Lets get lost...

[Drazilla Dragoens]

Det var en smuk solskins dag så zill havde besluttet sig at gå en tur ud i labyrinten for den var åben overfor alle folk jo men stadig en hun selv holdt i orden ved at sende slaver ud for at ordne den og hvis de farede vild var det jo ikke nogen større spild. Hun selv kendte dog labyrinten ret godt selvom den ind i mellem forandrede sig så kendte hun alligevel smutvejene og hækkene havde efterhånden forstået de ikke skulle fange hende med deres kviste som var levende for de brændte sig bare ved det, lige nu virkede de fredelige og dovne dog stadig smukke på grund af de røde og hvide blomster der ind i mellem kunne ses for de grønne blade, så lige nu virkede de ikke som om de havde skarpe torne på. Lige nu var hun dog næsten nåede indtil midten med springvandet og statuen af Darklias første konge som blev æret ved dette, for det var jo ikke ligefrem særlig længe siden de havde fået pudset statuen så den stadig kunne være smuk at se på selvom den første konge ikke ligefrem havde været den flotteste at se på så ville han stadig være tiltrækkende i Zills øjne.

[Phoenix Storm]

Det her havde måske ikke været Phoenix' bedste idé, men hun havde haft brug for at komme lidt væk fra skoven, men for en sikkerheds skyld havde hun taget en lille taske med vand med, så hun var sikker på at hun ikke dehydreret, det ville nemlig ikke være så godt hvis hun gjorde. Men hun var faret vild da hun var gået ind i labyrinten, nu kunne hun ikke finde ud igen. Hun sad inde i midten af labyrinten, lige ved siden af springvandet. Hun sad på hug, mens hun græd og græd, ikke så stille, men heller ikke særlig højt. Hun var bange. aldrig nogen sinde havde hun vovet sig ind i Darklia, og nu var hun faret vild. Tænk nu hvis hun ikke kunne komme hjem igen? Hvad nu hvis hun skulle være derinde til hun døede af enten tørst eller sult? Tankerne skræmte hende mere end hun var i forvejen. Den her gang, havde hun ikke taget en kjole på, hun havde derimod taget et par drenge bukser, en skjorte, en jakke og et par handsker på. Den sorte hat sad på plads, men nu var hendes lange hår gemt af vejen under den, så man kunne ikke se hvordan det brune hår, var ved at skifte til sort. Kanin bamsen lå lige ved siden af hende, for hendes hænder tørrede tårerne væk, som blev ved med at komme frem. Der var ikke nogen grund for at hun havde taget drenge tøj på, i stedet for sit normale tøj, mere nok det at hun godt ville prøve det, for at finde ud af hvordan det føltes at gå i sådan noget tøj. Hun havde nogle få sår på kinderne, hendes ærmer var lidt ødelagt, og det samme med hendes bukseben. Labyrinten havde ikke været særlig sød ved hende.

[Drazilla Dragoens]

Zill gik roligt igennem gangene hvor hækkene var over 2 meter høje så man kunne næsten ikke se noget som helst medmindre man var meget høj og det var hun ikke ligefrem da hun jo ikke ligefrem var den højeste når hun ikke var i halvdrage skikkelse. Hun drejede roligt om et hjørne til højre for at komme ind til midten så hun kunne få lidt fred og ro nu hvor børnene blev passet af nogle andre så hun kunne få noget tid for sig selv for det trængte hun ind i mellem til. Det syn der mødte hende var ikke ligefrem særligt overraskende så hun gik bare roligt videre hen til springvandet for hun ville jo se på vandet i basinet da det havde det at give hende fred når hun sad på kanten, dog hilste hun ikke ligefrem for hun følte ikke nogen videre træng til at trøste personen der sad der for det var nok bare endnu en der var faret vild.

[Phoenix Storm]

Hun græd bare videre, for hun var ikke rigtig klar over at nogen nærmede sig, hun havde seriøst ingen idé om at hun ikke var alene længere. Hun sad bare og græd. Nogle gange var det bedre at græde, end at lade følelserne æde en inden i, det var jo ikke særlig rart og det var også langt mere smertefuldt end hvis man græd. Hun kaldte ikke på nogen, som så mange andre grædende børn gjorde, for hun havde ingen at kalde på. Hendes mor var død og hende far, hendes rigtige far, eksisterede bare ikke. Den som hun kaldte for far, var længe væk, og ham som der var beslægtet med hende, han blev ikke længere set som hendes far, når han bankede hende så tit som han overhoved kunne. Alle de minder hun havde, alle de mest smertefulde minder som der lå inden i hende, flød bare op til overfladen som tårerne gjorde. Hun havde brug for at græde sin sjæl ud, i hvert fald bare lidt. Havde hun vist at der var en anden udover hende, havde hun da selvfølgelig gjort et bedre forsøg med, at holde med at græde. Specielt hvis hun vidste hvem personen var.

[Drazilla Dragoens]

Zill satte sig roligt på kanten af springvandet og lod fingerne glide over det kølige vand mens hun betragtede personen der sad sammensunken og tydeligvis ikke havde set hende komme eller hørt hende selvom hun ikke ligefrem havde været lydløs men igen hun havde heller ikke larmet helt vildt for at gøre opmærksom på sig selv. "Så hårdt er det altså heller ikke at fare vild" sagde hun roligt men med en undertone der sagde hun faktisk var ligeglad med at personen ikke ligefrem så hende, selvom hun normalt var meget opmærksomhedssøgende så var hun egentlig ikke interesseret i at det skete lige nu for hun var kommet for at få fred og det så tydeligvis ud til hun ikke fik den fred eller bare havde en af hendes nærmest ved sig.

[Phoenix Storm]

Vandet der blev rørt ved, fik hende et øjeblik til lige at undre sig over, om hvorvidt hun var alene. Det var ikke fordi hun kunne mærke det, men lyden af vandet der blev berørt, var som en slags musik for hende. En musik som hun ville leve med hele sit liv. Det gav hende et gevaldigt chok, da hun hørte nogen snakke til hende. Hun rejste sig hurtigt op, men bevægelsen var alt for hurtig, hun fik væltede bagover og ned i springet vandets klare, kolde vand. Det havde været en virkelig stor overraskelse for hende, men derfor var vandet stadig forfriskende og dejligt, selvom det var i sammenhængen med noget som kunne føre, til noget skidt. Så hurtigt som det var muligt, for en pige på tolv år, kom hun ud af springvandet. ”Undskyld, undskyld, undskyld,” sagde hun og bukkede mange gange, undskyldende og en smule bange. Hun vovede at kigge rigtigt på personen og fik sit livs store chok. Var det ikke Drazilla, Dronningen af Darklia? Phoenix havde kun set malerier ad hende, kun hørt om hende, men aldrig nogen sinde i sit liv set hende i levende live. Hun var bange for at have gjort noget forkert, ved at være væltet ned i springvandet, men det havde ikke været medvilje, det var hun bare ikke så sikker på at hun kunne slippe godt fra alligevel.

[Drazilla Dragoens]

Egentlig overraskede det Zill en del da hun så pigen rejse sig og så alt det der skete for det var ikke ligefrem den reaktion hun havde regnet med ville komme med, så derfor var det med lidt store undrende øjne hun så på hende. Dog blev hun lidt små sur da han bølge med vand havnede ned over hende fordi pigebarnet var faldet ned i vandet så hun sad som en mindre druknen mus og så på pigen med et blik der viste hun ikke var særlig tilfreds. "Se nu mit hår og mit tøj" sagde hun irriteret og pegede først på det våde hår og så på hendes tøj for hun havde lige ordnet håret inden hun var gået og havde lige taget ren tøj på, så det her gjorde hende ikke ligefrem særlig glad.
Hun rejste sig fra kanten af springvandet for det her var bare ikke i orden, måske havde det været et uheld men pigebarnet kunne jo have taget det mere roligt. "Hvem er du som har gjort mig våd?" sagde hun lettere vredt.

[Phoenix Storm]

Hvis hun bare havde haft et spinkelt håb om, at slippe let for det der var sket, så kunne hun godt skyde en pil efter det. Hun havde godt hørt at Drazilla kunne blive virkelig vred, og det var ikke noget som hun havde lyst til at opleve. Det var bare vand. Der var ingen grund til at blive sur over det, selvom hun måtte indrømme at det nok godt, kunne være lidt irriterende at blive våd, hvis det ikke var det som man havde lyst til. ”Pho-Phoenix Storm,” stammede hun skræmt. Hvad skulle hun gøre? Drazilla så, så uhyggelig ud! Hvad nu hvis hun besluttede sig for at gøre hende ondt? Godt nok var Phoenix venlig sindet, men hun var da også kun en lille pige, så nem at skræmme kunne hun godt være og Drazilla skruede måske ikke en gang bissen på for at gøre det. Hvad skulle hun gøre? ”Undskyld.. jeg.. det var ikke med vilje..” kom det stille fra hende. Vandet generede hende ikke. Det var kun rart at mærke det imod sin krop, selvom hun måtte indrømme at når tøjet blev vådt, så var det ikke nær så rart.

[Drazilla Dragoens]

"Det her kommer du til at betale for" sagde hun koldt for hun brød sig virkelig ikke om at folk spildte ting på hende for hun havde dræbt for meget mindre før så det her skulle hun ikke slippe let fra eftersom zill virkede hadede når ikke folk passede på. Zill trådte tættere på pigen for hun ville have fat i hende, hun ville tage hende hårdt om halsen bare så hun ikke skulle fri fra hende før hun sagde det var i orden og det her skulle ellers have været sådan en fredelig dag.

[Phoenix Storm]

Hun rystede af skræk, da Drazilla gik imod hende. Selvom hendes instinkter skreg på at hun skulle løbe, selvom al fornuft tyede på at hun bare skulle væk derfra, så kunne hun ikke røre sig. Om det her var hendes egen skyld, var hun ikke særlig sikker på, men en ting var hun sikker på at hun var pænt bange og havde problemer. Hvorfor skulle det her også ske? Hvorfor kunne hun ikke bare være blevet hjemme som et hvert andet barn gjorde, når de ikke var ude sammen med deres venner? Sagen var, at hun jo ikke rigtig havde nogle venner på sin alder, og hendes nysgerrighed havde været stærkere end hendes fornuft. Vandet i springvandet begyndte at røre på sig. Phoenix prøvede at bruge sine evne ved at vrikke lidt med sin hånd, der åbenbart var den eneste del af hende, som hun kunne bevæge sig, men lige meget hjalp det. Vandet løftede sig ikke fra springvandet.

[Drazilla Dragoens]

Zill tog sig ikke af at barnet var bange for hende eftersom det var ret længe siden nogen havde udvist frygt overfor hende så slappe hun stadig ikke af men greb tøsen om halsen og trak hende op af imod hendes eget hoved for hun var jo vred og det kunne ses i hendes øjne. "Du vælger selv slavearbejde eller fangeskab" sagde hun koldt men det var lige det eneste hun kunne komme i tanke om selvom hun udemærket kunne overveje at dræbe hende på stedet så gad hun egentlig ikke finde Drakolic frem, hendes trofaste sværd der hang ved hendes side.

[Phoenix Storm]

Det var smertefuldt, virkelig smertefuldt. "D-det k-kan.. je-jeg ikke.. min far.." gispede hun og holdte fast i hendes hånd med begge hænder, nærmest for at kunne holde sig selv lidt oppe. Hun havde ikke fodfæste og det havde overrasket hende, at Drazilla kunne løfte hende op. "ha-han bliver.. v-vred.." hun kunne knap nok snakke, det gjorde virkelig ondt bare at trække vejret. Hvad skulle hun gøre? Der var ikke noget som hun kunne sige eller gøre, som ville få Drazilla til at lade hende slippe. Fangeskab lød som lang tid, mens slavearbejde lød hårdt, ubehageligt og som forfærdelig lang tid. Hvad skulle hun gøre?

[Drazilla Dragoens]

"Du er i mit land, jeg bestemmer reglerne" sagde hun koldt for hun var da bedøvende ligeglad med hendes far for ham kunne hun jo bare slå i jorden eller dræbe for den sags skyld og dermed få hendes vrede ud på den måde. Egentlig en meget lokkende tanke at lade det gå udover en mand i stedet for. "Det blive slavearbejde" sagde hun køligt inden hun satte tøsen ned på jorden igen for nu havde hun vidste demonsteret hendes styrke overfor hende, så det ville være dumt at gøre noget som helst du der kunne gøre hende mere vred.

[Phoenix Storm]

Hun så fortvivlet på hende, da hun blev sat ned. Hun faldt ned på knæene og så fortvivlet ned i jorden. hvorfor skulle det her ske? Hendes far ville slå hende ihjel! Hvis han altså ledte efter hende, selvom hun ikke regnede med det. "Jeg.. kan jeg ikke gøre noget andet? Hvad som helst," sagde hun og vendte sit fortvivlede blik imod hende. "Please.. hvad som helst.." tanken om slaveri var uhyggelig og hun ville gøre alt for at slippe, mente hun i hvert fald at hun ville. Det kom da an på hvad der ellers blev lagt på bordet for hende.

[Drazilla Dragoens]

Zill så på den lidt ynkelige skabning der nu lå nede på jorden "Fint.. slavearbejde, fangeskab eller tjeneste arbejde til jeg siger du har fået din straf" sagde hun lettere irriteret for der var ikke nogen særlig stor forskel på tjenestefolkene og slaverne oppe på slottet for de fik begge de samme straffe og havde ikke særlig mange friheder i forvejen, den eneste forskel der egentlig var at tjenerne fik nogle penge ind i mellem men ellers ikke nogen.