En stille og rolig dag

[Maxwell O' Connor]

Det var midt på formiddagen. Solen stod højt på Forårs himmelen, Maxwell havde sat sig ned i det høje græs, mens han betragtede blomsterne som voksede op mellem det tætte græs. Engen lå stille hen, men vinden gled blidt forbi så græsset og blomsterne bevægede sig en smugle, han lagde sig helt ned og så op på himmelen. Den var ikke skyfri, men heller ikke helt dægget af skyer, en af skyerne lignede en hund der var på jagt efter sit bytte. Maxwell smilede muntert for sig selv. Hele dagen i dag havde han bare slappet af, han havde hjulpet sin mor med at gøre rent i huset, ellers havde han bare gået for sig selv, uden rigtig at vide hvor han ville gå hen. Hans lille bror, viste han ikke lige hvor var. Men nu var han her og han havde ikke tænkt sig at gå nogen stede lige foreløbig.

[Deleted]

Det havde været nogle dage fyldt med rædsel, Essa var blevet mager og tynd at se på, hendes forårsgrønne øjne var næsten livløse og tomme, smilet der normalt altid var der, var blevet væk. Hvordan var det sket? Mænd...... Endnu en gang var de blevet lukket ind og i søgen efter dem, finder en anden mand hende og en tredje gang måtte det ske for hende, at hun blev misbrugt som var hun ingenting. Som var hun intet værd og lige nu følte hun sig faktisk også sådan. Det røde hår var uglet og beskidt, den ellers nydelige smukke hvide kjole, var flere dage gammel og kun regnen havde fået lov til at vaske hende ren. Hun havde intet orket, spist lidt, drukket lidt, sover lidt, eller havde hun vandret hvileløst rundt og nu var hun endt ved engen. Jobbet var tabt, farmen var blevet taget fra hende, hun havde intet hjem, ingen penge og i det hele taget intet at leve for. Den blide forårs vind mindede hende dog om hvor højt hun elskede naturen, lige her i engen havde hun tilbrunget mange glade nætter alene. Duften af forår gav dog lidt håb i hendes sind, hun faldt sammen ned over græsset og lå bare og duftede til at der havde en blomst på sin stilk.

[Maxwell O' Connor]

Skyen havde nu flyttet sig og havde ikke den samme figur mere den havde samlet sig i en klump og lignede nu ikke noget specielt. Maxwell satte sig op og løsnede sin taske som han altid havde spændt fast rundt om sig. Idag havde han sit ynglings sæt tøj på som hans mor havde endelig fået vasket, hans hvide korte trøje med rød og blå kanter, hans brune shorts som gik til knæene, og så hans smykker som han kun havde valgt at tag på, på hans ene arm, han havde dog ikke valgt at tag sin hanske på idag.
det var ikke fordi han ikke selv kunne vaske sit tøj, men hans mor gjorde det altid for ham, og det havde han intet imod. Han lagde tasken fra sig i græsset ved siden af sig, dette sted var endelig ret skønt der var stille og fredeligt, og ingen forstyrelser, lige det Maxwell havde brug for.

[Deleted]

Vinden strøg hendes bare ben der stadig rystede selvom hun nu endelig fik hvile, hun ville ikke tilbage på kroen, store menneskemængder var bestemt ikke hende længere og hun skulle ikke i nærheden af nogen som helst. Essa lod en tåre glide ned af sin kind, hun havde slet ingen at komme til, de venner hun havde fået var kun 2, og de var begge mænd. Ikke den store hjælp. Desuden så havde Mikala alt for travlt med alle mænd på kroen og havde sjældent tid til en veninde snak, så hende så hun kun som en hun havde arbejdet med. Roligt satte hun sig op, hun fik dækket sig selv helt til med kjolen, da den var gledet lidt op. Hun følte sig beskidt, udmattet og udsultet, hvordan skulle hun få et liv op og stå når alt var så ødelagt i hendes liv? Der var virkelig ingen hjælp at hente. Da et ukendt lille dyr strejfede hende, sprang hun op med at skrig og tog sig til brystet hvor hjertet hamrede løs igen, hun faldt sammen og begyndte af græde, det var blevet for meget alt sammen. Selv dyr fik hun nu traumer af.

[Maxwell O' Connor]

Maxwell havde lige lagt sig ned og lukkede øjne. Stille og roligt var han begyndt at falde lidt hen, man blev lidt træt nu hvor man ingen ting lavede. Der var nok gået 3 minutters tid som føltes som 10, da han satte sig op med at sæt og så rundt. Et skrig havde vækket ham, han rejste sig op og så sig forvirret om, hvor kom det fra? han troede han var den eneste her, han fik øje på en rødhåret kvinde der stod et godt stykke væk fra hvor han stod. Hvad mon der havde skræmt hende? her var ingen at se, ud over ham selv.
Han gik med rolige skridt over mod kvinden. "Undskyld, er der sket noget?" spurte han forsigtigt da han havde nærmet sig. Han standsede op et par meter væk, nok til at de kunne snakke sammen.

[Deleted]

Da hun fandt ud af at der faktisk var en i nærheden af hende og det var af det mandelige køn, farede hun sammen. Hun så skræmt på ham, hun gik et par skridt baglæns og stirrede på ham. Han så lidt sjov ud, håret havde ikke just en farve en ung mand normalt ville have. Imens hun stod og studerede ham, løb tanker igennem hendes hoved, skulle hun flygte eller svare? Var der nogen chance for at nogen ville hende noget godt i livet? Turde hun tage chancen? Essa stod bare i stilhed, skræmt og forvirret over de mange valg der faktisk var.
"Det....... Det kan være lige meget." Mumlede hun stille og stadig skræmt fra vid og sans, hendes forårs grønne øjne havde da fået liv, men ikke den form for liv man faktisk ønskede. Normalt var de noget af det smukkeste, men i hendes frygt blev man nærmest påvirket af hende.

[Maxwell O' Connor]

Til Maxwell's overraskelse farede kvinden forskrækket sammen "undskyld det var ikke min mening at forskrække dig" sagde han og trådte et skridt tilbage. Han bemærkede hvor slidt kvinden så ud, hendes røde hår var uglet og beskidt, og hendes kjole så vist ud til at være flere dage gammel, og så, så hun endelig heller ikke ud til at hun havde det særlig godt, hvor mon hun kom fra? eller var hun bare meget fattig? Han lod spørgsmålet ligget og satte sig pænt ned i græsset igen, måske gjorde det, at han ikke virkede så skræmmende, for hvis han ville havde gjort hende noget havde han ikke sat sig ned, han knækkede et græsstrå af og pillede lidt ved det imens han ventede på hun ville sige noget. Da hun til sidst svarede ham nikkede ham blot "okay?" han smed græsstrået fra sig og så op på hende "du kan være ganske rolig, jeg gør ik noget"

[Deleted]

Det kunne godt være han sagde det nu, men sådan var det vel altid, hun havde ikke set at nogen af hendes gamle kærester havde jo været kærlige og dejlige, lige indtil de endte med at voldtage hende. jo de var kæreste til at starte med, men den første respekterede ikke hendes nej og den anden havde slået op med hende, hvorefter hun var blevet voldtaget af ham. Og i vinterens kulde var hun faret vild i labyrinten, hvor nogle pirater havde fundet hende og taget hende med til deres skid. Kaptajnen havde taget hende med sig og beholdt hende for sig selv, for at udnytte hende. Mænd var ikke til at stole på og der skulle meget til at hun kom til at stole på nogen igen.
"Jeg kan ikke stole på en fremmeds ord, jeg ved jo intet om dig og folk kan lige så let lyve." Mumlede hun så, hun holdte om sig selv mens hun roligt endte med at sætte sig på knæ i græsset. Essa holdte godt øje med ham, hendes personlighed ødelagde det med at være forsigtig, så hun var egentlig ret nysgerrig og lettere naiv.

[Maxwell O' Connor]

Maxwell nikkede "ja, det kan du endelig havde ret i" Han kiggede ned i græsset og pillede lidt ved blomsterne. Han havde ikke et hårdt liv, han boede fredlig sammen med sin mor og lillebror, dog kunne han sagtens få en af sine nedture hvor han bare ville være sig selv. Han savnede sin far, der var gået 1 år siden han faldt om, og han glemmer aldrig synet af ham da han lå på gulvet. skrækkeligt. "Mit navn er Maxwell... O' Conner hvis du vil havde efternavnet med også"
sagde han roligt med et smil, uden at tag blikket fra blomsterne. "Må jeg spørge hvad du hedder?"tilføjede han og kiggede spørgende på hende. Kvinden virkede på en måde bange, og det overraskede ham lidt, Måske var det fordi, der havde sket mange dårlige ting i hendes liv, og gjorde hende følsom og usikker? eller måske var hun bare meget forsigtig med hvem hun mødte, det var jo ikke alle som er lige gode af sig, Maxwell havde mødt mennesker der var ondskabsfulde og hensynsløse, men sådan var verden desværre. kvinden var anderledes en alle andre han havde mødt han havde endelig ikke været sammen med nogen i lang tid, ud over sin lillebror, og det gjorde ham også en smugle nysgerrig, og han ville endelig gerne vide hvem hun var.

[Deleted]

det var nu rart nok at vide hvem man var i selvskab med, hun plukkede en hvid blomst og lagde den bag sit øre, der sad den og pyntede lidt på alt det der eller havde været kønt,men som var ødelagt. Stille kiggede hun ned af sig selv, et lille trist suk kom fra hende, hun var ellers så køn en ung kvinde, men lige nu lignede hun noget der var blevet kastet op.
"Mit navn er Essa, efternavnet er ligegyldigt." Sagde hun så stille, det var skræmmende at være alene i en så stor verden fyldt med alle slags rædsler. Essa prøvede at rede sit hår ud med fingrene, men det gjorde bare utroligt ondt og det gjorde hun pev lidt og derefter stoppede. Hun måtte egentlig se farlig ud, sådan som hun var beskidt og helt uglet i håret, en lille trold lignte hun faktisk, men en der ikke havde fået nok mad meget længe.
"Hvorfor ser dit hår sådan ud?" Spurgte hun så nysgerrigt, for hun var jo lettere naiv og alt for nysgerrig. Det virkede naturligt for hende at spørger direkte, hun var lidt spøjs, men mange havde holdt af hende uden hun sådan rigtig lagde mærke til det, netop af den grund.

[Maxwell O' Connor]

Han nikkede og tog sine røde solbriller af som han altid havde på sig som pynt til sit hår, han roede sig lidt i håret så det sad som han ville havde det til. Solen havde flyttet sig en smugle men den oplyste stadig engen, der var stadig en masse hvide skyer at se på, og heldigvis var der ikke en regn sky at se lige pt. Maxwell elskede solskin men han havde heller ikke noget mod regnen, og dette sted var godt sted at slå sig ned ved hvis man ønskede at slappe af og nyde solen. "Mit hår ser sådan ud fordi jeg har forsøgt at farve det hvidt, min naturlige hårfarve er sort, som man måske også kan se" han tog blidt fat i hans pandehår, der hvor man tydeligt kunne se den sorte farve. "Men istedet for at farve det igen så lod jeg det bare værre som det var, da jeg godt kunne lide det" han smilte let og slap sit pandehår. Hans mor havde mange gange sagt til ham at han heller skulle farve det hvidt, som man ikke skulle tro at han var ved at blive gråhåret i en meget ung alder, men det lyttede han ikke til, siden da har hans mor ikke gidet at sige mere og lad han beholde hårfarven.

[Deleted]

Da han fortalte at han prøvede at farve det, tog hun fat i sit eget hår og strøg det blidt, selvom det ikke var så dejligt blødt som altid. Hun trængte til en god måltid, varme og et langt bad med masser af gnubben og skrubben. Essa rynkede lidt på næsen, hvorfor var han ikke tilfreds med den måde han så ud på? En sort hårfarve plejede at være så smuk. Hun satte sig helt ned, tog kjolen helt over sine ben og lagde armene om sine ben, for at hvile hovedet på sine knæ og se på ham med et hoved der lå på skrå.
"Kan du ikke lide dig som du er og er blevet født?" Spurgte hun så, det var fristende at prøve at mærke håret, om det føltes anderledes. Gad vide hvordan han havde fået det farvet, hun ville for alt i verden ikke miste sit flotte røde hår. Essa rakte hånden ud efter en blomst og plukkede den for at sidde og dufte til den.

[Maxwell O' Connor]

Et muntert smil bredte sig på hans læber. "nej, ik specielt, altså det med min hårfarve så kan jeg meget heller lide lyst hår" han lagde sig helt ned i græsset og lagde armene om bag hovedet som et slags støtte til hovedet. "men jeg har ikke noget imod det liv jeg har, selvom det kan være ret kedeligt en gang imellem" tilføjede han "er din hårfarve naturlig?" spurte han imens han betagtede den sky der svævede over dem.
En brummende lyd kom pludselig fra hans mave "undskyld, det bare mig der larmer" sagde han uden at tag blikket fra himmelen. han kom i tanke om at hans taske stadig lå over i græsset hvor han havde ligget før, men han orkede ikke at rejse sig op og gå hen og hente den.

[Deleted]

"Du er da lidt spøjs...." Mumlede hun ærligt, Essa sagde altid sin mening og tænkte tit højt, sjovt nok kom hun aldrig ud i problemer for det. Hun holdte øje med ham, men sad stadig med blomsten helt oppe i næsen som hun duftede til den. Det havde ikke ligefrem været en fryd at lugte til sig selv. Så blomster hjalp meget godt på det, hun måtte vel egentlig afsted, men hvor skulle hun tage hen? Hun havde ingen steder at være.
"Ved du om der findes et hjem hvor der er plads til mig, hvor der faktisk også er en kvinde? Måske et hjem for fattige af en art?" Spurgte hun så, uden rigtig at tænke over hun havde glemt at svare på hans spørgsmål med hensyn til hende hår. Roligt slap hun blomsten og lod den glide ned af hendes fingre, så fin og yndefuld, så skrøbelig og nem at knække. Hun mindede på mange måder om en blomst, hendes stilk var knækket for længst og hun var begyndt at visne.
"Det er forresten ægte, mit hår altså." Sagde hun så, da hun kom i tanke om at hun bare havde snakket udenom. At hans mave larmede gjorde hende intet, hendes mave var begyndt at vænne sig til alt for lidt mad og den knurrede aldrig.

[Maxwell O' Connor]

Han vente hovedet til side og så på hende. "det siger min lillebror også jeg er, og nu hvor der er to der siger det så må det jo nok være rigtigt" sagde han med det let smil. Han satte sig halvt op, med armene som støtte, hendes spørgsmål overraskede ham ikke, det kunne tydeligt ses at hun havde brug for et tørt og varmt sted at bo, samt noget at spise og drikke da hun lignede en der ikke har fået særlig meget ned i maven på det sidste. "hmm, det ved jeg faktisk ikke" sagde han tøvende og tog sig til hagen og så tænksom ud. Han rejste sig op og gik så over for at hente sin taske som han ikke havde orket tidligere, han mente ikke han havde støt på steder hvor de tog sig af fattige mennesker. Han kom så tilbage og satte sig på hug i det høje græs. "men måske er det til at finde ud af" tilføjede ham og åbnede sin taske.