MANDLER KØB BRANDTE MANDLER HER

[haze]

Haze lage stille ørne ned og satte sig tætter på hinden og trykket Rose længer ind til sig det var nu også syndt for hinden hun hadet jo nok også en anden kunde han forstille sig " nej det mig der unskylder jeg lovet mig selv ikke at gøre det " svaret han trist mens han lage hovdet ind til hinden han vidste ikke hvad han skudlde stille op med sig selv lige nu at hun græd høj lydt fik hans Trumme hinder til at hIbier stille og rolige nusset han hinden ned af rykken hvad skulde der ske med hinden og dem vidste han ikke han vugget stille frem og tilbage måske de bare skulde vendtge og se tiden and der måtte jo væren olge der savnet hinden men ind til vider var der ikke kommet nolge og det bekymeret ham lidt var der virklige ikke nolge som savnet hinden eller var hun bare en luft for dem rolige sukket han mens han vente på hun skulde falde lidt til ro igen hun var jo sød såå det burde jo nok gå håbet han da i værfald selv

[Deleted]

Hun lod sig trøste i hans arme, han ville hende det jo ikke ondt og han virkede til at respektere hendes afslag og han var endda ikke vred på hende. Nej han trøstede hende bare og det virkede, hun slappede mere af og snøftede et par gange. Det var hårdt ikke at vide hvem man var eller hvor man kom fra, men der manglede noget som gjorde hendes hjerte føltes som et tomt hul, hvor var hendes elskede henne? Var det en som bare slet ikke var der mere? Eller ledte han mon efter hende? Der manglede så mange brikker, alt hun vidste var at hun elskede ham og han manglede, det gjorde ondt som bare pokker. Roligt rejste hun sig op og gik hen for at tage lidt mere vand ved brønden, da hun havde drukket lidt, lukkede hun øjnene og prøvede at fremprovokere flere minder, men der var intet. Kun hovedpine og svimmelhed.
"Bjergene siger mig et eller andet, ville jeg kunne rejse dertil? Ligger det langt væk?" Kom det så fra hende ud af det blå, hun vendte rundt og kiggede bedende på Haze, hun var et skridt nærmere, det var hun sikker på!

[haze]

haze rynked næsen stille og rolige han sukket mens han kikket lidt bag ud " det ville tage nogle dage men ja du kan komme der til den vej " svaret han stille mens han rejste sig rolige og kikket på Okume han vidste ikke hvad han skulde lave ellers men han kunde følte hinden noget af vejen han kendte jo stederen radt godt stille og rolige kikket han rundt og på okume igen " vi må vist heller få noget mad " svaret hanse stille mens hans øre var lidt nede han hadet det her på så mange månder rolige vendte han hovdet og så mod hbyen ørne kom dog op nogle gange da han hørte lyde han vidste ikke hvad han skulde gøre han sukket rolige mens haze stille begynte at gå han kikket dog efter om Okume var med så han ikke bare efter ladet hinden med minder hun ville af sted nu men det kunde være faliget at gøre sådan noget lige nu der måtte jo være en ven som kendte til hinden og måske noget fammile han kikket lidt og tog en ind ¨åninge han hadet virklige det her

[Deleted]

At han var så venlig og hjalp, gjorde hende glad og hun gav ham et kæmpe kram, så begyndte hun ellers at gå og nød virkelig at være i naturen, hun bed mærke i alle lyde og dufte, så på de små ting som vinteren gjorde smukt på sin helt egen unikke måde. Det var fantastisk, hun gik hen til et træ og lagde hånden på det, hun lukkede øjnene og var pludselig en lille pige som løb i skoven, så stod der pludselig hendes forældre og skældte hende ud, det gjorde en fin pige ikke. Okume spærrede øjnene op, hun lod hånden glide ned af træets bark, så hun var altså rigtigt nok af rig familie?
"Jeg kommer fra en rigmandsfamilie, men der kan jeg lige så godt sige allerede nu, der skal jeg ikke hen!"Kom det så fra hende, det var hvor de fleste elvere boede i skovene, men deres hus var hendes fæstning og hun var sluppet ud. Det vidste hun nu, i sit hjerte og hun skulle ikke tilbage. Der kom et suk fra hende, hun kiggede på ham og nikkede så lidt.
"Mad lyder godt, men hvad skal vi spise?" SPurgte hun roligt, hun var begyndt at fryse en del og savnede hans seng lige pludselig, hun mindes hendes morgen hvor hun puttede noget så dejligt under dynen.

[haze]

haze kikket med et smil på Okume han sagde ikke regtit noget han kikket lidt op mod slotte og tænkte på de gammel doringer der en gang bode der dem der i hværfald var beder ind dem der var nu han knuttet næveren lidt sammen han hadet den nye Doringen og den forrige var ikke beder selv han sukket let mens han stille gik hen og lage en hånd på hindes han smilte rolige " du skal vide en ting jeg lige glad med hvad du er jeg hved kun at jeg er glad for at ha stødt på dig " stille smilte han rolige mens han lage hovdet på skrå og lage det mod hindens en gang mere men så trak han sig stille væk igen mens haze stille gik med tungen skridt hen mod en kro der kunden de da få masser af mad men kro fatter var ikke udliger tilfreds " nej nej i må gå hjem alle sammen ind til i lære at opføre jer pænt " haze lytte grundite med sine øre mens han tog om Okume han smilte dog stille " jeg tror Kro fatter har Problemer med nogle ting her ??" svaret han stille til hinden " hvad sker der kro fatter hvorfor ville du ikke lade os lukke ind " Råbte haze stille mens han kikket over skulderen " kro fatteren kikket lidt vredt på ham "nogle bøller kom og ødelage helle kroven og sagde de lete efter en eller anden tøs " svaret han vredt mens folk kikket på haze

[Deleted]

Roligt klemte hun hans hånd og smilte tilbage, han var bare så flink, tænk at han gad bruge sin tid på en vildt fremmed kvinde som var rimelig underlig. Hendes små glimt af fortid gjorde hun så småt fik sig selv tilbage, hun mærkede sig selv på mange punkter, hun måtte være rimelig gammel, for hun synes hun havde oplevet en masse og havde en masse viden. Desuden var hun ikke helt dum, hun tænkte meget logisk. Da de kom frem til kroen havde Okume ikke rigtig sagt noget, hun tænkte så det knagede, og da hun hørte der var problemer blev hun nervøs og blev trukket ud af tankerne. Det slog hende da krofatteren forklarede hvad der var galt, det var hende de havde ledt efter. Okume kiggede nervøst på Haze.
"Jeg tror det er mig de leder efter."Hviskede hun stille, næsten uhøreligt, men hun vidste han ville kunne høre hende. At skabe problemer ønskede hun på ingen måde og at gå rundt fremme var ikke nogen god ide. Det kunne godt være at rejse op i bjergene var den perfekte ide, at komme væk, flygte.

[haze]

haze vente hovdet da hun kikket mod Okume han lage rolige arme om hinden og begynte at gå uden at det vække opsigt til noget han kikket lidt hvorfor skulle de være efter hinden tankkeren bliv vidst lidt høje for orden kom ud af hans mund " hvorfor skulle de være efter dig ?? " sagde haze med en blød stemme " men hvorfor er de efter dig ?? " sagde han stille og rolige mens han gik ned adet mod byen ørne flaveret lidt rundt mens hazes ræve øjne kikket rundt han kunne spotte og følle vrede på lang af stand der gik ikke lang tid før de var ved hans hus haze åbet stille døren og begynte at finde noget mad frem til dem som ham og Okume kunne spise hvad skulle de stille op med sig selv rolige lage han hovdet på skrå og så ned mod brådet mens han begynte at skere haze tænkte hvordan mund han kunne hjælpe hinden der var ikke andet for ind hun måtte være her i noget tid ind til tingen var faldet lidt til ro han smilte så men sagde så " av " da haze fik skåret sig på fingeren med en kniv han fandt hurtit noget til at stoppe blødlingeren rolige så han hen mod Okume og smilte varmt og Charmeren til hinden

[Deleted]

Lige det spørgsmål havde hun bestemt heller ikke svaret på, hun trak på sine skuldre og kiggede sig lidt omkring, hun kunne ikke lide at det var sådan, men der måtte være en grund. Gad vide om hun havde haft gjort noget forkert? Burde hun gemme sig? At de gik hjem mod ham igen, fik hende til at sukke lidt, hun ville jo gerne op i bjergene, der var et eller andet deroppe for hende, det vidste hun bare. Små bider af hendes hukommelse var jo kommet tilbage, men langt fra det hele, kun glimt af sin barndom, så hvor hun kom fra nu og hvor hun burde være og hvem det var hun vidste måtte lede efter i hende, i en god søgen, ja der var hun blank og alene. Det var rimelig hårdt, men hun forholdte sig optimistisk. Roligt fulgte hun efter ham og kiggede på det han lavede, hendes mave knurrede en del, hun lod en hånd glide hen over den og smilede bare sødt. Da han skar sig, reagerede hun ikke så vildt, da han lod til at have styr på det.
"Jeg vil virkelig gerne op i bjergene, jeg føler de kalder på mig, der er noget deroppe til mig." Lød det så roligt fra hende, hun havde bare på fornemmelsen der skjulte på noget af det som ville få hende til at huske. Og at lade det ligge ville hun nok heller ikke.

[haze]

jack kunne godt forstå hvorfor hun følte sig friste til at gå op i bjavene han kikketr mod Okume igen "jamen så må vi jo tage der op vis der er noget som der vægger minder tilbage så tager jeg gærne med som hjælp " han smilte varmt og hen mod hinden mens haze lage en hånd på okumes kidt og nusset den lige så blidt han så rolige ned mens ørne faldt også han ville godt hjælpe hinden og det sted var for farlige at følige selv rolige lage han hovdet på skrå hvad skulle han stille op med sig selv der kom dog et lille smil hen over hans Læber hun var altid velkommen her vis der skete noget og vis hu ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv rolige trak han hånden tilsig og kammet Okume i stede for men gik så hen for at tage noget af kødet og sætte det over ild stede der ville gå nogle timer inden maden var klar halen vifte stille og rolige haze satte sig i sin lene brisk og studerete ilden lidt han vidste ikke hvad han skulle svare lige pt

[Deleted]

Det gjorde hende glad at høre han ville hjælpe hende, hun smilte stort, så mod ham og lukkede blidt øjnene da han nussede hendes kind.
"Tak, tusind tusind tak." Lød det fra hende i stor taknemlighed over han gjorde alt dette for hende. Da han gav hende et kram, krammede hun bare igen og knugede sig ind til ham, lige nu var han jo alt hun havde. Okume skjulte et lille gab, hun var smadret, hendes krop brugte så meget energi på at skulle huske og når der endelig kom minder, tog det faktisk endnu hårdere på hende. Alting var nyt og underligt, alligevel havde hun et helt liv bag sig. Der kom et suk fra hende.
"Må jeg låne din seng? Jeg føler mig virkelig kvæstet og vil gerne ligge lidt ned." Lød det så spørgende fra hende, hun sendte ham et undskyldende smil, for hun vidste han var igang med at lave mad til dem, hun var dog ikke sikker på hvornår det var færdigt, men hun skulle nok spise. Lige nu havde hun bare virkelig brug for at hvile sig.

[haze]

haze hævet et øjne bryn kunne hun ikke sove i den seng som han ahdet givet hende om bart ikke rolige sukket han og kysset Okumes kind så den også ramte hindens mund vige lidt han smilte igen til hinden og nikket til sig selv "safølige må du det søde bare gå op og lig dig jeg henter dig når der er mad " haze gav stille Slip på henden hvad skulle han dog forsage han vidste ikke helt men han kunne lide det og det gjord okume Tryk og det gjod haze kun gald hvad han skulle gøre vidste han ikke stille og rolige gik han over for at lave maden færde han lage ørne lidt ned han kom i tanke lidt om sin fortid vilkede gjord han bliv lidt Trist men han vidste ikke noget om hinden han sukket rolige og lage hovdet stille på skrå da han så på maden på bålte der ville gå nolge timer før der var mad det tog jo sin tid at lave godt mad

[Deleted]

"Du er en skat, tusind tak endnu engang. For alt." Lød det blidt fra hende, hun smilte sødt og gav også ham et kys på kinden. Lige nu var hun forvirret, for der var en der ude hun elskede meget højt, men om han stadig var der eller om han var borte, det vidste hun ikke og lige nu trængte hun sådan til at blive holdt om i sin forvirring. Okume endte i soveværelset hvor hun smed det meste af tøjet på nær sit undertøj, hun lagde sig godt til rette og puttede sig i dynen, det duftede af ham og det gav hende faktisk ro. Her lå hun bare og blundede lidt, uden rigtig at falde i søvn, men hun hvilede sig og fik da en smule ro, selvom tankerne kørte i hendes sind. Okume kunne godt mærke at det blev noget af en rejse og hun var glad for at have Haze der til at hjælpe sig, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre uden ham og han fortjente et eller andet som tak. Men hvad havde hun at tilbyde ham?

[haze]

haze kune mærke hindens varme kinder mod hindens han rømdet rolige og smilte lige så hvad skulle han gøre rolige gik han op til Okume og så hun blønde lidt han ville have nyt tøj på det andet var arbajdst tøj han smed det helle så han selv stod i under tøj fandt noget balge op og helte noget koldt vand til at vaske sig over på rykken kunne man se efter ladte ar som har været slemme af piske smel haze kikket dog rolige i spejlet da han så på sig selv alt kom tilbage hvordan Zill hadet bhaldete ham og hvordan han var blivet en slave for nogle dyster væsner som hadet gjordt det her mod ham det hadet været e n hår tid hvor folk hadet sårdan nogle som ham og så ham som dyr ikke andet haze Knorte lidt hved tanken og lage hovdet helt ned i vandet for at få noget andet at tænke Okume måske han smilte hved tanken om Hende og hendes smil og bløde hud haze vånget igen op og kom op fra kardet mens han tog et stykke stof og tørte sig der Efter gik han hen for at tage busker på de var brune og med et hul i så halen kunne være der der efter stopped han dog op hved Okume han stog stille sin hånd hen over hindens kind og smilte varmt

[Deleted]

Okume hørte godt han kom ind til hende, hun smilte lidt, det var rart, ikke at være alene, selvom sengen duftede af ham. Hun lyttede og gættede sig til at han var ved at vaske sig, hun lå bare med øjnene og lukket og tænkte lidt for sig selv. I den tid, gled der mange ideer ind over hendes mylder, hun kunne måske blive her hos ham et par dage, inden de rejste, så at de folk der ikke ledte efter hende her mere. Det ville ikke være rart at være på flugt når de skulle afsted. Okume smilte endnu mere da hun mærkede hans hånd ved hendes kind, hun åbnede blidt øjnene og så op mod ham. Roligt gjorde hun plads ved sin side og smilte indbydende.
"Har du tid til at ligge her lidt med mig?" SPurgte hun blidt. Okume ville gerne mærke varme og tryghed, var det så forkert af hende? Det var forvirrende og der var koldt udenfor, varmt her inde, men hun manglede kontant til et andet væsen og Haze var den eneste hun kendte lige nu.

[haze]

haze løfte sine øjne lidt han hjerte banskede hurtit han nikket og lage sig rolige og godt tæt ind til okume det føltes rat rolige støg han hinden over den bare ryg mens øren vifte lidt forvirrende tilbage det føltes rat og mist ikke alt kom stille sukket han og lage sin pande mod hindens " det rat " sagde han tænk han hadet savnet den kontakt med et andet menneske som det her hvordan kunne man være så af hænige af personer rolige lukked han øjne og mærkede Okumes Nøgne hed mod has han sukket rolig og åbnet dem stille igen " jeg Gald for vi fandt hianden" sagde han rolige og støg sin lidt store hånd over Okumes bløde hænder hun var smuk som hun lå der og man kunne mærke hans hjerte hammere vildt