En stille og rolig dag

[Deleted]

Essa lagde sig om på mave, hvilede hovedet i sine hænder og løftede sine ben, hun så på ham og smilte sødt, han var rigtig sød og det fik hende til at se lykkelig ud da han nævnte det med veninde. Hvis der var noget hun gerne ville, så var det at få en ven, for sådan en havde hun ikke rigtig haft. Altså Mathayus havde været tæt på, men hun havde ikke set ham i over et år nu.
"Hvor er du sød, din familie må elske dig meget højt og din mor må være så stolt." Sagde hun stille og sendte ham et blidt blik, hun lagde hovedet ned på sin ene arm og hvilede hovedet lidt. Hendes vejrtrækning var stile og fin. De forårsgrønne øjne var plantet på ham, hun kunne ikke lade være med at smile.
"Men se det på den lyse side, du har mig for dig selv." Grinte hun så, bare for at gøre ham bevidst om at hun ikke havde noget imod at der ikke var så mange i hendes liv, bare få var helt ok. Hvis bare det elskede hende for den hun var. At have en ven ville være så skønt det havde hun ikke haft i andre end dyrene på farmen.

[Maxwell O' Connor]

Max havde benene krydset og hans alber hvilede stadig på hans lår.
Venner havde han ikke så mange af, nogle få bekendte og så havde han jo sin familie. Jo, Essa var en første og eneste veninde han havde, han syndes i hvert fald at de kom godt ud af det sammen og det gjorde ham glad at havde en veninde ved sin side, som man kunne snakke med. Han havde kun haft sin familie, og når han så var ude og gå sine selvanlige vandreture støtte han tit på mennesker så han fik en lang snark med, og så, så han ikke dem igen, kun hvis de lige mødtes tilfæligt. "tja, det gør de, og jeg elsker dem, men om min mor er stolt af mig, det ved jeg ikke, hun har aldrig sagt det" sagde han og trak på skuldrene.
Han smilte tilbage med et muntert glimt i øjet og lo lavmælt "ja, det har du ret i" svarede han smilende og ruskede hende drilks i håret.

[Deleted]

Et lille grin kom fra hende da han ruskede hende i det lange røde hår, hun så op mod ham og pustede en lok væk fra ansigtet. Det var dejligt at lære en af kende fra bunden af, måske var det som hun altid havde drømt om. At have en at snakke med til langt ud på natten, bare ligge i græsse tog snakke om drømme, undre sig over hvordan livet vil gå for en.
"Skal du egentlig være hjemme på et bestemt tidspunkt, jeg vil ikke holde på dig hvis du har ting du skal nå." Sagde hun så og skævede mod solen som lå lavere på himlen end da de mødtes, aftenen var ved at træde ind, så det var vel med at være madtid snart. Essa rullede om på ryggen og så op i himlen, den var stadig blå, men gjorde tegn til at blive rødlig inden den blev helt mørk og aftenen rigtig ville træde ind. Hendes bryst faldt en smugle ud fra hendes lille hjemmelavet kjole, den skulle hun jo også aflevere tilbage. Mon kjolen snart var færdig med at tørre.

[Maxwell O' Connor]

Max smilede muntert og lod sig også dumpe ned på ryggen og så op på himlen.
"Jo, jeg skulle nok havde været hjemme for længst" han strakte sin krop lidt og lagde armene bag hovedet "Jeg er gået glip af aftensmaden, så jeg er forberedt på en lidt sur mor når jeg kommer hjem" grinte han dæmpet.
Det var første gang han var kommet flere timer forsendt hjem, men han havde været ude for at kommet et kvarter forsendt eller lidt over, fordi han lige skulle noget først eller andet der fik hans nysgerrighed til at vinde over ham. Idag havde det ikke været nysgerrigheden, men selve hyggen i at være sammen med den person han havde tilbragt hele dagen med. De havde ikke lavet det vilde, men alligevel var det hyggeligt. "Det kan være dit tøj er tørt?" sagde han uden at fjerne blikket fra himmelen.

[Deleted]

Da han fortalte det med sin mor og aftensmad, satte hun sig hurtigt op, for det var da ikke godt. Hun kiggede undrende på Maxwell og rejste sig hurtigt, hun gik hen til sin kjole og mærkede på den, den var god nok til at tage på. Så hun skyndte sig at tage hans grønne ting af og sin kjole på, den var godt nok iskold. Med et par lette spring løb hun op til ham på græset og gav ham hvad der var hans.
"Det var altså ikke min mening, du må hellere skynde dig hjem til hende. Tænk hvis hun bliver bekymret, det går ikke." Lød det stille fra hende, hun ville selv være dødbekymret hvis det var hendes søn. Essa glattede kjolen lidt ud og holdte så rundt om sig selv, for det blev jo også køligere.

[Maxwell O' Connor]

Hun havde rejst sig hurtigt op, og Max kiggede op da hun var kommet tilbage og havde fået sit tøj på, han tog sit grønne halstørklæde og rejste sig op. Max var ikke en person som tænkte så meget over om nogen i familien eller andre, ville blive bekymret hvis han ikke kom som aftalt, det var måske lidt dumt men sådan var han. "Nååh, jamen det ikke din skyld, og jeg har da ikke tænkt mig at gå bare sådan lige med det samme" han tog et skridt frem mod hende, og lagde spørgende hovedet på skrå. "Hvor har du så tænkt dig at tag hen?
Aften havde lagt sig og tusmørket var kommet frem, han kunne godt mærke at det var blevet køligere i vejeret, men lod sig ikke bemærke af det.

[Deleted]

At han sådan tog et skridt mod hende fik hende til at kigge uskyldigt op mod ham, hun havde et skævt smil på de fyldige læber, hun vidste overhovedet ikke hvor hun skulle tage hen. For hun havde jo intet hjem, hun havde jo mistet alt på grund af vejret. Et lille suk kom fra hende, hun tog fat i sit hår og begyndte at flette det, bare for at have sine fingre beskæftiget.
"Jeg har ingen steder at tage hen, så jeg ved det faktisk ikke. Måske finde et eller andet sted hvor jeg sikre mig jeg ikke er i fare eller kan udsættes for regn hvis det skulle komme til det." Lød det stille fra hende, hun føltes sig fattig og hjemløs, noget der aldrig havde påvirket hende i den forstand før, i hvert fald ikke at være fattig, for på farmen havde hun altid klaret den. Ja, lige indtil vejret ødelagde alt og hun mistede sin farm til skattekrævere.

[Maxwell O' Connor]

Max smilte og så ned på Essa som var 5 centimeter mindre end ham. Et roligt træk gled hen over hans ansigt, han mærkede et stik af medlidenhed, han havde ondt af hende, og han havde ikke tænkt sig bare at gå fra hende lige her og nu. Han viste jo godt at de kun havde kendt hinanden i nogle timer , men det føles som om de havde været sammen i flere år. Han var tavs og så ind i de grønne øjne som så uskyldigt op på ham, uskyldigt, som hvis hun havde gjort noget hun viste var forkert. "Hvad med vi følges noget af vejen? Imens kan vi finde ud af hvor du skal være." Han kiggede op på himmelen. "Jeg tror nok det bliver regn i nat, men vi kan håbe det ikke gør." Han trådte et skridt tilbage så der var et godt afstand mellem dem.
Han stod i noget tid og så tænksom ned i jorden, efter et par sekunder så han op igen og tog sit grønne halstørklæde af og lagde det rundt om Essa's hals. "Her, du har mere brug for det end jeg har" han rettede lidt på det så det dæggede hendes bare arme "har et til derhjemme, bare med en anden farve" han sendte hende et venligt smil og rettede ryggen.

[Deleted]

Det var utroligt så sødt han behandlede hende lige nu, hun smilte glad og blev helt rørt af at han nærmest tænkte på hendes helbred og det hele. Hun tog det grønne klæde godt om sig og smilte sødt og taknemligt, det var alt for meget. Det var dog lidt spændende at skulle se om man fik lov til at gå med ham hele vejen hjem og se hvor hun kunne finde ham. Måske ville hun tage forbi en dag og sige hej.
"Det er virkelig sødt af dig, mange tak Max." Sagde hun så glad og øjnene lyste endnu mere op, det var utroligt som heldet havde vendt. Måske skulle hun passe lidt på, men lige nu var hun bare så taknemmelig og glad, så hun glemte det vel lidt? Desuden lignede han ikke en af de mænd der kunne finde på at overfalde en kvinde, selvom man aldrig skulle sige aldrig. Hun klemte klædet lidt mere om sig og puttede sig nærmest ind til sig selv, det så ret sødt ud.
"Du føre an, jeg følger med. Hvis regnen kommer skal jeg nok finde på noget, det har jeg gjort i meget lang tid nu." Hun havde ingen tidsfornemmelse, hun vidste bare at det var meget lang tid siden efterhånden, og hun havde levet ude i al den tid.

[Maxwell O' Connor]

Max sendte hende et venligt smil, han var glad for at kunne hjælpe, i hvert fald en lille smugle. Så nikkede han og begyndte at gå i retningen af en hel masse buske og træer, man kunne lige skimte himmelen som var dækket at sorte skyer og troede med at sende regn ned. På højre side lå en bro der førte over på den anden side, Max havde aldrig været der, men hvis han havde ret, så førte broen over til det kolde og mørke land, Darklia. Det var ikke et sted Max havde lyst til at besøge, ikke fordi han frygtede det, men han regnede ikke med at disse mennesker der boede der, var venlige. Hans far havde dog fortalt om stedet og sagde at det var et forbudt sted at besøge.

Max begravede sine hænder ned i sine bukselommer mens han med rolige skridt gik videre og lod sit blik glide væk fra broen. ''super, jeg ville nok ikke kunne finde på noget selv” sagde han og smilte skævt. Han syndes nu ikke at Essa virkede så usikker længere som hun gjorde i starten, hun havde faktisk åbnet sig en smule op. Max syndes det var rart, så viste han i det mindste at han ikke havde gjort noget forkert, og havde gjort hende mere usikker og bange. Han havde aldrig mødt nogen kvinde som var bange for mænd, og han vidste ikke om Essa overhoved stolede på ham, samt havde tillid at ham. Men det regnede han nu ikke med at hun havde helt endnu, de havde lige mødt hinanden i dag.

[Deleted]

Det var nok underligt at møde en som hende, men hun havde også svært ved at finde rundt i sig selv. Før hen var hun blevet så stærk en ung kvinde, kommet ovenpå misbruget de gamle kæreste havde påført hende, hun var kommet videre og havde styr på alt. Dog mistede hun det hele ved en 3 gang, bortført og misbrugt, foruden havde hun mistet sit hjem og job, der var intet tilbage for hende. Alligevel havde hun en appetit for livet som var svært at tro kunne findes efter alt dette. Essa gav vel bare ikke op på sin drøm om en familie en skønne dag. Hendes blik gled op mod skyerne, hun holdte lidt om sig selv, skævede over mod Max og sank en klump, hun havde ikke brug for regn nu. Da hun så hvor han kiggede hen, gøs hun, der havde hun været og hun tog aldrig tilbage. Faktisk ville hun gerne så langt væk derfra som overhovedet muligt. Hendes hjerte hamrede hårdt og kort hurtigt, hun prøvede at få sig selv til at falde ned. Da det var sket, smilte hun svagt til Max som hun gik videre med ham. Det var skræmmende at tænke på hun havde åbnet sig så hurtigt, det kunne jo gå så galt igen. Men her gik hun altså og han virkede så rar. Et sted glædet hun sig bare til at få noget ro i kroppen.

[Maxwell O' Connor]

Max vendte hovedet for at se om Essa kunne følge trop, det virkede til det, men han så hun skævede over på den anden side. Max smilede roligt til hende "Er du okay?" sagde han og så kort over på heden. En kølig vind blæste hen over heden og fat i hans pandehår og kastede det væk fra ansigtet. Det var ikke langt, men langt nok til at vinden kunne få fat i det. "lad os tag tempoet lidt op, måske er vi heldige at nå frem inden det begynder at regne. sagde han og så på hende "hvis du altså kan?"tilføjede han og så spørgende ud.

Max kunne mærke trætheden kom hen over ham. Han var ikke voldsom træt men bare en lille smugle. Dagen havde stået på ren afslapning, det var nok derfor han var træt. Hans mor havde altid sagt han han skulle til at komme igang med at lave noget, da man blev sløv og træt at ikke lave noget. Og det kunne han kun give hende ret i.
Men han havde aldrig rigtig taget sig sammen det at finde et job.

[Deleted]

Det havde været som at gå i sin egen lille verden, men der var hun gået længere end hvad de faktisk var nået. Hun så hurtigt op mod ham med et svagt smil, førte en tot hår om bag øret og nikkede så svagt.
"Ja, jeg har det fint." Svarede hun så, det var jo en god tid hun kom i møde, det var hun sikker på. Specielt hvis hun fik lov til at beholde Max som ven. Tanken om en rigtig ven, en der var der til at snakke med og åbne sig helt for. Fortælle alle sine tanker og drømme. Et svagt suk kom fra hende, for hun glædet sig så meget til at komme videre i sit liv, starte på en frisk. Da han nævnte regn, så hun op mod himlen og trak på skuldrene, det var hun så van til, desuden havde hun jo intet hun skulle nå, for hun havde ingen ide om hvor natten førte hende hen. Det var kun ham der havde en familie at komme hjem til.
"Det vil jeg tro jeg kan." Sagde hun med en lavmeldt latter, et strejf af glæde kunne ses hos hende et sted, måske i de grønne øjne, smilet. Vinden slog et køligt slag mod dem og fik hendes hårtotter der hang løse til at stige kort og falde ned igen. Hun begyndte at overveje at sætte det anerledes. Men det var bare så tungt. Essa stoppede brat op og så skræmt rundt, hun var sikker på hun havde hørt noget, hvilket resulterede i hun hoppede ind til ham, greb fat i hans arm og forsatte med at gå.

[Maxwell O' Connor]

Max betragtede hende med et roligt blik imens han stadig gik i et passende tempo. Han kunne ikke rigtig vurdere om hun lod som om hun havde det fint, men inderes inde havde brug for at fortælle noget hun havde brug for at snakke om. Han vente hovedet og lod spørgsmålet ligge og så sig rundt for at vurdere hvilken vej der var den rette. Han satte tempoet en smugle op og drejede ned af en lille sti der var skjul mellem nogle store træer idet den kølige vind ramte deres ansigter.
Maxwell havde været lidt væk i sine egen tanker, og havde ikke set Essa standse op, men kom til sig selv da han mærkede at hun grebet fat i hans arm. Han så overrasket på hende hvorefter han så sig tilbage og lod sit blik glide roligt rundt på omgivelserne omkring dem.
Maxs blik standsede kort over på nogle buske der voksede tæt om ad hinanden, eftersom han mente han havde hørt et eller andet men kunne ikke sætte ord på hvad det kunne være. Han standsede dog ikke men forsatte stadig i det samme tempo. Måske havde Essa også hørt den lyd?
Max gik og tænkte lidt over det, men lod sig ikke bekymre. Det var nok et dyr eller nogle andre mennesker der var kommet.