Savnet men aldrig glemt

[Kyu Altius Dyonisos]

Han bemærkede at nogle tjenestefolk kom hen imod dem med mad, ærligt var han ikke spor sulten. Af en mand at være så spiste han ikke spor meget, og dog ville han da ikke sige nej, det ville være for uhøfligt. Da maden blev sat frem kastede han et blik hen imod dragen der spiste hurtigt færdigt. Hans blik blev vendt mod Clarisa da denne tog først og da hun havde taget fulgte han hendes eksempel. Han spiste kun en smule og holdt blikket rettet imod hende det meste af tiden. Det var det bedste? Det forstod han ikke, hvordan kunne det være det bedste? ”Står Nirelia virkelig så svagt?” spurgte han forundret. Efter hans egen mening så det ikke så slemt ud, og han havde altså et trænet blik og derfor kunne han skam godt vurdere om det var så slemt som folk troede. Havde hun overhoved en hærfører? Rette trænede vagter og soldater? Det havde hun vel. Da hun henvendte sig til dragen så han til med forundring, det var nok hendes drage så derfor havde de vel en privat samtale kørende. ”Deres drage er vist ret utilfreds med Deres beslutning om at ægte en mand fra Darkila” sagde han, for det var vel derfra manden ville være. En lille undersåt til dronningen af Darkila.

[Clarisa Nemay]

hun så roligt på ham igen før hun sukkede. "Nerilia står virkelig svagt med den hærføre Drazilla har" hun lænede sig lidt tilbage i stolen før hun så mod dragen der kom tætter på med hovedet.
hun så roligt på ham før hun langsomt så mod maden igen og tog endnu en bid af maden, kiggede lidt på ham før hun langsomt så mod folket.
"Hun er bare irriteret.. Denne hærføre slog over hundrede af mine mænd ihjel da jeg var på tur.. derefter startede det hele.." hun så mod ham med et lille smil. "Jeg skulle havde været gift med denne mand fra Draklia.. men han forsvandt" langsomt lukkede hun øjnene før hun langsomt tænkte tilbage på de skænderier om de havde haft, med at hun skulle rette sig efter ham, og hvordan han havde talt til hende, behandlet hende, som hun havde været et dyr i et bur. han havde enda udspioneret hende.
hun sukkede let før hun tog endnu en bid, og så roligt ud på folket der morede sig til denne begivenhed.

[Kyu Altius Dyonisos]

Han betragtede hende ganske roligt idet hun svarede hvor det ene bryn gled op ”Har Nirelia da ingen hærfører?” spurgte han forundret. Hvis Darkila har en hærfører burde Nirelia da også have en, og en mindst lige så stærk! Da hun fortsatte forlod hans blik hende kun for at glide hen over den store drage, den var utrolig smuk, og af hvad han kunne vurdere en hun. Han smilede skævt og vendte blikket mod dronningen endnu engang kun for at høre svaret. Forsvundet? Mon det var et tilfælde at denne mand var borte? Forhåbentlig ikke, og forhåbentlig ville han aldrig dukke op igen. Eller, så skulle der gå noget tid inden det skete, det ville give Clarisa tid til at finde ud af hvad hun skulle gøre. Hans blik forlod hende og gled hen over rådgiveren der var i færd med at skrive folks spørgsmål og ønsker ned. ”Har De ingen anden rådgiver.. denne er .. for gammel” ja man kunne skam blive for gammel.

[Clarisa Nemay]

hun sukkede let før hun så på ham og så rundt igen. "Nej desvære.. vores hærføre trådte af, og ingen har været modige nok til at bestige denne possition" hun sukkede let før hun igen så mod ham, han virkede mere snaksaglig, eller måske var det fordi hun var blevet ældre. hun lagde langsomt en hånd ved telerknen og så rundt i det store rum, folk var i fær med at snakke med hinanden, snakke til rådgivern osv.
hun sukkede let før hun langsomt så mod ham. "Jeg har en anden, rigtig god rådgiver, men har ikke set ham på det sidste.." hun så langsomt mod dragen der vendte sig om hvorefter den fløj ud, brølende af sine lungers fulde kraft før den landede på taget.
hun så igen på ham, "Jeg frygter lidt at Drazilla har gjort noget ved min rådgiver, jeg ved hun hader ham"

[Kyu Altius Dyonisos]

Ingen hærfører? Det var da ikke godt! ”Et land uden hærfører? Det er da klart at Nirelia står som det svage led, en hærfører samler tropperne og sørger for organisation i systemet og troværdig samt styrke. Et godt råd, om end jeg hverken er Deres rådgiver eller andet end ven af Deres broder, men De må anskaffe dem en hærfører og få soldaterne trænede” sagde han ganske roligt hvor han kort fastholdt hendes blik inden de begge så rundt i salen. Da hun sagde at hun ikke havde set sin anden rådgiver på det sidste hævede han det ene bryn, forsvandt folk bare sådan uden videre? han svarede ikke, og hun fortsatte, hendes næste ord fik ham blot til at glo forundret på hende ”Hader ham? I så fald har han måske været hende på tværs?” det var vel den eneste grund til at dronningen af Darkila skulle hade rådgiveren. Det ville ikke undre Kyu hvis hun havde gjort noget ved manden.

[Clarisa Nemay]

hun kom med endnu et suk før hun langsomt så mod ham. "Hvem skulle være hærføre? til et land som dette, vi har ingen gode.." hun så roligt rundt i salen igen idet nogen tjenestepiger kom løbende hen mod hende med en flaske vin og hældte op i to glas, satte det ene foran hende og det andet foran ham.
"Deres mejestæt.. Hans nåde vil gerne snakke med dem i piravt" de nikkede let til hende før de så ned mod rådgivern.
hun løftede et øjenbryn før hun så på pigerne. "tak.. smut så ud og mor jer" hun vendte langsomt blikket mod Kyu med et lille undskyldene blik før hun langsomt rejste sig, havde ikke rørt vinen endnu. langsomt gik hun hen til en lille dør inde i tronsalen, en dør ud til et meget lille rum.

Rådgiven fulgte hurtigt med og lukkede døren på klem for at de skulle snakke i privat.
hun vendte sig langsomt mod ham med et roligt blik. "Hvad er det?" hun var forberedt på det værste, men hendes udtryk viste det ikke.
langsomt satte hun sig på den lille stol derinde og ventede på hans ord.
"Der er flere ting deres mejestæt.." han sukkede let før han langsomt stillede sig ret. "Den første ting er at vi begynder at mangle soldater, de bliver slagtet nær grænserne af folk fra bjergene, folk flygter mod Draklia fordi de har den største hær.. og der er stadig ingen tegn efter Hiro"
hans stemme knækkede til slut da han endnu ikke var færdig med hvad han ville sige, men hendes næsten forstabte blik havde fået ham til at tie.
"Der er en.. en ting mere deres mejestæt"
hun så langsomt op på ham efter at han havde snakket, hun havde siddet i sine egne tanker, helt forstabt, hvad skulle hun dog gøre, hun kunne ikke forsørge landet som en rigtig dronning, og Drazilla var jo allerede fremad med et ægtskab for at få sit land til at se stort og stærkt ud, hvilket var lykkes. "Fortæl.." hun ville ikke vent mere på det dårlige.
"Deres mejestæt bliver nød til at finde Hiro, for jeg stopper snart.. tiden er ved at inhente mig"
hun nikkede blot kort idet hun viftede med hånden og han vendte om og skyndte sig ud

[Kyu Altius Dyonisos]

Godt spørgsmål. Hvem ville dog overtage sådan et job? Det måtte virkelig se håbløst ud, men ja… der var altid håb, det vidste han alt om. Hans blik forlod hende atter hvor han så ned på det glad med vin der var blevet skænket op til ham. Han løftede det roligt op til sine læber og drak en smule. Nirelia var et godt land, og det var hurtigt blevet som et hjem, han hadede virkelig at se dette land sådan. Tjenestepigens ord fik Kyu til at se væk, han havde nok taget for meget af dronningens tid. Han smilede dog ganske blidt til hende idet hun rejste sig og gjorde det samme endnu engang af respekt. Han fulgte hende roligt med blikket idet hun forlod salen. Hans venner kom roligt op til ham. ”Sikke dog du viser dig frem Kyu, at du kender dronningen.. hvorfor sagde du intet?” lød den ene af dem med et muntert smil. ”Jeg vidste det ikke selv” hans blik havde ikke forladt det sted Clarisa var forsvundet ind i. Han førte glasset op til sine læber og drak en smule, roligt bemærkede han da den gamle rådgiver forlod værelset.. uden dronningen. Dette gjorde Kyu bekymret, dårlig nyheder formodede ham.

”I må have mig undskyldt venner… ” han gav glasset mellem sine hænder til den ene af dem og de andre smilede skævt idet de fulgte ham med blikket. Vagterne fulgte ham med blikket og flyttede sig tættere på men standsede og så ud til at skifte mening. Han trådte ind i det lille rum og blikket faldt roligt på dronningen som sad på en stol og så ret så hjælpeløs og mut ud. Han trådte nærmere, satte sig på hug foran hende og tog blidt hendes ene hånd i mellem sine store næver. ”Alting løser sig kære… intet er umuligt, uanset hvad Deres rådgiver fortalte… så skal det nok gå” sagde han blidt.

[Clarisa Nemay]

hun så roligt op da døren igen blev åbnet, der var to vagter der gik hen til døren efter han var gået ind og lukkede den ordenligt, sørgede for at ingen kunne komme ind til dem. hun smilte lidt til ham idet han havde taget hendes hænder, så ganske roligt på ham før hun langsomt så væk. "Det kan godt være..men det er så umuligt ud for mig lige nu.. Jeg kan ikke engang få folket til at blive og kæmpe for deres land.. Ville ønske.. der var en der.. ja.. ville ønske der var en der kunne overtale alle de pligter med at få folket til at kæmpe.. så landet ikke så svagt ud.. Som om.. Alt er tabt på forhånd.. ligemeget hvor meget jeg end siger, vil folket inderst inde mene at landet er tabt" hun sukkede før hun så på ham, hendes øjne begyndte at skinne en anelse, at være dronning var svært, og alle de pligter der var kommet så hurtigt var også svært, hårdt og trættende, hun havde brug for fred, men det kunne hun ikke få, hun havde brug for en der kunne holde om hende engang imellem og sige at den person nok skulle ordne det, men her skulle hun jo være den store og tage et helt land på sine skuldre, der ikke engang kunne bære vægten. hun slap hans hænder og gemte hovedet mellem dem, hendes bror ville havde været meget bedre end hende lige nu, men han var der ingengang til at rådgive hende.

[Kyu Altius Dyonisos]

Han hørte døren blive lukket bag sig men vendte sig end ikke om. Fordi han var så god en menneskekender, og så god til at aflæse folk krævede det ikke mere end et blik på denne unge dronning til at fortælle ham at hun var helt trist til mode og følte sig hjælpeløs. Hendes smil var måske ægte, men det lagde ikke skjul på hendes dårlige humør og hjælpeløshed. Hendes svar fik ham til at sukke en anelse ”Der må da være en derud der kan gøre dette, jobbet er ikke umuligt, men det kræver bare tålmodighed og viljestyrke” svarede han blidt, lod hende trække sine hænder til sig og så trist på hende. Hvad kunne han dog gøre for at opmuntre hende? intet! han kunne intet gøre hvilket var ret så frustrerende især fordi han var van til at hjælpe folk. Men der var ikke spor meget han kunne gøre, han var fra dette land, ja han hørte næsten ikke til her. Hun skjulte ansigtet i sine hænder hvilket ikke gjorde det mere let for ham ”Clarisa… kære… ” hviskede han blidt, strøg hendes ene hånd, lod sin egen stryge ind under hendes hage og vippe hendes hoved op ”De må ikke miste håbet, der er sikkert en derude der kan hjælpe dem… gøre en forskel, de skal bare finde ham” hviskede han blidt til hende. Han smilede et mildt smil til hende ”Mattis var en fantastisk ung mand, tålmodig og stærk… De er som ham… De skal bare selv tro på det” fortsatte han trøstende dog ærligt, han var sikker på at hun nok skulle klare den. ”Hvis der er noget jeg kan gøre… så sig det endelig… ” tilføjede han efter nogle sekunders overvejelse.

[Clarisa Nemay]

hun så roligt på ham idet han vippede hendes ansigt op, nogen tåre begyndte at trille ned af hendes kinder, hun så bare på ham i et stykke tid før hun langsomt så ned, hvad kunne han dog gøre. hun knugede hånden lidt efter at havde lagt den ned på kjolen. hun lukkede øjnene før hun langsomt kom i tanke om noget, så hurtigt op på ham. "du kunne blive hærføre.. jeg ved du har det i dig.. Mattis fortalte hele tiden om dine evner indenfor det" hviskede hun lavt før hun hurtigt kiggede ned og tørrede tårene væk, det var måske dumt af hende bare at sige det sådan lige ud. hun sukkede lavt før hun langsomt tog et lommetørklæde og tørrede øjnene, hvorfor skulle han også sige ja til det? det var jo et latterligt spørgsmål. hun lukkede langsomt øjnene igen, hvorfor skulle hun også åbne munden for meget når hun var så føelsesmessigt såret som nu. hun så mod ham med et roligt blik, selvom tårene stadig var derinde et sted. hun ville gerne have ham tæt på, måske fordi hun følte sig mere tilpas med hans selvskab end når hun var alene.

[Kyu Altius Dyonisos]

Han strøg enkelte tårer bort fra hendes kind men der kom hele tiden nye der erstattede dem han havde strøget væk. Han forstod godt hendes frustration, at være alene om den slags, langt væk fra de faste rammer og det man kunne familie var på ingen måde let, især når man var så ung som hun selv var … og kvinde. Hun havde brug for den rette omsorg, den rette opmærksomhed og for råd og hjælp. Hendes forslag fik ham dog i mellemtiden til at glo overrasket på hende. ”Eh… det kan jeg desværre ikke… jeg mener… jeg er ikke engang Nireliansk statsborger” svarede han. Kunne han virkelig? Han havde brug for et fast job så det var da en god mulighed især fordi det var hans felt og hans område. Kunne han virkelig overtage det job? Dette var jo ikke engang hans land! men hun var jo dronningen så hun måtte vide bedst siden hun foreslog det?

[Clarisa Nemay]

hun så på ham før hun hurtigt tog hans hænder og knugede dem. "Jeg ber dig.. Du den eneste der kan tage den plads, og skidt med at du ikke er herfra.. jeg er en bondetøs.. men hun valgte mig som den næste dronning.. og landet har virkelig brug for en ny hærføre" hun så på ham med rolige men skinnende øjne som hun var parat til at græde igen. hun knugede let hans hænder, mest for at understrege hun gerne ville have det, landet ville også have godt af det, og hun ville nok også, måske ville hun få lidt mere fred i hverdagen med en hun sådan kender. hun bed sig let i læben ventende på hans svar. kiggede dog hurtigt mod det lille vindue da dragen fløj forbi udenfor, men kiggede så på ham igen *Kom nu sig ja.. vil du ikke nok* sådan var hendes tanker, føelserne i hende var som et stort rodekammer, og det hele forkom ganske uvirkeligt som hun sad der og nærmest tiggede ham om at tage den plads.

[Kyu Altius Dyonisos]

Hun tog pludseligt og ret hurtigt hans hænder i sine og han glippede forundret med øjnene ved hendes opførsel. Hans blik fandt hendes våde øjne der så ud til at være klar til at bryde ud i gråd endnu engang hvert øjeblik det skulle være. Hendes ord, og hendes bøn gjorde det ikke mere let for ham tværtimod. Han så ret fortvivlede ud i nogle sekunder inden han endte med at sukke og trække vejret dybt ind. ”De er ingen bondetøs.. ikke længere. De er derimod en enestående kvinde, smuk, ung, moden og utrolig betænksom.. det De har brug for er hjælp. Og hvis det er min hjælp De står og mangler tilbyder jeg den gerne” svarede han ganske blidt, tog den ene hånd til sig og strøg en enkelt tåre bort fra hendes kind endnu engang. ”Jeg vil ikke se Dem græde.. det skær i hjertet at se Deres værdifulde tårer gå til spilde på den måde..” hviskede han blidt, med et smil og knugede blidt hendes hånd i sin egen.

[Clarisa Nemay]

hun så let på ham idet han svarede hende, smilte let før nogen nye tåre gled ned af hendes kinder. "Du siger altså ja?"hviskede hun før hun langsomt lukkede øjnene tørrede nogen nye tåre væk før hun så ham i øjnene, der havde været en grund til at hun altid havde kigget væk da hun var mindre, hun havde været genert og rødmede næsten hver eneste gang hendes bror havde nævnt hans navn, nu var hun blot blevet større, og sad i samme rum som ham, men hun rødmede ikke, hun tog det ganske roligt selvom han snakkede med hende. knugede let hans hånd før hun tog lommetørklædet op til øjnene igen og dubbede tårene væk. der blev langsomt banket på døren idet rådgivern trådte ind igen, han havde jo efterladt hende i en skrøblig sitioation og ville nu gerne sikre sig at hun var alt vel. hun så let på ham før hun så på Kyu igen, ventede let på hans svar før hun ville kendegive noget til nogen.

[Kyu Altius Dyonisos]

Han smilede skævt ”Alt for dronningen” svarede han ”Så ja.. jeg gøre det.. for Nirelia… for Dem” han tog blidt hendes ene hånd i sin, så ganske blidt på hende og plantede et blidt kys på hendes håndryg. Han flyttede sig og kom på benene idet rådgiveren åbnede døren og trådte ind. Kyu stillede sig på respektive afstand og folede hænderne på ryggen idet han stillede sig ved siden af hende og så ganske roligt på rådgiveren som nu så fra dronningen til Kyu og tilbage igen. Hun måtte vel fortælle ham det, men ærligt var det eneste Kyu tænkte på… hvordan han skulle gribe sit nye arbejde an og hvad han skulle starte med. Hans venner ville helt klart blive begejstret, de elskede hæren lige så meget som han gjorde og nu kunne de få et arbejde.