Selskab?

[Kelvin]

Kelvin lukkede øjnene og koncentrerede sig atter igen. 1,2... 4 mænd eller væsner var ude at lede efter ham. Da dette var afgjort, lyttede han efter den fremmedes skridt, og konstaterede at han var gået ind i en eller anden bygning. Et hus eller en anden kro, måske. Når de andre vagter var tilpas lang væk nok, ville han kunne spurte afsted, gøre det af med hans mål og forsvinde igen. Hvad, der til gengæld ikke var med i planen var kvinden i hans arme. "Hvad laver De her?" hviskede han vredt mod hendes øre, men fjernede ikke hånde fra hendes mund, da han ikke forventede et svar. Forsigtigt stak han hovedet, så han kunne orientere sig. Og da han så sit snit til at handle. Inden han sprang ud, fjernede han dog langsomt sine hænder. "Bliv nu her," sagde han, gled ud fra gemmestedet og løb i retningen af det hus, som han regnede med, at den fremmede opholdt sig. Hans skridt var lange og ualmindeligt hurtige.

[Neimi Silvertung]

Hjertet bankede hurtigt i Neimis bryst dog ikke af frygt men af ren og skær spænding for det her var virkelig interessant, selvom hun havde lyst til at brokke sig for han skældte hende jo ud men hun fik ikke lov til at svare ham, så hun overvejede kort at slikke hans hånd men lod være for det var måske ikke lige det bedste at gøre lige nu da det jo virkede til at han var meget optaget at skulle dræbe denne mand eller bare følge ham. Hun så dog utilfreds på ham da han havde set sit snit til at handle og dermed sluppet hende for bare at være gået inden hun nåede at svare ham hvilket gjorde hende irriteret for hvorfor skulle hun vente når han alligevel sikkert bare stak af og glemte hende efter han havde fået udført sit job? Desuden ville han sikkert bare skælde hende ud så der var egentlig ingen grund til at blive og alligevel af en eller anden underlig grund ventede hun alligevel i mørket på ham.

[Kelvin]

Der gik omkring ti minutter. Derefter vil Neimi kunne høre de fire andre fare forbi den samme gyde igen, mod det sted, hvor Kelvin var løbet hen. Et brøl skar gennem stilheden. Brøl af smerte og pine, men den stoppede brat. Endnu 10 minutter. Og atter 10 minutter mere...

Sammenlagt gik der omkring en time, før Kelvin dukkede op igen. Hans skridt var sikre og stabile, den sorte kappe havde ikke en eneste blodplet.
Hætten var trukket et godt stykke ned over øjnene, som var rettet mod jorden. Han havde udført sin opgave.
Da Kelvin nåede muren, kollapsede hans ben under ham og han lå med ryggen mod de kølige sten. Under den urørte kappe var hans tøj smurt ind i blod. Flere dybe flænger lå henover hans ryg, mave og arme. Blodtabet gjorde ham så svimmel og døsig, at han fuldstændig havde glemt alt om Neimi, der burde stå et par meter væk, hvis hun altså stadig ventede.

[Neimi Silvertung]

Neimi forstod ikke hvorfor hun egentlig ventede så efter 10 minutter var hun egentlig tæt på at gå men de tunge skridt og mændene der løb forbi gjorde hun blev inde i gyden selv da hun hørte skriget så hun lidt i den retning som Kelvin var løbet men gemte sig lidt derinde igen for det var nok ikke den bedste ide at afsløre sig selv nu hvor der virkede til at være alt for stille så hun ventede lidt, men da hun havde ventet længe dukkede Kelvin pludselig op igen selvom hun havde regnet med at han havde glemt hende og stukket af. Dog da han faldt om så hun undrende på ham inden hun lidt skyndte sig hen til ham og satte sig på knæ ved ham og lidt hurtigt undersøgte de steder på hans krop som hun kunne komme til bare for at se hvor han blødte henne og for at finde ud af om hun kunne hjælpe ham på nogen måde.

[Kelvin]

Han slog afvisende hendes hænder til siden og lukkede øjnene, mens han lænede hovedet mod væggen. "Løb," sagde han hæst. Han vidste godt, at det lød som om, at grunden til, at han sagde hun skulle løbe, var fordi mændene ville komme tilbage. Sådan var det bare ikke. Han havde formået at dræbe dem alle sammen, men det havde han ikke kræfter nok til at forklare. Den, som hun skulle flygte fra, var ham. Kelvins vejrtrækning blev sværere og mere hæs for hver gang. Hans pande glinsede let af sved og fugt, men han bevægede sig ikke. "Gå. Sårene lukker," hviskede han, stadig uden at åbne øjnene. Tørsten trængte sig på.

[Neimi Silvertung]

"Jeg går altså ikke bare fra dig i den tilstand" sagde hun stædigt for hun efterlod jo aldrig en person halvdød selvom ham her nok var ret meget død i forvejen, så hun var ligeglad med hans hænder der slog hendes væk men blev bare ved med at tjekke hans sår "Hvorfor drak du ikke bare af deres blod nu du havde chancen?" spurgte hun lidt hurtigt som hun lidt så sig rundt for der måtte da være noget i nærheden som han kunne få at drikke af blod for hun var ikke helt frivilligt til at give ham alt sit blod.

[Kelvin]

Kelvin viftede afvigende med hånden, som for at feje hendes spørgsmål væk. Han magtede ikke at svare hende. "Vampyrer," var det eneste ord, der forlod hans læber. Så kunne hun gætte sig videre derfra.
"Løb. Nu." Han vidste ikke, hvordan han kunne få hende til at forstå, hvor vigtigt det virkelig var, at hun begyndte at flygte nu. Når først han var blevet så sulten, at overlevelsesinstinkterne tog over, ville den fornuftige del af hans hjerne simpelthen slå fra, og han ville kaste sig over det nærmeste bytte. I dette tilfælde, var det Neimi. Ethvert fornuftigt menneske ville have slået ham ihjel for at undgå selv at blive dræbt. Selv Kelvin ville uden tvivl have prøvet på at gøre det af med ham selv, hvis han var i Neimis situation. "Du dør, Neimi" Det høflige tiltalelser var som forduftet.

[Neimi Silvertung]

Det virkede ikke til at han var til at rokke nogen steder og virkelig ikke ville have hendes hjælp "Vi ses så" sagde hun roligt inden hun sukkede kort opgivende og rystede på hovedet. Hun rejste sig op og begyndte at gå væk fra ham, løbe ville hun ikke for der var ingen grund til at løbe når han alligevel virkede for svag til at følge efter hende men igen hun vidste heller ikke lige hvor lang tid hun havde før han nok fik krafterne igen, men igen han virkede en smule kedelig da han ikke tænkte over han ikke behøvede at dræbe hende selvom han fik noget blod fra hende.

[Kelvin]

Duften af blod i nærheden begyndte at fylde mere og mere i hans tanker, indtil han ikke engang kunne holde ud at gøre modstand. Han svarede hende ikke, da hun begyndte at gå. Han ville have rådet hende til at løbe, for i dét der tempo, ville han uden besvær når op til hende- især når han var blevet tilstrækkelig sulten nok til at bruge alle sine sanser og evner fuldt ud. Kelvin prøvede dog at udsætte det i så lang tid som muligt. Derfor kom han vaklende op at stå, og med muren som støtte gik hen i den stik modsatte retning af Neimi. Tørsten var ulidelig. Han havde mistet for meget blod, og nu måtte det erstattes. Hurtigst muligt. I denne svage tilstand, vidste han med sikkerhed, at han ikke ville kunne holde sig tilbage, når først han havde fået sat tænderne i sit offer. Så sulten som han var, ville han ikke kunne være i stand til at kontrollere sig selv, før offeret var tømt for hver eneste bloddråbe.

[Neimi Silvertung]

Neimi gik bare sin rolige gang for hun var jo ikke ligefrem bange for ham selvom hun nu ikke alligevel kunne lade være med at gå og kigge efter et offer til ham, en fuld mand ville godt kunne gøre det tænkte hun så hun kiggede efter en som hun kunne sende i retning af Kelvin. Langt om længe fandt hun sovende på gaden som hun skubbede til, "I den retning findes en rig mand der har for meget guld til jeg selv kan bære det. Han er svag og kan intet gøre så det er et let bytte" sagde hun roligt og pegede i den retning hun lige var kommet fra. Manden rejste sig og begyndte at vakle i den retning for det var jo bedre det gik udover ham end hende selv.

[Kelvin]

Kelvin bed tænderne hårdt sammen, idet en væmmelig stank slog ham i møde. Det hjalp bestemt heller ikke, at hans lugtesans var langt bedre end almindelige menneskers. Manden fattede åbenbart ikke sin situation men blev ved med at komme tættere på for at søge efter guld. Kelvins trang til at myrde manden var stor. Rigtig stor. Hans temperament var i forvejen stor på grund af hans mangel på blod, og han var frustreret over den midlertidige svage tilstand, som han var i. Desuden var mandens blod så tilsølet med alt det daglige indtag af alkohol, at Kelvin sikkert vil ende med bare at kaste det op igen. kelvin satte vaklende farten op, men det var begrænset, hvor hurtigt han kunne bevæge sig, så den fulde havde intet besvær med at følge lige i hælene på ham. Langsomt forandrede noget sig i de grå øjne. Fornuft og logik blev til sult og hunger. Et let hvæs undslap de helt blege læber, idet Kelvin til sin store fornøjelse opdagede en utrolig sød duft i luften.

[Neimi Silvertung]

Neim gik roligt videre for hun bekymrede sig jo ikke ligefrem nu hvor hun havde sendt manden i den retning som hun havde efterladt Kelvin, for han skulle jo ikke gå og sulte og det havde jo ikke rigtigt virket som om han var til en som bare tog det nærmest offer hvis det var kvinder eller ungt så hun havde baree sendt den person efter ham, men ind mellem lagde hun alligevel hånden mod en mur for at hendes duft kunne blive lidt hængene så han måske ville kunne finde hende igen, som hun bare gik videre ned i gennem de små sidegader for hun hadede de store gader, der kunne hun mere risikere at støde ind i fulde folk der var på vej hjem fra et eller andet sted.

[Kelvin]

Kelvin drejede 180 grader rundt, så han stod ansigt til ansigt med den fulde mand, der var så påvirket at han ikke engang bemærkede de dyriske øjne. "H-hit med penge, eller jeg-," længere nåede han ikke, før Kelvin med en enkel bevægelse vred halsen om på ham og nærmest fløj hen over brostenen, så hurtige og lange hans skridt var. Sårene og skaderne var der endnu, men eftersom hans mere primitive jeg havde taget over, var smerten i midlertidigt ikke til at mærke. Der gik kun få sekunder, før han allerede havde indhentet Neimi, og med vante og flydende bevægelse, rakte han ud efter hendes ene skulder for at dreje hele hendes krop mod hans, så han havde en lettere adgang til hendes strube.

[Neimi Silvertung]

Egentlig havde Neimi regnet med han ville tage den fulde mand så hun så overrasket på ham da hun pludselig stod til ansigt mod ansigt med en Kelvin der pludselig virkede forandret selvom det ikke ligefrem skræmte hende så overraskede det hende en del "Vil du have et barn i stedet? eller måske en yngre kvinde?" spurgte hun roligt selvom hun så lettere undrende på ham for hun kunne ikke ligefrem se hvad han ville hende og hvorfor pokker havde han ikke bare taget det hun havde givet ham? "Kelvin kom til dig selv"

[Kelvin]

Kelvin svarede hende ikke, for han havde knap lyttet til hendes ord. Han holdt hende tæt ind til sig, med læberne blot få millimeter fra hendes skulder, hvor han med et undertrykt grin indhalerede den søde duft af det brusende, røde blod, som lige nu løb i hendes åre. Hun ville højst sandsynlig ikke kunne flygte fra hans greb, så fast som han havde låst hende. Han trykkede læberne mod det punkt, hvor på han agtede at sætte sine sylespidse hjørnetænder. Hænderne kærtegnede kølende hendes ryg, som et rovdyr blidt lokker byttet i sin favn. Hvor meget kelvin end havde lyst til bare at sætte tænderne i hende, ventede han alligevel spændt hendes reaktion. Frygt, var hvad han forventede. Det havde altid virket stimulerende, når han var på jagt.