En god dag"

[haze]

aften var hved at flade over Nirelia og en ubhalige toge var over konge byen nogle mennsker var på vej ned i koven for der var noget der kunne tude på der skulde festes i dag så mange gik i let store grupper og den dag stod der ekster vagter rund om kræng man kunde ikke helt se vor men de var der det viste mange men i togen gik der også en person som også var på vej ned for at fejer den dag på forhånd person hadet en kappe rundt om sig og en rød ærmet trøje på han hadet gjordt sig let fin den her dag og så hadet han også vasket sig det var sjælet han fik lov til det med kappen om sig og sit svær siddne i et skafte

person som gik der hed Haze han var efter hånden temlige kendt af folket her da han var Vagt for doringen rundt om kræng og hvordan hadet miste sine Kæfter for at beskytte en ven haze kikket stille om kræng for at se hvad folk fortog sig en vagt måtte altid være forberat på hvad som helst det skulle være haze smilte til en flok mennsker der kom gånde " HEJ HAZE DU KOMMER VEL NED PÅ KOVEN SOM ALTID " var der en der råbte haze vente sig om og smilte rolige til person for at give et nik haze var ikke dne der snakket så meget som han hadet gjordt rundt om hånden hadet en fløjte form i ver fald han elsket at spille på den

haze kom nu ned på gå gaden og så sig stille om kræng var der nu noget der skulde gå galt det håbet han ikke han sukket han kunde vel lige så godt komme af sted folk forvente vel han spille i aften ikke fordi han gad haze trak på skulderen og så sig stille om kræng hvad skulde han lave i Melmen tiden måske besøge byen smed eller gå en lang tur haze tog det nu meget stille og rolige hadet ikke tralvt med at gå nolge steder hen hans ræve øjne kikket rund om kræng mens ørne vifte frem og til bage han hadet ikke så meget af se til for tiden og han sanvet let at komme i gang med nolge ting

[Nireksa Daisy]

Daisy havde efterhånden vandret på jorden i en uge. Hun savnede himlen, men gudinden havde sendt hende derned af en grund, en grund som hun endnu ikke havde fundet ud af var hvad. Som engel havde man en pligt, man skulle hjælpe folk og det ville hun med glæde gøre. Det var bare lidt svært når man ikke anede hvor man skulle starte. Med et suk havde hun besluttet at tage indtil kroen, i håb om at hun ville finde det hun søgte der, hun anede ikke hvad hun søgte, men når hun så det ville hun nok vide det. Folk var i festhumør, og de fleste havde da også festligt tøj på mens de gik i grupper.

Hun var en af de sidste personer der trådte ind i kroen, der var godt fyldt og folk kom ind og ud hele tiden. Lugten af sved, parfume, og alkohol var slet ikke til at undlade at bemærke og hun kastede blikket rundt i håb om at finde det hun søgte hurtigt eller blot et tomt sted at sidde. Kroen var slet ikke hendes rette element, hun drak ikke, og at feste var noget hun ikke gjorde normalt. Hendes eget tøj udgjorde en hvid silkekjole der nåede hende til fødderne, de bar fødder. Den var tynd og næsten gennemsigtig men alligevel ikke. Ved ryggen var den blottet, så vingerne kunne slås ud hvis der skulle blive behov for dette.

Daisy var en smuk kvinde, hun var en engel så det var vel ikke underligt. Hendes blik gled kort rundt inden hun fandt et tomt bord som hun satte sig ved, en tjener dukkede op, smilede flirtende og spurgte hvad hun ønsket hvor hun blot svaret at hun ønsket sig noget vand. Glasset blev nogle minutter efter stillet foran hende.

[haze]

haze kom stille ind i Korven og Krov verten smilte og løfte armen op " jamen er det ikke haze der kommer der det er ellers længe siden vi har snakket sammen " sage manden og gik hen til haze for at tag hans hånd haze kikket på alle de mennsker der gik rundt om kræng han brød sig enlige ikke om at være der men han kunde godt lide krog manden han hadet været sød hved ham i mange år haze kikket igen på manden " ja
det er det " sage haze let stille og tog nu sit hette af og kikket igen på

megten af fulde mennsker hvor han dog hadet det her
" hvad der galt haze? " kom det fra Korg manden og kikket sig om kræng og så på haze igen haze viste det ikke men han følte en Enagi som var varm og usikker her han ruste på hovet " ikke noget ikke noget jeg er glad for at se dig igen jeg kom enlige for at spille let som jeg gjorder den gang " sage han med et smil hvad ellers skulde han sige til det haze viste det ikke men han var glad for at krog manden var der " jamen det lyder da godt min dreng jeg kan godt bede forlk om at tige stille vis det skal være... jeg ville helst vente en lille 20 minuter så kan jeg også finde ud af hvad jeg skal spille for jer " haze smilte rolige og lage hovet på skrå hvad skulde det nu til for men krog manden tænke ikke vider over det og tog sig på skulderen

haze hadet en eller anden følse af der var en grund til at han hadet skulde komme i dag stille sukket han det var vel bare en falsk følse han hadet som altid haze kendte ikke sig slev længer men man kunde da håbe det kun ville vende sig når tiden kom hvad skulde han ellers finde ud af stille satte han sig ned og vente på sit øl som kro manden kom med blikket bliv stille vendt mod en kvinden som så smuk ud i hazes øjne han så på hinden i noget tid men vente blikket for at kunde komme vider hen mod sin øl " va sko " kom det fram manden

[Nireksa Daisy]

Larmen var måske irriterende men hun hørte den knap, hun havde oplevet værre og set værre. Hendes blik gled roligt rundt, faldt på en skikkelse der trådte ind og snakkede med kromanden uden at hun dog sagde noget eller kommenteret det. hun så blot roligt på manden, han virkede… anderledes. Hvorfor vidste hun ikke. blikket fortsatte snart rundt, faldt på enkelte skikkelser, mænd såvel som kvinder. Der var dog mange mænd i forhold til kvinder, og mændenes blikke på sig var også mange. Hun ænsede det dog knap, at folk kiggede på hende havde aldrig genert hende.

Manden hun før havde set satte sig omsider ned, hendes blik faldt atter på ham og denne så på hende, deres blikke hvilede i hinandens i noget tid hvor hun lagde hovedet en anelse på skrå og studeret ham. Mon det var ham? Hun anede det virkelig ikke, sukkede svagt over den leg gudinden elskede at lege. Hvorfor skulle hun også lade englene gætte sig frem til hvem de skulle henvende sig til? Kunne hun dog ikke fortælle dem hvad hun ønsket? Det gjorde tingene lettere!

Manden fjernede sit blik, men hun gjorde ikke. Hendes fornemmelse sagde hende at de var ham, men den fornemmelse var måske nærmere desperation efter at finde den person hun søgte. Hun lukkede svagt øjnene, tænkte sig nu om, rigtigt meget om. Hans navn dukkede op i hendes hoved, og snart også hvem han var. Hun huskede hans fødsel, og hun havde set en del af hans liv oppe fra himlen. Langsomt rejste hun sig fra sin plads, efterlod glasset med vand fuldkommen uberørt. Hun gik hen til ham ”Godaften, må jeg sætte mig her?” spurgte hun høfligt og venligt. et varmt smil spillede over hendes fyldige læber, det mørke hår indrammede hendes ansigt og de smaragdgrønne øjne hvilede roligt i hans.

[haze]

haze smilte stille hun kunde jo sette sig vis hun ville han nikket rolige og sage der efter "ja det må du " gad vide hvem hun var hvad hun ville ham hans øre vift let frem og til bage for beder at kunde høre hvad folk sage der var nogle som snakket om hvad de lavet og ander der snakket om hvordan høsten hadet været haze kikket let rundt nu og så til bage på kvinden " er du ny her syntes ikke regtit jeg har set dig før " sage han stille og lage hovet på skrå han hadet ellers set mange mennsker rundt om kræng som han hadet set flere gang

haze sad og tænke på hvad for noget han skullle spille og hvad han skulde spille på han var god til klaver og violin og så den dims han hadet i bæltet der var nu noget hved den kvinden hun virket varm inden i mere godt ind ondt det skremte ham faktis let haze viste ikke helt hvad han skulle snakke om men han lod hinden state med at sige noget * måske violin bare for at prøve noget andet * haze rømdet let over sine kinder det var ikke tit der var nolge som snakket med ham

i verfald ikke kvinder han todet af og til han skremte dem væk fordi han var som han var haze følte sig ikke hjemme her men han bliv dog menst fordi hans job og han fik nok ikke et beder job nogle ander steder haze vifte let med sin hale og kiket rundt igen og så på hinden igen for at vente på et svar som han hadet spurt om han viste hun var ny man hvor ny hadet han ingen ide om haze klødet sig let på næsen og sukket rolige mens tankeren fløj i hovet på

[Nireksa Daisy]

Hun gled let og elegant ned at sidde overfor ham, hovedet gled på skrå ganske let. Hendes bløde hænder hvilede på bordet, og hun sad roligt for overlændet mod bordet. Hun bemærkede hans øre vifte svagt men kommenteret det ikke, for hvad skulle hun sige? Ved hans spørgsmål smilet hun blidt ”Ikke rigtigt, jeg viser mig blot ikke så tit for folk” svarede hun blidt. Hun var langt ældre end dem alle, hun var ærkeengel, den første engel i himlen og den første skabning efter guden og gudinden.

Hendes blik forlod ham ikke, om end hun kunne se at han selv havde tankerne andre steder, og delvis undrede sig over nogle ting. Hun så roligt på ham, lænede sig nu tilbage og lod tungespidsen fugte underlæben ”Haze, hvordan har du det..?” spurgte hun ganske roligt. Han ville nok undre sig over at hun kendte hans navn, men faktisk, vidste hun mere end bare hans navn. At han rødmede fik hende blot til at smile mildt, se den slags gjorde hun ikke, at rødme, at føle sig flov, det lå slet ikke til hende. De eneste to følelser hun endelig brugte eller viste var sorg og glæde.

[haze]

om inden han svaret på hindens spørmål haze viste jo ikke hun var en engel og kendte noget til ham men han tænke at hun nok hadet hørt om ham et eller andet sted fra" godt beder ind før men der er sefølige helle tiden noget der dukker op af en fortid som man ikke kan liggebag sig " sage han stille og tog en tår af sin øl det lange sorte håre røg let ned over hans øre og Ansikt han viste der ville være noget i gære for haze viste at mørket vilige sig ikke

haze tænke tit på hvordan mund hans liv ville se ud vis Doringes Zille Datter ikke hadet tage ham med hjem og det forhold de hadet haft sammen haze sukket let nede i sin øl tingen kunde ikke vendes om men han viste at haze kunne gøre det beder med at tjne De konlige godt nok var de lige så høj røvet og tænke kun på sig selv gud hvor han snavet den gammel doringen men hun kom nok ikke til bage og det kunde haze godt forstå blikket bliv vnedt mod kvenden igen og lage hovet en alse på skrå hvad hadet hun i tankerne

hvordan kunde det enlige være at hun ikke var så tit ude hun var måske mennske sku hvordan kunne hun så ha hørt om ham haze klødte sig let i næsen og tænke at klaver ville være godt at spille på i dag han måtte bare lad hjerte fløje den vej han skulde spille men hvad var det han kunde ikke regtit komme på noget haze håbet ikke der ville sken noget i dag det ville han altså ikke men tingen kunde jo ænder sig hurtit på mange måder haze sukket igen og drak mere af sin øl det var vel snart på tide at han gik op og spillet let for dem

[Nireksa Daisy]

Selvfølgelig kunne hun have hørt om ham, et helt ukendt navn var han jo ikke, ikke med den fortid og det liv han havde haft. Hendes blik forlod ham ikke, hvilede ganske roligt på ham hvor det venlige smil endnu spillede over hendes læber ”Du virker ikke tilfreds kære” svarede hun blidt og dog lavt. Om han var den hun skulle hjælpe eller ej vidste hun endnu ikke, en ting var dog sikkert, hun skulle hjælpe dem der havde behov for det og hvis han havde behov for hjælp var han ingen undtagelse.

Hendes eget liv havde ikke handlet om andet end at følge gudindens ord og tjene hende på bedstevis. Daisy, eller Nireksa som hun jo var blevet navngivet af gudinden selv, ville gøre alt for sin gudinde. Hun var ærkeengel, havde nogle fantastiske evner og en styrke og aura af godhed som meget få havde eller kunne prale med. Hun havde levet længe, hjulpet mange men langt fra alle hun havde forsøgt at hjælpe var endt på den rigtige side.

At han gik med overvejelser om at spille klaver anede hun ikke, hun var ikke just tankelæser, hvilket da ærgrede hende en del, det kunne være effektivt at vide hvad folk tænkte. ”Hvad laver du så for tiden, altså af arbejde?” spurgte hun. at hun ikke havde præsenteret sig bemærkede hun næsten ikke, men hvis han ville vide hvem hun var, kunne han jo bare spørge.

[haze]

hun virket meger underlige på en månde kendte han hinden på alle former haze stoppet med at tænke da hun sage kære det var numlat et ord spil der kun kom ind i et par forhold haze vente blikket igen da hun spurte at han ikke vriket telfers med det haze viste ikke hvad hun snakket om haze lage ørne let ned og tænke sig om igen ud hvor han hadet at tænke så meget "jeg..." men i det haze skulle til at sige noget bliv han stoppet af krog ajeren som hadet gjordt plas til ham i et lille Hjørne mange ting kunde han men snakke om sine problmer var der ingen der hadet spurt ham stille vente han blikket rundt og så ind i kvindens smukke øjne med et lige så varmt blik som hun sendte til ham

Det er hved at være tid haze " sage krog manden og så på kvinden som sad på stede sammen med ham " å du har nu et godt tag på kvinder " visket han med et bliketen øjne haze viste ikke hvad han snakket om og rejste sig stille " unskyld et øje blik jeg har lovet at spille for dem " sage haze med et smil og ørne kørte stille op for at lytte til sit hjerte " du kan komme med op først så du kan høre beder " kom det stille for krov ajeren der stille tog sin hånd frem for at vise hinden hen til et lille plas " haze er nu noget for sig selv en regtit god ven og en man kan stole på " kom det s tille fra manden efter haze var gåete op for at spille klaver han visket let i den fløjte han hadet på og lage den på klaveret efter

så den kunde mærke hvordan han spillet og der efter begynte den lille fljøte som man kunde have i en hånd at lyse og beynte at fløjte med som bagrunds lys til hans musike der gik ikke lang tid før de forskælige mennsker hold op med at snakke selv folk ude fra kikket ind haze hadet altid været godt til at spille på klaver eller piano men han viste at der var en engel over ham som hjalp ham med at spille og det var han tak nemlige for

www.youtube.com/watch?v=g4i6lacqx4s&feature=related -Link til musiken

[Nireksa Daisy]

At kalde ham kære var ikke for at vække noget i ham overhoved, det var et ord hun brugte tit, overfor både mænd og kvinder, børn eller gamle, det betød intet. Hun var en speciel og anderledes kvinde, seksuel kontakt og intimitet havde hun aldrig afprøvet for det var bare ikke hende, hun var blevet skabt af en anden grund. Han fik aldrig rigtigt svaret inden kroejeren kom hen til dem igen. Hun hævede blikket mod manden da denne sagde at Haze nu skulle spille og smilede hvorefter hun nikkede roligt. Hun blev tilbudt en plads tættere på, og tog blid imod kroejerens fremstrakte hånd og lod ham føre hende hen til klaveret, eller i hvert fald tættere på det. Elegant gled hun ned at sidde på stolen hun var blevet henvist til.

Kroejerens beskrivelse af Haze fik hende til at smile et større smil ”Jeg ved det skam godt, jeg har set ham vokse op til den mand han er” svarede hun blidt og dog ærligt. Hendes blik blev vendt mod Haze da denne begyndte at spille, hun smilede blidt og roligt. Lukkede svagt øjnene og lod musikken fylde sig, hun elskede den slags musik, elskede stilheden og roen som den kunne sprede i kroppen. Øjnene gled op ikke så lang tid efter hvor hun roligt så på ham mens han spillede, han så ud til at nyde det hvilket kun var godt.

[haze]

haze stoppet efter 5 minuteres tid og rejste sig igen han var træt og det sammen gjorder hans fløjte han rejste sig stille for at gå hen til Daisy og regte hans hånd frem " skal vi gå ud for " sage haze mens blikene vente sig mod dem " kom nu en sang til " kom det fra folk men haze smilte bare og rystede på hovedet og rømdet let " nej ikke flere i dag der skal jo også være let til den regtit frest " sage haze og vente på Daisy ville gå med ham haze kunne beder for telle hvordan han hadet det når han var af lene med folk

haze sukket stille og så ned det varmte sådan i hjerte lige nu men det var jo ikke nok haze kikket igen op og så igen ind i Daisy øjne med et varmt blik og rolige han følte sig tryk hved hinden men han viste også godt han skylde passe på hvad han lavet han ville ikke gøre sammen fjel sam hos de ander kvinder han hadet været sammen med ikke mere af det nu lod han tiden vise sig frem og det var vist også det beste både for ham og de kvinder han måtte og var galde for men vad skulde han ellers sige haze tog modet til sig og vente ind til Daisy tog hans hånd

[Nireksa Daisy]

Da han omsider var færdig med at spille brød folk ud i klapsalver. Desværre for dem og hende, rejste han sig op. Straks begyndte folk at brokke sig og bede om mere, men manden satte kursen hen mod hende, standsede og rakte hende hånden. Hans ord fik hende blot til at smile, hun havde intet imod at forlade kroen, larmen var alligevel ikke til at udholde især nu hvor den brød løs igen. Hun lagde blidt og forsigtigt sin hånd i hans og rejste sig op. Smilede venligt til ham og lod ham følge hende ud af kroen.

Udenfor blev hun atter omfavnede af den friske natteluft, hun gøs svagt, dog uden at fryse for det gjorde hun sjældent. ”Hvor skal vi hen?” spurgte hun uvidende om hans planer, eller om han havde nogen, men nu hvor de snart var alene og væk fra larmen fra kroen og menneskemængden ville det blive lettere at snakke. ”Ved du hvem jeg er?” spurgte hun forsigtigt. at han muligvis ikke stolede på hende ville intet gøre hende, hun ville i hvert fald ikke blive ked af det for det var kun fornuftigt ikke at stole på en fremmed, men hvis der var en person i denne verden han kunne stole på og være tryg ved var det hende, ganske enkelt fordi hun ikke var farlig.

[haze]

haze vente sig om og tænke sig om " nej ikke regtit jeg har jo ikke set dig før men vis du måske siger dit navn " sage han lavt melt haze smilede og begynte at gå hvor hen viste han ikke bare et sted haze kunne se af hun gøs let han tænke sig let om og tog sin kappe af " her den holder dig varm " haze smilte varmt og lage den rolige om hinden han hadet ikke følt sig så tryk længe ikke siden han kom her til den her verden haze så let ned igen og så igen op mod himlmen for at nyde syntet af de smukke stjere mond de nogle sinde kom der ud en dag

haze var glad vad var der med denne person alle bekyminger fløj ud af ham han kunne være sig selv med hinden ind vis han var sammen med en kolige og på ander steder hvor folk næsten prasset ham til at sige han naven eller ville prøve noget med ham eller udnytte ham haze kom til at tænke den gang han selv var en slave han rystede op hvode " du spurte om hvad jeg gik og lavet inde på kroven svaret er Enkelt Vagt for Doringen " sage haze stille og hadet ikke gidet slip på Daisys hånd i nu hun mindet ham en eller anden med hvad viste han ikke

[Nireksa Daisy]

”Jeg kalder mig for Daisy her på jorden, men det navn folk kender mig ved er Nireksa” svarede hun ganske blidt. Nireksa var et navn som alle der bare vidste en smule om gudinden havde hørt. Hun var trodsalt ærkeengel og ikke bare en hvilken som helst person. Snart trak han sin kappe af og lagde den over hendes skuldre ”Tak, det behøvede du ikke” sagde hun venligt, hun frøs ikke vildt meget men lidt gjorde hun da. At han følte sig tryg ved hende ville da kun glæde hende, det var også meningen med hendes tilstedeværelse, at sprede tryghed.

At han ikke slap hendes hånd bemærkede hun, det kunne se forkert ud for mange men ærligt var det ikke noget hun tænkte over. Hun fulgte roligt med, fødderne kunne tydeligt fornemme jorden under sig og hun var forsigtig med ikke at træde i noget. Dolk de mødte på gaden så undrende på hende, hendes aura af godhed og lys lyste næsten ud af hende og lagde sig i blødt lys omkring hende. Da han omsider svaret på det spørgsmål hun havde stillet før smilede hun og nikkede ”Er du glad for det arbejde?” spurgte hun roligt.

[haze]

haze tænke sig igen om " tja jeg møder mange nye mennsker og rae men der kan også godt komme nogle som ikke er så rae " haze sukket let og gav let slip på hindens hånd så hun istede kunne tage hindens hånd ind i hans men da haze hørte hinden navn stoppet han rolige op og så let undeanert på hinden hun var en engel det viste han skam godt men hvorfor henviste hun sig til ham haze bliv let rød i hovedet så var det klart hun var så smuk haze prøvet at bevare roen og puste let ud han var let vred inden i

hvorfor kom de først nu han hadet haft hjælp noget tidliger hvor han virklige hadet brug for en noget støtte haze smilte igen men ruste let på den anden arm " hvorfor er du kommet til mig " sage han rolige mens han gik vider øjne var let fra verdne da han ikke viste hvordan han skylde håren ter det her han trodet godt nok på gurdene men det her at de sendte en engel ned til ham hvorfor først nu tingen var jo ved at være på plas haze kunde mærke det måske var en andne grun til hun var kommet stille nusset han hindens arm og mærket et stille glæde i sig igen