Selskab?

[Neimi Silvertung]

Neimi havde set denne slags forvandling før tiden, eller det var mest når Valentin havde været rasende så havde han ikke lyttet til hende og det blik øjnene der bare skreg på at nogen skulle dø eller når de sammen havde været på jagt hvor en person havde været såret, men alligevel flygtede Neimi ikke eller gjorde mine til at gøre det som hun bare blev stående og nærmest strakte halsen for at han bedre kunne komme til. "Vågne Kelvin, du har ikke lyst til dette" hviskede hun blidt og lidt forførende til ham for at se om det virkede en smule ellers var der jo ikke meget at gøre eftersom hun vidste han var stærkere end hende.

[Kelvin]

At tale til ham på den måde havde absolut ikke den effekt, som Neimi håbede på, Faktisk havde det den stikmodsatte virkning. Uden varsel borede han sine hjørnetænder gennem det tynde, delikate hus og begyndte grådigt at drikke af den dejlige væske. At hun ikke var blevet bange var ærgerligt, men det tog han ikke så tungt, eftersom blodet lå på 1. prioritet. Kelvin drak hurtigt, og jo mere blod han fik ned, jo hurtigere begyndte alle sårene at hele og lukke sig. Han frydede sig over den tilbagevendende styrke, og holdt godt om hende, som et barn holder godt om sit legetøj. Han ville under ingen omstændigheder lade hende slippe lige foreløbigt, for dette var præcis hvad han havde brug for.

[Neimi Silvertung]

Et mindre støn af nydelse kom over hendes læber da han borede tænderne i hendes hals og bare begyndte at drikke af hendes dyrebare blod. Hun rullede med øjnene af ren nydelse selvom hun godt kunne mærke hun blev mere og mere svag "Drikker du det hele, har du ikke nok til senere" fik hun over hendes læber selvom hun blev svager og svager, nærmest faldt mere sammen i hans favn, så det var kun ham som holdt hende oppe for hun kæmpede jo ikke imod selvom hun lidt havde lyst til det lige nu.

[Kelvin]

Et skrig kunne pludselig høres et par meter væk. Kelvin løftede det sultne blik og stirrede direkte ind i en kvinde, der rystende begyndte at gå et par enkelte skridt tilbage med hænderne for munden, som om hun havde fortrudt, at hun havde skreget. Han havde næsten tømt Neimi for alt hendes blod, men slap hende nu uden videre for blot at kaste sig over den anden kvinde. Til gengæld skreg hun af både smerte og frygt, da Kelvin med et dyrisk smil væltede hende og holdt hende nede med hænderne. Derefter bed han hende og begyndt at drikke, med stor grådighed. I starten gjorde offeret modstand, men efterhånden som hun blev tømt for blod, blev hendes bevægelser langsommere og til sidst lå hun helt stille. Munden var halvt åben, og de store, ellers ganske smukke øjne var livløse og tomme. Kelvin slikkede det sidste blod op fra hendes blege hals, og rejste sig langsomt op.

[Neimi Silvertung]

Neimi var så godt som besvimet da skriget trådte ind, så hun hørte det nærmest ikke eller jo meget svagt men hun tænkte ikke over det da hun bare faldte ned på jorden uden nogen måde at kunne gøre modstand på eller skærme sig selv fra faldet så hun landede i noget sne og bare lå der mens hun kæmpede lidt for at komme til bevidstheden igen selvom det ikke virkede til at hjælpe, så prøvede hun stadig men var nærmest som i en mindre dvale tilstand. Ikke ligefrem den måde hun havde lyst til at afslutte natten på, for den tidligere vampyr som havde bidt hende kunne beherske sig men hvad kunne hun forvente af en ung vampyr?

[Kelvin]

Kelvin virrede lidt med hovedet, før han langsomt genvandt sit rationelle jeg. Forsigtigt løftedet han kvinden op i sine arme og bar hende over til en hvis snebunke ved muren, så hun ikke lå og flød midt ude på gaden. Derefter satte han sig på hug ved siden af Neimi, og hvilede et par kølige fingre på hendes hals, for at tjekke pulsen. "Mange tak," sagde han med et let smil og løftede hende op, sådan som han havde gjort med den anden kvinde. Han var ikke helt sikker på, om Neimi ville kunne opfatte hans ord, men det var sådan set heller ikke relevant. Hans tak var ment som lidt af en spøg, eftersom hun jo faktisk ikke frivilligt havde ladet ham drikke af hende. Kelvins skjorte var flænset hist og her og så helt fugtig ud, fordi den var gennemblødt i alt blodet. Skjorten var dog så sort, at man ikke ville kunne se den røde farve. Derimod var den mere end blot tydelig mod hans blege hud og det helt hvide hår. Uden et ord, begav han sig tilbage til kroen.

[Neimi Silvertung]

Hendes krop virkede livløs da han løftede hende op, men pulsen var der stadig bare lidt mere svag efter alt blodet som hun havde mistet. Dog kunne det også godt virke lidt som om hun sov som hun lå med lukket øjne uden at være i stand til hvad der skete omkring hende eller opfatte de ord han havde sagt, men de havde været uden betydning alligevel for hun ville jo have givet ham blod hvis han havde været hans eget jeg, men det her var alligevel ikke helt hvad hun havde forventet.

[Kelvin]

Da Kelvin nåede kroen, trådte han indenfor, uden at tage sig at de få menneskers forskrækkede og skræmte blikke. Desuden var her ikke så mange igen. De fleste var enten taget hjem, eller også var det bare faldet i en tung søvn uden nogen fornemmelse af, hvad der skete omkring dem. De, der dog var ædru eller så lidt påvirket af alkohol, at de vidste, hvad der foregik, var fuldstændig tavse og kiggede bare efter Kelvin, idet han udtryksløs fortsatte op ad trapperne mod sit værelse. "Bring venligst noget vand, tak.- hov, og noget vin, også. Det stærkeste I har," tilføjede Kelvin, før han forsvandt op ovenpå. Han trængte til at komme af med den blodige smag i munden. Ikke blodet fra hans to ofre, men hans eget blod. Han var vist kommet til at bide hul i sin i indersiden af kinden, da han kæmpede mod de fremmede væsner tidligere,
Da Kelvin nåede sit værelse, lagde han hende i sengen og gik i bad. En tjener kom ind og stillede fadet med vinen og vandet på natborden ved siden af sengen, før han forsvandt med lynets hast.

[Neimi Silvertung]

Neimi vidste intet af det der skete omkring hende, selvom det ville have moret hende at se folks udtryk i krostuen da kelvin var trådt ind med hende i favnen, sådan noget morede hende altid eller det ville det havde gjort hvis det ikke var fordi hun intet så udover mørket i hendes sind. Alt virkede så ligegyldigt for hende lige nu udover hendes mørke indre der altid gjorde hende tryg og nærmest altid virkede som om hun fløj på nattenhimlen uden stjerner og uden nogen måne, kun mørket til at trøste hende.

[Kelvin]

Kelvin kom langt om længe ud fra badet, fuldstændig vasket ren for blod. Et lettere misfornøjet rynken med brynet indikerede, at han var lettere utilfreds med det faktum, at hans sengelagen var blevet dækket til med få blodpletter fra det sted på Neimis hals, hvori han havde bid. Hendes tøj var også fuldstændig snavset til, siden han bare slap hende på stedet for at kaste sig over den anden kvinde. Hvis hun ikke havde skreget, var Neimi højst sandsynligt tømt for blod nu. Blot med et par sorte bukser på, forsvandt Kelvin atter ud på toilettet for at finde en fugtig klud. Derefter kom han ud til Neimi og begyndte at tørre blodet fra hendes hals. Det ville nok tage et stykke tid, før hun ville kunne have så tilpas mange kræfter, så hun selv ville kunne rejse sig og gå igen, men indtil da måtte han vente.

[Neimi Silvertung]

Neimi lå stadig i ubevidstheden bare omgivet af hendes elskede mørke som hun ikke rigtigt havde lyst til at slippe men heller ikke energi til at kunne slippe fra det for hun havde det jo så godt i hendes mørke, hvor intet ondt kunne skade hende. Hun mærkede heller ikke den fugtige klud imod hendes hals da han begyndte at tørre den smule blod væk som dukkede frem og som var dukket frem siden han havde sluppet hende og smidt hende fra sig. Men på hendes eget ansigt ville hun kunne vidne om hvad der var sket når hun en gang vågnede.

[Kelvin]

Kelvin løftede kluden op til næsen og indhalerede med et skævt smil den s'de duft af blodet, før han vaskede kluden og lagde den til tørre. Derefter satte han sig på en stol ved siden af sengen, og begyndte langsomt at drikke af vinglasset. Blikket var rettet mod den liggende kvinde, og i hans tanker undrede hans sig over hendes afslappet reaktion tidligere, da han bed hende. Meget kunne han ikke huske, men hendes nydende suk, idet han satte tænderne i hende havde overrasket ham, det var helt sikkert. Et let smil gled henover de blege læber, idet han stykke for stykke begyndte at huske, hvad der var sket. Han var sikker på, at det var hende, der havde fået den fulde mand til at opsøge ham.

[Neimi Silvertung]

Mørket virkede ikke til at ville give slip på hende selvom hun meget langsomt genvandt hendes kræfter, som nærmest kom snigende lige så stille. En finger bevægede sig ganske kort som tegn til liv men ellers virkede hun nærmest som en død, dog trak hun vejret meget svagt for som altid kæmpede hun imod døden men også lidt om livet, så hun til tider ønskede hun bare kunne leve i hendes mørke så intet kunne røre hende eller gøre hende ondt, så ingen kunne bestemme over hende.

[Kelvin]

Efter cirka en halv time, kaldte han på tjeneren, og bestilte lidt tørt brød. Tjeneren forsvandt, og dukkede ret hurtigt op igen, med en lille skål, hvori to store stykker brød lå. Dette stillede han også på det lille natbord, da han sådan set havde regnet ud, at maden ikke var til den vampyrlignende mand. Derefter forsvandt han igen. Kelvin betragtede Neimi med et lettere kritisk blik. Blodet var for længst størknet på lagenet, og han brød sig ikke specielt om det. Med et suk, rykkede han sin stol tættere på, så han sad lige ved siden af sengen. "De synes måske ikke, at De har hvilet nok?" spurgte han roligt og lod hovedet sidde let på skrå. Han var sikker på, at hun i det mindste ville kunne opfange lyden af hans stemme. Om hun kunne skelne ordene fra hinanden, afhang selvfølgelig af, hvor vågen hun var.

[Neimi Silvertung]

Neimi lå stadig henlagt i hendes mørke, hvor hun svævede i intetheden og følte sig så elsket af mørket omkring hende, selvom det selvfølgelig alt sammen foregik i hendes sind. Det virkede dog ikke til at hun ville vågne selvom hendes vejrtrækning var blevet mere normalt og virkede mere til at hun bare sov ret tungt, dog gjorde hun et mindre rynk omkring næsen for hendes søvn blev forstyrret ved lyden af en stemme selvom hun ikke forstod ordene så forstyrrede det hende og hun var ikke ligefrem særlig glad for det.