who will stand in the end?

[Drazilla Dragoens]

Den stille nat viste ikke mange tegn på liv og det var endda næsten midnat denne nok sidste sommeraften inden efteråret ville begynde, det kunne man allerede mærke på den lettere køligere luft der var om dagen. Lige nu var det koldt ligesom natten men stadig ikke nok til at man kunne se folks ånde. Himlen var skyfri og fyldt med stjerner sammen med en fuldmåne der lyste heden op. Denne stille hede hvor der nærmest intet liv var foruden nogle små dyr der havde listet sig ud her i ly af mørket.
Det eneste som virkede til at give liv var et vindpust i ny og næ der gjorde nogle få siv og tørret græs bevægede sig mens ellers intet, alt var stille.
Det var dog heller ikke til at se at oppe på den mørke nattehimmel legede en sort drage som virkede til at lege i den smule vind som der fandtes deroppe og når der intet var jagtede den sin egen hale som et eller andet dyr. Dog holdt hun lidt øje med hvad der skete nede på jorden eftersom hun ventede på der skulle ske et eller andet denne nat men det skulle være noget sjovt som en kamp, for det var længe siden hun havde jaget eller bare dræbt nogen.

[Tazu]

Nattens mørke havde endelig samlet sig over landet så Tazu endelig kunne komme ud af sin hule igen. Han var kravlet frem for endelig at få strukket benene igen efter nogle dages hvile. Nogle soldater havde fundet ham og en af dem havde skader ham på hans ben. Det var stadig en smule skadet men han måtte træne det op. Han løb rundt på heden og slappede helt af i kroppen faktisk. Det faldt ham aldrig rigtigt ind at kigge op i luften. Vis han havde gjort det ville han nok have set dragen og nok stukket halen imellem benene. I stedet løb han stille og roligt under dragen. Han stoppede op og sukkede kort. Han havde snart slået mange ihjel i årenes løb. Han tænkte tilbage på dronningens ansigt. Han forvandlede sig tilbage til sit sande jeg. Igen sukkede han. Han burde ikke have slået hende ihjel. Hun havde ikke fortjent det desuden fik han ikke meget for det og hans egen race var på randen af udslettelse.

[Drazilla Dragoens]

Dragen legede oppe under stjerne selvom de stadig var meget langt væk, dog forsatte dragen sin legen og bare opførte sig som et mindre barn indtil hun fik øje på en større skikkelse nede på den ellers tomme hede, hvilket fik hende til at smile et lettere lusket smil. Mens hun lige så stille lod sig svæve ned imod jorden holdt hun hele tiden øje med denne skikkelse som forvandlede sig foran hendes øjne, en lycan virkede det til da hun kom tættere på. Så skulle det da nok blive sjovt for dem som hendes forlovede fangede til hende var ikke så sjove mere eftersom de havde mistet håbet om at slippe væk fra hende eftersom der stadig var en dødsordre på Lycans hoveder, en ordre der havde varet i over 9 år efterhånden, lige siden hun havde fundet cec død i skoven.
Hun landede med et mindre bum lige i nærheden af ham, så hun roligt på ham med de røde øjne, hvor der var et mindre drillende glimt, og med noget der virkede til at være et smil.

[Tazu]

Tazu stod i hans egne tanker helt opslugt i tankerne om Cec. Hans skammede sig ikke som sådan han var bare ikke helt stolt af at have slået ham ihjel. Desuden havde han givet mange en dusør på hovedet. Han frygtede ikke for sig liv. Han mente han snart havde levet længe nok som sådan. Han sukkede kort da han hørte et bump og vendte sig hurtigt om. Til hans store frygt og værste mareridt så han den kvinde han frygtede mest at se. Han trådte et skridt tilbage. Han vendte ryggen til hende forvandlede sig så hurtigt han aldrig nogensinde havde før og løb så hurtigt hans små ben kunne bære ham. Før havde det gjort lidt ondt at løbe på hans skadede bagben men smerten var helt væk da han løb af skræk. Han skulle aldrig nogensinde have løbet ud fra sin grotte idag. Han havde for en gangs skyld glemt at kigge op. Og det var hvad der skete ved det

[Drazilla Dragoens]

Zill stod roligt og betragtede ham i hendes fulde drage skikkelse, nærmest ventende på at han ville flygte så hun kunne få en jagt ud af det, hvilket hun også fik så inden i grinede hun da hun satte i løb efter ham på alle fire som når hun jagtede dyr i drage skikkelse, dog var hun stadig større end ham og gjorde hende måske lidt langsom men hun tog også større skridt og med de bump hun gjorde på vejen så virkede det til at jorden rystede under hendes tunge løb.
Dette her skulle nok blive sjovt som hun begyndte at spy ild efter ham mens de løb, bare for at se om hun kunne brænde hans bagdel og måske få ham til at sætte farten mere op så hun kunne træne noget mere i hendes drageskikkelse, for den var ikke blevet trænet så meget siden hun havde fået alle hendes krafter igen.

[Tazu]

Han tænkte hurtigt imens han løb. Godt nok havde han været næsten lammet af frygt lige da han løb men nu tænkte han lidt mere klart. Han skulle ind i skoven der ville hendes store drage skikkelse ikke kunne bevæge sig ordentligt. Han sate nu i løb imod skov grænsen. Det så lidt mere kordineret ud end til at starte med. Han kunne godt mærke hans ben ikke var helt godt men han kunne ikke tage sig sammen til at kigge på det lige nu. Han mærkede varmen og det fik ham kun til at sætte farten op. Det var jo kun godt for ham jo. Jo mere hun så frygtindgydende ud jo hurtigere løb han så faktisk var det hendes tab at hun var så frygtindgydende lige nu.

[Drazilla Dragoens]

Det morede hende virkeligt at jagte ham men da hun så skoven længere fremme vidste hun godt at han ville have en fordel der mens hun havde en fordel ude på heden hvor der ikke var nogen forhindringer for hende. Så lidt for sjov i det sidste stykke løb samlede hun lidt store sten op med halen og smed dem efter ham inden hun lige så stille forvandlede sig tilbage til menneske mens hun stadig var i løb, for hurtighed kunne hun vidst ikke hamle op med en ulv men en fordel for hende var at hun var en god magiker, så derfor i stedet for at spyde ild kastede hun med ildkugler efter ham. Hvilket jo egentlig gav hende god øvelse i at ramme præcis selvom hun bevægede sig og hendes mål bevægede sig, selvom hun lige nu ikke var så trænet så fik hun da øvelse.

[Tazu]

Da den første sten landede lidt foran ham gik det op for ham at det var alvor. Der var ikke noget for sjov at spore i det her. Hun prøvede at slå ham ihjel og hun havde tænkt sig uden nåde. Det kunne godt være han var ulv men overfor denne dronning havde han ikke en chance. Han var ellers tæt på skoven da de tunge fodtrin forsvandt og stenene holdte op med at falde imod ham. Han kiggede kort bagud lige for at se en ildkugle flyve forbi hans ansigt. Han kunne mærke varmen fra kuglen imod hårene på kroppen. Ville han mon nå at slippe væk så han kom uden for hendes rækkevidde. Heldigvis for ham var hun ikke helt god til at kaste med de ildkugler selvom det var ret tæt på lidt for mange gange snart. Han begyndte at løbe fra side til side så hun fik sværere ved at ramme ham. Han havde lige nået skoven de han mærkede en ildkugle der netop ramte det ene sted det ikke måtte. Det ramte ham på hans sårede bagben. Han hylede kort og faldt til jorden i mellem nogle træer. Han forvandlede sig instinktivt tilbage til hans normale form og lå kort og ømmede sig. Han havde heldigvis fået lidt afstand til hende da hun forvandlede sig til menneske igen. Hans hæl var helt rød og gjorde ondt som bare pokker. Han kunne ikke forvandle sig tilbage nu hans var for svag. Han løb så hurtigt han kunne for at skjule sig for ham. Han måtte væk. Han skulle bare væk og det var nu.

[Drazilla Dragoens]

Et ret ondt smil kunne ikke lade være med at spille over hendes læber som hun jagtede ham i hendes menneskeform, for nu havde hun jo fået en at træne med som alligevel var dømt til døden på hendes egne ordre og så var det egentlig ligemeget om han var den rigtige der havde dræbt cec eller ikke for hun manglede den træning som det gav at jage.
Ildkuglerne stoppede ikke med at komme selvom han var flygtet ind i skoven for det skulle da ikke stoppe hende. Hans hyl hørte hun godt og gav nærmest en rystelse af nydelse igennem hende for det var så længe siden hun havde højt nogen skrige af en smerte hun påførte dem, det måtte hun altså gøre lidt oftere. Hun fulgte ham bare ind i skoven selvom han måske havde en fordel derinde, men alligevel kom hun til at sætte ild til nogle af træerne for hun kastede stadig med ildkugler i den retning hun gættede han var forsvundet i og hvis ikke ville der jo bare blive en mindre skovbrænd, det gjorde hende heller ikke så meget for det var sket før i tiden. "Kom så frem lille Lycan" råbte hun højt da hun holdt en kort pause for at lytte efter ham og for at se om hun kunne se ham igennem træerne.

[Tazu]

Han sad op af træet med hovedet hvilende imod det. Han kunne høre hende komme tættere på. Enten skulle han flygte eller også skulle han kæmpe. Han vidste at der inde i skoven ved et bestemt træ var nogle våben som var hans. Han forvandlede sig hurtigt. Det hjorde ondt som en i helvede men han var ligeglad. Han løb afsted imod det træ som han vidste hans våben var i

//ooc: Undskyld længden men jeg kan simpelthen ikke mere og nu skal jeg vist svare...Næste bliver længere

[Drazilla Dragoens]

Zill lyttede i noget tid indtil hun kunne høre nogle grene knække meget højlydt, så dem skyndte hun sig i retningen af for nu skulle der dræbes en lycan, nu hvor mange andre var blevet skånet men denne mand kendte hun ikke og derfor skulle hun havde noget sjov ud af det. Hun satte i løb og skød ind i mellem med ildkugler så hendes vej kunne blive oplyst meget mere, uden at tænke på dyrenes eller bare skovens velbefindende for det ville jo vokse op igen og nye dyr ville komme med tiden.

[Tazu]

Han kunne mærke nogle ildkugler flyve omkring sig. Han gemte sig op til flere gange bag nogle træer lige indtil han kunne mærke træet blive ramt af en ildkugle. Han nåede hurtigt op til hans træ. Han forvandlede sig hurtigt tilbage selvom det tog mange af hans kræfter. Han tog noget brunt læder tøj på og to sine små sværd. Han gik så stille og roligt hen imod Zill. "Hold op med dine tricks og kæmp mog mig ligelidt" råbte han til hende. Han gemte sig bag træ og håbede ret meget på at hendes ildkugler ville stoppe med at komme. Han pustede kort ud og tænkte over hvad han ville gøre. Han fik hurtigt en plan for hvad han ville gøre både vis hun stoppede med at kaste ildkugler og vis hun ikke stoppede.

[Drazilla Dragoens]

Zill skød ildkugler efter ham indtil hun stoppede op endnu en gang for at lytte efter ham hvilket hun egentlig ikke behøvede ret længe for han begyndte jo selv at råbe efter hende ”Ej hvor er du kedelig, kom selv her og så lover jeg at dræbe dig inden du bliver stegt” sagde hun mere roligt selvom det stadig var højt for hun ville jo have noget sjov ud af det her, om det så skulle blive en lille kamp ud af det var fint med hende for det var længe siden hun havde fået lov at kæmpe imod en som ikke var hendes egne krigere. Så hun stilte sig parat til kamp eftersom denne person jo nok ikke ville forsøge på andet når hun havde forsøgt at sætte ild til hans røv.

[Tazu]

Han sukkede kort da hun indstillede sin skydning imod ham. "Hvad siger du til at jeg bare glemmer du prøvede at slå mig ihjel og så forsvinder vi bare i to forskellige retninger. Jeg har intet imod dig" råbte han. Han prøvede at råbe så hun ikke kunne finde ud af hvor i alverden han gemte sig henne. Han listede ind i tæt skov og klatrede op i et træ så lydløst han kunne. Man var vel snigmorder. Han håbede lidt på hun bare ville accpetere det men han regnede bestemt ikke med det. Slet ikke med den dusør der lå på alle Lycans hoved. Eller nok aller mest hans eget eftersom at det var ham der havde slået hende der dronningen ihjel. Men det vidste hun nok ikke.

[Drazilla Dragoens]

Zill stod roligt og lyttede til hvad der skete omkring hende ”Men jeg har noget imod dig, din race dræbte min søster og stopper ikke før morderen er blevet dræbt for det den gjorde imod Dronning Cec” sagde hun roligt men stadig meget højt for at han skulle høre det. Hun trak lige så stille Drakolic for at være helt klar til når han angreb hende for det regnede hun jo med at han gjorde og så var det sikkert fra et sted oppe fra for på jorden ville hun jo nemmere høre ham, men hun stod nu stadig og lyttede efter den mindste gren der ville knække under hans vægt for hun bevægede sig jo ikke selv og dyrene var nok blevet skræmt af ilden som med sikkerhed bredte sig hvor hun havde smidt den.