Efterårs stormen

[Rai Mirriko]

At ændre på noget man havde været i flere år ville næppe være særlig let, men hvis det var hvad Drazilla ønskede, så måtte han bare tage sig sammen, dog ville han ikke gøre noget lignende, før at han hørte ordene fra hendes mund og af egen fri vilje. Han smilte dog en anelse af hendes ord og nikkede roligt til det. Han havde ikke så meget andet at sige til hende. De havde da haft det sjovt sammen på op til flere måder, hvilket jo var positivt. Det var yderst sjældent, at hun var kedelig at være sammen med.

"Nu skal jeg jo ikke presse mig på, min dronning"
sagde han mere eller mindre lettet, dog ikke fordi de ville kunne korte rejsen af, men mere fordi hun var faldet en smule ned. Noget der blot kunne glæde ham. Men han vidste dog godt, at hvis han bare trådte ved siden af endnu en gang, så ville det for alvor gå galt, han ville nok næppe slippe lige så let igen. Rai valgte at ånde en smule lettet ud, da hendes øjne blev normale igen. Han hjalp hende også hurtigt på benene, da gulvet umuligt kunne være behageligt i længden.
"Jeg.. Jeg beklager.. Jeg blev revet med stemningen.."
sagde han lettere undskyldende og forsøgte at holde de værste tanker væk lige nu. Specielt fordi hun valgte at stå så tæt på ham. Det var ikke specielt sødt gjort, fordi det var bare endnu svære at holde sig fra hende, når hun på en måde blev ved med at presse på.

[Drazilla Dragoens]

Hun så på ham med rolige øjne for hun brød sig ikke om at være sur på ham i længden, det eneste der jo kom ud af det var jo hun måtte af med hendes vrede og dermed ventede der bank til ham, men han var jo også yndlings tjeneren.
”Gør du nu heller ikke, jeg trænger til at komme væk” sagde hun roligt med et skævt smil for det var jo sandt nok, for hun kunne hurtigt føle sig fanget dette sted fordi hun sjældent havde tid til det hun egentlig gerne ville eller så var hun i alt for dårligt humør til at tage nogen steder hen eller opleve noget.
”Det ved jeg… men jeg sagde ikke her selvom jeg lige nu ikke er sikker på at det vil ske overhovedet” sagde hun roligt og trak kort på skuldrene inden hun trådte væk fra ham og hen til bordet igen for at drikke et helt glad vin uden nogen pause, men nu havde hun jo sagt at det var hans egen skyld hvis det ikke blev til noget eftersom han jo nærmest havde været ved at voldtage på hende en måde, selvom det ikke helt kunne sammenlignes så havde hun jo gentagende gange sagt nej og han forsatte så måtte hun jo gøre noget for at få ham væk, men det tog også noget af hendes lyst.

[Rai Mirriko]

Rai vidste egentlig ikke hvordan hun så på ham. Han vidste godt, at han var hendes tjener, men om han var mere, troede han ikke på, selvom han havde fået nogle fordele, som andre aldrig fik mulighed for eller?
"Jeg står altid til Deres rådighed"
sagde han ganske ydmygt og smilte roligt til hende, men han var knap så sikker på, om hun nu virkelig også ønskede at tage en tur med ham, nu hvor han lige havde opført sig sådan, hvem kunne sige om det ikke ville ske igen, hvis han først var helt alene med hende?
"Det regner jeg heller ikke med.. Deres Majestæt"
sagde han stille og trådte nogle skridt tilbage, hvorefter at han bukkede ydmygt for hende, imens at han lod hende drikke ud. Han vidste ikke selv, hvor han rent faktisk skulle gøre af sig selv i dette øjeblik? Lige nu følte han sig bare yderst dum, så han kunne sagtens finde på at stikke af. I håb om at det så lettere ville blive glemt for altid? Hvad nu hvis at han opførelse kom videre til hendes forlovede. Mon hun kunne finde på at ligge hele skylden over på ham?

[Drazilla Dragoens]

Hendes syn på ham var hun heller ikke selv sikker på for han var både en tjener men også mere, så det var ikke altid hun kunne finde ud af det, hvilket var noget hun hadede eftersom hun normalt havde sine få følelser og tanker under kontrol men det havde hun ikke altid når han var i nærheden.

”Bare gå op og pak det mest nødvendige så gør jeg det samme, så ses vi ved porten om en time” sagde hun roligt efter hun havde drukket ud, dog valgte hun ikke at se på ham da hun stillede bægeret ned og vendte sig rundt for at forlade tronsalen, eftersom hun skulle pakke til turen. For hun havde sat i hovedet at hun ville rejse en tur i dag og nu var det altså Rai der skulle med på denne tur selvom hun var lettere skuffet over ham lige nu så var han ofret. Eller offer og offer kunne man vel ikke kalde det hvis hun blev i godt humør senere hen og fordele ville falde af til ham? Uanset hvad så ville hun lige klare tankerne inden de skulle af sted, derfor ville hun pakke hendes ting alene og skifte tøj.

[Rai Mirriko]

Rai så en anelse overrasket på hende, havde hun tænkt sig at tage afsted nu? Var det ikke en smule kort varsel, eller var det bare sådan hun gerne ville have det? Han nikkede roligt til hende.
"Det gør vi min dronning"
sagde han med en vis form for ro, da han forsøgte at glemme sin opførelse fra tidligere, men det kan være at stemningen havde grebet ham, fordi de jo netop befandt sig i tronsalen? Det vakte minder, samtidig med at det hele smeltede sammen på samme tid. Han skubbede tankerne væk og bukkede ydmygt før at han bevægede sig hen til den store dør, der førte ind til tronsalen, som han valgte at åbne, så hun kunne gå ud først. Det var jo det der var hans job, han skulle tjene hende og det skulle han nok resten af sit liv? Hvis han da fik muligheden for at leve så længe.

[Drazilla Dragoens]

Zill ikke på ham selvom de gik meget tæt, ej heller da deres veje skiltes fordi hun skulle til de kongelige soveværelser og han skulle til et af de mindre for tjenerne. Tankerne kørte rundt i hendes hoved som hun så ned i gulvet mens hun gik og det var ikke før hun var tilbage på hendes eget trygge værelse at hun igen så op og sukkede kort opgivende, hvad havde hun dog gang i? og ville hun overhovedet kunne stoppe det igen hvis de nåede så langt? Det havde taget hende mange måneder at kunne være helt tro til Damian men nu begyndte det at give bagslag fordi hun manglede Damians kærlighed måske var det tid til at begynde noget nyt? Han kom jo sjældent til hende fordi han arbejdede meget og når han endelig kom så lå hun gerne og sov.
Hun lukkede kort øjnene som hun lænede sig op af den lukket dør, inden hun igen sukkede og gik hen for at pakke en mindre taske med tøj og dolke for måske skulle hun prøve et liv med Rai bare for at se hvordan det gik? Altså bare for nogle dage. I hendes skab fandt hun en lille eliksir flaske som hun betragtede, denne havde hun ikke haft brug for meget længe men hun tog den med i tilfælde af at hverken hun eller Rai kunne holde sig fra hinanden mere.
Inden for den time hun havde sagt til ham fik hun både pakket og skiftet kjolen ud med nogle bukser og en trøje bare for at gøre sig lidt mindre til for ham, eftersom hun jo ikke rigtigt var ude på noget. Da timen så småt var gået begyndte hun at gå ned mod porten igen, for hun regnede med at Rai pakkede mad til rejsen.

[Rai Mirriko]

Det var vel en ganske almindelig reaktion fra hendes side af? Han havde vel ikke regnet med andet, nu hvor han faktisk havde dummet sig så meget. Dog bukkede han hovedet for hende, da hun gik forbi ham. Han stoppede roligt op i døren og kiggede efter hende, imens at hun forsvandt langs med gangen. Han vendte dog rundt og bevægede sig hen over gulvet i tronsalen med retning mod køkkenet, de skulle jo nødigt sulte? Der gik noget tid før at han havde fået samlet nok mad til de par dage de nu skulle være væk. Han vidste jo ikke om hendes andet hjem var forsynet med mad, samtidig med at rejsen var lang uanset transportmidlet.
Efter at have samlet nok mad bevægede han sig mod sit værelse.. Han vidste egentlig ikke hvordan han skulle håndtere situationen, men han havde på fornemmelsen af, at han i hvert fald ikke skulle sige alt for meget. I det mindste tænke sig om, før at han sagde noget.
Rai åbnede døren til sit værelse og startede med at sætte sig hen på sin seng, og stirrede ud mod døren uden at sige det mindste. Tankerne havde han så småt fået tømt og nu skulle han da vist også videre i livet? Men han ville næppe kunne opgive Zill uanset hvordan hun ville behandle ham. Han trak en taske frem og pakkede maden ned i den, for til sidst at ligge noget mere rent tøj ned i tasken. Der var dog gået noget tid siden, at han sidst havde været på sit værelse, men det var ikke forandret overhovedet, så det tog ham ikke lang tid at finde det nødvendige tøj. Døren lukkede han roligt efter sig, da han bevægede sig mod porten.
*Lad vær med at dumme dig igen.....*
tænkte han lavt for sig selv, før at han trådte ud i gården til porten. Han opdagede hurtigt at Drazilla allerede var klar. Mon hun havde ventet længe på ham? På ryggen bar han sin taske, der egentlig ikke så særlig stor ud.

[Drazilla Dragoens]

Hvorfor lod hun sig også altid rive med? Måske havde det bare været lettere at leve hendes gamle liv men på den anden side så havde Damian jo presset lidt på med at de skulle forloves så hun var gået med til da han havde leget mindre drama dronning og forsøgt selvmord foran hendes øjne blot for at vise hvor meget han elskede hende, men livet var ikke ligefrem særlig let nu.
Det var ikke ligefrem fordi hun havde stået særlig længe og ventet på ham men alligevel længe nok til at hun i hendes hoved havde ændret en af hendes meninger omkring et emne der havde kørt i hendes hoved, så hun var egentlig klar igen og da hun hørte ham komme hen af gangen så hun roligt i den retningen og rakte bare tasken frem som tegn til at han skulle gøre gavn som tjener og bære hendes taske, men det var vel også kun fair når hun faktisk skulle bære ham? Hendes sværd havde hun dog også med sig og bundet til et bælte omkring hendes liv for den ville hun nu gerne have med sig, der var alligevel inden der kunne tage det fra hende.

Lige så snart han ville have taget tasken ville hun være gået uden for, ud i det fri med vinden imod hendes ansigt. Det skulle blive godt at strække vingerne igen nu hvor den mindre storm var over for over alt kunne man godt se det havde regnet og luften var så ren efter lynene og torden. Så det skulle blive godt at flyve igen og føle sig bare en smule fri.

[Rai Mirriko]

Rai var mere eller mindre lydløs, da han først nærmede sig hende, dog satte han roligt tempoet op, da hun valgte at række ham tasken. Han tog imod den og vidste godt at dette var hans plads, derfor skulle han bestemt ikke tro noget andet. Han bukkede let for hende og så en smule afventede på hende, da han først havde taget imod tasken. Den var ikke særlig tung, men han kunne da godt mærke at hun havde taget lidt af hvert med. Han forblev dog en anelse lydløse og overvejede stadig sit næste træk. Rai fulgte hende dog ud, og lod blikket glide op på himlen. Det så nu ganske fredeligt ud, så han nød bare udsigten indtil at Zill ville være klar til at tage afsted.
Selvfølgelig var han en smule skeptisk med hvordan dette skulle udvikle sig, men han havde nærmest lovet sig selv at forholde sig så høflig som overhovedet muligt og ikke træde på hendes grænser. Han blev nød til at vise sig fra en bedre side?

[Drazilla Dragoens]

Øjnene blev kort lukket for t nyde den friske luft inden hun gik længere væk fra slottet, blot for at forvandle sig til den velkendte sorte drage og lagde sig ned med den ene porte frem så han kunne kravle op på hendes ryg, ligesom han vidst nok før havde gjort det da de havde været på vej til bjergene. Selvom de ikke helt skulle den vej igen, så havde hun bare regnet med hun ville rejse på denne måde for det gik altså meget hurtigere end når de brugte heste.
Mens hun ventede på ham så hun op imod himlen nærmest længselfuldt fordi hun meget gerne ville ud og flyve igen og bare komme væk fra dette sted som indeholdt nogle af hendes bedste minder men også nogle af de værste som man kunne tænke sig.

[Rai Mirriko]

Rai lod sit blik følge Drazilla, da hun begyndte at gå længere væk fra slottet. Han var en anelse spændt på, om han nu også ville kunne holde til en flyvetur med hende. Han håbede i hvert fald bare, at hun ikke havde noget at hævne sig for, for så kunne det være at han havnede på jorden? Det var muligvis en underlig bekymring, men det var alligevel noget der ramte Rai i et split sekund, før at han valgte at gå hen til hendes pote for at kravle op på hendes ryg. Han holdt selvfølgelig godt fast i deres tasker, ellers ville det sikkert ikke ende godt for nogen af dem.
"Jeg er klar.."
sagde han stille og roligt, da hun valgte at kigge op imod himlen med et længselsfuldt blik. Han vidste ikke at hun slet ikke kom så ofte ud, men han kunne heller ikke tro, at nogen ville holde hende fanget på hendes eget slot? Nok havde han sagt at han var klar, men det var ikke sikkert at han først var klar, når hun forlod jorden.

[Drazilla Dragoens]

Hendes blik var nærmest fastlås på himlen mens hun betragtede skyerne drive lige så stille forbi for nu var stormen ovre, så de skulle videre og give regn et andet sted. Så det var først da han sagde han var klar at hun kort så sig over skulderen for at se på ham og sikre sig at han virkelig var klar før hun spredte hendes vinger ud og efter nogle vingeslag var de på vej op mod himlen.
I starten fløj hun bare op ad i større cirkler for at komme ordentligt op og fløj kort imod Tortuga inden hun vendte rundt igen og fløj imod bjergene for der var blevet en mindre ændring i hendes hoved bare fordi hun havde lyst til at komme lidt op i højde i stedet for et sted nede i en dal, for man kunne jo næsten drikke begge steder, selvom det kom lidt an på om han overhovedet havde taget noget vin med? Ellers så klarede de sig nok uden det.