan nyde solen med dig” sagde han blot til Neimi dog så han på Gambit i mens for at lade ham vide at han bestemt ikke var glad for ham og gerne lod ham vide det. han gøede højt og aggressivt af Gambit inden han gik lidt imod dem med blottede tænder og kolde øjne dog stoppede han lidt der fra. Han vidste at dette ikke var hans område og han regnede stærkt med at hvis han skulle beslutte sig for at angribe Gambit ville Neimi på ingen måde være på hans side men han kunne jo ikke vide andet end hvad hans tro fortalte ham. ”hvordan kan sådan et usselt nattevæsen leve med sig selv når han ikke engang giver dig hvad du fortjener” sagde han koldt i sin knurren til Neimi dog uden at tage øjne fra Gambit som et klart tegn på at han ikke stolede på ham på nogen måde. ”Neimi… flyt dig… jeg vil ikke risikere at skade dig” sagde han en smugle mere roligt og så lige på hende med et blik der kun et kort øjeblik sagde ’jeg beder dig’ inden blikket blev koldt og fyldt med had igen og han rettede hoved mod Gambit han havde ikke lige nu tænkt sig at skade Gambit men det var tydeligt at se på hans holdning og høre på hans aggressive og truende knurren at der ikke skulle ret meget til før han ville flyve frem selv om han ikke anede hvordan hans chancer ville være mod den fremmede vampyr. Han havde før haft held med at dræbe en fuldblod ja faktisk to men han kunne jo ikke vide hvor stærk manden foran ham var og om han ville kunne måle sig med ham eller ej selv om hans ulve side overbeviste ham om at han med lethed kunne dræbe vampyren han havde opbyggede så stort et had til uden rigtigt at kende ham som andet end den person der elskede den samme som ham hvilket han fuldt ud godt kunne forstå men han ville ikke give op i den kamp han havde sat sig i hoved han skulle have hvis han skulle have en chance for at kunne være tættere på Neimi end Gambit var det.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jan 21, 2012 23:27:48 GMT 1
Disse ord fik ham til at koge indeni, han forsøgte virkelig at tænke igennem før han åbnede sin mund eller lod sin krop tale for ham ved et angreb. Der farede mange gode tanker rundt, han prøvede at falde tíl ro ved Neimi og hans første møde på stranden, deres tagfat, måden de havde haft det helt fantastisk sammen og de gamle glemte følelser kom frem. Denne førtid horekarl var blevet blød og meget forelsket og ville for alt i verden ikke slippe Neimi frivilligt. "Du får hende til at lyde svag. Hvis der er en ting jeg har lært, er det at Neimi faktisk sagtens kan klare sig selv. Dette betyder dog ikke at jeg ikke vil være der. Og havde du virkelig angrebet hende, var jeg gerne sprunget ud af vinduet for at beskytte hende, selvom solen stadig var oppe. Jeg vil ofre alt for min elskede. Desuden så ville jeg da helst gerne have haft hun blev vampyr som mig, men hendes kærlighed til solen er stærk og den vil jeg ikke bryde. Hun har trods alt en fri vilje til at gøre hvad hun vil. Og mon ikke hun ved hvad der er bedst for hende selv?" Med et selvtilfreds smil og den rolige stemme, holdte han sit blik fast på Leo, for man vidste jo aldrig hvordan han ville takle dette. Et sted kæmpede de jo faktisk mod hinanden om hende, dog bare i ordkløverier. Dog valgte Leo alligevel at vise sig fra en mere vred og måske endda kommende voldlig side af ham. Det var svært at tage seriøst, for nøj hvor den ulv kunne lave en scene. Hans hænder strøg Neimi kort ned af ryggen i blid kærtegn, han ville faktisk gerne have hun kunne mærke at han var der. "Hør Leo, solen kan hun nyde med venner som dig. Ærlig talt syntes jeg du opfører dig tarveligt, for jeg ved hvor meget Neimi holder af dig, det kan jeg mærke." Det sidste kunne man høre gjorde lidt ondt at sige, for han havde hørt og set nok, følt nok, til at vide at de havde lidt mere end et simpelt venskab bag sig. Der var ingen grund til at være jalous, for hun havde jo truffet et valg og det valg havde været gambit. De gange de havde elsket sammen havde jo ikke kunne måle sig med nogle af alle de kvinder han havde været sammen med. Og selv Toru som i starten havde været fristende, lagde han ikke et forkert blik på en eneste gang. Da det lod til at Leo ville kæmpe, rystede han på hovedet, hvorfor gøre det her? Hvordan kunne han snakke om Neim's bedste, når han satte hende i dette sted? "Hvis du virkelig elsker Neimi! Hvorfor gør du så det her? Kan du ikke se at du skader hende mere end noget andet? Tror du virkelig hun ønsker at se to af dem hun holder allermest af såret, måske en af os døde?" Angrib du mig bare alt det du vil ulv! Jeg nægter at gøre modstand, for Neimi ville blive knust og ville aldrig tilgive mig hvis jeg skadet en af hendes venner." Alle gamle sætninger fra hendes læber løb jo rundt i hans hoved, den eneste grund til at han holdte hovedet så koldt og tænkte så godt, var at hendes ord, hendes dejlige smil og igen de triste øjne ved hans jalousi og vrede, som motiverede ham.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 22, 2012 15:51:30 GMT 1
Svag? Var det ikke lige det som Leo kaldte hende til trods for hun faktisk havde mange flere fordele end en vampyr? Hun forstod ikke Leo hvorfor han pludselig var sådan, hvorfor han mente hun var sårbar når hun ikke kunne dø af kniv stik eller af alderdom og hun stadig havde solen at kunne nyde så hun forstod ham ikke, hvilket fik hende til at se ret trist på Leo end hun ellers havde gjort tidligere for det begyndte at gå op for hende at hendes ellers så glade ulykkelige hvalp så småt forsvandt fordi han ikke ville lade hende være den hun var. ”Jeg vil stadig hellere have den hvalp.. Den hvalp gjorde jeg ønskede at leve og nu dræber du det ønske” sagde hun stille og så ned i gulvet for han gjorde det ikke ligefrem nemt for hende til trods for hun ikke var klar til at give op med at få hendes hvalp tilbage, selvom det lige nu bare så meget svært ud for hende så hun trængte til at tænke. Dog så hun op på ham igen da han forvandlede sig til ulv men hun nægtede stadig at flytte sig for han skulle ikke have lov til at angribe Gambit, så måtte han i hvert fald forsøge på at dræbe hende først.
Noget der egentlig kunne glæde hende en smule var det at Gambit ikke virkede til at ville slås med Leo til trods for at Leo stod og knurrede og gøede af ham for det plejede vidst at være noget der fik ham til at flippe? Hun så kort på Gambit med triste øjne for det var ikke sådan her hun havde forstillet sig mødet mellem de 2, selvom det måske heller ikke ville være så godt i hendes tanker så havde hun da håbet på noget mere afslappet, også grunden til at hun bare forholdt sig tavs og så væk fra dem begge og hen på den mad som hun ellers havde glædet sig til at lave til hende og Leo som nu bare stod der, ufærdigt, så et lille suk forlod hendes læber.. Måske skulle hun bare gå inden hun kom til at sige noget forkert? For hun var ret sikker på at hvis hun sagde hvad hun tænkte ville hun enten miste den ene eller måske dem begge, så det var bedre at forholde sig tavs mens hun stod foran Gambit fordi hun ikke ønskede de skulle slås og gjorde de dette måtte de begge mærke konsekvensen af deres begge jalousi fordi de begge troede de vidste hvad der var bedst for hende til trods for at hun selv burde vide bedst.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Jan 22, 2012 19:23:08 GMT 1
Leo lyttede modvilligt til hvad Gambit sagde og hans knurren blev langsomt lavere i takt med et han lod Gambit’s ord nå ind til ham selv om han ikke ville. Neimi’s ord om hans hvalpe side eller rettere hans gamle jeg valgte han ikke at lytte til overhoved og det var næsten som havde hun ikke sagt dem. Da Gambit var færdig med at tale knurrede han en enkelt gang højt for at understrege hvor lidt han brød sig om det han sagde. Han lod sig blik ændre sig for et kort sekund og sørgede for at kun Gambit ville se det, blikket som han forsøgte at lade gambit se og forstå var et tegn på at han kunne se Gambit havde rat i sine ord men at det ikke helt var nok. Da hans blik var som før igen så han på Neimi ”du skal få som du ønsker…” sagde han med en lettere opgivende men stadig kold stemme inden han bakkede nogen skridt tilbage og så på dem begge med et blik det tydeligt viste at synet gjorde ondt på ham inden han vendte øjne mod Neimi igen ”det var bedre da jeg troede du var død” sagde han med en stemme så tom som død og et blik som var han ligeglad med om hun var død eller ej hvilket dog ikke var sandt men blot hans måde at vise han gav op. Han vendte blikket mod Gambit ”sørg for at hun har alt hvad hun fortjener…” sagde han og tav kort ”hvis jeg finder ud af at du nogen sinde gør skade på hende… eller hendes sjæl… så dræber jeg dig” sagde han chokerende roligt dog ikke de sidste ord der havde en vrede og den trussel i sig der viste at han mente det og ikke ville sky nogen midler for at holde det. han vendte sig halvt rundt så han stod med siden til dem ”du vil finde et udvalg af hvad jeg lovet dig inden ugen er omme og det vil være det sidste du vil se fra mig” sagde han roligt med en tone som gav han hende ja faktisk dem begge et løfte inden han rettede blikket mod Gambit inden han nikkede stille som et modvilligt tegn til at han mente Gambit var den bedste beskytter til hende når det nu ikke kunne være ham. Han vendte rundt og luntede roligt ud af døren med en næsten hoppende gang som havde han altid været en ulv. Inden han forsvandt helt ud af døren så han tilbage og lagde ørene tilbage med en mild knurren blot for at komme med en sidste trussel inden han vendte sig helt og luntede væk i mørket dog i sekundet han var ude for syns vide skiftede hans gang til en hurtig løben som han holdte hele vejen hjem til sin gamle jordhule hvor han kravlede ned og lagde sig ligeglad med at den var ved at brase sammen.
//out//
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jan 25, 2012 15:04:29 GMT 1
Der var ikke mere at sige, Leo gjorde klogt i ikke at angribe og bare forsvinde. De ord han sagde, kunne Gambit kun nikke til, det var jo fair nok. Dog kunne han ikke stå og ikke blive vred over denne opførsel, tænk at udsætte Neimi for dette, hun havde ikke brug for det. Der skete noget i ham han ikke havde set før, han græd. Gambit tog Neimi ind til sig og lagde sit hoved ned mod hendes hår, duftede godt til hende. "Neimi jeg elsker dig højere end noget andet, og hvad du end ønsker, så vil jeg give det. Selv hvis det betyder jeg er nød til at give slip på dig. Det knuser mig at skulle se dig knust og såret, jeg har brug for at se dig lykkelig. Du ved hvor meget det her piner mig, for hvis der er noget jeg ikke vil så er det at miste dig. Men dine ord sidder printet i mit hoved, det var ikke min skyld du ville leve, det var hans." Hans stemme skælvede og han lød faktisk bange, bange for at miste hende, miste drømmen om deres lykke. Gambit ønskede at være med Neimi mere end noget andet, men at være sammen med en som faktisk levede for en andens skyld, det var heller ikke ham værdi, der var ingen af dem der fortjente at leve sådan et liv. Måske var det bare ikke de to, men det var jo hendes beslutning. Desværre lod det til at Gambit var en hun holdte af, og Leo en hun elskede. Og burde man ikke følge sit hjerte? Hvor dårlig en mand ville han ikke være hvis han lod Neimi leve et liv med ham og hun så ville være ulykkelig? Det ville jo slå dem begge ihjel til sidst. "Jeg ville ønske det var mig Neimi, jeg ville ønske at de blikke, de smil, den stemme, at det var mig. Men det er det ikke. Du fortjener at være lykkelig og hvis det ikke er med mig, så vil jeg ikke være i din vej." Lød det stille fra ham, han kyssede hendes hår og nød duften af hende igen som var det sidste gang hendes dejlige duft ramte ham. Lige nu var han kommet over det stædige, der var ingen grund til at prøve at holde hende fanget, trods alt vidste han hvad kærlighed var.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 25, 2012 18:24:54 GMT 1
Det Leo sagde og gjorde virkede til at gøre ondt på hende, så noget ukendt gled stille ned over hendes kinder, så hun havde hurtigt en hånd oppe ved hendes kind og tog hånden væk igen, den var våd? Hun så undrende på hånden inden Leo forsvandt men da han forsvandt så var hun lige ved at løbe efter ham men endte i stedet i Gambits favn som hun valgte at trykke sig ind i stedet og selv stille lagde armene om ham, så hun nærmest gemte sig hos ham. Dog rettede hun hurtigt hovedet op da han begyndte at snakke for det lød jo lige som om han slog op med hende, så hun så undrende på ham stadig med lidt tårer ned over kinderne, dog var det ikke særlig meget men de var der eller så var de på vej. ”Slår du op med mig?” spurgte hun undrende for hun havde før sagt at hun stod ved hendes valg og det gjorde hun altså stadig. ”Jeg tog et valg for længe siden og jeg valgte dig.. Men lige nu beder jeg kun om 1 eller 2 år til at sørge for Leo ikke gør for stor skade på sig selv, så vil jeg komme tilbage igen og være din, for det er det jeg vil men jeg vil ikke kunne leve med mig selv hvis jeg vidste jeg var grunden til at han ville dræbe sig selv, holder alligevel for meget af ham til det..” forklarede hun stille og sukkede lidt for det var da irriterende med de her følelser og tanker der kørte i hendes hoved.. Hun så lidt ned af ham for hun havde specielt ikke tænkt sig at forlade ham helt, så øjnene gled op på ham igen for hun havde tænkt tanken til ende, fordi hun jo ikke ville have ham til at falde tilbage i druk igen så hun måtte jo finde noget han kunne lave. ”Hvis du stadig elsker mig om et par år og måske har fikset huset her op eller fundet et nyt og bedre sted…så…” hun stoppede kort sætningen for at sukke lidt ”Så kan vi forsøge at få et barn, som kan være ved dig hvis jeg en dag får lyst til at rejse alene en dag… Men i mellemtiden må du hellere ligge med andre kvinder ind i mellem og stadig være den charmende drillesyge mand som du er og som jeg holder utroligt meget af” Det sidste var sagt med et lille smil for det var jo det hun mente om ham, charmende og drillesyg… Hun mente det med barnet og kvinderne egentlig for en mand som ham ville næppe kunne gå 2 år uden at være sammen med en kvinde og hun kunne heller ikke helt love hun ikke ville være sammen med Leo på den måde, så hun gav ham lidt frie tøljer med kvinderne selvom hun nok ville kræve at han blev hendes når hun en dag kom tilbage, for der var ingen tvivl i hende, hun ville komme tilbage når hun en dag var sikker på at Leo enten var død eller bare ikke ville gøre skade på sig selv.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jan 25, 2012 19:43:36 GMT 1
Det var ikke fordi han slog op han gav hende jo et valg, så han rystede på hovedet. "Nej, nej jeg giver dig et valg Neimi." Sagde han hurtigt, for han ville helst ikke være den der gjorde det forbi, selvom han følte lidt at det måske var nød til at ende sådan. For han havde en forståelse af at hun bare følte sig forpligtet og det ønskede han ikke. Da hun blev ved med at snakke lyttede han, hans hænder som før lå om hendes liv, knugede han nu hårdt sammen, dog stadig med armene om hende. Det her havde han ikke tålmodighed til, hun vidste jo slet ikke hvad det ville sige at være forlovet, gjorde hun vel? Gambit gav slip på hende og gik hen til en reol, han så bare på den og smadrede den så synder og sammen i et vredes udbrud. "Går du efter den ulv har du også taget valg Neimi! Jeg venter ikke på dig i et år eller to og min kærlighed til dig ville betyde jeg aldrig vil gå i seng med en anden kvinde så længe vi er sammen. Hvordan kan du overhovedet sige sådan? Nej, svar mig ikke, for jeg ved vidst selv svaret." I det han sagde disse ting i hård og fast tone, lidt hævet stemme og det vrede blik, havde han kun ansigtet vendt lidt hendes vej. Det gjorde kun mere ondt at se på hende. Et sted begyndte han at hade hende for det her, hvorfor skulle den forbandede ulv også komme rendende her?! Tankerne farede rundt i hans hoved, han slog en knytnæve ind i væggen og endte med at lave et hul, samt få træsplinter i det meste af hans nælve. "Hvorfor skulle jeg vil have et barn med en kvinde som ikke engang kan sige hun elsker mig!" Brød han så ud i vrede, han gik vredt forbi hende udenfor og så sig lidt rundt. Et sted havde han lyst til at sætte efter den ulv, han gjorde så meget for Neimi og hun gav ham intet igen af det som der faktisk var det han ønskede. Gambit skreg vredt ud i luften og endte med at lade sig selv falde ned på knæ og derefter forover hvor han tog hårdt fat i græsset. Han græd, men lydløst og han vidste ikke hvor meget længere han kunne være i hendes nærhed før at han gjorde noget han fortrød.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 25, 2012 20:44:43 GMT 1
Da han slap hende for at have sit vredes udbrud så hun trist på ham for det virkede ikke ligefrem som om han ville vente på hende det galt jo sig kun om et par år i forhold at de kunne tilbringe en evighed sammen efter, så hvad betød et par år? For hende betød det ikke meget men det gjorde det åbenbart for ham. Så et stille trist suk undslap hendes læber som hun gik hen og sank ned i den ene stol for hun havde brug for at tænke tid og så orkede hun egentlig ikke hans vrede for hun var splittet lige nu.. Skulle hun sætte efter Leo for at hjælpe ham netop fordi hun ikke ønskede at se ham gøre ondt på ham selv så hendes nyvoksende samvittighed kunne få ro, for til gengæld at svigte Gambit? Eller skulle hun blive ved Gambit og hade ham endnu mere fordi han ikke lod hende hjælpe andre som betød noget for hende?
Hun satte sig til at se på ringen nærmest for at se om den kunne give hende svaret, endnu en gang måtte hun sukke inden hun så op og lige nåede at se ham forsvinde forbi hende. Hele hendes liv gik i smadder lige nu for hun var jo begyndt at se frem til et liv med Gambit men han gjorde det ikke særlig nemt for hende. Hun ventede lidt inden hun rejste sig med et suk og gik ud efter ham med nogle enkelte tårer ned af hendes kinder for det virkede ikke ligefrem til at hun kunne stoppe dem, så hun lod dem bare rende, men stod en meter bag ved ham med den ene hånd over hendes anden arm, som en der vidste hun gjorde noget forkert. ”Hvis det ikke var for Leo ville jeg ikke elske dig nu som jeg gør.. Men jeg er bange for du ikke vil lade mig være mig, for det virker som om du vil lave om på mig og holde mig væk fra alle andre væsner, og det er ikke noget jeg ønsker.. Jeg ønsker at være sammen med dig ja fordi jeg elsker dig, men jeg vil ikke leve uden venner i mit liv.. Måske var det Leo der gav mig ønsket til at leve, men det var dig der gjorde jeg ønskede at forlænge livet så jeg ikke behøvede at være endnu et såret minde i dit liv” sagde hun lidt stille for hun vidste hvad det kostede hende, hvis han virkelig ikke troede på at hun var værd at vente på eller bare værd at stole på. Hun havde ventet på ham i starten og stolet blindt på ham lige fra start selvom hun vidste han ville bringe smerte med sig for det gjorde alle vampyrer i bund og grund..
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jan 25, 2012 20:59:49 GMT 1
At hun kom her ud, stod og forklarede, havde hun virkelig ikke set alt det som han lige havde gjort for hende? Han tog imod en mand han vidste hun havde haft noget med mere end som ven! For hendes skyld! Vreden voksede kun, hvordan kunne hun være så blind og egoistisk? Gambit kæmpede for ikke at rejse sig og lange hende en, han tørrede sine tåre væk, tørrede det af i græsset og rejste sig. Høj som han var og vendte rundt for at se ned mod Neimi med et koldt blik. "Smut ud efter ham Neimi. Jeg har svært ved at tro dine ord når du ikke engang har kunne se alt jeg har gjort for dig. Vores store skænderi som sendte dig til stranden, kan du huske det? Der lovede jeg dig nogle ting. Og lige nu her!" Til sidst hvæsede han, men faldt lidt ned igen og forsatte. "Har jeg bevidst at jeg kan sågår lukke en af dine tidligere elsker ind i dit liv uden at smadre ham synder og sammen. Jeg troede oprigtigt at jeg var den der havde vundet, men jeg har ikke vundet en skid Neimi. Jeg er intet af det jeg ønsker at være i din verden. Jeg var fristet til at banke livet ud af ham, men jeg gjorde det ikke, jeg tog den med ro og jeg støttede dig hele vejen igennem. Men det glemmer du, du der kun det knapt så rare ved vores forhold, selvom jeg faktisk har ændret mig for din skyld!" Hans talestrøm var kold og fyldt med foragt, tænk at hun gjorde det her mod ham. Var der da intet der gik igennem hendes hoved af gode ting han kunne. Gambit kunne ikke klare det, hvis hun vendte tilbage, måtte de se hvad der skete. "Forlovelsen er hermed hævet, behold ringen, smid den væk, jeg er ligeglad. Hvis du kommer tilbage, så kan vi tage den derfra, men indtil da. Så er vi to færdige med hinanden. Pak det du vil fra huset og forsvind. Hjælp din fortabte kærlighed." Sagde han hårdt og blev stående, for han ville se hende lide, lide så meget som han havde. For der var ikke det han ikke havde fundet sig i det sidste døgn og så giver hun ham dette her at arbejde med. Det var på ingen måde fair, men havde han virkelig forventet sig andet af hende? Han følte sig dum overhovedet at have indledt noget. Det her skete sikkert tit for mænd der mødte hende.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 25, 2012 21:24:46 GMT 1
Det var lige før hun ikke orkede mere, for hun vidste godt hvad han havde gjort for hende og lovet hende, og hun vidste at det betød en del men hun havde det stadig svært med det for det drejede sig alt sammen om følelser og det var netop ikke lige hendes styrke, men det var tydeligt hvad at hun var ved at opgive måske ikke ligefrem forholdet med ham men livet bare generelt for hun kunne aldrig få hvad hun gerne ville have, selvom det nok var hende der var problemet. Hun så ned i jorden som hun lyttede til hans ord men ikke rigtigt sagde noget til dem for det virkede jo til at han havde bestemt sig så hun kunne ikke sige meget til det, for hun havde valgt til trods for Leo, før hun havde sagt ja til Gambit, at hun var forelsket ham, men det gik op for hende at det var som et barn elskede hendes far fordi hun var forblændet af alt det han kunne lærer hende og så det han beskyttede hende som Jack havde gjort det. Til sidste da han havde sagt de sidste ting vendte hun rundt og forsvandt ind i huset igen, men hun pakkede ikke hendes ting, tog bare kappen af og trak op i det ene ærme i trøjen inden hun tog kvinden og satte sig foran pejsen med den. Hun så lidt på armen inden hun førte knivens spids til armen og begyndte at skære dybe sår i den bare hud, blot for at hun kunne se blodet glide ned over armen og ramme gulvet, lige indtil det lukkede sig igen så skar hun bare forfra. Alt sammen så hun kunne gøre et forsøg på at glemme og få styr på hendes tanker igen, for uden hun vidste af det så hjalp det altid med at gøre skade på hende selv hvis hun skulle falde til ro. Så mens hun sad og skar i sig selv vuggede hun sig stille uden nogen musik i hovedet eller ikke.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jan 25, 2012 21:34:08 GMT 1
At hun intet sagde var vel kun en lettelse, han så bare efter hende mens tankerne selv kørte rundt i hans hoved, hans blik forblik stift og kold mod huset. Gambit havde ikke meget at gøre, han skyldte stadig Toru en undskyldning, så måske skulle han bare tage efter hende. Dog stoppede tankerne da han kunne dufte hendes blod kraftigt, han stormede ind til hende og tog hårdt, næsten kvasende om det håndled hvis hånd havde kniven i sit greb. Dog inden hun ville nå at slippe den, tvang han hendes hånd og kniven mod sit bryst, uden at ramme ved hjerte. "Det der kunne du lige så godt høre kvinde! Stop det dog! Hvad tror du at du har gang i? Intet bliver bedre af det der! Jeg troede at det var ham du gerne ville inderst inde. Jeg føler mig jo som intet i forhold til ham, jeg hørte alt Neimi! Jeg følte alt! Forstår du det ikke?" Sagde han med smerte i stemmen og et blik der igen var blevet fyldt med knuste tåre han nægtede at lade forsvinde fra øjet. Kniven holdte han inde, og drejede den så rundt så et smertefuldt støn kom fra ham. "Gør du skade på dig selv, gør du skade på mig." Hviskede han så og så ned mod kniven og såret som blodet gled fra. Han var ligeglad med at han var sunket ned på hendes level, for igen, han gjorde jo noget lignende sidste gang ved at sidde og vente på solens dødbringende stråler.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 25, 2012 21:53:18 GMT 1
Hun sagde intet da han kom styrtende ind i huset og kvæste hendes håndled, selvom hun skar en grinmasse i smerte over hans hårde greb, men hun nægtede nu stadig at se på ham men så bare på hendes egen arm med blodet og sårene for det virkede meget mere beroligende at se på end det udseende han havde. ”Slip mig..” det var de eneste ord der til en start slap over hendes læber men de var kolde, for hun ville lide, hun havde jo mærket på ham at hun skulle lide så hun kunne lige så godt gøre det for ham. ”Jeg sagde jeg havde taget mit valg for længe siden..”.. stemmen var stadig kold for i hendes hoved burde det havde været svar nok til ham men det var det åbenbart ikke så hun orkede ikke mere, hun kunne egentlig lige så godt gøre som han havde sagt, også derfor hun gjorde mine til at ville rejse sig, uanset om faktisk sad og drejede kniven rundt i brystet på sig selv for hendes hjerte begyndte at blive mere kold fordi hun orkede ikke mere, der var alt for meget kamp til at hun kunne blive ved, også selvom hun holdt af alt han gjorde for hende men hun ødelagde det altid selv så hun kunne lige så godt bare forsvinde.. Måske skulle hun finde cage og leve i evigheder i forglemmelsens tåger.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jan 25, 2012 22:05:48 GMT 1
Det kolde over hende var nødagtig som at se på Leo, Gambit havde sin ret til at være kold, han var en vampyr, det var hun bestemt ikke. Da hun alligevel virkede ligeglad, så slap han hende og tog selv kniven ud med en grimasse, han rejste sig, smed det øverste af sit tøj og gik op i sin seng. Der var ikke mere at kæmpe for, hvorfor prøvede han at blive ved? Da han traskede op af trapperne, lod han ikke et blik hvile på Neimi, hun var overladt til sig selv nu og han kunne ikke gøre mere. Oppe på værelset lagde han sig, såret var jo ikke det største, så det var hurtigt overstået. Han lå og så op i loftet, han overvejede at kaste sig ud af vinduet når solen var kommet frem, så havde han svært ved at fortryde nemlig og det ville passe ham fint, for en mand burde stå ved sit valg. Tænk at det var sådan det skulle ende? Hvorfor havde brændt sig igen? Alt kærlighed forsvandt da han så hende dø, da han så dem dø og det havde været hans eneste chance, det enste kald. "Hvorfor er du ikke hos mig? Hvem skal passe på mig nu hvor jeg er blevet så svag?" Lød hans stemme, lav og på en måde skræmt over det var gået så vidt. Hendes kolde jeg klædte hende bestemt ikke, så han havde slet ikke set det som Neimi. Måske var det lettere at forstille sig at hun var død? Leo kom nok efter ham, han var ligeglad og hvis han ikke selv havde været skyld i hans død så var det vel fint nok at Leo var det. Gambit var så forvirret, for han vidste efterhånden ikke hvad han skulle gøre. Der var bare ikke rigtig mere for ham derude. Selvom han nu stadig skyldte Toru den undskyldning. Han kunne vel altid ende den evige pinsel efter det.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 25, 2012 22:21:22 GMT 1
Neimi sagde ikke noget da han gik op men hun rejste sig dog da hun fik hendes frihed igen så hun så bare ned i jorden og ventede på han gjorde et eller andet, så hun sagde ikke noget til at han gik op i seng eller bare oven på i hvert fald. Hun stod lidt og så ned i jorden inden hun sukkede opgivende inden hun fulgte efter ham og egentlig hørte hun også godt det han sagde, selvom det var knap og nap, dog blev hun på den anden side af døren, mens hun overvejede om hun lige skulle se til ham og egentlig bare ønskede at ligge ved siden af ham. ”Du tog selv valget Min prins.. Så nu må vi begge lide” hviskede hun stille for sig selv inden hun vendte rundt og gik ned af trapperne igen for der var ingen grund til at blive her, når Gambit allerede havde taget valget, selvom det følte som en kniv i hjertet på hende. Lige nu havde hun dog ikke lyst til at se Leo for han var skylden til alt det her, men hun havde brug for at være alene måske hun skulle lærer en eller anden besværgelse der tog alt hendes hukommelse så det ikke gjorde helt så ondt, eller måske skulle hun bare tage til slottene og se hendes maleri for derefter at dø. Hun havde ikke planer om at tage noget med sig, selv ringen blev lagt på bordet efter hun havde samlet den blodige kniv op og lagt den ved siden af ringen, så det eneste hun ville have med var halskæden han havde givet hende og som hun aldrig havde taget af. Hun begyndte så småt at forstå hvorfor Leos sind var blevet så mørk for hendes var samme vej, tilbage til ligegyldigheden og kulden som kun fandtes i sindet og for det meste ødelagde alt der var godt for hende.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jan 25, 2012 22:47:15 GMT 1
Hendes hvisken kunne høres, han var ulykkelig, det var hans fortid om igen, bortset fra at hun gik sin vej hende her, det var hans skyld at han mistede hende. Gambit hadet sig selv for at være en mand der troede på den ægte vare, men det hele gik bare galt. Han kunne være bestemmende og bare tage hende med storm, men det gjorde han ikke og nu var hun væk. Det var virkelig hårdt at lade hende gå, men han kunne ikke bare rende efter hende hver eneste gang, han trængte til at føle at han faktisk var noget værd. Men efter alt det han havde set, hørt og følt, så var det ikke ligefrem noget værd han følte sig som. Tankerne flød stadig rundt, som hun gik længere og længere væk, han kunne mærke det og det skar ham et sted i hjertet. Men nu kunne kan da lade tårene flyde frit, for der var ingen til at se dem. Gambit kørte sine hænder op i håret og greb kort fat i fustration. Det kunne ikke gå ham sådan her hver gang han lukkede en kvinde ind i sit liv som sammenlever og elsker, han gav hende alt og pludselig var det bare væk. Han bebrejdede ikke sin forlovede for at blive myrdet, men bare livet for at tage det væk som faktisk føltes godt. Havde der overhovedet været en chance hos Neimi og ham?
|
|