Væk fra bjergene

[Selia Jheduar]

at han ville sørger for hun kom hjem igen var en rar tanke og have i baghovede, for det ville vær rart at komme hjem.. vis da ellers stadig var hjem for hende, hun følt sig ikke længer 'ren' som før og følt ikke hun kunne være bekendt at tage tilbage men hvor pokker skulle hun ellers bo? eller bare sælge tøj for mange holdt sig faktisk på afstand af hende, hvorfor hade hun enlig aldrig tænkt over men hun hade bare selv søger for at holde sig selv væk fra ander.

hun så på vande der blev til en rose og så is eller krystal hun var ikke sikker. hun så på ham som han rakt hende rosen, forsigtig lod hun de silke blød hænder tage om rosens stilk, hun streffe kun hans finger ganske let, hun gøs svagt da den jo var kold. hun beunder den fine is blomste mens han kom op på hestens ryg igen, isen glinten i solen afspejle sig i hendes brun øjne som hun rette mod ham igen som han rakt hendes hånden.

"jamen det lyder da meget godt sådan at komme hjem i god tid" sag hun og kom med en sød latter hvor hun tog hans hånd og kom op på hestens ryg igen og lag blomsten i den ødelaget kjole for at holde den sikker, hvor efter hun forsigtig holdt fast i ham for hendes bene sad i dame stilling så for ikke at falde ned måtte hun jo hold fast i ham. "jeg ked af at høre det med deres far"sag hun stille som hun lag panden mod hans skulder og kigge lige ud for at se hvor de red hen.

[die]

[White]"Han var gammel. Tiden til hans bortgang var nær og forventet."[/White] Sagde han så stille, det havde jo været forventet ogffor dem som havde ham kær ville hellere se ham sove ind end at ligge gammel og invalid. Dietrial havde sørget over sin far, ganske kort og han var da ked af tabet af en stor mand, men en ny mand var kommet for at vokse sig stor i det sted. Han satte hesten igang efter hun var kommet på plads og red først stille afsted. Da området begyndte at kede ham, satte han hesten i galop og holdte tøjlerne i en hånd for at holde fast om hendes liv med den anden arm. Det var længe siden havde haft en kvinde nær, hanhhavde det med at være kræsen i elskere. Det skulle jo helst være et kvindfolk af betydning, han var ikke sammenmed hvem som helst.

Efter de havde reddet i nogle timer, stoppede han hesten, for nu trængte hans røv da godt nok til et hvil. Selvom de sad på et dejlig blødt og tykt skind, så gjorde det godt nok lidt ondt til sidst. Han hjalp hende af hesten og steg selv ned, han tog en vanddunk til dem hver og rakte hende den ene. Roligt lod han vandet glide ned i hans svælg, det var tiltrængt og han kunne godt spise noget brød. En elverfamilie havde bosat sig i deres landsby og de lavede det bedste brød. Han fandt noget af dette brød frem og bød nymfen på noget, da hun måtte være sulten.

[Selia Jheduar]

Zakura nød ride turen både da hesten bevæge sig rolig af sted men også da han satte den i galop, hun kunne ikke lade vær med at grine lidt for det kilde en smule i maven, hun hade aldrig prøve at rid før så det her var jo rigtig sjovt, hun hade ingen ideer om Dietrials tanker om hende hun hade travlt med at nyde dette dejlig forår og at hun hade fået hjælp af en flink mand som ind da var fra den mørk side som tjenste folken nu sag der hjemme.

da de stoppe lod hun ham hjælpe hende ned hvor efter hun kigge lidt rundt, undersøgt de planter der var ind til hun så han rakt hende vand dunken hvor hun tog en slurk. det var dejlig med lidt vand, hun var godt tørstig. sulten var hun enlig også men hun kunne jo nok find lidt skov bær vis det var. da han bød på brød nikke som et ja tak og tog noget af brød hvor hun tog en lille bid, "det smager godt.. " sag hun stille og så på brøde, det smagt beder ind det brød hun hade fået før i tiden, men hun spist og kun brød som hun købt på marke ikke det der blev lave i det konglig køkken kun om vinter gjord hun det.

"er der rart..der hvor de bor?" spurt hun stille og så på ham som hun satte sig på knæ på jorden efter at løfte kjolen lidt op så knæen ville ramme jorden og ikke kjolen der nu var bred ud i en cirkel form om hende, mens hun hade ført fletning over skulderne og over bryste .

[die]

Selv stod han lidt og tænkte, burde de hvile nu og rejse videre i nat, ellers kunne hun sove på hestens ryg og de nå endnu hurtigere frem. Dietrial vidste hvilke fare der kunne lure omkring, så at være det samme sted for længe var han nu ikke meget for. Han spiste roligt af brødet, mens tankerne kredsede lidt om turen, inden han kom frem til at de kunne tage et hvil nu og så forsætte lidt endnu.
[white]"Vi gør kort hvil her, og rider videre i nat. De kan sove op af mig hvis De bliver for træt, jeg skal nok sørger for De ikke falder af hesten."[/white] Sagde han så, inden han spiste resten af sit brød. At hun kunne lide brødet var en overflødig oplysning, så han reagerede ikke rigtig på det andet end et nik i at han var enig. Da hun spurgte om der hvor han boede, trak han på skuldrende, for det kom vel an på hvem man var, om hvor vidt der var rart eller ikke. Dietrial drak lidt mere af sit vand og pakkede dunken væk igen, gjorde tegn til hun kunne gøre det samme når hun var færdig med den. Hoppen stod og blundede lidt, den havde haft en hård tur, dyret arbejdede jo ret hårdt ved at bære dem begge to i så lang tid. Dietrial satte sig i græsset med fødderne i jorden og knæene bøjet, den ene arm lå hvilende hen over knæet på selv sammen side. Den anden holdte ham oppe som han sad lidt tilbagelænt. Aftensolen spejlede sig næsten i det platinblondehår, han nød at natten nærmede sig, for det blev allerede nu koldere.
[white]"Min landsby ligger i en dal i bjergene og mit fort er bygget ind i selve bjerget. Jeg selv synes der er perfekt, dejlig køligt, smukt og fuld med væsner der hver har et formål for at byen hænger sammen. Et lille samfund som fungere uden hjem udefra. Lidt lukket faktisk. Dog er der nogle af vores skikke og traditioner som skræmmer folk, for mig er det jo normalt. Det ligger til min race at være ligeglad med det. Men, selv folk i byen bryder sig ikke altid lige om mig, derfor må jeg vise mig fra min bedste side af og hjælpe dem, være sammen med dem i ny og næ, holde et bal. Det er vel det det gør ud på. At skabe sig et ry, både med frygt og ære, som hertug."[/white] Det var længe siden han havde lukket sine tanker ud, de var ikke dybe som sådan, de var, ja, hans. Dietrial havde faktisk ikke snakket med nogen som sådan før, andre end hans fader og ham havde da ikke turde sætte spørgsmålstegn til. Drazilla vidste nok godt hvad der skulle ske nu, så han var spændt på at møde hende og se hvad det indebar at give denne meddelelse.

[Selia Jheduar]

Zakura så på ham og blev færdig som han ikke sag noget til hende, hun spiste færdig og gav ham dunken efter han tog en slurk mere af sit vand før hun gav ham dunken, og blev eller siden at de hvile der og så rid om natten. hun nikke bare og kigge op i himlen og lytte til alle naturens lyde.

"det lyder som et godt sted og være.. " mumle hun mest til sig selv, hun trak vejre dybt "jeg tror... det bedste jeg holder mig fra Nirelia.. jeg hør ikke til der mere... " hun så på ham og smile skævt, "jeg kan sikkert godt skabe mig et lille liv her.. et eller andet sted.. hvem ved.. kan være det her jeg hør til.. jeg er jo født her i landt.. eller det er hvad jeg sådan lige kan huske." hun tog sig til hovede, hun huske ikke meget fra sin barndom og når hun prøve gjorde hovede ondt og hun fik tit sin små psykiske tips. hun lag hovede lidt på skrå og trak vejre dynt og lod hovede hvile mens hun lytte til at omkring sig, og slappe af lige nu.

[die]

Det fik ham lidt til at tænke det hun sagde og hans næste ord var måske en smugle hårde, men sande. Sådan var han jo bare.
[white]"Hvis Deres evner for skrædderfaget er godt nok til en hertug, hvilket jeg vil bedømme ud fra Deres arbejde. Kunne De, hvis De lyster, blive min personlige skrædder."[/white] Forslog han så, for deres skrædder var da dygtig, men at have sin personlige udefra var da noget for sig. Og hvem vidste hvad hun ellers kunne bruges til, hans drivhus kunne godt trængte til en kærlig hånd og der var ingen som ville arbejde der i frygt for han ikke var tilfreds. Blomsterne der var blomster som voksede kun i kulde og mange af dem faktisk magiske. Men de var i dvale eller visne og trængte til en kærlig hånd. Blidt lukkede han sine øjne i, dog kom et højt pift ret pludseligt fra ham. Der gik godt nok noget tid, men et skrig lød herefter over deres hoveder. En falk der var sølvgrå kom flyvende, den var på størrelse med en havørn. Falken landte på hans arm som nu var bøjet ud til side, han sad nu mere ret op og nussede falken ned over hovedet.

[Selia Jheduar]

hun åbne øjne og så roligt på ham med et ganske mildt og bildt blik, "det jeg vær mig en ære men lad os nu se om jeg er så god som jeg håber på at være" hun smile og kigge rundt at han pift for hvorfor pifte han, da falken kom studer hun med nysgerrig øjne den flotte fugle "jeg har ikke set sådan en falk.. af den størrelse før.. utrolig" hun var jo bekendt med stort set alle dyr arter for hun tilbragt meget tid i skoven, hun så på ham før hun såpå falken igen.

hvilke planer eller ideer at han hade med hende vis hun var god nok, hun indprege fuglens form og farver det kunne jo bruges til inspiration til noget tøj, måske en flot lang frakke? eller kåbe måske? hun sad virkelig og tænkt meget og lag ikke mærke til hun stirre på dem over hovede hun var bare helt væk i at skabe nyt tøj i tankerne.

[die]

Der kom faktisk en mild klukken fra ham, han rystede på hovedet.
[white]"Jeg tror også Metal er den eneste af sin slags. En fejl, men en smuk en."[/white] Lød det beundrende fra ham som han forsat nussede falken, den sad og småsnakkede lidt på sin helt egen måde. Dietrial så ud som om han forstod, han sad og nikkede lidt engang imellem. Og først efter noget tid fandt han ud af hun var helt i sin egen verden imens hun stirrede på dem, han slog armen op og lod fuglen sætte af og flyve væk igen. Roligt rejste han sig op og tog en dyb indånding. Han gik mod hesten og lod en hånd glide kærligt ned af dens mule.
[white]"Vi skal afsted. Nu! Metal har set en flok mænd der virker til at være varulve, og fuldmånen hviler på nattehimlen når solen først er gået helt ned. Vi har ingen tid at spilde, nok er jeg stærk, men ikke så stærk!"[/white] Kom det så fra ham, han så mod sit sværd i skeden, magisk var det og bragte ham flere kræfter når han havde brug for det, men mod 7 mand var det ikke nok. Og hun var nok ikke den store hjælp hvis de først sad i klemme der. Han hoppede op på hesten i et let hop og satte sig til rette, han rakte hende endnu en hjælpene hånd.
[white]"Jeg vil gøre mit bedste for vi når i sikkerhed i tide, men jeg lover intet."[/white] Kom det så alvorligt fra ham som han rynkede brynene i tydelig bekymring, for dette her kunne godt gå hen og blive rigtig slemt.

[Selia Jheduar]

Zakura vågne fra sin lille verden i det fuglen lette, hun fik et chok og vælt bag over mens der kom en 'Uh' lyd fra hende og hun så helt forviret ud, hun så på ham som han hurtig kom op på hesten "varulve!" hun fik et minder panisk udtryk og skynd sig at komme op og stå og få den ødelaget kjole med og tog hans hånd og kom op på hesten og trykke sig en smule ind til ham for hun vist at varulve ikke var til og sprøge med.

"jeg forventer heller ikke noget af dem.. men at komme væk fra dem ville vær rart.. jeg har ikke lyst til at blive nymfe på spid" hun smile skævt for at prøve at lave lidt sjovt men hun endt bare med at side ned og prøve at tænke glad tanker og igen finde ideer til tøj der ville for ham til at syntes hun var brug bar ellers måtte hun bare begynde fra bunden af igen igen.

[die]

Nej varulve var bestemt ikke til at spøge med! Hendes vælten i overraskelse havde nok moret andre, men han havde bare set til som intet var sket. Ligeglad. Da hun først sad der, tøvede han ikke med at sætte hoppen igangsætter og straks red de i fuld galop mod Drakone. Der var virkelig ingen tid at spilde, han sad roligt, men havde et alvorligt udtryk i ansigtet. Solen gik langsomt ned ved deres side som de red sydpå. Og før man vidste af det, lå mørkets stilhed over dem og månen lyste klart og smukt. Ganske rigtigt havde han talt sig til det var fuldmåne denne nat. Det varede ikke længe før de første hyl hørtes igennem den skov de red i. Dietrial så sig rundt, havde de nået langt nok væk? Hesten var træt, fuldstændig udmattet. Og kun få minutter efter faldt den sammen, han havde hoppet af med Zakura i armene inden da.
[White]"Vi forsætter til fods!"[/White] Meddelte han inden han løsnede sværdet fra hesten og bandt remen hvorpå skeden sad om sit liv. Han tog også den ene taske af og klappede så hesten hårdt bagi for at få den til at løbe for sit liv. Dietrial ville overleve, så han sørgede for at finde noget salve frem. Han smurte det rundt omkring på ansigt og hænder, det stank forfærdeligt, men det gjorde at de måske var heldige at slippe levende igennem skoven denne nat.Kort efter rakte ham hende det.

[Selia Jheduar]

Zakura hade bare sidet bum stille og lade ham om at rid for hun kunne se han var meget koncentrert og alvorlig så hun holdt bare sin mund, hun kigge frem mens hun så alt blive mørker og mørker og månen begyndt sin opstigning på himlen, da hylen kom gøs hun og hun mærke hjerte slog et par ekster slag ind bag bryst.

da hesten faldt sammen holdt hun sig for munden for ikke at gispe i chok det due ikke vis nogle hørt dem for uden lyden af en hest der lige var ramle i gulve. hun så på Dietrial hun nikke bare, og løft op i kjolen så de bare føder kom frem og begyndt at gå efter ham i det tempo han nu hade valgt, den gamle kjole hade hun tabt bag dem men det var ikke i hendes tanker hun tænkt kun på at blive i nærheden af Dietrial, hun var enlig bange for mørke lige nu men hun holdt det for sig selv, for skoven var jo den sammen bar mørk og hun kendt den godt så hun gik ganske fast gennem skoven dog stadig med den ynde en nymfe nu hade når de gik eller på anden måde bevæge sig.

[die]

Han forstod skam godt hun ville være nær ham, for det var ikke rart at være i skoven i natten når det nok til Darklia's uhyggelige væsner. Desværre for dem, havde tre af varulvene indhentet dem, men det var jo også meget hurtigere end en hest og nu hvor de var på gåben var det jo endnu lettere. Dietrial stoppede brat op og slog armen ud for at holde hende tilbage, han lyttede godt efter og som en varulv kom springende imod dem, hev han Zakura væk, godt nok mod et træ, men det var mere i sikkerhed end noget andet. Så måtte han jo bare håbe hun nåede at stoppe sig selv inden mødet med træet. Dietrial blev væltet omkuld, han havde dog allerede trukket til sværd og det sad begravet i dyrets skulder. En brøl kom derfra og de to andre kom løbende, Dietrial ville aldrig bare sådan give op selvom det så stort ud. Han trak sværdet ud og fik kappet hoved af den første, noget som resulterede i hævn fra de andre to. Den ene bed sig fast i hans arm så han blev tvunget til at slippe sværdet, han kom med en smertebrøl og skar en grimasse der klart viste hvor ondt det gjorde. Dog kæmpede han sin kamp, lagde hånden mod dyret hoved og brugte fugten i luften denne smukke nat til at fryse hovedet. Det skulle nok få den beskæftiget i et stykke tid, den anden var klar til at springe på Zakura, men Dietrial havde grebet sit sværd igen og gennemborede hjertet bagfra. Varulven bag ham der styrtede rundt med is i hele hovedet var snart fri igen, så det var nu der skulle løbes. Hans arm hang slapt ned ved hans side, såret var MEGET slemt og det var et rent held han ikke havde mistet armen.
[white]"LØB!"[/white] Vrissede han, ikke at han var sur på hende, men vred over det var gået galt. Stanken var åbenbart lige meget, disse varulve var meget sultne.

[Selia Jheduar]

Zakura var ja forvirret der skete så meget på¨en gang, hun mærke han hev hende væk og det næste hun så var barke fra et træ for and hendes øjne, hun nåde kun lige at bremse sig selv inden hun knalde hovede ind i det, hun forsatte dog med at kigge ind i træet, og mumle til sig selv at det hele var okay og alt skulle nok blive godt. hun brød sig ikke om lyden der kom og slet ikke smerte brøle fra Dietrial, hun vente sig om for at se men gispe næsten skreg da hun så varulven der kom mod hende inden Dietrial fik den ledt mod ham, da han sag løb ja det skulle han ikke sig to gang. hun løft op i kjolen og ja stod i et syv spring af sted, det slang lys ben bevæge sig hurtig og yndefuldt gennem skoven, hun kendt skoven og vist hvor hun løb og måne var også en god lys kilde for hende, hun kigge sig ikke tilbage men forsatte med at løbe, her var lang kjoler virkelig upratisk! hun stoppe heller ikke med at løbe ikke før dietrial bad hende om det.

[die]

Selv løb han så hurtigt han kunne bag hende, han kom dog med lyde der udviste tydelig smerte fra ham, støn og nogen gange mindre skrig når han ramte noget på vejen. Han tog sig til armen og løb videre, dyret valgte nok nogle andre væsner at jage. Der gik ikke lang tid før de nåede en landsby, endelig tillod han sig at slappe bare en smugle af og bum, væk var han. Han væltede bare forover ganske stille og lå nu i græsset helt stille. Blodtabet var ufatteligt stort, så han var besvimmet. Varulvene havde elt opgivet at søge dem, da to af dem var døde, så det tegnede ikke på det letteste bytte. Dietrial så ganske fredfyldt ud hvis man så bort fra armen der var flænset og stadig blødende, han havde brug for forbinding rimelig hurtigt. En kvinde kom løbende hun skreg da hun så Dietrial og råbte med det samme efter hjælp, og ganske kort efter blev han båret og Zakura ført til en lille kro.

[Selia Jheduar]

Zakura stoppe da de kom til den lille landsby, hun så rundt og ånde lette op mens hun gispe efter luft, hun hørt dog et bump og så sig tilbage og så Dietrial var fald om, hun skynd sig hen til ham og tjekke om der var liv i ham, ved at lægge øret over hans mund og tjekke efter puls, ellers kigge hun på armen og trykke mod såret for at stoppe blodet fra at flyde ud.

da kvinden skreg kom zakura også til at skrige, da folk bare Dietrial til kroen var zakura ved siden af ham ind til han var bleven behandle og nu lå roligt i en seng, hun var kravle ud fra hans værelse vindue, og hade lukke det sådan hun godt kunne komme ind igen, og sad nu på tage stadig med kappen om sig, og kigge på fuld månen. hun kigge på månen som en sang kom til hende, som hun ganske stille og blidt begyndt at synge mens vinden tog i hendes hår og fik det til at gå op så det lange hår bløge i vinden, mens det var som vinden lege med hendes hår og kjole og kappe, hun stirre på månen mens hun lag hænderne for maven og lytte til vinden blide hvisken i hånden øre som ja mange ville sig hun line en smuk statue som hun stod der og sang med vinden legen med hende og sangen spreds med vinden.