MANDLER KØB BRANDTE MANDLER HER

[haze]

Haze ryste på hovedet " der flere måder at Elske en på" sagde han rolige og smilte mens et stille kys kom på banen han gik dog videre hen mod maden og satte det på borderet og smilte mere varmt til henden han vidste ude mærkede godt at elske på dne måde som hun tænkte krævet mere end bare som så men hun måtte også ind rømme hun måtte have nogle føsler for ham men haze smilte og lod ikke det komme på banen mere stille skar han noget Brød ud og tog noget kød ved siden af og noget nyt frisk mælk " hvorfor er du så sikker på der er noget opppe i bjervne der kan hjælpe dig ??" haze tygget et stykke til solen var hved at stå højt og blive godt varm

[Deleted]

"At elske en, kræver stadig man har kendskab til en. Lysets gudinde kan elske alle og vi kan igennem hende, elske hendes væsner, men sådan som du sagde der og nu din handling med et kys. Det er naivt og vil ende med at ødelægge dig." Lød det roligt og vist fra hende, man kunne tydeligt høre nu hun måtte have en del år på bagen siden hun bestod af sådanne ting og ordene hun kom med faktisk lød fremmede i forhold til hendes tid med ham indtil videre. Okume blev selv overrasket, men kunne mærke hvor meget det føltes som hende, det fik hende til at smile, nu kendte hun lidt mere af sig selv. Roligt satte hun sig hen til maden og ventede pænt til de kunne begynde med at spise.
"Mine drømme. Jeg bliver ved med at drømme om en mand som kalder på mig oppe i bjergene." Forklarede hun så blidt med et smil og en klar rødmen i det hun nævnte det, da hendes tanker ledte til en lidt anden del af drømmene omkring manden. Okume havde taknemlighedsfølelser for Haze og en mening som bestod i hun fandt ham sød og hjælpsom, og hun følte tryghed. Men det var bestemt også det. Da de havde kysset, havde hun intet følt, overhovedet, andet end ubehag.

[haze]

Haze rynkde let på næsen hun mis forstod ham vidst han ryste på hovdet og tog et stykke kød mere og bed lidt af den rolige kikket han ud mod bjergeren det kunne blive en lang ture han vidste ikke hvor lang denne tid ville gå rolige sukket han og kikket ned "denne mand i din stemm...af og til skal man passe på det kan være farlige Sager " ind rømmede han det kunne jo være nogle som spilte hende et pus stille og rolige lod han sin hale kilde rundt men rejste sig så stille og rolige op for at finde noget mad til turen han sagde dog ikke noget "tror mig jeg har prøvet det der var være " sagde haze stille og rolige mens han stopped ned og så på sine hænder en gang hvad skulle han fortage sig han sukket lidt rolige mens han kikket rundt det var ikke hvad var der galt i at være elskede bare lidt haze ryste på hovdet en gang og pakked videre så vendte han sig om for at gå ud for at fylde vand dynke op til nogle par dagee han hadet gjordt det her mange gang han gjorde hestene klar som stod i en lille stal og pakke dem stille op

[Deleted]

Selv var hun hurtigt færdig med at spise, hun kunne ikke spise ret meget, det var hun alt for spændt til at skulle kunne.
"Det er minder, og farlige tror jeg næppe de er." Sagde hun så blidt, selvom hun var lidt ked af han sådan pillede noget ned som hun var blevet så glad over og havde givet hende håb. Imens han gik rundt og pakkede, sad hun og kiggede på ham og undersøgte hans måde at forberede sig på. Okume bed mærke i hans ord, hun så undrende mod ham.
"Hvad mener du med det?" Spurgte hun så nysgerrigt, hun sad bare roligt og ventede. Det faldt hende ikke ind at skulle hjælpe, for hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Og så ville hun så nødig gå i vejen. Det føltes som om der faldt en sort klap ned foran hendes øjne, alting blev mørkt og hun begyndte at huske flere ting, hun blev fanget og pludselig spærrede hun sine øjne op og faldt ned fra stolen og kravlede hen over gulvet i frygt. Hendes øjne var helt vilde og hun satte sig i hjørnet og omfavnede sig selv.

[haze]

haze svaret ikke på det diste måtte hun selv finde ud af da han kom ind igen og så okume Nærmste holde om sig selv gik han rolige hen mod hende og lage en hånd på hindens mens blikket så undersøgne ud og banke " er du oki fik du nye biledere " sagde haze rolige mens han nusset henden stille på armen hvad skulle han gøre han ville godt være der for Okume men så længe hun stridende i mod kunne han ikke gøre hvad skulle han stille op med sig selv her rolige krammet han hende ind til sig og trøste Hende det var vel det bedste han kunne gøre var hun nu også sikker på hun villle op der der var noget som ikke virkede regtit eller noget der holdte han så Okume som han kunne mærke der skelvet vildt meget vad sklle han dog stille op rolige strøg han hende hen over kroppen og ventede på hun skulle fortælle ham det

[Deleted]

Da hun mærkede nogen røre sig, skreg hun igen, indtil det gik op for hende at det var Haze, hun sagde intet til at starte med, men omfavnede ham bare rystende og knugede sig ind til ham. Lige nu var han alt hun havde og det måtte hun klynge sig til, hun græd lydløst og prøvede at få sig selv under kontrol, men lige nu kunne hun intet. Okume blev ved med at græde længe, hun holdte sig bare ind til ham, det gjorde ondt, hun fik minder, minder som faktisk var fra kroen. Duftene, lydene og atmosfæren havde ramt hende, hun huskede det hele.
"Jeg var flygtet, fra slottet i Darklia, jeg havde været på flugt længe, men en af hendes soldater fandt mig, en dæmon. Hun var væmmelig og ville bringe mig tilbage." Pev hun så, minderne om Io var så tydelige, hendes tilfredse smil over at have fanget hende, for ikke at snakke om tilnærmelserne, ingen tvivl om den kvinde kunne lide kvinder lidt for godt. Okume fik næsten kvalme, men hun knugede sig stadig ind til Haze, hun ville væk fra byen, bjergene blev kun mere og mere tiltalende.

[haze]

Haze knurderet hende ind til sig han sukket rolige den kvinde kendet han alt for godt hun hadet fanget mange af hans gode venner også de rygter der kom om henden med kvinder han stog henden rolige ned langst rykken " jeg kender hende godt hun er ikke en ra person " haze sukket rolige og gav rolige slip på hende han kunne mærke hun ville af sted hurtit " kom så ridder vi der op så vi kommer væk fra byen " sagde han stille og rolige måske de kunne finde et sted der op hvor hun kunne være i fred sammen med ham vis hun ønskede det rolige rejste han sig op med Okume og ventede rolige hen mod kvinden det var bedst at hun kom op så hun ikke miste sine kræfter han tog det med ro og vidste hende ud til hestne og hjalp hende op haze kikket selv rundt og med ørne lidt nede det gjord lidt ondt af hun ikke viste lidt de samme følser som mig han kikket på hesten og sagde så med rolige stemme " før os til bjerne i sikker hed " på Evler sprog dog så hesten forstod hvad han sagde rolige kikket han rundt hvad skulle der ske med ham og hende vidste han ikke noget han tog kappe på og og sit svær med og sine GIFT knive med sig helle turen sagde haze ikke regtit noget han tænke på så mange ting

[Deleted]

Følelser var dannet på en person han ikke vidste hvem var, det var tvivlsomt og hun havde ikke lyst til at tænke over det. Hun vidste hvorfor hun kunne være nærgående, hun var alene og skræmt og havde ingen andre. Men han virkede jo direkte naiv og som en der faldt for alt der havde to ben. Okume lagde dog ikke tanke i det nu, men havde haft gjort det kort inden hun fik billederne. At han kendte hende fik hende til at stirre mod ham, hun rystede på hovedet og blev straks bange, hvorfor kendte han en fra darklia?! Okume endte med at søge udenfor, hun kiggede rundt og så mod bjergene som tydeligt blev afsløret når man først var udenfor. Hun stormede mod dem, løb alt hvad hun kunne og så sig ikke tilbage. Midt i alt, var hun bare blevet bange, bange for hun ikke kunne stole på nogen. Grene rev hende, rev hendes tøj itu og efterlod hende forfærdeligt tilredt. Hun var langt ude i krat og godt på vej ind i skov og mod bjergene, hun løb bare og lod ikke til at falde ned lige forløbig. Efter flere timer, stoppede hun op ved en hytte og det føltes som om hendes hjerte ville stoppe med at slå, hun besvimede på stedet. Fred, endelig fred.

[haze]

haze kikket efter hende da hun låb og bliv bange han fik ikke muligheden for at forklare men han sukket stille hun måtte vel komme tilbage vis hun opdaget noget hun var altid velkommen her han sukket rolige men bliv her hjemme han kikket rolige og satte sig i stolen mens han kikket efter tænk somt ind i ilden hvad skulle han stille op med sig selv han tav han vidste ikke hvad han skulle gøre han faldt ikke for alt på to ben han knutter hænderne sammen og slog den hårdt ind i væggen så den slog revner det var dråben han hadet hjulpe hende ind til vidr og så stikker hun af rolige kikket han rundt skulle han tage der op nej han måtte bevare roen men der gik for lang tid stille kikket han hun og kikket rundt for at se hvor hun var løbet hen

[Deleted]

Da hun vågnede, lå hun foran en pejs, der var hyggeligt og rart, en lille stue med reoler med lidt bøger og et dejligt kaffebord. Hun kiggede mod ilden, hun vidste ikke om hun drømte, eller om dette var virkelighed. Okume rejste sig fra sofaen, hun rødmede lidt, han havde kysset hende her, det huskede hun. Men hvorfor var hans ansigt sløret? Hun kiggede ud i køkkenet, derefter mod trappen som førte op. Roligt gik hun ovenpå, hun fandt et værelse hvor hendes ting var, hun smilede stort og huskede nu det meste af hvor hun kom fra, hvorfor hun ikke var der mere. Okume mærkede et par varme hænder på sine skuldre, som gled ned af hendes arme og hun huskede ham med det samme, hun vendte sig om og kyssede ham dybt, han holdt om hende og knugede hende ind til sig. Hun var hjemme!

//out