Det sker sjældent

[Deleted]

Nogen folk vidste bare ikke når det var tid til at forlade en kamp, og Gambit var en af dem, specielt når han var så rassende som han var. Alt indeni kogte, alle der havde mødt ham var kommet til skade og han var faktisk brudt sammen et sted. Kvinder skulle bestemt ikke i nærheden af ham, for det kunne han ikke og så han bare en der mindede en smugle om Neimi gik han helt amok. Hvad han lavede nede i kælderen vidste han ikke, men vred var han og han skreg, råbte og bankede på alt. Hvis det ikke var fordi han var så hårdt såret, så var han flygtet for længst, for hvem var de at skulle bestemme at han ingen steder skulle? Der var en ung dame han meget gerne ville have fat i. Dog efter en døgnstid, var han faldet ned og sad bare i et hjørne og sumpede. Han havde det skidt, rigtig skidt og smerterne var begyndt at kunne mærkes fordi at hans vrede var faldet. Det var som en af de sædvanlige aftner, bort set fra han havde gjort noget som han aldrig gjorde normalt, han voldtog en kvinde på åben gade og endte med at blive tortureret af de mænd som var i nærheden. Gambit var ikke engang klar over hvor han havde været eller befundet sig, han vidste bare at han var langt ude.

[Neimi Silvertung]

Et gammelt offer havde genkendt Neimi da hun rejste rundt i grænseskoven, noget der ikke ligefrem var endt særlig godt da han havde nogen mænd med sig, alle havde slået på hende og senere efterladt hende halvdød ude i skoven, efterladt til dyrene men heldigt for hende var der nogen rejsende som var kommet forbi og forbundet hende de væreste steder inden de havde bragt hende til hospitalet, hvor hun hurtigt var kommet under behandling men for en sikkerhedsskyld beholdte de hende alligevel nogen dage selvom hun ikke var meget glad for det. Men nogen dage var dog gået og hun kunne nu sidde op og sårene var næsten helet så lige nu glædede hun sig bare til at kunne forlade dette sted igen og vende tilbage til Darklia hvor hun ville opsøge Leo, selvom hendes rejse var taget meget længere tid end forventet.
Det var snart ved at være sengetid for de patienter der var her på hospitalet selvom Neimi ikke ligefrem var den der var mest træt, mere rastløs dog var der ikke så meget at lave her på 3 sal for hun måtte ikke gå nogen steder før i morgen tidlig hvor de ville teste om hun kunne bruge benene efter så mange dage i sengen. Hun sukkede kort og trak tæppet længere op for at lade hendes tæer komme til syne så hun kunne se om de vrikkede når hun forsøgte at gøre det, hvilket de gjorde og det fik hende til at smile inden hun måtte vende hovedet fordi en ung kvinde, en af healerne havde opdaget det.. "nå du kan da bevæge tæerne" sagde hun roligt og Neimi smilede og nikkede bare "Hvornår må jeg komme væk herfra?" spurgte hun roligt healeren som satte sig på sengen ved hende "Imorgen eller i overmorgen, så er der vidst ikke nogen grund til at beholde dig mere, men drik nu din smertestillende medicin" sagde hun roligt og rakte Neimi en lille kop som hun tog imod men rynkede på næsen inden hun drak det i nogen store slurke og til sidst alligevel måtte skære ansigt for den smagte ikke særlig godt. Kvinden rejste sign igen da Neimi havde drukket eliksiren og begyndte at gå væk igen for de andre på stuen sov, så det var kun Neimi der var vågen af de få der lå og sov.

[Deleted]

Da mørket var faldet på udenfor kunne han mærke det indeni, han havde siddet og banket hovedet ind i væggen, han var så ligeglad med at han var såret og faktisk ikke burde tage nogen steder hen. Han ville væk derfra, men han havde lagt mærke til noget, dog havde han en mistanke om at det bare var indbildning fordi han var så vred og søgte hende så meget. Men han kunne have svoret at han havde lugtet Neimi, at hun var her et sted. Det var egentlig bare noget han havde rystet på hovedet af, måske skulle han bare give op. Kærligheden havde nær slået ham ihjel en gang før og den var på vej til det samme endnu en gang, denne gang føltes det bare værre, måske fordi at han mistede hende til en mand og ikke døden. Så hellere døden......... Gambit så koldt ud i rummet, han rejste sig roligt og ventede på at de kom med blodet som han havde brug for. Styrke havde han da fået lidt af. Kvinden der kom ned til ham virkede ikke just skrøbelig, men han endte med at gribe fat i hende alligevel.
"Hvorfor slår i mig ikke bare ihjel, kan i ikke se at jeg lider? Havde jeg været et dyr havde i gjort en ende på mine lidelser nu." Vrissede han, kvinden tog den med ro, hun var åbenbart van til at befinde sig her nede. Hun endte med at ryste på hovedet af ham, hvorpå hun havde en effekt der gjorde han slappede af og slap hende. Han så ned mod sine fødder og så op på hende igen, i øjnene så man ikke kun vreden, men den forvirring og smerte der var var skam også tydelig. Kvinden fik ondt af ham. Hun så sig lidt rundt. Lænte sig ind mod ham og hviskede noget til ham. Gambit nikkede bare og greb fat i hende for at bide hende. Aftalen lod på at han fik lov til at flygte og få noget af hendes blod, hvis han lod hende leve og aldrig fortalt nogen om det. Da han smed hende fra sig, endte han med at forsvinde fra kælderen, et par ansatte kom til skade på vejen, men sådan var det jo. Endelig kom han op dernede fra og hendes duft blev kraftig, hans øjne flakkede helt, han var mere end ivrig for at få fat i den tøs. Men var hun kommet til skade siden hun var her? Han måtte finde ud af det. Der gik ikke mange minutter før han stod for enden af hendes seng, blodet løb stadig ned af hans mundvig og hans blik var lettere sindssygt, men vreden kunne også ses. Ikke tale om at han viste hvor såret og ked af det han var, for den fornøjelse skulle hun ikke have. Gambit havde forhørt sig lidt rundt omkring og han vidste nu hvilken kvinde hun var, men at det skulle have gået ud over ham havde han ikke regnet ud, for han troede virkelig de havde noget godt sammen. Han sagde intet, han stirrede bare på hende, lige nu kunne han ikke meget andet på grund af smerterne.

[Neimi Silvertung]

Hvad der foregik nede i kælderen havde hun ingen anelse om selvom folk da havde snakket om at de sindsyge var låst inde i kælderen i små rum, noget der havde gjort hende nysgerrig men hun måtte jo komme til kræfter igen før hun ville kunne smutte derned bare for at undersøge det.. Alt der var forbudt var jo meget lokkende selvom hun vidste det kunne koste hende livet men det var hun tæt på at miste i forvejen så hvorfor egentlig trække det i langdrag? Spørgsmålet lød egentlig dumt i hendes hoved for hun vidste jo godt hvorfor hun ikke ville trække det i langdrag, nok frygtede hun ikke døden men hun havde fået for megte smag på hvad livet kunne byde på til at hun ville lade sig dræbe så let.
Hun så imod døren ud til gangen men der virkede ikke til at ske så meget for alt her var jo nærmest stille og man kunne ikke høre skrigene som var nede i kælderen eller skrig fra fødende kvinder, så hun sukkede over at dette sted var så kedeligt om natten. Men trætheden var nu alligevel ved at komme over hende på grund af eliksiren så hun lagde sig ned og lukkede øjnene men hun kunne alligevel ikke sove, så hun lå bare med lukket øjne og da hun igen åbnede dem stod han ved enden af hendes seng, noget der fik hende til at se lettere chokket på ham for var der et sted hun ikke havde regnet med han ville kunne finde hende var her på hospitalet, for der var jo så mange der blødte at det nok ville skjule hendes duft men det var åbenbart ikke sandt. Hun satte sig lidt hurtigt op men måtte lægge en hånd mod hendes ene side fordi på grund af hendes brækkede ribben. Tæppet faldt ned og afslørede hun var forbundet flere steder selvom hun snart ville kunne få de irriterne forbindinger af så måtte det jo vente til hun fik lov at gå fra stedet af. ”Hvad laver du her?” spurgte hun forvirret for hun vidste jo ikke hvorfor han var her.. Hun begyndte at overveje om han virkelig fulgte efter hende overalt hvor hun gik for han virkede jo til at dukke op, heldigt at han ikke var dukket op da hun havde været sammen med Leo eller rettere da de endelig havde fundet hinanden igen, det var kun en situation hun kunne forstille sig ville ende meget dårligt hvis Gambit nogensinde så ham.

[Deleted]

Nok elskede han hende, men han havde respekt for sig selv og ingen skulle træde sådan på ham. Alle de følelser var unormale og han blev jo påvirket slemt af det. Første vidste han ikke hvad han skulle sige, men hun skulle vide hvorfor han havde opsøgt hende og hun ville jo ende med at vide at ingen anden mand end ham måtte få hende, selv hvis det betød at han måtte slå hende ihjel. For at leve med at hun ville have en anden mand end ham, det kunne han ikke.
"Jeg har fået din lille besked, ganske ordret." Mumlede han så vredt, han stirrede temligt uhyggeligt på hende, der var virkelig ikke mange ting der ville kunne få ham til at falde ned. Der var så mange spørgsmål han ville have svar på, hvem hun havde tænkt sig at gifte sig med og om han overhovedet var kommet i tids nok til at stoppe hende. Hvem der havde gjort dette ved hende ville han også gerne vide, for selvom han var vred og faktisk godt kunne finde på at gøre hende ondt, så var der ingen andre der skulle gøre det. Så dem havde han en høne at plukke med. Han ventede med at gøre mere, han stod bare stadig for enden af sengen og stirrede på hende.

[Neimi Silvertung]

At han stirrede på hende på den måde gjorde hende en anelse utryg men ikke noget hun udviste for hun stirrede bare igen med lettere kølig og advarende mine for han skulle ikke prøve på noget så ville han ikke få det let med hende og hun ville bestemt aldrig tilgive ham hvis han gjorde hende ondt selvom hun ikke ligefrem havde kræfterne til at forsvare sig særlig meget selvom eliksiren nu hjalp på hendes smerter så var hun stadig en smule stiv i det og hun anede jo ikke om hun kunne gå. ”Og hvad så? Du er jo kommet videre og har fået dig en lille tjenerinde” sagde hun roligt for hun var jo selv blevet vred over at høre at Gambit havde fået en tjenerinde og så endda en meget køn en af slagsen, hvilket også havde været grunden til hun havde sagt det med at han ikke skulle se hende igen for hun ville gifte sig med en anden mand. Hun havde sådan set håbet på det blev Leo hvis han gerne ville have hende noget hun jo havde fået indtryk af da han havde erklæret sin kærlighed til hende i form af et digt, noget hun ikke havde kunne lade være med at smile over for han var nok den eneste der snakkede sådan til hende.

[Deleted]

Han kneb øjnene sammen og knugede hånden, han lagde sjældent hånd på en han kunne lide, men når han blev vred havde han svært ved sådan noget. Gambit tog en dyb indånding, han forstod virkelig ikke hvordan hun kunne flippe ud over sådan noget. Dog måtte han jo prøve at bortforklare.
"Du er jo altid på farten og jeg havde brug for en til at gøre mit hus pænt. Desuden så gør jeg jo også hende en tjeneste ved at hun kan tjene lidt penge." Mumlede han lettere irriteret over at det kvindemenneske var så forvirrende at være i nærheden af. Dog kunne han jo ikke lade være med at elske hende og indeni smilte han faktisk lidt ved synet af hende igen, for hun var jo det smukkeste han havde set. Roligt gik han om sengen og hen ved siden af den, han så bare ned på hende og ville ikke gøre mere, for at hun skulle råbe efter nogen passede ham ikke, så han måtte holde sin afstand.
"Hvem har gjort det her ved dig?" Spurgte han så koldt, dog afslørede et lille knæk at han var bekymret og øjenbrynene viste det også kort ved at sænke sig lidt.

[Neimi Silvertung]

”Og så valgte du en køn kvinde? Hun pynter jo sikkert også fint i dit hjem.. Og hvad pokker har det at gøre med jeg altid er på farten?” spurgte hun en smule irriteret for hun kunne virkelig ikke se hvorfor hun var grunden til at han havde anskaffet sig en kvinde til at gøre rent i sit hjem. De havde jo begge vidst fra starten at de begge så andre folk og morede sig dem, så ingen af dem var til faste forhold, men stadig kunne hun jo ikke helt lade være med at være en smule jaloux til trods for hun godt vidste at det nok aldrig ville gå alligevel for hun havde brug for fred og ro ikke ligefrem noget hun havde oplevet sammen med ham, for når de endelig havde ro så endte de gerne med at skændes eller diskutere fordi de begge var stædige og frie væsner.
”Kan det ikke være lige meget? De fik deres hævn så måske kan jeg få fred fra dem” sagde hun mere roligt for det kunne da være behøvende lige meget hvem der havde tæsket hende halvt til døde, så meget gk hun heller ikke op i at hævne sig på dem der gjorde hende ondt. Det var højest hvis hun faktisk kunne lide personen at hun ville have hævn.

[Deleted]

Kvinder.............. Han vidste da bare hvordan man valgte dem, lige nu blev han sådan set kun mere og mere rassende. Måske skulle han bare vende ryggen til og skride, lade som om hun aldrig var en del af hans liv. Alle minderne om hvordan hun kunne få ham til at føle gjorde ham helt blød igen, nej, han kunne ikke give hende op, det nægtede han.
"Jeg gjorde noget jeg lovede mig selv jeg aldrig ville gøre, jeg faldt for en kvinde og den kvinde ville jeg have i mit hjem, som min og kun min. Det virkede bare ikke som om det nogensinde ville ske, så jeg hyrede en. Det er ikke min skyld du syntes at hun er køn. Kan du egentlig ikke også være ligeglad? Du har ingen grund til at være jaloux!" Gambit var ikke meget for at indrømme det var Neimi, så han sagde det jo ikke direkte. Hans blik vidste vrede og fustration, for han magtede egentlig slet ikke at skulle føle sådan, det var jo bare kommet og nu drev hun ham til vanvid. Det var hans nye mål og mission i livet, at få hende til at blive hans. Han var villig til at ligge det gamle liv på hylden og slå sig ned for hendes skyld, fordi det oprigtigt var det han ønskede og drømte om nu. Lidt skræmmende.
"Det er ikke lige meget hvem der har skadet dig, for ingen skal røre dig uden at få med mig at bestille, det har jeg også fortalt dig en gang før." Mumlede han så lettere fraværende, fordi han havde at vise at han faktisk holdte af hende, det gjorde livet så meget svære.

[Neimi Silvertung]

Det første han sagde fik de kølige øjne til at blive undrende i stedet for hun var ikke helt med på hvad han egentilg talte om, jo hun vidste godt hun var speciel for ham men hun havde bare regnet med det var som elskerinde, en han ville komme til ind i mellem og ikke så meget andet end det. ”Hvad har det stadig med mig at gøre? Du må jo leve lykkeligt med den tøs du nu vælger, hvis du overhovedet kan vælge imellem alle dem der render rundt omkring dig.. Og jeg er ikke jaloux, jeg tror hun kan blive en god lille husmor for dig.. Sådan en der kan gøre alt hvad du ønsker hun skal gøre” sagde hun en smule irriteret for hun forstod stadig ikke helt hvad det hele handlede om selvom hun havde en andelse men hun ville jo have at han skulle sige det lige ud selvom hun jo på en måde allerede havde valgt en anden men igen det havde ikke haft betydet at hun ville have valgt Leo for hun havde jo også overvejet at bosætte sig sammen med Cage bare fordi livet hos ham var helt roligt og døsende, noget hun godt kunne bruge på hendes sidste dage.
”Du får ikke hans navn fra mig, jeg vil ikke have flere problemer, nu har han fået sin hævn så slipper nok for at møde ham igen” sagde hun mere roligt for hun ønskede ikke flere problemer når hun ikke kunne holde til det i længden, hun kunne jo ikke være heldig hver gang og overleve sådan nogen overfald.

[Deleted]

Gambit gjorde det jo også besværligt for hende, ved ikke at sige noget som helst helt direkte. Det havde vel noget med hans ego af gøre, han hadet at han faktisk havde lyst til at holde sig til en kvinde, men det forstod hun vel ikke. Tanken om at han nok aldrig ville kunne få hende for sig selv gjorde ham helt bedrøvet.
"Du er jo den tøs jeg har valgt. Jeg ved det ikke passer ind i dit liv, men du passer perfekt ind i mit. Det var derfor jeg ville have mit hus i stand, jeg vil have et rigtigt liv i stedet for det jeg har gang i nu. Jeg kan ikke engang selv finde rundt i mine tanker, for det handler kun om et fast forhold, et hjem med tryghed og ro. Det ligner mig slet ikke. Se hvad du har gjort ved mig!!! Og jeg elsker det...... Jeg, jeg tror faktisk at jeg elsker dig." Hans stemme var en smugle høj til at starte med, han endte med at knæle ved sengen i afmagt, hans vrede var dæmpet og han kunne igen mærke smerterne. Gambit var et rod lige nu, alt han ønskede var hende i sine arme, men han var godt klar over hvordan det ville ende, det troede han i hvert fald. Hovedet var sunket helt, han ville ikke engang se på hende lige nu, for det gjorde ondt og han var faktisk lidt bange for at hun bare ville grine af hans nye vej. Alt han ønskede var et kærligt hjem med kvinden han elskede, kvinden som lå her og så så smuk ud.

[Neimi Silvertung]

Hun så stadig undrende på ham for hun forstod stadig ikke meningen med det hele, i hendes hoved kunne han jo bare gå ud og vælge en hver anden kvinde selvom hun på en måde havde håbet på at det blev Turo for hun var en meget sød person selvom de nu også var forskellige på mange punkter så ville hun jo nok blive en god husmor.
Dog så hun ret chokket på ham ved hans indrømmelse for det vidste hun ikke rigtigt hvad hun skulle sige til det, så hun sad bare og så chokket på ham inden hun sukkede opgivende for der var jo ikke noget af grine af ved det her, hun havde jo selv haft samme følelse med at slå sig ned men det var en følelse Leo havde plantet i hende og senere Cage for livet med dem virkede så dovent og herligt som om intet i omverden havde nogen betydning for dem lidt som hun også havde det med Gambit når de var alene i et værelse. ”Måske vil du gerne have fred og ro… Men har du overvejet hvilket liv du vil tilbyde mig? Et liv i mørke hvor jeg konstant skal være på vagt overfor dine fjender som mine hver gang jeg går uden for en dør.. Det er ikke sådan jeg har forstillet mig mine få sidste år skulle være” sagde hun stille for hun anede ikke hvad hun skulle sige til det ellers.. Hun havde jo forstillet sig en tid hvor hun bare skulle dovne og slappe helt af, måske ligge i solen og bare bade sig i dens lys mens hun tilbragte tiden sammen med en hun kunne lide. Men nu havde hun da endelig fortalt ham indirekte at hun ikke havde mange år tilbage at leve i.

[Deleted]

Endelig fik han taget sig sammen til at se op, hans blik var sørgmodigt, han kunne godt høre at han ikke havde meget af gøre med. Han så ned kort og så op igen med et bestemt blik, han gav ikke op, for han havde mere af give af.
"Ingen af mine fjender har nogen ide om hvor jeg bor, desuden kan jeg godt komme af med dem som skulle være en trussel for os. Jeg ville aldrig lade dig ske noget, jeg ville slå dem alle ihjel bare for at gøre dig glad. Jeg ville få mig et oprigtigt job og stoppe med at stjæle og snyde så folk ville komme efter mig. Jeg vil gøre alt......" Hans stemme var stille og blid, en smugle bedende, for han ville jo så brændende gerne have hende for sig selv, være hendes mand og beskytte hende hver dag. Gambit tog ud efter hendes hånd, han havde faktisk kigget efter noget natarbejde på havnen og tjene pende på den måde. Han kunne jo også undvære Turo, han ville bytte hende ud for Neimi når som helst. Da han fik tænkt ordenligt over det hun havde sagt, så han skræmt på hende.
"Hvad pokker mener du med få sidste år?!" Han greb fat i hende og så hende dybt i øjnene, nu måtte hun bestemt gerne se hans frygt, for det her skræmte ham, han ville ikke miste hende og slet ikke hvis han faktisk fik hende til at blive hos ham. Dog måtte han også vende den om, han ville give hende de bedste sidste år i hendes liv, gøre livet til en drøm for hende.

[Neimi Silvertung]

På en måde kunne hun jo godt lide at han kæmpede lidt for hende selvom hun stadig havde valgt i hende hoved, men som meget andet kunne det jo også ændre sig for hun havde altid sagt hun aldrig nogensinde ville slå sig ned med en person og nu havde hun jo alligevel lyst til at gøre det. Meninger ændrede sig jo hele tiden, selvom hun nok ikke ville kunne knuse Leos hjerte for han var jo den der havde lært hende en smule om kærlighed til trods for han ikke havde gjort andet end at være sig selv overfor hende, ligesom hun ikke havde gjort andet end at være sig selv overfor Gambit. ”Du bliver jo nødt til at lade noget ske for mig ellers vil intet godt ske for mig heller” sagde hun roligt med et lille smil for nok var det sødt sagt men på den anden side ville der jo aldrig ske noget godt for hende hvis han ikke tillod der skete hende noget. Smilet forsvandt dog lige så stille igen ”Hvorfor skulle jeg bede dig om at opgive noget du kan lide?” spurgte hun lidt undrende for hun havde da indtyk af at han godt kunne lide at gamble og drikke for den sags skyld..
Hun så dog overrasket på ham da han greb mere fat i hende noget som ikke var specielt godt for hendes sår men smerterne kunne hun ikke mærke lige nu på grund af eliksiren. ”Jeg er dødende Gambit, det har jeg længe vidst.. Det er derfor jeg vil slå mig ned, jeg orker ikke at blive ved med at rejse og stjæle fra folk.. Jeg vil bare have fred nu hvor det ikke har lykkes mig at finde de udødeliges maler” sagde hun mere stille for han kunne jo lige så godt få sandheden at vide selvom det ellers havde lykkes for hende at holde den skjult for ham sidst de havde været sammen.

[Deleted]

Et smil gled havde været smittet hen på hans kolde læber, hun havde det skønneste smil. Men lige nu var han bange, han så på hende og det var faktisk lige til tåre hvis det ikke var fordi han holdte det tilbage. Roligt gav han slip på hende, han lod hånden glide ned over hendes hår og satte sig på knæ igen.
"Jeg lover dig at give alt hvad jeg har for at få dig til at få de bedste år i dit liv, gøre dine dage til de bedste nogensinde. Jeg opgiver gerne de ting, for jeg elsker dig højere end dem." Hans stemme var varm og kærlig, han havde en masse han skyldte den gamle dame en del, for han havde købt noget efter deres sidste møde, noget han gerne ville give hende. Dog ikke med det samme betydning som den nu ville få. Roligt tog han hendes hånd, kyssede håndryggen og så hende dybt i øjnene.
"Neimi, vil du slå dig ned med mig, være min og jeg din? Flyt ind hos mig og jeg vil give dig alt du måtte ønske og mere til." Hans øjne og stemme var bedende, men også drømmende og man kunne se på ham at det var det her han ville. Dog var det ikke lige et frieri, men en bøn om at hun ville være sammen med ham og ingen anden mand. Roligt fandt han en lille stofpose frem og rakte hende den. Der i lå en lille ring med en smuk lille hvid perle i. Han ønskede at gøre hende lige så glad som hun blev sidst hun fik halskæden, han havde vidst allerede den gang været faldet for hende, men han havde ikke ville indse det og den her gave var tegn på at han havde givet sig hen til de følelser der havde været der længe, men skjult.