Just one more..

[Ethan Mirriko]

Klokken var efterhånden ret mange, men det var ikke noget der afholdt Ethan fra at strejfe rundt i grænselandet, eftersom at han var på jagt efter noget helt specielt. Det var jo heller ikke fordi han frygtede at der skulle komme nogen og overraske ham, netop fordi han var forholdvis alene ved floden. Det eneste man faktisk kunne høre var lyden fra vandet der rendte igennem den lange flod, det var ganske afslappende, som han betragtede det hele fra bredden. På ryggen bar han den sædvanlige taske, hvori der efterhånden lå lidt af hvert. Nogle af de ting, som befandt sig i tasken var en dolk, hans tryllestav, en gave - som han efterhånden havde båret rundt på i lang tid, samt en masse andre ting. Han stoppede dog op helt ude ved vandet, men vendte blikket rundt, da han kunne høre noget komme farende imod ham. Kort tid efter kunne man høre et hyl, som blot fik Ethan til at smile, da han først fik øje på Lura, som ikke rigtig satte farten ned. Han viftede en anelse med armene, som for at få hende til at stoppe, men det skete ikke rigtig, som hun farede lige hen til ham og stillede sig op på bagbenene og faktisk skubbede Ethan ud i vandet. Han holdt dog balancen, så han ikke endte med at sætte sig ned i det. Et grin forlod hans læber, som Lura lagde mærke til at de var tæt på vandet. Hun sprang nærmest tilbage og knurrede en anelse af sit spejlbillede. Han rystede på hovedet, før at han gik ind på bredden igen.
"Slap nu af tøs"
sagde han drillende til Lura, der lagde hovedet på skrå, da han smed tasken ved siden af hende og fandt dolken frem. Nu hvor hans tøj var blevet vådt, så kunne han lige så godt undersøge bunden af floden. Han valgte at tage trøjen af, som han ikke ville gøre stoffet vådt.. Det var for sent med bukserne, så han sprang bare i vandet og svømmede ned til bunden. Hvis han ikke tog meget fejl, så skulle det være muligt at finde noget værdifuldt på bunden af floden, eftersom at vandet kunne slibe et hvilket som helst materiale til noget forunderligt.

[Deleted]

Det havde været længe siden hun faktisk havde skænket Ethan en tanke, men da hendes fine rige var så småt kommet på plads og hun altid havde nogle livvagter i nærheden af sig når hun vandrede op, var tankerne om et nyt møde med ham da kommet igen. Hans lugt glemte hun ikke, hun huskede den ret så tydeligt og smilte da lidt ved tanken, for lige der kunne man godt se, eller rettere lugte at de var brødre. Rai havde hun stadig ikke helt fundet ud af hvad hun skulle stille op med, men hun havde fået et nyt offer som måske kunne bruges til netop dette. Denne nat var hun længere væk fra bjergene end hun havde været i lange tider, hun havde søgt til smeden først og fremmest, men havde ikke fundet Ethan der da mørket igen var faldet på. Så hun havde fået færten af ham og fulgt efter, men ankom faktisk først nu til floden hvor hans lugt var blevet lidt sværre at følge, men det var sikkert vandets skyld. Hun gik roligt igennem landskabet, hun fulgte floden langs breden, iklædt en kutte så man ikke kunne se hvem hun var til at starte med. Rundt omkring i nærheden var der håndlangere klar til at beskytte hende, men de kom først når hun var i fare. Det blev morsomt at se ham igen, men hun skulle vel også finde på en forklaring til hendes forsvinden. En sten som lå i vandkanten og ind til breden, var det perfekte sted at stille sig, hun stod roligt lænt op af den og ventede på at duften af ham blev tydligere. Da hun fik øje på det dumme kræ til kæledyr han ejede, var hun klar over hun var ret så tæt på.

[Ethan Mirriko]

Vandet var faktisk ikke særlig køligt, men det havde også noget at gøre med, at det jo heldigvis var forår, så varmen var så småt ved at trække ned i vandet. Det var endda rart at få muligheden for at svømme lidt, det gav en form for frihed, også selvom han var på jagt efter noget nede på bunden, så var det ikke fordi han så det som et forfærdeligt arbejde. Han nød det jo faktisk. Ethan kom hurtigt ned til bunden, eftersom at der ikke var særlig langt ned. Han holdt sig nede ved at kravle hen over bunden og havde ikke noget problem med at trække vejret, eftersom at magien hjalp ham på det punkt, så han kunne sagtens være der i rigtig lang tid. Det var dog en anelse svært at se noget i vandet, da mørket var faldet på og han ikke bare sådan lige kunne lave noget lys under vandet. Det havde han i hvert fald ikke undersøgt endnu. Han mærkede derfor efter med fingrene. Og i det sekund hvor han skar hul på sin egen finger vidste han at det var det rette. Han stak dolken ned i jorden og gravede stenen op. Den var heldigvis kun skarp på den ene kant, eftersom at vandet havde slebet de resterende sider. Han smilte tilfreds, som han svømmede op til overfladen igen og holdt stenen op imod månen. Det var nu tydeligt at se den oprindelige farve på stenen, da han også havde fået snavset af. Den var grøn og klar, som han kiggede igennem den og faktisk var på vej ned under vand overfladen igen, da han hørte Lura hyle fra bredden.
Ethan vendte sin opmærksomhed mod hende og rystede en anelse på hovedet, da han ikke kunne forstå hvorfor hun opførte sig på den måde og da slet ikke da hun rejste sig op og begyndte at gø. Hans blik gled rundt for at finde kilden til hendes opførelse, som han hurtigt fandt frem til en kutteklædt skikkelse. Han lagde stenen ned i lommen og svømmede ind til Lura, der var lettere arrig over skikkelsen. Det var længe siden af hun havde opført sig på den måde og det eneste tidspunkt han kunne komme i tanke om, var da han sidst havde set Selena. Men det var efterhånden rigtig lang tid siden, så han regnede med at hun havde fået noget op på benene og ikke længere var så skræmt som tidligere. Ethan lagde hånden ovenpå Lura's hoved, som han forsøgte at få hende til at falde ned.
"Kan godt være du skal beskytte mig, men jeg kan godt passe på mig selv også"
sagde han lettere bebrejdende, som hun bestemt ikke behøvede at opføre sig på denne måde. Ethan holdt dog et vågent øje med skikkelsen, da han skulle være sikker på, at de ikke lige pludselig blev overrasket over den fremmede. Men han var dog ikke helt færdig med floden, da han var overbevidst om, at der måtte være flere af den slags sten nede på bunden.

[Deleted]

Der gik da et par tanker om hvordan dyret kunne miste livet ved en ulykkelig, hun stod og viste lidt tænder under kutten mod den. Ufatteligt at den ikke bare gav op, hvor hun dog hadet det! Men det skulle da bestemt ikke stoppe hende. Da Ethan kom op fra vandet, lod hun blikket glide mod ham, hun smilte svagt ved synet af ham helt våd og stod med en sten af en art som han kiggede på, mens hun havde travlt med at kigge på ham. Selvom der var gået i hvert fald over et år, lignede han da sig selv. Faktisk var hun lidt i tvivl om hvor længe hun havde været væk, dagene flød sammen når man var under jorden og ikke kunne holde øje med årstiderne. Roligt skød hun sig selv væk fra stenen og gik mod dem, hun stoppede få meter fra dem. Her valgte hun at det var sikkert nok at tage kuttens hætte af, som afslørede det flotte mørke bølgede hår som denne nat hang løst og uden nogen form for pynt. Hendes blik var roligt og hun smilte tydeligt glad for at se ham.
[blue]"Hun kan stadig ikke lide mig....."[/blue] Kom det så stille fra hende, som hun sendte ham et forsigtigt smil og blot stod med hænderne samlet foran sig. At leve et dobbeltliv var ikke svært, det havde hun gjort tit, men nu var det blevet nogle lidt større protjekter hun havde gang i. Men man kunne vel ikke undgå de voksede med alderen. Selena bed sig forsigtigt i læben og gik lidt tættere på, men stadig ikke så tæt at de helt kunne nå hinanden.
[blue]"Godaften Ethan."[/blue] Lød hendes stemme forførende og lokkende i mørket, hendes øjne lå fast mod hans, hun var bestemt ked af det havde taget så lang tid, men et rige blev ikke bygget på få dage, det tog tid. Desuden var Drazilla ret ivrig efter hendes hoved, så hun måtte passe på. Og hendes undskyldning eller forklaring, var så småt ved at falde på plads oppe i hovedet.

[Ethan Mirriko]

Lura var ikke ligefrem kommet sovende til hendes plads ved hans side, han havde skam altid ment at hun var meget forsigtig og måske også for overbeskyttende, men han ville nok heller ikke kunne leve uden hende, da hun sjældent var en der svigtede ham på nogen punkter. Det var i hvert fald ikke sket før, så hvorfor skulle det ske? Han kunne faktisk godt mærke, at der var nogen som holdt øje med ham, men det var først da han lagde mærke til kutten, at det for alvor gik op for ham. Han var ikke helt sikker på, om det var en ven eller fjende. Ikke fordi der var mange som ønskede ham til livs, eftersom at de jo egentlig ikke havde nogen grund til at hade ham. Det mente han i hvert fald ikke. Men det var ikke svært for fremmede at vide, at Lura ikke brød sig om dem, bestemt ikke når hun først knurrede som nu, så var det ikke til at regne med, hvordan hun mon ville reagere på den mindste form for bevægelse.
I det sekund hvor Selena forlod sin plads på stenen forsvandt Lura fra Ethans side og farede i stedet lige mod hende. Ethan nåede skam godt at se hvad der skete, men det var først da han hørte Selena stemme, at han forstod det ikke var en fjende.
"Lura!"
råbte han i et forsøg på at stoppe hende i sin kurs mod Selena. Han var dog ikke helt sikker på om hun overhovedet hørte ham, da hun blot farede videre.. Men til hans overraskelse så strøg hun lige forbi Selena og mod skoven, som befandt sig rundt omkring floden. Egentlig var han lettere forundret over det, men det kunne betyde at der var flere end kun hende? Derfor så han en anelse skeptisk på hende, som han ikke var helt sikker på om det nu også var hende.
"Katrina?"
sagde han en anelse spørgende, som han dog valgte at gå frivilligt tættere på hende. Han var ikke helt sikker på at det var hende, også selvom håret lignede sig selv, så ville han gerne være på den sikre side, nu var der jo gået lang tid, rigtig lang tid faktisk siden de sidste havde set hinanden.
Der gik dog heller ikke særlig lang tid før at Lura kom farende tilbage fra skoven lettere forrevet, men Ethan gik blot ud fra at hun havde forsøgt at angribe igennem en tornebuks eller noget lignende. Men det han ikke forstod var at hun havde faret ved siden af Selena, måske fordi hun godt var klar over, at det var en tabt sag? Det var ikke noget hun som sådan kunne redde Ethan fra. Da han jo stadig var forgabt i hende.. Efter noget tid gik det dog op for Ethan, at han stadig ikke havde fået sin bluse på, derfor satte han sig ned på hug ved sin taske og tog den med op sammen med blusen. Lura havde kun nogle få skrammer, da hun vendte tilbage til hans side, så det gjorde ham ikke ligefrem bekymret, hun var kun forvirret.

[Deleted]

Det overraskede faktisk Selena en del at dyret valgte at fare lige forbi hende, men hun var godt klar over hvorfor, dog intet der kunne ses i det lettere undrende udtryk i hendes ansigt som hun vendte sig rundt for at se efter Lura. Der gik dog ikke lang tid før hun vendte blikket mod Ethan igen, hun smilte blidt og nikkede roligt, med et lidt undskyldende blik i de lyseblå øjne. Det at hun havde stået stille og ventet på dyret ville angribe var sådan set med vilje, havde den nu flået lidt i hende, ville hun jo hele hurtigt, det ville have været dumt ikke at spise inden hun mødte ham. Han var mindst lige så fristende som Rai og hun var ret sikker på at med de to i samme lokale kunne hun virkelig få det sjovt! Med et par rolige skridt gik hun helt hen til ham, hun ønskede da bestemt ikke at han tog noget på overkroppen igen, det var altid rart med noget dejligt at kigge på. Hun strøg roligt sine fingre ned af ham og smilte lidt frækt.
[blue]"Jeg har savnet dig."[/blue] Hviskede hun blidt, som hun lod sine læber plante sig kort og blidt på hans. Et langt kys ville hun ikke give ham, han kunne jo have mødt en anden siden sidst og hun tog ingen chancer lige der. Desuden elskede hun jo at føle sig ønsket, så han måtte da selv tage for sig hvis han ville have mere end blot et kort kys. De røde læber så som altid indbydende ud, de kendetegnede hende for det meste. Luras tilbagekommen var da lidt trist nyt, hun havde lidt håbet på et vildt dyr eller en af hendes trofaste unger havde taget den. Men desværre var det ikke lige tilfældet. Ikke mange kendte hendes mellemnavn, så hun brugte det tit som et dække. Hendes blik var intents og søgende, hun ville se om hun kunne gennemskue og der var sket noget siden sidst, selvom det ikke just virkede sådan. Her stod hun lidt og overvejede at smide kutten, afsløre hendes fine påklædning inden under. Hun havde som altid et par fine stiletter på, denne dag ikke i støvler, men nogle som afslørede hendes fine fødder. Kjolen hun havde på var hvid med sorte mønstre rundt langs kjolens kanter, både ved anklerne og ved brystet. Den var stropløs og kun holdt oppe af corsaget som formede hendes timeglasfigur perfekt. Corsaget var også sort og brød den hvide farve som ellers var rimelig dominerende da kjolen var ret lang.

[Ethan Mirriko]

Måske Lura bare havde givet fuldstændig op, fordi hun mente at Ethan var håbløs, men det havde måske noget at gøre med at Ethan lignede sin lillebror.. Når han først havde fået øje på en kvinde, så kunne han ikke bare vende ryggen til og lade som ingenting. Dog var han ikke typen der greb fat i flere kvinder på en gang, det var kun hans broder der var så dum at gøre det. Hvilket jo ofte endte i ballade, noget som Ethan bestemt ikke ønskede at komme ud i. Han var et fredeligt væsen, så længe det nu varede, han vidst jo ikke hvad der skulle ske og da slet ikke at han havde en bror. Han lagde dog hurtigt mærke til blikket i hendes øjne, som han blot rystede på hovedet, da han godt kunne forstå at hun havde holdt sig for sig selv i så lang tid, da hun sikkert havde behov for at få en ordentlig hverdag op og stå. Men han mente måske også at det kunne være fordi hun havde fortrudt, det der var sket imellem dem og at hun måske hade forsøgt at glemme ham? Men idet at hun åbnede munden, bragte ordene et smil med sig, som hun tilsyneladende ikke havde forsøgt at glemme ham. Dertil kom en kort berøring af deres læber, som blot fik hans øjne til at smile endnu mere af savn. Blusen endte han da også blot med at holde i hånden, som hendes hænder strøg ned af ham. Han sank en svag klump, som han vendte blikket mod hendes øjne.
"Jeg har i hvert fald også savnet dig, men du måtte jo næsten have haft et behov for at være alene"
sagde han med et smil på læben, som han sagtens kunne forstå hende, hvis hun bare havde brug for at være alene lidt. Desuden så kunne han jo slet ikke forestille sig hvad hun havde brugt al den tid på. Han så dog en anelse længselsfuldt på hende, eftersom at kysset ikke havde varet særlig længe, derfor endte han også med at gå helt hen til hende og ligge en hånd mod hendes baghoved og lade deres læber mødes endnu en gang. Gav man ham først en lillefinger, så tog han med glæde hele hånden, specielt når det kom til hendes læber. Ethan tænkte ikke rigtig over at Lura så småt var begyndt at knurre igen, men det kunne være at der blot var noget fremmed bevægelse i skoven, som hun ikke ligefrem regnede med. Men det kunne da også være at Selenas livvagter så ham som en trussel? Eller en der kunne bringe hende i fare, dog var han ret så harmløs.

[Deleted]

Hendes små livvagter som var rundt omkring vidste udemærket hvem Ethan var, hvis hun vari fare ville de med garanti kunne mærke det med det samme og ville ikke tøve. Dyret var de ikke bekymret for, Selena var meget stærk og var ikke ligefrem blevet svagere med tiden. Hun smilte og nikkede stille, hun vidste skam udemærket hvordan hun skulle forklare sig selv. Faktisk, vidste hun præcis hvad hun ville sige. Men inden hun nåede at sprede sine læber for at sige noget, mærkede hun hans læber mod sine igen. Det fik hende til at smile igennem kysset og hun gengældte det blot som hun lod sine arme glide om hans hals og pressede sig selv ind til ham. Efter en tid med et rimelig langt kys, brød hun det og lod hendes pande hvile mod hans som hun så ham direkte ind i øjnene.
[blue]"Jeg havde i hvert fald brug for tid. Min mands begravelse og så har jeg faktisk været på flugt, jeg tror stadig de leder efter mig, men jeg har ikke set noget til dem længe. Så det var sikkert at opsøge dig. Jeg har sådan længdes efter dig Ethan."[/blue] Hendes stemme var blid og hviskende, ganske forførende. Roligt nussede hun ham i nakken og op i håret som stadig var vådt, hun lagde hovedet på skrå. Han havde skåret sig, det kunne hun godt dufte, den søde duft af blod, godt nok ikke så friskt mere og ganske svagt. Dog var det selvfølgelig noget som gik lige i næsen på en som havde så stor en svaghed for blod som hun havde. Selena lod sin ene hånd køre ned af hans hals, skulder og videre ned af armen som hun tog hans hånd op i sin.
[blue]"Jeg tror det er de samme som slog min mand ihjel og vores tjenestefolk."[/blue] Mumlede hun så lidt fraværende, tydeligt med en svaghed for blodet som hun stod og studerede hans mindre skade efter sit fund. Der var ingen tegn på hun ville gøre ham ondt og hun lod den anden hånd samle sig om hans hånd så begge hænder stod og holdte den blidt.
[blue]"Du er lidt klodset, er du ikke?"[/blue] Spurgte hun så med et sødt smil og havde et uskyldigt udtryk i ansigtet. Det virkede til at være meget stort for hende at modstå, selvom det måske ikke var så stort som hun gav det ud for at være.

[Ethan Mirriko]

Måske Ethan ikke skulle føle sig tryg eller tilpas, men på den anden side, så vidste han jo heller ikke hvad der foregik. Dog havde han ikke noget problem med at være så tæt på hende, som han nu var. Det var rart og afslappende, som han sagtens kunne være sig selv i nærheden af hende. Han fandt dog ikke rigtig nødvendigt, at hun skulle komme med en forklaring, da han ikke følte at han skulle have en forklaring, så længe hun bare havde det godt. Hvilket han jo sagtens kunne se, at hun havde. Ethan nød kysset så længe det varede og ønskede bestemt ikke at det skulle holde op, dog gled hans øjne op igen, da hun brød kysset, som han også mødte hendes blik med et glimt i øjet.
"Hvor har du så tilbragt al din tid henne, hvis de stadig leder efter dig? Du må jo have skjult dig godt, kære Katrina"
sagde han ganske roligt, som han da gik ud fra, at hun måtte have et skjul et sted, ellers ville de da have fundet hende, medmindre at de havde givet op at lede efter hende? Der var jo gået rigtig lang tid, så chancen var der. Ethan havde virkelig savnet hende og bestemt også den forførende stemme og hendes tiltrækkende udseende. Det var svært nok for ham at stå så tæt uden at han virkelig skulle tage sig sammen. Dog lod han også roligt hans hænder ligge sig mod hendes hofter, blot for at holde hende. Egentlig havde han glemt alt om det mindre snitsår han havde lavet, da det ikke var særlig dybt, samtidig med at han havde koncentreret sig noget mere om stenen, så han var lettere overrasket over at hun lige pludselig snakkede om det. Han lod dog den ene hånd hvile mod hendes kind, som han godt kunne fornemme at hun var fraværende, det gik dog først senere op for ham, at det nok var blodet som lokkede.
"Så længe du bare er i sikkerhed"
sagde han ganske mildt, som han smilte en anelse, da hun holdt rundt om hans hånd. Det var ikke fordi det gjorde ondt på ham, dog fjernede han hånden fra hendes kind, som han rodede rundt i sin lomme og trak den klare grønne sten op fra sin lomme. Det var nok nærmere en ædelsten, der blot skulle gøres en anelse mere ren og slibes til, så den var pæn. Men den var da ganske forførende i sig selv.
"Det var det hele værd"
sagde han med et mindre grin på læben, også selvom han regnede med at der måtte være mere af den slags sten nede på bunden, så kunne det godt vente for nu.

[Deleted]

Det var jo en del af hendes karakterspil at skulle være den lidt undskyldende og forklarende type, som følte hun at hun skyldte ham det. For han måtte da endelig ikke tro det var på grund af ham! Selvom det på en måde var, for hun havde haft brug for tiden til at tænke, i hvert fald den ekstra tid som der var efter hun havde gemt sig og dannet en mindre hær. Selena havde faktisk slet ikke haft tid til sådan rigtigt at være sammen med nogen, hendes seksuelle lyster blev kun tilfredsstillet i form af blod og vold, men faktisk intet sådan helt intimt og normalt. Hvilket hun da savnede lidt, noget hun faktisk kunne mærke nu hvor hun stod med Ethan. Det var ret overraskende for det var ikke helt let ikke bare at fare på ham, men hun måtte jo også spille sine kort korrekt og det nyttede ikke efter så lang tid bare at flå tøjet af ham. Selvom tanken fik hende til at smile lidt frækt.
[blue]"Jeg har gemt mig her og der, rundt omkring, alene."[/blue] Sagde hun så stille og så tydeligvis lidt trist ud over at have været alene om det. Med et lille smil forsatte hun dig.
[blue]"Men tanken om at se dig igen var nok til at holde ud, og nu står jeg her."[/blue] Hviskede hun så og kyssede ham kort og blidt. Hvad han egentlig var kommet til skade på og hvad han havde stået med ude i vandet vidste hun ikke før nu. Hun så på den med et nysgerrigt blik, den var smuk og hun forstod nu også hvad han havde haft gang i. Gad vide om han var igang med arbejde eller fornøjelse? Nu besluttede hun sig for at lade kutten falde, hun åbnede den og lod den så glide ned af hende for at lande på jorden. Den var mere til besvær end noget andet og hun ville jo gerne mærke ham endnu tydligere hvis hun kunne. Dog var hun fristet til at drille ham lidt, hun snuppede stenen og løb sin vej grinende, og så han godt kunne følge med. Hun løb lidt baglæns og valgte selv at kigge på den op mod månen, ganske flot var den. Rimelig meget med vilje timede hun det perfekt da hun valgte at lade som om hun snublede og landte i græsset, stadig med en varm latter som lød fra hendes bryst.

[Ethan Mirriko]

Egentlig vidste han ikke helt hvorfor, men det at være i nærheden af hende havde en eller anden indvirkning på ham, der faktisk hurtigt kunne få ham til at glemme hvad han lavede tidligere, men det kunne sikkert have noget at gøre med, at han jo var forgabt i hende og faktisk ikke kunne tage blikket fra hende. Man kunne vel godt fornemme på ham at han var mere eller mindre forgabt i hende, samtidig med at han aldrig ville komme til at tro noget dårligt om hende, også selvom nogen ville fortælle ham om det. Han ville simpelthen ikke kunne tro på det. Det var næsten forfærdeligt at tænke på, som var han inde i en trance, som ingen kunne skubbe ham ud af. Ethan så dog en anelse afventede på hende, men også nysgerrig, da han så det frække smil, som om hun tænkte på noget, der ikke var helt uskyldigt, derfor lagde han også armene svagt over kors, som han kiggede hende dybt i øjnene.
"Hvad tænker du på kære? Og der er ingen grund til at du er alene mere"
forklarede han roligt, men han ville helst vide hvad hun gik og tænkte på, da han ikke ligefrem have evnen til at læse hendes tanker eller noget, der bare kunne give ham det mindste fingerpeg omkring, hvad der foregik i hendes hoved.
"Håber ikke du fortryder det"
sagde han med et skævt smil på læben, som han blot lod hende studere stenen i hans hånd. Han tænkte ikke lige over, at hun kunne finde på at tage den fra ham. Men på den anden side, så regnede han nu heller ikke med at hun ville forsvinde helt. Så havde han i hvert fald fået det helt forkerte indtryk af hende fra start af. Da kutten faldt og afslørede den hvide kjole, samt det sorte corsage, gik han næsten i stå og stod blot med åben mund, før at han fik samlet sig selv og så lettere betaget på hende, som var han helt væk. Det var først da hun greb ud efter stenen, at han vågnede op igen og straks satte i løb. Lura løb også, som hun godt vidste at stenen var vigtig for ham, men Ethan selv tog det hele som en leg, som han blot grinte, imens at Lura var mere ivrig efter at fange hende, for hun skulle da ikke stjæle. Han var dog lettere forbavset, da hun endte med at falde, som han stoppede op foran hende og lagde armene over kors for en stund, før han rakte hende sin hånd.
"Jeg er ret sikker på at lange kjoler ikke er skabt til at løbe i. Men nu er den da ikke helt hvid mere"
sagde han drillende, blot for at se om kjolen betød noget for hende, det kunne jo være, at hun havde mange af dem på lager?

[Deleted]

At han netop var så meget væk i hende nød hun virkelig, hun elskede når folk så sådan på hende eller var helt væk i hende, for det gjorde hun bestemt følte sig ønsket og begæret. Næsten gudindeagtig, magt, det var forfærdeligt skønt! Da han stoppede op foran hende og rakte hende hånden, smilte hun blot lusket, hun tog hans hånd og hev ham ned mod sig for at kysse ham dybt og lidenskabeligt. Stenen var i hendes hånd og borede sig en smugle ind i hendes hud, intet hun lagde mærke til, hun var jo ret beskæftiget, men vidste også at hun ikke ville miste den for så havde hun et problem. Da hun endelig slap kysset og så lidt uskyldigt op på ham, rystede hun så på hovedet.
[blue]"Hvid er alligevel ikke helt mig."[/blue] Hviskede hun så med et blidt smil, hun tog hænderne op over hovedet og så op mod dem som hun lod stenen vandre mellem hendes fingre. Såret i hendes hånd helede hurtigt igen, man skulle være hurtig hvis man skulle nå at se hun overhovedet havde skåret sig. Kun blodet afslørede det. Selena morede sig faktisk, men nok også fordi hun vidste hvor det i sidste ende ville bære hen, eller hun havde faktisk flere ideer, for det var jo alt afhængig af hvordan det hele flaskede sig for hende. Desuden var det også sjovt at holde så uskyldig og rar en mand for nar, den stakkel havde jo ingen ide om hvad hun egentlig havde i sine tanker. Han var jo blot et stykke legetøj, en brik i hendes puslespil. Med en blid bevægelse lod hun hånden som ikke holdte fast i stenen glide igennem hans hår.
[blue]"Der er da nogle fordele ved at være forvandlet."[/blue] Lød det fra hende i en blid latter, hun morede sig lidt over styrken til forskel og så skulle der jo nok heller ikke den store overtalelse til at han fik lov til at ligge oven på hende. Hun fik det lidt til at lyde som om hun stadig prøvede at vende sig helt til det.

[Ethan Mirriko]

Ethan kunne virkelig ikke bare vende ryggen til og passe sig selv, eller overhoved kontrollere sig selv, når hun var i nærheden. Han følte sig ude af stand til at gøre noget overhovedet. Men på den anden side, så nød han også hendes selskab, som om han ikke kunne leve uden det. Han var dog godt klar over, at de havde været adskilt i flere måneder nu, så han havde da formået at leve uden hende, men det var lidt som om, det ikke var det samme, nu hvor han igen havde fået lov til at nærme sig hende. Ethan havde valgt ikke at opsøge hende, da han bestemt ikke vidste hvor det ville føre ham hen, samtidig med at hun skulle have mulighed for at starte på et nyt liv. Endda uden ham.
Han blev lettere overrasket, da hun hev ham ned til sig i stedet for at blive hjulpet op fra jorden. Men alligevel grinte han, som han dog ikke lagde sig helt ned over hende, også selvom det fristede at være helt tæt på hendes krop, så kunne han ikke tillade sig det. Kysset nød han til fulde, som han lod sine hænder glide ned langs med hendes krop og blot lod hænderne udforsket corsaget, for at se om det ikke var muligt at åbne det foran i steden for på ryggen. Måske det var lidt uhøfligt overhovedet at undersøge mulighederne, men han kunne ikke holde sig tilbage heller.
"Men alligevel så klæder det dig"
svarede han ganske roligt med et lokkende smil på læben, som om omgav at finde en anden åbning i corsagen. Han kunne selvfølgelig altid forsøge at rive den af hende, men så skulle de nok ikke være ved floden, så var det nok bedre med et tag overhovedet eller bare lidt ly for nysgerrige sjæle. Han kunne dog ikke vide om det var lige noget for hende, at have tilskuere på. Det var næsten som om at hendes krop bare skreg på at han skulle give slip på sine hæmninger, men alligevel kunne han ikke få sig til det, som det bestemt ikke var en passende opførelse også selvom der var gået så lang tid siden at hun havde mistet sin mand, så lå det vel stadig i baghovedet.
"Du har vel fundet flere fordele udover styrken?"
spurgte han med et undfordrende smil på læben, som han lod den ene hånd glide ned plads med hendes side og hen over hendes mave, hvorefter den dog bevægede sig ned over hendes lår, imens at han blot kiggede hende ind i øjnene og ikke rigtig havde lyst til at slippe hende af syne igen.

[Deleted]

Det lignede hende faktisk ikke at nyde det så meget som hun gjorde at ligge her med ham, så det skræmte hende da en smugle, men hun ville nu alligevel lade sig selv nyde det der kunne nydes. Normalt var han jo ikke en der sådan lige var til at gabe over og skulle gå direkte efter ham, det var kun fordi han var Rai's bror, eller, det mente hun da at det var. Et kort sekund blev hun faktisk i tvivl, men lod sig selv overbevise oppe i hovedet. Det var for lang tid siden hun havde fået sex, det var sikkert det som spillede hende et puds, hun var jo ikke van til at undvære sådan i så lang tid. Selena sukkede blidt ved at mærke hans hænder på sig igen, faktisk kriblede det helt efter at han skulle røre ved hendes bryst, men hun blev slemt skuffet. Et forførende blik lå i hendes øjne, smilet var lokkende og svagt så de røde læber stadig sad helt perfekt og fristede.
[blue]"At være hurtig og lydløs er godt når man er på flugt."[/blue] Sagde hun så stille og eftertænksomt, hun virkede lidt fraværende som tænkte hun tilbage, men så smilte hun lidt igen og løftede hovedet for at kysse ham blidt på halsen og ned af kravebenet. Hendes kolde fingre gled ned af hans sider og på vejen op igen, lod hun negle kærtegne ham blidt op af ryggen. Det var jo svært at lade være! Et publikum havde hun intet problem ved, det vidste Rai vidst også godt efter mødet med hende. Men denne person endte så også med at dø, forbløde ud over dem. Tanken fik hende til at smile, hun trængte til at blodbad igen, gerne snart. Hun lod sig selv forstille Ethan dækket af blod, tanken gjorde hende faktisk lettere vild og hun endte med at kysse ham lidt mere krævende på halsen. Lysten til at bide ham var også utrolig stor, men hun kunne styrer sig selv, for nu.....

[Ethan Mirriko]

En kvindes krop var endnu en gang bare uimodståelig og Ethan havde da også svært ved at holde sig i skindet, selvom han slet ikke havde regnet med at det var så slemt. Han havde da sagtens kunne klare sig uden, men nu hvor de lå så tæt som det gjorde, så kunne han godt mærke på sin krop, at den længtes efter hendes krop, ikke hvilken som helst krop, nej hendes! Det var næsten ubegribeligt, men også helt fantastisk at mærke denne følelse og det var faktisk lige før at han glemte sine omgivelser og faktisk ikke havde lagt mærke til at Lura havde skubbet en anelse til ham, før at hun var begyndt at gå sin vej. Hun kunne jo umuligt overtale ham til at lade den kvinde være, så hun ville ikke bruge kræfter på det. Derfor vendte hun snuden mod Barisia. Så kunne Ethan også være alene med hende..
Der ville nok gå lang tid før at Ethan overhovedet ville ligge mærke til at ulven var vendt hjem, men det var heller ikke vigtigt. Lige nu var han forgabt i hende, som hænderne bevægede sig ned af hendes krop, som han satte sig svagt op og førte hånden under hendes kjole, så han bedre kunne mærke den kolde, sensuelle hud, kjolen ellers gemte på. Han lagde sig dog efterfølgende ned over hende igen, da han havde trukket kjolen langt nok op til at hånden kunne bevæge sig frit under.
"Så det er måske en leg?"
sagde han udfordrende, som han vendte tilbage til at nusse hende blidt hen over maven, dog under kjolen, selvom corsaget gjorde det svært for ham at bevæge hånden, så forsøgte han i lidt tid, før at måtte opgive og lod hånden glide ned over hendes lår, inderlår for til sidst at strejfe imellem hendes ben, bare for en kort stund. Så han kunne tirre eller drille hende en anelse, før han fjernede hånden helt og lagde den mod hendes hår. Ethan blev dog en anelse overrasket over de kys hun skænkede hans hals, derfor valgte han også at gøre et forsøg på om hans læber ikke kunne få kyssene i stedet, som han lod deres læber mødes.