på vej hjem

[kibra]

Dagen var blæse og kold men selv om det blæste så var der en god sol Kibra var på vej hjem fra sin tur han hadet sin sorte kappe på og sin lille taske og sine våben ned langs sin ene ben og om kræng hans ben kibra var varmpyr jæger godt nok ung alder at begynde men hans fammile hadet været det siden så længe han husket men det stoppet efter kibras mor og far døde kunde godt husket
Men kibra gik stille hen af en stig han var nu glad for at komme til et sted som han kender stille smilte han og lod det sorte hår komme lidt frem det nytte ikke noget af have hette på når den bliv blæst af igen stille sukket han det var noget tid siden han hadet været her men måske skulde han bede om let hus lu så kunde han gå hjem næste dag så han kunde hjem og lave sine våben om en varmpyr jæger hadet ikke fri men han kunde godt klare sig kibra gik stille vider men satte sig stille længer hende kunde ha satte han sig for at spise let han smilte han kunde godt finde på at flytte her til men han skulde bare ha fadt i de varmpyr der slog hans far Ihjel men ind til dag kunde han slappe af

[Daniella Bathory]

Danielle's spinkle skikkelse hastede igennem de mange små gyder Frontiera havde at byde på. Igennem små hegn og stakit, igennem adskillige private gårde og sågar igennem en families hjem. Hun nåede ud på en meget lidt befolket sti, og satte farten ned, lænede sig op af en tilfældig mur og trak vejret dybt.

Hun var forpustet, var blevet taget med fingrende på småkagefadet. Bogstaveligt talt. Hvem kunne også vide at en bager havde en hund? Forbandede kræ! Snerrede hun mentalt og så op imod himlen. Det var en køn dag, på trods af det kolde vejr, og den voldsomme blæst. Hun gøs svagt, uden en jakke eller kappe kunne det hurtigt blive koldt, og med hendes bare skuldre...

Hun lagde let armene om sig, og gik lidt hen af stien, stoppede i det hun lagde mærke til en anden person der sad i siden. Hun tøvede ikke, og gik bare roligt over til vedkommende, en mand. Ikke meget mere end en knægt i hendes øjne, og et lille smil bredte sig på hendes læber.

Hun blinkede med øjnene et øjeblik, inden hun satte sig ned ved siden af ham. Skælvede svagt, påtaget men det kunne han jo ikke vide.

"Godeftermiddag." Sagde hun høfligt med en klar, klingende stemme og så på ham med de store, troskyldige øjne. Hun lagde hovedet en anelse på skrå og fugtede de buttede læber. "Hvorfor i alverden sidder De her? Her er så koldt. Har De noget imod at jeg holder Dem med selskab?" sagde hun med en anelse morskab i stemmen og blinkede et par ekstra gange med øjnene.

Hun brugte med vilje tiltale formen 'De'. Folk havde det godt med respekt, og det gav den tiltalte form ligesom. At hun ikke rigtigt mente det, var så den anden sag.

[kibra]

Kirba kikket på kvinden over for ham han grindet let af hvorfor han sad her ” hmme er det da din sti…..og jeg sætter mig hvor det passer mig ” sagde han mes han sendte hinden med et lille blik til hinden ” tjo lidt selv skab er altid rat af have” og med det tog han et bid af et stykke brød mens han kikket på hinden der var noget over hinden men han kunde bare ikke sætte en finger på hvad

” de lyder forpustet har de løbet ” kibra tog endnu en bid men kikket så på brødet og på hinden stille brekket han noget af det af ” her du ser ud til du godt kunde spise let ”
¨
Koldt og koldt var det da ikke men nu hadet han også gået i flere dage så han brug for at side let ned han tog nu noget vand han hadet foget for en krog kunde hun ikke se at han var tyv? Det håbet han da for ellers kunde gå hen og blive grimt vis hun prøvet på noget
Stille lage gav han hinden også vandet så hun kunde få noget at få drikke stille smilte han igen og så om kræng der var nu meget smukt her men han kunde nu glæde sig over han snart var hjemme

[Daniella Bathory]

"Og hvad ville De gøre hvis det var? Betale toldpenge?" Spurgte hun drillende inden hun rystede på hovedet. "Jeg mente nu mere, hvorfor slå Dem ned her, når der ligger en kro lige om hjørnet?" fortsatte hun så og hævede et af sine lyse øjenbryn.

Hun klukkede svagt. "De kunne lyde lidt mere entusiaststik. Bevares, hvis De ikke vil have mig her, kan jeg sagtens gå igen." sagde hun roligt, selvsikkert men med en snert af såret forfængelighed i stemmen. Om det var skuespil eller hendes virkelige føleleser var svært at sige.

Hun kørte et par fingre igennem sit pandehår, indtil han rakte hende en bid brød. Hun tog imod den med et taknemligt smil. "Tak som byder." sagde hun roligt og bed i den. Små bidder, der passede til en pige, der vidste hvordan man skulle begå sig i de højere kredse.

At se at han var tyv, kunne hun ikke. På den anden side, kunne han se at hun var det? Ligesom ved andre job, kunne tyve have mange skikkelser, tynde, høje, tykke, hurtige, grimme, kønne... Det tænkte hun ikke så meget over. Hun stolede ikke ubetinget på nogen, og var derfor altid på vagt, omend hun ikke viste det åbent.

Hun tog imod vandflasken og tog en mundfuld, ikke nok til at fremstå som grådig og rakte den tilbage. "Jeg takker for gavmildheden. Tror det er på plads at jeg får præsenteret mig, mit navn er Daniella." sagde hun roligt med strålende øjne og et imødekommende smil hvilende på de rosa læber.

[kibra]

Kibra smilte let til hinden ”mit navn er Kibra ” kom det fra ham han ville være på vagt over for hinden her stille lage han hovet på skrå han kunde ikke lade være med ar grine let hun kunde være tyv men han sagde ikke noget Daniella så nu også meget sød ud men han kunde ikke være helt sikker på hvem hun kunde være Kibra tog en bid af sin brød og lage den ned i sin taske stille lage hovet
” så hvad går du rundt og laver ?” kom det stille fra ham han Grindet inde i men hvem kunde han enlige stole på kibra sukket men kikket så hen på Daniella han måtte se om hun løg eller hvad hun gjorder han måtte bare finde ud af det

[Daniella Bathory]

"Kibra, eh? Sødt navn." komplimenterede hun ham roligt med en let viftende håndbevægelse. "Du stammer ikke herfra byen af, gør du? Jeg syntes ikke at jeg har set dig før." sagde hun roligt og betragtede ham vagtsomt, men interesseret i hans svar. Hun havde ikke set ham i byen, så hvis han havde været her, havde han skjult sig godt.

Daniella var på god fod med størstedelen af Frontieras laveste klasse, og kendte tyvene endten på navn, kaldenavn eller stemmen. Hun var ikke god til at huske ansigter.

Hun lagde let hovedet bagud og op af muren, lukkede øjnene for et øjeblik, blinkede så og så over på ham med store, blå, afventende øjne. "Jeg går rundt og forfører ynglinge som dig." Sagde hun i en langsom, lavmælt og forførende stemme, inden hun rystede på hovedet og lo svagt.

"Nej. Jeg laver faktisk så lidt som overhovedet muligt, tjener til dagen og vejen med arbejde jeg kan finde." sagde hun roligt og blinkede til ham, hvilket var i det mindste halvt sandt. Hun var prostitueret hvis hun fik tilbudt nok penge, og hvis manden var så nogenlunde tiltrækkende og sygdomsfri. Lommetyveri kunne vel også betragtes som et job, for det var jo hårdt arbejde, men lønnen var svingende.

"Hvad med dig?" spurgte hun roligt og hævede afventende et øjenbryn af ham.

Hun havde ind i mellem taget et kort arbejde hos en kro eller en familie, som vaskekone eller servitrice. Men så skulle hun godt nok også være i pengemangel!

[kibra]

kibra kunde ikke lade vær med at grine let da hun sagde forfør det virket ikke regtit på ham han lage hovet mod muren også og så op mod skovens kroner ” jeg jæger ” sagde han koldt og så ned mod jorden igen ” jeg slår Vampyr Ihjel altså dem der gør andre folk ondt og så tjener jeg let penge hved siden af ” kibra sukket let mens han husket til bage da nogle Mennesker kom hjem til ham med sin far

men hvad skulde han ha gjort den gang han var så lille og men det var han slet ikke nu han vente hovet mod hinden ” så du har altså ikke noget sted at bo ? ” sagde han til hinden han kikket let ned han kunde jo godt til byde hinden et hjem hos ham men han stole ikke regtit på hinden i nu han måtte se tiden and det var ikke fordi han holdet sig så meget der inde kun om vinteren da det kunde blive koldt

eller vis han ikke hadet noget at lave Kibra kikket igen hen på et træ og tænke sig let om hvad skulde han dog lave nu der var ikke så langt hjem til ham måske skulde han inviter hinden med hjem men han kunde ikke finde en løsinge på om han skulde eller hvad han skulde

[Daniella Bathory]

"Du virker forfærdeligt ung til at slå vampyrere ihjel." sagde hun skeptisk, og så vurderende på ham. Nej. Hun kunne ikke få det til at hænge sammen, han var for ung og for spinkel til den slags opgaver.

"Hvad tjener du så penge på, ved siden af?" spurgte hun med hovedet en anelse på sned, før hun rystede på hovedet og svarede på hans spørgsmål. "Nej. Jeg sover hvor jeg nu finder et godt sted at ligge.. Op af murer, eller under en vogn." sagde hun ligegyldigt og viftede med hånden.

Tilbød han hende en seng at sove i, ville hun sandsynligvist tage imod det, omend hun ville forvente at han ville have noget tilgengæld. Det var sådan hun mente at verden var indrettet, folk ville aldrig give noget gratis. Om det så var penge, hendes krop, eller arbejdskraft skulle hun så ikke udtale sig om.

Hun legede let med et par hårlokker og så op imod himlen. "Det er et dejligt vejr idag, er det ikke? Det er sjælednt så sent om vinteren, at der ikke er sne eller voldsom kulde i luften."

[kibra]

Kibra smilte igen og kikket op igen ” jo det er det…. Vis du ville have dit ejet sted har jeg et sted du godt må bo i ” svaret han stille og lage hovet stille på skrå hvad kunde han gøre ved det han sukket stille og rolige ” jeg ved godt jeg er ung men jeg føler mig mere som mand ind som dreng det skuldes nok af jeg ikke regtit har haft min far og mor hos mig siden jeg var 12 ” sagde han stille og tog stille mod sin taske ” jeg har det i blodet min far var det sammen som mig og min mor også men hun hente sig selv efter min fars død

Og så bliv jeg overlad til mig selv men det har jeg været vand til i mange år efter hånden…. Vis jeg sagde det kunde jeg røge i fedtefadet for det ” han blinket til hinden og tog nu en æble op af lommen og kaste en til hinden han tog en bid det smagte sødt ” men der er ikke langt til mig kun 5 km og vi ville kunde nå det inden i aften vis jeg regner regtit

[Daniella Bathory]

Hun holdte hænderne op. "Jeg har ikke brug for din livshistorie, mr." sagde hun stille og rynkede let begge øjenbryn. Så tøvede hun, og bed sig i læben. Hun var virkeligt i tvivl om hun skulle tage imod tilbuddet, for det var voldsomt fristende at have et fast sted at sove, i stedet for på gaderne. Så ville hun også kunne have nogen ejendele, i stedet for at leve på må og få og skulle slæbe rundt på hendes få ting.

"Hvad skal du have for det?" spurgte hun roligt, stadig lidt i tvivl og med et forvirret udtryk i ansigtet. Ingen gav noget, uden at få noget igen, sådan havde hun altid oplevet det. Sådan var hendes verden bare indrettet.

Hun greb æblet og rullede det let i hånden, pillede ved det inden hun tog en bid og smagte på det. Hun kunne ikke forhindre et smil brede sig på hendes læber, eftersom det var et godt stykke tid siden hun havde smagt frugt, det var jo ikke ligefrem sæson for det. Hun bed et par gange af det og tyggede af munden, inden hun så over på ham med et lille grin.

"Er alvorligt fristet til at sige ja tak, vil bare gerne vide prisen først... 5 kilometer er til at overleve." sagde hun med et lille nik og et muntert blik.

[kibra]

Kibra smilte igen og stoppet med at fortælle han viste enlige ikke hvor for det kom til ham han plaget ikke at snakke med folk om det stille tænke han sig om og hvad skulde hun give for det altså han hadet så mange run at han ikke viste hvad de var vær for det lå jo underen jorden alt sammen vente han sit hovet mod Daniella og smilte så sødt ” Du skal ikke Betale noget som helst for det bare du kan love ikke at råbe hvor det ligger ” det var stor set det Eneste krav der var for vis hun op Daget det så ville han finde sin fammile af tyve og jagte hinden Men det ville komme at hun ville få det af vide han spiste æblet færdi og kaste det ud i skoven som tak for æblet det kunde blive til jord stille sad han og kom sig over maden han ville snart videre han hadet gjort så meget i de siste par dage og nu var det snart tid til at gå til ro til inden han skulde i gang igen om en uges tid han måtte også se på sine våben og tæren som han gjord vær dag man skulde ellers ikke troe det men det gjrod han og han var slet ikke så dårlige til det der var self nogle ting der kunde forberders men ellers ikke

[Daniella Bathory]

Hun rystede langsomt på hovedet. "Selvfølgeligt holder jeg mund hvis det er det du beder mig om.. Men hvad vil du have? Der er ingen her i livet, der giver en noget, eller åbner ens hjem uden at forvente at få noget for det." sagde hun langsomt og så undrende på ham.

Hun spiste af æblet, indtil kun kernen var tilbage, og smed det så samme vej som han havde gjort, omend ikke så langt. Så rejste hun sig langsomt op, trængte til at strække sig og de skulle vel også til at afsted hvis det endeligt var. Hun var dog stadig i tvivl om hun tog imod tilbudet eller ej, hun kendte jo ikke engang Kibra, og selvom han virkede god nok stolede hun ikke på ham. Det gjorde hun jo aldrig.

"Penge? Arbejdskræft? Hvad vil du have? Betragt det som husleje." sagde hun med et let hævet øjenbryn og betragtede ham afventende.

[kibra]

kibra kunde ikke komme på noget men han kom da i tanke om en ting ” tjo der er en ting du godt kunde gøre men det kræver ølves først ” sagde han let med et smil og rejste sig for at begynde at gå han tænke sig let om det kunde være fint vis hun kunde lave hans våben når han selv kom til bage fra en jagt men nu måtte de jo se hvor god hun enlige var han hadet ikke op daget at hun var elver men det gjord ham nu ikke noget

stille begyndte han at gå længer hen og så så han op ” vis du kunde lære at lave mine våben når jeg kommer hjem fra jagt ” stille kom blikket hen mod Danillea men han viste jo det ville komme til at tid men når hun kunde det ville hun kunde lave stille så han på naturen igen han hadet altid være glad for det her sted men han skulde hjem

men tingen kunde jo tage dreninger godt nok stolet de ikke helt på hinanden nu men han var sikker på at det ville komme sener stille smilte han til hinden han viste ikke helt hvad han skulde gøre eller sige lige nu men en ting var sikkert han skulde hjem og slappe let af godt nok ikke lave så meget bare vise hinden de forskælige rum der var

[Daniella Bathory]

”Våben?” gentog hun med et hævet øjenbryn og bed sig let i sin buttede underlæbe. Med lidt øvelse kunne hun jo nok lære det, det var jo ikke fordi hun var dum og hun havde fingerfærdigheder til det meste. Så længe det ikke krævede for meget fysisk kraft. Hun vippede lidt med de lidt lange, lidt spidse øre. Så nikkede hun roligt.

”Hvis du lærer mig hvordan, kan jeg jo nok godt.” sagde hun med et let nik, og stilte sig let op af muren indtil han begyndte at gå. Ville bare følge efter ham, anede jo ikke hvor han boede.

”Advarer dig dog.. Er ikke altid hjemme. Jeg kan godt lide at rejse.” sagde hun roligt, ville ikke have at han regnede med at hver gang han kom forbi, var hun der, for det var hun ikke. Hun var typen som elskede at forsvinde i flere uger af gangen, ind i mellem kun i Frontiera, andre gange i både Darklia og Nirelia. Grænserne imellem de 2 lande bekymrede hende ikke det mindste.

Som neutral i striden, havde hun intet problem med at spille op til begge nationer hvis hun nogensinde blev fanget eller mødte fjendtlige personer. Hun lod bare som om hun delte deres holdninger, og kunne vende på en tallerken hvis hun lavede en fodfejl. Ganske praktisk nu og da.

[kibra]

Kibra smilte stille og gik langs stigen ” det fint med mig jeg er også længe væk ” han kikket stille ned i jorden og viste ikke helt hvad han skal snakke om i nu han ville godt lære hinden at kende ”har du nolge forælder? ” kibra viste ikke helt om han skulde ha spurt om det men han skulde jo have noget at spøger om der var nu ikke så langt igen han rodet let med sin kniv skaft da den var glat Det var ikke så tit at Kibra fik snakket med så mange menseker de Fliste stjal han fra jo men det hadet han ikke lyst til med hinden her der var et eller andet som han godt kunde lide hinden hved hinden nok fordi hun var det sammen som ham en rejsen stille smilte han til Daniella mes han lage hovet på skrå for at høre den lange sorte Karpe blafret i vinden