Efterårs stormen

[Rai Mirriko]

På en eller anden måde, så vidste Rai ikke helt hvordan han skulle reagere på hendes svar, var det ærligt, eller lå der i virkeligheden noget andet bagved hendes ord. Havde de en helt anden betydning end det der kom ud af hendes mund? Det havde altid været svært at aflæse dronning Drazilla og han ville nok aldrig lære det, uanset hvor meget han forsøgte, han kunne blot håbe på det bedste, ved at træffe den rette beslutning, selvom det ikke ville blive let. Hans blik var nærmest fæstnet mod hendes røv, sådan som den bevægede sig i takt med at to sine skridt mod tronsalen. Han kunne jo ikke gøre noget ved det, og han havde faktisk hellere ikke lyst til det. Så det var vel noget hun bare måtte finde sig i? Eller også måtte hun sige det direkte til ham, for han vidste godt, at hun havde opdaget det, men han ønskede ikke længere at skjule det. Spørgsmålet om en anden kvinde, havde faktisk ikke strejfet hans tanke ordentligt, dog røg hans tanker lige pludselig hen på muligheden..
*Mon det ville være lettere med en kvinde uden for slottes mure?*
Hans tanker fløj mere eller mindre rundt i hovedet på ham, dog opfangede han alligevel det hun sagde, da han blev nød til at følge med i det der blev sagt. Det kunne jo være at der lå noget skjult imellem ordene. Hendes ord kom en smule bag på ham. Havde hun fået stillet sin dræber lyst? Hvem var det så gået ud over denne gang? Og hvorfor havde han ikke opfanget noget udenfor slottet. Han bukkede hovedet en anelse og valgte ikke at svare hende, da han ærligt var blank for ord, der kunne besvare den sætning.
Rai's tanker gled roligt hen mod deres aftale igen. Det var ufatteligt, hvilke tanker hun hele tiden kunne skubbe ind i hans hoved, som om hun vidste hvordan hans tankegang var. Han ville altid gerne ønske hendes krop frem for andres, men noget kunne tyde på, at han aldrig ville få muligheden igen? Det virkede næsten som om at der var lukket på den front. Ville det aldrig nogensinde ske mere? Var morskaben ovre, nu var der kun arbejdet tilbage.

Idet at de trådte ind i tronsalen, lod Rai roligt sit blik glide rundt omkring bare for at se om der befandt sig andre end dem i salen. Det kunne jo være at han lige pludselig ville støde ind i hendes forlovede, som sikkert ikke ville ende specielt godt? Det overraskede ham en smule, at det tilsyneladende ikke var ham, som stod for maden, men det var han også bare glad for. Han blev blot mere fristet, da han så slaverne komme ind med mad, bord og stole til dem. Noget kunne jo heldigvis tyde på at det kun ville blive dem. Han smilte lidt, da hun satte sig med ryggen til tronen, hvorefter at han bevægede sig hen mod stolen, som han roligt gled ned på.
"Hvordan kan det være, at jeg får lov til at spise sammen med Dem, dronning Drazilla"
spurgte han med et ærligt smil på læben og ventede roligt på at hun ville give ham lov til spise sammen med hende. Det kunne jo sagtens være, at han skulle vente til at hun var færdig.

[Drazilla Dragoens]

Hvilke tanker hun satte i hans hoved vidste hun ikke, selvom hun vel godt kunne tænke sig til nogen af dem for lød aftalen egentlig ikke på de ikke skulle gøre det inde på selve slottet men et sted udenfor så ingen skulle opdage dem? Men det kunne også godt ske det bare var hende der havde glemt den lille detalje, selvom hun næppe kom ud at rejse med ham igen for Damian lod hende ikke rigtigt gøre noget af det som hun havde holdt af i mange år, men hun kunne også sige fra overfor ham eftersom hun allerede havde været ude og rejse nogle tanker men hun havde altid fundet vejen hjem i hans favn igen, for han var nærmest den eneste som ventede hende her på slottet foruden hendes børn men de betød nu alligevel ikke meget for hende, de var bare noget som var her.
Tanken om hvad de havde lavet på deres sidste rejse strejfede hende kort og fik hende til at smile lidt for sig selv, for det var jo utroligt fristende at tage til en eller anden tilfældig bjerghule og så bare have sin vilje med ham. Eller bare drikke sig selv og ham fulde og så slås ligesom de gjorde i gamle dage hvor de slog lidt på hinanden inden det havnede i en lidt hed omgang af hor. Det var så fristende selvom hun nok ville nøjes med at slås med ham eftersom hun jo skulle have nogen at træne med og han var da meget god, selvom Damian nok var bedre men han var jo også en kriger, så det sagde jo lidt sig selv.

Da de sad inde i tronsalen så hun roligt på ham, meget tankefyldt selvom der ikke rigtigt kørte meget rundt oppe i hendes hoved. "Jeg hader at spise alene og du har jo stadig ikke fortalt mig hvor du har været og hvad du har lavet" forklarede hun roligt som hun rakte ud efter noget der lignede kylling eller en eller anden form for fjerkær, hvilket man jo ikke rigtigt kunne se nu hvor den var blevet stegt og marierede i et eller andet som gjorde den fik noget mere smag. Så hun ville da tage et lille stykke og smage på det for at se hvad de havde leget med denne gang af forskellige urter.
Hun havde jo sådan set også været ærlig for hun hadede at spise alene ligesom hun hadede at drikke alene, noget hun havde fortalt ham før, ihvertfald med drikkeriet for hun havde da drukket ham fuld flere gange bare for at more hende, selvom hun altid selv var faldet for fristelsen.

[Rai Mirriko]

Den aftale, som de for længe siden havde lavet, og som sikkert var så småt ved at være glemt, var faktisk det eneste, som Rai tænkte på lige nu, selvom han da forsøgte at opretholde samtalen mellem dem. Det skulle bare vise sig at blive en anelse svære end han lige troede til at starte med. Aftalen lød på at han havde mulighed for at dukke op på hendes værelse - bede til at Damian ikke ville være der, og så ville han kunne få hendes krop for sig selv, men han regnede ikke selv med at den stadig var i kræft. Dog ville han da give det et forsøg? Ellers kunne han umuligt kalde sig selv en mand.. Rejsen som de havde været på for meget længe siden, lå også ofte i hans baghovede, når han bare trængte til at tænke tilbage på de mere fredelige stunder sammen med Drazilla - Hvis det kunne kaldes for en fredelig rejse. Muligvis var hun skuffet over hans forsvinding, men hvordan skulle han forklare sig ud af det? Det ville blive en store prøvelse for ham.
Efter Rai's mening, så var kampene sammen med Drazilla, altid voldsomme og de kunne umuligt ene ud i noget godt hver gang. Hans opfattelse pegede også mere på, at det frem over bare ville ende galt, hvis han gjorde et forsøg, men havde det nogensinde stoppet ham i at gøre det alligevel? Nej! Og det ville det sikkert hellere ikke gøre denne gang, medmindre at han virkelig fik sig en ordntlig lærestreg, som vill kunne mærkes i længere tid. Eller hvis han ville ende med at blive smidt udenfor slottets mure, så var det ok først der at han ville fortryde sit valg. Men hellere ikke før.

Rai's blik gled blot nysgerrigt rundt i salen, eftersom at han forsøgte sig med at trække sin opmærksomhed væk fra hendes krop, da hans tanker lige nu ikke drejede sig om andet. Desværre for ham.. Dog vendte blikket tilbge mod hende, idet at hun til hans overraskelse, gerne ville vide, hvad han nu havde lavet.
"Jeg er meget sikker på at det slet ikke er noget der interessere Dem"
startede han stille og roligt mest for at sige, at hun ikke skulle forvente det helt store fra hans side af. Dog havde han været forsvundet i lang tid, så han kunne sikkert være kommet ud for en del. Men var det i virkeligheden så slemt igen?
"Men nu hvor De virker så nysgerrig, så vil jeg da forklare det overfladisk.. Jeg forlod slottet i den tro, at jeg havde mulighed for at støde ind i folk med store evner end mig selv, men samtidig også med et håb om at lære noget mere. Måske endda brugbar magi, end det jeg i forvejen kan.."
Det var faktsik svært for ham at forklare sin grund til at forlade slottet, men det som han havde sagt til hende, virkede mest logisk også for ham selv. Han tav dog en lille smule, da han hellere ikke ville forstyrre hendes spisning,da hun lagde ud med at gribe ud efter noget kød. Rai selv vidste ikke hvor han skulle begynde henne.

[Drazilla Dragoens]

At Rai havde en mindre kamp med sig selv om han skulle prøve på noget med hende eller ikke, havde hun ikke de store tanker om for hun forsøgte egentlig at holde hendes tanker væk fra det for han var stadig en af de største fristelser som hun skulle overvinde, for sidst de havde været sammen, kort efter hun var kommet tilbage havde hun jo næsten overgivet sig selv til ham bare fordi hun trak legen for langt ud, så selv den gang havde hun haft virkelig svært ved at modstå ham til trods for hun ellers prøvede hårdt på det, men det havde jo alligevel lykkes ham at få hånden under hendes tøj inden hun havde fået ham væk og taget ham med til rummet, hvor det havde været meningen hun ville give sig hen til ham men det var heldigvis ikke kommet så langt. Eftersom løftet til Damian betød alt for meget, hun havde jo ikke lyst til at miste ham men på den anden side havde hun heller ikke lyst til at miste Rai og i hendes hoved ville hun nok komme til det hvis hun ikke tilbød sin krop ind i mellem, ikke at hun ikke gerne ville for det ville hun jo i bund og grund eftersom han havde været en ret god elsker, men hun huskede godt Damians vrede da han havde fundet ud af at hun og Mira havde været i seng med hinanden.

Hun pillede noget af kødet fra fuglen som hun tog over på hendes tallerken inden hun tog nogle grønsager også selvom det var meget småt med dem men de havde jo også vinter, så de ville nok forsvinde hen af vinteren, noget hun havde lært at leve med men så måtte hun jo nøjes med at spise lidt mere kød. Selvom hun da havde fortryllet et specielt rum ude i køkkenet så maden ikke ville blive dårligt og derfor ville kunne holde vinteren over, men der blev jo også spist meget så det var glat det forsvandt.
"Hvorfor valgte du at forlade slottet for den grund? Du er vel klar over vi har de bedste bøger omkring magi og de fleste magikere her på slottet som gerne vil lærer dig det? Der i blandt mig selv" sagde hun roligt med et lille smil ved det sidste hun sagde og lod kort øjnene se på ham, før hun så ned på hendes mad igen for, hun ville da gerne lærer ham noget magi eftersom det bare betød de ville se hinanden mere og nu var hendes magi jo igen oppe på fuld styrke, så der var ikke noget der forhindrede hende i ikke at gøre det.

[Rai Mirriko]

Rai forsøgte egentligt at skjule sine tanker, men alligevel blev de ved med at dreje hen på det samme emne hele tiden. Han befandt sig nærmest i en mere eller mindre form for drømmeverden i det at tankerne hele tiden fløj rundt omkring hende og hendes krop. Mon det var ulovligt at forestille sig Drazilla i hovedet? Mon det var ulovligt, at forestille sig Drazilla's krop, sådan som hun sad der? Det kunne vel umuligt blive opdaget, så hvad kunne der helt præcist ske ved det. han var jo mere eller mindre forsvarsløs overfor Drazilla og sikkert også Damian, hvis han først stødte ind i ham. Heldigvis for Rai var han endnu ikke stødt ind i hendes forlovede, Damian.
Når alt kom til alt, havde Rai mest af alt lyst til at glemme sine hæmninger, men så længe at han fortsat var ved forstanden, så ville hans fornuft sejre, medmindre at fristelsen ville blive alt for stor. Det måtte tiden jo vise. Lige nu kunne han ikke gøre andet end at opføre sig eksemplarisk over for sin dronning, så hun ikke lige pludselig ville får det forkerte indtryk af ham, selvom det allerede var forsent. Eller havde han muligvis gjort sig en store forandring på sin rejse, som hun ikke kendte til og nok aldrig ville komme til at kende.

I et forsøg på at glemme sine tanker fulgte hans hendes bevægelse, imens at hun pillede noget kød af fuglens knogler. Dog blev han nød til at overveje sit svar en del, det det egentlig var et meget godt spørgsmål, eftersom at hun havde ret. Hans blik gled ind i hendes øjne for at holde en form for øjenkontakt til hende, selvom det nok ville være tydeligt for hende, hvad hans tanker drejede sig om, eller i hvert fald mest.
"Sådan som det lyder, så burde jeg måske aldrig have forladt slottet, men så vidt jeg ved, så søgte jeg ikke viden inde fra slottet. Jeg søgte nu evner fra de omkring liggende byer og egne i håb om at se noget nyt eller måske komme frem til noget nyt, der ikke er set før. Min kære dronning, jeg er har savnet Deres selskab."
Hans svar virkede yderst ærlig og troværdige, som om han talte som en helt anden person. En person af højere rang end han i virkeligheden var. Kunne han virkelig være en helt anden person, en der skjulte sig for sandheden, da han muligvis ikke ville indse det.

[Drazilla Dragoens]

At Rai ikke havde mødt hendes forlovede endnu var måske en meget god ting, for så kunne hun da have en for sig selv, en hun slap for at skulle være beskyttende overfor eftersom hun ikke rigtigt ville lade ham og Mira være alene, bare fordi hun vidste at han vidste at hun havde været i seng med kvinden. Dog skjulte hun godt de tanker som med sekunders mellemrum dukkede op i hendes hoved, deres lege i denne tronsal, legene i bjerget og hvem kunne glemme hyggetimerne på hendes eget værelse? Det var jo svært ikke at blive fristet af ham selvom Rai nu aldrig havde haft det udseende som hun havde det at gå med, så var det bare det at han var fræk overfor hende og konstant satte sig imod hende der havde tiltrukket en del, så på den måde passede han godt ind for hun havde altid begæret dem mest. Først Messi, så Geralt og nu Rai, dog vidste hun også at hun måtte den type på hylden for de var usikre og ikke egnede sig til at være konger eller mænd for den sags skyld eftersom de jo havde deres egen vilje. Det havde Damian nu også men hans vilje var at elske og beskytte hende så det var egentlig en lidt bedre egenskab.

Hun pillede noget af kødet af knoglen inden hun tog det i munden og tyggede lidt på det mens han svarede hende. "Jeg har rejst meget min kære Rai, der er ikke så meget i denne verden som ikke allerede findes på dette slot i større eller mindre form." sagde hun roligt med et lille smil for hun havde jo levet en del længere end ham og rejst meget når hun lige havde fået chancen for at gøre det, medmindre hun ikke bare havde taget sig fri for at rejse rundt i en uges eller måneds tid.
"Jeg har skam også manglet dit selskab, som når du vækkede mig om morgen eller trænede med mig her i tronsalen, det er der ikke mange som er sjove nok til" forsatte hun for hun havde da manglet en til at underholde hende. Det kunne jo være sjovt at drikke ham fuld igen bare for at se ham slippe sine hæmninger før hun ville nægte ham og måske give ham en god gang bank.
"Fortæl mig så, besøgte du Tortuga og lærte ting fra piraterne?" spurgte hun smilende for det ville da være lidt spændende at høre om hun kunne lærer noget der.

[Rai Mirriko]

Han burde måske bekymre sig for at støde ind i hendes forlovede, men på den anden side, så havde han slet ikke tid il at bekymre sig om andre, da han jo havde nok i sig selv. Meninger var der jo også mange af omkring hvordan man skulle opføre sig overfor de forskellige typer, som fandtes indenfor de kongelige, men også de mere nærige typer - som blev nød til at passe på hvert eneste skridt, de tog. Eller hvilken vej de nu valgte at følge. Rai virkede ikke til at være nervøs overfor noget der kunne ske i fremtiden, da han lige nu blot koncentrerede sig om Drazilla. Han kunne helt klart godt komme i tanke om de minder de havde haft rundt omkring i slottet og det var ofte startet med en flaske vin, så han vidste godt, hvad han skulle passe på, medmindre at han ville have ballade?

Det var muligvis en smule svært at få begyndt, selvom det var tydeligt for ham at se at Drazilla var gået til bords. Han overvejede hendes ord og kunne godt give hende ret, men det ødelagde bare hans forklaring så?
"Det kan De sagtens have ret i, men måske jeg bare trængte til noget luft?"
svarede han efter lidt tid, selvom det sikkert ikke var klogt at sige, at han trængte til luft eller bare det at komme væk fra slottet var godt? Et drilsk smil gled over hans læber, da han lyttede til hendes ord, det var egentlig ret utroligt, at hun endnu ikke havde smidt ham ud - på grund af sin opførelse overfor hende, men det kunne måske godt være at hun nød, den måde som han var på? Ellers kunne der umuligt være andre grunde til det.
"Mon ikke der er mulighed for at genoptage det tabte?"
spurgte han efter lidt tid, da han godt kunne huske, at han på et tidspunkt havde forsøgt at lære en af sine kunstre fra sig. Men hun havde sikkert lært det efterhånden, nu hvor der var gået noget tid siden sidst.

Rai virkede i en kort stund en smule fraværende, dog vendte han sin opmærsomhed mod hende igen, da han opfangede hendes sidste spørgsmål. Egentlig så vidste han ikke helt hvad han skulle svare, da det sikkert ville ende galt til sidst.
"Jeg har da undersøgt de fleste muligheder for nye formler, men jeg tror ikke at mine ben har ført mig mod Tortuga"
hans stemme var rolig blot i håb om at hun ikke ville stille for nærgående spørgsmål. Dog gled Rai's blik roligt hen over bordet, hvorefter at han udsøgte sig et stykke kylling, som han lagde over på sin tallerken, dog ventede han på hendes svar før at han ville putte noget i munden.

[Drazilla Dragoens]

At det hele tit startede med en flaske vin var jo ikke noget at sige til for den gang det hele startede havde hun jo været konstant fuld bare fordi hun havde røv kedet sig, så flasken havde været hendes bedste ven og hun hadede virkelig at drikke alene så hun havde jo tvunget adskillige til at drikke med hende, specielt tjenere og slavere havde hun tvunget en flaske ned i halsen på selvfølgelig med trussel om henrettelse hvis de ikke gjorde det. Men igen det havde jo moret hende den gang og nu kunne hun komme i tvivl eftersom meget havde ændret sig ved hende, dog hang kedsomheden stadig over hendes hoved som om intet kunne fange hendes interesse længere specielt nu hvor Cec var død, så var intet sjovt mere for nu havde hun ingen søskende.
Zill sad roligt og betragtede ham for der var jo ikke så meget andet at lave for hende. ”Eller måske holder du bare ikke af mig mere eller ønsker at være i min nærhed” sagde hun roligt for det kunne jo være en af grundene til at han rejste, eller i hendes hoved var det sådan set den eneste grund til at mænd forlod hende, det var fordi der var et eller andet problem med hende til trods for de havde lagt troskab til hende. Så de måtte jo have et eller andet problem når de vidste hvad de gik ind til, måske kunne de bare ikke holde til hende.
”Tja det kunne jo ske hvis du ikke bare stikker af igen, i hvert fald ikke uden du siger til mig hvis du vil ud og rejse” sagde hun roligt med et lille lusket smil for hun var ret tæt på at smide ham på porten men hvem skulle hun så tvinge til at underholde sig? Damian var ikke ligefrem den klodset type og andre slaver og tjenere havde ikke rigtigt udseendet eller tiltrak hende nok til at hun ville gøre det, selvom det ville blive ret farligt med Rai hvis deres træning blev ved med at foregå, for hun ville jo have svært ved at holde fingrene fra ham..
”så skulle du prøve at tage dertil, der kommer jo magikere fra andre lande og andre verdner så de ville måske have nye besværgelser og andre sjove ting man kan lege med”.. Hun virkede stadig helt rolig selvom han var en stor fristelse så lod hun det i stedet gå udover et stykke brød som hun tog og begyndte at pille i små stykker før hun puttede det i munden, bare så hendes hænder var beskæftiget med noget andet end lige at blive utålmodige efter at røre ved ham, for sådan noget var jo bare irriterne når hun ikke måtte noget i forvejen.

[Rai Mirriko]

De gamle tider var med sikkerhed ikke til at glemme, selvom der efterhånden var gået lang tid siden, så var det stadig i meget frisk hukommelse, selv hos en som ham. En person, der faktisk allerede havde meget at tænke på, men på den ene eller anden måde, så kunne han ikke rigtig glemme det der var sket imellem dem, men det ville måske var smartest, medmindre at han gerne ville havne i problemer. Hendes forlovede? Det lå da stadig i baghovedet, at han lige pludselig ville støde ind i hendes forlovede og muligvis ville komme til at åbne munden for meget, men ville det så også kun give ham problemer? Tankerne strøg rundt i hovedet på ham, men alligevel formåede han at forholde sig roligt i hendes selskab uden at vise nogen som helst tegn på frustation omkring at kunne støde ind i hendes forlovede, selvom der var visse tanker der godt kunne skræmme ham.

Rai foldede hænderne foran sin tallerken og lod sit blik mod Drazilla's, egentlig virkede han meget forandret, men mon ikke den gamle Rai lå skjult inde i ham, og bare ventede på at komme frem? Nok sad han over for dronning af Darklia, men alligevel følte han ikke at det var nødvendigt at opføre sig så formelt, som han nu gjorde. Da han ikke havde glemt deres fortid og aftaler, som muligvis var glemt fuldstændig fra hendes side af. Han valgte roligt at ryste en anelse på hovedet til hendes spørgsmål eller det var nok nærmere en konstatering, hvis det altså havde været sandt.
"Der tager du helt fejl, min skønne Dronning. Jeg vil aldrig nogensinde kunne holde mindre af Dem. Da mine tanker og følelser åbenbart ligger hos Dem.. Beklageligvis for mig vil de følelser og tanker aldrig nogensinde blive gengældt, men det er dog noget jeg har lært at acceptere og leve med."
svarede han ganske roligt, hans tone var også meget behersket, selvom det ikke var sikkert at han virkelig kunne acceptere det, men han havde i hvert fald ikke noget valg. Hans troskab ville nok ligge hos hende til evig tid, medmindre at der på et tidspunkt kom et meget bedre tilbud op, selvom han ikke selv regnede med den mulighed, så ville den nok altid stå åben.

"Jeg kan sagtens love Dem, at jeg ikke stikker af, i hvert fald ikke uden at De vil få besked et godt stykke tid inden, hvis De nu ønsker at overtale mig til at lade vær"
sagde han med et drilsk smil på læben, som egentlig også var det eneste tegn på at den gamle Rai stadig var derinde et sted. Et sted ikke helt så lang væk igen. Det ville muligvis ikke være særlig svært at finde det frem igen, men så skulle han også selv være villig til at slippe det løs. Lysten og den mindre form for afhængighed han havde til hende, og sagtens ville kunne genoptage. Rai lod efterfølgende blikket glide ned på sin tallerken hvorefter han roligt til nogle mindre bider af et stykke brød. Stumpen lagde han tilbage på tallerkenen og så en smule eftertænktsom ud.
"Jeg kan sagtens følge Deres råd med at undersøge Tortuga, hvis det er som De så fint beskriver"
sagde han roligt og rejste sig lige pludselig op fra sin stol, han bukkede kort for hende, før at han satte kursen rundt om bordet mod hende. Nysgerrig havde han jo altid været og ganske utålmodig kunne han også være. Han stoppede op en halv meter fra hende og lagde armene over kors, for derefter at se en smule afventede på hende.
"Men nok om mig, fortæl mig hvad der er hændt Dem i al den tid"
sagde han ikke beordrende, blot opfordrende, så de ikke blot snakkede om, hvad han havde fortaget sig det sidste lange stykke tid, men mon ikke det ville være meget interessant at vide, hvad der var hændt dronningen i al den tid. Rai var i hvert fald nysgerrig.

[Drazilla Dragoens]

Det at Rai måske ville støde ind i hendes forlovede og måske ville komme til at åbne munden for meget, havde skam krydset hendes tankegang men hun måtte jo bare tage konsekvenserne for det var jo mange år siden det faktisk var sket og den gang havde hun jo stadig været lidt løs på tråden og været sammen med andre, nogen uden at Damian vidste det mens andre havde han opdaget og givet hende skidebalde for, men hun kunne jo ikke gøre for det.. Hun elskede jo opmærksomheden både psykisk og fysisk, hun elskede at føle sig tilbedt selvom det måske ikke var det smarteste når hun jo skulle nøjes med en enkelt mands opmærksomhed selvom hun godt vidste han ikke kunne udfylde hendes behov.
Hun betragtede ham roligt for der var jo ikke særlig meget andet at lave end at sidde og snakke men måske var det også for det bedste? De havde jo ikke nogen direkte fysisk nærkontakt og havde noget imellem dem så hun blev ikke fristet alt for meget, noget hun jo ikke kunne gøre for eftersom han havde vist sig at være god i sengen og sådan nogen personer havde hun meget svært ved at slippe når det kom til stykket.. Hun havde jo kæmpet i flere år for at beholde Messi og Geralt selvom hun i sidste ende havde mistet dem begge.. Hun kun dog ikke lade være med at smile skævt over hans svar ”hvem siger de aldrig nogensinde er blevet gengældt eller bliver det?” spurgte hun roligt for han kunne da ikke vide hvad hun gik og tænkte på noget af tiden, de små scener hun havde forstillet sig i hendes hoved når hun var alene og tænkte på ham og manglede ham, mange gange de stunder hvor Damian havde tralvt med alt muligt andet i stedet for at slappe af ligesom hun gjorde og hun havde da ellers det mest krævende job for der var jo ingen krig eller noget lige nu så krigerne havde jo fri og bare kunne gøre som de havde lyst til indtil de blev kaldt til krig.
”Selvfølgelig vil jeg forsøge at overtale dig til at blive, men lad os indse det.. Det er ikke ligefrem min stærkeste side at overtale folk til at blive” sagde hun roligt med et skævt smil for man kunne jo tydeligt se at hendes børn ingen far havde hverken crystal eller de 2 andre fordi hun ikke havde fået overtalt deres fædre til at blive hos hende, til trods for hun havde prøvet at lokke med alt nærmest.. Det eneste hun jo ikke kunne lokke med var at de overtog tronen for hun havde en anden i tankerne hvis hun gik hen og døde før tid eller bare ikke havde nogen rigtige arvinger når hendes tid kom. Blikket gled ned på maden som hun kort studerede for at se om hun egentlig var mere sulten men hun havde mistet lysten til mad så hun lod bare tingene ligge, kunne jo være hun blev sulten senere. ”Det er det skam og jeg har et rigtigt godt hus dernede med udsigt over byen og havet” sagde hun roligt med et lidt frækt smil over læberne for det kunne jo være hun kunne lokke ham til at rejse med sig til Tortuga hvis det var for hun kunne jo godt bruge at komme lidt væk fra det hele og det var aldrig sjovt at rejse alene.
Da han rejste sig fra stolen så hun lettere undrende på ham ligesom blikket forsat var da han gik om på den anden side af bordet til hende, men spørgsmålet undrede hende nu ikke. ”Hvad tror du jeg har lavet? Foruden at være kidnappet, har jeg kedet mig, rejst lidt rundt og ja så kedet mig noget mere for alle stikker jo af fra mig og Damian arbejder konstant så der er ikke meget tid til mig” svarede hun blot for det var jo sandheden, men igen det var endnu en grund til at Damian ikke kunne opfylde hendes behov af opmærksomhed og generelt bare ego for hvem skulle ellers gå og sige hun var smuk? Vagterne var jo tavse ligesom tjenerne fordi de ikke ville føle Damians vrede, noget der kunne more og irritere hende på samme tid.

[Rai Mirriko]

Skulle man beskrive Rai, som den han var, så ville det sikkert ikke være meget svært, medmindre at man valgte at skære det hele ud i pap. Rai var ofte endda meget ofte dumdristig, når han nogle gange ikke valgte at tænke sig om, før at han tog det næste skridt, men heldigvis for ham, så havde han stadig livet i behold, og det var da egentlig meget godt klaret, når man tænkte på, at han var Drazilla's personlig tjener. Et job hvor man meget let kunne træde ved siden af og havne i fedtefadet, hvilket desværre.. Også var sket ofte for ham. Hans tankegang var også ofte sjofel, noget der nogle gange ikke blev holdt hemmeligt, noget Drazilla sikkert godt kunne give andre ret i. Men sådan var drengen eller knægten jo bare og det ville være yderst svært at ændre på, selvom han lige nu virkede en smule forandret, men den gamle Rai ville altid være der.

Drazilla's behov var nogle han godt kendte til, men også valgte at ligge skjul på, da for mange indformationer til sidst ville bide ham selv igen. Noget der kunne få alvorlige konsekvenser, for hvordan kunne han vide, hvad hun gerne ville have. Forklaringen med at han havde været hendes tjener i flere år ville sikkert ikke være nok, da noget godt kunne komme for tæt på, men mon ikke han ville kunne komme ud af det på den ene eller anden måde.
Rai foldede hænderne foran sig og så en smule udfordrende på hende, som om han næsten opfordrede hende til at tage det næste skridt eller bare smide ham i jorden? Man kunne aldrig være sikker på hendes humør, noget han næppe aldrig nogensinde ville kunne læse.
"Jeg regnede blot at det var i mine drømme, at de blev gengældt"
svarede han svagt og lod hovedet glide en smule ned mod gulvet eller det var i hvert fald hvad det så ud til, men i virkeligheden kunne knægten jo ikke lade vær med at undersøge hende fra top til tå eller det han i hvert fald kunne se. Hendes former kunne han jo heller ikke slippe før at han fangede sig selv i at stirre.
"Jeg skal nok blive ved Deres side, så længe De ikke smider mig for porten"
sagde han lettere høfligt og bukkede roligt for hende, som om han ligesom ville vise hende, at han sagtens kunne opføre sig ordentligt overfor hende. Dog rettede han blikket op mod hende, hvorefter et drilsk og lokkede blik viste sig i hans øjne, der forsøgte at lokke hende til sig. Langsomt valgte han at træde en smule til siden i tilfælde af at hun skulle få lyst til at slå ud efter ham eller bare sætte ham på plads for hans udfordring.
"Hvis jeg må, vil jeg meget gerne tjekke Deres hus ud på et tidspunkt. Kidnappet, sige De. Det lader til at jeg er gået glip af en del"
sagde han mere eller mindre eftertænksomt og rettede roligt sit blik mod hende. Han lod hænder glide ned langs med siden og vidste egentlig ikke hvor meget selskab hun ønskede denne gang.

[Drazilla Dragoens]

Rai var nok en af de få som egentlig havde holdt så længe som personlig tjener som han havde, der var selvfølgelig også Regina men hun var kriger når det kom til stykket og ikke en tjener på den måde. Så når det kom til stykket var det egentlig godt klaret af ham for hun vidste godt at hun var svær at leve med, bare se en af hendes personlige tjenere var helt forsvundet efter hun havde tvunget ham til samleje, det havde den vampyr vidst ikke kunne holde til, for han havde vidst ikke regnet med at Zill sjældent nøjes med at tænke sjofel, hun var jo lidt mere åbenlyst omkring det for hun elskede fysisk kontakt og det at få andre til at tænke forkert.
Hendes temperament var noget som Zill var meget kendt for, eftersom hun kunne være helt rolig, afslappet og nærmest doven på det ene tidspunkt og i næste øjeblik stå i et flammehav, bogstavlig talt fordi hun ville blive så rasende at alt brændte omkring hende uden hun tog sig af det. Noget Rai også havde oplevet en del gange for det skete jo også at hun var rasende det ene øjeblik og pludselig så kælen og kærlig at man ikke kunne tro det var hende eller bare ikke forstå det.
Hun betragtede ham roligt da han foldede hænderne, for jo der var da visse tanker i hendes hoved som hun kunne gøre men lige nu var det vidst bedst bare at holde dem for hende selv, selvom hun ikke kunne lade være med at smile en smule frækt til ham, noget man aldrig kunne gætte sig til om det var en god ting eller ikke. ”Tja det var nok ikke alt der blev gengældt” sagde hun roligt for de vidste jo begge at kærlighedsfølelsen ikke ligefrem var noget hun besad særlig meget af, men ejerretsfornemmelserne og lysten var der da, nok mest hendes måde at vise hvad folk betød for hende og Rai havde da været en af de elskere hun var kommet til og havde det med at bestemme over.
”Jeg har da ikke nogen grund for at smide dig for porten, ja du er dumdristig, klodset, uhøflig og lidt for fræk men det gør det da bare lidt mere sjovt, så har jeg da grund til nærkontakt” svarede hun lettere drillende for det var da sandt han var alle de ting, men det havde jo i sidste ende bare moret hende når hun begyndte at tænke over tingene. Hun kunne sagtens af have fundet på at slå ud efter ham men i stedet rakte hun bare ud efter ham som hun rejste sig for hun ville have ham lidt tættere på sig selvom det nok var en dum ide.
”Det må du da gerne.. og Ja en gammel elsker dukkede op og mente jeg var en svag dronning.. Det tog mig lidt over 2 år før jeg endelig kom fri igen” sagde hun roligt selvom det egentlig var en mindre hemmelighed for Regina havde jo spillet hende mens hun havde været kidnappet.

[Rai Mirriko]

På en måde var Rai yderst taknemlig for at han havde fået lov til at beholde arbejdet, så længe, da ingen ville kunne sige, hvad der ville ske med ham, hvis han først mistede sit arbejde og derefter skulle passe sig selv. Mon ikke det ville ende mere galt, end det allerede var? Rai selv kunne ikke se at Drazilla skulle være svær at leve med, men det kunne også være fordi en forelskelse gjorde blind? Dog vidste han godt, hvordan hun kunne være og hvornår han skulle træde forsigtigt for ikke at miste noget vigtigt i hans liv. Men alligevel havde han det med at træde ved siden af, når han først fik noget indenbords, da han som regel ikke kunne styre sig efterfølgende.
Han rørte sig ikke rigtig ud af stedet, da han på en mindre måde var bange for at træde ved siden af hendes vilje, men det kunne også være, at han bare skulle tage chancen? Han kunne jo håbe på at hun var i et godt humør, nu hvor han endelig var vendt tilbage til hende igen? Han var ikke typen der bare lod flok i stikken og bestemt ikke dronningen af Darklia, det ville være direkte dumt at gøre.
Stille og roligt trådte han et skridt nærmere på hende og lod sig ikke rigtig genere af det mindste. Rai kunne slet ikke lade vær med at smile til hende, da han stadig håbede på bare lidt genforenings forsoning.
"Er det så den gode form for nærkontakt du ønsker eller?"
sagde han en smule spørgende, da han ikke var helt sikker på, hvilket humør hun var i denne aften. Maden havde været lækker, så det burde ikke forandre hendes humør, men måske havde han selv sagt noget forkert? Der var lige i øjeblikket mange tanker og ideer, som kørte rundt i hans hoved. Der var op til flere ting, som han godt kunne finde på at gøre i denne situation, men han turde ikke?
"Jeg takker på forhånd, Deres Majestæt. Men hvorfor gjorde han det? Er det ikke en smule svagt at bruge den form for grund til kidnapning?"
spurgte han en smule undrende og gik roligt om bagved hendes ryg. Han havde sådan lyst til bare at overfalde hende. Men forsøgte virkelig at beherske sig i dette sekund, men hvor længe ville det mon vare?

[Drazilla Dragoens]

Lige nu var hun egentlig i et lidt underligt humør for hun var jo rigtigt glad for at se ham, men på den anden side også en smule trist over at livet ikke foldede sig ud sådan som hun havde håbet, specielt fordi livet som en kvinde der var lovet til en mand var ikke ligefrem så eventyrlysten som hun på en måde havde troet, men igen hun havde jo ikke ligefrem haft noget ægteskab fra forældrenes side at se op til, specielt fordi hendes mor døde da hun gav liv til hende.
Så hun manglede mange gange noget spænding og eventyr, som Rai ind i mellem gav hende om det så bare var når de sloges så skete der jo noget i stedet for alt det blide hun slet ikke var vant til, og det havde det lidt med at drive hende til druk selvom hun for så vidt forsøgte at lade være med at drikke men alkoholen havde sådan en fin virkning på hende at hun kunne glemme alle hendes bekymringer.
”Kommer an på hvad du mener der er en god form for nærkontakt” sagde hun lidt drillende da hun havde stil sig op, og smilede lettere drillende for hun havde det jo med at ville lokke alle mulige ting ud af ham, sådan bare for sjov eftersom han var ret sjov for han gav altid en mindre kamp fra sig selvom hun til sidst havde det med at vinde, men igen han kunne faktisk også lokke en del ud af hende uden hun rigtigt tænkte over det, hvilket nu ikke var helt smart for som dronning burde hun jo egentlig tænke før hun åbnede hendes mund.

”Bare husk at sige til hvis du vil se det for vil gerne med dig” sagde hun roligt mere hun ville da også gerne ud en gang i mellem og opleve noget, om det så var en druk tur så var det også fint nok. Hun trak på skuldrene da han spurgte hvorfor han gjorde det, for det var hun ikke en gang sikker på. ”Han savnede mig vidst nok, savnede den jeg en gang var. For i hans hoved passede det vidst ikke at Darklias dronning skulle være mere tænkende, hun skulle åbenbart kun hore, drikke og slås.. Jo men du kan vel ikke bebrejde ham ligesom jeg ikke kan?” spurgte hun roligt som hun fulgte ham lidt med øjnene for hun forstod ikke hvorfor han lige pludselig skulle om bag hende, så da han forsvandt fra hendes øjenkrog gjorde hun mine til at ville vende sig rundt.

[Rai Mirriko]

Hvad skulle man kalde Rai, hvis man ønskede at beskrive ham? Dumdristig var sikkert det perfekte ord, fordi han altid havde det med at ville undersøge andre folks grænser, hvilket kun kunne gå galt. Noget det også ofte gjorde, specielt når han forsøgte sig med Drazilla. Lige nu valgte han dog at tænke lidt mere og tingene, som bare at gøre det, da dette sagtens ville kunne betyde noget forfærdeligt, hvis ikke nu, så på et senere tidspunkt, når Drazilla havde lyst til at slå ham eller noget i den stil.
Hvis alt stod til Rai, så var dette møde næppe kun blevet til en del snakken, men så igen, det kunne ende med at give porte på et senere tidspunkt. Noget han faktisk gerne ville undersøge var, at hvis han dukkede op på hendes værelse en sen aften om det så ville være muligt at få en del af den tidligere aftale, de havde haft sammen. Noget han håbede på stadig var intakt, selvom han hurtigt kunne være i tvivl.
"Jeg kan godt komme med et foreslag?"
sagde han lettere spørgende til hendes første ord. Dog tydede hans øjnene på noget helt andet, da han ikke var et sekund i tvivl om, hvad han ville kalde god form for nærkontakt. Men nærkontakt med Drazilla kunne umuligt være helt slemt, så længe at han ikke ende med at komme til at miste noget livs nødvendigt, set fra hans side af.

"Burde jeg ikke nærmere spørge Dem omkring hvornår De har tid til en lille udflugt? For jeg vil altid gerne se det, for at få nyt perspektiv på mine omgivelser og udvide min horisont"
sagde han med et let smil på læben. Han lyttede roligt til hendes ord. Rai havde nu aldrig regnet med at hun ville tillade en anden at kidnappe hende og så i så lang tid. Han havde helt klart troet, at hun ville gøre så meget modstand, som overhovedet muligt. Men der lå måske noget bag det, som han ikke vidste?
Rai opfattede ret hurtigt, at hun var i færd med at vende sig om. Derfor valgte han med et drilsk smil på læben, at forsøge at ramme hendes kind med et kys. Dog dukkede han sig hurtigt, hvis hun nu ville lange ham en lussing eller noget i den stil. Nu kunne han bare ikke holde sig tilbage mere.