|
Post by Neimi Silvertung on Jan 1, 2012 18:42:15 GMT 1
Det var slutningen på vinteren men varmen var stadig ikke kommet over landene, ej heller her i Tortuga hvor det bare blæste en del fordi dette var en havneby, fyldt med pirater. Dog kunne man ikke se dette var et sted hvor det var vinter for her var ingen sne men kun blæst og regn foran solen som ville være oppe nu, men selvom det lige nu kun blæste en del men det nyttede jo intet når der var ting som skulle laves.
Ved et hus uden for den store by, lidt oppe på nogle skrænter sad Neimi ved en balje og vaskede noget tøj, for selvom skyerne truede med regn så måtte tøjet jo vaskes og så hænges op men når det regnede tog hun det nok ind. For at beskytte sig imod kulden havde hun en god tyk kappe om sig og inden for havde hun en tyk trøje og et par tykke bukser, til trods for hun ikke kunne dø af kulde så kunne hun nu godt lide varmen, selvom vandet til tider sprøjtede på hende så var der ikke meget at gøre for rent skulle der gøres når hun ikke bare sådan måtte rejse ud i verden omkring hende, og det var lige meget hvor meget hendes hjerte længtes væk. Så måtte hun beskæftige hendes tanker med rengøring, nu hvor Turo alligevel ikke kom på denne stormfulde dag så kunne hun få lov at gøre alle tingene alene i stedet for at gå ned i byen som var begyndt at kede hende og det var ikke en gang 2 år siden hun flyttede hertil, måske var det ikke en gang 1 år siden for hun var først kommet tilbage hertil for nogle måneder siden efter hun havde fundet de udødeliges maler og nu var udødelig så hun kunne opleve verden omkring hende, en verden hun alligevel ikke måtte begive sig ud i alene? For Gambit havde jo adskillige gange sagt til hende at hun ikke måtte rejse alene ud i verden, hvorfor forstod hun ikke men det havde vidst noget at gøre med at han elskede hende så meget at han ikke ønskede at der skete hende noget... nærmest uanset om det var gode ting eller ikke..
Et suk forlod hendes læber som hun rejste sig med et par både bukser i hånden, som hun skulle til at hænge op på en snor sammen med noget af alt det andet tøj, så hun var snart færdig med alt vasketøjet, så manglede rengøringen bare indenfor.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Jan 2, 2012 1:02:17 GMT 1
Leonardo var som altid i sin ulveform da han forlod et lille hus i Tortuga med blod i pelsen, blodet var delvist hans eget og delvist blodet fra boboren af huset. Leonardo havde i løbet af de sidste mdr væk fra Neimi forandrede sig utrolig meget, til det værrere. han var faldet i en dårlig vane med at adlyde sin søsters mindste vink som en hver anden hund ville gøre det uden at tænke over det og det havde samtidig gjort hans sind mørkere og han var efterhånden ligeglad med liv og død så længe han havde kontrol og kunne gøre som han ville. ejeren af huset var en gammel kæreste af hans søster som hun havde set sig ondt på og derfor fået Leonardo til at dræbe selv om han før hen aldrig ville have gjort sådan noget. han vandrede lidt rundt inden i byen inden han besluttede sig for at gå lidt væk. hans gang var en mellemgang mellem at gå og løben og det så nermest ud som om at han små hoppede afsted dog roligt og nermest elegant. han havde aldrig før været i området og vidste at ingen derfor ville kunne kende ham ved mindre han da skulle støde ind i en han kendte. Han luntede op af en lille skrant og kom til et hus hvor der for ham ikke så ud til at være nogen hjemme. han gik om på den anden side af huset og så en for ham ung pige side og vaske tøj men han genkendte hende ikke på nogen måde selv om han nok burde. han begyndte at gå langsomt og på en måde der fik ham til at virke mere som en vild ulv end nogen sinde før. han gik roligt frem og stoppede nogen meter bag ved Neimi, han knorrede vrædt og aggresivt af hende som man ville have forventede en ulv at gøre overfor en rival hvilket blot beviste at hans sind var for mørkt til at genkende hende som det var lige nu. hans øjne lignede sig selv som hans særlige pels farve dog med blodet og det onde blik var han ikke så let at kende som normalt dog vidste han at alle der kendte ham nok ville opdage det før eller siden. vinden tog i hans pels og bar hans duft til Neimi men han lugtede ikke som han plejede at gøre af skov og sin jordhule men nu lugtede han udelukkende af blod og brande hvilket viste at han ikke havde været ved sin hule i meget lang tid. //håber svaret er godt nok til dig søde
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 2, 2012 6:40:55 GMT 1
Neimi sad roligt og vaskede tøjet så det var ikke før hun rejste sig for at hænge en kjole op at hun så og hørte ulven der knurrede af hende hvilket fik hende til at se overrasket på ulven for så mange ulve kom der heller ikke i Tortuga, nok på grund af larmen nede fra byen for der var jo altid høje råb, fulde folk, borde og stole der blev smadret og alt muligt andet. Så hun så undrende på ham men da hun kom til at studere den tydeligt vrede ulv gik det mere op for hende at hun genkendte denne skikkelse for hun kendte ærligtalt ikke mange der kunne forvandle sig til ulve så hun kunne indtil videre godt adskille dem i hendes hoved. ”Leo?” spurgte hun lidt undrende for hun forstod ikke rigtigt at han stod sådan og knurrede af hende, for hun havde da ikke ligefrem gjort ham noget så vidt hun vidste. Og han havde da aldrig nogensinde knurret af hende for hun huskede ham langt fra at være en ond person, men en kærlig person som hun virkelig havde holdt af at tilbringe tid med ham. En vind tog fat i hendes hår og skjulte kort i hendes øjne men hun fik hurtigt håret væk fra de brune øjne som hurtigt så på Leo endnu en gang i lettere undren da hun opdaget blodet på hans pels og det blik i øjnene som bare mindede hende om Valentin, men Valentin var vampyr og hun var ret sikker på at dette var Leo for hun havde set så tit i hans øjne selvom dette nu var overskygget af ondskab. ”Leo hvorfor knurre du ad mig? Kan du ikke genkende mig?” spurgte hun undrende for hvorfor knurrede han af hende? Eller var det bare hende som var begyndt at se syner fordi hun manglede ham i sit liv? Det gav ikke særlig meget mening for hende lige nu for var det her virkelig bare en vild ulv som havde fundet vejen hertil og nu ville gøre et forsøg på at dræbe hende? Hun lignede sig selv uden at virke ældre i hendes udseende men hun var også blevet malet så alderen forsvandt ind i billedet og hun ville forblive ung for evigt. //det er det som altid
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Jan 15, 2012 15:35:48 GMT 1
Leonardo sneg sig tættere på hende og forsatte med at knurre til han hørte hendes stemme som han kun svagt genkendte men kunne ikke huske fra hvor ”hvor kender du mig fra?” sagde han spørgende dog så det helt forkert ud når han snakkede i sin ulveform da han først for nyligt havde lært det selv om han burde have kunnet det for lang tid siden. Han stoppede nogen meter fra hende og var tavs men det onde blik i hans øjne langsomt blev ændret til at let underen. Han snusede til luften imod hende for at se om hendes duft kunne hjælpe ham på vej til at genkende hende men det virkede ikke som planlagt. Han begyndte at så rundt om hende i en lille cirkel mens han så op og ned af hende nogen gange dog uden at det hjalp ham til at huske selv om det burde. Han stoppede igen foran hende og vinden tog endnu en gang fat i hans pels *hvorfor kan jeg ikke huske hvem hun er? Var det bare et heldigt gæt da hun sagde den første del af mit navn? Det er jo de færreste der kender mit navn…* tænkte han underne og stod nu med front mod hende og let bøjet hoved som overvejede han stadig at angribe hende dog var der noget i ham der stoppede ham *hvorfor kan jeg ikke? … hun er da ikke særlig på nogen måde… er hun?* tænkte han og det var nu tydeligt at se i hans øjne at han var forvirret og ikke kunne finde hoved og hale i det hele. ”hvem er du?” spurgte han underende og igen så det lettere sjovt ud når han talte da han ikke var van til det overhoved. Han satte sig ned men hans muskler var stadig tydeligt spændte som et tydeligt tegn på at han ikke stolede nok på hende til at slappe helt af eller vise sin menneske form.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 15, 2012 15:48:45 GMT 1
Neimi så meget undrende på ham specielt da han snakkede for det vidste hun egentlig ikke at animagus kunne gøre i deres dyreform, men det hjalp hende jo bare til at kunne snakke meget bedre med ham hvis han ikke ville forvandle sig til menneske. Men da han spurgte hvem hun var så hun meget overrasket på ham for snakkede hun med den forkerte? ”Men Leo husker du mig ikke? Tiden i din hule eller middagen med din bror og søster?” spurgte hun undrende men også lettere fortvivlet for hvorfor huskede han hende ikke? Hun huskede ham jo ret tydeligt for hun havde savnet ham og ledt efter ham selv efter hun var blevet forlovet med Gambit, men Leo havde altid været hendes sol i mørket så selvfølgelig huskede hun ham. Hendes øjne og krop fulgte ham hele tiden som han gik rundt for hvis han nu skulle angribe hende ville hun gerne være klar til modangreb. ”Det er mig Neimi.. du forsøgte at lærer mig magi men jeg sprang æblet i stykker og jeg blev vred over min stav ikke tilhørte mig” nogle af disse ting måtte han da huske, for hvis han ikke huskede hende så ville hun da blive ude af sig selv, fordi han betød så meget for hende.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Jan 15, 2012 16:12:19 GMT 1
Leonardo lyttede til hende og man kunne tydeligt se i hans øjne at et lys gik op for hende da han hørte hendes forklaring ”Silvertung?” hviskede han spørgende og rejste sig. Han bakkede roligt tilbage men stoppede dog et stykke der fra han sukkede roligt og forvandlede sig til sin menneskeform. Han bar det samme tøj som han havde haft på den sidste dag han havde set Neimi men tøjet var mere støvede og lasede end nogensinde og blodet der havde været i hans pels var nu tydeligt på hans tøj. ”tilgiv mig Neimi… jeg burde have kunne huske dig” sagde han lavt dog højt nok til at hun ville kunne høre ham. Han gik roligt hen til hende og så hende i øjne ”jeg…” han tav igen da han ikke anede hvad han skulle sige til hende. ”jeg må heller gå inden jeg gør mere galt” sagde han så så ned dog tog han chancen og kyssede kort hendes pande inden han vendte om og langsomt gik væk. Han stoppede kort og ømmede sin arm men tog sig ikke tid til at tjekke som han var kommet til skade eller bare var pibet hvor af det dog var den første del der var den rent faktiske sandhed. Han gik roligt videre men stoppede igen da han kom til hjørnet af huset, han så tilbage på Neimi med et undskyldende blik ”jeg skulle aldrig være kommet… undskyld jeg var ved at skade dig” sagde han kun lige højt nok til at hun ville kunne høre det. Alt vreden i hans øjne var væk og erstattede af sorg da han vidste at han havde gjort hende galt hvilket han aldrig havde troede af sig selv da han nu kunne huske hende fuldt ud samt alt hvad de havde lavet og hvad han havde følt for hende og til dels stadig gjorde men ikke ville stå ved.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 15, 2012 16:23:48 GMT 1
Tvivlen fra hendes øjne forsvandt da han sagde hendes efternavn og et glad smil listede sig over hendes læber som hun nikkede til at det var rigtigt med at det var hende. For så kunne han alligevel huske hende, det ville også have gjort hende helt trist hvis han ikke huskede hende. Men smilet blev nu større da han forvandlede sig til den mand igen som hun tydeligt huskede når hun tænkte tilbage, selv han ikke ligefrem virkede så fint som han plejede at gøre det for han ville da ikke med laset tøj ville han? Hendes øjne var rolige som hun fulgte ham i hans gang imod hende selvom man tydeligt kunne se glæden i dem. ”Du er tilgivet som altid” sagde hun stille men stadig stor smilende for det varmede hende jo at se ham i live selvom det havde givet hende et chok at han havde knurret af hende og ikke havde kunne huske hende. Da han så gik fra hende igen så hun igen meget undrende på ham ”Nej bliv.. Lad mig ordne dit tøj og lappe dig sammen igen.. Der er sket så meget siden.. Bliv.. jeg beder dig” sagde hun lidt bedende som hun gik efter ham for hun kunne da ikke sende ham af sted igen bare sådan, diskussionen måtte hun bare tage med Gambit senere men Leo betød en del for hende hvilket hun havde fortalt Gambit tidligere for hun ville ikke undvære denne mand i hendes liv. Hun gik tættere på ham og rakte en hånd ud i håb om han ville tage den og følge med hende ind i huset så hun kunne tage sig lidt af ham for det så han virkelig ud at trænge til, han virkede jo meget mere skadet end første gang hun havde mødt ham.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Jan 15, 2012 16:39:54 GMT 1
Leonardo så overvejende på hendes hånd da hun rakte den ud til ham mens hendes ord kørte rundt i hans hoved han vidste ikke om han skulle gå sin vej eller følge hende men da hendes ord for alvor ramte ham tog han hendes hånd selv om han mest af alt havde lyst til at forsvinde. Han fulgte med hende ind i huset med rolige skridt uden at sige noget og satte sig på en stol. Han så rundt i huset fra sin plads på stolen mens han lod en hånd glide over sin arm hvor han var kommet til skade dog uden stadig at vide at det var det og ikke bare let ømhed. ”det… det er et fint hus” sagde han stille i et forsøg på at være venlig selv om det ikke ligefrem var et hus han ville kunne bo i men det var nok fordi han når han endelig var i et hus var van til noget der var en del anderledes hvilket han dog vidste at Neimi forstod da hun havde sat hans families hus. Han så på Neimi igen ”der er ingen grund til at lappe mig sammen… jeg har det helt fint” løj han men måtte se væk da han vidste at han ikke kunne holde et blik overfor Neimi hvis han løj. ”mit tøj bliver alligevel ødelagt igen så du behøver ikke spilde din tid med det” sagde han stille og så ned i gulvet. Han anede ikke hvad han skulle gøre da han på alle måder følte sig i vejen som det var nu men det var nok mest af alt grundet at han havde gjort noget han aldrig ville have troet muligt overfor hende. ”undskyld” hviskede han stille endnu en gang dog uden at se på hende.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 15, 2012 16:54:46 GMT 1
Hun ventede meget roligt på at han ville tage hånden, selvom hun håbede inden i at han ville gøre det, så hun smilte glad da han gjorde det og hun gik med ham ind i huset, selvom der ikke var meget at diskutere for hun fandt en mindre skål frem og hældte noget vand i den, samt nål , tråd og en klud for der var ikke så meget at gøre for Leo eftersom hun var meget opsat på at han skulle ligne sit gamle jeg mere. Efter hun havde fundet tingene satte hun tingene på bordet og trak en stol hen foran ham så hun kunne få ordnet tingene. ”Tja det er ikke så fint som dit gæste hus var, heller ikke lige så varmt som din hule men det holder mig da tør i regnvejr” sagde hun roligt med et skævt smil for dette hus var jo ikke ligefrem det helt store, for det havde lige hvad hun og Gambit skulle bruge og med tiden måtte de jo bare lave det mere i stand som de ville have det. ”Leo du skal ikke lyve for mig” startede hun ud med at sige da hun så han så væk fra hende, for hun kunne jo se at han ikke havde det fint. Han tog sig til armen, hans tøj lignede laser og hun ville egentlig ikke blive overrasket hvis hun opdagede sår under det der lignede blodpletter. ”Lad mig nu se de sår du har, så vi kan få dem renset der skulle nødigt gå betændelse i dem.” sagde hun så lidt mere bedende bare så han forstod at hun bekymrede sig om ham og var ude på at hjælpe ham. Hun gjorde en klud klar i skålen ved at blødgøre den, men hun måtte vel finde noget mere stærkt hvis der var bare en smule betændelse at se i såret. Efter kluden var lidt blødgjort lænte hun sig frem imod ham og forsøgte at tvinge ham til at se på hende. ”du skal ikke undskylde.. jeg har altid holdt af dig og det gør jeg stadig, så lad mig hjælpe dig” hviskede hun bare så han forstod at hun altså ville hjælpe ham, selvom det nok ville blive under tvang.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Jan 15, 2012 18:10:48 GMT 1
Leonardo lyttede til hendes ord men så væk. Han så op da hun sagde det sidste og tog så sin lasede blodfyldte skjorte af og afslørede en del betændte år og skrammer der tydeligvis aldrig var blevet rensede samt såret på hans arm som han havde ømmet og som tydeligt var helt nyt da det ikke var størknet helt. Såret kom efter en brødkniv hvilket var tydeligt på sårets form. ”for sent” sagde han og så ned af sig selv på sine sår der var centrerede omkring hans ribben og hans overarme. De sår han havde haft sidste gang de mødes var healede men ikke særlig pænt og slet ikke dem han havde haft på ryggen men hvad andet havde man kunne forvente af en der ikke ville rense de sår han fik af ulve. Han havde et enkelt ovalt ar over der hvor hans hjerte sad og det var tydeligt ved formen at det ikke havde fået lov til at hele som det skulle og det var et sår han flere gange havde kradsede op dog undgik han med vilje at se på det da det var det eneste ar på hele hans krop som han selv havde placerede kort efter sidst han havde været sammen med Neimi sidst. Neimi’s ord sad fast i hans hoved dog kun den del om at hun stadig holdte af ham *holder af mig som man elsker sit hus eller sin døde hvalp* tænkte han for at skuppe ordene væk blot for ikke at skulle tænke på dem mens han var i nærheden. Han vendte øjne ud af et vindue og mod vandet som han aldrig rigtigt havde kunne finde ud af om han kunne lide eller ej men nok mest af alt kunne lide. ”hvad… hvad har du gået og lavet ?” spurgte han roligt af ren nysgerrighed men dog også en smugle for at kunne tale om noget andet end hvor uheldig han var og hvor dårlig han var til at passe på sig selv.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 15, 2012 18:31:22 GMT 1
De skrammer han havde fået fik hende kort til at sukke inden hun rejste sig for at gå hen til skabene og begynde at rode lidt i dem, indtil hun fandt en flaske sprut som hun kunne bruge for det var noget af det mest stærke de havde så det måtte kunne bruges men tog også en anden flaske som hun blandede sammen i en ny skål og tog den med hen til bordet. Det ene var sprut og det andet var et af de bedøvelses midler hun normalt brugte til at behøve folk, men så kunne det jo være smerterne gik lidt væk. Hun tog en klud og dyppede enden af den i blandingen ”Det her kommer til at gøre lidt ondt” sagde hun kort inden hun begyndte at dyppe hans mest åbne sår med det for så ville hun bedre kunne bedømme om han skulle syes eller ikke. Lugten af blod ville nok tiltrække Gambit men det var hun ligeglad med lige nu for hun ville ikke lade der ske noget ondt mod Leo, til trods for hendes hjerte ikke var særlig stort. ”Jeg ledte efter dig.. Men da døden kom for tæt på og jeg ikke kunne finde dig, tog jeg med en vampyr, som jeg holder rigtigt meget af, her til og her har jeg blevet lige siden udover den ene gang hvor jeg rejste fra ham fordi jeg endnu en gang ville forsøge at finde dig inden jeg døde” forklarede hun roligt som hun koncentrerede sig om at rense hans sår, men det var jo sandt nok det hele hun sagde for hun havde søgt meget efter ham men havde langsomt opgivet og i stedet faldet for Gambit, og beviset på det var perleringen på hendes finger og lædersnoen omkring hendes hals hvor der hang en perle på, dog var de ikke ligefrem gift fordi Neimi blev ved med at udskyde det.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Jan 15, 2012 18:58:01 GMT 1
Leonardo lyttede til hende endnu en gang som hun forklarede og måtte så væk og bide sig selv på indersiden af kinder for ikke at vise hvor ondt han endelig havde. ”og nu elsker du ham ?” spurgte han stille da han lagde mærke til ringen som hun ikke havde haft sidst de sås. ”der går da lang tid inden du dør” sagde han og så på hende og glemte alt om smerten i et kort øjeblik da han ikke kunne se hvorfor hun skulle snakke om at dø da hun i hans øjne var det mest levende han længe havde været i nærheden af. Smerten i såret blev dog med et for meget og han hvæsede højt som han trak sig væk fra hende og væltede stolen. Han så ned på såret og knurrede svagt som et tydeligt tegn på at det havde gjort ondt. Han så på hende med det onde blik igen mens han knurrede som havde han for et kort øjeblik glem at hun prøvede at hjælpe ham dog blev han hurtigt sig selv igen og stillede stolen op inden han satte sig. Hans knurren var stoppede og han så undskyldende på hende ”det gjorde ondt” sagde han undskyldende som var det en acceptabel undskyldning for at have reagerede som han gjorde. Han så endnu en gang væk og rettede nu øjne mod den lille bladning hun havde lavet. *af alle væsner hvorfor skulle hun så gå med en vampyr?... det er de færreste der er til at stole på… men så længe han ikke skader hende bør jeg nok ikke blande mig selv om jeg ikke ligefrem nyder tanken* tænkte han stille og det ville være tydeligt for en hver der kendte ham at se i hans øjne at han ikke kunne lide hvad han hørte.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 15, 2012 19:20:51 GMT 1
Hun så lidt på ham for at se hans reaktion for hun ville på et punkt gerne se hvad han sagde til det men på et andet ville hun ikke. ”Det tror jeg nok jeg gør.. Selvom han nogle gange giver mig lyst til at skrige” sukkede hun for hun var stadig ikke helt sikker på hvad kærlighed var udover den følelse Leo for længe siden havde sat i hende og senere havde Gambit været med til at udvikle den noget mere, dog var hun ikke ligefrem helt sikker for det var så forvirrende alt sammen. ”Leo jeg var dødende sidst vi mødtes.. med tiden blev jeg mere træt, ikke i min såkaldte sjæl men min krop.. Jeg var træt og havde smerter..Og det hjalp ikke ligefrem at jeg også havnede på hospitalet efter et overfald”forklarede hun for det var sandt nok selvom den del var overstået nu hvor hun var blevet udødelig. Så hendes sår kunne heller ikke ses heller ikke de ar efter bidemærker på hendes hals som hun havde haft sidst de mødtes. Da han trak sig væk og væltede med stolen havde hun forsøgt at gribe overrasket ud efter ham men havde hurtigt taget hendes hænder til sig for hun skulle nødig blive bidt. Men hun blev dog siddende for hun kunne jo altid kyle blandingen i hovedet på ham hvis han angreb hende, så hun ventede roligt på at han blev færdig med at knurre af hende så hun kunne komme til at rense hans sår igen ”Jeg sagde jo det gjorde ondt?” sagde hun roligt for havde hun næsten ikke lige sagt det inden hun var begyndt? Eller var det bare hendes fantasi? Det huskede hun ikke ligefrem men ja det ville da normalt gøre ondt når man fik renset sår, specielt med det hun nu rensede ham med. Dog ventede hun lidt inden hun dyppede kluden ned i blandingen igen for at rense hans sår, selvom det nok ikke blev gjort helt blidt fordi det kunne hun ikke tage hensyn til lige nu for ellers blev det jo aldrig ordnet.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Jan 15, 2012 19:56:49 GMT 1
Leonardo trak hoved lidt tilbage og lagde det på skrå da han hørte hendes forklaring på sin vampyr ’ven’ da han ikke kunne se for sig hvordan det ville se ud. Han rettede sit hoved igen kort efter og så på hende med et mere roligt blik til han hørte det næste hun sagde ”hvem gjorde det” sagde han med det samme han hørte at hun var blevet overfaldet og blikket i hans øjne viste tydeligt at han ville være klar til at dræbe den person der havde skadet hende men dog blev han trukket væk fra tanken da det gjorde ondt i såret igen og han hvæsede lavt som tegn på at det gjorde ondt. ”ja det gjorde du… jeg regnede bare ikke med at det ville gøre så ondt” sagde han roligt som svar til om hun havde sagt det ville gøre ondt. Han smilede svagt som tegn på at han godt vidste det var dumt af ham ikke at forvente mere end han havde gjort. Han sad stille lidt og gik hendes ord i gennem i hoved igen hvilket man tydeligt kunne se på hans øjne der rykkede sig fra side til side som læste han et brev meget meget hurtigt. ”men du er oki nu?” sagde han spørgende og så undersøgende på hende for at finde ud af om han kunne se nogen skader han lagde hurtigt mærke til at nogen af de sår og sårene efter hendes bidemærker var væk hvilket undrede ham en del men dog lod han som om at han ikke så det. Tankerne om vampyren gik dog i gennem hans tanker endnu en gang selv om han prøvede at holde dem væk *skrige… mon han gør hende noget?* tænkte han underne dog fik han hurtigt skuppede tanken væk inden har fik byggede et had til en der muligvis var god for hende selv om han normalt ikke ville vente med at hade folk men lige når det var en Neimi holdte af kunne han ikke undgå det.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 15, 2012 20:35:37 GMT 1
Neimi så roligt på ham ”Lad os bare sige at personen fik sin hævn og jeg har fået min fred.. Der skal ikke gøres mere ved det” sagde hun roligt og aede ham kort over den ene kind med sin frie hånd bare for at han skulle falde lidt ned og lade være med at tænke på det for hun ønskede ikke selv at gøre mere ud af det, noget hun også havde måtte forklare Gambit da han havde set hende gennembanket i en hospitalsseng, men han havde jo også været dygtig at smide hende ud af hospitalet fordi han flippede og hun havde beskyttet ham ved ikke at sige noget om det, men det havde de jo ret hurtigt opdaget. Et stille smil listede sig over hendes læber ”Nej undskyld, men det vil med tiden ikke gøre så ondt, der er noget bedøvende middel i den” sagde hun roligt for det måtte snart begynde at virke en smule eftersom hun normalt kun brugte meget kraftige portioner. Men hun vidste jo ikke hvornår det ville helt begynde at virke når det var så lidt hun smurte på hans sår eller hvad der egentlig ville ske med tiden om han blev søvnig af det. ”Jeg har det fint nu.. man kan vel godt sige jeg solgte min sjæl for udødelighed, ellers ved jeg ikke lige hvordan det der billede noget virker for blev malet for et halvt år siden.. Selv arrene på min ryg er væk” lidt glad var hun i hvert fald for dette for de ar hun havde hadet sig selv for var helt forsvundet så hun kunne føle sig smuk, noget som hun næsten aldrig havde gjort før medmindre hun havde haft en fin kjole på som den Leo havde givet hende.
|
|