Tidlig morgen.

[Neimi Silvertung]

Neimi holdt roligt øje med det hele og da manden havde travlt med at betjene Isthar listede hun lige så stille et lille meget stykke ost uset ned i en lomme så det virkede til at hun bare stod og studerede tingene og måske havde været nede i lommen for at mærke efter penge. Hun blev dog kun stående nogle få sekunder efter Isthar havde vendt sig før hun selv begyndte at gå rundt mellem boderne igen i retnignen af huset, så det virkede bare til at hun gik og studerede tingene igen selvom hun egentlig kiggede lidt efter hvor mange der var i boderne eftersom hun godt kunne bruge noget brød til hendes ost eller et eller andet så hun havde noget forskelligt at variere det hele med. Hun var jo en glimrende kok når hun endelig fik lov at lave ordentligt mad men ellers måtte hun bare nøjes med det hun kunne få fingrene i, selvom det ikke altid var lige godt.

[Ishtar]

Ishtar stoppede langsomt op og vendte sig om, så rundt på de mange mennesker der gik rundt i markedet. hun sukkede let før hun langsomt vendte sig om og begyndte at gå videre, tilbage mod huset. Hvad kunne der ske? hun ville nok bare blive sendt tilbage til markedet hvis hun manglede noget. hun gik i sine egne tanker nu, tænkte tilbage på alt hvad hun havde oplevet i de få år hun havde levet, igen sukkede hun og tænkte nu på gården hun havde arbejdet på, som en lassede bondepige der bare blev udnyttet, skulle arbejde dag ud og dag ind, og senere kom hun jo i lære hos Geralt, som var sporløst forsvundet fra sit arbejde, hun havde dog hørt hvad der var sket men tog sig ikke videreligere af det, hun ville helst ikke tænke på det, folk havde snydt hende så meget den gang at hun havde kørt smeden nedenom og hjem på ganske kort tid, da hun ikke kunne regne, men hun var sikker på at han sagtens kunne havde rettet op på alt det. hun stoppede igen op og satte sig hen på en bænk, kiggede ned. *Jeg er heldig jeg stadig lever.. dog tjener jeg igen mennesker.. Ville helst være fri..* hun så lidt rundt igen, hvor ville hun gerne lave andet end at være en sølle tjeneste pige, hvis der bare var nogen der kunne komme nu og føre hende ud på hendes livs eventyr.

[Neimi Silvertung]

Der var intet som sagde Neimi noget lige nu selvom hun havde set på adskellige boder så hun måtte vel bare nøjes med osten, hvilket hun også kunne for det kaldt jo bare om at få noget mad ned så hun kunne forsætte uden at blive svimmel eller få det alt for dårligt. Det var jo ikke til at sige hvor længe hun skulle gå uden at få noget igen.
Så hun gik igen væk indtil hun opdagede den unge pige fra tidligere som hun fulgte lidt efter og tilmed satte sig ved siden af hende på bænken. "Hvorfor torturere du dig selv?" spurgte hun roligt selvom hun ikke havde talt så meget før eller så var hun ikke helt sikker på hun overhovedet havde sagt tak til hende for tidligere.

[Ishtar]

hun fik et lille chok og spjættede, hun havde været helt væk i sine ejne tanker. hun så roligt på Neimi før hun så væk. "Jeg touturere ikke migselv.." hun bed sig let i læben før hun langsomt så ned på sine føder og tænkte lidt over hendes ord, gjorde hun virkelig det? det mente hun jo ikke selv. hun vendte så blikket mod hende igen med et spørgende blik, som hun gerne ville have nogen svar på hendes udtale hun lige havde kommet med.

[Neimi Silvertung]

Neimi kom til at smile lidt over at Ishtar kom med sådan et chok for det morede hende lidt når hun kunne gøre sådan noget ved folk. "Jeg hørte kvindens stemme, ikke særlig behagelig så du må jo kunne lide at torturere dig selv siden du bliver" sagde hun roligt men igen for Neimi var tortur samme som at havde et ordentligt arbejde, så for hende ville det være den rene tortur at have nogen der bestemte sig over sig, der hele tiden fortalte hvad der skulle gøres og hvad man ikke måtte. Det var jo noget hun heldigvis var sluppet godt fra for længe siden.

[Ishtar]

hun rystede på hovedet og så på hende. "det er ikke tortur, det er arbejde, uden arbejde, ingen penge.. og jeg gider ikke være fattig igen og måske dø af kulde.. så heller gøre som de siger."hun så bare på hende før hun langsomt så ned af sig selv igen, sukkede igen før hun langsomt trak benene op under sig. hun vidste ikke hvad hun skulle sige nu, måske havde hun ret, men hun ville ikke være en der blev straffet for at skaffe mad, som Neimi ville blive hvis hun blev fanget af vagter eller noget. hun så væk fra hende igen og så rundt på boderne igen.

[Neimi Silvertung]

"Så find et andet arbejde? der findes jo nok af dem eller du kan bare være rejsende" sagde hun roligt for der var jo ingen grund til at arbejde med noget man ikke kunne lide, selvom Neimi nu ikke arbejdede med mad selvom hun kunne lide det men mere fordi hun ikke kunne klare nogen bestemte over hende, ellers ville hun da elske at lave mad til folk hvis de ikke stod og bestemte over hende.

[Ishtar]

hun rystede let på hovedet før hun langsomt hoppede ned fra bænken og stragte sig, hun så ned et øjeblik før hun igen så på hende. "Undskyld men jeg bliver nød til at komme tilbage til køkkenet.. kan godt være du kan lide at fare rundt men det kan jeg ikke..." hun vendte sig om meget hurtigt og begyndte lige så stille at traske afsted mod huset.

[Neimi Silvertung]

Da Ishtar hoppede ned fra bænken så Neimi roligt på hende inden hun selv hoppede efter hende da hun var begyndt at traske afsted. "Du går glip af mange eventyr" sagde hun roligt som hun fulgte efter hende med hænderne foldet omme på ryggen. "Jeg har en ide, lad mig vise dig hvordan eventyr livet kan være bare en uges tid og derefter kan du komme tilbage til et mørkt køkken" foreslog hun for hun forsøgte virkelig at få tøsen på afveje.

[Ishtar]

hun vendte blikket mod hende før hun roligt så tilbage hvor hun gik, hun var stoppet op. "Vent her!" hun løb tilbage mod huset, fuld firspring, ind af døren til køkkenet og satte tingene. kokken var allerede på sit højeste lunde men hun hørte ikke efter men løb ud af køkkenet og op i stuen til herrskabet. der gik ikke lang tid før hun kom gående ud af huset igen, iført noget mere normal tøj og så på Neimi. " Hvad venter du på? du ville vise mig eventyr" hun grinte lidt og man kunne se hun var med på det Neimi ville have hende til nu.

[Neimi Silvertung]

Neimi traskede bare roligt ved hendes side indtil hun blev bedt om at stoppe, hvilket fik hende til at se undrende på Ishtar inden denne tøs løb af sted og fik hende til at trække på skuldrene og gik lidt rundt til hun fandt en stor sten som hun satte sig på selvom hun mest havde lyst til at lægge sig ned så var det ikke ligefrem den mest behagelige sten at gøre det på, men et eller andet sted skulle hun jo vente til tøsen kom igen, hun kendte jo stadig ikke denne persons navn.
Da hun så kom tilbage smilede Neimi skævt ved at høre hun havde lokket personen lidt på afveje så var det bare om hun kunne trække det længere. "Faktisk ventede jeg på dig eftersom jeg er klar til at rejse" svarede hun roligt med det skæve smil idet hun rejste sig fra stenen og begyndte at gå mod nogle af de små veje for at komme ud af byen. "Nå hvor tør du komme på eventyr henne?" spurgte hun roligt eftersom hun jo lige skulle teste hendes grænser men først måtte hun jo vide hvilke hun havde.

[Ishtar]

hun fulgte roligt efter og så rundt på alle folk der gik rundt på gaderne og kiggede så på Neimi igen. "Uhm.. Alle steder.. bare før an jeg følger efter.. Jeg hedder forresten Ishtar Junacke" hun smilte lidt før hun så rundt igen, hendes blå øjne skinnede faktisk af glæde, der var ved at ske noget spændene for hende og hun var spændt på at de hvor det førte hende hen. hun kom op på Neimi's side for at gå ved siden af hende, dog stadig lade hende føre an. "Men.. hvis der er et sted med kæmpe edderkopper kan du godt glemme med at få mig med" hun grinte let da hun sagde det så man kunne høre hun ikke mente det på en ond måde.

[Neimi Silvertung]

Folkene på i byen interesserede hende ikke så meget men alligevel så hun lidt rundt for at se på hvad folk havde gang i mens hun gik i retningen af byens udgang, eller nærmere i retningen af Darklia for hun regnede ikke ligefrem med de ville opleve noget større i Nirelia. "Dit fornavn er nok for mig, behøver ikke vide noget efternavn. Selv kaldes jeg for Neimi" svarede hun roligt med et lille skævt smil for hun havde nu ikke brug for at vide folks fulde navne, det var meget sjældent nødvendigt når det kom til stykket.
"Jamen jeg tror måske jeg kan finde et sjovt sted så" sagde hun roligt men hun overvejede mulighederne i hendes hoved. For der var jo tempelt de kunne undersøge men også labyrinthen eller måske bare skovene i Darklia så de kunne støde ind i Leo.

[Ishtar]

hun nikkede let og smilte før hun bare fulgte trop sagde intet før hun opdagede hvor de var på vej hen. "Oh.. Draklia.. Hmm.." hun så på Neimi før hun lagde hovedet let på skrå og holdte øje med hende. "Har ikke været der siden jeg stod i lære som smed noget.. var mere en husholderske vil jeg sige." hendes ord var en mumlen og hun rettede sig op gik roligt videre til de nåede langt væk fra byen og fra alt andet. Ishtars mave begyndte at rumle hurtigt, hun var jo ikke vant til den måde Neimi spiste på, hun spiste jo masser af mad hele tiden og derfor blev hun hurtigt sulten.

[Neimi Silvertung]

"Rolig nu, regner ikke med vi skal ind i nogen af deres byer, men håber nu du kan forsvare dig selv" sagde hun roligt med et lille lusket smil for hun kunne jo ikke love de ikke blev overfaldet men i hendes hoved var det alt sammen bare en del af eventyret. Hun tog osten op af hendes dybe lomme og brækkede noget at osten af før hun rakte det til hende eftersom hun jo lige så godt kunne dele den smule mad hun havde.