Væk fra bjergene

[die]

Hver gang hans fader havde taget til dronningen, havde han ønsket at tage med, men for hans fader, måtte han endnu ikke. Så bjergene var det eneste han kendte til, til gengæld kendte han en del af den omegn så godt som sin egen bukselomme. Dietrial var iklædt et flot sort jakkesæt, han sørgede stadig over sin far, eller, viste ham en form for respekt ved at bære sort, da han ellers normalt kun gik i gråt og hvidt. Altid var han dog formet klædt på og de fine sko var kulsorte som altid. Om han frøs, nej ikke spor og jo længere han kom mod Drakone fandt han det varmere og varmere, ikke just det mest popurlære i hans sted, men han vendte sig gradvist til det. Varmere vejr havde han jo ikke prøvet før, ikke i den her facon, når alt var koldere i bjergene. Dog var han nysgerrig på at se om der fandtes mere interessante væsner eller om de intet var værd. Men det største møde han glædet sig til, var mødet med dronningen, han var ikke forventet i ankomst, da nyheden om hertugens død som havde fundet sted for kun 2 dage siden ikke var sluppet ud af landsbyen nede for hans fort. Hans fort, det var nu en fantastisk tanke og allerede nu nød han sin nye tittle som var blevet tildelt, men respektede den til fulde. Den kridhvide hoppe under ham red roligt afsted, det var nu ikke fordi han havde så travlt, lige nu kiggede han jo sig nysgerrigt omkring. Han var midt ude i naturen på vej fra nord, mod syd, fulde af forventninger til et meget stort første møde med dronningen og inden da, skulle han vende sig lidt til temperaturen og en helt anden natur. Der fandtes ikke rigtig så mange andre træer end granner i bjergene og græs så man faktisk som regel kun i dalen ved landsbyen. Fuglene var begyndt at kvidre meget, foråret var der tydeligt og han måtte da indrømme at det var en smuk natur de havde her nede. De sølvfarvet øjne spejdede lidt rundt, han piftede højt og ikke lang tid efter kunne man høre en falks skrig over ham. Et smil bredte sig, han elskede Metal på sin helt egen måde, en lidt underlig ting, men falken havde fulgt ham igennem hans barndom og var det eneste han havde knyttet bånd til som var levende ud over sin fader. Han strakte armen ud og lod den enorme fugl lande, den var på størrelse med en havørn, ganske ualment for en falk og det var nok også det som gjorde at Dietrial var så fasineret af ham.

[Selia Jheduar]

Forår.. den utrolig smuk tid, alt sprang ud og vejre blev varmer og fugle og dyr kvike mere op, dyr unger blev født alle mulig steder og størrelser. den utrolig dejlig tid for en nymfe som zakura,det gjorde hende meget mere glad når foråret kom, og zakura kunne godt bruge det. efter den skrækkelig til fangetagelse hade zakura ikke være tryg ved noget som helst! voldtægten var stadig tydelig i hendes sind selv om hun ikke hade være bevist under hele overgrebet men bare de timer hun hade være idet mørke rum hade næsten dreven hende sindsyg! men heldig vis hade nogle paladiner hjulpe hende fri og nu var hun så i bjergene.

hun vist dog ikke hvor hun var, tøjet var stadig reven i stykker sådan at den nu var lår kort, hun holdt kjolen sammen ved bryste, en kappe hang om hende, en som en paladin hade give hende som dække for hendes tøjs tilstand, der stad lig blod på hendes ben og hun hade blå mærker på halsen. hun sad på en stor flad sten lidt fra stigen der var i bjergene. hendes lang en smule ugle hår bevæge sig blidt i vinden, næsten som en skygge der bevæge sig over land. de trætte øjne sad hvile på en ny kjole hun var ved og syg, hun hade skaffe noget stof eller hun hade faktisk stjåle det men hun hade brug for en ny kjole inden hun tog tilbage til Nirelia.

hun nød varmen i kinderne, og vinden i håret. hun kunne føle naturen vågne og ånde, en salig følelse. hun forsatte med at sy bare et par ting mere... og... færdig, hun rejste sig med lidt vaklene ben og smile lidt. kjolen var rød som hendes gamle men hade en let v udskåring ved bryste og ellers ville den side tæt men ikke upassenden for hende, hun skyndt sig at skifte og tog kappen af for beder og kunne se hendes værk, hun smile den var fin men hun vist hun kunne gør meget beder ind det, men ja den var fin til lille hende.

[die]

Hesten prustede let, den gik næsten majestætisk gennem naturen. Dietrial lavede en hoppebevægelse med armen så falken satte fra igen og fløj op i luften og forsvandt ud i det blå. Det var ikke unormalt at han var meget observant og han fik hurtigt øje på en kvinde der så noget slemt tilredt ud. Han stoppede hesten og så roligt mod hende, dog lod han blikket glide væk da han så hende iklæde sig den kjole hun så ud til lige at have syet. DIetrial gled ned fra hesten, han gik roligt mod hende, dog gik han ikke for tæt, for hun så ikke ud til at være så tryg.
[white]"Undskyld, men De høre da ikke til her ved bjergene, gør De?"[/white] Egentlig vidste han godt svaret på sit eget spørgsmål, han kendte næsten alt og alle her på omegnen, så hun var ny. Desuden så det ikke ud til hun selv havde den fjerneste ide om hvor hun var henne af, ikke mange gik mod bjergene af sig selv. Han studerede hende ganske ubemærket og vurderede hende til at være af skovens væsner, en nymfe, smuk var hun. En tanke om hun måske var skrædder løb igennem hans sind, men hvis det var hendes bedste arbejde var hun langt fra den bedste han havde set. Men igen, mange af bønderne var jo meget gode til at være sløset med ting til dem selv, en skam, for en skrædder kunne jo virke vise sit værd i egne klæder. Vinden tog fat i det halvlange hår af hans der gik ned ved hans øjne men ikke over dem, så det lagde sig perfekt efter vindens leg med det. De sølvfarvet øjne som virkede kolde, havde noget venligt over sig og som hertug skulle han jo også helst vise sig fra den gode side.

[Selia Jheduar]

zakura stod og kigge på den smule der var tilbage af hendes gamle kjole, hun hade virkelig holdt af den kjolen. zakura var i sin egen verden og kørt ikke rigtig hesten der kom nærmer eller nogle gik mod hende, hun stod bare i sin egen tanker og prøve at find ro i sit lille hovede. men da manden snakke til hende for hun let sammen og rykke sig væk vor hun så med vagt somme øjne på den smukke her der kigge på hende, og nu stilt et sprøgs mål. hun gemt sig lidt bag en sten mens hun holdt om det ødelagte tøjind til sig.

der gik lidt tid inden hun sådan reager på hans spørgsmål til hende, hun åbne munden en lille smule men intet kom ud, hun lukke den igen og ryste bare på for nej hun ande ikke hvor hun var, hun holdt fokus på manden hun tur ikke se væk tænk vis han også var farlig lige som den sidste, vinden leget blidt med hendes hår som gled over hendes lyse kinder,solen fik hendes pircinger til at skinde selv om hun trængt til bad,mad og søvn hun hade virkelig ikke sove i nogle dag og hun vist ikke hvor meget mere hun kunne før hun ville kolapse, hun kunne også selv se det var galt for hun så ikke manden klart, hun lod hånden med tatoen lægge sig på panden og prøve at tage sig sammen selv om det var meget svært.

[die]

Det var tydeligt at se kvinden ikke var ved sit fulde fem, han lod et udtryg der lignede en bekymring glide over hans ansigt, det var som sagt mest for omtalen han valgte at være rar. Normalt ville han være ligeglad, men her så han muligheder for sig selv, blandt andet hvis hun var skrædder. Han trængte til nyt tøj, lidt finere tøj, en hertug værdi. Og han ville give hende et godt ophold, en god sum mønter og chancen for at lave noget smukt tøj til sig selv. Dem som spandt stof og lavede det, farvede det i hans landsby, var meget dygtige og lavede ting som man kun kunne få deroppe i bjergene. Dietrial gik et skridt tilbage.
[white]"Hvis De ønsker det, kan De ride med mig til Drakone. Jeg skal nok sørger for De kommer sikkert frem. De får mit ord på dette."[/white] Kom det høfligt fra ham, tøjet og måden han snakkede på gjorde man ikke var et sekund i tvivl om han var en hæderlig mand, en rig mand. Grunden til han var gået et skridt tilbage, var for at vise respekt for hendes ønske om afstand. Hvorfor han sådan var i sit gode hjørne var ganske enkelt at han var ude og rejse for første gang og nu skulle lave sit ry for sin meget nylige title som hertug. Her kunne man se det gode han gjorde sig, men han ville også stadig vise at de bør frygte ham, med ære!

[Selia Jheduar]

Zakura så på ham som han snakke igen og tilbød hende at bringe et sted hen der hed Drakone, men det var jo ikke der hun skulle hende hun skulle til Nirelia. hun fjerne hånden igen og så på ham med øjne der flakke og det kunne ses. "j..j..skal..til Nirelia.." kom det fra hende men den smuk og blød stemme dog svagt hæst da hun var tørsttig og træt.

hun nåde enlig ikke at sige mere ind det før alt blev sort, hun var kolapse og uheldig vis ramt hovede stene, så hun fik en lille flænge men den ville heale med lidt tid og pleje, hun lå ganske stille håret spret ud over stene under hende og hun hade tabt den gamle kjole, i mens var hun i en drømme tilstand, hun var omring af vand? eller det føltes som vand,men hun var ikke våd. hun følt hun svæve i vande, der var dejlig koldt og frisk, der var helt stille ud over en stille melodi hun kunne høre i det fjerne, hun prøve at åbne øjne men intet skete, snart følt hun en varm om sig, som arme der beskytte hende og hun følt sig tryg og varm, hun kunne ny hør nynne ved hendes øre en vugge vise hun ikke hade hørt i rigtig mange år, hun fik enlig åbne øjne men hvem der hade holdt hende i denne drømme verden forsvandt og hun så isteden for med slørt blik op i ja et eller andet hvad det var svært at se fordi hendes blik var så slørt af udmatte at hun var ikke sikker på om det var skyer eller andet hvidt hun så lige nu.

[die]

Et skrig hørte over dem, han så kort op og smilte kort, inden han så mod kvinden som snakkede med en tydelig tørst i svælget, han så hende falde til jorden og trådte med det samme frem, dog lidt tøvende. Det så dog ud til hun var væk som ud udpustet lys, han gik roligt hen til hende, og løftede hende op i sine arme, han bar hende med sig hen til hesten, her lagde han hende over hesten ryg og satte sig selv op, for at tage hende i sine arme igen. Han havde taget hendes gamle kjole med, den lod til at have betydning for hende. Rolige spark satte gang i hesten, han lod den ene arm være hvile for hendes hoved som hun nu sad i hans arme, den anden hånd gled ned i saddeltasken efter hans dunk med vand og et stykke stof. Så vaskede han hendes sår og lagde kluden let ved hendes pande da den var skyllet lidt. Da hun virkede til at vågne lidt, lod han en hånd glide ved hendes kind.
[white]"De skal ikke være bange, jeg tager mig af det. De skal nok komme til Nirelia, det er lettest at få en hest i Drakone."[/white] Sagde han så med en rolig kølig stemme, som der dog var noget blidt ved. Hesten skridtede fint afsted og de var snart ude af bjergenes verden, hans hjem. Nu var han virkelig ude i det helt nye med udelukkede grønne marker, skove og enge. Hesten vrinskede stille og gik sin gang. Selvom det nok ikke var den bedste ide, så gik det fint nok.

[Selia Jheduar]

Zakura kigge fræveren på manden der åben bart hade valgt at tage hende med sig på heste ryg så vidt hun kunne føle og høre, hun orke dog ikke at protester eller kæmpe imode eller noget. hun mærke godt han rørt hendes kind men sag ikke noget til det, hun kigge bare lidt rundt så godt hun kunne, og lod ellers forsigtig hånden tag lidt fat om mandens tøj, bare for en sikkerhed skyld.

hun nød solen og vinden i håret, lyden af hesten der forsatte sin gang ned af bjerge, men nu var de komme til de grønne enge et sted hun hade brugt noget så meget tid ved, her var skønt og fredeligt foren nymfe som hende, hun rørt lidt på sig men ikke meget. hun tog hånden til hovede, hun hade ondt i hovede men okay hun måtte have sloget det da hun besvimet, hun lukke øjne igen og trak vejer dybt og prøve igen at finde ro i kroppen.

[die]

Ikke langt derfra endnu var et vandhul, her kunne hun få vasket sig lidt og få noget af drikke, vandet var rent og smukt. Han satte lidt mere gang i hesten under sig og mærkede den trave let afsted, han holdte dog godt ved hende så hovedet ikke fik for mange bump. Da de nåede frem, tog han hende helt ind til sig, og gled ned af hestens ryg lettere elegant. Så bar han hende hen til vandet og prøvede at sætte hende lidt op af en sten, dog hele tiden med øje på om hun skulle falde, selvom han fik sat hende rimelig godt. Så fyldte han sine dunke med vand, for at give den ene til hende.
[white]"Her, drik lidt."[/white] Kom det roligt fra ham, selv tog han noget af det stadig meget kolde vand, for det var kun står forår og det gjorde vandet ikke var tæt på at være bare nogenlunde tilpas for nogle væsner. Hvor derimod han nød kulden derfra meget. Dietrial kiggede lidt på hende, han undersøgte hende lidt nærmere og så så på skræmmen i hendes hoved. Den var stoppet med at bløde efter kluden havde ligget der. Det så pænere ud.

[Selia Jheduar]

Zakura lod manden gør som han nu gjorde for krafter hade hun ikke mange af lige nu, hun lod ham bære hende ned til vandet og mærke han satte hende op af stene, hendes øjne var begyndt at lyse en smule mere op. som han holdt dunken med vand hen til hende, hun fik hånderne op og tage den og begyndt ellers at drikke. hun fik næsten tømt den hun var virkelig tørsdig.

da hun var færdig med at drikke så hun på ham igen, "tak" kom det fra hende nu med en mere frisk og blød stemme nu hvor hendes tørste var stille. hun mærke han undersøgt hendes hovede og sag ikke noget til det hun vente med at tage det vand der var tilbage i dunken og vaske ellers sit ansigt og sukke stille da det var koldt, hun fik vaske det meste af sig så hendes kønne ansigt blev ja kønner og se på, hun fik resten af vande fra ansigt og kigge nu på manden der ind til vider hade fået hende her til "hvem..er de?" spurt hun og prøve at slappe af.

[die]

Det var rart at se hende få lidt af sin anstændighed tilbage, for hun havde jo set forfærdelig ud før i forhold til nu hvor man rigtig kunne se hendes ansigt. Han smilte svagt ved synet og nikkede bare som et gestus til at det var så lidt. Selv tog han en slurk mere og fik det pakket væk, og da hun var færdig med sit tog han den og fyldte den op igen til at rejse videre. Men måske skulle hun hvile sig lidt her først. Hendes spørgsmål gled over hans læber, det var første gang han fik lov til at præsentere sig som hertug.
[white]"Mit navn er Dietrial Cold, hertug af det nordlige Darklia."[/white] Lød det så små stolt fra ham, han lod de sølvfarvet øjne glide mod hende, når solen ramte rigtigt mod dem så man blåt skær i dem. En hånd gled igennem hans platinblonde hår og satte sig som sædvanligt på plads med det samme efter. HEsten vrinskede lidt uroligt, han så mod den og nikkede mod vandet, dyret tøvede ikke et sekund med at traske forud og drikke af det kølige vand.
[white]"Jeg ved det er svært at tro på nogle i Darklia vil en noget godt, men vi er her faktisk. Min pligt er at føre trop på krigene, intet andet. Jeg har personligt intet imod folk fra Nirelia, mange smukke kvinder kommer blandt andet derfra."[/white] Kom det beroligende fra ham, for hun havde jo virket meget bange og han gik ud fra nogle af de mange onde væsner i Darklia havde haft fingrene i hende.

[Selia Jheduar]

Zakura så på ham som manden der var for and hende vist sig at være hertug! at han var fra Darklia gjorde hende dog ikke så tryg for så var han jo en af dem.. en af de onde som hun nu så det. hun fik hårt en smule bag øret som han snakke vider, at han så sag han bare var der for at før trop på krigerne og at han ikke hade noget i mode folk fra Nirelia var lidt underligt, "jeg..er oprenlige fra Darklia.. jeg bor i den kongelig have.. jeg.. er skrædder.. men sælger ikke meget.." hun trak på skulderne, og fik sig selv op og stå en smule vakel våren, hun gik hen til vande hvor hun i gik ned i med bare fødder hun satte sig en smule på hug hvor efter hun ja stak hovede under det dejlig kolde vand.

det der føltes som flere minutter var nok bare ca 1 minut hvor efter hun trak hovede og håret op, hun vred det ganske let før hun slynge det knæ lang hår bag over hårt var dejligt rent nu, som det klæber sig til hendes ryg, og lag sig bare helt perfekt hun fjerne vande der løb ovr hendes ansigt og sukke svagt det hade hun brug for, hun kigge ned i det smukke krystal klar vand og kunne se hendes bar fødder der var godt kold nu men hun nød det rigtig meget.

hun så på manden som hed Dietrial "jeg hedder Zakura Perrelli deres nåde.. vis jeg må.. vil jeg gerne sy noget til dem som tak.. for de har vær så sød ved mig så lang" hun så på ham mens hun lod hånden glide gennem det våde hår og begyndt at fette det så det kunne bølge når det blev tørt.

[die]

[White]"Så der findes altså stadig gudindelige smukke kvinder fra darklia? "[/White] konstaterede han og så på hende med et beundrende blik. Det var jo en ufattelig smuk kvinde han havde med af gøre, en skam nymfer ikke måtte føre slægten videre. Søen var virkelig smuk, lyden af vandets rolige sang beroligede jo stort set alle. Vinden tog blidt fat i alt det kunne, græs, træer, hår og tøj, pels og hvad der eller kunne røre på sig. Naturen var nu noget han også havde kært, dog ønskede han lidt det var vinter altid. Typisk for en isdæmon. Han nikkede kort til hvem hun var og brød så sine læber.
[White]"Jeg kunne godt trænge til lidt nye klæder, men jeg kræver dette bliver udført med stof fra min by. Så det bliver noget af en rejse for Dem, er De sikker på dette?"[/White] Spurgte han så roligt, bare for at sikre sig de var indforstået med hinanden.

[Selia Jheduar]

Zakura så på ham mens hun flette det knæ lange hår til ende hvor hun hev en lang strimmel af den øde laget kjole og bruget til at binden for enden så fletning der nu var helt tynd og fast hang bag hende, hun vist der var langt hjem og hun ane slet ikke vejen tilbage til Nirelia eller der hvor han skulle hen.

"jeg kan ikke find hjem selv.. min sted sans er meget dårlig.. vis jeg tager med dem... er det eneste jeg skal bruge nål, tråde, stof og de værse ekster pynt der skal på tøje og så deres mål... og så vil jeg helst vis jeg må og kan få love til at være ude.. eller anden måde tæt på natur... jeg føler mig ikke tilpas.. inde..lukke" hendes ord død ude som man kunne se frygten male i de smukke dybe brune øjne, hun tog sig til armen med den arme der var tatovere og gik nu op af vanden og nød.

"men... jeg vil ikke vær til besvær.. jeg kan godt find hjem.. i løbe af året vis jeg er heldig" hun smile et meget varmt og blødt smile for vis hun skulle finde hjem kunne det næsten tage hende et helt år, det var ikke første gang det var sket for hende så hun hade intet i mode det, hun kigge på Dietrial og prøve at se hvad han var, hun fornemme han var rolig som vand, men et sted også kold? hun var ikke sikker "må jeg spørge? har de.. noget med vand og gør? altså som race.. jeg.. fornnemmer en vis ro om dem.. lige som vand kand vær i en å eller vand løbe.. men lige så let kan rase som de stor bølger til havs" hun så på ham som vinden fange lidt af de våde hår totter der var over hendes pand og kind der ikke var med i fletningen.

[die]

Med en nikken lod han til at gøre hesten klar, hun virkede bedre tilpas.
[White]"Jeg får en af mine folk til at følge Dem hjem efter. Vores skrædder skal nok give Dem alt hvad De behøver, og jeg går ud fra bjerglandskabet er fint nok, ellers har jeg et smukt drivhus. Men der er koldt."[/White] Lød det roligt fra ham, han kunne godt forstå på det hele at hin havde været holdt fanget og han vidste nymfer havde brug for naturen til at leve godt ellers blev de syge. Der var omkring 2-3 dages rejse på hesteryg i gang, så hvis de galopperede noget af vejen kunne de godt klare det på den tid og stadig få hvile om natten. Dietrial så sig omkring, det var en oplevelse allerede nu og skønt at bryde de faste rammer.
[White]"Hvis kegle gør sådan her, kan De så gætte det?"[/White] Spurgte han roligt og fik formet noget af søens vand til en smuk rose lavet af is. Det lignet dog mest af alt krystal. Han bukkede formentlig rakte hende rosen, som en fint gestus. Sådan var han, ganske charmerende selvom der ikke var så meget med følelse. Dietrial satte sig herefter op på den hvide hoppe, og rakte så hånden mod hende.
[White]"Vor rejse er lang, min rejse bringer mig til dronningen for at meddele min faders død. Hvad der sker herefter ved jeg faktisk ikke. Men vi skal direkte hjem når vi er færdige i Drakone, så De er i hvert fald hjemme inden der er gået et år."[/White] Det sidste var sagt med et svagt drillende smil, det eneste tidspunkt ham faktisk fortrak en mine. Hans faders død lod ikke til at røre ham.