Det sker sjældent

[Neimi Silvertung]

Hverken det han sagde eller gjorde var særlig sødt imod hende for hun fik jo svære ved at vælge selvom hendes valg havde været klar i starten var hun nu i tvivl om hvem hun skulle vælge, ikke ligefrem et valgt som hun nød at skulle tage. Dog kunne hun ikke helt lade være med at smile over hans ord for det var da sødt selvom det ikke ligefrem hjalp på noget som helst.
Hun var ikke helt vant til at han var så kærlig overfor hende eller bekymrende for den sags skyld for det havde han ikke ligefrem været sidst de havde været sammen. Hun tog hendes hånd til sig efter han havde kysset den og lagde den imod hans kind mens smilet lige så stille forsvandt for det her var jo ret alvorligt noget hun ikke ligefrem var særlig glad for. ”Jeg ville meget gerne Gambit, men jeg kan ikke undvære ham ligesom jeg ikke kan undvære dig.. Hvis det ikke var fordi du var så Jaloux kunne jeg have de bedste år i mit liv med de 2 mænd jeg holder allermest af..” sagde hun stille og sukkede lidt for hun ville jo rigtigt gerne bo sammen med dem begge for sammen var de jo den perfekte for hende, så det at skulle vælge imellem dem gjorde helt ondt på hende noget hun slet ikke havde prøvet før, noget som nok ville få hende til at fælde tårer hvis hun altså kunne græde..
Posen han rakte tog hun tøvende imod selvom hun ikke turde at åbne den for det ville nok knuse hende hjerte noget mere.

[Deleted]

Lige så snart han hørte at der var en anden mand i billedet rejste han sig op med en stram mine, hvis det ikke var fordi han elskede hende så højt, så havde han langet hende en. Uden for stuen kunne man høre at folk ledte efter ham, hvilket gav ham en undskyldning for at tage væk derfra. Han sagde ikke så meget som et eneste ord til hende, blikket sagde alt om hvor skuffet og såret, men også vred han var. Vinduet fristede mere end at være med hende lige nu, han gik derhen og åbnede det, lige i det han sprang ud, kom der en lille flok unge stærke mænd ind af døren. En læge kom hen for at spørger om hun havde set en vampyr og så en beskrivelse af Gambit, han forklarede at han var stukket af fra kælderen af og der intet syn havde været af ham. Selv var han flygtet derfra, han ledte efter en kro hvor han kunne drikke sig fuld. Der han endelig fandt en, bragede han derind, bestilte alverdens stærke sager og begyndte bare at sidde og bunde en flaske efter den anden. Lige nu ville han bare gerne være væk i alkoholen og derefter måtte han finde ud af hvad han havde tænkt sig af gøre, for han holdt ikke til det lort.

[Neimi Silvertung]

Den mine han stillede op for hende gjorde hende helt trist til mode så hun virkede til at skulle til at græde med en lettere bævende underlæbe selvom der ikke trillede nogen tårer ned af hendes kinder, så kunne man se på hende at hun var såret. Så da han gik over til vinduet så hun trist efter ham og da han hoppede ud kunne hun alligevel ikke lade være med at råbe kort ”GAMBIT! med en stemme fyldt med smerte, en måde hun sjældent havde brugt faktisk havde hun vidst aldrig råbt på den måde. Hun ville havde rejst sig men lægen kom i vejen for hende og holdt hende nede i sengen, dog nægtede hun at svare på hans spørgsmål og siden det ikke virkede til at hun måtte rende efter ham så hun lagde sig bare med ryggen til dem og nægtede at svare på noget af det selvom de ikke virkede til at give op, nogen af dem gik igen for at jagte ham da de gættede han var flygtet ud af vinduet. Lægen blev dog og blev ved med at spørge hende om forskellige ting men hun nægtede stadig at svare, lod bare hendes hånd ligge over øret og lukkede øjnene for at forsøge at tænke sig væk. Til sidst blev det dog for meget for lægen og han begyndte at hive hende med sig selvom hun ikke rigtigt kunne bruge fødderne så forsøgte hun alligevel at kæmpe imod men en anden mand tog hendes anden arm og sammen slæbte de hende igennem hospitalet og smed hende ud af den store port så hun var overladt til sig selv.
Meget usikkert kom hun på benene ved hjælp af en vogn som holdt uden for så det lykkedes hende at komme til at stå op nu var det bare usikkert om hun kunne gå, hun stod lidt og så usikkert omkring men en kvinde kom hen til hende og havde set det hele men havde alligevel fået ondt af Neimi for hun havde jo kun hospitalstøjet på, de havde end ikke givet hende tøjet igen. Kvinden hjalp hende over til en anden vogn og op i den for hun ville tage hende med hjem så hun kunne pleje hendes sår og hjælpe hende med at komme på benene igen, dog hvad Neimi ikke vidste af så var kvinden kromutter så hun tog hende med til en kro.

[Deleted]

At høre hende råbe sådan efter ham, havde gjort ham endnu mere usikker og forvirret, men det var jo godt på vej væk da han bare sad og drak sine sorgere væk. Det gjorde ondt at elske en kvinde som elskede en anden end ham og ville have han skulle dele hende. Han bankede hårdt ned i bordet, dog med så stor kraft at bordet gik i stykker, det flækkede. Flaskerne nåede han at redde, så han sad med dem i armene og en tåre gled ned af hans kind, det var så lang tid siden han havde grædt, at det gjorde ondt og det var delvist blod som gled ned af hans kind. En kvinde kom hen til ham og ville trøste ham med sin krop, dog smækkede han hende en og råbte så højt at det var helt uklart hvad han faktisk mente, men det var noget med kærlighed. Han sad foran det smadret bord med flaskerne stående rundt om sig og drak videre, der skulle dog utroligt meget til før han blev fuld, så der gik jo nok noget tid før han faktisk blev fuld. Nogle mænd kom hen til ham og forklarede ham vredt at han ikke kunne tillade sig at opfører sig sådan og at han skulle betale for bordet. De penge han havde sparet sammen smed han foran dem, han rejste sig med en flaske i hver hånd og fik så op i baren for at sætte sig. Her sad han med et dybt ulykkeligt blik og drak videre, han havde ingen anelse om hvad han skulle stille op.

[Neimi Silvertung]

Kromutter, der havde været ved hospitalet for at aflevere en beruset mand der var kommet slemt til skade, tog Neimi med sig til hendes kro og førte hende ind af bagvejen så hun blev placeret på en bænk ude i køkkenet. Et varmt sted der duftede sådan af mad og fik hende til at smile stille for det mindede hende om hvordan lækkert mad smagte, ikke ligefrem noget hun havde fået hospitalet så hun sad og blev helt sulten men samtidig også helt døsig for hun havde jo ikke ligefrem fået lov at sove meget inden Gambit var dukket op ved hendes seng. Kromutter selv smuttede ud af køkkenet for at se på noget ballade som vidst foregik inde i krostuen blot for at konstatere at hendes sønner havde klaret sagen så hun gik igen ud til den trætte Neimi som sad med en lille pose i hånden fra Gambit, hun turde stadig ikke åbne den men så bare træt på den.
Kromutter så hvor træt pigen var så hun gik ud i krostuen igen for at hente en af hendes sønner som kom ud i køkkenet og tog armene om Neimi og løftede hende op i favnen, hvorefter han bar hende ud i krostuen meget kort for han ville bære hende oven på så hun kunne få en seng at sove i. Neimi så sig ikke rundt i krostuen men havde bare armene om manden og lå allerede og halvsov i hans favn. Kromutter fulgte selv efter dem for at holde døre for hendes søn og senere ville hun lægge et tæppe over Neimi.

[Deleted]

Det kunne bare ikke passe, nok som han lige havde flygtet fra hende, så dukker hun op på selv samme kro. Da han sad med flasken oppe ved læberne og flaskebunden helt i vejret, så han ud af sin øjenkrog at en mand havde hende i sine arme og at hun holdte rundt om ham. Han klemte rundt om flasken og den endte med at gå i flere små stykker, hvor mange af dem endte med at sidde i hans hånd. Blodet løb ned på bardisken som han sad og kiggede ned på imens han prustede i ren vrede, han tog sig ikke af alkoholen som lå ud over det hele eller glasskårene. Gambit ville ikke smides ud, så han sørgede for at blive siddende og ikke slå manden ihjel som han havde set sammen med Neimi. Det krævede meget, men det hjalp at presse glasskårene længere ind i hånden ved at knytte den. Et par folk så bekymret op på ham, alle og en hver kunne jo se manden var langt ude. Duften af hende hang så tungt i hans næse, det hjalp ikke ligefrem på det. For kvinden han ville have, havde ikke nok i ham alene.

[Neimi Silvertung]

Manden bar hende op på et af værelserne nær ved trappen, og kromutter fulgte efter dem og blev lidt ved Neimi imens forsvandt manden neden under igen. Kromutter fandt et tæppe og lagde det over den meget trætte Neimi. "Imorgen skal du nok få noget nyt tøj sammen med noget mad" sagde hun roligt som hun slukkede lyset fra en lysestage inden hun forlod rummet og overlod Neimi til søvnen. Dog sov hun ikke særlig tungt men alligevel tungt nok til at hendes øjne nægtede at åbne sig, så hun lå bare og overgav sig til søvnen mens hun trykkede hans gave i hendes hånd men hun måtte vente til om morgen med at åbne den for lige nu nægtede hendes krop at adlyde fordi den var udmattet efter alt det hun havde været igennem.

Kromutter kom igen ned i krostuen og ud i køkkenet med hendes søn som nærmest straks begyndte at snakke lidt højlydt og vredt til hans mor "Dine forbandet velgørende projekter.. Hvor har du støvet den tøs op? hun ligner noget der er flygtet fra hospitalet" bagefter forklarede hun bare roligt det hun havde været vidne til med at pigen var blevet smidt ud på grund af hun vidst havde noget at gøre med en flygtet sindsyg patient, men at pigen havde nægtet at udtale sig omkring den person.

[Deleted]

Det var ikke ligefrem svært at høre hvad der blev snakket om ude bag ved, men han sad stadig og prøvede ikke at slå manden ihjel. Gambit var en knust sjæl og lige nu havde han brug for en person mere end noget andet, men han var alene som han havde været siden hendes død. Han bankede hovedet ned i bordet, ned i alkoholen og glasskårene, her blev han bare, sad sådan i nogle minutter inden at en kom hen til ham og rystede på hovedet. Dog blev han hjulpet op på et værelse, der blev taget sig af ham, glasskårene blev fjernet og han blev skjult for dagens lys der truede med at komme for at skabe endnu en dag. Gambit havde ingen ide om hvem der havde taget sig af ham, for han havde ikke set eller hørt noget, han var alt for langt væk i smerter og sorg, vrede og fortvivlelse. Alt gik helt galt oppe i hans hoved og nu lå han bare og stirrede op i loftet, mens der var en eller anden der gik frem og tilbage. Døren stod åben ind til ham, han vidste ikke helt hvorfor og han var ret ligeglad. Inde i hans hoved var der fyldt med tanker, han havde aldrig haft det sådan før.

[Neimi Silvertung]

Det endte med at søvnen tog hende til sidst og alt blev helt sort i hendes indre som den overtog hende, men ligesom så mange andre nætter hvor hun sov alene kom mareridtene efter noget tid og hun lå og pev og klynkede indtil hun til sidst vågnede op helt varmt og havde svært ved at trække vejret men hun fik dog styr på det til sidst så hun lagde sig ned og så op i loftet. Hun lå sådan i længere tid uden at kunne falde i søvn igen så til sidst opgav hun selv det og satte sig op igen med lettere smerter men sulten og det knuste hjerte var nu det væreste lige nu, så hun besluttede sig for hun hellere måtte få noget at spise. Med meget møge og besvær fik hun rejste sig op og tog nogle vaklene skridt før hun måtte gribe ud efter væggen og efterføglende støtte sig lidt imod den indtil hun blev mere sikker på hendes skridt.
Hun gik ud af hendes rum med usikre skridt men anede egentlig ikke hvor hun var henne af så hun begyndte at gå i den forkerte retning til trods for trappen egentlig var i nærheden så var hun ikke ligefrem opmærksom på den. Men gik bare rundt ude på gangene og kiggede ind af åbne døre for hun kunne ikke helt lade være men det var kun ganske kort før hun gik videre, men måtte stoppe op på et tidspunkt for hun mente hun så en hun kendte i en seng, først rystede hun på hovedet inden hun alligevel vendte rundt for at se nærmere på det hele.

[Deleted]

Hvad der skete i hendes liv lige nu, kunne ikke være mere ligegyldigt, det irriterede ham at hun overhovedet kunne vælge at gøre sådan, sige sådan, han hadet de ord der var kommet fra hendes ellers så dejlige læber. Han knyttede hænderne og slog dem ned i sengen, han kiggede bare stift op i loftet og prøvede at få det lidt bedre. En mand kom ind til ham, ganske irriteret, for han mente ikke at det var et sygehus det havde kørende, men der var vidst ikke så meget at diskutere, han havde en flaske fyldt med dyreblod med sig og skyndte sig ind til Gambit. Uden at sige noget, stilte han flasken og mumlede noget med at han godt kunne se at få det bedre og skride derfra når natten igen kom frem. Han gik igen og mumlede vredt. Roligt rakte Gambit hånden ud efter flasken og satte sig op, hans jakke og skjorte var taget af, så han sad i bar overkrop, de mange torturskrammer var da healet fint, men det så stadig rimelig barsk ud. Han satte flasken op til munden og drak af blodet, dog så han misfornøjet ud fordi at han havde smådyrs blod, men det var vel bedre end ingenting.

[Neimi Silvertung]

Hun blev lettere forstyrret da en vred mand kom ud af en af dørene, mumlede noget indtil han fik øje på hende dog stadig med et lettere køligt blik "Gå ikke derind, der er en såret og sur vampyr, han vil dræbe dig hvis han fik chancen" sagde han advarende noget der bare fik Neimi til at se meget undrende på ham og så mod døren inden hun bare nikkede imod ham og så ham forsvinde. En såret vred vampyr? nysgerrigheden rev igen i hende noget som nok altid ville være der for den race interesserede hende jo så hun stod lidt og overvejede om hun skulle gå imod døren eller ikke. Egentlig havde hun jo slet ikke kræfter til at stå imod en vampyr hvis de angreb men hun sukkede alligevel opgivende og gik imod døren som hun åbnede stille men der var ikke meget i rummet udover et andet mindre rum og en dør mere. Hun så lidt rundt i rummet og lukkede døren efter hende inden hun listede hen til den næste dør for at se ind af den men synet fik hende til at stivne helt så hun vendte lidt hurtigt om og begyndte at gå men stoppede hurtigt op da maven knurrede højlydt. Hendes eneste tanke var *pokkers* så hun skyndte sig med lidt hurtigtere skridt hen imod den lukket dør selvom hun inderst inde havde lyst til at gå tilbage for de havde jo ikke snakket ordentligt sammen men hun kunne heller ikke klare at få mere ondt i hjertet, så tankerne fløj igennem hendes hoved så hun slet ikke så den mindre kommode hun gik ind i og måtte bide sig hårdt i læben for ikke at udbryde alverdens forbandelser over hendes klodsethed.

[Deleted]

At hun nærmede sig kunne han jo ikke undgå at mærke og da han opdagede hun var der, prøvede han at få sig selv til at falde ned. Dog manglede han faktisk noget, så han endte med at bruge sine kræfter på at styrte mod døren og forhindre hende i at smutte. Han så på hende med et vredt blik, han så ned på hendes hænder og så resten af hendes krop.
"Du har slet ikke set på gaven, har du vel? Det passer mig nu meget fint, så kan du jo give mig den tilbage, du har ikke brug for mig og så har du slet ikke brug for et tegn på hvad du betyder for mig." Hans stemme var kold, han var rassende, han følte sig snydt og han følte ikke at han var god nok. Dog skulle han da nok få det bekræftet hos alverdens kvinder lige så snart han slap for at være i nærheden af hende. Synet af hende fik hans døde hjerte til at splitte i tusinde stykker. Gambit gav hende da glædeligt til ham den anden, for han ville ikke spilde sin tid på en kvinder der ikke mente at han var nok.
"Desuden, når man slår sig ned, er det med en person man elsker hundred procent, ikke en der kunne være god sammen med anden også. Men hvor skulle du også vide det fra? Du har aldrig været forlovet som jeg har, du har aldrig været ved at skabe et hjem og du har aldrig båret det smukkeste barn i verden! Og du har aldrig set det hele blive slået ihjel for dine øjne og se hvordan din fremtid blev knust!" Hans stemme var høj og vred, han slog mod døren og så væk fra hende. Gambit kunne slet ikke beskrive hvor meget hun havde såret ham. Hans elskede forlovede havde dengang elsket hele ham, alt hvad han var og han var det eneste hun havde brug for, det var hans skyld hun var væk nu, han havde ikke været erfaren nok, ikke engang tæt på de hundred år. Styrken var ikke god nok til at forsvare hende og deres barn.

[Neimi Silvertung]

Hun forsøgte at flygte lige så snart hun hørte ham komme tættere på men det hjalp ikke ligefrem på at hendes krop stadig var stiv i det og hun alligevel ikke var lige så hurtigt som ham, så da han spærrede hendes vej så hun lettere chokket på ham, måske en smule panisk på ham for hun anede ikke hvor hun flygte hen nu.. Hvorfor i alverden havde hun dog også lukket den dør? Det var jo hendes eneste rigtigt vej ud for igennem vinduet nægtede hun nu alligevel idet hun ikke var sikker på hvor langt oppe hun var og så det hun ikke havde hendes stav på sig, den var stadig på hospitalet. ”NEJ!.. Jeg beholder den.. Selvom jeg ikke tør åbne den for jeg ved den vil knuse mit hjerte mere..” sagde hun lettere vredt selvom man kunne se på hende hun var tæt på at græde endnu en gang selvom der ikke gled nogen tårer over hendes kinder så kunne man tydeligt se det på hende mens hun knugede lidt hårdt om posen for den skulle han i hvert fald ikke få frivilligt fra hende. ”Nej jeg har aldrig oplevet de ting for der er aldrig nogen der har elsket mig nok til at ville giftes med mig.. Der er aldrig nogen som rigtigt har lært mig hvad kærlighed er før Leo kom ind i mit liv og plantede et lille frø i mig men som du fik til at blomstre.. Jeg har søgt og søgt efter en udødelig maler så jeg kunne være med dig men jeg har ikke fundet personen..” hendes stemme var vred men også en smule stille. Hun sank sammen på gulvet nærmest som om hun nærmest ventede på hans dom over hende. ”Jeg holder meget af Leo som ven og lærermester.. Han er mit lys som jeg ikke har lyst til at miste men din jalosi gør jeg ikke vil kunne være sammen med venner, for de eneste venner jeg har er mænd..” sagde hun mere stille som hun så ned i gulvet for hvor skulle hun ellers se hen? Hun orkede i hvert fald ikke mere.. Hun havde gættet at hvis hendes fremtid lå med ham ville hun aldrig se Leo igen, aldrig lege i solens lys eller bare ligge og snakke om forskellige ting man undrede sig over eller havde lagt mærke til, ting hun også kunne gøre om natten men hun elskede nu solen alligevel for meget til at ville undvære den og Gambit kunne jo ikke tilbringe tid med hende i solen, noget af det der nok holdt hende lidt på afstand.

[Deleted]

Et sted ville han have den ring tilbage så meget at han var villig til at skulle vride den ud af hendes døde kolde hænder, han var virkelig oppe og køre. Han fik dog det som om nogen stak ham i brystet da hun talte videre, han havde aldrig forstillet sig at han ville kunne elske nogen så højt igen, det gjorde ondt. Følelser var noget de fleste valgte fra som vampyrer og med god grund. Han satte sig ned på knæ foran hende, han var jo selv ude af den og han ønskede ikke at miste hende, men han kunne ikke klare tanken om at hun ville have en anden mand med sig. Dog lød det til at Gambit var en elsker og ham Leo fyren var en ven. Det kunne han vel godt leve med. Bare han fik lov til at have hende for sig selv som elsker og ja, kæreste.
"Selv de få år jeg skulle have dig, vil jeg gøre alt for at være med dig. Hvert sekundt tæller for mig, og jeg spilder dem på at være knust over jeg ikke kan få dig for mig selv. Venner må du gerne have, bare det kun er mig der får lov til at røre dig, kysse dine fantastiske læber og være den der ligger ved din side når du åbner dine smukke øjne." Hans stemme var nu fyldt med gråd, han havde aldrig knækket på den måde før, lige nu følte han sig svag og en mand følte han sig slet ikke som. Der var så meget der gjorde han ikke kunne klare det her, han havde åbnet sig, det var nyt og det var skræmmende. En tanke kom til ham, men nej, det var ikke et værdigt liv for hende. Roligt prøvede han at tage posen med ringen fra hende, han ville nu vise hende at han faktisk ønskede at bruge resten af hendes tid, med hende og nyde hende i hvert sekund hun levede. Han lod sine hænder tage posen forsigtigt, han viste hende med et roligt blik at han ikke var vred lige nu. Og han åbnede forsigtigt posen, han tog ringen op og tog fat i hendes hånd, roligt lod han ringen glide om hendes ringefinger.
"Neimi, intet ville være mig en større glæde, end hvis du ville blive min hustru, gift dig med mig." Hviskede han så blidt og kærligt, han havde løftet hendes hoved for at se hende i øjnene. Det var godt nok ikke sådan her han havde tænkt sig det skulle foregå, han ville også vente, for han ønskede ikke at skræmme hende væk. Men han havde det lidt sådan, at det var nu eller aldrig.

[Neimi Silvertung]

Hun så stadig ned imod jorden da han satte sig på knæ foran hende for hun ville ikke se på ham eftersom hun nærmest regnede med at han ville sætte sig for at bide hende og dermed gøre end endelse på hendes liv, noget der kort havde fået hende til at lukke øjnene hårdt sammen men da der ikke rigtigt skete noget åbnede hun dem forsigtigt igen men så stadig ikke på ham, så bare forvirret ned i gulvet.
”Jeg kan ikke love han ikke får lov til at røre mig for vi krammer og holder armen om hinanden når den anden har brug for nærhed eller når vi leger fange eler udfordring i solen. Og kys kan jeg heller ikke love du kun får lov til for vi har det med at kysse hinanden meget kort som tegn på vi holder af hinanden selvom det mest foregår på kinden.. Og det med at ligge ved min side er det du får mest lov til selvom jeg måske er væk nogen dage men Leo bor i Darklia så det vil tage tid at besøge ham og rejser ikke samme dag som jeg møder ham og du kan jo rejse med mig og så bare bo på en kro i de dage jeg besøger ham” sagde hun stille men det der med at røre var hun ikke helt sikker på hvordan han mente for Leo og hende havde jo mest krammet og bare holdt om hinanden nær den anden havde brug for nærhed dog med tøj på selvom hun godt nok havde været sammen med Leo få gange i sengen så var det jo ikke ligefrem noget som var det vigtigste for dem, det var mest det med at snakke og lege i solen mens han lærte hende om magi som hun senere ville kunne bruge, noget der nok ville blive svært nu når hun ikke havde en stav men så måtte Leo jo skaffe en til hende som han havde lovet for længe siden for den hun havde var jo ikke den rigtigt for hende. Men det med kys var jo hendes måde at vise hun var glad for folk ved at kysse dem på kinden eller som med Leo kys på munden fordi han betød lidt mere end så mange andre.
Det næste han sagde overraskede egentlig så meget at det nærmest mere chokkede hende for manden havde jo lige været så vred på hende at han nok ville kunne finde på at dræbe hende og nu sad han her og friede? Det gav jo ikke særlig meget mening. ”Jeg..jeg” stammede hun lidt for hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, så da han tvang hendes hoved op så hun lettere forvirret på ham for hun var egentlig mundlam.. Hun sad lidt og bare så forvirret på ham inden hun endte med at læne sig frem trods smerterne og kyssede hans læber som svar med et lille smil på hendes læber.