på vej hjem

[Daniella Bathory]

”Super – Så passer det jo fint.” sagde hun med et let nik og et tilfreds smil. Lagde let armene om bag nakken og fulgte med ham, gik et skridt ved siden af ham og nynnede svagt indtil han spurgte hende om noget. Så rystede hun let på hovedet så det lyse hår dansede omkring skulderne på hende.

”Nej, det har jeg ikke. De døde da jeg var 9.” sagde hun roligt, uden at gå yderligere i detaljer. Ikke fordi hun havde noget imod at fortælle om sin vej til lommetyveri og fattigdom, men mere fordi hun ikke belemrede folk med den slags. Det var mange år siden det var sket, så hun havde ikke noget akut behov for at få talt ud om det. Hun var for længst ovre det, og mente at hun skyldte hendes forældre at overleve.

Måske var det derfor hendes overlevelsesinstinkt var så veludviklet? Fordi hun mente at hun skyldte dem sit liv? Hun smilede og rystede på hovedet for sig selv af tanken, sikke noget vrøvl. Hun spurgte ikke om han havde nogen, han havde jo allerede fortalt hende at han havde været alene i en del år efterhånden.

Hun skælvede svagt, lidt koldt var det alligevel. Hun glædede sig til at komme hen til det sted han havde sagt hun kunne være, det var bestemt bedre end en gyde eller mur.

[kibra]

kibra kunde se hun frøs så han tog kappen af og lage den stille om hinden ” her du fryser ” visket han rolige mens han gik vider nok var han en jæger som slog andre ihjel men han var god nok som kibra kikket op i luften det begyndte at blive overskyet ” der kommer snart snestorm vi må skynde os let ellers bliver det ikke let at finde ind gang ” kom det stille fra Kibra mens han vente blikket til Daniella han smilte også det var nu meget rat at have en at snakke med en 2 r timer efter noget de til den stor hule der gik langt ind i joden han tog en fakel som lå der og tænde den ” det kan godt virke let mørk lige nu men vi skal også længer ind ” han begyndte at gå ind i mørket og jo længer de kom ind jo mere begyndte det hulet de var inden i var høj nok til at de bække to kunde komme ind

[Daniella Bathory]

Hun så op da han tog kappen af og smilede taknemligt. ”Tak… Fryser du så ikke?” spurgte hun med et let rynket øjenbryn, men pakkede let kappen tættere omkring skulderne uden problemer. Den var allerede opvarmet fra ham, så det hjalp øjeblikkeligt.

Hun skar en grimasse da han nævnte at det snart ville blive snestorm, og da de nåede hulen stoppede hun et øjeblik. Sneen begyndte at falde, det var kun optakten til det endnu så det var blød, tøsne der hurtigt forsvandt, men da de gik ind i hulen var det allerede begyndt tage til. Hun holdte en hånd på væggen, på trods af at han havde tændt en fakkel.

”Hvor langt skal vi ind?” spurgte hun roligt, og så sig nysgerrigt omkrng. Hun skulle jo helst lære vejen, og indprente den i sin hukommelse. Ellers var det ikke meget bevendt. Hun vippede let på hælene, hendes fødder var en lille smule ømme efter gåturen.

[kibra]

Han smilte igen kibra kunde ikke andet af hinden ” vi skal gå en 20 minutter hulen bliv gravet af min forfærder det skulde blive et skjule sted for jæger som mig og tyve som stod i led tog med os de brugte 1000 år på at lave det med deres ejen hænder ” forkalket han hinden ” Men for at forhindrer ander i at komme ind lage de masser at fæller men jeg har taget fundet de fleste af dem ” han stoppet op da de hadet gået let muren endte skulde man da tro men han tog hånden hen mod et lille huld i klippen og fjerente noget af den der sad en hånd tag han trak i den og et stort rum kom syne man kunde se søjler stille satte han ild til en kamin og så bliv der hurtit tændt en anden og en anden igen ind til den stoppet ved et lille sort huld ” dameren først ” kom det fra kibra

[Daniella Bathory]

Hun lyttede intresseret til hans historie, 1000 år virkede alligevel som meget lang tid for en tunnel. Hun rystede svagt på hovedet af sig selv, klukkede lavmælt. ’Tyve som stod i ledtog med dem’. Virkeligt? Uanset hvad arbejdede hun ikke for ham på dét punkt, det eneste hun skulle var at hjælpe ham med at lave og reparere våben. Hendes tyvekoster ville hun beholde for sig selv.

Hun blev mere opmærksom på sine omgivelser og gik lidt langsommere da han nævnte fælderne. Gik et par skridt bag ham og så rundt med et flakkende blik, ville ikke komme til skade hvis hun kunne undgå det. Hun stoppede da han fik åbnet en hemelig dør, og gik roligt ind i rummet. Lagde hovedet en anelse på skrå og fulgte hans bevægelser, stillede sig over til den første kamin indtil han var færdig. Hun hævede let et øjenbryn ved hans ’damerne først’. Det var ikke ofte man blev behandlet som en rigtig dame, og ikke bare… Ja. Horer. Billig tøs. Der var mange ord for det.

Hun nikkede let og gik roligt ind før ham, fulgte bare den ensrettede gang.

[kibra]

Kibra sendte hinden et smil man kunden godt mærke på hinden at hun ikke var vand til at folk gjorde sådan mod hinden men sådan var han op draget til at være han viste ikke helt hvorfor han skulde gøre det han gjorde det bare stille satte han faklen på plas og porten lukket af sig selv igen der var lys for oven en stor Crystal der lyste meget af det op kibra vente sig mod Daniella " jamen vi må vel heller finde et sted du kan bo der er så mange rum her inden " han sendte hinden et varmt blik

stille satte han sine ting fra sig og satte det på en lille bor hvor der hang nogle Papiger han var let af en opfinder så han lavet sine våben selv han var også let træt men han kunde ikke ville han måttte træne igen det gjorde han stor set vær gang han kom hjem Daniella måtte da også træne sammen med ham vis hun altså ville men det var nok ikke sikkert at hun hadet så meget lyst til det

Kibra Bygente at gå ind i en side gang til den underjordiske slot kunde man vel nærmer kalde det på væggen kunde man se billder af dem som hadet boget her sammen med hans fammile men han viste også godt at den tid ikke ville komme igen for han hadet ingen plander om at genskabe den slegt igen han var kun fokuseret på at hevne sin forælders død og beskytte ander vis han kunde komme til det

[Daniella Bathory]

Hun gik roligt indenfor og lod fingrende glide over et par af tingene, med en svag grådighed i blikket. Daniella havde smag for luksus, om end dette ikke var det. Men det var ting, et sted hvor hun kunne have ejendele og en seng, og det var mere end hun var vant til. Hun nikkede glad til ham, og trippede let med ham, igen et skridt bag ved ham.

Det var yderst tvivlsomt at hun ville træne med ham. Hun var ikke typen der var voldelig, medmindre hun så en grund til det. Desuden mente hun ikke at hun havde brug for mere træning, hun var ganske ferm med sin lille dolk, der på trods af dens ringe størrelse sagtens kunne være dødelig.

Hun så på de forskellige malerier som de passerede, lod et par fingre glide over et par af dem og gøs. Hun havde aldrig brudt sig om den slags malerier, det føltes altid som om de fulgte en med øjnene og det fik hende tiltider til at flippe ud. Men hun ville ikke påpege det, i hans hjem. Lidt opdragelse havde hun da.

"Så... Hvilket værelse får jeg?" Spurgte hun med en kvidrende stemme imens blikket var rettet imod malerierne.

[kibra]

" tja det skal jo ikke være så langt væk så hvad med her inden " han åbent dåren og en himel seng kom til syne der var også et skab og reoler stille gik han ind og tændt nogle små lys han vente sig om igen og så på hinden " jeg skal nok skaffe brande så du kan få noget varme og der hænger også nogle kjoler du skal bare føle som om du er Hjemme der er mad om ikke så længe " han bukket høfligt og smilte med let røde kinder men han håbet på hun ville komme og spise med stille gik han hen mod døren og åbnet den og kikket hen mod Danillea han var glad for hun var her for så virket det ikke så ensomt

s

[Daniella Bathory]

Hun fulgte roligt med ham, og huskede omhyggeligt hvilket nummer dør det var han gik ind i da han sagde ’Hvad med herinde?’. Så slog hun hænderne begejstret sammen og drejede let rundt og strakte armene ud i rummet, smed sig henne på sengen. De eneste gange hun havde sovet i en seng – I de sidste mange år – var hvis hun havde forført en fornem herre, eller været på kro. Kroens billige senge kunne bestemt ikke anbefales.

Hun rullede let rundt i sengen og så op på stoffet der udgjorde ’himlen’ på den, smilede glad inden hun satte sig op på knæ og så hen på ham da han begyndte at tale igen. Hun viftede med hånden, ”Det haster ikke… Men jeg er megettaknemlig.” sagde hun glad og steg ud af sengen da han nævnte kjoler. Hun smuttede hurtigt over til en af skabene og trak en ud, holdte den op for sig og snurrede rundt med den i armene med blussende kinder.

Det var længe siden hun havde fået noget pænt tøj. Og det havde næppe været lovlig, og kjolen hun var iført var i forvejen stjålet, lidt beskidt – Hun satte en ære i at holde sig nogenlunde ren – og hun var ved at vokse ud af den. Kjolerne i skabet var måske en smule længere på hende, end det var meningen men det gjorde bestemt ikke noget.

Hun lo en glad latter, og smilede over til ham. Lo let over at han bukkede for hende, det var endnu aldrig sket. Selvfølgeligt ville hun komme med ned at spise, det gav sig selv. ”Er der noget jeg skal hjælpe med?” Spurgte hun, uden at tænke over det faktum at hun faktisk var elendig i et køkken.

[kibra]

Kibra smilte stille og glad for Daniella var glad han hadet ikke haft noget at se til før nu og det var en ra følse måske skulde han gøre det noget mere han Rystede på hovet han sukket stille og rolige men gik så hen til hidnen og så sig om kræng han kunde godt huske da hans mor boget her men det ville han ikke Fortælle i nu " hmmme tja du kunde måske godt hjælpe mig lidt " han grinde også det var sjovt at se at mennesker kunde være så glad for at få ting af andre

det sorte hår bliv lagt let til bage han over vejet at skifte nu hvor han ikke skulde jage i et stykke tid men til hvad viste han altså ikke helt i nu måske noget vidt men først skulde maden være færde men han var glad for Daniella var glad stille beynte han at gå " jeg har altid hadet de der bellder " visket han til hinden " jeg kom til at sætte hmhm ild til de ander længer nede og det jeg enlige glad for jeg gorder " sagde han med et skvæt smil og tog sig selv let i nakken

[Daniella Bathory]

Hun dansede let rundt et øjeblik, inden hun stoppede da han gik hen til hende. Hun lagde forsigtigt kjolen på sengen og glattede det bløde stof med en øm bevægelse, inden hun vendte sig imod ham igen og vippede på sine hæle. ”Mhm, hvad skal jeg så hjælpe med?” spurgte hun, eftersom han ikke havde uddybet det yderligere.

Hun nynnede let i det hun gik over imod døren igen, dansede let rundt i værelset et sekund mere og skævede ud i gangen. ”Mhm, hvor ligger køkkenet så?” spurgte hun og strakte let armene, inden hun smilende trak hans kappe af og lagde den over armen. Herinde var det ikke så slemt med kulden, farklerne havde hjulpet lidt og det samme havde de kaminer han havde tændt før.

[kibra]

Kibra vente sig igen og smilet let af hinden " tja dække bor og måske også være med til at lave mad " han sendte hinden et blik og bygente at gå ned mod køkkenet han vente at Daniella fylt med ham kibra vente stille blikket ned mod jorden han viste at han skulde Tidlige op men hvor tidliget det var viste han altså ikke men va nu kunde han da nyde den aften sammen med hans nye ven han håbet bare hun ville kunde lide at bo her

et stille suk kom fra ham han vare godt nok let træt men han hadet ikke tænk sig at gå i seng i nu han ville lave maden kun der efter kunde han slappe af og nyde varmen i kover bade karet " når ja vi har for rasten også bad her det glemte jeg at sige så vis du ville vaske dig her i aften kan jeg godt gøre noget vand klar til dig " vis du altså ville have et bad ?" han kikket på Daniella men fodskridten bliv lidt letter

han anden stor set ikke regtit hvad han skulde bruge aften på men han var sikker på de nok skulde hygge sig det var heller ikke så tit han lavet mad selv man han kunde da finde ud af at lave suppe det var altid godt at spise når det var sådan nolge kolde nætter kibra gabte let og måtte holde sig fore munden men så kom der et til " nøj den tur har taget lidt hårt på mig tor jeg "

[Daniella Bathory]

”Jeg er en forfærdelig kok. Bare så du ved det.” sagde hun med et let træk på sine spinkle skuldre, fulgte roligt med ham og indprentede sig vejen ind til køkkenet. ”Men dække bord kan jeg sagtens, jeg skal bare have af vide hvor tingene står.” sagde hun, selvom det egentligt gav sig selv. Det var en god ting at hun ikke var så klodset som hun var da hun var lille, da havde hendes mor forbudt hende t være i nærheden af porcelæn.

”Det ville jeg sætte pris på, selvom jeg godt kan sætte vandet over selv. Du virker træt.” sagde hun roligt og smilede ved udsigten til et bad, og til at kunne tage et oftere end hun i forvejen gjorde. Det var besværligt at skaffe sig et varmt bad, det kostede, og hun brød sig ikke om det kolde vand i søer i skovene og naturområdet.

Hun gabte let efter at han gjorde det og grinte let. ”Dit gaberi smitter.” sagde hun med et skævt smil, inden hun fik et drillende glimt i øjet. ”Mhm, du kan måske ikke tåle en lille gåtur?” spurgte hun, uden at pointere at hendes egne fødder var ømme.

[kibra]

Kibra kunde heller ikke lade være med at le lidt ” jeg tro det ikke ” sagde han med et grin og gik let tætter på Daniella 20 minutter sener kom det til køknet der var let mørkt men han tændte nogle små lamper der stod på et lille bor det var ikke der de skulde spise men det var ikke så langt der fra kibra kunde ikke lade være med at tænke på hvordan det ville gå med dem

Stille tog han en gruede og nogle grønsager frem helte noget vand i dem og så viste han et skab til Daniella ” her du skal bare sætte det ind ved stuen ved siden af han kunde ikke tænke ikke helt på hvad hun kunde lide men han lage bare nogle ting i den han skar grønsager i grøden og vente så på de bliv færde men der kunde gå lang tid han håbet ikke hun var sulten ” jeg håber ikke du er så sulten lige nu der går nok en time før den der færde ” Han smilte rolige og nynnede stille hvor den kom fra viste han ikke kibra smagte let på det og ” hmme let mere slat ”

[Daniella Bathory]

”Pfft – Be mig om at lave mad, og så finder du ud af det.” sagde hun med et let muntert fnys, ”Sværger, du ligger med madforgiftning i to uger.” sagde hun og puffede let til ham, men kommenterede ikke at han gik tættere på hende. Hun fulgte bare efter ham, og måtte undertrykke et støn da hun opdagede hvor langt der faktisk var. Så trådte hun indenfor i køkkenet, og studerede ham da han hældte vand og grønsager i en gryde.

Så satte hun sig let på hug ved service-skabet og tog tallerkner ud som en start. Hun begyndte roligt at dække op inden ved siden af, ikke specielt fint men nogenlunde lige overfor hinanden. Det samme gentog hun med bestik og glas, inden hun gik ud i køkkenet og satte sig op på køkkenbordet ved siden af ham og svingede let med benene, om end ikke nok til at gå i vejen for ham.

”Jeg overlever nok en times tid.” sagde hun med et skævt smil, kunne gå uden mad i dagevis uden at det gjorde meget andet end at give hende en smule mavepine. Det var jo ikke så forfærdeligt længe siden de havde delt et stykke brød og fået et æble hver.