hov

[spurv]

liv kom fortumlet gående igennem skoven hun smilede stort men så godt nok lidt forviret ud en smule mere edn hun pejede hun var iført en enkelt gul kjole. hendes gyldne hår bølgede let ned over hendes skuldre . hun havde et bæltet om kjolen hvor i der sad en lille sølv fløjte. hun havde bare tær. hun gik gennem skoven og så sig om, * jeg tror faktisk ikke jeg har været her før* liv smilede stadigt. på hendes hals var der to små sår

[Geralt]

Geralt var lige nu bare ude og flyve i sin fulde drage skikkelse, han landede i skoven og stragte vingerne uden at se sig omkring som sådan. i et dovent humør gad han heller ikke rigtig forvandle sig tilbage til meneskelig skikkelse

[spurv]

noget stort skyggede for solen over hendes hovede, liv så op og tabte både næse og munde wow. hun smilede stort, men havde ikke renget mem det da den store flotte drage over hendes hoved begyndte at dykke ned i mod hende lidt efter lanede den kun et par meter fra hvor hun stod . hun blinkede overesket, det virkede ikke som om den havde set hende og livs hjerte bankede hurtigt men hun var ikke bange bare over vældet hun vidste ikke helt hvad hun skulle stille op med sig selv.

[Geralt]

Geralt besluttede sig for at snuppe en lur, i denne skikkelse kunne meget få ting jo rigtig skade ham når der ikke var god magi indbandet, eller en smule hjerne og det var jo ikke ligefrem mange i Darklia som havde det for langt det meste

[spurv]

liv blinkede hun kunne næsten røre dragen hvis ragte hånden frem " woww" sagde hun åndeløst og så bare betaget på den

[Geralt]

Geralt hørte en sige noget lige ved og åbnede et øje i retningen mod stemmen, da han bare så en lille pige var han rolig igen men lukkede ikke øjet for at snuppe sig en lur igen som han bare så på pigen og blinkede engang imellem når det var nødvendigt

[spurv]

et stort øje blev åbnet og vedte sig imod hende, hun kunne mærke hjerrtet slå hurtigt hun så in i den øje da det var s stot iforholdtil hende. et stort vamt smil brdte sig på hendes læber, hun nejede lige så roligt og så på den igen, " hej" hendes stemme var fin og lille, og slevom det kun varet ord klnag det fint og ret ud, som om hendes stemme var mere end menneskelig selvom det ikke var noget liv selv lagde mærke til

[Geralt]

Geralt gjorde ikke rigtig andet end at række en klo frem, så spidsen var i afstand nok til at hun kunne tage den, som for at sige goddag bortset fra han ikke rigtig kunne give det gentlemand kys på håndfladen almindelig etikette krævede sådan her

[spurv]

liv blinkede , og ragte først tøvende hånden frem men greb så blidt om kloen og klemte lidt, og gav så slip igen hun kiggede forundret på dragen *wow, så smu* " wow du er så smuk" sagde hun betaget, liv havde med at sige sin mening

[Geralt]

Geralt så på pigen og trak sin klo til sig igen bagefter med en rolig og passiv bevægelse. bare så hun kunne forstå hun ikke var i fare fra ham af ihvertfald. så kunne hun jo også bare kigge på ham for det gjorde jo ikke noget så længe hun ikke prøvede at skade ham

[spurv]

liv smilede stort, og satte sig ned græstte ed siden af dregen, hendes hånd gled over en lille fløjte der hang evd hendes side, hun så stadig på dregen, *hvor mon den kom fra*

[Geralt]

Geralt hørte pigens spørgsmål og brugte halen til første at fange hendes opmærksomhed med en let prikken på skuldren og så dreje spidsen til siden så den pejede mod Darklia for at besvare hvor han kom fra

[spurv]

liv grinede overasket. latteren der kom fra hende var som små klokker der blev ringet. " hvordan ??" sagde hun undret og så den vej dragen pegede hun smilede og så på den. " jeg ved desværre ikke rigtigt hvor jeg er, så det iger mig i andet end en retning" hun smilede. * han virkede venlig* af en eller anden grund var hun sikker på det var en han

[Geralt]

Geralt så på pigen og undrede sig over hvordan pokker hun kunne være så blank men prustede støv væk fra jorden og brugte sin klo til at skrive kort og kontant 'Darklia' så hun vidste hvilket land hun var i i det mindste

[spurv]

liv smilede varmt " arrrr, mange tak " sagde hun igen med forundring i stemm * jeg havde hørt de var megt kloge, * liv kunne ikke engang selv skrive, en hun kunne dog kende nogle enkelte ord, " jeg går bare den vej, men fødder peger, og så havner jeg steder jeg ikke ved hvor er" sagde hun med varme istemmen