En stille og rolig dag

[Deleted]

Hendes øjne fulgte hver bevægelse han måtte lave, han var jo ikke en hun sådan uden videre kunne stole på. Vinden gled hen over græsset og lagde det en smugle ned, det så smukt ud når man kunne se naturen forme sig. Essa sad bare stille på stedet, hun havde intet andet end det hun havde på sig, noget der gjorde ret ondt, for hun var hjælpeløs mere end normalt.
"Hvordan det?" Spurgte hun så og kiggede nysgerrigt på tasken, hvad havde han der i? Hun tøvede lidt med at læne sig lidt frem, men endte med at gøre det lidt. Nysgerrigheden var noget fordømt, hun hadet at det hang sådan sammen i hendes hoved. Frygt med nysgerrigheden hørte jo ikke just sammen og hun blev total forvirret oppe i hovedet.
"Jeg har ikke altid været sådan her....... Jeg, jeg mistede min farm, sommeren og efteråret fik ødelagt min høst og jeg havde ikke råd til at beholde den..... Og jeg har ingen familie...." Forklarede hun så stille, for det var vigtigt at man ikke så hende som helst skrøbelig. For hun var en farmertøs, en der faktisk kunne klare hårdt arbejde som mange andre ikke kunne. Essa havde været faldet for en mand, som hun havde ledt efter og der gik det galt, hun ledte et farligt sted, nemlig Darklia.

[Maxwell O' Connor]

Han bemærkede hendes nysgerrighed. "Der er ikke noget specielt spænende her i" sagde han og kiggede ned i den "eller jo, jeg har et æble, min solbriller som jeg putter ned i nu" han lagde brillerne ned i tasken og min hanske som jeg altid har liggende der han satte tasken fra sig lændte sig tilbage i den samme stilling som han sad før. Da hun begyndte at fortælle ham at hun havde mistet sin farm løftede han hovedet og kiggede på hende uden rigtig at vide hvad han skulle sige "det gør mig ondt at høre" sagde han og kløede sig i nakken da det pludselig begynde at klø. Så hun var altså farmpasser? Han kiggede ned, og havde ingen familie, tænk at miste hele sin familie, han havde godt nok mistet sin far, og det syndes han var hårdt.

[Deleted]

Normalt var hendes forældres død ikke noget der påvirkede hende meget, hun var kommet lidt over det, men nu hvor hun manglede nogen at holde om, manglede nogen til at holde af hende. Nogen hun faktisk stolede på. De var væk, og hun var ikke engang sikker på hvor hun selv var. Et svagt smil gled godt hen over hendes læber for at hun ikke skulle virke svag, men tårerne i hendes øjne afslørede hende.
"Det er okay, jeg klare den vel." Sagde hun så, men det var jo langt fra hvad hun selv mente, hun følte sig fortabt og der var ingen kvinder der ønskede hende inden for deres dør, de havde det med at begynde at hade hende inde for kort tid og smed hende ud. Måske fordi hun var sig selv så meget som hun var og krævede en del efter alt det hun havde været udsat for. Ingen lod til at have råd til at tage hende ind, bare til hun var okay igen.
"Men du nævnte en bror før, hvordan er han? Har i det godt sammen?" Essa vidste ikke hvordan det var at have søskende, så hun var ret nysgerrig og måtte jo spørger. Desuden var der ikke meget andet at tale om.

[Maxwell O' Connor]

Han så hendes tåre som pressede på, dog gled de ikke ned over hende kinder. Hun ville nok ikke vise sine følser for en fremmed som ham, eller så kunne i det hele taget ikke lide at vise sine følser for andre. Han kunne heller ikke selv græde foran andre, selvom hans mor altid sagde at det ikke gjorde noget og det var sundt at græde. Han sendte hende et lille smil tilbage vel? det lød ikke helt overbevisende" sagde han venligt og plukkede en blomst og kastede den, med en blid bevægelse , over til hende hvor den lande i græsset over for hende. "Ja, mig og min lillebror har det godt sammen, vi kan selvfølgelig godt komme op og skændes af og til" han lod sin højre hånd strejfe det bløde græs "og....op og slås" mumlede han lavmælt "men sådan er det at være brødre det kan man ikke undgå"

[Deleted]

At han plukkede en blomst og kastede den over til hende, fik hende til at se undrende på ham og derefter blomsten, hun tog den roligt op og duftede til den. Hendes forårsgrønne øjne fik lidt mere glød, hun rødmede lidt og så bare på blomsten.
"Nej, jeg tror vidst ikke helt selv på det, der er ingen barmhjertighed hos nogen af de kvinder jeg har søgt hjælp hos." Mumlede hun med et skævt smil, for hun havde det dårligt med alt der var sket hende og sådan som livet så ud nu. Men hun havde det dog rart her i engen med ham, noget der var forvirrende. De virkede jo altid søde, men de endte med at såre hende i sidste ende, det var hun ret sikker på.
"Blomster er dejlige." sagde hun stille, med et lidt anderledes smil, nærmest glad og det klædte hende, foråret gjorde vel en fyldt med et lille håb. Essa så op mod ham igen og bed sig i læben, det var tydeligt at se hvor forvirret hun var. Søskende havde hun aldrig selv haft, så hun valgte ikke at kommentere det.

[Maxwell O' Connor]

Han lagde ikke mærke til hendes undrene udtryk hun sendte ham og blomsten, han berørte stadig det bløde græs med både bagsiden og undersiden af hånden. "Det da noget være...møg"sagde han og tøvede lidt på det sidste ord, da det nok ikke var en ide at svare grimt, måske var hun en af de personer der ikke brød sig om at folk talte grimt. Han smilte let og så op, "alle er ikke ens desværre, og ikke alle mænd og kvinder er lige venlige" sagde han trak let på skulderen "men ja, blomster er dejlige, de smukke og stråler af farver." tilføjede han og kiggede ud over engen som var fyldt med smykke farvrige blomster så langt øjet rakte. himmelsen var blå og de fleste skyer var nu væk, man kunne lige se de sidste skyer i horisonten nogle af dem var ved at blive grå men det virkede ikke som om at det ville komme tilbage, og vinden som havde lagt sig havde ikke ændret retning.

[Deleted]

Foråret var nu fantastisk og helt klart hendes ynglingsårstid. Hvad der end skete, var der svært ikke at holde modet oppe, men nu havde hun ikke mødt nogen rare folk før nu, så det hjalp på det. Essa sad stadig med den blomst han havde kastet hen til hende, hun savnede faktisk at have venner, men hun havde ingen og alt var gået i stykker syntes hun. Mathayus og Zeiar ville skulle kæmpe for at kunne komme tæt på hende igen, selv kvinder havde hun svært ved skulle være i nærheden af hende, men hun stolede hurtigere på dem.
"Det må være dejligt at have en familie....." Sukkede hun så og drømte sig tilbage til når hun sad i hendes moders favn og fik sunget sange for sig. Et svagt smil gled hen over hendes læber, hun lukkede øjnene og lod sig falde tilbage ned i græsset. Måske skulle hun se at komme ned mod floden og få vasket sig lidt inden hun søgte videre, i Nirelia var der helt sikkert nogen der kunne tage hende til sig for en tid. Det håbede hun i hvert fald.

[Maxwell O' Connor]

Han betragtede hende med ro i blikket. Han havde sat sig op og satte begge hænder ned i græsset "Ja det er det også" sagde han og sad lidt og så tænktsom rundt. Hvor længe mon de havde siddet her? Han følte i hvert fald at der var gået en time eller to. Han så sig tilbage og betragtede horisonten, vente så hovedet igen, efter lidt tid og kiggede spørgende på hende. "skal vi gå en tur?" Max havde ikke kun brug for at gå, men havde også lyst til at gå lidt videre inden maden kaldte derhjemme. Og hans mor hadet når han kom forsent til aftensmaden, hun blev altid så urolig. "hvis du altså tør" Han rejste sig op og rakte hånden frem mod hende "og stoler på mig" tilføjede han lidt efter.

[Deleted]

Tid var intet hun havde forstand på mere, hun levede bare som hun nu kunne og det handlede vel egentlig om at overleve? Måske var det på tide at spise et eller andet, hun kiggede ned mod sin mave, hun savnede sin gamle form, hvor hun ikke lignede en pind efter at have været blevet sultet. Essa så på ham tøvende og lidt bange, for hun vidste ikke hvad hun havde tilbage i livet, så kunne det overholdet skade hende mere? Livet......... Hun så ned i græsset igen, så på blomsten hvis stilk blev rullet imellem hendes fingre. Det var jo nok bedst at tage en chance og håbe livet gjorde noget godt for hende. Så hun valgte at tage hans hånd, dog slap hun den hurtigt og farede lidt sammen, hun gemte sin ansigt og prøvede at falde ned igen. Igen så hun op, prøvede at tage fat i hans hånd og holdte nu ordenligt fast som hun rejste sig op. Hurtigt slap hun hans hånd igen, tog sig til armen og kiggede ned i græsset.
"Du må ikke tro det er dig, jeg har bare lidt svært ved berøring. Det..... er en lang historie." mumlede hun lidt genert, for det var lidt pinligt at reagere som om at han bare var total ulækker at røre ved, når hun egentlig var den der trængte til et langt varmt bad.

[Maxwell O' Connor]

Max havde ingen armbonsur, da han ikke kunne holde ud at havde et stramt armbonsur om sit håndled, men lige nu gik han ikke så meget op i hvad klokken var. Da Essa tog hans hånd, som han havde rakt hende, forsøgte han at få hende op på benene, men hun slap ham hurtigt igen og faldt sammen på jorden, hun prøvede igen og holde ordenligt fast denne gang. Max blev en smugle forvirret, var han så skrækkelig har røre ved? eller var det fordi hans hænder var klistret eller noget?
Da hun var kommet på benene, så han ned på sine hænder og mærkede efter. Men da hun havde undskyld at det ikke var ham der var noget galt med, rettede han ryggen og nikkede "Det okay" sagde han og sendte hende et roligt men venligt smil. "kom lad os se hvad vi kan finde" tilføjede han og kastede let med hoved i retningen af horisonten. "jeg mener der er en flod et sted i nærheden" han begyndte at gå og undgik så meget som muligt at træde på de mange smukke blomster der voksede op imellem det tætte græs.

[Deleted]

Det føltes rart at der var en der faktisk prøvede at hjælpe hende, eller det troede hun da i hvert fald han gjorde. Det var igen det der med at være naiv, som lærte hun det aldrig, men man kunne jo heller lukke sig inde, for så døde livet helt hen. Hendes forårsgrønne øjne blev lidt fyldt af tåre, men hun fik det til at gå væk. Essa nikkede stille, hun var forvirret med hensyn til hvor alting var. Men floden kunne hun altid finde. Og det var helt sikkert hun trængte til et bad og at vaske tøjet.
"Det lyder som en god ide at komme ned til floden. Jeg trænger til at blive ren." Sagde hun og smilte skævt, hun så ned af sig selv, den førhenværende hvide kjole var jo grå og brun og grøn af græs, mudder og andet skidt. Som de gik igennem engens høje græs og smukke blomster, kørte hun sine fødder let igennem græssets bund for ikke at træde blomsterne ned. Det kildede og fik hende til at smile og lige nu skulle der ikke meget til at hun følte sig lykkelig og dette var en af de punkter i hendes liv.
"Tak for du gør det her...." Sagde hun så blidt og smilte sødt til ham.

[Maxwell O' Connor]

Vinden havde lagt sig en smugle og solen havde også flyttede sig lidt længer ned på himmelen. Mens han betagtede horisonten, tog han sin taske, som han havde i hånden, og spændte den fast om livet. Den anden rem på tasken, tog han over skulderen. Han kiggede på Essa uden at svare, men nikkede og smilte skævt tilbage. Imens han i tavshed gik videre lykkes det ham ikke helt at undgå at træde på de fine blomster, men sådan var det, der var jo så mange af dem at det ikke helt kunne undgås.
”Ømh, jamen det var da så lidt” Max kløede sig let i nakken og undrede sig lidt over hvorfor hun takkede ham, da han kun havde spurgt om hun ville gå lidt videre sammen med ham, for hyggen skyld. Dagen idag havde været lang, men alligevel gået hurtigt, det var en meget underlig føgelse han havde, det var ikke noget han havde prøvet før. Han så sig tilbage over skulderen for at se om Essa var med, Essa virkede som en sød person, lidt speciel og meget forsigtig og måske lidt følsom, der var vist sket meget i hendes liv siden hun virkede så usikker, og ik stolede på andre lige med det samme. Han vente hovedet igen mod horisonten i det de nærmede sig træerne som stod tæt op ad hinanden.

[Deleted]

Det var nu egentlig en meget dejlig dag, men når han var gået hjem og hun igen var alene, vidste hun ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Endelig var der en der faktisk lod til at ville hende noget godt. Essa sukkede stille, hun kiggede lidt rundt imens hun gik efter ham. Dog stivnede hun da hun mente at hun så ham piraten der havde holdt hende fanget på sit skib, hun satte i løb og spænede sådan set mod floden, da hun nåede frem faldt hun om af udmattelse, for så meget kunne hendes lille spinkle og udsultet krop ikke holde til. Så der lå hun i græsset med det røde hår over ansigtet, hendes vejrtrækning var rolig og det var for første gang hun faktisk fik ordenlig hvile, i forhold til når hun faldt i søvn uden at falde om først.

[Maxwell O' Connor]

Max var faldet lidt hen i sine egen tanker, dog var han stadig koncentreret om hvor han gik henne. Han kunne godt mærke trætheden lige så stille kom ind over ham, han havde ikke lavet noget hele dagen havde bare gået rundt og nydt dagen. Det var nok også derfor han var blevet så træt, det blev man når man ikke lavede noget.
Essa Kom pludselig løbene forbi ham, og det fik ham til at vågne op fra sine tanker og så forbagset efter hende. "HVORFOR SÅ TRAVLT!" råbte han efter hende. Da hun forsvandt af syne kiggede han rundt for at se om der var andre, men det lod der vist ikke til. Han kunne i hvert fald ikke se nogen. Max satte i løb i retningen af floden, og fandt hende udmattet i græsset, da han nåede frem. "Hey, hvad skulle det løberig til for?" spurgte han roligt i en venlig tone. "Var det fordi det ikke kunne gå hurtigt nok med at blive ren igen?" tilføjede han lidt efter. Han satte sig på hug ved siden af hende med armene hvilende på lårene, mens han så nysgerrig ned på hende.

[Deleted]

Essa havde lukket øjnene helt i og var faktisk helt væk. Nu havde hun også syner om dem hun frygtede at møde igen, hendes liv bestod jo ikke af andet end frygt efterhånden, noget der skulle laves om på hvis hun ville have et normalt liv. Der lå hun livløs, og svarede sådan set ikke, hendes blege hud var blevet det mere bleg af skræk og udmattelse. Ingen tvivl om at hun havde det skidt og at livet slet ikke havde været let for hende. Noget hun trængte til var at komme ovenpå igen. Tankerne der havde haft været løbet rundt i hendes hoved, havde ingen nytte gjort, hun vidste jo hun skulle være stærk, men hun havde brug for en til at hjælpe sig på vej. En ven................. Den hvile hun fik nu, var bedre end noget andet, men sund var den ikke, kun for hendes sjæl, for ingen mareridt nåede frem når man var besvimet.