at tjene penge til føde

[kibra]

det var let hen på aften og solen kasted sin siste sol stråler hen over byen kibra hadet sine våben med vis han nu skulde komme til at måde nolge personer som ikke var helt så søde Kibra stod i skyggen han liget en på 20 men var 17 år hans sorte hår kunde man ikke se og han tale kun vis det nu ventit for ham men ellers passet han bare sig selv øjne kikket efter et offer han kunde stjæle penge fra han viste også godt at der ikke ville være penge nok i det han hadet så han kunde klare sig så længe

han hørte også godt efter hvad folk snakket om for det kunde vær spænde en gang i mellem at høre hvad folk syntes om de forskælige personer nu kom han ikke selv her fra men det var dumt at stjele for sin egen by hvor man let kunde blive set eller fanget for den sags skuld han lage hovet på skrå og kikket hen til den ene ænde af gaden der var en folk elver som stod og snakket men det var ikke så intersandt af han gad at høre efter hvad de sannket om men på den anden side så kunde de jo ha noget vigtit gendstande med sig

[Deleted]

Det var svært at tro at hendes forældre faktisk havde givet hende lov til at tage ud fra skoven, men hun overtalte dem ved at sige hun ville vise sin dannelse frem og gøre dem stolte som aldrig før. Rejsen havde været lang, men hun ville starte fra den ene ende og så tage tilbage til Nirelia lige så stille. Opdage verdenen og se de forskellige folkefærd i stedet for at læse om dem, hun glædet sig noget så utroligt. Lige nu red hun igennem middelmark, hun var ved at være tæt på sit mål, men hun vidste med sikkerhed hun ikke ville krydse grænsen til Darklia, men havet skulle helt sikkert ses. Penge havde hun rigeligt af, for hvis hun ingen penge havde, hvad skulle hun så gøre? Et par unge mænd så hende komme ridende på sin hvide hoppe. hun havde rannk ryg og smilte hele tiden, hendes kjole var smuk rød og sad tæt om livet og ved brystet, mens et sjal varmede hende og dækkede for hendes bryst. Det var tydeligt hun var velhavende og så var hun en smuk kvinde. Mændene havde urene tanker, de gik stille efter hende som hun red stille forbi. De greb fat i hende og trak hende ned af hesten. Hun hvinede højt og blev hunderad, det var intet hun nogensinde havde oplevet før og måden de befamlede hende fik hende til at græde.
"Hjælp mig! Så hjælp mig dog en eller anden." Skreg hun, hun vred sig kun, for hun var imod vold og ville ikke slå dem. Sådan var hun nemlig opdraget. Som en rigtig jomfru i nød.......

[kibra]

Kirbra kunde høre en kvinde skri og noget han ikke kudne undgå at høre det irteret ham let han sukket " på den igen " svaret Kibra stille gik han hen til det sted hvor han hadet hørt det det var en let ælder kvinde til fordel for ham det kunde han se men også at hun var elver " hey i der lad den kvinde være " sagde han let hårt og holdet om sit svær godt nok var han et menneske men han hadet noget af farien med sådan nolge tyber selv om de virket ret store så og ælder så var han let bange men man kunde ikke se det på men varme var der og han ruste let på hænderne Kirba gjord atl for de ikke kudne se at han var bange overhovet

[Deleted]

Mændene kastede et blik på den sølle knægt og grinte, de rystede på hovedet og ignorede ham da han ikke gjorde den store trussel i deres øjne, men hænderne godt over hele hendes krop. Selv sprællede hun en del, men slog ikke fra sig, for sådan opførte en lært ung dame sig bestemt ikke. Okume hvinede og skreg, hun kastede sig baglæns og prøvede at komme væk, men det gik ikke som hun ønskede. Voldigt begyndte de at hive op i hendes kjole og hun slog den ene ganske pænt over fingrene og så bestemt på ham, han grinte bare og forsatte, mens Okume kun skreg mere fordi de overskred enhver grænse hun havde.
"Sådan nogle ubehøvlede unge mænd burde være låst inde, kan i så slippe mig!" Det var let at høre hun normalt fik alt serveret på et sølvfad og at hun aldrig havde oplevet noget lignende.

[kibra]

Han kendte deres blik og ruste let på hovet han stamme en spichel lavet arm brust og stille strammet Kirba den så den var hår ind til den ikke kunde mere der efter satte han den på plas og skød nu efter deres skulder i håb om at de ville falde om der var sove milde i dem så der var kun spørgsmål om tid før de ville give slip på Kvinde som stod lige Foran ham det de gjorder sagde Kirba ingen ting han hadet arldige gjort sådan noget som det kun gjort så han knde få penge det sorte hår blæste let mens han kunde mærke hjeret slå lidt hurtiger ind de plejet at være han kikket let efter de træ pile som han håbet der ville ramme unde de ville ane u råd om det men han viste hvad han ellers skulde gøre han var bare et mennske som gjord hvad der bedst for ham hvad han selv syntes

[Deleted]

Da de ikke tog ham som den store trussel, opdagede de intet de havde travlt med Okume som stadig skreg og hvinede, hun prøvede virkelig at komme væk. Mændene blev ram af hans pile, de faldt sammen og lå nu på jorden, Okume stod dybt forvirret og kiggede så over på den unge mand der havde redet hendes liv. Det føltes i hvert fald som om hun skulle til at dø, hendes største frygt var jo at en mand skulle tage hendes møgdom uden at hun havde givet sig selv hen til ham. Et lille taknemmeligt smil gled hen over hendes læber, hun gik hen over mændene imens hun løftede op i sin kjole så den ikke ramte jorden mere. Hesten var reddet væk med hendes ting og hun var lidt fortabt i bund og grund, men hun tænkte kun på at takke sin helt.
"Tak for Deres modige sind." Sagde hun og nejede fint for ham, hun så på ham med sine varme brune øjne. Det betød meget for hende at det var stoppet, hun havde lige levet i et mareridt hun aldrig troede kunne finde sted så hurtigt og så når de ikke engang var i Darklia. Okume kiggede lidt rundt, hun sukkede tungt. Hesten var væk og hun stod uden sin rejseoppakning og penge. Kun en lille pose guld hun havde hængende om livet var der, hun lod sin hånd glide ned om den, hvis folk kunne finde på at overfalde en på den måde, skulle de helst ikke se hun havde penge på sig.
"Kan De fortælle mig hvor jeg finder en kro min gode mand?" Spurgte hun så venligt, hun ville jo gerne have et sted at være for natten og så håbede hun lidt hendes hest vendte tilbage.

[kibra]

Kibar viste ikke helt hvorfor hun takket ham han smilte let ” de behøves ikke takke mig jeg er kun en fatte kal ” sagde han mens han boget hovet let ” der ligger kun en kro her men det er ikke så god en ide da de mænd som over falde dem kommer der vær aften ” sagde han med let røstene stemme for det var sandt han lage arm brusten i sit ærme igen og holdet stille om sit svær mens blikket holdet øje med ting om kræng sig ” for det var sandt vis det var hun ville have et sted at over natte måtte hun godt komme hjem til ham godt nok var det et Hemlige sted for hans fammille eller den som han ikke hadet mere Kibra kikket stille ned i jorden han viste ikke helt om det var så god en ide så han bed sig let i læben ” men de kan sove hos mig ” sagde Kibra smilte stille det var ikke så tit han fik gæster i sær ikke elver

[Deleted]

Eftersom hun var van til fine ting, var det jo i forvejen svært at rejse rundt, men at se en anden hjem i stedet for en kro var altid en god ide, hun tænkte nøje over det. Mon hendes hest ville kunne finde hen til hende? Elvere havde jo noget med dyr, de var hjertepartnere og sjælevenner. Hun så ned af sig selv, hendes kjole var blevet beskidt, og det var en af hendes ynglings.
"Jeg vil ikke være til besvær, men hvis De indsistere, så vil det glæde mig." Svarede hun roligt, for hun var lidt usikker på alt dette, men hun tog gerne imod en venligsindets tilbud om nattely. Hun plejede trods alt at se det bedste i alle folk, lige på nær dem der havde modbevist hende. Okume fniste stille, han virkede meget ung og kejtet, lidt sødt, når man tænkte på at han skulle vise sig at være den der havde reddet hende.

[kibra]

Kriba kikket stille ned i jorden igen og nikket til kvinden mens han stille vente sig om han hadet ikke vist Nogle det sted i lang tid men det skulde nok blive sjovt med let selv skab. Han hadet let at folk så sår meget ned på ham. Kriba ville bare være en mand som alle ander men selv om man var let Fati kunde han godt lide at hjælpe andre det var noget Sjovt noget det der med kvinder enlige han kunde ikke regtit forstå dem og det ville han nok heller ikke komme til lige med det samme stille holdet han sig let på det føte kors mærke på hans arm de gjord let ondt i det så han måtte stoppe op let og lene sig op af en hus mur det gorde det altid når der ville ske ham noget dårliget eller godt øjne lokket let i og så hen på kvinden med sambitte læber Mit navn er for rasten Kriba eller det kalder folk mig i var fald ” han smilte let og tænke på hvordan han liv kunde se ud vis han var en elver også men der kom nogle helt forkeret biller ind i hans hoved som han ikke kudne få ud af igen men det stoppet igen da smerten var væk igen og så gik Kriba hen til et staten af skoven der lå nolge træer i vejen så man ikke kunde se en lille Grotte som var der ” Du må love mig du ikke siger det her vider til nolge som helst vis jeg finder ud af du har snakket om det kommer de til at fortryde det ” sagde Kriba let skabt for at gi sig sikker på at hun forstod hvad han mente

[Deleted]

Da han stoppede op og lignede en der var i smerter, gik Okume hen til ham med sit gode hjerte og lagde en arm stille på hans skulder, for at sikre sig at han klarede den. Hendes blik var roligt og hun smilte sødt, han var en sjov en, men han havde redet hendes liv, måske endda to gange ved at lade hende sove der hvor de nu skulle hen.
"Rart at møde Dem Kibra, mit navn er Okume."Sagde hun og nejede fint igen, det var tydeligt at se hun stammede fra en fin familie, men hvor vidste man jo ikke helt. Elverfolket kunne godt være fine på den i forvejen, men de var jo også fornemme og ædle væsner, elegante i al sin pragt. Det mente hun i hvert fald at hun havde læst et sted. Roligt fulgte hun med ham, hun kiggede sig godt omkring og holdte oppe i kjolen, den kunne renses, men blev den flænset så var det sket, Man lappede ikke en kjole i hendes verden, der smed man den ud til de fattige som intet havde og fik en ny fordi man kunne.
"Jeg taler ikke med så mange, jeg tør ikke rigtig, så kan ikke se hvem jeg skulle sige noget til." Sagde hun med en lav stemme, som om at det var meget hemmeligt og hun passede meget på. Okume hev ekstra godt op i sin kjole så man kunne se de fine sorte sko og hvide sokker som dækkede en del af hendes ben, lidt over knæene faktisk. Den røde kjole sad smukt på hende, den fremhævede hendes betydning.

[kibra]

Kirba kikket stille på Okume han Smilet stille og fjernet en busk og en grotte nærmeste en forlandet gammel by kom til syne der var ikke Nogle der der var kun dem ”det har været min fammiles skjule sted i mange 100 år ” sagde han med et stille smil på læben han var ikke så glad for at snakke med om sine forælder over hovet hvad skulde hun også interner sig for det han hade jo alt hvad han hadet brug for her inde Kirbar Tændte op for en gammel ild sted som stille tændte for et andet og vider ned mod et huld i murene der nede boget han han kikket sig stille om kræng ” Damerne først ” han smilte stille og bukket pænt for hinden Okume Kirbar var en enspænder og hadet ikke brug for så mange til at holde ham med selv skab hvorfor også komme ind på nolge mennsker når man viste at de nok bare ville såre en som så mange ander gjrod men elver var jo let højrøvet hvad han hadet foget af vide men nu måtte man jo se på tingen stille støj han hånden i gennem håret så noget at svedet kom væk han skulde snart vaske sig så han kunde se let pæn ud

[Deleted]

Da der kom lys frem, fik hun store øjne, det var noget af et lille eventyr hun var ude på og hun var rigtig spændt, hun hoppede helt indeni af fryd. Det var jo næsten som i alle de bøger hun læste, men bare virkeligt og det gjorde hende mere og mere nysgerrig, for selvom hun var fin, kunne hun godt nøjes med det der blev budt hende. Det var trods alt hendes eget valg at forlade villaen og skoven for at tage ud og opleve verdenen som hendes bror havde gjort det.
"Har du nogen bøger?" Spurgte hun nysgerrigt og begyndte at gå som han havde sagt damerne først.

[kibra]

Bøger ! ” han tænke sig om der var jo mange steder han ikke regtit kedet til i nu så han skulde lige finde ud af hvor det kudne være ” så vidt jeg husker har jeg en gammel bibliotek med nolge gammel bøger du må godt læse i dem” sagde han stille mens han kikket rundt bøger sagde ham ikke regtit noget for han viste ikke hvad der stod der stille sukket han stille mens han så ned på sin arm kokset branete stade let meget men ikke mere inde han kulde hulde ud altså men det gik nok for han var let ung i nu men han var mere mod ind han så ud til at være stille Kikket han rundt og så sig om kræng ” er du så for en fin fammile ?” Kirba kunde ikke lade være med at spøger for hun så sådan ud stille kikket han på gjolen den så Beskidt ud det var sundt for den så ellers folt ud til hinden men det var vist ikke den regtit måde at rejse på men det skulde hun nok finde ud af hvor besværligst det var

[Deleted]

Da han sagde gammelt bibliotek lyste hendes øjne op som små krystaller, hun klappede ivrigt i sine hænder og drejede kort rundt. Det passede hende fint, for hendes mål var jo at finde bøger som endnu ikke var fundet før. Det føltes som når hun fik nye ting, hun blev så glad og lykkelig. Bøger var alt for hende, hun elskede bøger og morede sig altid med en god bog i hænderne.
"Det må du vise mig, jeg elsker at læse bøger jeg har læst alle i vores eget bibliotek og vi har et af de største. Far har købt mig en masse bøger." Sagde hun så med et smil, hun vendte sig rundt for at se om han var med, hun stoppede kort op og kiggede lidt afventende på ham. De kunne jo altid se på det næste dag, men han måtte nu gerne finde en hun kunne læse lidt i inden hun sov, for hendes hest var jo løbet bort med de bøger hun lige havde haft købt på markedet.
"Jeg kommer fra en meget fin slægt af elvere ja. Er det ikke trist at være alene?" Spurgte hun så, som havde hun læst sig frem til at han måtte jo være alene siden han boede her uden nogen. Selv var Okume helt forelsket i familielivet, hun ville selv have mange mange børn.

[kibra]

Kirbar vente sig i mod hinden og smilte stille og rolige ” jo af og til er det….. men jeg venter nu på at den regtit Kvinde kommer ” han smilte stille og rolige mens han kikket stille op i luftet der var malerier af hans fammile der oppe man kunde bare ikke helt se dem han var selv fra en rig Famille men hans mor og far Døde af hvor fald den ene hængte sig selv og den anden over faldt af varmpyr så han hadet en vis had til dem stillet stoppet Kirba op og kikket i et hjørne ” jeg kan måske godt vise dig det men ville du ikke ha noget andet tøj på først som er mere behaliget så den der kan blive renset ?” kirba var nok tyv men han hadet et hjeret som guld han stjal også kun for dem han kunde se ikke fortjente dem men der var da nogle gange han var blivet fanget og mishanldet på en hår måde som man ikke kunde forstille sig helt